Elsker du dansk design og leder altid efter ny inspiration til at indrette dit hjem varmt og indbydende, selv med minimalistiske design? I Stockholm ligger en drømmelejlighed fyldt med danske designklassikere, indrettet med svensk hjemlig ånd.
‘Det danske hjem’, som lejligheden har fået til navn, er en ny form for samarbejde mellem en perlerække af danske designikoner og svenske ELLE Decoration. En ubeboet lejlighed er blevet indrettet af svensk hånd, med dansk design.
Det er svensk ELLE Decorations boligstylist Pella Hedeby, som står bag indretningen af den stilede lejlighed. Stylisten har valgt en gennemgående farvepalet af kølige grå nuancer, der står i smuk kontrast til de varme trægulve i lejligheden. For at give lejligheden en hjemlig følelse har Pella Hedeby gjort brug af bløde tekstiler og skind i møblerne, mens magasiner og kaffekopper er ”tilfældigt” placeret rundt omkring for at skabe følelsen af, at være i et rigtigt hjem.
Se også: Se danske Gubis nyeste designs
Rammerne for ’Det danske hjem’ er en af Stockholms mest eksklusive lejligheder og selv med store åbne rum og vinduer fra gulv til loft har Pella Hedeby formået at skabe en hjemlig og hyggelig atmosfære. Selv siger hun om indretningen, at hendes vision var at skabe rum der indbød til afslapning – og det er lige nøjagtig den stemning lejligheden giver. Man får nemlig helt lyst til at kaste sig bagover i den bløde sofa eller læse en god bog i en af de mange smukke stole.
Se også: Hjemme hos Cille Grut: Et hjem i bevægelse
Det er danske designbrands som Kähler, Kay Bojesen, Montana, Erik Jørgensen, Louis Poulsen og Georg Jensen Damask, som har leveret møblerne til den lyse lejlighed. Den minimalistiske stil, der præger mange af de danske design, møblerne og rummene i lejligheden blev stylet i en svensk og mere detaljeret ånd.
Klik dig gennem galleriet og bliv inspireret af den elegante, men hjemlige styling af klassikere vi alle elsker.