Bolig

Sådan indretter møbeldesigneren og indretningsarkitekten sig i rækkehuset nord for København

- 06/02/2026

I et nøje restaureret sydvendt rækkehus nord for København har designchef i det danske designbrand Mazo indrettet sig med en smuk kombination af egne møbler, designklassikere, arvestykker og en farvesætning, der bevidst styrer rummenes visuelle temperatur og stemning. Kom med indenfor hos en æstetiker, for hvem hjemmet gerne skal være et tidløst univers, der skaber ro og balance som modvægt til en hverdag præget af indtryk og skiftende tendenser.

HER BOR

Magnus Sangild, oprindeligt uddannet møbelsnedker og senere møbeldesigner fra Danmarks Designskole og stiftende partner og designchef i det danske designbrand Mazo. Magnus bor sammen med Katrine Scharff, tekstildesigner og indretningsarkitekt. Sammen har de Wille på 8 år. Rækkehuset på 89 kvadratmeter fordelt på to etager i Søborg er fra 1948, bygget af genbrugsmaterialer – primært mursten og tømmer – fra gamle, nedrevne baghuse på Nørrebro.  

Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein

Stolen Arch Weave fra Mazo står smukt i stuens hjørne sammen med pendlen Org Pendant af Sebastian Summa for DCW Editions. De lyseblå døre skaber en smuk kontrast til de røde nuancer i stuen. 

Foto: Line Thit Klein

Magnus og Katrine har bevidst brugt farver på vægge og i lofter for at skabe harmoniske rum – som her, hvor loftet er malet i en gul-beige nuance, der samler entreen. Bænken er fra Ikea, og den lille skål er af keramikeren Marianne Viktor. Spejlet med læderramme er fra Gubi. 

Det var på en gåtur i 2019, at Magnus Sangild og Katrine Scharff forelskede sig i kvarteret i en sådan grad, at de smed sedler ind gennem brevsprækkerne i håbet om, at nogen ønskede at sælge. Sedlerne kom der dog ingen respons på, men seks måneder senere kom et af de hyggelige rækkehuse til salg hos en mægler.

“Ham, der havde boet her, var 11 år, da han flyttede ind i det nybyggede hus sammen med sine forældre i 1948. Han efterlod huset i dårlig, men original stand – med blandt andet kun ét lag tapet på væggene. Vi var tiltalte af, at vi kunne starte helt forfra og lade vores fagligheder spille ind og sætte vores eget præg på boligen, så vi kunne skabe vores drømmehjem,” fortæller Magnus, der som designchef i Mazo har et skarpt blik for netop originale detaljer, godt håndværk og god byggeskik. Mazo bygger på en stærk designarv med rødder i den danske modernisme, og har en ambition om at forfine tidløst design – og huset her var et perfekt match såvel praktisk som æstetisk.  

“Vi så et dejligt og trygt familieliv udfolde sig og en masse potentiale for at lave det fuldstændigt, som vi ønskede det. Vi kom fra en mørk, nordvendt lejlighed på Nørrebro, og fordi det er et sydvendt enderækkehus, er her masser af direkte lysindfald i rummene,” fortæller Magnus.  

Foto: Line Thit Klein

En lille grøn vase, som er et arvestykke og en gipsskulptur af den danske kunstner Carla Koch fra 1917 står smukt på bordene, som Magnus har skabt. 

Foto: Line Thit Klein

Magnus’ stue er indrettet i en mættet og nøje kurateret farveholdning, der får rummet til at fremstå skarpt og velindrettet. Sofaen Arch er ligesom puden og lampen i vinduet fra Mazo, mens begge sofaborde er prototyper skabt af Magnus selv. De smukke gardiner i indfarvet hør matcher gulvtæppet fra Layered, der igen tapper ind i nuancerne i fotoværket af den danske kunstner Sara Galbiati. Det lille fotoværk er af den svenske kunstner Annika von Hausswolff. 

Foto: Line Thit Klein

Både Magnus og Katrine er uddannede designere, og hjemmet er fuldt af både andres og eget design. Daybeden er en prototype i massiv eg med printet tekstil skabt af Katrine. LampenMantis af Bernard Schottlander for DCW éditions skaber smukt lys på væggen, hvor to værker af den danske kunstner Lars Worm tapper ind i stuens farveholdning – ligesom det lille værk af den danske kunstner Rasmus Eckhardt. Skabet i hjørnet er et arvestykke, mens skulpturen på det er af kunstnerduoen Pettersen & Hein. Den ternede skulptur i vinduet er af den danske kunstner Maria Lenskjold. 

Foto: Line Thit Klein

Trappen er malet i en lys grøn nuance, der ændrer sig i takt med dagens lysindfald. Reposen ved trappen er indrettet med en Wng chair fra Mazo og en Akari 23A-pendel af Isamu Noguchi for Vitra. Gipshovedet eraf den danske kunstner Carla Koch og det lille keramikværk på væggen er af den danske kunstner Gitte Winther. 

Huset bar præg af, at det ikke var blevet opdateret eller vedligeholdt i mange år, så det var stort set alt, der skulle renoveres.  

“Uden omsvøb var det et håndværkertilbud. Det er egentlig mest de oprindelige mure, der står tilbage, og det er også en sandhed med modifikationer, for vi har ændret i grundplanen, væltet mure og fået plads til to nye, store sydvendte vinduer. Vi har lavet meget af det selv og kun valgt de bedste materialer,” fortæller Magnus.  

Også indretningen bærer præg af, at både Magnus og Katrine arbejder med design. 

“Vi holder meget af håndens arbejde, naturmaterialer og farver, som vores indretning afspejler. Vores interiør er et godt miks af modernistiske midcentury møbler, kontemporær kunst, design og belysning. Det var vigtigt, at vores indretning ikke pegede stilistisk for meget i én bestemt retning, men at det var en sammensmeltning af de ting, vi holder af, og som gør os glade at kigge på og bruge dagligt.” 

Ikke overraskende er hjemmet indrettet med flere af Mazos møbler – som fx sofaen i stuen, stolene omkring spisebordet og den hyggelige loungestol ved vinduet mod haven.  

“Vores fælles udtryk er kvalitetsbevidst og eftertænksom indretning med fokus på materialer og håndværk – klassisk med et skud vovede detaljer. Vi har nok udpræget møbler, som ikke er båret af tendenser og trends – møbler, som vi har haft i mange år, og som vi håber vil følge os de næste mange år.” 

Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein

Køkkenet er hjemmets hjerte, og herfra familiens hverdag har sit udgangspunkt. I hjørnet står en Tmbo lounge chair fra Mazo i godt selskab af et stort værk af Lars Worm. Sidebordet med den orange fod er en prototype af Bonn Studio for Mazo, og Flowerpot-pendlen er fra &Tradition. Lampen på sidebordet er, som spisebordsstolene, fra Mazo, mens pendlen over spisebordet er fra Flos. Spisebordet i eg er skabt af Magnus selv. Fadet på bordet er et arvestykke. 

Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein

Den største udfordring var at indrette et hus på blot 89 kvadratmeter, endda fordelt på to etager.  

“Det kræver noget ekstra at tænke opbevaring ind, da huset ellers hurtigt kan komme til at virke rodet eller overfyldt. Dernæst er fravalg nok den største udfordring; vi finder ofte nye spændende produkter, som vi ville ønske, vi havde plads til, men som vi bliver nødt til at vælge fra – vel egentlig en arbejdsskade for os begge.” 

Af samme pladsmæssige årsager valgte han og Katrine at ændre på planløsningen i stueplanet, hvor de etablerede et åbent køkken og spisestue og fik sat et stort vindue i facaden mod haven. 

“Rummet er vitterligt husets hjerte. Det er her, vi samles i løbet af dagen, og hvor familiens fællesskab udspringer fra. Samtidig fik vi lavet gulvvarme og lagt det smukkeste massive Pitch Pine-plankegulv, der binder hele stueetagen sammen,” siger Magnus. 

Både han og Katrine er flasket op i en skandinavisk designtradition og bliver dagligt eksponeret for trends og tendenser i deres arbejde.  

“For os er det vigtigt, at vi omgiver os med design, som giver mening og har lang holdbarhed – det giver ro i hovedet, når vi ikke er på arbejde. Mange af vores møbler er designet eller udviklet af os selv – til os selv – i en eller anden forstand, og derfor også møbler, som løser konkrete behov i vores hjem. Vi har haft mange produkter i hænderne gennem årene, og hvis vi skulle indrette med alle, måtte vi have valgt et større hus. Men valget af huset er et bevidst valg – og et klimamæssigt dogme, som er sundt for to individer, der lever af at skabe produkter med relevans.” 

Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein

Skabet med de flettede fronter fra Ikea har fået fint selskab af et portræt afkunstneren Carla Koch udført af den danske kunstner Einar Hein, Væglampen 16plus er fra Mazo. 

Foto: Line Thit Klein

De er begge glade for farver, som for dem skaber stemning og karakter i et rum, og som de bevidst har brugt til at skabe sammenhæng i hjemmet. 

“Vi bruger farver som element i polstrede møbler, som markering af et kedeligt loft, indramning af en dør eller som kontrast i en trappe. Vi holder meget af komplementærfarverne, men bruger dem aldrig i deres rene form. Vi bruger dem tonemæssigt til at styre rummets visuelle temperatur – fx ved at trække et meget lyst rum over i noget varmt og hyggeligt med elementer af mørkere, dybere farver,” forklarer Magnus. 

For ham skal et hjem kunne rumme og favne – og ikke stille krav. 

“Det skal være den frizone, hvor man kan være sig selv, føle sig godt tilpas og samtidig blive pirret på sanserne.” 

Foto: Line Thit Klein

Sengen fra Auping skaber et hyggeligt miljø i soveværelset sammen med lampen W153 af Inga Sempé for Wästberg. Sengebordet er fra Montana og værket over sengen er enoriginal tegning af den danske kunstner Sine Jensen. 

Foto: Line Thit Klein

Badeværelset er enkelt indrettet med vaskmodul i massiv eg fra Focus+ og spejlet Rae mirror af Jessica Vedel for Mazo. Fliserne på væggen er fra Rako, men gulvfliserne er fra Focus+. Den klassiske lampe er fra Ifö. 

Læs ogå

Kom med indenfor, når Sarah Rohde viser sin villa i Hellerup