Bolig

Kom med indenfor i Ulrikke Toft Simonsens moderne patriciervilla

- 16/04/2025

I en gammel dame på knap 100 år, tæt på Gentofte Sø, har Ulrikke Siva Toft Simonsen og Brian Siva indrettet et hjem med fokus på familieliv og nærvær. Med respekt for de originale detaljer har de med stor opfindsomhed nænsomt renoveret villaen og indrettet sig med et særligt blik for tekstiler, kontraster og kreative løsninger.

Her bor

Ulrikke Siva Toft Simonsen, som studerer til arkitekt på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og Brian Siva, der er musiker, samt børnene Norma og Billy. Familien bor i en patriciervilla fra 1908 på 175 m2 i Gentofte.

Foto: Line Thit Klein

De flyttede ind for godt og vel et år siden, nogenlunde samtidig med at deres andet barn kom til verden, og det var området med naturen og søen tætved, der trak. Også haven, der skråner let og er fuld af frugttræer og eventyr, danner de perfekte rammer om den lille familie.

“Vi trådte ind i huset og faldt for lyset og de smukke gulve og for husets facade og det bueslag, der er på tagets karnap,” siger Ulrikke, der læser til arkitekt og derfor har et særligt fokus på netop en bygnings definerende detaljerigdom.

Foto: Line Thit Klein

Hele huset er malet i smukke nuancer fra det danske malingbrand Blēo Collective. Lampen i stål af Verner Panton skaber en fin kontrast til de klassiske rammer. På trappen hænger gamle, originale arkitekttegninger af huset, som Ulrikke har fået rammet ind. 

Foto: Line Thit Klein

Det første, der møder en, når man går op ad havegangen, er den fine vinterstue med det iøjnefaldende farvede vindue over døren. Når det er koldt, bliver rummet ikke brugt så meget, men om sommeren står dørene åbne mod haven, og der hygges i den brede sofa med polstring i et oldschool hestedækkentekstil. Bordet er fundet i Tusindfryds Loppeland i Aarhus, mens æsken i vinduet er et arvestykke. 

Netop at huset var gammelt og uopdateret, var i hendes optik ikke en ulempe, fordi her stadig var mange af de originale detaljer, der ofte går tabt i store renoveringer.

“Huset var på mange måder velholdt og i god stand. Der var en utæthed i taget, som skulle fikses akut, og et råddent vindue, men ud over det har vi hovedsageligt fokuseret på den indvendige renovering,” siger Ulrikke.

Gulvene blev slebet og lakeret, badeværelse og køkken totalrenoveret, og alle vægge, lofter og træværk blev malet.

Foto: Line Thit Klein

Det fine vaskebord er skabt til rummet af Christian Lynghøj Drange fra Arome. Lampen er fra Ikea, og armaturet er fra Vola. Skabet på væggen er et arvestykke fra Ulrikkes morfar. 

Foto: Line Thit Klein

Badeværelset, der har skrå vægge, er godt udnyttet med et fritstående badekar fundet på DBA. Fliserne er fra Sekelskifte, og håndklædet fra Tekla

“Det vigtigste for os var ikke at smide noget væk, der godt stadig kunne bruges. Jeg har generelt forsøgt at genanvende alle de dele, der stadig var brugbare,” fortæller Ulrikke, der netop som arkitekt interesserer sig for transformationsarkitektur, altså det at give et eksisterende byggeri, rum eller materiale en ny funktion tilpasset nye behov.

Også indretningen bærer præg af Ulrikkes sans for detaljer. Overalt har hun sat sit personlige præg på interiøret, f.eks. gennem egne værker eller ved at male små figurer på den store rispapirlampe i stuen.

Foto: Line Thit Klein

I stuen, der ligger i åben forbindelse med køkkenet, står en stor hjørnesofa, der er placeret midt i rummet, så man kan gå rundt om den. Sofaen er fra Haus, mens bordet er købt vintage hos Bbbigum. Tæppet er fra Ikea, og lampen fra Den Kinesiske Butik har Ulrikke selv malet små figurer på. Dragkisten er et arvestykke, og den store krukke med planten er fra Rabens Saloner.

Foto: Line Thit Klein

Stuens to vægge er fulde af billeder, der alle har en historie. Det sorte værk er fundet i en genbrugsbutik, værket med pigen er en tegning, Ulrikkes mor fik lavet af hende i Paris, og værkerne med fuglene er arvestykker fra Ulrikkes far. Vasen i vinduet er købt på en rejse til Costa Rica, og lampen er fra Frandsen.

“Jeg tror, min indretning er meget intuitiv og i virkeligheden en blanding af mange forskellige inspirationskilder og referencer. Vores interiør er på en måde opstået naturligt hen ad vejen, og jeg gentænker og opdaterer konstant. Jeg havde ikke ret mange faste planer med huset, men prøvede derimod blot at se på rummenes iboende kvaliteter og arbejde derudfra.”

Det er Ulrikke, der primært står for indretningen, og kvalitet er en vægtig parameter, når hun investerer i noget nyt – oftest genbrug og vintage.

Foto: Line Thit Klein

Et af værelserne på førstesalen er indrettet til kontor med en fin stol, som Ulrikke og Brian overtog med huset. Tæppet på gulvet er fra Woodbox, og sofaen fra Innovation Living. Det smukke tekstilværk har Ulrikke selv lavet. 

Foto: Line Thit Klein

Det første, der møder en, når man går op ad havegangen, er den fine vinterstue med det iøjnefaldende farvede vindue over døren. Når det er koldt, bliver rummet ikke brugt så meget, men om sommeren står dørene åbne mod haven, og der hygges i den brede sofa med polstring i et oldschool hestedækkentekstil. Bordet er fundet i Tusindfryds Loppeland i Aarhus, mens æsken i vinduet er et arvestykke.

Foto: Line Thit Klein

En fin samling af Ulrikkes smykker: Sølvfisken og skytteamuletten er arvestykker fra hendes farmor, øreringene er fra henholdsvis Lié Studio og Corali Jewelry, og de runde armbånd er arvestykker fra Ulrikkes mor.

“Det vigtigste er selvfølgelig, at vores hjem er brugbart og hyggeligt og fungerer i vores hverdag med to små børn.”

Den største udfordring var generelt spændet mellem store idéer og begrænset økonomi.

“Økonomi er klart et perspektiv, når man indretter et gammelt hus. Jeg har generelt rigtig mange idéer og fremtidsplaner, men de kræver, at vi sparer lidt op: Udestuerne kræver renovering, jeg drømmer om et toilet i stueplan og en støbt terrasse i niveauer i baghaven, men alting til sin tid,” siger Ulrikke, der til gengæld er virkelig glad for køkkenet fra Reform.

Foto: Line Thit Klein

Alle værker på væggen betyder noget for familien. Det grønne værk er skabt af Mia Carl, mens den ovale tegning er et arvestykke fra Ulrikkes lillebror, Hugo. Værket nederst med træramme er af Ulrik Myrtue og fundet på Dronning Louises Bro. Det hvide reliefværk med en forglemmigej er en gave fra Ulrikke til Brian i forbindelse med en pladeudgivelse. 

Foto: Line Thit Klein

Ulrikke og Brian besluttede at lade dele af det originale køkken stå, da de istandsatte huset, hvilket skaber en smuk kontrast mellem nyt og gammelt, træ og stål. Det lille relief er fra Bbbigum, kanden er fra Georg Jensen, og stakken af lyserøde tallerkener har Ulrikke selv skabt.  


“Jeg elsker den måde, hvorpå stålet spiller sammen med det originale fadebur og højskabet fra det originale køkken i lakeret træfiner. Kontrasten mellem det nye, mere industrielle stålkøkken og det gamle træ er jeg virkelig stolt af.”

Farveholdningen gennem huset føles konsekvent og afbalanceret i nøje udvalgte toner, der smukt supplerer hinanden.

“Jeg kan godt lide farver, men jeg har som person også tit brug for fornyelse. Derfor er det godt for mig med grundlæggende sikre farvevalg og så at tilføre elementer af farve i mindre items, der er nemmere at skifte ud eller rykke rundt på.”

Foto: Line Thit Klein

Flot farvesplash i køkkenet med salt-peber-sæt og kedel fra Le Creuset, farvede skærebrætter fra Hay og en lille, grøn skål, der er en gave fra Ulrikkes kusine. 

Foto: Line Thit Klein

Der er plads til venner og familie omkring det store, lyserøde spisebord, som Ulrikke og Brian har fået bygget hos Schultz Byg. Stolene er en blanding af arvestykker og fund fra Bbbigum. Lamperne er fra Frandsen, og spejlet er speciallavet af en snedker. Vasen på bordet er fra Ikea.

Kunsten er gode eksempler på items, der netop tilfører farve i mindre doser – som f.eks. i værker af Mia Carl og Helle Skaarup og fra Alium Gallery. Herudover fylder tekstiler meget for Ulrikke.

“Tekstiler får jeg altid sommerfugle i maven over at købe. Tekstiler varmer i rum og skaber god akustik og er i det hele taget essensen af noget rart og blødt i et hjem. Et hjem for mig skal omfavne og skabe ro og invitere til, at man har lyst til at være der.”

Foto: Line Thit Klein

Over sengen hænger et tekstilværk af Helle Skaarup, der ser ud, som om det er skabt til rummet. Lamperne er fra Frandsen.

Foto: Line Thit Klein
Læs ogå

Denne højloftede Frederiksberg-lejlighed er fyldt med danske designmøbler, gedigne trægulve og smukke lysindfald – kom med indenfor