Bolig

Kom med ind i toplejligheden hos Freja Bak Josias og familien på Frederiksberg, hvor de selv har lavet loft til kip og tegnet det smukke trækøkken

- 22/11/2024

Så snart bygningskonstruktør Freja Bak Josias og hendes mand, Magnus Josias, så toplejligheden på Frederiksberg, undersøgte de muligheden for at købe loftet ovenover, så de kunne lave loft til kip. I dag har netop den øvelse skabt herlighedsværdi, der ikke er til at sætte en finger på, i hjemmet, som Freja håber på, familien skal blive i længe ud i fremtiden.

Foto: Kavian Borhiani

HER BOR

Freja Bak Josias, 30 år. Har en master i bygningskultur og arbejder som bygningskonstruktør hos Rønnow Arkitekter. Hjemmet er en ejerlejlighed på ca. 100 kvadratmeter i et baghus på Frederiksberg, hvor hun bor med sin mand, Magnus, og deres 2-årige datter, Ruth.

Foto: Kavian Borhiani

Vægmaleri af Noah Koppel Levy.

Efter mange år som kærester i en lille lejlighed var det, da Freja blev gravid med parrets i dag to år gamle datter, Ruth, at jagten efter et større hjem for alvor blev sat i gang. Særligt var det vigtigt for Frejas mand, Magnus, med mere plads, og efter lidt søgen faldt parret over loftslejligheden i en baggård på Frederiksberg, tæt ved rådhuset og Frederiksberg Have, som parret løber tynd.

Foto: Kavian Borhiani

På datteren Ruths værelse står en sengehimmel fra Minor Things, mens tapetet er fra Belarte Studio.

“Jeg er vokset op i et hus med skrå vægge i Skovshoved, og min mand boede også helt oppe under taget i mange år, lige da han flyttede hjemmefra. Der er mange, der ikke kan lide skrå vægge, men vi følte os hjemme med det samme, da vi så dem,” fortæller Freja.

Ejendommen fra slutningen af 1800-tallet er bevaringsværdig men i den laveste kategori, hvilket betyder, at det kun er facaden, der ikke må pilles ved. En god ting for Freja og Magnus, for så snart de trådte ind i deres nuværende hjem, begyndte de at tale om muligheden for at købe loftet ovenover, så der kunne blive åbnet op til kip og skabt en helt anden rumfornemmelse og luft. Det kunne godt lade sig gøre, var beskeden, og derefter købte parret lejligheden, som de overtog præcis tre uger før Frejas terminsdato. Det betød, at bygningskonstruktøren, der er vant til at håndtere byggeprojekter og –processer, ikke selv kunne lede netop denne, men at det i stedet var Frejas mand, der tog ansvaret for den plan, Freja rutineret havde lagt.

Foto: Kavian Borhiani

I stuen står sofaen Muuto, sofabord fra Eberhart Furniture og en loungestol fra Thorup Copenhagen. Lampen er ’Panthella Mini’ fra Louis Poulsen. Den inspirerende væg med værker rummer:
Øverst til venstre: Mette Nisgaard hos Alium Gallery
Nederst til venstre: Harry Wendt købt hos Curated Copenhagen
Øverst midten: Kjartan Soderberg hos Alium Gallery
Nederst i midten: Mogens Andersen
Øverst til højre: Patricia Garcia Perales
Nederst til højre: Mikkel Ørsted hos Bricks Gallery

“Det gik godt. Vi følte virkelig, at vi skabte et hjem til vores nye familie. At her skulle vi bo. Den 1. juli, to måneder efter overtagelsen, flyttede vi ind, og herlighedsværdien, som renoveringsprojektet med loftet skabte, er jo ikke til at forklare,” fortæller Freja, der elsker at bo på Frederiksberg, fordi det føles som en mellemting mellem barndomshjemmet i Skovshoved og parrets tidligere hjem på Nørrebro. Her er forstadsagtigt, mener hun, og får man kriller, er Gammel Kongevej blot et stenkast væk.

Foto: Kavian Borhiani
Foto: Kavian Borhiani

Køkkenet fra Freja selv tegnet, og parret har fået det bygget hos Francy and George Woodwork. Lamperne er ’Dioscuri’ fra Artemide. Værket er af Mogens Andersen fra Galleri Oven Vandet.

Mest tid bruger den lille familie i køkkenet, der via en væltet væk og loft til kip nu er meget større. Freja har selv tegnet det, og parret fik det produceret hos snedkerfirmaet Francy & George. “Richard, der har lavet det, er så dygtig! Jeg siger det til alle. Du kan simpelthen ikke få bedre service eller kvalitet. Det har været det hele værd, selv om det selvsagt er dyrere med et snedkerkøkken. Det står op ad en helt vildt skæv væg, så alt er specialtilrettet,” fortæller Freja, der samtidig er ved at oliere aftenens økologiske kylling og grøntsager på en bradepande. Højt oppe på en væg i køkkenet hænger Frejas kæreste eje, som skulle reddes, hvis lejligheden brændte; et billede af hendes afdøde far, Søren, der havde den økologiske slagter på Kultorvet. Det var ham, der skaffede den dengang 20-årige Freja et job på den nu lukkede Café Klaptræet, der ligeledes huserede på Kultorvet, og det var her, Freja og Magnus mødte hinanden.

Foto: Kavian Borhiani

I køkkenet hænger Frejas kæreste eje: Et fotografi af hendes afdøde far, jens, der havde den økologiske slagter på Kultorvet og var en kendt københavnerkarakter.

Udover at tænke på lejlighedens næste store projekt, som er et nyt badeværelse, og etablering af altan og flere ovenlysvinduer bruger Freja også meget tid på indretning. Hun maler karme, maler dem om igen og rykker meget ofte rundt på parrets kunst så intet generer eller forstyrrer, men derimod inspirerer på en perfekt, afstemt både. Tal R, Farshad Farzankia og Siri Vittrup er nogle af kunstnerne, der hænger på væggen, mens Noah Koppel Levy hele to steder i lejligheden har fået fri leg til vægmaleri.

Foto: Kavian Borhiani

I gangen hænger Frejas yndlingsværk af Farshard Fazankia købt hos Edition Copenhagen. Børnebænken er fra Liewood.

Foto: Kavian Borhiani
Foto: Kavian Borhiani

Det øverste værk er af en ukendt kunstner. Freja har fundet det hos Lauritz. Det nederste værk er af Emma Kohlmann og købt igennem Borch Editions. Lampen er ’Parantesi’ fra Flos.

“Jeg skrev til ham i forbindelse med Magnus’ 30-års fødselsdag, fordi jeg gerne ville købe et værk fra ham, men det var desværre solgt, så jeg måtte finde på noget andet. Men Noah og jeg begyndte at skrive sammen, og vi kom på den idé, at han skulle lave et vægmaleri herhjemme. Han blev lukket ind, talte om måske at male et dyr, og da jeg kom hjem fra arbejde om eftermiddagen, havde vi både et værk ved skorstenen og en frise ved trappen op til hemsen, som Magnus i øvrigt selv har bygget,” fortæller Freja om de unikke værker, som hun virkelig værdsætter.

Foto: Kavian Borhiani

Ved spisebordet i køkkenet hænger et værk af Farshard Fazankia. Lampen er 'Ginger' fra Marset, stolene 'Mat Chair' af Normann Copenhagen og bord er skabt af Kasper Thorup. Konsolbordet til venstre er fra A Seat in Sienna. Ved trappen op til hemsen har kunstner Noah Koppel Levy malet en frise.

Hun forestiller sig, at parret potentielt en dag kan rykke soveværelset op på hemsen – inkl. et nyt ovenlysvindue – skulle der komme et barn mere til.

Foto: Kavian Borhiani
Foto: Kavian Borhiani

Værket af af Anton Funck har Freja fået i 30-års fødselsdagsgave af sine venner. Lampen er ’AJ Table Lamp’ fra Louis Poulsen. Sengen er fra Ueno Projects, mens sengetæppet er fra Curio Practice.

Foto: Kavian Borhiani

Værk af Amanda Bødker, ’AJ Table Lamp’ fra Louis Poulsen og en gammel Ikea-skammel i soveværelset.

“Jeg forstår ikke det der med, at man nærmest skal udvide med 100 kvadratmeter, hver gang man får et barn. Jeg kan godt lide, at vi kommer hinanden ved og bor tæt som familie. Nok fordi det også var sådan, både min mand og jeg voksede op.”

Foto: Kavian Borhiani

Det farverige værk er af Siri Vittrup. Bogkasserne, som Freja har fundet brugt, er Trævarefabrikkernes Udsalg.

Foto: Kavian Borhiani
Læs ogå

Kom med indenfor hos tandlæge og influencer Ilirida Krasniqi: “Favoritrummet i min lejlighed er min altan om sommeren og mit snedkerlavede køkken om vinteren”