Hjemme hos Christina Zemanova er der højt til loftet i mere end én forstand. Her blandes børnenes keramik med moderne design og arvestykker med en omsiggribende bogreol, der, ligesom lejligheden og dens beboere, er fuld af historier, gode minder og totalt fravær af rette linjer og faste regler. Kom med indenfor hos en samler, der gerne sparer sammen til et møbel, der varer hele livet og som aldrig ville gå på kompromis med et godt gulv.
Her bor
Christina Zemanova, 43 år. Journalist og tidligere redaktør og chefredaktør på Politiken og Børsen, og magasiner som Cover, Dossier og In. Er i dag pressechef på Politikens Forlag. Christina bor sammen med børnene Andrea på 13 og Barbara på 11 år i en højloftet herskabslejlighed på 200 kvadratmeter i en ejendom fra 1906 på Østerbro.
Den store lejlighed har hele fire stuer en-suite. I de to midterste rum er der indrettet hhv. stue og spisestue, mens de to yderste er Barbara og Andreas værelser. De hvide sofaer, Togo, er designet af Michel Ducaroy for Ligne Roset, mens den skulpturelle lampe i rispapir er designet af Isamu Noguchi. Christina købte den i Tokyo for 17 år siden, og har været med hende gennem fem flytninger. Den rummelige reol er Elfas Byggemarkedsreol og er fuld af bøger, fund fra rejser og børnenes kreationer.
Det var området, der trak. Både fordi det herfra er nemt at komme både ind og ud ad byen, og fordi det ligger tæt på det liv, der leves uden for hjemmet: Skøjtehal, fodboldbaner, Rådhuspladsen, hvor Christina arbejder, Hellerup, hvor pigerne går i skole og ikke mindst Nordhavn, hvor alle elsker at hoppe i havnen en varm sommeraften.
“Jeg har altid gerne ville bo her på Strandboulevarden. Der er luftigt og ingen naboer lige overfor. Store træer at se på. Den brede boulevard minder lidt om Paris, hvor vi har boet,” siger Christina Zemanova.
Den smukke pejs giver karakter til lejligheden, og har her fået selskab af et stort antikt spejl. Den grønne lampe er designet af Isamu Noguchi, mens den lille skål ved siden af er et fund fra Frankrig.
Hun forelskede sig i lejligheden ved første blik, siger hun, og fortæller om et møde med den britiske indretningsarkitekt Ilse Crawford.
“Vi sad i en lejlighed med udsigt over havnen og en masse stuer en suite, og hun forklarede mig, hvad det gør ved ens velbefindende, at man kan se langt, hvor man bor. De store vidder, den uhindrede udsigt og også stuerne i forlængelse af hinanden. De giver, ligesom en fin udsigt, blikket mulighed for at vandre, og jeg tænkte på det interview, da jeg stod i lejligheden første gang,” fortæller hun.
De overtog lejligheden fra en ældre dame, der havde passet godt på den. Alligevel trængte den til en kærlig hånd. Køkkenet var proppet med gamle træpaneler og havde sænket loft, men Christina boede med det i næsten et år, fordi hun ville være sikker på, hvordan lyset faldt, og hvordan rummet bedst kunne indrettes.
“Det vil jeg altid helst, når jeg renoverer – bo i det gamle først, vide alt om rummet og lyset og lære stedets sjæl at kende, så jeg ikke begår fejl baseret på uvidenhed eller manglende forberedelse.”
Christina boede med det oprindelige køkken i næsten et år, før hun besluttede, hvordan det nye skulle se ud. Det blev til et enkelt køkken fra Reform med lyseblå fronter og en smuk plade af marmor. Reolerne herover er fra Erfa og er fyldt med kogebøger, glas, kander og loppemarkedsfund. De farvede skærebrædder har Christina købt på Amazon, mens den røde høne i trådnet er fundet på et loppemarked i Nice, hvor hun har en lille lejlighed. De blå lamper er fra et loppemarked i Odsherred.
Den lille spiseplads i køkkenet er ramme for hyggelige snakke og rolige arbejdsstunder. Bordet er fra &tradition, mens stolene er af Børge Mogensen. Lampen over bordet er fra Hay.
Væg-til-væg-tæpperne blev som noget af det første fjernet, og det gamle tapet dampet af. Rummene blev malet i smukke farver, og efterhånden blev det gamle, brune køkken skiftet ud.
“Men jeg har generelt forsøgt at gøre så lidt som muligt, fordi jeg ikke bryder mig om, at vi hiver charmen ud af de gamle boliger ved at renovere dem helt moderne. Jeg elsker sjælen, og jeg kan bedst lide ting, der ikke er perfekte. Jeg foretrækker gulve med ridser, borde med mærker efter sjove aftener, og rødvinspletter på marmorbordet i køkkenet,” siger Christina.
Den rummelige spisestue er karakteriseret ved et klassisk Biblioteksbord af Børge Mogensen hos Fredericia Furniture, som Christina sparede sammen til, og som hun nyder hver dag. Lampen herover er af Isamu Noguchi, og Christina havde oprindeligt tænkt, at der skulle hænge to ved siden af hinanden, men da hun ikke kunne få sig selv til at ødelægge den smukke stuk, fandt den anden lampe plads i soveværelset i stedet. Den smukke, højryggede bænk er af Ilse Crawford, mens de røde stole af Vico Magistretti, designet i 70'erne, er fundet i Italien.
Også indretningen må gerne være præget af den uperfekte tilgang, og for Christina er indretning ikke noget, der nogensinde bliver færdigt.
“Jeg tænker ikke rigtig på indretning som en samlet ting. Mit yndlingsmøbel er mit Wegner Savbukkebord, som jeg har arvet fra min mormor. Udover arvestykker har jeg det sådan, at jeg forelsker mig i et møbel og kan se på det i årevis, jagte det på auktioner og dba, og når jeg endelig får fat i det, vil jeg have det resten af mit liv – som f.eks. Børge Mogensens biblioteksbord, som jeg endelig fik sparet sammen til sidste år, og som jeg nu smiler af, hver gang jeg går forbi,” siger Christina.
Det smukke Savbukkebord, designet af Hans J. Wegner, som hun har arvet fra sin mormor, er Christinas favoritmøbel. Stolen ved bordet er fra Thonet, mens den lille skammel er fundet på et marked i Paris. Sengen fra Auping har fået et fint sengetæppe fundet på Leros i Grækenland på.
Skulle hun alligevel beskrive sin indretning, ville det nok være noget med ting fra 50’erne og klassisk dansk møbelhåndværk. Hun er inspireret af japansk bolig-æstetik, fordi den er smuk og simpel, og fordi hun kan lide deres skoene-af-vi-skal-kunne-leve-på-gulvet-filosofi – selv om man gerne må have sko på hjemme hos hende – og kærligheden til træ, smuk keramik og rolige flader.
“Og parisiske herskabslejligheder. Bare synet af sildebensparket og en fransk altan med alle de hausmannske krummelurer kan betage mig i timevis. Og så har jeg en alt for stor kærlighed til gode gulve. Skulle jeg vælge, ville jeg hellere bruge alle pengene på et godt gulv og ingen møbler – hellere end at have dejlige ting stående på et grimt underlag.”
Men mest af alt handler det for Christina om at skabe rum, der føles rare at være i.
“Jeg tænker tit, når jeg ser perfekte billeder af især meget minimalistisk, hvid og beige indretning med kolde materialer i magasiner og blade, at der da er smukt, men ville man have lyst til at lægge sig og læse i en bog? Ville man spise chokolade i den sofa? Det er nærmest det eneste, der er vigtigt – at man kan slappe af og nyde at være der,” mener Christina.
Den store mørkegrønne flydersofa er fra Muuto og er hele familiens samlingspunkt i stuen. Sofabordet af Sven Ellekær er et af Christinas seneste køb. Hun elsker det, men havde overset, hvor meget et glasbord faktisk skal pudses. Bænken i karnappen, der er det perfekte læsested, er af Ilse Crawford for Ikea, mens den lille lampe i vinduet er et loppefund, der har fået en smuk skærm fra Tapet-Cafe. Plakaten er et tidligere samarbejde mellem kunstneren Richard Colman og Hay, og det fine svane-billede er et, Barbara malede, da hun var otte år. Den runde lampe på væggen er et samarbejde mellem designer Sabine Marcelis og Ikea.
Hun er særligt glad for beslutningen om ikke at vælte en væg for at skabe et stort køkken, og at hun lod rumfordelingen være, som den var.
“Det er vildt rart at kunne sidde derude med mine gæster, når mine piger fylder lejligheden med deres venner. Og jeg arbejder også tit derude om morgenen og om aftenen. Det er et lille rum, der omkranser mig på en kærlig måde – der føles lidt mindre blottet end i de store stuer. Især hvis jeg skriver på noget personligt og føler mig rigeligt blottet i teksten allerede.”
Kunsten er med til at skabe interessante rum, man kan lade øjet gå på opdagelse i, og her er arvestykker frit blandet med venners kunst, børnenes værker og et maleri, hun købte for de penge, der egentlig skulle have været brugt på et nyt badeværelse.
Et farverigt værk af kunstneren Farshad Farzankia er som skabt til væggen i spisestuen. Christina elsker det, hver gang hun går forbi det.
“Det kan jeg så bande lidt over, når jeg står i mit ældgamle bad og venter på det varme vand. Men jeg elsker det maleri hver dag,” siger hun.
Skulle hun tage noget med sig i en fart, ville det også netop være alt det personlige:
“Så mange af børnenes keramikting som muligt, og deres tegninger – mit forhold til de ting, som ungerne har lavet, er så kærlighedsfyldt, at jeg ikke ville bytte det med noget – og vores skøre souvenirs fra hele verden som skaller fra Okinawa og Mauritius. Og nok også et par signerede Siri Hustvedt, Hanya Yagihara og Rachel Cusk-bøger – hvis jeg havde tid til at lokalisere dem i reolen. Hvis jeg kunne slæbe min mormors savbukkebord ned også, ville jeg gøre det.”
Overalt i lejligheden hænger og står døtrene Barbara og Andreas kreationer – som her, hvor en lille samling af skildpadder og en elefant udgør en fin gallerivæg i stuen.
Den store Elfa-reol er fuld af nips, børnenes kunstværker fra skolen, fund fra rejser og masser af bøger. Som mangeårig journalist og pressechef på Politikens Forlag har Christina fået skabt lidt af en samling.
Ikke at hun flytter lige med det samme. For lejligheden er præcis sådan et sted, hvor hun bliver glad, når hun smækker døren i bag sig. Her føler hun sig hjemme: “Allermest, når børnene og deres venner løber rundt og griner og leger, mens jeg laver noget halvkedeligt og praktisk. Jeg er ret vild med hverdagen herhjemme.”
BILLEDTEKSTER:
301
Kig fra stuen mod spisestuen, der ligger i åben forlængelse af hinanden. De smukke farver i rummene komplementerer hinanden og er med til at give rummene karakter. Efter sigende skulle den ældre dame, der tidligere boede her, have fået stukken renset med bløde pensler, fordi alt andet ville slide for meget på dem. Det farverige værk på væggen er af kunstneren Farshad Farzankia.
Et smukt sidebord af Bruno Mathsson udgør sammen med en gallerivæg med børnenes tegninger et fint hjørne i spisestuen. Den blå lampe på væggen er vintage ligesom lampen i vindueskarmen, der har fået en ny skærm fra Tapet-Cafe.
018
Bænken, designet af Ilse Crawford for Ikea, står perfekt i stuens karnap, og udgør det oplagte læsehjørne med en god bog, der nydes i dagslyset, som strømmer ind gennem vinduet i generøse mængder.
