Trods en adresse, der knapt kunne være mere København K, føles Janus og Therese Fjeldborgs hjem som en sommerdag fuld af nærvær, ro og sænkede skuldre. Her findes et helt særligt blik for dansk møbelkunst, tekstiler og tapeter, arvestykker og vintagefund, der tilsammen skaber et unikt og ualmindelig hyggeligt hjem.
Hvis man spidser øren, kan man høre Nyhavns puls og en sum fra Kongens Nytorv, som man desuden kan se fra den franske altan i stuen. Alligevel er her stille som på en villavej og ro som i en forstad. Af netop den grund elsker Janus og Therese Fjeldborg at bo netop her.
Her bor
Janus og Therese Fjeldborg og parrets to hjemmeboende børn. Deres ældste datter er netop flyttet hjemmefra. Therese arbejder i modevirksomheden Lot #29, der har butik i det centrale København, hvor hun sidder med back office. Herudover hjælper hun private kunder med indretninger. Janus er konsulent og hjælper virksomheder i rollen som interim CFO.
“Næsten som i Korsbæk,” siger Therese, “intimt og hyggeligt. Jeg har altid været fascineret af roen og lyset, der vandrer gennem rummene dagen igennem.”
Fordi Janus’ bedsteforældre og siden mor har boet i lejligheden, har den i generationer været samlingspunkt om familien. Derfor føltes det på en måde som at komme hjem, da Janus og Therese overtog den for knap syv år siden. På det tidspunkt havde den netop været udlejet til nogle udlændinge, og fremstod hvidmalet og lidt blottet for fordums tiders sjæl og personlighed.
“Vi har istandsat lejligheden løbende, men det var afgørende at få fremkaldt den tidligere ånd med nye farver og smukke tapeter. Det var vigtigt for os at skabe et levende hjem, der både kunne inspirere og skabe ro, og være rammen om vores familie med tre børn og en hund. Vi vægter praktik og æstetik lige højt,” siger Therese, der ved siden af sit arbejde hos Lot #29, arbejder som indretningsdesigner for private kunder.
Boligen
Herskabelig lejlighed på 230 kvadratmeter i Skt. Annæ-kvarteret i København. Lejligheden var oprindelig to, men blev slået sammen af de tidligere beboere. Ejendommen tilhørte i mange år Janus’ familie, og i lejligheden her har hans bedsteforældre haft hjemme. Janus og Therese selv har, ligesom Janus’ mor, tidligere boet i lejligheden nedenunder.
Såvel i sin metier som herhjemme, har hun stor fokus på at skabe personlige indretninger, der afspejler de mennesker, der bor og lever i rammerne. Om sin egen indretning siger hun:
“Det skal være hyggeligt og energiskabende og samtidigt indbyde til fællesskab. Samtidig er tingene valgt i fællesskab, både dem vi har købt, men også dem, der er arvet. Vores udtryk er en smuk kombination af netop nyt og gammelt, og alt er tilladt. Vi søger ingen specifik stilart, men det skal tale til os, om det så er for den æstetiske værdi eller fordi, der følger en sjov historie med.”
Lader man blikket glide rundt i stuerne, lander det flere gange på møbler af ikoniske danske designere og arkitekter som f.eks. Mogens Koch, Arne Jacobsen og Poul Kjærholm. De senere år, efter at Janus’ mor, indretningsarkitekten Lilian Malling, gik bort, er der kommet flere antikke møbler ind, der klæder de kontemporære klassikere.
Flere af de antikke møbler har tidligere stået i lejligheden, da Janus’ bedsteforældre boede her, og på den måde føles det som om, der løber en rød tråd af familiehistorie gennem de mange rum – på trods af de forskelligartede tids- og stilperioder, der er repræsenteret.
Lejlighedens generøse kvadratmeter fordeler sig over flere stuer og værelser i hver ende. Da Janus og Therese overtog den, valgte de at flytte entrédøren over på modsatte side af opgangen for på den måde at kunne skabe en voksenafdeling’ med soveværelse, walk-in og eget bad. Lejligheden føles, fordi den er opdelt i definerede ‘afdelinger’, både rummelig og særegent hyggelig – med plads til såvel masser af gæster og masser af privatliv.
Både Therese og Janus interesserer sig for både møbelkunst og kunst, og er for det meste fælles om investeringer af den karakter.
Men børnenes tegninger står lige så højt på listen over ting, de ville redde, hvis huset brændte, som et lille værk af Franciska Clausen og Thereses favoritværk af Michael Kvium. Hverken hun eller Janus har deres samlerpassion fra fremmede.
“Min far var meget interesseret i dansk arkitektur og møbelkunst og har altid inspireret mig til at vælge god, dansk kvalitet. Janus’ mormor havde næse for farver og kunst, og hans mor havde eminent god smag,” siger Therese.
Udover kunsten, er tekstiler – mange og mangeartede – med til at skabe en ekstraordinært varm og hyggelig stemning, hvilket, trods masser af æstetiske hensyn og overvejelser, er det primære fokus for både Janus og Therese. Som hun siger:
“Vores hjem er det mest personlige, vi har sammen. Det skal kunne rumme liv, der leves.”
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.