Home / Interiør / Bolig / Kom indenfor hos stylist og influencer Trine Kjær
Personlig stil er mere end bare dit look. Alt, hvad du omgiver dig med – fra beauty til bøger – viser, hvem du er. Og for Trine Kjær er den røde tråd i både hendes indretning og garderobe farver. Masser af farver.
Featuren har været bragt i ELLE, september 2018.
Da ELLE sidst besøgte iværksætter og stylist Trine Kjær (i september 2015, red.), boede hun og kæresten i en lejlighed på Nørrebro, men siden da er datteren Roberta kommet til, og parret er flyttet til Frederiksberg. Der var for meget liv og larm på Nørrebro, så da lejligheden på den vej på Frederiksberg, de længe havde drømt om at bo på, dukkede op, slog de til.
Huset, som lejligheden ligger i, blev oprindeligt bygget af en italiensk fyrværker, og Trine og hendes kæreste faldt for alle de fine detaljer såsom høje, runde vinduer og terrazzogulve. For Trine har en forkærlighed for netop Italien, hvor hun er kommet to gange om året gennem hele sin barndom, og hvor hun i dag rejser til hver sommer.
Det er ikke kun Italiens madkultur, Trine lader sig inspirere af i sit dagligliv – også det dekadente og farverige er flyttet ind i hendes hjem og garderobe. ”More is more,” som hun siger – hun bliver glad af at omgive sig med og klæde sig i farver. Så mens de fleste andre afværger tøjkriser ved at iklæde sig sort, tyr Trine altid til farver, for som hun siger, så skal hun blot tage to stykker farvet tøj på, før det ser ud af noget.
Også hendes accessories er iøjefaldende og dekadente – Trine har tasker i alle regnbuens farver og har en imponerende samling af statetmentøreringe – mens hjemmets tilbehør bl.a. tæller store keramik- og glasvaser samt masser af puder i, ja, mange farver.
Gå på opdagelse i Trine Kjærs univers i galleriet.
Foto: Pia Winther
Her bor: Trine Kjær, 30 år, iværksætter og stylist. Bor i villalejlighed på Frederiksberg sammen med sin kæreste og deres etårige datter. Tjek Trines blog på Trinekjaer.com og følg hende på Instagram @trinekjaer_
Foto: Pia Winther
De grå New Balance-sneakers er Trines femte par. Hun synes, de går til alt – ikke mindst til kjoler, som hun yderst sjældent kombinerer med stiletter. De lange nederdele fra Ganni x Net-a-Porter (forrest) og Baum und Pferdgarten bruger Trine med T-shirts eller sweatre, og når det bliver koldt, kan de bruges med et par højskaftede støvler. Sandalerne er fra Marie Monin.
Foto: Pia Winther
Trine er vild med Gannis ’The Julliard Mohair Pullover’ og har den derfor i mange farver (som her den multifarvede, den orange og den stribede). Den grønne cardigan er fra Gestuz.
Foto: Pia Winther
Da Trine fyldte 30 år, havde hendes kæreste lavet en skattejagt til hende, der gik gennem byen og ind til Chanel-butikken på Kgs. Nytorv, hvor hun måtte vælge en taske. Hun bad om at se det vildeste, de havde, og valget faldt på ’Flap Bag’-tasken med blå pailletter. Toppen er fra Ganni og vasen fra Antropology.
Foto: Pia Winther
For halvandet år siden købte Trine en masse hårklips med hjem fra Italien – hun fandt dem på markeder og i en turistshop – og først senere er flere butikker begyndt at sælge dem herhjemme.
Foto: Pia Winther
Favoritterne fra Trines eget skønhedsmærke er bl.a. 'Eye Roll-on', der køler trætte, hævede mor-øjne, 'Face Serum', som hun bruger hver aften og 'Argan Oil', der er god til slidte hårspidser.
Foto: Pia Winther
En af Trines laster er jakker – og det er upraktisk, fordi især vinterjakker fylder så meget i skabet. De herreinspirerede blazere (her fra hhv. Heartmade og Designers Remix) bruger hun gerne med matchende bukser, nederdel eller jeans. Og helst tilsat et par feminine sko – som f.eks. disse slingbacks fra hhv. By Far (t.v.) og Prada.
Foto: Pia Winther
Kopper er blot en af mange ting, Trine samler på. Disse i pastelfarver spottede hun på Pinterest, og efter længere tids søgen fandt hun dem på eBay.
Foto: Pia Winther
Trine har et blødt punkt for store, dekadente øreringe, som hun oftest finder i highstreetbutikker. Similihoopsene er fra Glitter, de røde øreringe er fra H&M Studio, de grønne blomster er fra Zara, og guldblomsterne er så gamle, at hun ikke husker, hvor de er købt. Bordlampen er fra Warm Nordic, og muslingeskal-æsken er en gave fra hendes kæreste.
Foto: Pia Winther
Trine synes, at tasker i modsætning til sko bliver pænere med tiden. Hun skifter taske næsten hver dag, og samlingen tæller mærker som Cult Gaia, Chanel, Loewe og Chloé.
Foto: Pia Winther
Alt godt fra Italien; Prada-bøllehatten er egentlig Trines kærestes, mens både Gucci-stiletterne og Missoni-cardiganen er blandt de seneste tilføjelser til Trines garderobe.