Bolig

Kom indenfor hos interiørdesigneren på Nørrebro: “Min stil er et miks af skandinavisk design og vintage med undertoner af syditaliensk 70’er-stil”

- 13/10/2025

Den danske interiørdesigner og stylist, samt medstifter af Axh Studio, Josefine Hedemann, inviterer os indenfor i sin smukt indrettede lejlighed på Nørrebro i København og deler historien om, hvordan hun skabte sit personlige drømmehjem.

Her bor

Josefine Hedemann, hendes kæreste Andreas og deres to piger Gertrud og Silvia på henholdsvis 4 og 7 år. Josefine er interiørdesigner og medindehaver af Axh Studio, hvor hun sammen med partneren Celine Albert indretter for både private og erhverv. Herudover arbejder Josefine som freelance stylist for små og store møbelbrands. Familien bor i en ca. 130 kvadratmeter stor lejlighed på Nørrebro i København.

Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein

Det var potentialet til det store køkkenalrum, de altid havde drømt om, der trak, da Josefine og Andreas i 2015 stak næsen indenfor i de solbeskinnede rum for første gang. Lejligheden, der oprindeligt er to identiske, men spejlvendte, treværelses lejligheder, som nu er lagt sammen til én, krævede netop et skarpt blik som Josefines på det, der kunne lade sig gøre: Et gammelt køkken og to små toiletter og et mindre bryggers i den ene ende blev til garderobe, gæstetoilet og et stort badeværelse. Stuen var oprindelig to mindre rum, som blev åbnet op og gjort til spisestue med direkte adgang til køkkenet. Der blev nedlagt vægge, etableret nyt køkken og lagt nye gulve – alt sammen med fokus på at vælge holdbare og naturlige materialer, der kan holde gennem mange år. “Vi flyttede nogle vægge og åbnede rummene mere op, hvilket gjorde, at der er kommet meget mere lys igennem hele lejligheden,” fortæller Josefine.

Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein

Den smukke, gule sofa fra &Tradition kom til, da familien voksede – her kan alle sidde sammen. Gulvtæppet i pastelfarver er fra Matias Moellenbach, og sofabordet er fra Magis. Lænestolen, der er skabt af Ole Wanscher, er fra Carl Hansen & Søn. Standerlampen er vintage, mens tekstilværket og det med fiskene begge er fra den japanske butik Sakura.

Netop lyset og muligheden for at bygge deres helt egen lejlighed med en ny og mere åben rumfordeling, var afgørende for, at teltpælene blev plantet netop her – og så var der området: “Vi elsker den diversitet, der er på Nørrebro. Vi bor i Stefansgadekvarteret, hvor der er masser af liv, Jægersborggade med alle de hyggelige caféer og butikker, og vi værdsætter vores faste gang igennem Nørrebroparken og Assistens Kirkegården,” siger Josefine.

Foto: Line Thit Klein

Et lille tableau i soveværelset med en vintage knagerække og en smuk vifte i rattan fra Sakura. Den lille røde vifte er købt med hjem fra en rejse til Italien, mens skjorte og tasker er vintage.

Foto: Line Thit Klein

Indretningen er ikke overraskende skabt af Josefine med hendes sikre sans for farver og kompositioner. Hun beskriver selv sin stil som ‘et miks af skandinavisk design og vintage med undertoner af syditaliensk 70’er-stil’ og ønskede at skabe et hjem med ro, varme og mange personlige detaljer. “I mine indretninger bruger jeg tit et miks mellem tone-i-tone og stærke komplementærfarver. Jeg elsker at bruge farver til at skabe ro, men også til at give energi til et rum og frem for alt til at skabe et harmonisk hele i indretningen,” siger Josefine, der har indrettet hjemmet med såvel klassisk design som vintagefund.

Foto: Line Thit Klein

Solen bevæger sig gennem køkkenet dagen igennem og indrammer smukt depoetiske værk af Finn Richardt, der sammen med den røde vintagestol udgør et særegent lille tableau.

Foto: Line Thit Klein

“Jeg er altid på opdagelse efter nye fund, både herhjemme og på rejser, og jeg elsker at finde gamle unika-ting og give dem nyt liv –finurlige fund, vaser og skulpturer og personlig kunst. Jeg vil gerne have, at mit hjem afspejler min personlighed og personlige smag. Jeg går meget op i at hjemmet ikke skal blive for prætentiøst og sætter stor pris på et hyggeligt og varmt hjem med den rigtige belysning. For eksempel sætter jeg gerne mindre lamper flere steder i et rum. Det indirekte lys er tit mere behageligt, og kan få et kedeligt hjørne til at få stemning og hygge,” fortæller Josefine.

Foto: Line Thit Klein

Overalt i Josefines hjem hænger små, farverige fund, der lyser op og skaber personlighed. Her er det et lille værk, Josefine har fundet vintage, der sammen med et orange plissé-gardin fra Kurage skaber en smuk stemning i badeværelset.

Foto: Line Thit Klein

Også i badeværelset har det kreative par fundet på smarte løsninger - som for eksempel skuffemøblet, de selv har bygget. Spejlet er et vintage fund og hænger perfekt netop her.

Hun var for nylig så privilegeret at få lov til at vælge nye vægfarver og gardiner til hele lejligheden i samarbejde med Flügger og Kurage gardiner.”Min tilgang har været at lade elementer fra vores eksisterende interiør blive toneangivende for de nye farver og tekstiler – for eksempel vores elskede egetræskøkken, vores nye, gule sofa fra &Tradition i stuen og det blå linoleumsklædeskab i soveværelset. Først lagde jeg farvepaletten for det enkelte rum, og derefter justerede jeg farverne, så der blev en fin sammenhæng på tværs af rummene. Jeg elsker den varme sandfarve, der går igen mellem køkken, stue og spisestue.”

Foto: Line Thit Klein

Et hjørne af soveværelset er der blevet plads til et arbejdshjørne med et gammelt Ikea-bord, Josefine har fundet brugt. Såvel stol som hane i keramik og lampen er vintage, mens plakaten er fra Louisiana.

Josefine er desuden vildt med grønne nuancer. “Alt fra naturen og dens organiske former og farver giver mig ro –som kærlighedstræet i køkkenet, det store maleri med blomster ved sofaen af billedkunstneren Sune Christiansen og det blå værk med træer i køkkenet af billedkunstneren Finn Richard,” siger hun.

Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein

Et solfyldt hjørne i køkkenet, der trækker i løbet af dagen, hvor en pause her føles som en lille luksus. Stolen er vintage, og bordet er fra NORR11. Lampen er fra Mazo.

Som de tre eksempler på det, der skaber ro for Josefine, er hendes interiør netop defineret ved sammensætningerne, et roligt farvevalg og mange personlige detaljer.“Et hjem skal emme af ro og have en afslappet stemning, samtidig med, at det er vigtigt for mig at omgive mig med æstetisk smukke detaljer,” siger Josefine, der dog både i hendes eget hjem og i de projekter, hun skaber, har sine prioriteringer i orden: “Det vigtigste er, at et hjem rummer og afspejler de personer, der bor og lever netop der.”

Foto: Line Thit Klein

Den lange fordelingsgang afslører, at lejligheden engang var to, der nu er slået sammen. Løberen og lamperne er begge vintagefund, mens  vægtæppet, der egentlig er et sengetæppe, er fundet hos Craft Sisters i Jægersborggade. Det lille blå bord er fra Jysk.

Foto: Line Thit Klein

Et kig fra soveværelset gennem gangen mod badeværelset afslører Josefines sans for farvesammensætninger. Den sorte skænk er vintage, som Josefine selv har malet, og lampe såvel som værk er vintagefund.

Læs ogå

Denne højloftede Frederiksberg-lejlighed er fyldt med danske designmøbler, gedigne trægulve og smukke lysindfald – kom med indenfor