Bolig

Julie Fagerholt: “Jeg trænede virkelig meget, spiste virkelig sundt og drak nærmest ikke alkohol, men på Lanserhof fandt jeg ud af, at jeg havde gjort noget helt forkert”

- 14/08/2025

Kom med indenfor, når Julie Fagerholt åbner dørene til sit hjem og fortæller om at være selektiv med sin tid og om bananmadder, lasergadgets og at blive mormor.

Foto: Kavian Borhani

Julie Fagerholt

57 år. Uddannet fra Danmarks Designskole (i dag Det Kongelige Akademi, red.) i 1993. Drev fra 1998-2018 det succesfulde brand Heartmade og startede sidenhen H2OFagerholt med sin yngste datter. Arbejder desuden som PR- og brandingkonsulent for andre brands – senest indenfor indretning. Bor i København K med sin mand, Jacob Grønløkke, og er mor til to voksne døtre, Amalie og Bex.

JEG VOKSEDE OP nord for København og gik på Bernadotte-skolen. Min far var arkitektprofessor på akademiet, og hans bedste ven var Poul Kjærholm. Jeg har helt klart en interesse for indretning og æstetik med hjemmefra, men jeg kan huske, da min far så min første lejlighed, at han spurgte, om jeg overhovedet ingenting havde fået med. I den periode ville jeg jo noget helt andet, men nu kan jeg mærke, at interessen for nogle af de gamle klassikere kommer tilbage til mig.

MIN FAR TOG OFTE MIN SØSTER OG JEG MED PÅ REJSER, så den førstekulturoplevelse, jeg kan huske, er fra Paris. Jeg husker særligt en Picasso-udstilling, som nok har været på Picasso-museet, men mindet kredser sig primært om, at vi stod i kø, og så husker jeg, at jeg var meget glad for caféen og giftshoppen med postkort. Jeg har nok været 7-8 år. I dag sætter jeg selvfølgelig pris på det – også hvordan han forklarede os om de forskellige områder i Paris. Han boede altid i Marais.

INDEN JEG STARTEDE Heartmade, havde jeg et lille værksted i Gothersgade, hvor jeg syede på bestilling. Jeg drømte om at lave kollektioner, så jeg startede Heartmade i 1998 og drev det i 20 år. For syv år siden, startede min yngste datter Bex og jeg så H2OFagerholt.

JEG ELSKER AT LAVE mange forskellige ting. I dag beskæftiger jeg mig mest med design, branding og forskellige interiøropgaver for forskellige brands. Det, der driver mig i dag, er energier. Når jeg kan mærke projekter med nerve og energi i, så drager det mig. Jeg kan lide, når mennesker løfter hinanden.

Over kaminen hænger et nyere kunstkøb, som Julie Fagerholt elsker, fordi det bringer farve ind i det ellers temmelig beige hjem.

JEG LAVER OM, når der er noget, jeg ikke synes fungerer. Jeg er nået til et sted i livet, hvor jeg er bevidst om og selektiv med min tid. Jeg vil have tid til mine piger og mine to børnebørn. Det er dem, der kommer i første række lige meget hvad, så hvis noget forstyrrer det, så laver jeg det om.

EN GADGET JEG IKKE KAN LEVE UDEN, er min Lyma-laserpistol, som jeg vil kalde mit nye legetøj. Den er helt vild! Jeg havde set den, og var lidt skeptisk, men min huddame, Elina Lei, sagde, at det var nu, jeg skulle have den! Jeg var ude for en ulykke i Milano tidligere i år, hvor jeg fik en plexiglasplade ned i hovedet, så laseren er god for arret. Det er en ny rytme for mig at sidde med den, mens jeg svarer mails eller ser tv. Man skal se før- og efterbillederne på folk, der har brugt den. Det er helt vanvittigt. Jeg har det bare sådan: “Hold da op, så er du da velkommen her.” Jeg vil ikke have botox og filler, så jeg er meget interesseret i de alternativer, jeg kan finde.

I DEN SIDSTE SMS, JEG SENDTE, stod der ”Jeg kommer og møder dig i Paris,” og den var til en veninde. Jeg elsker at komme i Paris og føler mig godt tilpas, når jeg bor på Chateau Voltaire. Der er så lækkert, og man får super service og god mad.

NÅR JEG HAR BRUG FOR INSPIRATION, rejser jeg, og for nylig er kunstgallerier og udstillinger også blev en ting for mig. Jeg føler, jeg får så meget viden ud af det. Der er højt til loftet. Førhen har det været meget mode, men der er jeg lidt mættet, så lige nu er jeg mere optaget af kunst, musik og talks. Jeg køber kunst, når der er noget, der rammer mig, men jeg ville aldrig kunne investere i noget, jeg ikke kunne lide, fordi nogen sagde til mig, at det var et godt køb.

SUNDHED FOR MIG hænger lidt sammen med Lanserhof (verdens-kendt longevity-klinik, red.). Det var en total øjenåbner for mig at komme der for første gang. Jeg troede, jeg levede så sundt, men jeg kunne godt mærke, at der alligevel var noget ved min krop, der ikke fungerede som det skulle. Jeg trænede virkelig meget, spiste virkelig sundt og drak nærmest ikke alkohol, men på Lanserhof fandt jeg ud af, at jeg trænede med for høj intensitet og spiste alt for mange rå grøntsager, som jeg slet ikke kunne fordøje. Jeg spiste jo salat døgnet rundt! Og så havde jeg for højt kolesterol på grund af stressniveauet i min krop. Det var ret frustrerende at finde ud af, at meget af det, jeg brugte så meget tid på, faktisk var forkert, men samtidig var det fantastisk at få nye værktøjer til at lægge tingene om. Nu er jeg der fast 10 dage en gang om året. Og er i samme ombæring stoppet med at spise børneslik, som jeg ellers elsker, og at drikke Cola Zero, som jeg var afhængig af.

Julie Fagerholt er glad for tilskud fra Arrae, f.eks. 'Debloat'. Derudover tager hun olier og kollagen fra Ancient + Brave. Bogen, hun er i gang med at læse, er kunsten at leve kreativt.

KÆRLIGHED FOR MIG ER mine børn, min mand og mine børnebørn på to og seks år. At blive mormor er den største kærlighed. Det er så vildt! Det havde jeg ikke lige set komme… Det er en anderledes kærlighed, end den jeg havde og har til mine egne piger, for jeg har ikke hele opdragelsesaspeket med mine børnebørn. Kærligheden er så umiddelbar, og jeg vil bare gerne omringe dem med kærlighed! Jeg er så til stede, når jeg har dem, og jeg får så meget tilbage fra dem.

MIN MAND, JACOB, OG JEG er meget forskellige. Jeg tror f.eks. han synes, mange af mine ting – også her i vores hjem – er meget farveløse. Jeg kendte ham lidt gennem fælles venner, men en aften, da jeg var 29, mødte jeg ham på Nasa. Det var i min anden ungdom, for jeg blev skilt fra Amalies far, da jeg var 27, og Jacob og jeg fik så Bex sammen, da jeg var 32. Vi har boet her i lejligheden i 25 år. Vi bød på den, men fik afslag, så nogle dage senere, da Jacob var ude at rejse, ringede jeg til ham og sagde, at nu købte jeg den altså, for jeg ville bare have den. Han råbte og skreg, at jeg var blevet sindssyg, så jeg foregav dårlig forbindelse og lagde røret på. Og så blev den vores.

EGENSKABER, JEG SÆTTER STOR PRIS PÅ hos andre, er loyalitet og autenticitet. Det er vigtigt for mig, at jeg kan være mig selv, og at der er en ærlighed, åbenhed og rummelighed blandt dem, jeg er sammen med.

MIN LIVRET lige nu er bananmadder. Jeg er helt besat. Rugbrød fra Hart med koldt smør og banan. Det er så lækkert!

MIN YNDLINGS RESTAURANT er Locale 21. Vi kommer der flere gange om ugen. Der er god mad og fantastisk stemning.

JEG VIL GERNE SPISE PÅ Den Røde, der er åbnet på Store Kongensgade. Der har jeg ikke været endnu.

SKØNHEDSPRODUKTERNE, JEG SVÆRGER TIL, er ’La Grande Creme’ fra Biologique Recherche, den klassiske parfume fra Glossier ’You’ og Le Labos ’Fleur D’Oranger 27’.

Lyma-laserpistolen er Julie Fagerholts nyeste gadget. Hun sidder med den, når hun svarer mails eller ser fjernsyn. Den ligger sammen med yndeigsskønhedsprodukterne 'La Grande Creme' fra Biologique Recherche, den klassiske parfume fra Glossier 'You' og Le Labos 'Fleur D'Oranger 27'.

PÅ MIN MATERIELLE ØNSKELISTE står en Fayette-sweater i beige cash-mere fra The Row. Jeg har faktisk lige bestilt den, fordi den kom på udsalg. Mine trøjer fra The Row er nogle af mine bedste investeringer. De holder så flot.

MIT TØJ SKAL VÆRE blødt og behageligt, men jeg kan også godt lide, at det har noget kant og et skørt tvist. Jeg gemmer tøj, sko og tasker. Jeg kan huske tider og anledninger baseret på mit tøj. Og så har jeg jo to voksne døtre, der kommer og henter lidt. Det synes jeg er hyggeligt, og det nyder jeg, at de gør. Det er jo ting, jeg også selv kan lide, og så elsker jeg at se, hvordan de bruger det. Forleden så jeg Bex i en af mine gamle Dries Van Noten-frakker, som jeg købte i London for mange år siden.

MINE MEST BRUGTE ITEMS er mine Hermès-tasker. Min sorte Kelly-taske bruger jeg hele tiden.

I MIN TASKE ER DER ALTID et Glossier-læbeprodukt, gammeldags Apple-høretelefoner, jeg hader AirPods, og de hvide Gajol, som jeg kan kun få dem i Mad & Vin i Magasin, så jeg ‘hoarder’, når jeg er der. Jeg har også stadig håndsprit, og så har jeg olier og kollagen fra Ancient + Brave, til hvis jeg ikke når at tage dem om morgenen.

Julie Fagerholt har altid høretelefoner med ledning, håndsprit og de hvide Gajol i sin taske. Denne er fra The Row.

BYEN, JEG IKKE KAN VENTE PÅ AT KOMME TILBAGE TIL, er Milano. Jeg havde glemt Milano lidt i en årrække, men jeg kom tilbage på grund af Salone de Mobile (møbelmesse, red.). Det er noget af det vildeste. Der er en varme, og de er så glade og åbne i Milano. De elsker mad og børn. Der er så dejligt!

JEG ER I GANG MED AT LÆSE ’Kunsten at leve kreativt’ af Rick Rubin. Den er let at gå lidt frem og tilbage til.

EN KUNSTNER, JEG VILLE ØNSKE hang på min væg, er Eva Helene Pade. Jeg kiggede på hendes værker for en del år siden, da min svoger købte et, men der gjorde jeg ikke mere ved det, fordi jeg også syntes, de var lidt uhyggelige. Det fortryder jeg nu.

EN KUNSTNER, JEG ALLEREDE HAR et værk af, som jeg elsker, er Orsolya Bagala. Jeg købte det hos Galleri Maria Friis som en julegave til Jacob for en del år siden.

JEG HØRER Snoh Aalegra på repeat.

MIN YNDLINGSSERIE er The Morning Show.

JEG GRINER heldigvis rigtig meget af mig selv.

I LØBET AF DET NÆSTE ÅR vil jeg lære at bage mit eget rugbrød.

Læs ogå

The Apartment-founder: “Favoritrummet i mit hjem, er køkkenet. Det så helt anderledes ud, da vi overtog huset. Det nye har min mand tegnet”