Bolig

Agnes Buchs lejlighed: Huset på Christianshavn

- 18/04/2024

På få, veludnyttede kvadratmeter har stylist og co-founder af det kreative bureau Working Holidays, Agnes Buch, indrettet sig med store armbevægelser og en holdning til, at nyt er smukkest, når det mødes med noget, der har en historie. Kom indenfor hos en æstetiker for hvem et hjem handler om at invitere til samvær og nærvær

Da Agnes Buch for knap fem år siden manglede et nyt sted at bo, kom den lille, hyggelige Christianshavner-lejlighed som sendt fra himlen, næsten bogstaveligt talt.

“Jeg ledte med lys og lygte efter et sted, jeg havde råd til at bo i alene og faldt over denne lejlighed på dba.dk. Overtagelsesdatoen var sat til min fødselsdag, så jeg tænkte, at det var et tegn,” fortæller hun.

Foto: LINE THIT KLEIN

Soveværelsets lilla farve danner en smuk ramme om sengen, der passer præcis i rummet. Såvel sengetøj som tæppe er fra Tekla, rullegardi- net er fra Den Kinesiske Butik i Rosengården i København og den fine tallerken på væggen er et arvestykke.

Agnes Buch

Co-founder af det kreative bureau Working Holidays, hvor hun fungerer som Creative Director og stylist. Holidays arbejder med alt fra koncepter og produktion af shows under modeugen til strategier og kampagner for mode- og livsstilsbrands. Agnes Buch har sideløben- de haft et tæt samarbejde med ELLE, som hun har stylet modeserier og forsider for. Hun bor i en andelslejlighed på 54 kvadratmeter på Christianshavn.

Foto: LINE THIT KLEIN

En lurendrejer af en fugl, tegnet af Farshad Farzankia, hænger i køkkenet sammen med en østerstallerken fundet i Nuvole og en lille tallerken købt i Holly Golightly. Den lille kande er købt via Instagram.

Hun så opslaget to timer inden, der blev afholdt åbent hus og slog til på stedet. Fjorten dage efter flyttede hun ind næsten øverst oppe i den gamle, skæve ejendom i et af byens ældste kvarterer.

“Christianshavn er en fed blanding af kreative, lidt alternative typer. Selv om der er mange lækre og dyre boliger, er der også en råhed over Christianshavn, som tiltaler mig. Her er lidt landsbyagtigt med de smalle brostensgader og bindingsværkshuse. Der er en fantastisk stemning om sommeren, hvor jeg tit bader i kanalerne,” siger Agnes om sit kvarter, som hun fandt sig hjemme i med det samme.

Foto: LINE THIT KLEIN

En reol sammensat af moduler fra Trævarefa- brikernes Udsalg er fyldt til randen af bøger, magasiner og personlige skatte. De to plakater i ramme med motiver af hhv. Emil Holde og Joan Miro, har Agnes lånt af sin moster og onkel. Den hvide hovedvase i keramik har Agnes fundet på en rejse til Sydafrika, mens lampen i Murano-glas er fundet på dba.dk. Den lille kande formet som en fisk er fundet i en antikbutik længere nede ad gaden.

Hun skulle derimod lige vænne sig til, at der var meget lavt til loftet i lejligheden, og at stuens mørkegrønne vægge fik den til at syne endnu mindre.

Foto: LINE THIT KLEIN

En dragkiste, som Agnes har arvet fra sin oldefar, fungerer som sofabord, her sammen med en muranovase, som Agnes har fundet på dba.dk. Det hvide tæppe er et af Agnes yndlingskøb. Det er italiensk, men hun har glemt mærket.

“Men den havde potentiale,” siger Agnes, der malede væggene med fem lag af hvid for at få bugt med den grønne, og ligeledes køkkenet, der var malet sort. Herudover fik hun afhøvlet de gamle gulve, lagt fliser ved komfuret og sat nye greb i lågerne, og så hjalp hendes far hende med at lave en ny bordplade af en rå egeplanke i køkkenet. “Egentlig småting, men det har virkelig gjort meget ved udtrykket. Jeg kan godt lidt tanken om, at man ikke behøver rive alt ud – at man sagtens kan opgradere det, man har,” siger Agnes.

Ud fra samme princip er de fleste af hendes møbler købt på dba.dk. “Jeg elsker ting med historie, og noget, alle de andre ikke nødvendigvis har,” siger hun, der dog ikke er mere hellig end at både Ikea og Alvar Aalto har centrale placeringer i lejligheden. “Jeg foretrækker et miks af ‘no brand’-ting og klassikere – som f.eks. min sofa, der kostede 100 kr. på dba.dk ved siden af mine stole af hhv. Børge Mogensen og Arne Norell. Jeg foretrækker møbler i træ og med polstring. Du finder ikke glas- og stenoverflader hos mig,” forklarer Agnes, der er særligt glad for sit hvide tæppe i stuen. “Jeg var lidt i tvivl, om det overhovedet kunne være der. Det er et eller andet fancy italiensk mærke, som jeg har glemt navnet på, og jeg købte det, mens jeg studerede. Selv om det var på udsalg, var det mange penge for mig og egentlig en skør ting at prioritere. Men jeg er så glad for, at jeg købte det. Jeg synes stadig, det holder, og at kvaliteten er god.” Kendetegnende for hendes stil er også forkærligheden for farver. “Ikke pasteller som sådan, men dejligt pigmenterede farver. Rød er min yndlingsfarve og ses i meget af min indretning,” forklarer hun.

Foto: LINE THIT KLEIN

Et lille udvalg af Agnes tasker– begge fra Jacquemus. Kasketten er fra Aimé Leon Dore.

Foto: LINE THIT KLEIN

En lille sprællemand i form af David Bowie, som Agnes har fået af sin kæreste, hænger sammen med to små værker, som er arvestykker.

Som i alle andre henseender prøver Agnes Buch at lytte til sin intuition og ikke lade sig rive med af en bølge, når hun indretter sig. “Selvfølgelig bliver jeg inspireret, men jeg prøver at sortere i hvilke tendenser, der taler til mig, og hvilke, der er forbipasserende. Jeg tror også, det er en god idé at bo i rummene i et stykke tid og fornemme lyset, før man går i gang med at rive alt ud og gøre ved. Det er en følsom proces,” siger hun.

Foto: LINE THIT KLEIN

En klassisk String-reol fungerer som opbevaring for alt fra service til morgenmad i køkkenet. Den fine foldestol er fundet vintage, mens plakaten i ramme er fra Louisiana.

Den inspiration, der bliver ved med at tale til hende, er den enkle, japanske arkitektur med brugen af træ og materialer med varme. Herudover er hun draget af amerikansk midcentury, og så har hun en svaghed for en mere landlig stil a la fransk og britisk cottage core. “Stilforvirret? Måske. Men sådan ser mit indre moodboard ud i øjeblikket, og på en eller anden måde harmonerer det for mig.”

Det harmonerer også på papiret, for Agnes Buchs lejlighed synes både stilmæssigt sammenhængende og ekstremt hyggelig, hvilket alt taget i betragtning, er ret afgørende. Som Agnes siger: “Folk skal gerne føle sig godt tilpas og velkomne, når de er på besøg. En rar atmosfære er vigtig for mig.”

Læs ogå

Shoppegalleri: 12 boligfund vi drømmer om lige nu