Celebrity

Lady Gaga var 100% Lady Gaga til Golden Globes 2019

- 07/01/2019

Natten til mandag den 7. januar løb årets første awards show, Golden Globes 2019, af stablen i LA. Og Lady Gaga beviste med sikkerhed, at en stjerne er født. Popsanger-skuespillerinden stjal showet med dramatisk bravour. Se de bedste Lady Gaga øjeblikke fra Golden Globes her.

Under nattens Golden Globes show i Los Angeles havde store dele af Hollywoods glitteratti masser af grund til at fejre deres film- og TV-præstationer i det forgangne år. Men der var én stjerne, der tydeligvis var i sit es: Enter the fame monster – den genfødte stjerne, Lady Gaga!

Den 32-årige popstjernen, som én instruktør så et skuespiltalent i (kudos til Bradley Cooper), så formidabel ud, da hun ankom på den knaldrøde løber i en monumental babyblå Valentino-kreation og omtrent 100 karat ultra-funklende diamanter fra Tiffany’s & Co. Vi er galde for at se, at den stigende (skuespiller-) stjernestatus ikke har steget Gaga til hovedet.

Der er ingen tvivl om, at Lady Gaga stjal showet. Der var intet at stille op efter hendes entré på den røde løber, som umuligt kunne gå ubemærket hen. Men også under showet, var Gaga kvinde for at levere ekstra spice til underholdningen.

Lady Gaga var nomineret i kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle og for Bedste Originale Sang med sangen Shallow, og A Star is Born var ligeledes på nomineringslisten i kategorierne Bedste Film samt for Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Instruktion, som Gagas co-star (og tilsyneladende nye BFF) Bradley Cooper var nomineret for.

Men tilbage til Lady Gaga’s performance off the screen, før under og efter årets Golden Globes Awards. Her er de fem bedste øjeblikke leveret af The Lady herself under aftens Awards show.

Paparazzi – aka. Lady Gaga’s entré på den røde løber

Lady Gaga er ikke rigtig tilstede uden at hun får paparazziernes linser til at skyde i en uophørlig blitzkrig. Fra kødkjoler til fjer eller uendelige plateausko er hun altid kvinde for couture galore. Således også til Golden Globes, hvor Lady Gaga stjal showet fra det øjeblik, hun satte fod på den røde løber i ført en brusende pudderlyseblå Askepotkjole fra Valentino med et meterlangt slæb, matchende lyseblåt hår og misundelsesværdige smykker fra Tiffanys. Man kalder sig vel ikke ’Lady’ for ingenting.

Applause – aka. Lady Gaga svarer igen på værternes indledningsjoke

A Star is Born – filmen, der I slutningen af 2018 satte Gaga tilbage på stjernehimlen – har ikke savnet omtale – eller presseture med deltagelse af de to hovedrolleindehavere, Cooper og Gaga. Og til stort set hvert eneste interview, har Lady Gaga udtalt en fin, men efterhånden lettere fortærsket Hallmark-bemærkning om hende og Bradleys samarbejde:  ”There can be 100 people in the room. And 99 don’t believe in you. And you just need one to believe in you. And that was Bradley Cooper”. Av, det er sødt… første gang man hører det. Men på en lang pressetur, hvor citatet bliver gentaget igen og igen uden moderation, bliver det måske en anelse too much. Derfor har internettet haft en fest med at meme citatet – og det undslap heller ikke Golden Globes værternes velkomsttale under showet. Den kvindelige vært, Sandra Oh (kendt fra Greys Hvide Verden) gentog citatet under påskønnelse af, at hun fandt på det on the spot, hvortil Gaga fløj op af sin stol i salen og råbte: ”But it’s true!” – alt sammen med glimt i øjet, naturligvis. Drama, drama, drama. 

Pokerface – aka. Gaga versus Glenn

Nogle vil mene, at Gaga blev unødigt forfordelt, da prisen for Årets Kvindelige Hovedrolle skulle uddeles. Lady G var nomineret i kategorien for sin rolle i A Star is Born, og var oppe i mod en anden (grand old) lady, nemlig Glenn Close for sin rolle i The Wife. Her måtte Gaga støve sit gamle pokerface af, da det blev annonceret, at det var Glenn, der løb med den gyldne statuette – til stor overraskelse for alle. Inklusive Glenn selv, at dømme efter de florerende giffer.

Shallow – aka. Gaga fældede en tåre, da Shallow vandt

Selvom The Shallow har toppet hitlisterne siden A Star is Born havde premiere, levede Gaga en præstation, der i sig selv var en pris værdig, da titelsangen løb med prisen for Bedste Originale Sang. Hun skruede endda op for specialeffekterne, da hun på vej op til scenen lod skuldrene gennemryste let af sin glædesgråd. Og hun havde stadig tårer i øjnene, da hun gav sin takketale. Det var næsten synd, hun ikke fik prisen for bedste skuespillerinde.

Cheek to cheek – aka. det akavede øjeblik, hvor Taylor Swift ville kindkysse og Gaga ville kramme

Det har sin pris at være kendt: Blandt andet når de mest cringe øjeblikke bliver set af hele verden: Sådan gik det for Taylor Swift og Lady Gaga, da sidstenævnte skulle modtage sin pris på scenen, hvor Tay-tay ville lykønske Gaga med et dobbeltkindkys – og Gaga tolkede det som et forsøg på et kram. Det er bare akavet, lige meget hvordan man vender situationen. Vi almindelige dødelige, kan dog trøste os med, at det ikke kun sker for os, men også for verdensstjerner. Vi kan i det mindste bare krumme tæer og komme videre med vores liv… Og grine lidt af klippet nedenfor.