Når dette års vært for ELLE Style Awards, Peter Falktoft, ankommer til sæsonens største modefest, er intet overladt til tilfældighederne. Peter Falktoft er med egne ord mere forfængelig end de fleste piger, han kender - og han er ikke bleg for at bruge ansigtsmaske og eksfoliere flere gange om ugen. ELLE har sat Peter stævne på en café i København til en snak om stil, stewardesse-gener og gedigen grooming
“Jeg skal passe på, at jeg ikke kommer til at ligne en udsmider,” smiler Peter Falktoft, og så er tonen lagt. For her er tale om en moderne dandy, der ikke bare har styr på sine modereferencer men også på, hvad der klæder hans statur og markante personlighed. Favorit designeren er Jerry Lorenzo og hans mærke Fear of God, der fusionerer sport, hip hop og en stram militær stil, men også Rick Owens dystre univers og Yohji Yamamotos underspillede Y3 linie nævnes som go to brands, når Peter skal skabe sin foretrukne, oversize silhuet: “Min stil er ikke særlig dansk; herhjemme skiller jeg mig meget ud, fordi jeg er lav og firskåren. Jeg går efter boxy overdele og strammere underdele. Mit udtryk kan karakteriseres som Antwerpen møder LA.”
Se også: Her er alle de nominerede til ELLE Style Awards 2016
Men selvom mode fylder meget, er træning og plejerutiner mindst lige så vigtige, når Peter Falktoft skal føle sig godt tilpas: “Mine plejerutiner er ret omfattende. Udover et grundigt bad hver dag, eksfolierer jeg også morgen og aften, bruger ansigtsmaske en gang om ugen mens jeg ser Vikings, renser ører grundigt og pudrer min fødder i babypudder, så de ikke kommer til at lugte. Jeg er søn af en stewardesse, så kosmetik og hudpleje er en del af mit DNA. Og så er 70 % af mine venner forfængelige kvinder, så det hjælper jo også til.”
Så vil du definere dig selv som en low maintenance eller high maintenance type? “Skal jeg være ærlig? Meget high. Rigtigt, rigtigt high maintenance.”
Hvad kan man altid finde på dit badeværelse?“Barbermaskine, neglesaks, pincet, deodorant, Kiehl’s scrub, parfume, talkum til fødderne så du ikke får sure tæer. Babypudder virker overdrevet godt. Body lotion. Skal vi ikke bare sige, at jeg har det fulde sæt? Gad godt at have cut throat razor, men det kan jeg ikke finde ud. Og så har jeg altid tørshampoo. Jeg har arvet min mors fehår, så det er helt nødvendigt. Jeg bruger Men Expert barberskum, fordi den kommer ud som en gele. Jeg er sproglig student, så kan ikke dimensionere det med almindeligt skum. Og så elsker jeg jo L’Oréals jingle – den er jeg ligesom vokset op med.”
Læs også: Peter Falktoft: Sådan bliver jeg fit til ELLE Style Awards
Udover den personlige pleje, hvordan holder du dig så i form? “Jeg løber, dyrker cross fit, TRX, OCR løb og boksning – cross fit er klart min foretrukne træning.”
Hvad er dit bedste stiltip til andre mænd? “Lad være med at barbere mod hårene – du får røde knopper. Især djøf’erne har ikke fattet det. Skægpest er udbredt i denne befolkningsgruppe.”
Og hvad med til kvinder? “Undgå krigsmaling, hvor ansigtet har en helt anden farve end kroppen. Der er desværre tit en kedelig sammenhæng, hvor de kvinder der har mest makeup i hovedet, også er dem, der har mindst tøj på kroppen – så bliver farveforskellen ret tydelig. I skal også lade være med at barbare jeres bryn af og tatovere dem på igen. Naturlige bryn er flottest.”
Har du selv nogle ritualer inden du går ud? “Mit selvværd er heldigvis sådan, at hvis jeg ikke er i det rigtige gear, så bliver jeg bare hjemme. Det er jeg forfængelig nok til. Det er en raketopsendelse, hvis jeg skal afsted – og jeg skal være i stemningen. Jeg har aldrig lidt af FOMO – jeg har den omvendte følelse. Jeg ved at festen ikke bliver ligeså fed, hvis jeg ikke er der.”
6 skarpe til Peter Falktoft
Baby face eller skægstubbe?
Skægstubbe
Hængerøv eller skræddersyet?
Hængerøv
Hverdag eller fest?
Hverdag
Kebab eller pølsevogn?
Falafel
Mindfulness eller action?
Jeg er fan af begge – men nok action først og derefter mindfulness
Yoga eller Jetski?
Yoga
… Og tre til pigerne
Kate Moss eller Jane Fonda?
Jane Fonda! Klart! Det skal fucking stoppe med hende der Kate Moss… hun siger mig intet… de kan tage alle de coffee table books og smide på Sankt hans bålet – hun er jo slet ikke lækker. Og det bliver ikke bedre af, at hun ryger på et sort/hvid foto. Jane Fonda every day – hun kan fandme noget.
Læbestift eller læbepomade?
Læbepomade
Stilletter eller sneakers?
Sneakers
Husk at du kan følge os på snapchat @elledanmark før, under og efter ELLE Style Awards, hvor vi tager dig med helt frontrow til Danmarks største modefest!
I galleriet har vi samlet nogle af Peter Falktofts favoritter, når det gælder hudpleje.
Psst… Brug pilene eller ‘swipe’ dig gennem galleriet.