Hvem skal løbe med titlen som 'Årets stilikon 2015' ved dette års ELLE Style Awards? Se hvem de tre nominerede er og afgiv din personlige stemme her...
Nu er tiden endelig kommet til, at vi her på ELLE.dk kan afsløre de tre nominerede i kategorien ‘Årets stilikon – Læserprisen 2015’.
Denne pris er én af de helt særlige ved ELLE Style Awards 2015, da prisen ene og alene bliver afgjort af jer læsere her på ELLE.dk.
Kategorien ‘Årets stilikon’ fokuserer på et stilikon, som har sat modedagsordenen i 2014. Hun har været dygtig til at tage tidens trends og tendenser til sig uden at gå på kompromis med sin personlighed. Hun har således med sin personlige stil gjort sig bemærket, inspireret og skabt et genkendeligt univers, som beundres af ELLEs læsere.
De tre nominerede i kategorien er:
Caroline Brasch Nielsen: I disse år kan man ikke have en liste med stilikoner, uden Caroline Brasch Nielsen står på den, da den 21-årige model ganske enkelt oser af god smag. Hun har fra dag ét stilmæssigt skilt sig ud fra sine modelkollegaer, og netop derfor var hun også sidste år nomineret i denne kategori til ELLE Style Awards. Qua sit job har hun adgang til tøj og accessories fra tidens hotteste designere, så også volumenmæssigt kan hendes garderobe give selv Carrie Bradshaw kamp til stregen. Blandt Caroline Brasch Nielsens favoritter er Heartmade, og derfor ses hun ofte i mærkets printede sæt, gerne tilsat en Chanel-taske.
Pernille Teisbæk: Det er ikke uden grund, at stylist og blogger Pernille Teisbæk, 30, i skrivende stund har flere end 180.000 Instagram-følgere, der suger til sig af den inspiration, hun dagligt deler ud af. Det er heller ikke uden grund, at Pernille Teisbæk også var nomineret i denne kategori sidste år og er det igen i år, for hun formår stadig at afprøve tidens tendenser, samtidig med at hun er tro mod sin egen gennemført lækre stil. Også derfor er Pernille Teisbæk en sand streetstyle-darling, der mikser danske og internationale designere samt highstreet og highend fashion og generelt har en garderobe, der er enormt misundelsesværdig.
Charlotte Lynggaard: Guldsmed og kjoledesigner Charlotte Lynggaard, 48, er en af de kvinder, der kun bliver smukkere og smukkere. Hendes stil er uhyre sikker og den perfekte blanding af det rene nordiske og det eventyrligt asiatiske, som tilsammen udgør en raffineret gypset-stil, der gør hende til en landets måske mest internationale stilikoner. Med sin bevidste blanding af vintagefund og ting og sager fra gemmerne kombineret med accessories fra tidens hotteste navne (fra The Row til Valentino) står hun for en usvigeligt sikker og tidløst moderne stil, som ikke lader sig diktere af trends, men tværtimod selv skaber dem – selvfølgelig altid tilsat de smukkeste smykker.
Kunne du tænke dig at komme med til årets modefest, ELLE Style Awards 2015? Så skynd dig at købe billet til dig og din veninde, mor, søster eller kollega.
Du kan også gå ‘all-in’ med VIP-billetter, der både inkluderer treretters middag på Brasserie Storm på Hotel Crowne Plaza, transport til DR Koncerthuset, velkomstdrink, show, afterparty og goodiebags – køb VIP billetter her.
I galleriet har vi samlet en masse billeder af de tre nominerede i kategorien ‘Årets stilikon’.
Psst… Brug pilene eller ‘swipe’ dig gennem galleriet!