ELLE AWARDS

ELLE Style Awards 2015: Nominerede til ‘Årets internationale modehus’

- 26/03/2015

Se hvilke 3 internationale modehuse, der er blandt de tre nominerede i kategorien 'Årets internationale modehus' ved ELLE Style Awards 2015 her...

Årets største modefest, ELLE Style Awards 2015 den 4. maj, venter lige om hjørnet, og nu er tiden endelig kommet til, at vi kan afsløre hvem de nominerede i årets 16 kategorier er.

Kategorien ‘Årets internationale modehus’ fokuserer på toneangivende designere, der har gjort sig særligt bemærket internationalt i 2014, og som er repræsenteret i Danmark.

Se også: Her er alle de nominerede til ELLE Style Awards 2015

Her kan du se hvilke tre internationale modehuse, der er nomineret i kategorien ‘Årets internationale modehus’:

Valentino: Indtil for få år siden var Valentino nok bedst kendt for farven rød, men takket været chefduoen Maria Grazia Chiuri og Pierpaolo Piccioli er det romerske modehus’ nye signatur nittesko og italienske blonder. Parret er tro mod grundlæggerens dna, det feminine og romantiske, og har skabt den ene poetiske kollektion efter den anden, der får unge såvel som ældre kvinder til at drømme om en af Valentinos mange guddommelige kjoler. Men de formår samtidig at ramme tidsånden, og deres ’Rockstud’-kollektion er på rekordtid blevet både en kommerciel succes og en modeklassisker.

Louis Vuitton: Louis Vuitton er et modehus, der konstant kigger fremad, men samtidig ikke glemmer, hvor det kommer fra. Den nye chefdesigner, Nicolas Ghesquière (tidl. Balenciaga), forstår om nogen at se ind i fremtiden, og hans første kollektion for Louis Vuitton, A/W 2014, var decideret revolutionerende. Få formår som han at mikse materialer og print og samtidig ramme så mange sider af den moderne kvinde uden at skabe forvirring. Med respekt for husets arv havde han bl.a. fortolket LV-monogramkufferten i miniudgaver som håndtasker – en født klassiker. Dette er kun begyndelsen. Vi spår mange banebrydende kollektioner fra Ghesquière for Louis Vuitton.

Gucci: Guccis nu tidligere chefdesigner Frida Giannini har virkelig ramt tidens retrobeat med sine seneste (og altså sidste) kollektioner for det italienske modehus. Med fokus på husets storhedstid i 1970’erne har hun på elegant vis taget Gucci-kvinden i en mindre sexet, men langt mere raffineret retning. Hendes forståelse for farver og print er forførende, ligesom 90-års-jubilæumskampagnen for A/W 2014 blev en af sæsonens mest markante med samtlige af tidens topmodeller – fra Danmarks egen Nadja Bender til polske Anja Rubrik. Som prikken over 2014-i’et udkom også dokumentaren The Director, der går bag om Gucci og Frida.

Kunne du tænke dig at være med til at kåre alle vinderne til ELLE Style Awards 2015?

Så skynd dig at køb din billet og bliv en del af årets største fest i modebranchen – køb din billet til ELLE Style Awards 2015 her.

Ønsker du at gøre aftenen (endnu mere!) uforglemmelig, kan du gå ‘all-in’ med VIP-billetter, der både inkluderer treretters middag på Brasserie Storm på Hotel Crowne Plaza, transport til DR Koncerthuset, velkomstdrink, show, afterparty og goodiebags – køb VIP billetter her.

Vi har samlet billeder fra nogle af de smukke designs, som de tre nominerede modehuse står bag, i galleriet.

Psst… Brug pilene eller ‘swipe’ dig gennem galleriet!