Annonce

ELLE Decoration besøger interiørbloggeren Cate St. Hill

- 05/04/2018

I samarbejde med Fredericia har ELLE Decoration besøgt den britiske interiørblogger Cate St. Hill i hendes hjem i det centrale London og set, hvordan hun har indrettet sig personligt og skandinavisk med designikonet Trinidad: en stol skabt af Nanna Ditzel.

Hvis man tror, at der i engelske hjem udelukkende hersker tunge Chesterfield-møbler, blomstrede gardiner, og malede porcelænsplatter har man ikke besøgt den unge interiørblogger Cate St. Hill. For selvom accenten er umiskendeligt britisk, så er hendes indretningsstil slående minimalistisk og inspireret af det arketypiske skandinaviske indretningsdogme.

Cate St. Hill bor i et klassisk London-byhus, et såkaldt ’terraced house’, som er blevet gennemistandsat efter alle kunstens regler. De oprindelige små rum med begrænset lysindfald er blevet åbnet op og slået sammen, så lyset gennemstrømmer stueetagen, hvor husets nu kombinerede stue, køkken og spisestue findes.

Som en del af den gennemgribende renovering af byhuset, er de oprindelige tapetserede vægge blevet lysnet, de mørke trægulve malet hvide og køkkenet shinet op med grå kakler, der på en og samme tid er moderne og samtidig har klassiske referencer, der matcher husets oprindelige facetter smukt.

Cate St. Hill har gjort en dyd ud af at udvælge sine møbler og husets mange små detaljer med øje for kvalitet og personlighed. Hun bruger blandt andet meget tid på minutiøst at opstøve små skatte på de eksklusive og finurlige interiør-loppemarkeder, der findes i London og Paris, for at finde små accenter til indretningen, der har en historie og giver hjemmet personlighed.

Hun fortæller, at hun er inspireret af det urbane landskab omkring sig. London er kendt for sin grålige farvepallette, og det er også det gennemgående tema i indretningen, hvor alt fra de små detaljer til de store, bærende møbler falder ind i den rolige gråtoneskala.

Når hun indretter et rum forsøger hun at inddrage den urbane fornemmelse i interiøret, men samtidig give det en rolighed, der ikke altid findes udenfor i det hektiske byliv, men som stadig reflekterer den sjæl byen har. Det stiller store krav til de bærende møbler i indretningen, og her passer Trinidad-stolen perfekt ind:

”For mig er Trinidadstolen et udtryk for dynamisk møbelkunst: Designet har en bevægelighed i sig, særligt i rygstykket, der er inspireret af husene på øen Trinidad. Samme arkitektoniske referencer går igen i de klassiske byhuse i London,” siger Cate St. Hill.

I videoen nedenfor kan du se, hvordan Cate St. Hill har indrettet sig med Trinidadstolen i sit hjem i det sydlige London.

Nanna Ditzel var inspireret af husfacaderne på den caribiske ø Trinidad, da hun fik ideen til stolens form. Det var måden, facaderne fangede og reflekterede lys og skygge, der fik den danske møbelkunstner til at ønske at genskabe samme effekt i en stol. Men den danske møbeldesigner boede også i London i en længere årrække, og denne forbindelse mellem Nanna Ditzel og London, synes Cate St. Hill er en fin historie i den indretningsfortælling der er gennemgående for interiørbloggerens hjem.

Desuden fortæller Cate St. Hill: “Det jeg særligt godt kan lige ved Nanna Ditzel, er, at hun var en kvinde der for alvor markerede sig i en mandsdomineret branche i det tyvende århundrede, og det føles godt at have et møbel, der er skabt af en kvinde.”

Læs også: ELLE Decoration besøger interiørbloggeren Pella Hedeby

I dag, mere end 25 år efter at stolen blev lanceret første gang, har Trinidadstolen opnået status som en moderne designklassiker, der har sat nye standarder for udformningen af skalstole i træ. Før Trinidad var det nemlig ikke lykkedes at lave udskæringer i skallen af det formbøjede træ – men det ændrede Nanna Ditzel på. Trinidadstolen er i produktion hos Fredericia, der nu introducerer Nanna Ditzels post-moderne klassiker i tre nye udgaver; røget, grå og lysegrå eg, der fremhæver materialets naturlige skønhed. Derudover fås Trinidad i 5 andre træsorter, seks farver og seks stålrammevariationer. Med andre ord er der ingen grænser for det personlige udtryk, der kan fremskabes i Trinidadstolen, så den bliver en naturlig del af en personlig indretning – hvad enten man holder den røde tråd i indretningen med en gennemgående gråtoneskala eller er til mere finurlige fortolkninger.

Læs mere om Trinidadstolen og Fredericia her.