ELLE Decoration giver dig her en smagsprøve på det danske designhus Gubis nyeste designs. Der er både helt nye designs og fornyelse af eksisterende og ikoniske pieces. Se med her...
Det danske designhus Gubi er kendt for sine klassiske, simple og stilfulde designs i de mange forskellige møbelkollektioner. Gubi står blandt andet bag den klassiske Beetle stol, der både fås som spisebordsstol og loungestol. Nu har Gubi så føjet to helt nye kollektioner til deres navn, og dem præsenterer ELLE Decoration dig for her.
Et af designshusets nye tilføjelser er designer Sebastian Herkners kreation, Collar Lamp, der er en serie af simple loftslamper i mundblæst glas og aluminium. Lamperne fås i forskellige størrelser og farver og vil med deres simple og elegante design pynte over ethvert spisebord. Se lamperne i galleriet og bliv inspireret af designerens simple stil, der giver rig mulighed for at bruge lampen på din helt eget personlige måde.
Den anden kollektion, Gubi har føjet til designhuset, er hvad man kan kalde en ægte klassiker. Det er sofaserien Modern Line, oprindeligt designet i 1949 af Greta M. Grossman. Sofakollektionen er præget af både elegance og minimalisme, og dens særlige slanke, feminine og lette udtryk giver den en helt særlig følelse af skandinavisk design.
Læs også: På besøg hos…Stephanie Laraignou Blom
Udover de nye lampe- og sofakollektioner har Gubi også fornyet deres klassiske og ikoniske designs, såsom de simple serier af borde, både TS bordet og Gubi bordet 2.0, der begge er blevet peppet op med helt nye messingdesigns. Gubi synes især at have en svaghed for metaller (ganske forståeligt!), da både deres klassiske lampe Semi nu fås i kobber og de ikoniske Beetle stole i både sort krom og messing. Vi er vilde med det metalliske look her på ELLE Decoration!
Læs også: Kom til Eames-filmaften hos Paustian
I galleriet kan du se de mange forskellige designs, som Gubi første gang vil præsentere på møbelmessen IMM Cologne 2015, der finder sted fra 19.-25. januar i Köln, Tyskland. Så kig med allerede nu og få et sneak peek af Gubis kommende designs.