Prudence Davis, Well-being innovator, pilatestræner og iværksætter, 32 år.
Ejer af sundheds-, pilates- og reformerstudiet A Space to Breathe og grundlægger af 20Four Matcha, et matchaprodukt, der fås hos Lido, Riviera og Apotek 57.
Arbejder både med fysisk og mentalt velvære for at inspirere folk til at finde balance og ro.
Driver podcasten ‘Healthline’.
Dommer ved Danish Beauty Award 25.
Har skabt retreats med fokus på vejrtrækning, meditation og pilates for brands som Miu Miu, Ganni og Bioeffect.
Bor i København med sin mand, Jonas Davis, som hun venter tvillinger med.
Da min mand blev syg med kræft for anden gang, begyndte vi at undersøge, hvad vi selv kunne gøre for at redde ham. Vi var kun 25 år gamle, og Jonas havde allerede været igennem et kræftforløb et par år tidligere. Jeg satte min karriere som stylist i modebranchen på pause for at passe ham, fordi han i de slemme perioder havde brug for hjælp hele døgnet. Undervejs i hans sygdomsforløb blev jeg ramt af stress, så vores rejse ind i sundhed og ernæring handlede også om, hvordan jeg kunne få mit helbred tilbage efter at have mistet det. Afsættet blev et stort fokus på kost, særligt antiinflammatorisk og plantebaseret, for at finde en livreddende kur.
Efter at have været omgivet af syge mennesker i flere år havde jeg brug for at beskæftige mig med noget mere meningsfuldt end at klæde mennesker på i flot tøj
I takt med at Jonas fik det bedre, skulle jeg begynde at arbejde igen, men jeg havde ikke lyst til at vende tilbage til modebranchen. Jeg ønskede mig en hverdag, som ikke gjorde mig stresset, og hvor jeg følte, jeg kunne skabe værdi for andre. Det var nok en klassiker efter det, vi havde været igennem: Hvad er meningen med livet? Hvad skal vi bruge vores tid på?
Først tog jeg en uddannelse i sundhed og ernæring med et speciale i plantebaseret kost, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg også ville have noget psykologi indover, så jeg tog også et års uddannelse i forskellige kognitive metoder. Jeg tilmeldte mig som frivillig underviser i nogle forløb med kræftpatienter og pårørende til kræftpatienter. Samtidig begyndte jeg at dele mine holdninger og erfaringer på min Instagram, og lidt efter lidt lavede jeg flere og flere sessioner med folk, som tilmeldte sig derinde. Derefter tog jeg den første af mine mange træningsuddannelser. Jeg lagde ud med en klassisk træneruddannelse, men kunne mærke, at der manglede noget, så jeg gik ind i pilates og tog en længerevarende uddannelse, mens jeg også fik fokus på reformer og meditation. Jeg underviste i nogle af de mere traditionelle sundheds- og træningsstudier og endte også med at arbejde i et biohackingstudie, hvor jeg var ansvarlig for deres behandlinger. Men jeg var ved at gå ned med stress igen, så jeg vidste, at jeg måtte finde mit eget sted.
Jeg købte en reformer, en kryomaskine og noget andet udstyr og satte det op hjemme i mit køkken. Ret hurtigt gik det fra mund til mund, at jeg havde mit eget sted. Efter et års tid fik jeg et større studie i Amaliegade, og nu har jeg åbnet et endnu større i Toldbodgade. Da jeg mistede mit helbred, oplevede jeg, at den konventionelle træning, som handler om at blive stærk og smuk, ikke passede til mit nervesystem. Jeg tror på, at vi først skal finde ro i os selv, før vi begynder at stresse kroppen med træning. Jeg oplevede selv, hvordan klassisk fitness bare gjorde mig endnu mere stresset, men i pilates har jeg fundet en balance mellem fysisk udfoldelse og mental ro. Jeg mener, at man bør træne ud fra sit nervesystem.
Mit helbred kommer altid i første række, og så kommer arbejdet bagefter. Jeg har prøvet den omvendte model, og det fungerede ikke for mig. Jeg bliver også nødt til at prioritere mig selv, hvis jeg skal kunne være der for andre. Jeg træner næsten hver dag, reformer eller styrketræning, men ikke højintensiv træning. Min puls må gerne komme op, men jeg må ikke presse min krop for meget. Det er vigtigere for mig, at jeg connecter med mig selv. Og derfor mediterer jeg også hver dag. Det kan være to minutter på toilettet mellem møder, hvor jeg lukker øjnene og trækker vejret. Hvis jeg har god tid om morgenen, sidder jeg foran rødt lys, som øger antallet af mitokondrier og dermed forhøjer ens energiniveau, hvilket er særlig brugbart i vinterhalvåret. Mens jeg mediterer, kan jeg også finde på at bruge et udstyr, som stimulerer vagusnerven, så mit nervesystem kommer over i en parasympatisk tilstand, hvilket vil sige, at det bliver roligt, så jeg bedre kan fordøje indtryk.
Foto: Kavian Borhani
Da jeg var allermest stresset, tog jeg mange isbade for at afstresse min krop ved først at stresse den, som man jo gør ved at gå ned i iskoldt vand. Jeg har også gjort mig meget i kryoterapi, hvor man går ind i et kammer, der er minus 110 grader, i tre-fire minutter. I dag har jeg skruet lidt ned for isbadene, men jeg begynder hver morgen med et koldt brusebad. Bare i to minutter. Jeg er ikke lige så fanatisk omkring kosten, som da vi begyndte at spise plantebaseret, men det fylder nok stadig 80 procent af vores kost. Jeg går meget op i at lave mad fra bunden i vores køkken. Hvis ikke vi får gjort det, får vi en regning lige med det samme, ikke kun fordi madlavning er afstressende for os, men også fordi det er vigtigt, at maden er sund, når man har været kræftsyg eller har været meget stresset.
Mit udgangspunkt med alle mine klienter er at lære dem at trække vejret ordentligt
Mange af mine klienter kommer til mig, fordi de har hormonelle udfordringer eller føler sig stressede eller angstfulde. Der er rigtig mange af os, som ikke får trukket vejret ordentligt i løbet af en dag. Mange trækker vejret omkring halsen og brystkassen, fordi de har travlt og har et sitrende nervesystem. Jeg lærer dem at trække vejret ned i lungerne. Man kan tage nok så mange vitaminer, men hvis hele systemet er stresset, har det svært ved at tage imod alt det gode, også fra træning og kost. Jeg bruger devicet Heart Rate Variability, der måler ens indåndinger og udåndinger, og hvordan vejrtrækningen påvirker nervesystemet. Ved hjælp af disse observationer kan jeg bedre guide folk om, hvorhen de bør fokusere deres vejrtrækning.
Da jeg begyndte min rejse ind i well-being, følte jeg mig ret alene, og derfor har jeg altid søgt og dyrket fællesskaber i min praksis. Jeg tror, et fællesskab er vigtigt for os, fordi mange ikke dyrker de traditionelle fællesskaber længere – hvor familien er tæt på, eller man har et nært forhold til sin nabo. Jeg har selv haft et stort behov, og jeg kan mærke det samme behov hos mine klienter – som ofte er sårbare kvinder – for at kunne spejle sig i dem, de har omkring sig, at kunne modtage råd fra andre, men også at være med til at skabe værdi og bidrage med noget meningsfuldt til fællesskabet.
På mange måder levede 35-årige Ninni Kjær efter stort set alle sundhedsvidenskabens opfordringer – måske ikke overraskende hendes arbejde som ernæringsvejleder og passion for faget taget i betragtning. Hun elskede at træne og dyrkede bl.a. crossfit, yoga og løb. Efter at have spist restriktivt, vegetarisk og til tider endda vegansk i sine yngre dage havde hun nu fokus på at spise sundt, balanceret og næringsrigt. Hun nørdede sundhed, læste op på ny forskning på feltet og guidede både sig selv og sine klienter til en sundere krop.
Men der var én ting, der drillede. Ninni Kjærs cyklus var ikke regelmæssig – faktisk havde det i næsten 19 år været en sjældenhed, at hun fik menstruation.
“Da jeg var yngre, var det med cyklus ikke noget, jeg var vildt stresset over, for inden jeg ønskede at få børn, skulle jeg jo ikke rigtig bruge den til noget,” fortæller Ninni Kjær.
Da jeg var yngre, var det med cyklus ikke noget, jeg var vildt stresset over, for inden jeg ønskede at få børn, skulle jeg jo ikke rigtig bruge den til noget
Hun var i kontakt med forskellige klinikker og sundhedspersonale og vendte den manglende menstruation med dem, men de sagde, hun skulle lægge bekymringen fra sig for nu. Og der var ikke nogen af dem, der så en forbindelse mellem hendes kost og livsstil og hendes uregelmæssige cyklus.
“Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle tænke på det, men bare skulle sige til, når jeg var klar, og at vi så ville finde på noget. Jeg fik et indtryk af, at jeg sandsynligvis ville få brug for hjælp, når jeg en dag gerne ville være gravid, og jeg var ret autoritetstro dengang, så i lang tid fulgte jeg det råd,” fortæller Ninni Kjær.
KROPPENS KOMMUNIKATIONSCENTRAL
Ninni Kjær har en kandidat i fødevarer og innovation fra Københavns Universitet og går videnskabeligt til værks, når hun vejleder sine klienter om sundhed og ernæring. Som led i sit arbejde som ernæringsvejleder begyndte hun at interessere sig mere for det endokrine system. Det kaldes også hormonsystemet, fordi det er en slags kommunikationscentral, der ved hjælp af hormoner gør det muligt for kroppens celler at kommunikere med hinanden.
Langsomt gik det op for Ninni Kjær, at den uregelmæssige cyklus var et tegn på en hormonel ubalance. Ubalancen ville sandsynligvis gøre det meget svært for hende at blive gravid, hvis ikke der blev rettet op på den – men det betød også, at hun måske selv kunne løse problemet uden hjælp fra fertilitetsbehandling.
“Jeg begyndte at læse mere og mere op på, hvor mange forskellige faktorer der spiller ind på vores hormoner, og hvor afgørende balance i hormonerne er for, at vi eksempelvis kan blive gravide,” fortæller Ninni Kjær.
Noget af det, hun særligt bed mærke i, var, i hvor høj grad hormonbalancen er bundet op på de mikro- og makronæringsstoffer, vi får gennem vores kost, og at det ikke kun handler om, hvordan og hvor meget vi spiser i dag. Ninni Kjær kunne læse sig frem til, at ubalance i hormonerne også kunne skyldes, at man tidligere i sit liv havde været udfordret på sin spisning. Hvis man f.eks. har haft en spiseforstyrrelse som ung, kan det virke som en vedvarende stressor (noget, der forårsager frigivelse af stresshormoner, red.) for ens krop, fordi den stadig ikke helt har ‘genvundet tilliden til’, at den fremover vil få nok af de rigtige næringsstoffer.
“Jeg lavede nogle specifikke tests, hvor jeg målte forskellige hormoner, bl.a. kønshormoner, kortisol og melatonin. Jeg kunne se, hvor der var nogle udfordringer, for der var en vis ubalance.” “Men det betød også, at jeg vidste, hvad jeg skulle lave om på, og jeg kunne se, at en af de ting, jeg havde brug for, var, at jeg skulle have noget mere ro i mit system,” fortæller Ninni Kjær.
Hun begyndte at justere på sin kost og træning. Den daglige træning blev skiftet ud med gåture. Hun begyndte at spise mere mad, end hun havde været vant til, for at overbevise sin krop om, at der var nok næring, og at genoprette kroppens indhold af vigtige vitaminer og mineraler. Og så begyndte hun at fokusere på at få endnu flere animalske produkter, der var rige på fedt og de mikro- og makronæringsstoffer, hendes krop havde brug for – for igen at få balance i hormonerne. Ninni Kjærs krop svarede med det samme. Seks uger senere havde hun ikke bare fået sin menstruation igen – hun var også blevet gravid.
“Det er jo ikke altid nok bare at lægge sin kost og træning om, og det er jo ikke altid, at man vil få resultater på seks uger. Det er et ret vildt eksempel, men det er min personlige historie, og jeg har lært enormt meget af forløbet,” fortæller Ninni Kjær, der venter sit første barn omkring årsskiftet.
FRA DRØMMEGRAVIDITET TIL FERTILITETSPROBLEMER
Mens mange ting er målbare, når det kommer til kvindens cyklus, hormoner og fertilitet, så er der andre, det er sværere at tolke og handle på. 10-15 % af de par, der opsøger barnløshedsbehandling, får tildelt diagnosen uforklarligt infertile, og 33-årige Alona Vibe, der arbejder som fotograf, og hendes kæreste er et af dem – til deres store overraskelse.
Det var nemlig let som en leg, da Alona Vibe blev gravid første gang. Hun havde i årevis brugt appen Natural Cycles i stedet for hormonelle præventionsmidler og derigennem lært sin krop og regelmæssige cyklus virkelig godt at kende. Da hun og hendes kæreste besluttede sig for, at de var klar til at få et barn, droppede de den naturlige prævention, og nærmest øjeblikkeligt blev Alona Vibe gravid. Både graviditeten og fødslen gik stort set lige så komplikationsfrit som undfangelsen. Midt i 2020’s coronapandemi kom deres første barn, datteren Nova, til verden.
Alona Vibe og hendes kæreste havde egentlig tænkt, at der skulle være to-tre års mellemrum mellem deres børn. Men da tiden begyndte at nærme sig, og Nova fyldte to, blev familien ramt af en tragedie: Alona Vibes storebror, som led af kræft, gik bort efter et intenst sygdomsforløb.
“Det var en kæmpe sorg, og midt i den var det selvfølgelig ikke endnu et barn, der var i fokus,” fortæller Alona Vibe.
Jeg har ikke tal på, hvor mange blodprøver jeg har fået taget, eller hvor mange undersøgelser der er blevet lavet. Men den helt store variabel i mit liv og den forskel, som er meget markant fra den tid, hvor jeg blev gravid med Nova, er, at jeg er i sorg
Barnedrømmene gled i baggrunden, i al fald for en stund. Da parret begyndte at tænke på at prøve igen, snakkede de lidt om forventningerne.
“Vi tænkte, at vi hellere måtte komme i gang, for vi vidste, at det jo godt kan tage noget tid. Men samtidig tænkte vi også, at det ikke ville gælde for os, for det var jo ikke det, der var erfaringen, fra vi fik vores første barn,” fortæller Alona Vibe.
Siden efteråret 2022 har Alona Vibe og hendes kæreste forsøgt at føje et barn til familien, indtil videre uden held. I modsætning til Ninni Kjær og mange andre kvinder, der oplever, at menstruationen udebliver, er Alona Vibes cyklus regelmæssig. Lægerne har ikke kunnet finde nogen forklaring på, hvorfor hun ikke bliver gravid. Alona Vibe og hendes kæreste hører derfor til i kategorien af uforklarligt infertile.
“Jeg har ikke tal på, hvor mange blodprøver jeg har fået taget, eller hvor mange undersøgelser der er blevet lavet. Men den helt store variabel i mit liv og den forskel, som er meget markant fra den tid, hvor jeg blev gravid med Nova, er, at jeg er i sorg. På mange måder minder det om stresssymptomer, og jeg kan godt mærke, at jeg er påvirket på alle mulige måder, også hormonelt,” fortæller Alona Vibe.
Hun har snakket med sundhedspersonale om, hvorvidt sorg kan spille ind på fertiliteten, og hun fik bekræftet sin formodning om, at den kan være med til at påvirke den. Men de kan ikke rådgive om det.
“Man kan jo ikke måle på følelser, og man kan ikke medicinere eller behandle sorgen væk,” fortæller Alona Vibe, der er opvokset i en familie med terapeuter og har gået i terapi for at snakke om sorgen.
Jeg er taknemmelig for den behandling, vi får, men jeg føler stadig, at mange af os uforklarligt infertile bliver efterladt i et område, hvor vi selv må ud at skyde med spredehagl og prøve at tro på, at et eller andet vil virke
Alona Vibe og hendes kæreste er startet i fertilitetsbehandling, men sideløbende har hun gjort alt, hvad hun kunne, for at gøre oddsene så gode som muligt. Hun har tilpasset sin træning, droppet kaffen, spist efter sit blodsukkerindeks, skåret ned på kulhydrater og været i behandling hos en akupunktør, en homøopat og en osteopat.
“Jeg er taknemmelig for den behandling, vi får, men jeg føler stadig, at mange af os uforklarligt infertile bliver efterladt i et område, hvor vi selv må ud at skyde med spredehagl og prøve at tro på, at et eller andet vil virke,” fortæller Alona Vibe.
Hun har været glad for de behandlinger, hun har købt sig til, men har nu skruet ned for dem, så familien kan spare op til potentielt dyre fertilitetsbehandlinger. I mellemtiden forsøger hun at følge med i ny viden om, hvad man selv kan gøre for at påvirke sin fertilitet, men det kan virke overvældende:
“Der er en stor industri af folk, som tilbyder alle mulige fertilitetsfremmende ting. På den ene side er det fedt, at de findes, og at man ved, at der i mange tilfælde er meget, man kan gøre selv. Men det kan også føles som en jungle, hvor man kan bruge alle sine penge på behandlinger uden at vide, om det nytter noget.”
HORMONFORSTYRRELSER RAMMER HVER FEMTE DANSKE KVINDE
Fertilitetsproblemer rammer den enkelte, men det er en udfordring globalt. Ordet infertilitet tages i brug, når et par i mindst et år har prøvet at blive gravide. I 2023 erklærede Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at nedsat frugtbarhed er en folkesygdom. Det skete, efter at en rapport viste, at en sjettedel af verdens befolkning i løbet af deres reproduktive alder vil opleve infertilitet.
I Danmark er det 16-26 % af alle kvinder og par med et ønske om at få et barn, der har oplevet infertilitet. Dermed er infertilitet den mest udbredte kroniske sygdom blandt unge i landet.
Der er mange årsager til, at den nedsatte frugtbarhed vokser, mens fødselstallene daler. Der er de samfundsmæssige: Kvinder bliver ældre og ældre, før de forsøger at få deres første barn, og da kvinders frugtbarhed begynder at dale allerede i slut-20’erne og styrtdykker fra midt-30’erne er det en væsentlig faktor.
Jeg oplever i stigende grad, at kvinder har en livsstil, der kan få menstruationen til at stoppe, fordi de er meget fysisk aktive, samtidig med at kroppen ikke får tilført den mængde kalorier, den forbruger
Der er de medicinske: Det kan f.eks. være nedsat sædproduktion, genetiske sygdomme eller problemer med sædvejene hos mændene, hvor problemet ligger for omkring 40 % af de infertile par, eller aflukkede eller skadede æggeledere hos kvinden, f.eks. efter en klamydiainfektion. Og så er der de adfærdsmæssige – altså livsstilsbestemte – og hormonelle årsager, der er blandt de mest almindelige årsager, og forskere anslår, at hormonelle ubalancer eller hormonforstyrrelser er ansvarlige for mellem 30 og 40 % af tilfældene, hvor kvinder oplever infertilitet.
De viser sig typisk, men ikke altid, ved en uregelmæssig cyklus, udeblivende menstruation og manglende ægløsning. I mange tilfælde er der tale om hormonforstyrrelserne PCOS (polycystisk ovariesyndrom) og endometriose, som hver femte kvinde i Danmark lider af. Men der er også mange kvinder, der har andre hormonelle ubalancer. Det kan f.eks. være for højt eller for lavt stofskifte, en overproduktion af det hormon, der sender signaler om mælkeproduktion, for lavt progesteron-niveau eller ubalance i det luteiniserende hormon (LH) og det follikelstimulerende hormon (FSH).
Tilsammen og hver for sig kan de hormonelle ubalancer føre til uregelmæssige eller manglende ægløsninger, som gør det svært – og, hvis ikke de behandles, måske endda umuligt – at blive gravid.
NY TENDENS PRESSER HORMONBALANCEN
Anette Tønnes Pedersen har set det meste. Hun er overlæge på Rigshospitalets gynækologiske klinik, forsker i kvindelige kønshormoner og har siden 2004 arbejdet indgående med hormonforstyrrelser og infertilitet.
De seneste 10-15 år har hun lagt mærke til en tendens, hun ikke var opmærksom på før. Et stigende antal kvinder oplever, at deres menstruation udebliver, fordi de træner for meget og spiser for lidt. “Jeg oplever i stigende grad, at kvinder har en livsstil, der kan få menstruationen til at stoppe, fordi de er meget fysisk aktive, samtidig med at kroppen ikke får tilført den mængde kalorier, den forbruger.
Det er især i universitetsbyerne, at vi ser det, måske fordi der i de byer er en kultur, hvor forventningerne er høje, både fra omgivelserne og hos en selv, til, hvad man skal præstere, hvordan man skal se ud, og hvor sundt man skal leve,” fortæller Anette Tønnes Pedersen.
Hun understreger, at der ikke nødvendigvis er tale om kvinder, der er undervægtige. Ofte har de fokus på at spise sundt, og de fleste dyrker motion af lyst og ikke som straf eller tvang. Anette Tønnes Pedersen fortæller, at mange kvinder f.eks. bruger skridttæller og tilstræber at gå mere end 10.000 skridt om dagen, samtidig med at de løber og måske er ude på racercyklen i weekenden. De går ofte også i træningscenteret, måske for at lave crossfit, og føler selv, de spiser helt normalt. Men hvis der er et konsekvent mismatch mellem aktivitets- niveauet og kalorieindtaget, så begynder kroppen at prioritere, hvad den bruger energi på:
“Når kroppen går i energiunderskud, og især når der opstår et underskud af kulhydrater og fedt, skruer den ned for alt det, der ikke er livsnødvendigt. Det betyder, at den skruer ned for evnen til at lave kønshormoner, hvilket påvirker den regelmæssige ægløsning og gør det sværere at blive gravid. Kroppen er biologisk skruet sådan sammen, at den gør, hvad den kan, for at sikre, at vi overlever. Det er jo meget smart, hvis man bor i en flygtningelejr, men det er ikke meningen, når man bor i København og ikke mangler noget.”
“Vi har tilegnet os en livsstil, som går ud over produktionen af kønshormonerne og i nogle tilfælde fører til, at kvinder ikke får ægløsning,” fortæller Anette Tønnes Pedersen.
Hun fortæller, at det ofte kommer som en overraskelse for kvinderne, at det kan være for meget motion og for lidt mad, der påvirker fertiliteten ofte har de nemlig en misforstået idé om, at de burde motionere mere og spise endnu sundere for at øge chancen for graviditet.
“Når de kvinder, der har den her livsstil, forbruger flere kalorier, end de formår at indtage, kan der blive skruet ned for stofskiftet, ned for stresshormonerne, og så kan der også komme andre symptomer, f.eks. træthed, manglende energi, følelsen af depression og nedsat sexlyst. Alle de ting får kvinder til at tænke, at de bør træne endnu mere, for de er vant til at få energi af træningen,” fortæller Anette Tønnes Pedersen.
Det kan man ikke bebrejde dem, for de følger bare den vejledning, de som regel mødes med online:
“Man skal jo have indgående biologisk viden for at forstå de her mønstre. Og hvis man som helt almindelig kvinde googler, hvorfor man ikke kan blive gravid, får man ofte at vide, at man skal motionere mere og spise mindre, uagtet at man måske gør alt for meget i forvejen. Det handler om en misforstået tolkning af sundhedsråde- ne, som selvfølgelig gælder for de kvinder, der ikke træner, og som er overvægtige. Men man kan ikke gøre det endnu bedre alene ved at leve endnu sundere, hvis man er sund i forvejen.”
Anette Tønnes Pedersen fortæller, at mange af kvinderne fejldiagnosticeres med PCOS, da der er en del ligheder. Men denne tilstand kaldes funktionel hypotalamisk amenoré, og det var den, Ninni Kjær led af. For hende var der ikke tale om, at hun var undervægtig eller ikke spiste sundt. Men da hun skruede ned for højintensitetstræningen (som f.eks. crossfit og HIIT-timerne) og op for indtaget af nødvendige næringsstoffer, kom hendes krop igen i hormonel balance.
“Uanset om vi er undervægtige, normalvægtige eller overvægtige, så gælder det egentlig bare, at vi er underernærede, når det kommer til de næringsstoffer, vi har brug for for at kunne producere de her hormoner,” fortæller Ninni Kjær.
Det er slet ikke så kompliceret, som det kan lyde. Jeg råder bare folk til at spise rigtig mad og droppe forarbejdede produkter, især dem, der er kalorielette, men dermed også fattige på næringsstoffer
Hun forsøger derfor ofte at få sine klienter til at glemme alt om at forsyne kroppen med den korrekte mængde kalorier for i stedet at fokusere på at forsyne den med de rigtige næringsstoffer. Det er imidlertid ikke altid lige let i et moderne samfund, der kan føles som en forhindringsbane, hvis man vil i hormonel balance:
“Det handler ikke om kalorier eller mængden af mad, vi spiser, men om kvaliteten af den. Det kan være svært at navigere i, når vi lever i et samfund, hvor mange lider af stress, hvor der er nogle bestemte landbrugsmetoder, der fører til miljøgifte, og hvor vi har et kæmpe forbrug af hurtige, ultraforarbejdede fødevarer med bl.a. dårlig kvalitet af næringsstoffer, store mængder sukker, ultraforarbejdede fedtstoffer og også inflammatoriske omega-6-fedtstoffer,” fortæller hun.
Noget af det, hun oftest råder sine klienter til, er at skrue ned for indtaget af fødevarer med højt indhold af sukker og ultraforarbejdede fødevarer, da begge dele kan virke inflammatoriske. Hun råder dem til at droppe fedtforskrækkelsen og skrue op for indtaget af sunde fedtkilder, da fedt er essentielt for produktionen af kønshormoner. Og så prøver hun at guide dem væk fra primært at tænke på kun at spise grønt og kalorielet og i stedet huske også at indtage animalske kilder, der ofte er tætpakkede med vigtige mikronæringsstoffer.
“Det er slet ikke så kompliceret, som det kan lyde. Jeg råder bare folk til at spise rigtig mad og droppe forarbejdede produkter, især dem, der er kalorielette, men dermed også fattige på næringsstoffer.”
LIVSSTIL KAN PÅVIRKE HORMONERNE
Både Anette Tønnes Pedersen og Ninni Kjær opfordrer kvinder til at lytte til deres krop og søge hjælp, hvis de kan mærke, at der er noget galt – f.eks. hvis deres cyklus udebliver.
“Man bør være opmærksom på sin cyklus og opsøge sin læge, hvis man kun sjældent eller slet ikke har menstruation. Når det er sagt, har mange læger tidligere ikke været så opmærksomme på, i hvor høj grad livsstil kan spille ind på ens hormonelle balance og fertilitet, men der er heldigvis ved at komme mere fokus på det,” fortæller Anette Tønnes Pedersen, som råder kvinder til at søge lægehjælp, hvis deres menstruation udebliver i mere end fire måneder.
Mange opdager først de hormonelle ubalancer, når de beslutter at gøre ønsket om et barn til virkelighed. Hvis et par i et år har forsøgt at blive gravide uden held, bliver der sat gang i en række fertilitetsundersøgelser. Før man kommer i en egentlig fertilitetsbehandling, vil lægerne nemlig udføre en grundig undersøgelse for at finde ud af, hvor problemet ligger.
I en del af tilfældene er grundene til infertilitet medicinske, f.eks. problemer med æggestokkene, og så er næste skridt forskellige former for behandlinger. Men i nogle tilfælde viser de indledende undersøgelser – typisk blod- og urinprøver – at der er hormonelle niveauer, der er i ubalance. Langt de fleste hormonelle ubalancer kan heldigvis behandles.
I de tilfælde kan første skridt være livsstilsændringer. Hvis ikke arbejdet med at omlægge sin livsstil bærer frugt, kan livsstilsændringerne suppleres med andre tiltag – f.eks. med medicin, der hjælper med at regulere ægløsningerne eller hormonbalancen, og som dermed kan forbedre chancerne for graviditet.
“Både overvægt, fedme og undervægt kan være en stressor for kroppen, så det at komme i balance vægtmæssigt kan være en del af løsningen,” fortæller Ninni Kjær.
Der er mange andre ting, man selv kan gøre for at hjælpe den hormonelle balance på vej.
Kort sagt er det de generelle sundhedsråd om at spise sundt og næringsrigt, få rørt sig, men ikke motionere overdrevet, begrænse alkoholindtaget, droppe nikotinen og sove nok, der gælder – men alt med måde, så man ikke ender med at mangle basale næringsstoffer, selvom man spiser sundt, eller måske overtræne og underspise:
“Det handler om at møde den enkelte kvinde der, hvor hun er, i den individuelle rådgivning. Man skal finde ud af, hvad der rører sig i hende, og hvad der er på spil her,” siger Anette Tønnes Pedersen.
Denne artikel blev bragt i ELLEs januarnummer 2024 som en del af artikelserien ‘Den indre rejse’, hvor Samantha Claire, David Owe og Prudence Davis med hver sit afsæt deler, hvordan de finder indre ro – og hjælper andre med det samme. Følgende artikel er udtryk for kildens egen oplevelse og bør ikke sidestilles med de officielle anbefalinger for behandling af sygdomme som f.eks. kræft.
Blå bog
Samantha Claire, yogalærer, livscoach og shamanistisk praktiserende læge, 44 år.
Opvokset i Cape Town, Sydafrika, har boet i London i 16 år, hvor hun bl.a. lavede teater.
Uddannet kundalini-yogalærer og i traumeterapi gennem Gabor Matés Compassionate Inquiry.
Skriver sange, synger, skriver tekster og er dansefacilitator.
Afholder meditationsretreats og tilbyder én til én-coaching og traumehealingssessioner.
Bor i København sammen med sine to sønner.
Som etårig blev jeg diagnosticeret med bilateral hoftedysplasi, hvilket betyder, at jeg blev født med hofter, der ikke passede i hofteskålene. Jeg tilbragte de første år af mit liv ind og ud af hospitalet med benene i gips. Jeg har få minder fra den tid, men jeg lærte at gå ordentligt i en alder af tre og blomstrede op til en energisk, livlig lille karakter, der altid var på farten. Billeder afslører et glad, selvstændigt og legende barn. Men bag de her billeder lurer en anden historie, og mine år på hospitalet er blevet en dyb brændstofkilde til mit arbejde og traumehealing.
Jeg har altid været fascineret af bevidstheden og nysgerrig på min egen rejse mod selvhelbredelse og de traumer, vi bærer på
For 20 år siden oplevede jeg de helbredende kræfter i den smukke plantemedicin kaldet ayahuasca. Den hjalp mig med at samle brikkerne i nogle af mine traumer og guidede mig på min vej mod helbredelse. Jeg føler mig privilegeret over at have tilbragt tid i Amazonjunglen i både Peru og Brasilien, hvor jeg arbejdede med lærere fra Shipibo-slægten og Yawanawá-stammen. I løbet af de sidste ti år har jeg deltaget i adskillige ceremonier i junglen, hvor cølibat praktiseres, og visse fødevarer er forbudte: intet salt eller sukker og ingen kaffe. Ofte befandt jeg mig i isolation, hvilket tillod mig at fordybe mig i min egen proces. Det har været gennem de oplevelser, at jeg har fået nogle af de mest berigende indsigter i min healing.
Et andet afgørende øjeblik indtraf for otte år siden, da jeg blev diagnosticeret med livmoderhalskræft. I stedet for at gennemgå kemoterapi og få fjernet min livmoder valgte jeg at følge en naturlig vej og arbejde med kambo, som er en form for medicin fra Amazonas. Kambo er et giftigt sekret fra den grønne løvfrø Phyllomedusa bicolor, som lever i de øvre områder af Amazonregnskoven. Sekretet påføres gennem små forbrændinger på huden, hvilket resulterer i en kraftig udrensning, da man skal drikke omkring en liter vand på tom mave. Oplevelsen varer omkring 20-30 minutter, hvor kroppen kan føles hævet, pulsen stiger, og man kan føle sig varm eller kold. Reaktionen på medicinen er ekstremt rensende. Kambo betragtes som et af de stærkeste naturlige antiinflammatoriske, antibiotiske, antimikrobielle og bedøvende stoffer på planeten og er en kraftfuld måde at styrke immunsystemet på. I junglen er den kendt som skovens vaccine.
Brugere af kambo oplever ofte forbedret humør, årvågenhed, klarhed, fokus og energi og øget modstand mod stress, træthed, sult og tørst. Sindet bliver stille og føles lettere, og alt bliver nemmere at styre. På lang sigt styrker kambo immunsystemet og får kroppens forsvar til at fungere naturligt, hvilket kan forbedre eller behandle sundhedsproblemer og reducere sandsynligheden for fremtidige sygdomme. På et spirituelt plan fungerer kambo som et vejledende lys, der hjælper os med at overvinde forhindringer og frigøre følelsesmæssige blokeringer. Det rydder vores energifelt og justerer chakraerne, så vi kan bryde negative vaner og tænke klarere. Jeg er utrolig taknemmelig for at have betroet mig selv til at arbejde med kambo. Min tumor, som var på størrelse med en klementin, forvandt inden for et års behandling, og den er ikke vendt tilbage.
Jeg tror på, at der er en dyb forbindelse mellem vores følelser og vores krop, og at vi kan genvinde vores magt og handlefrihed som vores egne healere
Egenomsorg er vigtigt for mig. De fleste morgener kl. 5.30 deltager jeg i en satsang, som er en yoga- og meditationssession, med en gruppe kvinder fra hele verden. Denne praksis er utvivlsomt en af hjørnestenene i mit liv – den renser mit sind og forbinder mig med min krop, hjerne og ånd. Siden jeg flyttede til den nordlige halvkugle, har jeg også fundet glæde ved vinterbadning og saunabesøg, som jeg forsøger at indarbejde i min rutine de fleste dage.
Bevægelse og motion er en vigtig del af mit liv. Jeg elsker at løbe, tage reformertimer, bestige bjerge og deltage i livlige fester med gode DJ’s, hvor jeg kan danse frit. For mig handler livet om at finde en balance, og hvordan vi væver den balance ind i vores liv, bliver vores kunst.
Foto: Kavian Borhani
Som mor til to engagerede og nysgerrige drenge har mine oplevelser uddybet min forståelse og passion for at støtte andre. Efter fødslen af min første søn følte jeg mig inspireret til at hjælpe nybagte mødre og gik ind for naturlig hjemmefødsel og placenta-indkapsling, hvilket førte til, at jeg blev en kvalificeret doula (fødselshjælper, red.). Jeg har fortsat fokus på forbindelse og healing for både mig selv og dem, jeg er så privilegeret at kunne støtte.
Jeg behandler mine klienter derhjemme eller hos dem, uanset om det er privat eller i firmaer. De værktøjer, jeg bruger, varierer afhængigt af den enkelte. Min værktøjskasse omfatter terapeutiske samtaler, somatisk kropsarbejde, yoga og traumeterapi, meditation og lydhealing. Jeg har altid haft en dyb kærlighed til musik – en kunstform, der forbinder mennesker på et dybt følelsesmæssigt plan. Jeg finder inspiration i forskellige traditionelle medicinske musiksamfund ver- den over, og jeg væver de her rige kulturelle påvirkninger ind i mit arbejde for at skabe en unik lyd, der taler til sjælen.
Ud over at tilpasse traditionelle sange skriver jeg også mine egne sange, hvor jeg kanaliserer mine oplevelser og følelser til melodier og tekster, der er både gribende og opløftende. Jeg stræber efter at skabe musik, der er ærlig, kærlig og helende for alle publikummer, og som giver et fristed af lyd i vores hurtige verden. Mine events er mere end bare koncerter – de er fordybende oplevelser, der inviterer lyttere til at forbinde sig til hinanden, reflektere og heale sig selv. Uanset om jeg er på scenen eller i intime omgivelser, sigter jeg efter at fremme en følelse af fællesskab og velvære og minde os alle om lydens transformative kraft til at forene os.
Freya Dalsjø. Født i 1989 i Vejle, men bor i dag i København. Har gået på designlinjen på Royal Academy of Fine Arts i Antwerpen i Belgien. Startede sit eget brand, Freya Dalsjø, i 2011. Hendes mor, Karis Dalsjø, og hendes gode ven Mikkel Schou er også en del af designvirksomheden.
Foto: Frederik Lentz Andersen
SOM BARN ELSKEDE jeg at klæde mig ud og lege lege, hvor man skulle spille forskellige karakterer. Det er nok noget, som de fleste kan genkende, men for mig var det helt klart et tydeligt træk, at jeg havde lyst til at udtrykke mig igennem det, jeg havde på, og det kom til at følge mig hele vejen op igennem opvæksten.
Min mor syede rigtig meget, både dagligdagstøj og kostumer, til min lillesøster og mig, og hun havde selv en interesse for tøj og udklædning, og når vi fik idéer til, hvordan vi ville indrette vores værelser på bestemte måder, hjalp hun os med at lave de ting, vi skulle bruge. Hun arbejdede som arkitekt, og på den måde var det et hjem, hvor der blev lagt stor vægt på kreativitet og på at lave tingene selv.
Da jeg skulle konfirmeres, havde jeg en helt klar idé om, hvad jeg gerne ville have på, og endte med at sy kjolen selv – med hjælp fra min mor. Herfra blev det noget, jeg gjorde, og i samme periode begyndte jeg også at gå vildt meget op i at besøge genbrugsbutikker. På det tidspunkt boede vi ude på landet, så jeg var meget alene efter skole og brugte tiden på at læse om tøj i bladene og på nettet.
Style.com var det helt store, fuld af videointerviews med designere, og man åbnede virkelig døren til en verden af mode, hver gang man klikkede sig derind. Derinde fandt jeg mange interessante ting, som jeg forsøgte selv at kopiere med hjælp fra genbrugsbutikkerne og min mors symaskine. Jeg husker stadig tydeligt en ret kort Hussein Chalayan-kjole fra midten af 2000’erne i sådan en hvid, lidt kraftig bomuld og med en skulpturel hætte, som var en del af kjolen. Det lykkedes faktisk at skabe noget, der lignede bare nogenlunde.
I DE ÅR FØLTE jeg mig meget alene med min modeinteresse. Jeg voksede op omkring Vejle, og der var ikke særlig mange, der gik op i det samme som mig. Det blev ofte påtalt i skolen, hvis folk syntes, at jeg havde noget underligt tøj på – også fra lærernes side. Selvom den slags aldrig er sjovt at høre på, fandt jeg en tryghed i, at det jo var vildt fedt, hvad jeg gik i, og ved at følge med på nettet og i modebladene vidste jeg, at andre havde det på samme måde.
Min mor og min lillesøster bakkede mig selvfølgelig op, men jeg tror også, at de nogle gange syntes, at det var lige vildt nok, hvad jeg fandt på. På et tidspunkt købte jeg et par sindssygt høje Marc Jacobs-sko – 12-14 cm eller sådan noget – som jeg kom i skole med, og dem kunne selv min mor ikke lade være med at kommentere lidt på. Når jeg mindes det i dag, slår det mig, at de må have været så irriterende at have på, men dengang lod jeg mig ikke gå på af det. Jeg syntes bare, at de var fede.
“Dengang var det stadig ret abstrakt for mig at forestille mig, at mode en dag kunne blive en levevej eller et job”
Efter gymnasiet flyttede jeg til Berlin. Dengang var det stadig ret abstrakt for mig at forestille mig, at mode en dag kunne blive en levevej eller et job, men jeg begyndte at assistere en elev, der gik på designskolen dernede, og som var i gang med at lave sin afgangskollektion, og her fik jeg virkelig øjnene op for, hvor fedt det var at være en del af den verden.
Han ville lave et EU-flag i batik, så det var en længere proces med bl.a. farveprøver i store kar for rent teknisk at finde ud af, hvordan vi kunne farve det, så det fik det helt rigtige udtryk. Han var meget præcis; det er den bedste måde, jeg kan beskrive ham på. Det hele handlede om at gå ind i materialet, og han havde en særlig seriøsitet og præcision med sit arbejde, som jeg fandt meget inspirerende. Det gav mig et kæmpe løft at være en del af.
Foto: Frederik Lentz Andersen
DET VAR I DET hele taget fedt at flytte til Berlin. I løbet af min opvækst havde jeg hele tiden haft sådan en følelse af, at der måtte være mere derude. Jeg glædede mig bare til at blive voksen, til at komme væk fra Vejle og til at flytte til en stor by og møde nogle helt andre mennesker. I gymnasiet var min kusine og jeg taget på weekendtur til Berlin, hvor vi var faldet i snak med en ung kvinde, der arbejdede i en supersmart tøjbutik. Hun spurgte os, om vi ville med i byen, og det endte med at blive en megasyret oplevelse, hvor vi fik den store berlinerbytur og endte på Berghain, selvom vi ikke engang var gamle nok til at komme ind på Crazy Daisy i Vejle.
Vi blev venner med hende, og jeg lavede en aftale med hende om, at jeg efter gymnasiet skulle flytte til Berlin og bo sammen med hende. Men jeg var kun lige ankommet til banegården med min kuffert, da hun meddelte, at jeg altså ikke kunne bo der alligevel. Så stod jeg der: “Oh shit, skal jeg så bare tage hjem igen? Var det dét?”
Jeg tog på hotel, mens jeg tænkte over min situation, og heldigvis skrev hun næste morgen, at hun havde nogle venner, der lejede et værelse ud, og så endte jeg med at flytte ind hos dem i stedet. Jeg fandt et job, jeg fik skabt en form for hverdag, og lige så stille fik jeg også nogle megagode venner. Det blev en personlig sejr for mig, at jeg havde været lige ved at tage hjem i starten, men var blevet og var lykkedes med at skabe mig en tilværelse, som jeg virkelig var glad for.
“På designskolen fandt jeg for første gang i mit liv en flok mennesker, som var interesserede i de samme ting som jeg. Det var stort at føle, at nu havde jeg endelig fundet det sted, hvor jeg hører til”
EFTER ET ÅR i Berlin søgte jeg ind på Designskolen i Antwerpen i Belgien, der har ry for at være en af verdens bedste designskoler. Jeg havde det sådan, at hvis det var det her, jeg skulle, så var jeg også nødt til at være rigtig, rigtig god, for ellers kunne jeg lige så godt lade være. Jeg tog hjem til min mor for at forberede min portfolio, som man skal have med til optagelsesprøven, og så tog vi til Belgien sammen. Det blev en helt forfærdelig oplevelse. Jeg følte, at alle omkring mig var meget længere i deres udvikling, end jeg var. Jeg kunne ikke tegne, jeg kunne slet ikke udtrykke mig på dén måde, ja, jeg havde ikke engang fået tuscher med, så jeg måtte sende min mor ud for at finde en forretning og købe alt udstyret.
Jeg havde overhovedet ikke styr på det, og da jeg kom hjem på hotellet om aftenen, var det på ingen måde med en følelse af succes. Man måtte tage sine tegninger med, og da jeg fandt dem frem, kiggede min mor omsorgsfuldt på mig og sagde: “Ja, det er ikke helt godt, det her.”
Der var flere hundrede til optagelsesprøven, og efter at vi havde været igennem de forskellige tegneopgaver, stod vi allesammen i en stor foyer foran en trappe op til selve skolen. På trappen stod alle lærerne. Herefter begyndte de at læse navnene op på ansøgerne, én ad gangen, med enten ‘bestået’ eller ‘ikke bestået’. Det er en fuldstændig vanvittig oplevelse, for man kan høre folk, der hulker i det ene hjørne, og folk, der jubler i det andet. Der er folk, der er rejst til fra hele verden for at prøve at komme ind, og det sitrer af den mest intense atmosfære. Lige pludselig blev mit navn læst op, og til min helt store overraskelse var jeg kommet ind.
Foto: Frederik Lentz Andersen
PÅ DESIGNSKOLEN FANDT jeg for første gang i mit liv en flok mennesker, som var interesserede i de samme ting som jeg. Det var stort at føle, at nu havde jeg endelig fundet det sted, hvor jeg hører til, for det var noget, jeg havde savnet i løbet af min opvækst. Alle kom alle mulige steder fra og befandt sig i den samme situation, hvor de ikke kendte nogen, så derfor blev man lynhurtigt knyttet til hinanden.
Selve undervisningen var til gengæld sindssygt svær, og lærerne var hårde. Det beror meget på, at man skal finde sin egen stemme ved at researche og prøve sig frem. Det er meget åbent. Man har måske et halvt år til at designe, konstruere og sy en kjole, som man så præsenterer foran resten af klassen. Det er virkelig intimiderende at stå i spotlightet og modtage kritik, og det var jeg ikke selvsikker i. Jeg havde slet ikke fundet en stemme på den måde. Jeg var i en helt anden fase i min udvikling, hvor jeg slet ikke var klar til det.
Ved slutningen af hvert år er der en hel masse, der dumper. Det er nærmest en del af undervisningsmetoden hele tiden at skille elever fra for at gøre det mere hardcore og for at sørge for, at der konstant hviler et pres på ens skuldre. Det skete for mig efter første år. Hvis man dumper, kan man vælge at tage hele året om, men jeg blev simpelthen så enormt skuffet og ked af det, at jeg ikke kunne se mig fortsætte med det samme.
I stedet besluttede jeg mig for at tage et års tænkepause. Jeg flyttede hjem til min mor, mens jeg overvejede mine muligheder. Skal jeg søge ind på en anden designskole, eller hvad skal jeg? Det endte med, at jeg flyttede til København, mens jeg fortsatte med at sy mine egne ting. Jeg havde ingen plan om noget som helst. Jeg søgte faktisk ind på designskolen herhjemme også, men kom ikke ind, og i stedet fandt jeg et værksted i Valby og gik i gang med at bygge en portfolio op. Jeg måtte jo bare fortsætte med at øve mig og hele tiden blive bedre, bedre, bedre.
Jeg kunne ikke kigge på en skærm, jeg kunne ikke læse, jeg kunne ikke tænke. Nogle gange kunne jeg ikke engang snakke, for jeg kunne ikke konstruere en sætning. Det var utænkeligt at bevæge mig udenfor, for jeg ville ikke være i stand til at registrere, hvis der kom en bil kørende.
Foto: Frederik Lentz Andersen
JEG VAR FYLDT af en særlig energi efter tiden i Antwerpen. Jeg havde det sådan, at jeg simpelthen var nødt til at modbevise dem. Jeg var nødt til at bevise, at de havde taget fejl, da de dumpede mig. Det blev faktisk en ret hardcore drivkraft i flere år frem.
Da modeugen nærmede sig i 2011, henvendte jeg mig, fordi jeg ville lave et show med mine designs. Det var kun et halvt år, efter at jeg var flyttet til København, og da jeg snakkede med de ansvarlige, sagde de, at man skulle have mindst 18 looks for at lave et show, og det havde jeg overhovedet ikke, men jeg fik insisteret på at lave et show alligevel.
Jeg fik lokket stylisten Sassie Baré med, som på det tidspunkt havde et stort navn herhjemme, og jeg lejede nogle gamle, faldefærdige lokaler i Vester Remisepark på Vesterbro, hvor det var frysende koldt og sneede ind. Men med hjælp fra alle mine venner lykkedes det alligevel at få sat det her show op, og så væltede det ellers bare ind med mennesker.
Jeg skulle selv stå og styre sådan noget smart lys, der skulle kastes ned over modellerne, og mens jeg gjorde det, kiggede jeg hurtigt ud i publikum og fik øje på Jokeren. Det var mit første show, og selv Jokeren var der! Det var virkelig surrealistisk. Det hele var jo totalt hjemmelavet, jeg havde nærmest ikke en krone på lommen, men alligevel lykkedes det.
Året efter fik Sassie Baré og jeg lov til ligefrem at åbne modeugen. Denne gang foregik det i Carlsbergs Tap 2, også på Vesterbro, og igen hjalp alle vennerne. Vi var allesammen i starten af 20’erne, og jeg husker det som sådan en vanvittig tid, hvor alle havde så meget energi og var klar på at lave fede ting.
“Jeg hele tiden var på vej videre til det næste. Jeg var aldrig tilfreds, og så snart jeg havde lavet noget, kunne jeg ikke holde ud at se på det længere”
SAMTIDIG HUSKER JEG en følelse af slet ikke at kunne dvæle ved eller nyde det, der foregik, fordi jeg hele tiden var på vej videre til det næste. Jeg var aldrig tilfreds, og så snart jeg havde lavet noget, kunne jeg ikke holde ud at se på det længere. Der var flotte anmeldelser, og der skete en masse fantastiske ting, men i min verden var det ikke godt nok. Sådan havde jeg det faktisk i mange år, og det er en vildt hård tilstand at være i, for det gjorde også, at jeg ikke var specielt sød over for mig selv.
Jeg var konstant en smule stresset, og jeg var også ret drevet af den tilstand. På mange måder kan stress være superenergigivende og nærmest blive en form for drug, fordi man hele tiden får skudt så meget adrenalin rundt i kroppen. Det fører til en særlig energi og mange gode idéer, og man kan nå helt vildt meget på kort tid.
Stress var en del af modebranchen, særligt op til modeshows, og selvom jeg efter nogle år begyndte at føle mig superpresset og kastede op backstage, tænkte jeg, at det bare var sådan, det var. Jeg kunne jo holde en pause bagefter.
Så kom COVID-19-pandemien, og på en mærkelig måde landede jeg ret perfekt i den tilværelse. For første gang i ti år kunne jeg endelig få slappet lidt af og få lidt ro på. Der var ingen, der ringede; alle planer var aflyst. Jeg havde makset mig selv helt ud så længe, fordi jeg aldrig var tilfreds med det, jeg lavede, men nu var tiden gået i stå, og jeg kunne få lov til at lave lige det, jeg ville, uden at tænke på andre behov og bedømmelser. Det var virkelig godt for mig. Men da det hele pludselig åbnede igen, røg jeg øjeblikkeligt tilbage i den samme gamle mølle, og før jeg fik set mig om, havde jeg sagt ja til en hel masse ting. Jeg havde ikke taget ved lære af, hvor dejligt det havde været at gøre tingene på en lidt roligere måde, og nogle gange bliver man også revet med, når alle mulige hiver i en. Så er det svært at sige nej – og hvorfor skulle man også det?
Foto: Frederik Lentz Andersen
Foto: Frederik Lentz Andersen
EN AFTEN STOD jeg i studiet og var ved at danne mig et overblik over de 100.000 ting, jeg skulle nå. Jeg havde en masse private bestillinger, jeg skulle have gjort færdige, jeg var ved at planlægge mit næste show, jeg havde en pop op-shop, hvor jeg skulle have en ny kollektion ind, og ugen efter skulle jeg til Biennale-åbningen i Venedig. Men pludselig kunne jeg overhovedet ikke huske noget som helst. Jeg kunne ikke huske, hvad jeg skulle, jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde af planer. Jeg kunne overhovedet ikke hive det frem i mit hoved.
For anden dag i træk fik jeg et angstanfald. Jeg havde prøvet noget tilsvarende et par måneder forinden, men ellers havde jeg aldrig døjet med angst. Den slags kommer jo ikke ud af det blå, men det kan godt føles sådan, så det var både sindssygt ubehageligt og skræmmende. Jeg kunne godt regne ud, at det ville være smart at komme hjem, men på vejen begyndte jeg at få det fysisk dårligt. Det var, som om jeg var ved at gå helt sukkerkold, og så snart jeg kom ind i min lejlighed, blev jeg nødt til at lægge mig på gulvet.
Jeg kunne ikke noget. Jeg kunne ikke rejse mig op, jeg kunne ikke gå rundt. Jeg kunne kun ligge lige der. Min krop føltes, som om den var fuldstændig afskåret fra mit hoved.
“Herfra kunne jeg ingenting. Jeg lå bare og var til. Jeg kunne ikke kigge på en skærm, jeg kunne ikke læse, jeg kunne ikke tænke. Nogle gange kunne jeg ikke engang snakke, for jeg kunne ikke konstruere en sætning”
Da jeg vågnede næste dag, var jeg sindssygt træt. Først tænkte jeg, at nu skulle jeg bare lige have lidt ro på, og så var jeg klar igen, men så blev jeg pludselig overvældet af sådan en følelse af, at jeg overhovedet ikke var i kontrol. Jeg tænkte: “Jeg kan ikke tage til Venedig, for jeg kan ikke undgå at falde i vandet.” Jeg ville ikke kunne holde mig oprejst. Jeg havde virkelig sådan en fornemmelse af, at jeg slet ikke havde nogen styring over min krop. Det var, som om den gjorde noget helt andet end mit hoved.
Herfra kunne jeg ingenting. Jeg lå bare og var til. Jeg kunne ikke kigge på en skærm, jeg kunne ikke læse, jeg kunne ikke tænke. Nogle gange kunne jeg ikke engang snakke, for jeg kunne ikke konstruere en sætning. Det var utænkeligt at bevæge mig udenfor, for jeg ville ikke være i stand til at registrere, hvis der kom en bil kørende. I den første periode var jeg bare hjemme i lejligheden. Min kæreste og min mor var der på skift, fordi jeg ikke kunne være alene. Senere tog min mor og jeg over i hendes sommerhus i Jylland. Køreturen var forfærdelig, for bare det at skulle sidde i en bil var fuldstændig overvældende. Jeg var simpelthen ikke i stand til at modtage nogen former for indtryk. Alt var forfærdeligt, alle lyde føltes, som om de var forstærket med 100, og hvis min kæreste bevægede sig lidt for hurtigt, kørte hele mit nervesystem fuldstændig spændt op. Samtidig kunne jeg ikke rigtig udtrykke mig. Det var især uhyggeligt.
Foto: Frederik Lentz Andersen
SÅDAN GIK DER et år. Den eneste kur var ro og tid, og det blev lige så langsomt bedre. Jeg begyndte at kunne snakke lidt og gå en lille tur, men jeg kunne ikke sætte mig på en café, for det var stadig alt for voldsomt, hvis andre snakkede, eller hvis det støjede fra en bil, der kørte forbi ude foran.
Jeg besøgte forskellige psykologer, men det fungerede ikke for mig, for jeg var slet ikke i stand til at tale på den måde. I stedet blev jeg en del af et kommunalt stress-gruppeforløb, der hjalp mig virkelig meget, og så lyttede jeg til en virkelig god og informativ podcast ved navn ‘Samtaler om stress’, der er lavet af psykoterapeuten Linda Clod Præstholm. I starten, da jeg begyndte at lytte til den, anede jeg ikke, hvad der foregik med mig, men den hjalp mig til at forstå, hvorfor min krop reagerede, som den gjorde. Hvis man har kørt med høj adrenalin i for lang tid, kan forskellige centre i hjernen blive blokeret, og forskellige systemer nærmest blive helt nedbrudt.
Jeg forstod, at jeg vigtigst af alt havde brug for virkelig at få ro på mit nervesystem, men samtidig var jeg sindssygt bange for, om jeg nogensinde ville kunne komme tilbage igen, eller om det ville fortsætte for evigt. I starten, da det skete, tænkte jeg, at okay, nu er jeg træt i nogle uger, og så er det fint igen. Jeg havde ingen idé om, at det kunne tage så lang tid, og det var nærmest i sig selv med til at stresse mig. Det er så abstrakt en ting at være sygemeldt med stress. Man er jo vant til, at en influenza eller et brækket ben tager ca. så og så lang tid. Her er man nødt til først at lære, hvordan man bliver rask, før man kan blive rask. Det er en magtesløs situation at befinde sig i. Det tager også vildt lang tid at lære at slappe af. Hver gang jeg havde lidt energi, fik jeg straks lyst til at lave noget, men så blev jeg lynhurtigt træt igen. Samtidig var jeg sindssygt bange for alt det, der skete med mit hoved. Hvorfor tager det så lang tid? Bliver jeg nogensinde rask? Hvad nu, hvis jeg aldrig kan få en idé igen? Det var virkelig en uhyggelig tanke.
Foto: Frederik Lentz Andersen
DET LYDER MÅSKE underligt, men der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg ikke drømte om at arbejde igen. Jeg elsker mit arbejde, det er min helt store passion, og det fylder så meget af mine tanker. Efter halvandet år havde jeg mit første rigtige arbejdsmøde med en kunde. Jeg var på forhånd sindssygt nervøs for, at mit hoved pludselig ville gå i stå midt i det hele, men det lykkedes, og siden da har jeg været ‘tilbage’, men med en helt anden ro end tidligere og med en langt større opmærksomhed på de signaler, min krop sender.
Førhen kørte jeg bare på og ignorerede alle signaler, hvis jeg skulle nå noget. Jeg tænkte nok også, at det var hovedet, der styrede sagerne, og så måtte kroppen følge med. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg har fået meget mere respekt for, at jeg skal have det godt i min krop, og jeg har samtidig fået en meget større lyst til at have ro på og føle mig afslappet.
“Da jeg blev syg, var det, som om kroppen trak stikket, og hvor mit batteri tidligere altid har været på 100 procent, røg det pludselig helt ned på 0”
Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, særligt i en branche, hvor der ofte er fuld fart på, og jeg er også nødt til hele tiden at minde mig selv om at stoppe. Det falder mig ikke naturligt at holde mig tilbage, for jeg er vant til at give alt, hvad jeg har, men jeg ved, at jeg er nødt til det. Jeg er nok blevet bedre til ikke at lade mig rive med, når folk hiver i mig, og der pludselig opstår en eller anden stor chance. For første gang i min karriere siger jeg også nej i stedet for bare at sige ja til alting hele tiden.
Der er mange, som for at være søde har sagt til mig, at jeg jo i det mindste er blevet stærkere af alt det her. Sådan ser jeg det slet ikke. Det har været så hårdt, det påvirker stadig mit liv rigtig meget, og jeg ville allerhelst have været det hele foruden. Men det har helt sikkert gjort mig klogere på mig selv, og det prøver jeg at bruge på en positiv måde. Jeg drømmer om at blive ved med at lave supersmukke ting, men jeg har brug for at gøre tingene i et langsommere tempo, og det gør, at jeg er nødt til at lave færre stykker tøj, færre præsentationer, mindre kollektioner. Det gør til gengæld, at der helt automatisk kommer en anden langsomhed og grundighed ind i mit arbejde, som faktisk gør noget rigtig fedt for designet.
Der er gået to og et halvt år nu, og selvom det langtfra er så slemt, som det har været, er jeg stadig ikke rask. Der er mange ting, som jeg ikke bare lige kan gøre, og jeg skal hele tiden være opmærksom på min energi. Da jeg blev syg, var det, som om kroppen trak stikket, og hvor mit batteri tidligere altid har været på 100 procent, røg det pludselig helt ned på 0. Herfra er det gået meget langsomt med at lade op igen. Jeg er stadig ikke fuldt opladet, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver det. Så derfor er jeg nødt til at arbejde på en ny måde, hvor jeg prioriterer at tage det roligt, og hvor jeg først og fremmest tager hensyn til mig selv.
Iben Mondrup, 55 år. Forfatter. Uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003. Debuterede som forfatter med romanen ‘Ved slusen’ i 2009. Har modtaget flere priser, bl.a. DR Romanprisen 2015 for ‘Godhavn’ og Blixenprisen 2017 for ‘Karensminde’. Bor i Hundested med sin kæreste. Har to voksne børn.
Jeg blev gift som 17-årig med kongebrev, så jeg som myndig kunne flytte til Danmark med min mand og få studiestøtten med fra Grønland. Min mor holdt en tale til brylluppet, hvor hun fortalte om min fødsel. Den var så voldsom og smertefuld, at hun var ligeglad med, om jeg døde, bare smerten forsvandt, berettede hun. Men nu, hvor jeg skulle flytte, ville hun savne at høre min stemme i huset. Lige da hun sagde det, mærkede jeg et indvendigt sug, men jeg reflekterede først over det, da jeg kom til Danmark og oplevede at være helt alene uden omsorgspersoner, som tog sig af mig. Jeg følte pludselig, at jeg måske aldrig havde haft traditionelle omsorgspersoner i mine forældre. Jeg prøvede at forstå, hvem jeg var, og hvad jeg kom af, og der endte min mors tale med at betyde meget. Jeg nåede frem til den tolkning, at hun nok aldrig rigtig havde elsket mig. Hvilket hun jo gjorde, men sandheden i, at hun hellere ville have, at jeg døde, føltes som et enormt sort mærke at bære rundt på.
Mine forældre var en del af generation 45, som var unge i 60’erne og 70’erne, og især kvinderne havde travlt med at være frie. Ud på arbejdsmarkedet og få en karriere. Jeg tror, at min mor havde treugers barselsorlov. Mine søskende og jeg havde stor frihed som børn, men det betød også, at der ikke var nogen, der bemærkede, når vi var kede af det eller følte os ensomme. Jeg var tidligt bange for ting, og jeg oplevede, at når jeg henvendte mig efter omsorg, så kunne jeg kun få det i begrænset omfang. Min mor var hurtigt videre. Hun var mere interesseret i min far – de har altid haft et helt særligt forhold – eller i sit arbejde. Hun var en dygtig skolelærer, men når hun kom hjem, var hun træt af børn.
Kort efter at jeg flyttede til Danmark, fik jeg det dårligt. Jeg fik panikangstanfald og følte mig enormt ensom. Og jeg bebrejdede min mor for min sårbarhed og mente, at hun ikke havde været der nok for mig. Jeg skrev det til hende i et brev. Først lagde hun sig om på ryggen og gav mig ret i alt, men efter nogle måneder ændrede hendes tone sig: Det var faktisk mig, som var urimelig, og som ikke forstod hende, og mig, der altid havde skubbet hende fra mig. Jeg var også vred på min far, som jeg egentlig havde en tættere relation til, fordi han ikke havde været opmærksom og hjulpet mig og min mor bedre. Det endte i en konflikt, som ikke blev løst – vi talte aldrig mere om det. Jeg lukkede mentalt ned for en tæt forbindelse og tænkte, at så må jeg klare mig selv.
I mine 20’ere og 30’ere så jeg mine forældre en til to gange om året. Hver sommer rejste de til Danmark for at tilbringe ferien i familiens sommerhus på Samsø. Jeg kunne altid mærke uroen i kroppen 14 dage før deres ankomst, og uanset hvor godt jeg havde det, inden jeg tog til Samsø, endte jeg ofte med at føle mig depressiv og kunne ikke komme hurtigt nok afsted igen. Et par gange fortalte jeg min mor, at jeg havde det dårligt, og så tilbød hun at sende nogle penge til en psykolog. Så havde hun gjort sit.
Da mine søskende og jeg fik børn, blev vores forældre i Grønland, og jeg forstod ikke, hvorfor de ikke havde lyst til at komme tættere på og være bedsteforældre. Efter min anden fødsel fik jeg en fødselsdepression, og min mor spurgte faktisk, om hun skulle komme og hjælpe mig. Dagen efter ringede hun og sagde, at hun ville ringe til mig hver dag i stedet for. Efter et par opkald måtte jeg bede hende stoppe, for jeg havde slet ikke overskud til at aflægge rapport til en, der sad 3.000 km væk. Det blev et vendepunkt for mig. Det var selvfølgelig et sent ønske om at få sin mor igen, men okay: Jeg er alene. Det er et vilkår.
Jeg fik det bedre af at lægge afstand til mine forældre. Den forløsning, jeg troede, der kunne ligge i, at vi talte om tingene, kom alligevel aldrig. Med alderen indså jeg, at det altid har været mit ansvar at tage hånd om mig selv. Jeg blev jo voksen, og uanset hvad der er foregået af svigt i min opvækst, kan jeg ikke bruge mine forældres anerkendelse til noget reelt.
“Det gjorde, at jeg kunne se mildere på hende og føle ømhed for hende og det liv, jeg forestiller mig, hun har haft”.
Især da jeg selv fik børn, kom jeg i nogle situationer, mine forældre også har stået i. For mig var det hæsligt at føde mit første barn. Jeg ønskede ikke ligefrem, at barnet døde, men jeg ville have, at den fødsel holdt op lige nu! På sin vis blev det lettere at forstå min mor efter dét. Forståelse er magisk. Når man kan sætte sig i andre menneskers sted, sådan for alvor, kan man få nemmere ved at bære over med dem. Og der tror jeg, at mit forfatterskab har hjulpet mig en hel del. Fordi jeg har mulighed for at skrive om erfaringer helt inde fra en andens oplevelsesverden. I romanen ‘Karensminde’ skrev jeg om en ældrekvinde, som ser tilbage på sit liv med besværlige voksne børn. På en måde skrev jeg mig tættere på min mor og hendes erfaringer. Det gjorde, at jeg kunne se mildere på hende og føle ømhed for hende og det liv, jeg forestiller mig, hun har haft.
Som børn og unge føler vi, at vi kender vores forældre bedre, end de gør selv. Vi har gennemskuet dem. Det er noget generationelt, næsten en lovmæssighed, for hver generation må tro på, at den er stærkere og bedre end de forrige generationer. I min meget voksnealder har jeg indset, at jeg kun kender til en brøkdel af min mors liv. Jeg forstår det nu, fordi jeg kan mærke, hvor lidt mine børn ved om mig. De kender mig som mor, men de kender ikke min dybe historie, og de er heller ikke interesserede i den. Hvilket jeg godt forstår, for jeg har heller ikke været særlig interesseret i min mors historie, lige bortset fra den del, der involverede mig.
Da min far døde i 2019, flyttede min mor til Danmark efter 47 år iGrønland. I dag bor hun 4 km væk fra mig, og min søster bor også lige i nærheden. Hun har fortalt os, at hun aldrig vil bo på plejehjem, det må vi love hende. Det betyder så, at vi skal tage os af hende. På en måde er det ret friskt. Men jeg har tænkt mig at efterleve det, måske fordi jeg er anderledes. Jeg har ikke brug for at lægge afstand mere. Jeg er blevet allergisk over for de tomrum, jeg oplevede i hele min opvækst, hvor man ikke talte om tingene. Jeg vil være der, og jeg vil mærke det hele, også hvis det er svære følelser, der dukker op.
Ana Kraš 40 år. Arbejder som designer, kunstner og fotograf. Bor i en lejlighed i det 11. arrondissement i Paris. Følg hende på @Teget
Foto: Hedi Stanton
Foto: Hedi Stanton
For ikke at kede sig, arbejder designer Ana Kraš inden for flere discipliner. Hun bevæger sig problemfrit mellem design, kunst, fotografi og sit arbejde som kreativ direktør i tekstilvirksomheden &Drape.
”Jeg har altid arbejdet inden for flere områder, jeg kan ikke andet, og for mig er det perfekt. Jeg er så taknemmelig for at kunne fordybe mig, jeg kan forsvinde fra verden i dagevis og stadig føle, at jeg ikke går glip af noget.”
Ana Kraš blev født i Beograd, Serbien. Efter at have studeret indretningsarkitektur og møbeldesign på universitetet tog hun til Los Angeles og New York og arbejdede i USA i et årti. Men for nogle år siden flyttede hun til Paris, hvor hun nu har atelier og bolig.
”Min lejlighed ligger i det 11. arrondissement i Paris. Det er min yndlingsdel af byen. Her er stille, masser af grønne områder og ikke så mange turister. Jeg synes, mit nabolag har en følelse af en lille landsby i storbyen”.
Ana Kraš flyttede til Paris, da covid var værst. Det tog tre måneder at finde lejligheden, som hun med det samme blev tiltrukket af på grund af gulvene, pejsen og badekarret. ”Det har jeg aldrig haft før,” fortæller hun om sidstnævnte.
Jeg har beholdt rumfordelingen, fordi det er leje. I stedet har jeg indrettet mig sådan, så møblerne står lidt som et museum: placeret midt i rummene og ikke langs væggene
”Jeg har beholdt rumfordelingen, fordi det er leje. I stedet har jeg indrettet mig sådan, så møblerne står lidt som et museum: placeret midt i rummene og ikke langs væggene. Jeg synes, at mine Frame-gardiner, som jeg har designet til &Drape, løfter hele indtrykket. De lader lyset sippe igennem, men føles samtidig ikke romantiske på nogen måde,” siger Kraš.
”Møblerne herhjemme er alle designet af mig. Jeg er vant til at omgive mig med mine prototyper. Jeg designede træskrivebordet til den serbiske designbutik Gir, og bænkene og sofabordet lavede jeg i New York. Jeg er ved at udvikle flere lamper og genstande til mit nye mærke Teget. Det eneste, jeg ikke har designet, er stolene af Bruno Rey fra 1971, som nu produceres for Hay.
”Når det kommer til farver, føler Ana Kraš sig helt fri og prøver sig frem. ”Det bedste, jeg ved, er tekstiler i lag på lag og at arbejde med mange forskellige teksturer. Jeg kan generelt sige lige så lidt om måden, jeg indretter mig på, som om måden, jeg klæder mig på. Det er bare frit og alsidigt,” siger hun.
Foto: Hedi Stanton
"Jeg synes, at hvide gardiner kan være lidt for romantiske, men den sorte kant på disse gør dem lidt hårdere. Det er en meget lille detalje, men det forandrer gardinernes karakter fuldstændig", fortæller Ana Kras om Frame-kollektionen, som hun selv har designet for &Drape.
Foto: Hedi Stanton
Ana Kras stortrives i lejligheden i det 11. arrondissement i Paris. Hun synes, at det som at bo i en landsby midt i en storby.
Foto: Hedi Stanton
Det er ved træskrivebordet, som Ana Kras selv har designet for den serbiske designbutik Gir, hun sidder og arbejder med sine mange forskellige projekter. Gardinerne er ligeledes hendes eget design for &Drape.
Møblerne i stuen er beklædt med stoffer, Ana Kras selv har designet for sit eget brand Teget.
Det var bl.a. badeværelset med badekar og udsigt over de klassiske parisiske tage, der gjorde, at Ana Kras forelskede sig i lejligheden.
Jeg er født og opvokset i Tokyo, hvor jeg gik i skole og derefter læste boligindretning på universitetet. Efter endt uddannelse gik jeg direkte i gang med at arbejde på boutique-design og visuelle udstillinger i butikken for Maison Margiela i Japan. I løbet af min tid hos brandet brugte jeg meget tid på at observere Margielas designarbejde tæt. Jeg begyndte at mærke en forbundethed mellem det tøj, jeg havde lavet i min fritid, siden jeg blev færdig med universitetet, og hanskreationer. Det var den oplevelse, der skubbede mig til at forfølge en seriøs karriere som modedesigner.
Foto: PR
Hvordan bruger du den erfaring, du har fået hos andre brands, nu?
En lektie, jeg har lært gennem min erfaring i luksusmærkeindustrien, er, at varigt elskede luksusmærker konsekvent opdaterer og forfiner deres brandfilosofi til nutiden, samtidig med at de respekterer mærkets arv. Det er givet at skabe exceptionelt udformede og smukke produkter, men det er afgørende at forstå mærkets arv og løbende opdatere alle elementer, så de passer ind i en moderne kontekst. Det er den proces, der former et brands unikke karakter. Hos 66° North, der har et fundament, der strækker sig over et århundrede, anerkender vi, at vi er på det grundlæggende stadie med at opbygge en identitet, der fortsat vil blive værnet om i fremtiden. For gradvist at formidle vores DNA til alle fokuserer vi ikke kun på produktdesign, men også på at designe selve brandet gennem kreationer baseret på brandets principper og formål. Vi har altid mærkets identitet for øje, ud over blot produktdesign.
Hvordan startede din rejse med 66° North?
Muligheden med 66° North opstod, da jeg besøgte Island på en rejse i forbindelse med min fødselsdag. Ved et tilfælde mødte jeg Helgi Oskarsson, der er administrerende direktør for 66° North, og vi talte om kulturerne i Japan og Island. Vi fandt visse fællestræk mellem vores ø-nationer, og det var en meget naturlig begyndelse.
Foto: PR
Hvordan var det at opleve Island for første gang?
Den natur, jeg mødte første gang, da jeg ankom til Island, var som intet andet, jeg nogensinde havde oplevet. Koldt, let regn, sidelæns regn, hagl, overskyet himmel, sne, tung sne, stærk vind, regnbue, solsøjle, gletsjer, drivis, ishuler, sort sandstrand, mosland, sump, sø, stort vandfald, lavasten, gejser, varme kilder, snescooter, hest, får, fugl. Det var overvældende på den bedst mulige måde.
Fortæl mig om din første fulde 66° North-kollektion.
Det, jeg ønskede at inkorporere i den første 66° North-kollektion, var et ‘essential element’, der fungerer som en bro mellem mærkets arv tilbage til 1926 og mærkets fremtid i de næste 100 år. Dette element repræsenterer med andre ord nyfortolkningen af 66° Norths klassikere og definitionen af nye standarder. Baseret på det grundlag gik vi i gang med at skabe en 66° North-garderobe, der skulle tjene som mærkets nye DNA og definere vores nye attitude og personlighed. Denne proces vil fortsætte, udvikle sig og opdateres i de kommende sæsoner.
Hvad blev du inspireret af i designprocessen?
Inspirationen til kollektionen kom fra et genbesøg i 66° North-arkiverne og undersøgelsen af mærkets historie, med fokus på designelementer, der var blevet glemt eller blevet vraget i løbet afde seneste 100 år, samt ved at dykke ned i den islandske kultur. I dybet af det gamle varehus opdagede jeg adskillige vintage items, der legemliggjorde mærkets etos, ‘Keeping Iceland WarmSince 1926’. Disse glemte skatte tjente som en rig inspirationskilde for mig. Og den her form for forskning gav os et spændende, men alligevel reflekterende afsæt, da vi gik ind i fasen med at blive et globalt brand. Islandsk livsstil var også en konkret inspirationskilde for mig, med lagdelt styling så dybt forankret i deres daglige liv. Jeg kiggede også mod deres beredskab og traditionelt islandskarbejdstøj, og jeg zoomede ind på designdetaljer for at overføre dem til mine egne design, f.eks. vintage gummifiskertøj. Jeg så, hvordan stoffet var ældet over tid, hvilket skabte permanente læg.
Har du et favorit-item?
Det er svært kun at vælge ét item fra kollektionen, men hvis jeg skulle, ville jeg sige Ægissíða Shell Jacket. Formålet med den er at vise håndværket fra et af mærkets ‘hero’-items, Hornstrandir Jacket, ved at vende vrangen ud og synligt vise de indre detaljer. Et andet personligt yndlingsstykke er Hringbraut Cargo Pants. Buksernes silhuet fanger udseendet af bølgerne i de stærke islandske vinde helt perfekt.
Hvordan kan du selv lide at se folk style deres 66° North-items?
Besøgende på Island vil hurtigt bemærke, at 66° North er islændinges daglige uniform. Det bæres af så mange mennesker, at det ikke er nogen overdrivelse at sige, at det er blevet en del af det islandske landskab. Jeg nyder at se 66° North-tøj som et medie for det smukke samspil mellemnatur og mennesker, hvor 66°North bæres for at sameksistere harmonisk med miljøet. Jeg håber, at den slags smukke forhold også kan begynde at blive overført til andre lande.
Har du nogen erfaringer med København?
Jeg besøger ofte København, ikke kun for at arbejde, men også for at holde ferie og suge inspiration. Jeg tror på, at det er få steder, der har en by, hvor design, kunst, madkultur, natur og mennesker hænger så sømløst og rigt sammen. Hvert besøg bringer nye opdagelser og læringsoplevelser med sig. Med vores 66° North-butik i hjertet af byen er det heller ikke ualmindeligt at se folk iført 66° North-tøj rundt om i byen på deres daglige færd.
Sara Bovin, 39 år.
Uddannet medie- og tv-tilrettelægger fra Danmarks Medie-og Journalisthøjskole i 2013 og psykoterapeut ved ID Academy. Blevoptaget på DR Talentholdet i 2006.Har været vært på radioprogrammet ’Tværs’ på P3, lavet lyd serien ’Vejen tilbage’ til Gyldendal og er i dag vært på podcasten ’Skyggekvinder’, der handler om utroskab. Bor i København sammen med sin kæreste og tre børn.
Som barn havde jeg svært ved at blive klog på min far. Ovre i skolen sagde jeg, at han ikke var tosset, han var bare svensk. Min far har gjort mange sindssyge ting. Da mine forældre blev skilt, hældte han cement i motoren på min mors nye kærestes bil. Jeg er vågnet op alene i et telt midt om natten på en campingplads i Grækenland, fordi han var taget i byen. Da min lillesøster havde fødselsdag, og hele min mors familie var samlet til den store festdag, tog jeg telefonen, og en mands stemme fortalte mig, at min far havde skudt sig selv, der var blod overalt, og han var død. Min mor ringede rundt til hospitalerne for at finde ham, indtil hun om aftenen fik fat på min far. Han var ikke død. Manden ville hævne sig på min far og hans familie, fordi min far vist havde været sammen med mandens kone. Jeg var otte år gammel, og der fortalte min mor mig, at min far havde et alkoholmisbrug.
Som tiårig skulle jeg på sommerferie hos min far langt oppe i Sverige, hvor han var flyttet til for at få styr på sit alkohol problem. Han og hans kæreste begyndte at drikke, til trods for at aftalen mellem dem og min mor var, at de ikke måtte drikke, mens jeg var der. Alt gik galt på den tur. De blev voldsomt uvenner. Hun truede med at hoppe udover balkonen, han endte med at slå hende. Hun flygtede fra ham, og jeg blev inddraget i flugten. De blev genforenet i kys og kram for blot at ende i endnu mere kaos. Jeg blev kidnappet af en mand, som min fars kæreste havde været i seng med, og min far og manden kom op at slås. Det var vildt traumatiserende for mig. Til sidst havde jeg insisteret nok på at komme hjem til min mor til, at min far og jeg tog toget til København. Det var mit første af flere brud med min far.
“I det efterfølgende forår skulle min datter konfirmeres, og hun inviterede ham og hans familie til konfirmationen, men da han ikke svarede hende, skrev jeg til ham for at få et svar. Han svarede, at han ikke ville komme, fordi han skulle beskytte sin familie mod os”
Da jeg ikke havde set ham i to år, fik jeg en besked fra ham om, at han var i misbrugsbehandling, og en del af programmet var, at han skulle rydde op i sin fortid og sige undskyld til dem, han havde svigtet. Det endte med, at vi genoptog kontakten, fordi han virkelig havde ændret sig og skabte en forståelse for, hvorfor han havde opført sig, som han havde. Min far har ikke haft et nemt liv. Hans mor var kun 15, da hun fødte ham, og som 12-årig kom han i forkert selskab og begyndte at ryge heroin, hvilket udviklede sig til et misbrug, som dog stoppede, da han røg i fængsel for at have stjålet nogle værdifulde smykker. Når jeg var sammen med min far, snakkede vi hele natten. Han var god til at få mig til at forstå en masse om livet. Men så blev han pludselig fjern igen. Han mødte en ny kvinde, som han fik et barn med, for derefter at møde en anden kvinde, som han fik tre børn med. Da jeg som 18-årig flyttede hjemmefra og blev gravid, var min far slet ikke til stede i mit liv – han havde selv lige fået et barn.
Sådan fortsatte vores relation i de kommende år, hvor der igen kunne gå to år mellem, at vi så hinanden. Da jeg var blevet rigtig voksen og havde fået en stor herskabslejlighed sammen med min kæreste, inviterede vi hele familien til jul. Også min far og hans nye kone. Vi havde købt et fem meter højt juletræ og gjort meget ud af det hele. I løbet af aftenen blev min mor og min far uvenner, hvilket udmøntede sig i, at min far rejste sig og gik og smækkede døren efter sig i raseri. Sådan endte min drøm om at forene alle menneskerne i mit liv.
I det efterfølgende forår skulle min datter konfirmeres, og hun inviterede ham og hans familie til konfirmationen, men da han ikke svarede hende, skrev jeg til ham for at få et svar. Han svarede, at han ikke ville komme, fordi han skulle beskytte sin familie mod os. Der følte jeg noget nyt: Én ting var, at han har gjort mig ondt af alle mulige forskellige årsager, som jeg havde udvist fuld forståelse for, men at han opførte sig så ubehageligt over for sit barnebarn, der inviterede ham til sin store dag, kunne jeg ikke tilgive. Tak for svaret, skrev jeg tilbage.
“Jeg har erkendt, at relationen til min far gør mere ondt, end jeg kan bære, og jeg er nødt til at beskytte mig selv”.
Jeg har ikke hørt fra ham siden den dag i 2016. Jeg har heller ikke selvtaget kontakt til ham. Jeg føler, at jeg har været meget forstående overfor ham. Jeg accepterede, at han har svigtet mig gang på gang, fordi han selv har haft det svært. Da jeg oplevede, at han holdt op med at drikke, men stadig havde en egoistisk adfærd, nåede jeg til sidst til et punkt, hvor jeg ikke havde mere forståelse tilbage. Nu er min empati for ham brugt op. Jeg har erkendt, at relationen til min far gør mere ondt, end jeg kan bære, og jeg er nødt til at beskytte mig selv. Igen og igen har jeg stået i situationer, hvor jeg har haft brug for en far, men hvor han ikke har været der. Og samtidig oplevede jeg jo også, at han ikke ønskede at være far for mig og morfar for mine børn. Det var ham, som skar hånden af os. I og med at han ikke har kontaktet mig efterfølgende, kan jeg ikke tro andet, end at det er det, han ønsker. At det er nemmere for ham ikke at skulle forholde sig til mig og min familie.
Det er en sorg, jeg skal leve med for evigt. Det gør ondt ikke at have en far. Ikke at kunne give mine børn en morfar. Det er smerteligt. Der er også nogle ting ved ham, som jeg savner. Vi talte virkelig godt sammen, og jeg beundrer hans måde at se på livet på. Jeg kan også se, at jeg har nogle af de samme kvaliteter som ham. Han interesserer sig for mennesker og psykologi, og der er emner, jeg godt gad vende med ham. Men samtidig har det givet mig en ro at vide, at jeg ikke skal blive ked af noget på grund af ham længere.
Det er ligesom at have en død forælder – han lever bare stadig. Det er mærkeligt at skulle forholde sig til. Og selvfølgelig dukker spørgsmålet op: Hvad så, hvis han dør? Vil jeg blive ked af ikke at have snakket med ham en sidste gang? Det kan jeg jo ikke vide, før det sker.
Amalie Reedtz-Thott
31 år. Tidligere sygeplejerske, læser i dag til biopat og er co-founder af vitaminlinjen Nurture Vitaviva. Arbejder desuden som model. Bor på Christianshavn med sin mand og to børn.
Foto: Sidsel Alling
Amalie med familiens nye kanin, Rita.
Foto: Sidsel Alling
HVORDAN SER DIN DAGLIGE SKØNHEDSRUTINE UD I 10 STEPS?
1. Jeg tager et bad som afsluttes under koldt vand.
2. Jeg drikker et stort glas vand med citron.
3. Jeg tørbørster hele min krop. Det skaber en alt afgørende kropsbevidsthed og cirkulation, og jeg har gjort det i 9 år.
4. Jeg smører mig ind i ’Golden Mother Bodyoil’ fra Kenko. Den absorber let og dufter diskret. Derefter bruger jeg deodorant fra Monks. Jeg elsker duftene og bruger dem som en kropsparfume.
5. Til mit ansigt burger jeg ’Beauty Drops’ og ‘Lemuria Phytomarine Cream’ fra Future, solcreme fra Le Rub, ‘The Beautiful Primer’ fra Kjær Weis og lipbalm fra Biologique Recherche.
’Serotoner Facemist’ fra Cap Beauty, som indeholder planten griffonia, der indeholder en naturlig forløber for “feel-good”-hormonet serotonin. Facemisten beroliger både huden og sindet. Jeg har den altid på mit skrivebord eller i køleskabet.
I stedet prioriterer jeg min månedlige ansigtsbehandlinger hos Elina Lei, der har klinik på Islands Brygge.
HVAD GØR DU MED DIT HÅR?
Mit hår er ikke glat og heller ikke krøllet, men noget midt imellem. Blid Care giver masser af fugt og plejer mit hår. Jeg bliver klippet af dygtige Joe fra Femte til Højre. Jeg siger aldrig noget om, hvordan det skal være, han klipper det bare, lige som jeg vil have det.
Kropsoile! Jeg elsker body oil. Jeg bruger nogle om sommeren, nogle om vinteren, nogle om morgenen og nogle om aftenen. De har forskellige konsistenser, dufte og stemninger. Jeg smører min krop ind hver morgen: Det skaber en forbindelse til min krop, som er uundværlig. Jeg virkelig lægger en dyd i at huske de her ritualer, som er vigtige for mig – særligt i en hverdag med to små børn hvor tiden er mere begrænset.
Et udsnit af Amalies favoritprodukter: Bl.a. "beauty drops" og "Lemuria Phytomarine Cream" fra Future, solcreme fra Le Rub, "The Beautiful Primer" fra Kjær Weis og Lipbalm fra Abiologique Recherche, "The Rapeutic Perfume" fra Bodha samt facemist fra Cap Beauty.
HVAD ER DIN NYESTE TILFØJELSE?
’Daily Body Scrub’ fra Ara’kai. Den er blid, skummer let og dufter så godt.
Isterninger. Jeg elsker at lave en facial med isterninger og bruger dem som en gua sha. Det giver en glød og en friskhed til hud og sind, som er magisk.
HVAD ER DET DYRESTE PRODUKT, DU BRUGER?
Manuka-honning er fast inventar i mit hjem. Den kan bruges som ansigtsmaske, på rifter hvis man har slået sig eller blot som en skefuld i teen. Den styrker immunforsvaret og nærer krop og sjæl. Vi bruger den hele familien – især i vinterhalvåret, der får både min mand, mine børn og jeg selv en skefuld dagligt. Den er dyr, men det hele værd.
Med i tasken har Amalie altid "The Rapeutic Perfume" fra Bodha, håndsprit fra Aesop, facemist fra Biologique Recherche og "First Aidkit" fra Alixis Smart Remedies. Samt høretelefoner og solbriller og bamse og sut til datteren.
HVAD HAR DU ALTID MED I TASKEN?
Læbepomade, ‘Therapeutic Perfume’ fra Bodha, håndsprit fra Aesop, høretelefoner, facemist fra Biologique Recherche og ’First Aid Kit’ fra Alexis Smart Remedies, der er nervesystemsberoligende. Der er også solbriller, en bamse og sutter til min lille datter.
Tilskud og vitaminer er en stor del af Amalies daglige rutine. Hun tager bl.a. nurture vitaviva "Be Mindful", som hun selv er cofounder af, men også Nordic Naturals "Arctic Cod Liver Oil" og "Udo's Choice".
At prioritere sig selv er det vigtigste, man kan gøre for sig selv og dem omkring en. Det har jeg lært med tiden – især efter jeg er blevet mor. Jeg skifter mellem forskellige behandlinger, alt efter hvad jeg har brug for. Det kan være akupunktur, kropsmassage, healing, bodySDS eller psykoterapi.
Foto: Sidsel Alling
Amalie tager Mind Studios svampeekstrakter "Reshi", "Chaga" og "Lionsmane" på daglig basis, ligesom hele familien sværger til manuka-honning. Den er dyr, men det hele værd, siger Amalie.
TAGER DU NOGLE VITAMINPILLER ELLER ANDRE TILSKUD?
Jeg tager forskellige tilskud i perioder, afhænger af årstiden. Men som udgangspunkt tager jeg Mind Studios svampeekstrakter ’Reshi’, ’Chaga’ og ’Lionsmane’, Nurture Vitaviva ’Be Mindful’ og Vitaviva ‘Vitamax’. Af olier skifter jeg mellem Nordic Naturals ’Arctic Cod Liver Oil’ og Udo’s Choice. Derudover tager jeg NAC, MSM og probiotika.
HAR DU LÆRT ET TRICK ELLER TO GENNEM DIT JOB SOM MODEL?
At det naturlige look altid er det bedste.
Foto: Sidsel Alling
Morgenrutionen rummer bl.a. tørbørstning, bodyscrub og særligt bodyoil, som Amalie elsker. Hun bruger flere forskellige afhængig af årstid og tidspunkt på dagen. Her er det "Goldenmother bodyoil" fra Kenko.
Mathias Malling Mortensen, 44 år.
Uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i København. Har arbejdet som grafiker og illustreret bøger, plakater og lavet visuals, scenografi og pladecovers, inden han slog igennem som billedkunstner. Er tilknyttetgallerierne Jacob Bjørn Gallery i Aarhus og Bricks Gallery i København. Er aktuel med soloudstillingen ’Alt det som ikke er’ på Esbjerg Kunstmuseum, der løber til 23. februar 2025. Bor i København med sin kæreste og to børn.
Som barn satte jeg aldrig spørgsmålstegn ved, hvorfor vi ikke så min farfar – jeg vidste godt, at han eksisterede, men sådan var det bare. Min mormor og morfar tog sig af bedsteforældrerollerne og hentede mig efter børnehave og tog mig med i Tivoli og den slags. Til gengæld var min farfars kunst altid synlig i min opvækst. Der hang fire storemalerier hjemme hos min far, og vi så udstillinger på Louisiana og Trapholt med min farfars værker. Jeg mødte min farfar gennemkunsten. Han puttede noget ind i sine malerier, som fortalte historier. Det var min dialog med ham.
Min far fortalte mig aldrig hele historien om, hvorfor han ikke så sin far. Jeg tror, at han følte sig svigtet. Da min farmor (Sonja Hauberg, red.) døde, blev min far sendt hjem til min farfars søster for at bo, fordi min farfar rejste til Paris. Tiden var en anden, beslutninger blev truffet hen over hovedet på børnene, og der var ikke mange enlige fædre i 40’erne. Jeg ved også, at min far besøgte min farfar, da han boede i Paris, men der skete noget imellem dem, som til sidst gjorde, at de ikke så hinanden igen. At kunsten alligevel hang hjemme hos min far, viste et billede af, at min far stadig var stolt af sin far, og at der var nogle minder, han holdt fast i. Ellers ville det da være oplagt at sælge det hele.
At jeg aldrig fik en forklaring af min far, afspejler meget godt mit forhold til min far, som også var distanceret i perioder. Mine forældreblev skilt, da jeg var helt lille, og mit hjem var hos min mor – jeg så kun min far i weekenderne. Min far havde tre børn fra et tidligere ægteskab, og så fik han min lillebror med en anden kvinde, stort set samtidig med at jeg blev født. Jeg tror, at han havde svært ved nære relationer, måske i kraft af at han ikke lærte, hvordan man er en familie, gennem sin egen opvækst. Både min far og min farfar var enormt optagede af deres virke. Min far var professor i litteratur og forskede en masse iblandt andre Kirkegaard, og han og min farfar var nok mere opslugte af deres arbejde end af omgivelserne rundt om dem.
“Alligevel kan jeg se, at jeg begår nogle af de samme fejl, som min far og min farfar har begået”
Ligesom min far og min farfar er jeg også dedikeret til mit arbejde, og jeg bruger meget tid på det, så jeg leder efter balancen mellemarbejde og at være til stede derhjemme, både som kæreste og som far. Min farfar og min fars relation og mit eget forhold til min far har gjort, at der er nogle ting, jeg gerne vil gøre anderledes som far. Først og fremmest at være så meget til stede som muligt. Følge mine børn til fodbold og lave mad med dem. At vise nærhed og lave ting med dem er det vigtigste for at skabe en god relation til sine børn. Jeg vil være sindssyg ked af det, hvis mine børn ikke har lyst til at snakke med mig, når de bliver voksne. Alligevel kan jeg se, at jeg begår nogle af de samme fejl, som min far og min farfar har begået. Min yngstedatter var f.eks. ikke født, da min far døde for ti år siden, og hun har ingen idé om, hvem hendes farfar var, fordi jeg ikke har sat mig ned og fortalt om ham.
At der har været en konflikt i min familie, er ikke noget, jeg har lyst til at bruge mit liv på. Det var deres problemer, ikke mine. Der er desuden ikke nogen af dem, som er her længere, og jeg synes ikke, det giver mening at grave efter ubehagelige detaljer i deres forhold. Jeg er måske også lidt konfliktsky, men jeg har masser af andre ting, jeg hellere vil bruge tiden på. I stedet forsøger jeg at lære og tage det positive fra de tidligere generationer med mig. F.eks. indblikket i kunst og det abstrakte billedsprog, som jeg har fået fra min farfar, og den kærlighed, jeg fik af min far, som også har lært mig at finde indtil det, man brænder for, og dedikere sig til det.
Foto: Kavian Borhiani
Allerede som barn var jeg draget af min farfars værker, og de var medvirkende til, at jeg selv tegnede hele tiden. Det udviklede sig med alderen: Jeg begyndte til croquistegning som 12-årig, og da jeg gik i gymnasiet, malede jeg graffiti. Jeg studerede også min farfarsværker for kunsthistoriske referencer. Han havde mange forskelligeindgangsvinkler til det abstrakte maleri, som jeg også selv har arbejdet med gennem alle årene. Det ledte mig et sted hen, hvor jeg kunne lægge ham lidt på hylden og finde mit eget sprog og fortsætteundersøgelserne i nye retninger. Jeg har altid haft en bevidsthed om, at man kan leve af sin kunst, fordi min farfar gjorde det. Desuden var min farmor forfatter, og hendes mors bror var Harald Giersing, en anden stor maler i den danske kunsthistorie. Det er måske en tung arv at skulle løfte, men jeg har mest opfattet det som inspiration og en drivkraft til selv at lykkes som kunstner.
Før min udstilling på Esbjerg Kunstmuseum har jeg ikke gjort så meget for at lære min farfar bedre at kende. Jeg har kun læst en smule i de bøger, som er skrevet om ham. Men da jeg fik tilbudtudstillingen, fik jeg lyst til at gå i dialog med ham, og jeg følte, at det var vigtigt, at jeg kom så tæt på ham som muligt. Også personligt. Jeg har bl.a. læst romanen ‘Kriger uden maske’, hvor han er en af hovedpersonerne. Selvom det er fiktion, gav den mig et billede af, hvordan han var som ung. En stålfast person med markanteholdninger. Jeg har set en dokumentar om ham og læst i andre bøger, og så har jeg mødt hans papdatter. Mit billede af en person, som var meget i sin kunst, har ikke ændret sig. Kunsten var hans fokus. Nogle af de valg, han traf som kunstner, har givet mig et dybere indblik i ham som menneske. I dokumentaren fortalte han, at han blev nødt til at søge væk fra Danmark, fordi professorerne på Akademiet ikke kunne lære ham noget. Han var skarp og klar i spyttet. Igennem hele processen og skabelsen af værkerne til udstillingen har jeg endelig fået muligheden for at lære ham bedre at kende.
Har du bemærket, hvordan rulamstrenden er sneget sig ind i vintergarderoben?
Den varme og lækre trend er perfekt til at holde kulden på afstand – og det gælder faktisk på hele kroppen.
Specielt rulamshatte er blevet en uundgåelig – og uundværlig – accessory i den kolde sæson. Hattene kombinerer stil og funktionalitet, fordi deres varme rulams-foer gør dem til en af de varmeste hovedbeklædninger, du kan opstøve – og vi drømmer derfor om at bruge dem hele vinteren igennem – og så langt ind i foråret som muligt.
Fra de klassiske designs til mere kreative og farverige versioner – der findes en hat til enhver smag og stil – se blot på de internationale designeres fortolkninger af vinterklassikeren på catwalken og lad dig inspirere til, hvordan du kan style den fantastiske hat til dit vinterlook.
Foto: Ottolinger
Foto: Mithridate
Selvom rulamshatten kan synes voldsom, er den alligevel en af de styles, som på samme tid giver et elegant touch til dit outfit. Og én ting er sikkert; uanset, hvordan du bruger din udgave, vil en rulamshat være et statement i sig selv.
Vi kommer her med 12 forslag på fantastiske hatte, vi er helt vilde med.
