Blå bog
Iben Mondrup, 55 år. Forfatter. Uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003. Debuterede som forfatter med romanen ‘Ved slusen’ i 2009. Har modtaget flere priser, bl.a. DR Romanprisen 2015 for ‘Godhavn’ og Blixenprisen 2017 for ‘Karensminde’. Bor i Hundested med sin kæreste. Har to voksne børn.
Jeg blev gift som 17-årig med kongebrev, så jeg som myndig kunne flytte til Danmark med min mand og få studiestøtten med fra Grønland. Min mor holdt en tale til brylluppet, hvor hun fortalte om min fødsel. Den var så voldsom og smertefuld, at hun var ligeglad med, om jeg døde, bare smerten forsvandt, berettede hun. Men nu, hvor jeg skulle flytte, ville hun savne at høre min stemme i huset. Lige da hun sagde det, mærkede jeg et indvendigt sug, men jeg reflekterede først over det, da jeg kom til Danmark og oplevede at være helt alene uden omsorgspersoner, som tog sig af mig. Jeg følte pludselig, at jeg måske aldrig havde haft traditionelle omsorgspersoner i mine forældre. Jeg prøvede at forstå, hvem jeg var, og hvad jeg kom af, og der endte min mors tale med at betyde meget. Jeg nåede frem til den tolkning, at hun nok aldrig rigtig havde elsket mig. Hvilket hun jo gjorde, men sandheden i, at hun hellere ville have, at jeg døde, føltes som et enormt sort mærke at bære rundt på.
Mine forældre var en del af generation 45, som var unge i 60’erne og 70’erne, og især kvinderne havde travlt med at være frie. Ud på arbejdsmarkedet og få en karriere. Jeg tror, at min mor havde treugers barselsorlov. Mine søskende og jeg havde stor frihed som børn, men det betød også, at der ikke var nogen, der bemærkede, når vi var kede af det eller følte os ensomme. Jeg var tidligt bange for ting, og jeg oplevede, at når jeg henvendte mig efter omsorg, så kunne jeg kun få det i begrænset omfang. Min mor var hurtigt videre. Hun var mere interesseret i min far – de har altid haft et helt særligt forhold – eller i sit arbejde. Hun var en dygtig skolelærer, men når hun kom hjem, var hun træt af børn.
Kort efter at jeg flyttede til Danmark, fik jeg det dårligt. Jeg fik panikangstanfald og følte mig enormt ensom. Og jeg bebrejdede min mor for min sårbarhed og mente, at hun ikke havde været der nok for mig. Jeg skrev det til hende i et brev. Først lagde hun sig om på ryggen og gav mig ret i alt, men efter nogle måneder ændrede hendes tone sig: Det var faktisk mig, som var urimelig, og som ikke forstod hende, og mig, der altid havde skubbet hende fra mig. Jeg var også vred på min far, som jeg egentlig havde en tættere relation til, fordi han ikke havde været opmærksom og hjulpet mig og min mor bedre. Det endte i en konflikt, som ikke blev løst – vi talte aldrig mere om det. Jeg lukkede mentalt ned for en tæt forbindelse og tænkte, at så må jeg klare mig selv.
I mine 20’ere og 30’ere så jeg mine forældre en til to gange om året. Hver sommer rejste de til Danmark for at tilbringe ferien i familiens sommerhus på Samsø. Jeg kunne altid mærke uroen i kroppen 14 dage før deres ankomst, og uanset hvor godt jeg havde det, inden jeg tog til Samsø, endte jeg ofte med at føle mig depressiv og kunne ikke komme hurtigt nok afsted igen. Et par gange fortalte jeg min mor, at jeg havde det dårligt, og så tilbød hun at sende nogle penge til en psykolog. Så havde hun gjort sit.
Da mine søskende og jeg fik børn, blev vores forældre i Grønland, og jeg forstod ikke, hvorfor de ikke havde lyst til at komme tættere på og være bedsteforældre. Efter min anden fødsel fik jeg en fødselsdepression, og min mor spurgte faktisk, om hun skulle komme og hjælpe mig. Dagen efter ringede hun og sagde, at hun ville ringe til mig hver dag i stedet for. Efter et par opkald måtte jeg bede hende stoppe, for jeg havde slet ikke overskud til at aflægge rapport til en, der sad 3.000 km væk. Det blev et vendepunkt for mig. Det var selvfølgelig et sent ønske om at få sin mor igen, men okay: Jeg er alene. Det er et vilkår.
Jeg fik det bedre af at lægge afstand til mine forældre. Den forløsning, jeg troede, der kunne ligge i, at vi talte om tingene, kom alligevel aldrig. Med alderen indså jeg, at det altid har været mit ansvar at tage hånd om mig selv. Jeg blev jo voksen, og uanset hvad der er foregået af svigt i min opvækst, kan jeg ikke bruge mine forældres anerkendelse til noget reelt.
“Det gjorde, at jeg kunne se mildere på hende og føle ømhed for hende og det liv, jeg forestiller mig, hun har haft”.
Især da jeg selv fik børn, kom jeg i nogle situationer, mine forældre også har stået i. For mig var det hæsligt at føde mit første barn. Jeg ønskede ikke ligefrem, at barnet døde, men jeg ville have, at den fødsel holdt op lige nu! På sin vis blev det lettere at forstå min mor efter dét. Forståelse er magisk. Når man kan sætte sig i andre menneskers sted, sådan for alvor, kan man få nemmere ved at bære over med dem. Og der tror jeg, at mit forfatterskab har hjulpet mig en hel del. Fordi jeg har mulighed for at skrive om erfaringer helt inde fra en andens oplevelsesverden. I romanen ‘Karensminde’ skrev jeg om en ældrekvinde, som ser tilbage på sit liv med besværlige voksne børn. På en måde skrev jeg mig tættere på min mor og hendes erfaringer. Det gjorde, at jeg kunne se mildere på hende og føle ømhed for hende og det liv, jeg forestiller mig, hun har haft.
Som børn og unge føler vi, at vi kender vores forældre bedre, end de gør selv. Vi har gennemskuet dem. Det er noget generationelt, næsten en lovmæssighed, for hver generation må tro på, at den er stærkere og bedre end de forrige generationer. I min meget voksnealder har jeg indset, at jeg kun kender til en brøkdel af min mors liv. Jeg forstår det nu, fordi jeg kan mærke, hvor lidt mine børn ved om mig. De kender mig som mor, men de kender ikke min dybe historie, og de er heller ikke interesserede i den. Hvilket jeg godt forstår, for jeg har heller ikke været særlig interesseret i min mors historie, lige bortset fra den del, der involverede mig.
Da min far døde i 2019, flyttede min mor til Danmark efter 47 år iGrønland. I dag bor hun 4 km væk fra mig, og min søster bor også lige i nærheden. Hun har fortalt os, at hun aldrig vil bo på plejehjem, det må vi love hende. Det betyder så, at vi skal tage os af hende. På en måde er det ret friskt. Men jeg har tænkt mig at efterleve det, måske fordi jeg er anderledes. Jeg har ikke brug for at lægge afstand mere. Jeg er blevet allergisk over for de tomrum, jeg oplevede i hele min opvækst, hvor man ikke talte om tingene. Jeg vil være der, og jeg vil mærke det hele, også hvis det er svære følelser, der dukker op.
