I 75 år har Cannes dannet rammen om den prestigefyldte filmfestival, Cannes Film Festival, hvor Guldpalmen hvert år bliver uddelt til den film, der udmærker allermest.
Men det er ikke kun filmene, der gør sig bemærket. Også det massive opbud af verdenskendte filmstjerner og kendisser som Sophia Loren, Anne Hathaway, Elizabeth Taylor og sågar Lady DI har gennem tiden gjort den røde løber i Cannes til en af de mest leveringsdygtige, når det gælder vilde looks og mindeværdige modeøjeblikke.
Og når den 76. udgave af filmfestivalen tirsdag den 16. maj 2023 skydes i gang, vil det uden tvivl også blive med et stjernebesat opbud af velklædte skuespillere, modeller og instruktører.
Mens vi venter på at få dem af se, får du i galleriet herunder en lang række af de smukkeste kjoler og bedste billeder fra den berømte filmfestival – fra 1960’ernes glamour til 20’ernes glam.
Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Warren Beatty og Natalie i 1962.
Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Sophia Loren i 1964.
Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Joan Collins i 1972.
Foto: Dominique Faget/AFP/Ritzau Scanpix
Elizabeth Taylor i 1987.
Foto: AP/Ritzau Scanpix
Daværende prins Charles og prinsesse Diana i 1987.
Hvis du var teenager i midt 00’erne, havde du helt sikkert et par eller tre. Ballerinaskoene. Dengang gik de hånd i hånd med ålesmalle jeans, stramme lag-på-lag toppe i kontrastfarver, brede syntetiske bælter, lange halskæder med store ugle-formede vedhæng og etageklippet hår med blegede lyse striber. De flade sko, der fik fødderne til at se ekstraordinært lange ud, når de var sat sammen med de stramme jeans, som knap kunne rumme anklerne.
Dine fødder hang på dem, uanset om du skulle i skole, til gymnasiefest eller på shopping, og var derfor ofte mere udtrådte, end hvad godt var – for alle vidste, at et par ballerinaer ikke skulle koste mere end 150 kr., og derfor var kvaliteten også derefter. Men heldigvis har den flade balletsko fået et klædeligt makeover i 2023, hvor der er mere fokus på skoens kvalitet og ikke mindst styling, så den ellers meget flade sko kommer til sin ret.
Bardot og Hepburn-effekten
Foto: Ritzau/Scanpix
Ballerinaskoen stammer, ud over den oplagte samhørighed med selve danseskoen, fra middelalderen, hvor de var populære både blandt mænd og kvinder. Senere, i 1500-tallet, tilfaldt fodtøjet særligt mændene, som bar en lignende sko kaldet pompes.
De flade sko måtte dog se sig slået ud, da høje hæle blev moderne efter den franske dronning, Katarina af Medici fik speciallavet et par bryllupssko med fem centimeter høje hæle, da hun blev gift med Henrik 2. af Frankrig i 1533. De høje hæle dominerede skomodebilledet igennem det 17. og 18. århundrede, men moden skiftede hurtigt til fordel for flade sko igen, efter Marie-Antoinette gik til guillotinen iført høje hæle i 1793 – og det holdt ved gennem hele 1800-tallet.
Fast forward til nyere tid. I 1947 i Paris satte Rose Repetto de afgørende sting på det, der skulle blive hendes første ballerinasko. De var håndlavede og til hendes søn, den berømte danser og koreograf, Roland Petit. Nicheforetagendet holdt dog ikke længe, for i 1956 skabte Rose Repetto en ballerinasko til hverdagsbrug – og opfordringen til det kom ikke fra hvem som helst. Nej, det var nemlig ingen ringere end Hollywood-stjernen Brigitte Bardot, der bad om netop denne sko fra Repetto, og dermed blev et ballerinaikon, Cendrillion, skabt.
Ballerinaerne blev foreviget i filmen ’Gud skabte kvinden’, hvor Bardot bar dem i en kraftig karminrød udgave – Repettos signatur – og i dag fås den i alle tænkelige farver. Året efter, i 1957, havde Audrey Hepburn-filmen ’Funny Face – forelsket i Paris’ premiere, og i den bar hun det, der skulle blive hendes signaturlook: cigaretbukser og ballerinasko. Takket være Bardots og Hepburns indflydelse blev ballerinaskoene uhyre populære, da de forenede alt det, moden stod for på netop den tid. De var udpræget feminine og tillod samtid ultimativ bevægelsesfrihed, hvilket var vigtigt i en tid, hvor flere og flere kvinder kom på arbejdsmarkedet.
Aldrig umoderne
Siden 1950’erne har ballerinaskoen været mere eller mindre konstant i modebilledet. Den har aldrig været helt ude; sikkert takket været Hepburns ikoniske look, som siden blev adopteret som den klassiske ’french chic’-uniform. I 00’erne fik ballerinaskoene en stor opblomstring, hvor stilikoner og stjerner næsten trådte hinanden over tæerne for at vise dem frem. Fra Alexa Chung, der i årene efter årtusindskiftet stort set kun gik i Chanel-ballerinaer til Amy Winehouse, der gjorde ægte balletsko i pudderfarvet satin til en del af sit pin-up-møder-rockstjerne look. Dertil var ikoner som Sienna Miller, Kate Moss og Lauren Conrad med til at gøre ’skinny jeans’ og ballerinasko til den ultimative kombination.
Foto: @sophiaroe
Nu er vi igen der, hvor moden gentager sig selv. For selv om 00’erne stadig synes tæt på, så er der en hel generation af fashionistas, særligt på TikTok, der ikke har oplevet årtiet på egen krop; med alt hvad det indebærer af bukser, man ikke kunne trække vejret i, cremeøjenskygge der klumpede og ballerinasko i tvivlsom kvalitet, som knækkede og skallede efter en enkelt tur i byen. Og (måske) fordi bagsiden af 00’er-moden ikke er synlig på nostalgiske billeder fra årtiet, så kommer alt det vi elskede (og hadede) ved moden dengang nu tilbage igen. Men heldigvis er det med en kærkommen portion erfaring fra dem, der skaber de items, vi nu (igen) drømmer om i bagagen. For vel opstår mange trends i dag på TikTok, herunder især Y2K-besættelsen, men vi kan først for alvor kalde noget en trend, når de etablerede designere og modehuse stemmer i. Og det har de i den grad gjort med ballerinaskoen.
Balletcore 2023
Ud over Chanels klassiker, der kar været fast inventar i moden og manges klædeskabe siden sidste gang ballerinaer var ’in’, så kom ballerinaskoen dansende ind på catwalken med Miu Mius AW22-kollektion, som kort kan opsummeres som ’kostskole-møder-tennisbane-møder-dansekonservatoriets optagelsesprøve’. Her var de yndigste ballerinasko i sort, hvid og pudderfarvet satin sat sammen med tykke knæstrømper i uld, tennisnederdele, poloskjorter, ternede frakker og sweatre med argyle-tern. Og siden da er det gået slag-i-slag.
Celine genintroducerede til deres SS23-show de klassiske Mary-Janes i en flad ballerinaversion, men JW Anderson hos Loewe gik mere futuristisk til værks og præsenterede gennemsigtige PVC-ballerinaer, som man næsten var i tvivl om var der eller ej. Margiela-brandet MM6 var tydeligt inspirerede af dansekulturen og gik fuld #balletcore med off-duty danser looks med lag-på-lag tanktops, leggings, jerseybukser og ikke mindst tåspidssko i alt fra kraftig pink til klassisk pudderfarvet.
Foto: @camillecharriere
Hos Molly Goddard kom signatur-skruddene i tyl lidt nærmere jordhøjde med flade ballerinasko og herhjemme var hele Remains klassiske, afdæmpede kollektion stylet med ballerinasko – a la dem fra det italienske luksusmærke Tod’s.
Ballerinaskoen anno 2023 er med andre ord langt fra de udtrådte såler, der afrundede det uundgåelige og lidt sjuskede teenagelook i 00’erne. Langt fra. De er, trods deres ungdommelige udtryk modnet, og begår sig vel uanset om det er til kontoret eller en middag, hvor de giver et underspillet elegant touch, der ikke larmer lige så meget som høje hæle. Ballerinaskoen er i dag blevet et feminint alternativ til de praktiske sneakers, vi ellers har sværget til i flere år, og et valg der passer ualmindeligt godt til den moderne udgave af Hepburn- uniformen, hvor cigaretbukserne er skiftet ud med Levi’s 501. Og så er det stadig – ligesom dengang i 1950’erne, hvor de for alvorvandt markedsandel første gang – befriende med fodtøj, der er til at bevæge sig i.
Det er (endelig) tid til bryllupper igen, og er det din tur i år, men mangler du det helt rigtige smykke til at sætte prikken over i’et på den store dag, så frygt ej.
Vi har nemlig fundet 17 fine smykker, der – uanset din smag eller dit budget – vil passe perfekt til dit bryllupslook, uden at stjæle fokus fra dagens vigtigste smykke, nemlig vielsesringen.
Clara Svane er 25 år, yogalærer og indehaver af modelbureauet Swan Scouting Agency, der med øje for diversitet scooter på gaderne i hele Danmark for at få flere typer modeller og mere inklusion ind i modeverdenen. Hun bor dels på Østerbro og dels i Costa Rica, hvor hun bl.a. underviser i yoga.
Vi besøgte hende og talte med hende om hendes beautyrutiner.
Hvilken type produkt har du flest af?
Olier! Jeg bruger økologisk kokosolie fra supermarkedet til alt. På kroppen fordi jeg har meget, meget tør hud, men også til mit ansigt og hår. Jeg varmer det op mellem hænderne og smører det ud, og fordi min hud er så tør, suger den hurtigt olien til sig. Til ansigtet blander kokosolie med et par dråber tea tree oil. Det føles så opfriskende og virker samtidigt antibakterielt. Jeg bruger også gerne jojobaolie eller hybenkerneolie. Jeg kommer castorolie på mine vipper og øjenbryn for at få dem til at vokse hurtigere.
Foto: Kavian Borhani
Spørger man Clara Svane, hvad hendes største skønhedsmæssige udfordring er, svarer hun “tør hud”, som hun holder i skak med olier købt både i supermarkedet og på rejser.
Hvilket produkt har du genkøbt flest gange?
Udover kokosolie må være hybenkerneolie. Som teenager havde jeg rigtig dårlig hud, og fik mange ar fra akne. Jeg fik at vide, at hybenkerneolie er god til at hele ar. Jeg bruger den fra The Ordinary, som også er superprisvenlig.
Foto: Kavian Borhani
Det er olier, Clara Svane har flest af på badeværelseshylden, og man kan være sikker på, at der altid står en økologisk kokosolie fra supermarkedet. Den bruger hun både til ansigt, hår og krop. Af og til bruger hun også en hybenkerneolie i ansigtet fra The Ordinary, fordi den virker helende på hendes hud, der tidligere har været akne-plaget.
Hvad er dit yndlingsskønhedsritual?
Mit morgenritual er en stor del af min skønhedsrutine. For mig handler skønhed om det indre. Når jeg vågner om morgenen, rydder jeg op i hele lejligheden, tænder stearinlys og røgelse og sætter stemningen for min dag. Jeg sætter også musik på og som noget nyt, danser jeg også rundt i lejligheden. Så mærker jeg efter, hvordan jeg har det, og det giver mig en indre ro. Jeg er i en verden, modeverdenen, der handler meget om det ydre, og for at jeg skal kunne være i den, skal det mit indre være i orden.
Foto: Kavian Borhani
Clara Svane omgiver sig med masser af dufte. Ikke fra parfumer, men bl.a. fra røgelsespinde, som hun har en større samling af og fra palo santo-træ, som hun bruger til at forberede kroppen til meditation – eller når hun har haft en dårlig dag.
Hvad har du altid i din taske?
En lille tube med kokosolie og Mentholatum-salve til mine læber og til at smøre under min næse som alternativ til en næsespray. Jeg har også altid en stor termoflaske med kogt vand, fordi det har en rar udrensende effekt på mig. Hvis jeg har god tid, inden jeg skal ud ad døren, kommer jeg ingefær, gurkemeje- og lakridsrod i det kogte vand.
Det bedste beautytip du har fået?
Det hele skal komme indefra, ‘you can’t polish a turt’. Det er egentlig ret simpelt.
Hvordan ser dit go-to makeuplook ud?
Jeg bruger meget lidt makeup. Hvis jeg skal ud til fest, bruger jeg makeup fra Glossier eller Youngblood. Jeg har aldrig rigtig lært at lægge makeup, så jeg gør bare noget, og kan faktisk ikke helt finde ud af, om det fungerer. Af og til får jeg et ‘lash lift’ (semipermanent buk af vipperne, red.). Det gør virkelig en forskel – det får mig til at se meget friskere ud.
Foto: Kavian Borhani
Clara Svane siger selv, at hun “aldrig rigtig har lært at bruge makeup”, så det hun bruger, er typisk noget, der nemt kan lægges på med fingrene som f.eks. Glossiers ’Paint Pot’-blush og ’Haloscope’-highlighter.
Hvad er dit forhold til dit hår?
Jeg er lige blevet klippet kortere, af en frisør jeg fandt i junglen i Costa Rica. Generelt øver jeg mig i at være lidt mere afslappet i forhold til mit hår. Som teenager var det en evig kamp. Jeg har altid haft det her hår, og jeg ville bare gerne have det, alle de andre havde i Hornbæk, hvor jeg er vokset op. Jeg har glattet hår som ind i helvede, og jeg har lyst til at spole tiden tilbage, tage mig selv i hånden og vise mig vejen. Da jeg blev ældre og flyttede til London, så jeg flere, der lignede mig og begyndte at finde ud af alle de vilde ting, krøller kan.
Hvordan plejer du dit hår?
Jeg vasker det en gang om ugen og bruger lang tid på det. Sommetider starter jeg aftenen før med at komme en hårkur i. Efter hårvask med shampoo og balsam bruger jeg omkring 20 minutter med hovedet nedad, hvor jeg tørrer. Jeg har en duffuser på min hårtørrer, og det burde alle med krøllet hår virkelig bruge. Hvis ikke jeg bruger en diffuser, bliver krøllerne ikke definerede, og mit hår bliver kruset.
Foto: Kavian Borhani
De sidste dage op til den ugentlig hårvask, skraber Clara Svane håret helt tilbage og sætter det op i en knold, så efter vask, skal hun bruge lidt tid på at få krøllerne tilbage i form. De fleste af hendes hårplejeprodukter er fra mærket Cantu, der udover at være prisvenligt, også fungerer rigtig godt til hendes hår.
Og hvordan styler du det?
Jeg kan både have det løst, som jeg har nu, men ofte får jeg det også flettet hos Amanda Costa Alegre, der har Oshun Lab. Om sommeren, når jeg har travlt med at scoute på diverse festivaler, får jeg ofte lavet ‘box braids’ (lange tynde fletninger, red.). Vil jeg gerne have det lidt mere ‘slick’ f.eks. under modeugen, får jeg lavet ‘corn rows’ (fletninger der sidder ind til hårbunden, red.). Dit hår er jo din krone, og det at have krøller er ‘learning by doing’. Du gør noget, og så er det helt galt, så ændrer du lidt, og så fungerer det.
Foto: Kavian Borhani
Opskriften på flotte, definerede krøller er ifølge Clara Svane masser af fugt, som hun får fra hårkure og hårtørring med diffuser.
Hvad er ENKEL Studio for et brand?
“ENKEL er et brand til dem, der værdsætter det simple og langtidsholdbart design – og til dem, der gerne vil genskabe forbindelse med naturen. Det kan bruges, uanset om du skal i byen eller i skoven.”
Hvordan adskiller ENKEL sig fra andre simple designbrands på markedet?
“Vi starter med metervaren. Altid. Og designer så ud fra funktion – uden at tænke på trends eller sæson. Vi arbejder desuden med en farvepalette, der er en forsættelse af de tidligere drops, så alt kan styles på kryds og tværs. Det gælder både for vores studio- og active-linje.”
Foto: PR
Det ligger jo i navnet, at der er tale om simple designs. Hvorfor er du draget af det?
“Jeg elsker rene linjer og skulpturer. Og så er jeg en nørd, når det kommer til metervarer.”
I har også valgt et skandinavisk ord som brandets navn. Hvorfor tror du, hele verden drages så meget af det skandinaviske disse år?
“Vi er gode til at sætte pris på de små ting. Vi er gode til at forbinde byen med natur. Og slow living er klart det, verden har brug for. Mindre er godt.”
Hvilke styles er dine personlige favoritter?
The Sennep Bomber, The Ahorn Skirt og The Gran Knit Cardigan.
Hvem?
Melissa Bech er medstifter og Brand Director i ENKEL Studio.
Brandet lancerede i august 2022, og første drop landede i butikkerne i februar 2023.
Melissa Bech har tidligere arbejdet som medstifter af Blanche, som moderedaktør på Cover og hos Norse Projects samt Wood Wood.
Følg hende på @melissabech og brandet på @enkelstudio_.
Weekendens Eurovision var historisk på mange måder.
Det var første gang i konkurrencens historie, at et land var værter for en anden nation, da sidste års vinderland Ukraine er i krig og derfor måtte give værtstjansen til 2022’s andenplads, England.
Sverige vandt Eurovision (igen, igen), og skrev sig med Loreen og hendes bidrag ‘Tattoo’ ind i Eurovision-historien som bare den anden artist nogensinde til at vinde Eurovision to gange. Før stod irske Johnny Logan alene på den piedestal.
Samtidig er Loreen den første, åbne biseksuelle musiker til at vinde konkurrencen nogensinde. Og hun var ikke den eneste åbne LGBTQ-person på scenen i Liverpool. Norges Allesandra, Belgiens Gustaph og Serbiens Luke Black er alle åbne queerpersoner. Dermed var repræsentationen til årets sangkonkurrence en af de bredeste nogensinde.
Det vidnede flere øjeblikke også om under hele konkurrencen, da Eurovision i år valgte at dedikere en hel pauseoptræden ved torsdagens anden semifinale til tre britiske drag-performers med et kæmpemæssigt show.
Foto: Ritzau Scanpix
Miss Demeanour, Mercedes Bends OG Tomara Thomas ved torsdagens semifinale.
Belgiske Gustaph bragte ballroom-kulturen til scenen med sin optræden af sangen ‘Because of You’, da en af hans dansere leverede ikoniske ballroom-moves som death drop og Voguing.
Og da Italiens storfavorit Marco Mengoni lørdag blev introduceret på scenen, var det med det italienske flag i den ene hånd og et pride-flag den anden.
Bemærkelsesværdigt fordi Italiens regering med Giorgia Meloni i spidsen går ind for at indskrænke LGBTQ-rettigheder, og dermed gør livet for homoseksuelle og queerpersoner mere svært.
Foto: Martin Meissner/AP/Ritzau Scanpix
Italiens Marco Mengoni bliver introduceret på scenen ved lørdagens finaleshow.
Alle disse øjeblikke bemærkede folketingspolitiker Pia Kjærsgaard tilsyneladende også. Dagen derpå tweetede hun nemlig, at der er “Måske stadig for meget bøsse, drag og fetich i Eurovision…?”.
Kommentaren knyttede hun til et retweet fra DR-korrespondent Michael Reiter, der med et billede af Tysklands bidrag refererede til den omstridte debat om et dragshow for børn på Frederiksberg Bibliotek, der tidligere i år fik internettets kommentarspor til at gløde.
Én ting er, at vi bliver nødt til at anerkende, at Eurovision for længst er vokset fra romantiske schlagers og ømme ballader, som ganske vist stadig findes i bedste velgående, men har fået følgeskab af mere excentriske og hårdtslående genrer, der matcher den tidsånd, som Eurovision naturligvis spejler.
Samtidig er det svært at løbe fra, at Eurovision altid har været en kæmpe queer-fest med en massiv skare af LGBTQ-superfans, der gerne rejser tusindvis af kilometer for at deltage i festlighederne hvert år og dyrker Eurovision på samme plan som enhver anden sportsbegivenhed.
Et faktum, der først inden for de seneste ti år for alvor er blevet omfavnet af EBU (European Broadcasting Union, red.), der ejer konkurrencen. Derfor fylder budskabet om mangfoldighed mere og mere, mens pride-flag blandt publikum er blevet langt mere synlige, når kameraerne panorerer ind over dem.
“Det betyder mere, end du aner at se sig selv og sin kultur og sit miljø spejlet og omfavnet”
Så ja, Pia, Eurovision ER bøsset. Eurovision ER drag. Men nej, det er ikke FOR meget af hverken det eller det andet – det er tværtimod helt passende, at det får lov at fylde og være til stede, fordi det står som en anerkendelse af os queerpersoners eksistens såvel som indflydelse på både Eurovision og resten af popkulturen.
For det betyder mere, end du aner at se sig selv og sin kultur og sit miljø spejlet og omfavnet af en international tv-begivenhed med over 160 millioner seere. Både på et personligt plan og ikke mindst et samfundsmæssigt plan.
Dit tweet minder os derfor om, hvor vigtig det er, at vi fortsat insisterer på at blive set og hørt, mens det samtidig minder os om, at vi endnu har lang vej igen.
Så næste gang vil jeg foreslå dig, Pia Kjærsgaard, enten at lade være med at se showet eller i det mindste skåne os for dine giftige kommentarer.
Denne artikel blev første gang delt på femina:update i maj 2023.
Nima Sophia Tisdall var netop kommet hjem fra et møde med en potentiel samarbejdspartner, da en besked tikkede ind på hendes telefon.
Beskeden var fra den mand, hun netop havde haft et møde med. Kort tid forinden havde hun stiftet virksomhed sammen med sin forretningspartner Christine Herbert, og manden her skulle introducere de to unge iværksættere for mulige kunder.
Det var gået godt til mødet, og Nima var fortrøstningsfuld, da hun åbnede beskeden.
– Det var hyggeligt at møde dig. Jeg sad og blev lidt småforelsket i løbet af mødet. Og hvor var det rart at få lov til at mærke din krop, da vi sagde farvel.
Nima Sophia Tisdall blev helt paf. Ordlyden i beskeden var åbenlyst alt andet end professionel, og det gik op for hende, at det netop overståede netværksmøde var spild af tid.
Hun var skuffet. Ikke overrasket, men virkelig skuffet.
– Når man er udsat for det igen og igen og igen, så begynder man faktisk at normalisere det en lille smule. Og det synes jeg ikke, vi skal, slår hun fast.
Manden her var bare én af mange skuffende, mandlige bekendtskaber, som de to unge iværksættere mødte, efter de stiftede virksomheden Blue Lobster, en digital markedsplads for bæredygtige fiskere, tilbage i 2019.
På det tidspunkt var Nima Sophia Tisdall 24 år gammel og studerende på CBS. Hendes medstifter Christine Herbert var netop blevet færdig på Københavns Universitet. De første mange møder, de havde med mulige samarbejdspartnere og netværksrelationer, gik helt anderledes, end de havde forventet.
Faktisk havde de mænd, de mødtes med, ofte en anden agenda, og det var både ubehageligt og svært at navigere i, fortæller hun.
– Tilbage i 2019, da vi var helt små og lige gået i gang, snakkede vi med så mange mennesker som muligt, hørte folks erfaringer og lærte fra dem. Men det, vi oplevede, var en masse mennesker, som ikke tog os seriøst, men som faktisk prøvede at gøre de møder, vi havde, til romantiske møder, fortæller Nima Sophia Tisdall.
– Vi talte på det tidspunkt, at otte ud af 10 af de første møder, som vi havde i startup-miljøet i København, var et romantisk forsøg på en eller anden måde. De blev nærmere opfattet som dates af de mænd, vi mødtes med.
Det er ikke ukendt, at kvindelige iværksættere står over for en hel del udfordringer, når de kaster sig ud i startup-miljøet i Danmark.
I Danmark opnåede startups grundlagt af kvinder i 2022 kun 0,1 procent af den samlede investerede kapital, mens 10,8 procent investeres i virksomheder, der er grundlagt af både mænd og kvinder.
Det vil sige, at 89,1 procent investeres i virksomheder grundlagt udelukkende af mænd, ifølge en rapport fra Unconventional Ventures.
Forskning fra CBS fra 2023 viser ligeledes, at kvinder ikke kun risikerer diskrimination fra banker og investorer, men også fra folk på deres egen lønningsliste.
Medarbejdere i startups er nemlig mindre villige til at gøre en ekstra indsats for kvindelige iværksættere, siger Vera Rocha, lektor ved Copenhagen Business School, i en pressemeddelelse.
Samtidig ved vi fra tidligere forskning, at investorer har tendens til at spørge mandlige iværksættere, hvordan de vil få succes, mens kvindelige iværksættere skal forklare, hvordan de vil forebygge fiasko.
Det medfører forskellige typer svar, der kan mindske kvindernes finansiering, hvis de får nogen overhovedet, siger Vera Rocha også.
Og så ved vi desuden, at selv om kvinder udgør halvdelen af den samlede europæiske befolkning, er mindre end en tredjedel af de nystartede grundlæggere kvinder.
Ovenstående er blot et udpluk af nedslående statistikker om kvindelige iværksættere, og det ærgrer også Nima Sophia Tisdall, hver gang hun bliver gjort bekendt med ny forskning på området.
– Men når jeg ser statistikkerne, så bliver jeg ikke overrasket på nogen måde, fordi det er det, jeg har oplevet. Jeg bliver i virkeligheden bare trist og bekræftet i, at det sker for os alle sammen. Det er ikke kun mig. Og så får jeg lyst til at tale højt om vores erfaringer, fordi jeg føler, at det giver nogle anekdoter til den statistik, der findes, forklarer hun.
Foto: Arkivfoto: Sofie Flinth
I dag er Nima Sophia Tisdal direktør i den danske venturefond Nordic Makers, der investerer i startups. Hun er trådt ud af sin egen virksomhed Blue Lobster og sidder i dag på den anden side af bordet.
Hun er 29 år, og siden hun stiftede sin første virksomhed som 16-årig, har hun gjort sig bemærket i erhvervslivet.
Hun har blandt andet fået plads på Forbes’ liste over de 30 største europæiske erhvervstalenter under 30 år og blev derudover i 2019 udpeget som et globalt forbillede gennem fonden The Obama Foundation.
Nima Sophia Tisdall var i 2022 også blandt de nominerede til PlanBørnefondens Pigepris for sit arbejde med at inspirere flere piger til at gå iværksættervejen og for at fremme ligestilling i Danmark.
Men rejsen til anerkendelse har været lang og sej og undervejs fyldt med fordomme og især talrige sexistiske bemærkninger.
– Noget af det, der irriterede mig, var, at jeg oplevede, at det skete mindre og mindre, jo mere vi præsterede. Jo mindre upassende opførsel mødte vi. Og så tænkte jeg tilbage på rejsen, og hvor tarveligt det var, at det var i den nyeste, mest usikre fase af min iværksætterrejse, at jeg var mest udsat.
“Det har taget mig mange år at sige højt, fordi jeg ikke havde lyst til at ødelægge mit netværk.”
Nima Sophia Tisdall glemmer heller aldrig det, der skete i forlængelse af et netværksarrangement, hvor hun sammen med sin forretningspartner i 2019 søgte investeringer. Her stødte hun på en investor, der var interesseret i deres projekt.
De satte hurtigt et møde op – det gik godt, og han åbnede muligheden for at invitere flere investorer med om bord, så det krævede endnu et møde.
Det tegnede godt, indtil følgende bemærkning faldt:
– Skal vi danse salsa næste gang? Jeg kender et godt sted, spurgte den mandlige investor.
Det skulle de selvfølgelig ikke, men først sagde Nima ja uden helt at forstå, hvad han egentlig mente. Men kort tid efter gik det op for hende, at hun ikke skulle se ham nogensinde igen.
Nimas forretningspartner oplevede desuden på et tidspunkt, at en person, som skulle hjælpe dem med funding til deres virksomhed, ud af det blå forsøgte at kysse hende.
– Og det udviklede sig til at være en virkelig, virkelig ubehagelig situation, fortæller Nima.
Efter Nima Sophia Tisdall er stået offentligt frem og har fortalt om, hvordan hun oplevede det at være en ung kvinde i startup-miljøet i Danmark, er der mange, som har rakt ud til hende og rost hende for hendes mod og for at turde sige det højt.
– Men det er ikke modigt, for det er mange år siden, og jeg er ikke længere afhængig af de mennesker. Det har taget mig mange år at sige højt, fordi jeg ikke havde lyst til at ødelægge mit netværk.
– Men jeg synes, at vi har et eller andet ansvar for at snakke højt om det, så fremtidens kvindelige iværksættere ikke bliver chokeret, når det sker. Og så håber jeg, der er nogle mænd i miljøet, som fremover vil tage fat i hinanden, hvis de bemærker noget, der er forkert.
Siden 2019 er der trods alt sket lidt i iværksættermiljøet, mener hun. Der er kommet flere kvindelige medinvestorer – ikke mange, men nogle – og branchen er begyndt at snakke om, at det er vigtigt, siger Nima.
– Og så er der kommet noget, der hedder diversity commitment. Det er noget, som mange fonde har underskrevet, som betyder, at de vil investere flere penge i kvindelige startups. Så det er ret fedt.
Nima Sophia Tisdall tror på, at vi kan opnå meget mere herhjemme, hvis kvinder kommer på banen på samme niveau som mænd.
Ifølge hende er vi bagud i Danmark, da man i andre lande rundt om i verden har haft den her samtale længe.
– Vi bliver nødt til bare at acceptere, at der er problemer, så vi kan begynde at gøre noget ved dem. Vi mudrer lidt rundt i det lige nu, og vi klarer os dårligere end både Sverige, Island, Finland og Norge. Alle dem, vi plejer at sammenligne os med.
I Nima Sophia Tisdalls nye rolle i Nordic Ventures er hun for nu den eneste kvinde i virksomheden. Men hun håber, at der vil sidde endnu flere kvinder rundt om og for enden af bordene i fremtiden.
– Jeg er blevet enormt vant til at være omgivet af mange mænd. Til gengæld prøver jeg virkelig at tiltrække flere kvinder til iværksættermiljøet ved blandt andet at vise, at det ikke behøver at være mandligt. Jeg prøver virkelig ikke at falde tilbage i den der rolle, hvor man gør sig selv en smule mere maskulin for at passe ind. Jeg prøver at være mig selv.
Jeg har altid været betaget af modeverden, fordi det er en eventyrlig måde at udfolde og udtrykke sig kreativt på. Før jeg kunne læse, bladrede jeg i modemagasiner, senere skrev jeg om mode for Weekendavisen, Politiken, Vogue, Nylon og en masse andre internationale magasiner.
Jeg er cand.mag. med speciale i modehistorie og som den eneste dansker, dækkede jeg modeugerne i New York, London, Milano og Paris. Da ELLE i 2001 havde planer om at åbne i Danmark, pegede de på mig som chefredaktør, for der var nok ikke andre i landet, der vidste så meget om mode. Lanceringen blev dog udskudt på ubestemt tid på grund af 9/11, så jeg nåede aldrig at udgive et magasin.
Som lille interesserede jeg mig for mode, fordi tøjet, modellerne og den verden var fascinerende. Men det udviklede sig til en sofistikeret interesse, og jeg ser det som en branche, hvor folk kæmper for at skabe produkter, der gør tilværelsen smukkere for andre. Jeg er opvokset i England, hvor mode blev respekteret på niveau med kunst. Sådan var det ikke i Danmark, da jeg startede. Og selv om det har rykket sig, så har det desværre ikke ændret sig markant.
Foto: Kavian Borhani
I 2002 startede jeg Costume, og så gik jeg selvstændig og lancerede Cover, Cover Kids, Cover Man og The Horse Rider’s Journal. I alt har jeg lavet seks magasiner fra bunden. Hver gang, fordi jeg mente, at jeg kunne gøre det bedre end det, der eksisterede. Det var ikke et almindeligt arbejde. Det var hele ens liv. Vi levede og åndede for det og satte en meget stor ære i det. Hvis magasinet var dårligt, var vi dårlige, og det havde vi ikke lyst til at være. Der var tårnhøje ambitioner, og vi var utroligt flittige.
Når jeg tænker tilbage på det, var det selvfølgelig stort at lancere Costume som 27-årig og få et forlag til at tro på min vision. Det var også en milepæl, at Grace Jones spillede ‘Happy birthday’ til Covers ét års fødselsdag. Men det mest betydningsfulde var livet på redaktionen. Det gav mig lysten til at blive ved med at kæmpe. Og grunden til, at magasinerne lykkedes, var, at jeg omgav mig med dygtige folk. At skabe et magasin er en holdindsats, og man er ikke bedre end de enkelte dele.
“Det handlede ikke om, hvad mennesket Malene Malling ønskede”
Cover var mine dyreste lærepenge. Det kostede økonomisk og menneskeligt, for jeg måtte hele tiden tilsidesætte mine egne behov, ønsker og grænser for, at det kunne lade sig gøre. Det handlede ikke om, hvad mennesket Malene Malling ønskede eller havde brug, men hvad magasinet krævede. Det var mit eget ansvar, og jeg fortryder det ikke, men det var på alle måder voldsomt.
Derfor savner jeg heller ikke at være forlægger. Alting har sin tid, og jeg blev ved længe nok. La Bagatelle føles som et nyt liv, og selv om jeg elsker, når det vrimler med fotografer og stylister på vores kontorer, så er det lige så skønt, at jeg kan gå rundt alene en morgen og høre Bach, mens jeg arbejder. I dag kan jeg skifte mellem de to ting, og det kan jeg godt lide.
Jeg har set flere modeshows end de fleste, men jeg har aldrig tænkt: “Gid det var mig”. Det har aldrig været en drøm at blive designer. Men under corona skrev jeg på en bog om æstetik, og tilfældigt faldt jeg over noget tekstil, hvor jeg tænkte, at det kunne være skønt at lave noget med. Jeg har ikke så langt fra tanke til handling, så jeg efterlyste skræddere på Instagram, og pludselig var jeg i gang med La Bagatelle.
Foto: Kavian Borhani
Første gang jeg gik i gang med designprocessen, gik det op for mig, hvor sjovt og givende det var for mig. Selv om jeg aldrig havde syet før, faldt det mig utrolig let ind. Det var ligesom at komme hjem. Det kom meget bag på mig, og det er en stor lykke, at jeg har skabt en verden for mig selv, hvor jeg virkelig trives.
Med La Bagatelle er det hele drevet af tekstiler. Når jeg finder en rulle af et smukt stykke stof, køber jeg det, og så kan det stå i lang tid, før jeg finder ud af, hvad det skal blive til. Tekstilerne kommer fra hele verden, og jeg arbejder blandt andet med fransk silkevelour, håndvævet bomuld fra Japan, indisk bomuld, italiensk uld og en række antikke tekstiler.
Jeg ser La Bagatelle som en parallel til modeverden, for jeg følger ikke sæsonerne eller laver kollektioner. Og jeg har ikke lyst til at masseproducere tøjet. Det findes der nok af. Jeg har kun en berettigelse, hvis jeg sætter barren højere.
“At starte La Bagatelle var klart mere nervepirrende end at sende et nyt magasin på gaden”
Magasinernes succes hvilede på holdindsatsen, men La Bagatelles succes hviler på mig. Den hviler på min æstetiske sans, min lyst og min vilje. Og så kan jeg læse tidsånden. Noget af det vigtigste jeg lærte fra min tid i magasinbranchen var at læse tidsånden. Jeg er blevet en professionel storyteller, hvilket også hjælper brandet. Samtidig har jeg set en del mere tøj end de fleste, og jeg har en stærk forståelse for proportioner.
At starte La Bagatelle var klart mere nervepirrende end at sende et nyt magasin på gaden. Det er langt mere personligt. Cover var også personligt, men vi var et hold med fuldt fart frem og en drøm om at nedlægge verden. Der var ikke så meget plads til refleksion i øjeblikket. I en voksen alder har jeg bevæget mig ind i en anden del af branchen, stillet mig op på ølkassen klar til at blive vurderet.
Danmark oplever et kæmpe boom indenfor loppemarkeder i disse år, og det er næsten til at få stress over alle de fede loppemarkeder, man skal nå at besøge hver eneste weekend her sommeren over. Du er sikkert selv garvet loppegænger – men kender du alle faldgruberne? Det, der gør, at du ikke kommer hjem med det fantastiske fund? Vi giver dig de fem mest almindelige fejl – begår du dem også?
DU SOVER FOR LÆNGE
Det er weekend, ugen har været lang, og det er fristende at blive liggende i sengen og dvæle over kaffen ved morgenbordet. Men hvis du vil gøre et helt fantastisk fund, så gælder det om at være morgenfugl på kvisten. Sæt vækkeuret, hop i noget komfortabelt tøj og hæld kaffen på et termokrus – og mød så op på loppemarkedet så tidligt som muligt – gerne før det officielt åbner, hvis det er et udendørs loppemarked. Så kommer du alle de andre loppejægere i forkøbet.
DU TAGER EN PRIS FOR DET ENDELIGE BUD
Vi kan ikke sige det nok. Prut, prut, prut! Det er en helt særlig disciplin at prutte om prisen, og for mange er det grænseoverskridende. Husk derfor på, at sælgerne OGSÅ gør det. Når du spørger til en pris, sætter de den automatisk noget højere, end det, de rent faktisk forventer for varen – går den, så går den, som man siger. Vær derfor ikke for tilbageholdende, men skyd et stykke under, hvad du gerne vil give for den. Så kan i altid bevæge jer mod en pris, som I begge bliver tilfredse med.
DU KØBER ÉN TING AD GANGEN
Ligesom i supermarkedet, hvor du ofte får rabat, hvis du køber mere af en ting, kan det ofte betale sig at købe mere af samme sælger. De er nemlig tit villige til at gå ned i pris, hvis de kommer af med mere. Så saml lidt sammen, før du spørger, hvor meget sælger vil have for det hele.
DU SLÅR FOR HURTIGT TIL
Når alt kommer til alt, så er loppemarkeder lidt af et spil. Og som i poker, så gælder det om at forholde sig cool, gamble lidt – og slå til på det rette tidspunkt. Is i maven med andre ord. Prøv derfor ikke at virke alt for begejstret, når du spørger til en ting, du gerne vil have. Spørg lidt henkastet til pris, træk så på skuldrene og gå lidt videre. Hvis du er rigtig cool, tager du en hel runde, før du vender tilbage til samme sælger – og hvis du er lidt af en spillefugl, så vent til allersidste øjeblik før markedet lukker. Så er der gode chancer for at du bliver belønnet for dit mod – men der er selvfølgelig også risiko for, at en anden er løbet af med skatten.
DU GØR IKKE DIT FORARBEJDE
Du kan spare både tid, energi og penge, hvis du sætter dig lidt ind i tingene og holder øje med trends, før du tager på loppemarked. Går du og drømmer om at finde en perfekt kurvestol til stuen og regner med at få den for en halvtredser – så er du lige fem år for sent på den. Det, du nærmest fik kastet i hovedet for få år siden, kan være über-trendy nu. Sæt derfor dine drømme lidt realistisk – men husk på, at man jo KAN være heldig. På den anden side, så skal du heller ikke falde i svime, hvis du falder over en billig stribet Kähler-vase (medmindre du selvfølgelig er vild med dem) og håber på at sælge den videre for en formue. Den tid, hvor folk sloges om dem, er nemlig forbi.