Weekendens Eurovision var historisk på mange måder.
Det var første gang i konkurrencens historie, at et land var værter for en anden nation, da sidste års vinderland Ukraine er i krig og derfor måtte give værtstjansen til 2022’s andenplads, England.
Sverige vandt Eurovision (igen, igen), og skrev sig med Loreen og hendes bidrag ‘Tattoo’ ind i Eurovision-historien som bare den anden artist nogensinde til at vinde Eurovision to gange. Før stod irske Johnny Logan alene på den piedestal.
Samtidig er Loreen den første, åbne biseksuelle musiker til at vinde konkurrencen nogensinde. Og hun var ikke den eneste åbne LGBTQ-person på scenen i Liverpool. Norges Allesandra, Belgiens Gustaph og Serbiens Luke Black er alle åbne queerpersoner. Dermed var repræsentationen til årets sangkonkurrence en af de bredeste nogensinde.
Det vidnede flere øjeblikke også om under hele konkurrencen, da Eurovision i år valgte at dedikere en hel pauseoptræden ved torsdagens anden semifinale til tre britiske drag-performers med et kæmpemæssigt show.
Foto: Ritzau Scanpix
Miss Demeanour, Mercedes Bends OG Tomara Thomas ved torsdagens semifinale.
Belgiske Gustaph bragte ballroom-kulturen til scenen med sin optræden af sangen ‘Because of You’, da en af hans dansere leverede ikoniske ballroom-moves som death drop og Voguing.
Og da Italiens storfavorit Marco Mengoni lørdag blev introduceret på scenen, var det med det italienske flag i den ene hånd og et pride-flag den anden.
Bemærkelsesværdigt fordi Italiens regering med Giorgia Meloni i spidsen går ind for at indskrænke LGBTQ-rettigheder, og dermed gør livet for homoseksuelle og queerpersoner mere svært.
Foto: Martin Meissner/AP/Ritzau Scanpix
Italiens Marco Mengoni bliver introduceret på scenen ved lørdagens finaleshow.
Alle disse øjeblikke bemærkede folketingspolitiker Pia Kjærsgaard tilsyneladende også. Dagen derpå tweetede hun nemlig, at der er “Måske stadig for meget bøsse, drag og fetich i Eurovision…?”.
Kommentaren knyttede hun til et retweet fra DR-korrespondent Michael Reiter, der med et billede af Tysklands bidrag refererede til den omstridte debat om et dragshow for børn på Frederiksberg Bibliotek, der tidligere i år fik internettets kommentarspor til at gløde.
Én ting er, at vi bliver nødt til at anerkende, at Eurovision for længst er vokset fra romantiske schlagers og ømme ballader, som ganske vist stadig findes i bedste velgående, men har fået følgeskab af mere excentriske og hårdtslående genrer, der matcher den tidsånd, som Eurovision naturligvis spejler.
Samtidig er det svært at løbe fra, at Eurovision altid har været en kæmpe queer-fest med en massiv skare af LGBTQ-superfans, der gerne rejser tusindvis af kilometer for at deltage i festlighederne hvert år og dyrker Eurovision på samme plan som enhver anden sportsbegivenhed.
Et faktum, der først inden for de seneste ti år for alvor er blevet omfavnet af EBU (European Broadcasting Union, red.), der ejer konkurrencen. Derfor fylder budskabet om mangfoldighed mere og mere, mens pride-flag blandt publikum er blevet langt mere synlige, når kameraerne panorerer ind over dem.
“Det betyder mere, end du aner at se sig selv og sin kultur og sit miljø spejlet og omfavnet”
Så ja, Pia, Eurovision ER bøsset. Eurovision ER drag. Men nej, det er ikke FOR meget af hverken det eller det andet – det er tværtimod helt passende, at det får lov at fylde og være til stede, fordi det står som en anerkendelse af os queerpersoners eksistens såvel som indflydelse på både Eurovision og resten af popkulturen.
For det betyder mere, end du aner at se sig selv og sin kultur og sit miljø spejlet og omfavnet af en international tv-begivenhed med over 160 millioner seere. Både på et personligt plan og ikke mindst et samfundsmæssigt plan.
Dit tweet minder os derfor om, hvor vigtig det er, at vi fortsat insisterer på at blive set og hørt, mens det samtidig minder os om, at vi endnu har lang vej igen.
Så næste gang vil jeg foreslå dig, Pia Kjærsgaard, enten at lade være med at se showet eller i det mindste skåne os for dine giftige kommentarer.
Denne artikel blev første gang delt på femina:update i maj 2023.
Nima Sophia Tisdall var netop kommet hjem fra et møde med en potentiel samarbejdspartner, da en besked tikkede ind på hendes telefon.
Beskeden var fra den mand, hun netop havde haft et møde med. Kort tid forinden havde hun stiftet virksomhed sammen med sin forretningspartner Christine Herbert, og manden her skulle introducere de to unge iværksættere for mulige kunder.
Det var gået godt til mødet, og Nima var fortrøstningsfuld, da hun åbnede beskeden.
– Det var hyggeligt at møde dig. Jeg sad og blev lidt småforelsket i løbet af mødet. Og hvor var det rart at få lov til at mærke din krop, da vi sagde farvel.
Nima Sophia Tisdall blev helt paf. Ordlyden i beskeden var åbenlyst alt andet end professionel, og det gik op for hende, at det netop overståede netværksmøde var spild af tid.
Hun var skuffet. Ikke overrasket, men virkelig skuffet.
– Når man er udsat for det igen og igen og igen, så begynder man faktisk at normalisere det en lille smule. Og det synes jeg ikke, vi skal, slår hun fast.
Manden her var bare én af mange skuffende, mandlige bekendtskaber, som de to unge iværksættere mødte, efter de stiftede virksomheden Blue Lobster, en digital markedsplads for bæredygtige fiskere, tilbage i 2019.
På det tidspunkt var Nima Sophia Tisdall 24 år gammel og studerende på CBS. Hendes medstifter Christine Herbert var netop blevet færdig på Københavns Universitet. De første mange møder, de havde med mulige samarbejdspartnere og netværksrelationer, gik helt anderledes, end de havde forventet.
Faktisk havde de mænd, de mødtes med, ofte en anden agenda, og det var både ubehageligt og svært at navigere i, fortæller hun.
– Tilbage i 2019, da vi var helt små og lige gået i gang, snakkede vi med så mange mennesker som muligt, hørte folks erfaringer og lærte fra dem. Men det, vi oplevede, var en masse mennesker, som ikke tog os seriøst, men som faktisk prøvede at gøre de møder, vi havde, til romantiske møder, fortæller Nima Sophia Tisdall.
– Vi talte på det tidspunkt, at otte ud af 10 af de første møder, som vi havde i startup-miljøet i København, var et romantisk forsøg på en eller anden måde. De blev nærmere opfattet som dates af de mænd, vi mødtes med.
Det er ikke ukendt, at kvindelige iværksættere står over for en hel del udfordringer, når de kaster sig ud i startup-miljøet i Danmark.
I Danmark opnåede startups grundlagt af kvinder i 2022 kun 0,1 procent af den samlede investerede kapital, mens 10,8 procent investeres i virksomheder, der er grundlagt af både mænd og kvinder.
Det vil sige, at 89,1 procent investeres i virksomheder grundlagt udelukkende af mænd, ifølge en rapport fra Unconventional Ventures.
Forskning fra CBS fra 2023 viser ligeledes, at kvinder ikke kun risikerer diskrimination fra banker og investorer, men også fra folk på deres egen lønningsliste.
Medarbejdere i startups er nemlig mindre villige til at gøre en ekstra indsats for kvindelige iværksættere, siger Vera Rocha, lektor ved Copenhagen Business School, i en pressemeddelelse.
Samtidig ved vi fra tidligere forskning, at investorer har tendens til at spørge mandlige iværksættere, hvordan de vil få succes, mens kvindelige iværksættere skal forklare, hvordan de vil forebygge fiasko.
Det medfører forskellige typer svar, der kan mindske kvindernes finansiering, hvis de får nogen overhovedet, siger Vera Rocha også.
Og så ved vi desuden, at selv om kvinder udgør halvdelen af den samlede europæiske befolkning, er mindre end en tredjedel af de nystartede grundlæggere kvinder.
Ovenstående er blot et udpluk af nedslående statistikker om kvindelige iværksættere, og det ærgrer også Nima Sophia Tisdall, hver gang hun bliver gjort bekendt med ny forskning på området.
– Men når jeg ser statistikkerne, så bliver jeg ikke overrasket på nogen måde, fordi det er det, jeg har oplevet. Jeg bliver i virkeligheden bare trist og bekræftet i, at det sker for os alle sammen. Det er ikke kun mig. Og så får jeg lyst til at tale højt om vores erfaringer, fordi jeg føler, at det giver nogle anekdoter til den statistik, der findes, forklarer hun.
Foto: Arkivfoto: Sofie Flinth
I dag er Nima Sophia Tisdal direktør i den danske venturefond Nordic Makers, der investerer i startups. Hun er trådt ud af sin egen virksomhed Blue Lobster og sidder i dag på den anden side af bordet.
Hun er 29 år, og siden hun stiftede sin første virksomhed som 16-årig, har hun gjort sig bemærket i erhvervslivet.
Hun har blandt andet fået plads på Forbes’ liste over de 30 største europæiske erhvervstalenter under 30 år og blev derudover i 2019 udpeget som et globalt forbillede gennem fonden The Obama Foundation.
Nima Sophia Tisdall var i 2022 også blandt de nominerede til PlanBørnefondens Pigepris for sit arbejde med at inspirere flere piger til at gå iværksættervejen og for at fremme ligestilling i Danmark.
Men rejsen til anerkendelse har været lang og sej og undervejs fyldt med fordomme og især talrige sexistiske bemærkninger.
– Noget af det, der irriterede mig, var, at jeg oplevede, at det skete mindre og mindre, jo mere vi præsterede. Jo mindre upassende opførsel mødte vi. Og så tænkte jeg tilbage på rejsen, og hvor tarveligt det var, at det var i den nyeste, mest usikre fase af min iværksætterrejse, at jeg var mest udsat.
“Det har taget mig mange år at sige højt, fordi jeg ikke havde lyst til at ødelægge mit netværk.”
Nima Sophia Tisdall glemmer heller aldrig det, der skete i forlængelse af et netværksarrangement, hvor hun sammen med sin forretningspartner i 2019 søgte investeringer. Her stødte hun på en investor, der var interesseret i deres projekt.
De satte hurtigt et møde op – det gik godt, og han åbnede muligheden for at invitere flere investorer med om bord, så det krævede endnu et møde.
Det tegnede godt, indtil følgende bemærkning faldt:
– Skal vi danse salsa næste gang? Jeg kender et godt sted, spurgte den mandlige investor.
Det skulle de selvfølgelig ikke, men først sagde Nima ja uden helt at forstå, hvad han egentlig mente. Men kort tid efter gik det op for hende, at hun ikke skulle se ham nogensinde igen.
Nimas forretningspartner oplevede desuden på et tidspunkt, at en person, som skulle hjælpe dem med funding til deres virksomhed, ud af det blå forsøgte at kysse hende.
– Og det udviklede sig til at være en virkelig, virkelig ubehagelig situation, fortæller Nima.
Efter Nima Sophia Tisdall er stået offentligt frem og har fortalt om, hvordan hun oplevede det at være en ung kvinde i startup-miljøet i Danmark, er der mange, som har rakt ud til hende og rost hende for hendes mod og for at turde sige det højt.
– Men det er ikke modigt, for det er mange år siden, og jeg er ikke længere afhængig af de mennesker. Det har taget mig mange år at sige højt, fordi jeg ikke havde lyst til at ødelægge mit netværk.
– Men jeg synes, at vi har et eller andet ansvar for at snakke højt om det, så fremtidens kvindelige iværksættere ikke bliver chokeret, når det sker. Og så håber jeg, der er nogle mænd i miljøet, som fremover vil tage fat i hinanden, hvis de bemærker noget, der er forkert.
Siden 2019 er der trods alt sket lidt i iværksættermiljøet, mener hun. Der er kommet flere kvindelige medinvestorer – ikke mange, men nogle – og branchen er begyndt at snakke om, at det er vigtigt, siger Nima.
– Og så er der kommet noget, der hedder diversity commitment. Det er noget, som mange fonde har underskrevet, som betyder, at de vil investere flere penge i kvindelige startups. Så det er ret fedt.
Nima Sophia Tisdall tror på, at vi kan opnå meget mere herhjemme, hvis kvinder kommer på banen på samme niveau som mænd.
Ifølge hende er vi bagud i Danmark, da man i andre lande rundt om i verden har haft den her samtale længe.
– Vi bliver nødt til bare at acceptere, at der er problemer, så vi kan begynde at gøre noget ved dem. Vi mudrer lidt rundt i det lige nu, og vi klarer os dårligere end både Sverige, Island, Finland og Norge. Alle dem, vi plejer at sammenligne os med.
I Nima Sophia Tisdalls nye rolle i Nordic Ventures er hun for nu den eneste kvinde i virksomheden. Men hun håber, at der vil sidde endnu flere kvinder rundt om og for enden af bordene i fremtiden.
– Jeg er blevet enormt vant til at være omgivet af mange mænd. Til gengæld prøver jeg virkelig at tiltrække flere kvinder til iværksættermiljøet ved blandt andet at vise, at det ikke behøver at være mandligt. Jeg prøver virkelig ikke at falde tilbage i den der rolle, hvor man gør sig selv en smule mere maskulin for at passe ind. Jeg prøver at være mig selv.
Jeg har altid været betaget af modeverden, fordi det er en eventyrlig måde at udfolde og udtrykke sig kreativt på. Før jeg kunne læse, bladrede jeg i modemagasiner, senere skrev jeg om mode for Weekendavisen, Politiken, Vogue, Nylon og en masse andre internationale magasiner.
Jeg er cand.mag. med speciale i modehistorie og som den eneste dansker, dækkede jeg modeugerne i New York, London, Milano og Paris. Da ELLE i 2001 havde planer om at åbne i Danmark, pegede de på mig som chefredaktør, for der var nok ikke andre i landet, der vidste så meget om mode. Lanceringen blev dog udskudt på ubestemt tid på grund af 9/11, så jeg nåede aldrig at udgive et magasin.
Som lille interesserede jeg mig for mode, fordi tøjet, modellerne og den verden var fascinerende. Men det udviklede sig til en sofistikeret interesse, og jeg ser det som en branche, hvor folk kæmper for at skabe produkter, der gør tilværelsen smukkere for andre. Jeg er opvokset i England, hvor mode blev respekteret på niveau med kunst. Sådan var det ikke i Danmark, da jeg startede. Og selv om det har rykket sig, så har det desværre ikke ændret sig markant.
Foto: Kavian Borhani
I 2002 startede jeg Costume, og så gik jeg selvstændig og lancerede Cover, Cover Kids, Cover Man og The Horse Rider’s Journal. I alt har jeg lavet seks magasiner fra bunden. Hver gang, fordi jeg mente, at jeg kunne gøre det bedre end det, der eksisterede. Det var ikke et almindeligt arbejde. Det var hele ens liv. Vi levede og åndede for det og satte en meget stor ære i det. Hvis magasinet var dårligt, var vi dårlige, og det havde vi ikke lyst til at være. Der var tårnhøje ambitioner, og vi var utroligt flittige.
Når jeg tænker tilbage på det, var det selvfølgelig stort at lancere Costume som 27-årig og få et forlag til at tro på min vision. Det var også en milepæl, at Grace Jones spillede ‘Happy birthday’ til Covers ét års fødselsdag. Men det mest betydningsfulde var livet på redaktionen. Det gav mig lysten til at blive ved med at kæmpe. Og grunden til, at magasinerne lykkedes, var, at jeg omgav mig med dygtige folk. At skabe et magasin er en holdindsats, og man er ikke bedre end de enkelte dele.
“Det handlede ikke om, hvad mennesket Malene Malling ønskede”
Cover var mine dyreste lærepenge. Det kostede økonomisk og menneskeligt, for jeg måtte hele tiden tilsidesætte mine egne behov, ønsker og grænser for, at det kunne lade sig gøre. Det handlede ikke om, hvad mennesket Malene Malling ønskede eller havde brug, men hvad magasinet krævede. Det var mit eget ansvar, og jeg fortryder det ikke, men det var på alle måder voldsomt.
Derfor savner jeg heller ikke at være forlægger. Alting har sin tid, og jeg blev ved længe nok. La Bagatelle føles som et nyt liv, og selv om jeg elsker, når det vrimler med fotografer og stylister på vores kontorer, så er det lige så skønt, at jeg kan gå rundt alene en morgen og høre Bach, mens jeg arbejder. I dag kan jeg skifte mellem de to ting, og det kan jeg godt lide.
Jeg har set flere modeshows end de fleste, men jeg har aldrig tænkt: “Gid det var mig”. Det har aldrig været en drøm at blive designer. Men under corona skrev jeg på en bog om æstetik, og tilfældigt faldt jeg over noget tekstil, hvor jeg tænkte, at det kunne være skønt at lave noget med. Jeg har ikke så langt fra tanke til handling, så jeg efterlyste skræddere på Instagram, og pludselig var jeg i gang med La Bagatelle.
Foto: Kavian Borhani
Første gang jeg gik i gang med designprocessen, gik det op for mig, hvor sjovt og givende det var for mig. Selv om jeg aldrig havde syet før, faldt det mig utrolig let ind. Det var ligesom at komme hjem. Det kom meget bag på mig, og det er en stor lykke, at jeg har skabt en verden for mig selv, hvor jeg virkelig trives.
Med La Bagatelle er det hele drevet af tekstiler. Når jeg finder en rulle af et smukt stykke stof, køber jeg det, og så kan det stå i lang tid, før jeg finder ud af, hvad det skal blive til. Tekstilerne kommer fra hele verden, og jeg arbejder blandt andet med fransk silkevelour, håndvævet bomuld fra Japan, indisk bomuld, italiensk uld og en række antikke tekstiler.
Jeg ser La Bagatelle som en parallel til modeverden, for jeg følger ikke sæsonerne eller laver kollektioner. Og jeg har ikke lyst til at masseproducere tøjet. Det findes der nok af. Jeg har kun en berettigelse, hvis jeg sætter barren højere.
“At starte La Bagatelle var klart mere nervepirrende end at sende et nyt magasin på gaden”
Magasinernes succes hvilede på holdindsatsen, men La Bagatelles succes hviler på mig. Den hviler på min æstetiske sans, min lyst og min vilje. Og så kan jeg læse tidsånden. Noget af det vigtigste jeg lærte fra min tid i magasinbranchen var at læse tidsånden. Jeg er blevet en professionel storyteller, hvilket også hjælper brandet. Samtidig har jeg set en del mere tøj end de fleste, og jeg har en stærk forståelse for proportioner.
At starte La Bagatelle var klart mere nervepirrende end at sende et nyt magasin på gaden. Det er langt mere personligt. Cover var også personligt, men vi var et hold med fuldt fart frem og en drøm om at nedlægge verden. Der var ikke så meget plads til refleksion i øjeblikket. I en voksen alder har jeg bevæget mig ind i en anden del af branchen, stillet mig op på ølkassen klar til at blive vurderet.
Danmark oplever et kæmpe boom indenfor loppemarkeder i disse år, og det er næsten til at få stress over alle de fede loppemarkeder, man skal nå at besøge hver eneste weekend her sommeren over. Du er sikkert selv garvet loppegænger – men kender du alle faldgruberne? Det, der gør, at du ikke kommer hjem med det fantastiske fund? Vi giver dig de fem mest almindelige fejl – begår du dem også?
DU SOVER FOR LÆNGE
Det er weekend, ugen har været lang, og det er fristende at blive liggende i sengen og dvæle over kaffen ved morgenbordet. Men hvis du vil gøre et helt fantastisk fund, så gælder det om at være morgenfugl på kvisten. Sæt vækkeuret, hop i noget komfortabelt tøj og hæld kaffen på et termokrus – og mød så op på loppemarkedet så tidligt som muligt – gerne før det officielt åbner, hvis det er et udendørs loppemarked. Så kommer du alle de andre loppejægere i forkøbet.
DU TAGER EN PRIS FOR DET ENDELIGE BUD
Vi kan ikke sige det nok. Prut, prut, prut! Det er en helt særlig disciplin at prutte om prisen, og for mange er det grænseoverskridende. Husk derfor på, at sælgerne OGSÅ gør det. Når du spørger til en pris, sætter de den automatisk noget højere, end det, de rent faktisk forventer for varen – går den, så går den, som man siger. Vær derfor ikke for tilbageholdende, men skyd et stykke under, hvad du gerne vil give for den. Så kan i altid bevæge jer mod en pris, som I begge bliver tilfredse med.
DU KØBER ÉN TING AD GANGEN
Ligesom i supermarkedet, hvor du ofte får rabat, hvis du køber mere af en ting, kan det ofte betale sig at købe mere af samme sælger. De er nemlig tit villige til at gå ned i pris, hvis de kommer af med mere. Så saml lidt sammen, før du spørger, hvor meget sælger vil have for det hele.
DU SLÅR FOR HURTIGT TIL
Når alt kommer til alt, så er loppemarkeder lidt af et spil. Og som i poker, så gælder det om at forholde sig cool, gamble lidt – og slå til på det rette tidspunkt. Is i maven med andre ord. Prøv derfor ikke at virke alt for begejstret, når du spørger til en ting, du gerne vil have. Spørg lidt henkastet til pris, træk så på skuldrene og gå lidt videre. Hvis du er rigtig cool, tager du en hel runde, før du vender tilbage til samme sælger – og hvis du er lidt af en spillefugl, så vent til allersidste øjeblik før markedet lukker. Så er der gode chancer for at du bliver belønnet for dit mod – men der er selvfølgelig også risiko for, at en anden er løbet af med skatten.
DU GØR IKKE DIT FORARBEJDE
Du kan spare både tid, energi og penge, hvis du sætter dig lidt ind i tingene og holder øje med trends, før du tager på loppemarked. Går du og drømmer om at finde en perfekt kurvestol til stuen og regner med at få den for en halvtredser – så er du lige fem år for sent på den. Det, du nærmest fik kastet i hovedet for få år siden, kan være über-trendy nu. Sæt derfor dine drømme lidt realistisk – men husk på, at man jo KAN være heldig. På den anden side, så skal du heller ikke falde i svime, hvis du falder over en billig stribet Kähler-vase (medmindre du selvfølgelig er vild med dem) og håber på at sælge den videre for en formue. Den tid, hvor folk sloges om dem, er nemlig forbi.
Hvis du er født lige omkring 1990 eller før, så er du sikkert allerede fuldt ud bekendt med tricket: at dine gamle jeans på nul-komma-fem kan trylles om til en nederdel, der lige nu er højeste mode.
Vi taler naturligvis om maxi-nederdelen i denim, som TikTok lige nu er så besat af, at tricket med at omdanne gamle jeans til en ny, smart nederdel er gået viralt – særligt efter at smarte kvinder som Pernille Teisbæk og Emili Sindlev tog den til sig.
Men selvom det at omdanne bukser til nederdele kan lyde ligeså urealistisk, som at lave vand til vin, så kræver det hverken en skrædderuddannelse eller overnaturlige kræfter selv at kaste sig ud i.
Så hvis du ikke har prøvet det før – eller du blot har glemt, hvordan man gør – så guider vi (med hjælp fra TikToks fermeste DIY’ere) til, hvordan du kan skabe sæsonens hotteste nederdel (a la dem der var på catwalken hos alt fra Balenciaga til Burberry og Ganni) ud at et par jeans, du ikke længere bruger.
Alt, du skal bruge, for at gøre de dyre brand kunsten efter, er faktisk blot et par gamle jeans og en symaskine.
Trin 1: Vælg dine jeans
Med fare for at operationen ikke går helt som ønsket, så vælg et par jeans, du mentalt har sagt farvel til, og ikke kommer til at savne. Desuden er en tommelfingerregel, at løse jeans egner sig bedre til at sy om end de skinny jeans, som du sikkert allerede var klar til at klippe i. Mere stof = mere materiale at arbejde med.
Trin 2: Riv op i sømmene
Find en opsprætter og spræt den inderste søm på begge bukseben op – hele vejen fra nederste søm til skridtet. Det eneste, der skal være intakt, når du er færdig, er lynlåssømmen fortil, og sømmen mellem ballerne bagtil.
Trin 3: Sæt nåle i
Nu skal nederdelen formes. Det gør du ved at tage de to løse forstykker fra hvert bukseben og lægge over hinanden, så den opsprættede søm danner et zig-zag mønster. Sæt fast med nåle, når de ligger på den ønskede måde. Det samme gøres bagtil. Det er lettest at få nederdelen til at sidde flot, hvis sømmene lægges sammen, mens du har nederdelen på.
Under de to sammensatte siders overlap, dannes der en trekant uden stof. Herfra kan du gå to veje med nederdelens look: enten kan du indsætte et stykke denim (eller andet stof) og fylde trekanten ud, eller du kan lade de to sider hænge frit, så nederdelen har en høj slids.
Trin 4: Færdig
Hvis alt ovenstående er gået godt, kan du nu sy din nederdel sammen. Et voila! Du er med på en af sommerens helt store trends – og endda på en temmelig ansvarlig manér.
Selvom rosen også er dukket op hos brands som Saint Laurent, Coperni og Valentino som små, snoede stofblomster, indlejret i kjolesnit med mere, så har er rosen dog primært dukket op som accessory; enten i form af hårspænder fra et brand som danske Caro Editions eller som fra Damernes Magasin, hvor blomsten på snor både kan bindes om livet som et tyndt, pyntet bælte eller om halsen som en alternativ til et smykke.
Men nu går et ægte kendis favorit-brand hele vejen med en kollektion, der tager rose-trenden til et helt nyt niveau, og fletter den fine flora ind i alt fra kjoler, buksedragter, skospænder, som stropper på brudekjoler, som krøllede tørklæder, på tekstilprint og knaplignende detaljer over cutouts.
Foto: PR
Og brandet er ikke fremmed i at lege med de finurlige fortolkninger af den smukke blomst.
Tasken kom som en direkte forlængelse af Magda Bytrums signatur, for hvis ret skal være ret, så var Magda Bytrum faktisk blandt de første brands til at bruge foldede tekstilroser som en del af deres brandunivers, hvor de diskrete stofknuder, der var formgivet til at ligne rosenknopper, pyntede på de kjoler, der var med til at sætte Bytrum på den internationale modeagenda.
Derfor er det også kun passende, at Magda Bytrum ny for alvor tager ejerskab på trenden, og dedikerer en hel kollektion til den fine blomst, som – stadig – ikke er til at undgå i moden.
Som Sonny-fan, der bor på Frederiksberg, er det her jo nærmest for godt til at være sandt. Indre By-hotspottet har nemlig denne uge slået dørene op for sin anden location, så du nu også kan nyde den velsmagende salat eller -bryggede kop kaffe i mere "residential" omgivelser. Jeg har allerede været forbi, og du kan roligt følge trop (husk solcreme).
Meget cute navn til den danske kunstner Lulu Kaalunds nye soloudstilling, der åbner i dag. Desværre i Stockholm, som jeg ikke lige kommer forbi, men hvis du gør, kan du beundre værkerne her:
Vi er vist allesammen blevet lidt forårskuldrende denne uge, (endelig!), og jeg vil bare gerne gå i cute forårsagtigt tøj med friske farver. Helst disse smukke pj-bukser fra Skall Studio.
Jeg hoppede en tur på cyklen forrige weekend og tog ud til Lille Bakery på Refshaleøen. Det føles på mange måder, som om man er vildt langt væk (på den dejlige måde), selv om det kun er en kort tur fra Indre By. Solen skinnede, og retterne var dejlige. Meget anbefalelsesværdigt weekendprojekt (igen: solcreme!)
Mandag den 8. maj 2023 var pressen samlet omkring Dolby Theater i Los Angeles for at se stjernerne ankomme til premieren på den længe ventede live action-udgave af Disney’s ‘Den Lille Havfrue’.
Og mens stjerner som Halle Bailey, der spiller rollen som Ariel, og Heidi Klum gjorde os klogere på, hvordan man vinder den røde løber med tendensen ‘Mermaidcore’, gjorde skuespiller Melissa McCarthy os klogere på, hvordan hendes tilgang til rollen som Ursula var.
Det gjorde hun i et interview med mediet Deadline, hvor McCarthy gjorde det tydeligt, at hun har skelet til en helt særlig kunstform for at indfange ånden af den lilla superskurk: drag queens.
“Jeg har altid været en kæmpefan af drag, siden jeg var teenager. Du kan gøre grin med og hylde en person på én og samme tid. Det er sjovt, det er satirisk. Det er alle lækre ting pakket ind i en ting,” fortalte McCarthy.
Det er ikke helt underligt, at det er netop er drag queens, der været kilden til inspiration for McCarthy.
Med Ursulas dramatiske ageren, ekstreme øjenebryn og blå øjenskygge – komplet med det høje hår – var det nemlig, særligt blandt queer-personer, svært ikke se Ursulas referencer til den legendariske drag queen Divine, da filmen udkom i 1989.
Divine var en amerikansk performer og drag queen, der op gennem 60’erne og 70’erne gjorde sig bemærket med sin karakter Divine Digital, der ofte optrådte i filmskaberens John Waters absurde kultfilm. Ved hjælp af ekstrem humor gennem særligt sang og musik kommenterede de på samtiden med en ufortrøden attitude, der både underholdte, provokerede og gjorde dem til en kæmpe kultsucces.
Særligt hendes look i filmen ‘Pink Flamingos’ fra 1972 er siden blevet synonym med Divine, og blevet genskabt utallige gange.
Foto: Courtesy Everett Collection/Mega
Plakaten til filmen 'Pink Flamingos'.
Derfor var der i mange år flere, der var sikre på, at Disneys tegnere havde fundet inspiration til udformningen af Ursula hos Divine – inklusiv Melissa McCarty.
“Jeg vidste med sikkerhed, selvom jeg ikke kunne bevise det, at hun var baseret på Divine. Det måtte hun bare være. Makeuppen, looket, attituden,” siger McCarthy i interviewet.
Det viser sig, at Ursula bestemt var inspireret af den kendte kult-drag queen. Manuskriptforfatteren og produceren Howard Ashman, der arbejdede på tegnefilmen dengang, skrev både dialoger og sange til filmen, mens han også arbejdede tæt sammen med tegnerne. Og det var i samarbejde med dem, at han kom frem til Ursulas udseende ved at se på Divine.
Ashman kom fra Baltimore, som manden bag Divine, Harris Glenn Milstead, også gjorde. Her var det i 1960’erne direkte ulovligt at være homoseksuel, og derfor flyttede Ashamn senere til New York, hvor han blev bekendt med Divine og den betydning, hun havde for queer-miljøet.
For Melissa McCarthy har drag queens også betydet meget, og det er netop derfor, at hun med sin rolle som den ikoniske Ursula, ønsker at hylde dem og Divine, der i dag står som et ikon på drag som kunstform.
“Jeg håber bare, at jeg kan gøre hver en drag queen stolt og gøre Divine stolt. Jeg ville give hende alt det, hun fortjener,” slutter McCarthy af med og kommenterer dermed mere eller mindre indirekte Tennessees omstridte forbud af drag-performers.
Så er det bare at håbe, at McCarthys Ursula lever op til de høje forventninger til live action-udgaven ‘Den Lille Havfrue’, der får premiere i Danmark den 25. maj 2023.
Når Emma Libner scroller gennem indbakken på sin Instagram-profil @kh_underlivet, ligger der flere ulæste beskeder fra folk, hun ikke kender. Senest fra en kvinde i 30’erne, der stadig har til gode at have seksuelle oplevelser med andre, fordi hun skammer sig så meget over, hvordan hendes underliv ser ud.
En besked, der virkelig har rørt Emma.
– Jeg kan virkelig godt nikke genkendende til den der evige struggle med: Åh nej, lugter det? Er den våd nok? Siger den mærkelige lyde? I stedet for bare at acceptere, at den er, som den er, siger hun.
På @kh_underlivet er indbakken altid åben, og som en anden onlinestoresøster forsøger Emma at besvare de (mange) spørgsmål, folk har om underlivet.
Flere gange om dagen tikker der beskeder ind i indbakken. Det er alt fra unge kvinder, der sender billeder af deres trusser med udflåd, til fortvivlede forældre, der ikke ved, hvordan de skal tale med deres barn om seksualitet.
Som oftest handler det om, hvorvidt det, de oplever, er ”normalt”.
Emma har lavet en social pagt med sine følgere, hvor alt er tilladt. På profilen forsøger hun at skabe et rum, hvor der er plads til alle. Derfor taler hun højt om kropsbehåring, om når vibratoren løber tør lige inden klimaks, om dengang hun blev smittet med en kønssygdom, og om når menstruationen melder sin ankomst.
Det gør hun for at aftabuisere og afmystificere de ting, der følger med at have et underliv, men som ingen taler højt om. For sådan behøver det ikke være, hvis vi tør sætte ord på vores tanker om lysten, skammen, blodet og kløen, mener hun.
Klumper af blod
Emma er ikke bleg for at dele billeder af menstruationsblod og trusser med udflåd på Instagram. Det er hendes følgere, der sender hende billederne, og hun deler dem – med samtykke, selvfølgelig – for at gøre verden bevidst om, at menstruation, udflåd og vulvaer kan se meget forskelligt ud.
For at minde os alle sammen om, at menstruation ikke altid er som i reklamerne. At det ikke altid er en lille dråbe, der lægger sig smukt ned i trussen. Nej, menstruation er også gennemblødninger og store klumper af blod, og ja, det er helt normalt, at kønslæber har forskellige længder. Ingen vulvaer er ens.
Emma Libner
Født i 1994.
Uddannet journalist og cand.mag. i Kultur og Formidling.
Som barn drømte Emma Libner ikke om at blive underlivsinfluencer, når hun blev stor. Ikke desto mindre har hun i dag gjort det til sin profession at tale højt om underlivet. På sin Instagram-profil @kh_underlivet og i sin podcast af samme navn taler Emma (k)ærligt og åbent om underlivet og alt, hvad dertil hører med sine 18.000 følgere.
Aktuel med bogen med ”Kh Underlivet”, hvor hun deler ud af sine egne kropslige erfaringer og nørdede viden om underlivet.
– Den der ensomhed, der kan følge med at føle sig forkert, den er der ingen grund til. Jeg har modtaget de vildeste beskeder i min indbakke, og jeg har stadig til gode at modtage noget, jeg ikke har hørt om før. Der er ikke nogen i min indbakke, der er alene om det, de oplever,siger hun.
Men når man ikke har set eller hørt om noget, der ligner en selv eller stemmer overens med det, man oplever, så kan man nemt føle, at der er noget galt med en, mener hun.
Særligt i den nulfejlskultur, vi lever i, hvor enhver fejl og mangel kan ses som et personligt nederlag.
– Det kan jeg mærke på graden af frustration og frygt, der også lever i min indbakke. Folk sender beskeder til mig om problemer, som vitterligt ikke ville være et problem, hvis vi havde en større accept i forhold til underlivet i vores kultur.
Provokation
Som underlivsinfluencer er det hverdagskost at se og høre om alle afskygninger af vulvaen. Men sådan er det bestemt ikke for alle.
En helt almindelig decemberdag sidste år delte Emma et opslag med billeder af gennemblødninger.
Både dem, der løb ned ad benet, dem, der havde sat deres aftryk på kontorstolen, og dem, der havde farvet de ellers hvide trusser blodrøde.
Med det samme dalede antallet af følgere på profilen. Det ser hun som et udtryk for, at folk blev provokeret over synet. Og det forstår hun godt.
I virkeligheden mener hun, at den følelse af provokation er en gammel rest af det, hun håber, vi en dag kan slippe af med.
Nemlig det faktum, at vi har svært ved at tale om de ting, vi har svært ved at forholde os til.
Når Emma deltager i offentlige debatter, mærker hun også, at der er knyttet en berøringsangst til underlivet.
Hun bliver ofte fortalt, at underlivet hører til privatlivets fred, og at det ikke er noget, man behøver snakke højt om. Men den præmis køber hun ikke ind på.
Hun mener, ligesom 1970’ernes rødstrømper, at det private er politisk, og at vi netop af den grund skal italesætte underlivet. For hvis vi ikke taler om det, bliver det forbundet med noget skamfuldt.
– Hvis vi siger, at underlivet er privat, så har vi heller ikke mulighed for at forholde os til det. Så lukker vi samtalen ned, og så kan vi ikke snakke om det. Så rykker vi os ikke, siger hun og tilføjer:
– Vi skal simpelthen tage tyren ved hornene og sige, at det, vi har så svært ved at snakke om, er noget, vi skal tage stilling til. For det har nogle uhensigtsmæssige konsekvenser for særligt unge mennesker, hvis vi ikke taler om det.
Tog vulvaen i egen hånd
Hver dag udfordrer Emma præmissen om, at underlivet er privat ved at tale højt og offentligt om det. Hun ved, at hun taler fra et priviligeret sted som hvid, slank og ciskønnet kvinde.
Men på trods af det har det krævet en del øvelse at nå hen til den grad af frigørelse, som hun føler i dag.
Emma voksede op i et hjem, hvor underlivet ikke rigtig var noget, man talte om. I folkeskolens seksualundervisning så hun aldrig skyggen af en vulva. Hun var vant til fortællinger om, at sex ikke var for hendes skyld, og omkring hendes seksuelle debut var der særligt én ting, der fyldte i hende.
Nemlig den store misforståelse, at mennesker med vulva bliver født med en jomfruhinde. Hun var mildest talt ”pissebange” for at bruge tamponer og cykle over huller i asfalten på vej til skole i frygt for at miste sin, hvad hun fik fortalt, dyrebare mødom til Gladsaxe Kommunes dårligt asfalterede cykelstier.
Foto: Malene Nelting
– I tilfældet med jomfruhinden er det jo supervildt, fordi jeg har siddet mange gange med spejlet og været sådan: Hvor fuck er den? Jeg kan ikke se den. Og alligevel har fortællingen om den dikteret, hvad jeg har gjort med min krop.
I sine tidlige 20’ere besluttede Emma sig for at tage sagen – og håndspejlet – i egen hånd. Hun stod på tærsklen til sit voksenliv og troede virkelig, at hun havde ”fattet det hele”. Men hun tog fejl.
Da hun startede i journalistpraktik, begyndte hun ved et tilfælde at interessere sig for de emner, hun lever af at tale højt om i dag. Der var flere ting, der rykkede på sig i den offentlige debat i den periode.
Menstruation blev mere almindeligt at tale højt om, og medierne begyndte at interessere sig for, at kvinder kunne tage p-piller uden pause. Det fik hende til at stille spørgsmålstegn ved hendes egen brug af prævention og alle mulige andre ting ved kroppen, hun aldrig havde tænkt over, men bare gjort.
Hun fandt ud af, at der var mange ting, hun troede, hun vidste, men som i bedste fald var halve sandheder eller i værste fald direkte løgne.
– Det var i virkeligheden et skred i min egen selvopfattelse. Min kropslighed, min identitet, min opfattelse af mit køn, og alle sådan nogle ting var lige pludselig totalt oppe i luften, og jeg skulle starte forfra, siger hun.
Så det var det, hun gjorde med @kh_underlivet. Hun satte sig foran computeren og begyndte at undersøge de ting, hun undrede sig over. Hele debatten om menstruation blev, hvad hun kalder en ”dåseåbner” ind til hendes i dag brede univers.
Vulva-venskab
Hvis man spørger Emmas tætte venner, vil de nok sige, at hun føler et stort ansvar for at tale højt om underlivet. Måske også et for stort ansvar, tror hun.
Det er da heller ikke forkert. Det gør hun.
Det er vigtigt for hende at tale højt, så andre ikke oplever de samme ting, som hun selv har oplevet. Hver dag taler Emma derfor højt om vulvaen og kæmper for, at vi kan nå hen til et sted, hvor ingen forbinder underlivet med skam- og forkerthedsfølelser.
– Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil gå og forputte mig med nogen ting. Hvis jeg oplever noget, har jeg lige så meget ret til at dele det, som alle andre har til at sætte ord på deres oplevelser, siger hun.
Faktisk har det også været en måde for hende at manifestere sig selv i verden på og opnå større selvaccept og selvværd. Noget, hun ikke havde ret meget af som barn.
I dag er hun som 28-årig landet et godt sted. Et sted, hvor hun føler så stor ro og tryghed omkring det, der foregår dernede, at selv små symptomer ikke længere larmer lige så meget, som da hun var yngre.
Emma Libner har arbejdet hårdt på at opbygge et godt venskab til sin vulva, og det gør hun stadig. Hun har nemlig erkendt, at den kommer til at være hendes tro følgesvend resten af livet.
– Min vulva er med mig hele tiden, på godt og på ondt. Det kan jeg ikke ændre på. Men jeg kan ændre, hvordan jeg forholder mig til den, og hvordan de negative fortællinger om underlivet, som findes i samfundet, får lov til at påvirke mig.
Denner artikel blev første gang delt på femina:update.
Anne Sophie Lange var i 20’erne og nyansat på et reklamebureau, da hun til en af de første firmafester blev bedt om at bøje sig ind over et bord.
Mens kollegaer grinende så til, blev hun spanket med et spækbræt af sin nærmeste leder.
Der var god stemning, og det var ikke noget, hun på det tidspunkt tænkte, var forkert. For sådan var det bare.
Seancen med spækbrættet til firmafesten var et form for indvielsesritual, man skulle igennem på bureauet.
Derudover oplevede hun i sine 20’ere i reklame- og marketingbranchen at få tilbud om sex på mails og sms’er, i og uden for arbejdstiden. De kom både fra kolleger og kunder.
Nogle gange blev firmafester til for eksempel ‘tissemands-temafester’, hvor folk mødte op i sjofle kostumer, og så oplevede hun ofte magtmisbrug fra ledere, der ydmygede laverestående ansatte.
Alt sammen noget, der mildest talt oser af at være upassende på en arbejdsplads, siger hun.
– Det skete på flere bureauer, men når man er ny på arbejdsmarkedet, er det jo ikke noget, man sætter spørgsmålstegn ved. Så tror man jo bare, at det er sådan, det er. Og når alle andre griner, og alle gør det, og ledelsen også er med, så accepterer man jo bare den præmis, fortæller Anne Sophie Lange, der i dag er CEO på bureauet Butter Agency.
I 2022 begyndte MeToo-bølgen for alvor at rulle i Anne Sophie Langes branche.
Det skete i kølvandet – dog lidt forsinket i hendes optik – på den bevægelse, som Sofie Linde satte i gang i mediebranchen med sin brandtale til Zulu Awards i efteråret 2020.
Sidste år kunne mediet Markedsføring, der ligger under brancheforeningen DK Markedsføring, via en ny undersøgelse tegne et billede af en branche med store problemer med sexisme og grænseoverskridende opførsel.
Undersøgelsen, hvor 1247 personer havde deltaget, viste blandt andet, at hver fjerde havde oplevet seksuelle krænkelser på arbejdet i reklame- og marketingsbranchen. Det indebar ubehagelige, seksuelle kommentarer eller uønskede fysiske berøringer.
Den suverænt mest udsatte gruppe var kvinder under 40 år, hvor 48 procent svarede, at de havde oplevet uønskede seksuelle kommentarer på jobbet, skriver mediet.
37 procent havde oplevet seksuelle berøringer, imens de var på arbejde – og 46 procent af dem, som havde haft en uønsket oplevelse, angiver, at det var en leder, som var krænkeren.
Undersøgelsen blev bakket op af mere end 200 anonyme vidnesbyrd, hvor både mænd og kvinder fortalte om egne oplevelser med en seksualiseret kultur og omgangstone.
“Hvis de ikke tager ansvar, så bliver problemet jo ved med at vokse.”
Det fik Anne Sophie Lange til at blande sig i debatten og stille sig frem med sine egne oplevelser.
– Jeg besluttede at stå frem, fordi jeg har et ansvar, da jeg selv sidder som leder på et bureau, og jeg selv har været i branchen i over 20 år. Jeg har jo selv både oplevet, set og hørt ting fra kolleger i branchen.
– Da analysen underbyggede, at det stadig er et problem, stod det helt tydeligt for mig, at jeg var også nødt til at gå frem i den her debat, fortæller Anne Sophie Lange.
Det, hun har oplevet, var ikke den egentlige årsag til, at hun stod frem. Det handlede for hende om at understrege, at de problemer ikke fortsat må eksistere i så høj grad.
Det på trods af, at blandt andet flere kvinder, inklusive Anne Sophie Lange, stod frem med egne oplevelser og krævede et opgør med krænkelser i branchen.
To ud af tre reklame- og marketingfolk angiver i den nye rundspørge fra mediet Markedsføring, at deres arbejdsplads ikke har sat fokus på krænkelser eller grænseoverskridende adfærd de sidste 12 måneder. I alt har 378 personer deltaget i rundspørgen, skriver mediet.
Resultaterne af rundspørgen forarger Anne Sophie Lange, der havde håbet, at sidste års undersøgelse havde skubbet på en kulturændring.
– Jeg håbede først og fremmest, at folk i vores branche også ville tage ansvar. Særligt de ledere, der er i vores branche. For hvis de ikke tager ansvar, så bliver problemet jo ved med at vokse.
Derfor blev Anne Sophie Lange umådeligt skuffet, da hun blev præsenteret for den nyeste undersøgelse, der altså blandt andet viser, at mange ansatte i branchen ikke har oplevet, at deres arbejdsplads har sat fokus på krænkelser eller grænseoverskridende adfærd, efter den første undersøgelsen kom frem.
– Det er ikke godt nok. Alle ledere i vores branche skal have talt med deres medarbejdere om det. De skal have sagt, hvor de står, for eksempel at de har nultolerance over for den adfærd, og gøre det tydeligt, hvem man går til, hvis det sker, og hvordan det bliver håndteret.
Ifølge ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder, Bjarke Oxlund, er det problematisk, at så mange arbejdspladser i reklamebranchen stadig halter bagud, når det handler om at italesætte og sætte grænser for grænseoverskridende adfærd.
– Det er et kæmpe problem, at mange ikke har taget det op. Chikanen kan være svær at forstå. Det er derfor centralt, at virksomheden italesætter, hvad man forstår ved grænseoverskridende adfærd. Det gør det meget nemmere for medarbejderne at vide, om noget er i orden, og om de skal reagere på det, siger Bjarke Oxlund til markedsføring.dk.
På Butter Agency, hvor Anne Sophie Lange er direktør, har de blandt andet lavet et formaliseret dokument med deres retningslinjer, som alle nye ansatte får i hænderne. Det, synes hun, skaber en ekstra tryghed.
– Jeg tror, man skal passe på med at overkomplicere det. Hvis bare man starter med at turde at tale om det på en arbejdsplads, så har man gjort et eller andet. Så det, at to ud af tre absolut intet har gjort, synes jeg, virkelig var et wake-up call.
Hun er dog ikke i tvivl om, at det kræver en særlig indsats at komme problemerne til livs.
– Vaner, der er så indgroede, og en kultur, der er så indgroet, er jo enormt svær at ændre. Men jeg håber og tror stadig på, at vi har sat noget i gang, og at lederne vil tage ansvar.
Helt overordnet er hendes ønske, at alle, uanset køn, alder og stilling, trygt kan tage på arbejde.
Og så er det ifølge hende vigtigt, at vi husker på, at snakken ikke alene skal handle om seksuelle krænkelser, men om en generel grænseoverskridende adfærd på arbejdspladser, hvor nogen i en højere position misbruger sin magt.
Denne artikel blev første gang delt på femina:update.
Det er (endelig) tid til bryllupper igen, og er det din tur i år – eller skal du med som gæst – men mangler den helt rigtige taske til den store dag, så frygt ej.
Vi har nemlig fundet 12 fine tasker, der – uanset din smag eller dit budget – vil passe perfekt til dit bryllupslook og akkurat kan rumme det vigtigste; telefon, lidt til læberne og måske en Kleenex.
Tallene er voldsomme og skræmmende: At en kvinde hvert andet minut dør i forsøget på at bringe nyt liv til verden, og at nyfødte endnu oftere omkommer, før de får lov at leve.
Mødredødelighed er et alvorligt problem på verdensplan, og selv om dødsfaldene oftest sker i lavindkomst- og udviklingslande samt i konfliktzoner, så betyder det ikke, at det ikke vedkommer os herhjemme. For som højindkomstland, der kun tegner sig for 0,5 % af de internationale mødredødsfald, så har vi et ansvar for at hjælpe de lande, hvor raterne er langt højre, mener Anna Cecilia Frellsen, som er CEO for ngo’en Maternity Foundation.
Om Anna Cecilia Frellsen
Anna Cecilia Frellsen har været CEO for Maternity Foundation siden 2013, og har været med til at løfte organisationen til en respekteret aktør på den internationale scene for mødresundhedspleje.
Hun har blandt andet været med til at udrulle App’en, Safe Delevery App, der i dag anvendes i mere end 40 lande.
Anna har en MBA fra IESE og mere end 20 års erfaring med strategi, marketing og lederskab.
Hun har blandt andet arbejdet for McKinsey & Company og er formand for IPAS Europe og bestyrelsesmedlem i Ovacure, William Demant Invest og CfL.
”Statistisk set dør der ikke mange kvinder i Danmark i forbindelse med fødsel og graviditet, mens cirka tre ud af fire dødsfald sker på det afrikanske kontinent. I det afrikanske land Chad forventes én ud af 15 kvinder at dø i forbindelse med graviditet og fødsel, hvis de nuværende forhold ikke ændres. Prøv at læse den sætning igen. Det er helt vildt at forholde sig til,” siger Anna Cecilia Frellsen.
Siden 2015 har der været en stigning eller stagnation af mødredødelighed i fattige og sårbare områder, og hvis udviklingen fortsætter, betyder det, at op mod 1 million mødre kan miste livet inden år 2030. Men det er en udvikling, der kan ændres, hvis kvinderne modtager hjælp fra en uddannet sundhedsmedarbejder.
Foto: Anne Prytz Schaldemose
”Der dør alt for mange kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel. En ny FN-rapport viser, at der dør en kvinde hvert andet minut i forsøget på at give liv, men størstedelen kan forhindres, hvis kvinderne har en trænet jordemoder ved deres side,” siger Anna Cecilia Frellsen, og fortsætter:
”Det er vigtigt, at vi redder verdens mødre fra at dø. Både fordi det er det rigtige at gøre, men også fordi mødredødelighed har store konsekvenser. Ikke kun for kvindens børn, familie og lokalsamfund, men for os alle sammen. Mødredødelighed er forbundet med store samfundsøkonomiske tab. For at nå FN’s verdensmål, der skal gøre vores verden bedre og mere bæredygtig, er det helt afgørende, at vi investerer i kvinders sundhed og rettigheder. Hvis vi giver kvinder mulighed for at bidrage til samfundet, så vokser økonomien, og vi kan bedre bekæmpe fattigdom og øge produktiviteten. Der er en direkte sammenhæng mellem et lands bruttonationalprodukt og dets mødredødelighed. Mødre og deres sundhed er fundamentet i et hvert velfungerende samfund, og det er et område, hvor vi ved, at enkle investeringer kan nå rigtigt langt.”
Mødredødelighed i tal
Mødedødelighed er primært koncentreret omkring de fattigste eller konfliktramte zoner i verden.
Lande syd for Sahara i Afrika stod i 2020 for omkring 70 % af de globale mødredødsfald.
Syd- og Centralasien stod i 2020 for 17 % af mødredødeligheden.
I 9 områder med svære humanitære kriser er dødsraterne for mødre mere end dobbelt så høje som verdensgennemsnittet (551 døde mødre per 100.000 fødsler mod 223 globalt)
Mødedødeligheden på verdensplan er enten steget eller stagneret siden 2015.
Ændres udviklingen ikke, betyder det at op mod 1 million kvinder kan miste livet i forbindelse med graviditet eller fødsel inden 2030.
Mellem år 2000 og 2015 faldt antallet af kvinder, der omkom i forbindelse med graviditet og fødsel, med 30 procent. Men den positive udvikling er stagneret siden 2015. Der er derfor indgået et internationalt mål om at reducere den globale mødredødelighed til mindre end 70 dødsfald per 100.000 fødsler i 2030. I dag er andelen af kvinder, der dør, når de giver liv, mere end tre gange så højt, og på samme niveau som det var i 2016.
”Der er mange flere årsager til, at kampen mod mødredødelighed er blevet bremset. En af de centrale årsager er, at vi på verdensplan mangler næsten 1 million uddannede jordemødre. Det er helt afgørende, vi får forbedret adgang til og kvaliteten af den sundhedshjælp, som verdens kommende og nye mødre har brug for. Vi skal træne og støtte sundhedsarbejderne i verdens skrøbelige egne, hvilket også er kernen i Maternity Foundations arbejde,” forklarer Anna Cecilia Frellsen.
Frellsen forklarer, at stagnationen særligt skyldes de mange krige, konflikter og kriser, vi ser rundt om i verden netop nu. I flere af disse lande er mødredødeligheden mere end dobbelt så høj som verdensgennemsnittet. Det gælder eksempelvis i Ukraine, hvor omkring 180.000 kvinder fødte i 2022, men mange døde i processen, da de ikke havde adgang til den hjælp, der var brug for under fødslerne, som ofte foregik i kældre og beskyttelsesrum eller i ly for missilerne i Kyivs metro. I den forbindelse lancerede Maternity Foundation en ukrainsk udgave af den gratis app, Safe Delivery App, der viser, hvordan man håndterer fødsel og fødselskomplikationer.
”Jeg husker tydeligt et møde med en kvinde fra Etiopien. Hun fortalte mig, at hun under sin seneste fødsel var begyndt at bløde voldsomt. Heldigvis havde hun denne gang en sundhedshjælper ved sin side, som var blevet trænet af Maternity Foundation i at håndtere fødselskomplikationer. Sundhedshjælperen fik stabiliseret hende, og hun blev derfor reddet – og blev mor til en sund og velskabt baby.”
Maternity Foundations primære arbejde består i at sætte mødredødelighed på den internationale dagsorden, så både lande, virksomheder og organisationer investerer i uddannelsen af sundhedspersonale og jordemødre – særligt i de udsatte områder – og gøre det lettere for kvinderne i disse områder at tilgå den hjælp, de har behov for i forbindelse med graviditet og fødsel.
”I Danmark siger vi tillykke, når en kvinde bliver gravid, men mange andre steder i verden er graviditet altså stadigvæk en farefuld færd for en kvinde. Jeg har rejst mange steder, hvor man har kunne fornemme frygt fremfor glæde i de gravide kvinders blik. Her er der ikke noget, der hedder forventningens glæde,” siger Anna Cecilia Frellsen.
Men komplikationer med død til følge kan forhindres. Og Anna Cecilia Frellsen har selv oplevet det:
”Jeg husker tydeligt et møde med en kvinde, Bishara, i Etiopiens Somali-region. Hun fortalte mig, at hun under sin seneste fødsel pludseligt var begyndt at bløde voldsomt. Heldigvis havde hun denne gang en sundhedshjælper ved sin side, som var blevet trænet af Maternity Foundation i at håndtere fødselskomplikationer. Sundhedshjælperen fik stabiliseret hende, og hun blev derfor reddet – og blev mor til en sund og velskabt baby. Det er sådanne historier, der viser mig, hvor vigtigt Maternity Foundations arbejde er,” fortæller CEO’en.
Foto: Mulugeta Wolde
Selv om mødredødelighed for os i Danmark lyder fjernt, og som et samfundsmæssigt problem, der skal håndteres på den store, internationale skala, så betyder det altså ikke, at enkeltpersoner står udenfor hjælpens rækkevidde. Som enkeltperson kan man støtte de organisationer, der arbejder for at give verdens mødre bedre forhold, så som Maternity Foundation.
Desuden kan man op til Mors Dag søndag den 14. maj 2023 købe ’Moderkage’ i Emmerys, hvor halvdelen af salget går ubeskåret til Maternity Foundations arbejde.
Man kan også støtte via sms: Send LIV200 til 1245 og støt Maternity Foundation med 200 kr.
Om Maternity Foundation
Maternity Foundation er en Ngo med danske rødder, der arbejder for, at det ikke må koste liv at give liv.
Hvert andet minut dør en kvinde i forbindelse med graviditet eller fødsel. Hvert syvende sekund lider et spædbarn samme skæbne.
Langt de fleste dødsfald sker i verdens fattige og konfliktramte områder, men størstedelen kan forebygges, hvis kvinden har en trænet jordemoder ved sin side.
Maternity Foundation træner og uddanner jordemødre og andre sundhedshjælpere i at håndtere fødsler og fødselskomplikationer gennem innovative træningsprogrammer og digitale løsninger, såsom Safe Delivery App’en.
Indtil videre har Maternity Foundation nået 300.000 sundhedshjælpere verden over.
Digitale løsninger som Safe Delivery App’en betyder, at Maternity Foundation kan nå sundhedsarbejdere over hele verden – lige meget om de befinder sig i Nepals bjerge eller ude på landet i Etiopien.
Det er nemt, skalerbart og omkostningseffektivt at træne og uddanne sundhedsarbejdere på denne måde – og derigennem kan organisationen give flere af verdens kvinder en mere sikker fødsel.
