Da jeg for alvor begyndte at male på fuldtid, virkede det oplagt at bruge min lejlighed som atelier. Og ret hurtigt overtog kunsten. Jeg opmagasinerede færdige værker i soveværelset, og arbejdede i stuen, hvor der flød med maling, pensler, papir og lærred, og den ene håndvask i køkkenet blev kun brugt til at rense pensler i.
Jeg havde svært ved at slappe af og sove ordentligt, fordi jeg konstant tænkte på et værk. Jeg fik nærmest dårlig samvittighed, når jeg lå og så Netflix, hvis der stod et ufærdigt maleri og ventede på mig. Der var ikke plads til, at tankerne kunne svæve hen på noget andet.
Værkerne i soveværelset har Mads Hilbert selv lavet, og de udstilles på Pt. 2 Gallery i Oakland indtil 6. maj. Sengetøjet er fra Tekla.
Jeg havde brug for en distance til min kunst, så da jeg startede på det Fynske Kunstakademi, og fik en atelierplads der, gav det mig en tiltrængt mulighed for at komme lidt ud. Jeg har også fået lov til at arbejde på lagre eller værksteder hos folk, jeg kender. Nu skal lejligheden igen være et hjem. De sidste par måneder har vi været i gang med den store renselse.
Vi begyndte med soveværelset, hvor vi malede væggene og gulvet hvidt, og nu er det stuens tur. Alle mine malingpletter skal males over. Også i loftet, hvor jeg nok skal lave et mindre loftsmaleri – det kan godt virke lidt overvældende med et så stort loftsmaleri i en lejlighed på 45 kvadratmeter. Det bliver lækkert at få et helt clean space, hvor et almindeligt liv kan udspille sig. Med aftensmad og vasketøj.
Mads Hilbert har malet loftet i pizzarestauranten Corsa Pizza på Vesterbro. Da det var første gang, han skulle lave et loft, øvede han sig på sit eget først. ”Jeg havde egentlig aldrig tænkt så meget over loftsmaleriet i lejligheden, indtil vi sov i stuen, fordi vi malede soveværelset. Jeg blev glad for det og kunne se det drømmende element i det, som mindede mig om at være barn og ligge og kigge op på huller i loftet i sommerhuset, lige inden man faldt i søvn. Måske skal jeg bare male loftet i soveværelset.”
Jeg overlader det meste af indretningen til min kæreste, Martin, som er arkitekt. Han har en bedre forståelse for, hvordan materialer som rispapir, træ og aluminium kan kombineres, og hvilke materialer, der patineres smukt over tid. Jeg har altid tænkt, at jeg havde god smag, men jeg kan godt se, at jeg ikke rigtig har en forståelse for indretning på den måde.
Jeg kan godt lide ting, som er gået i stykker og lappet sammen. Som min tipoldemors suppeterrin fra Royal Copenhagen, som flere steder er klinket sammen med en hæfteklamme, og det synes jeg er rigtig flot. Det må ikke blive for pænt.
Sidebordet i aluminium og rispapirslampen er designet af Atelier Axo, hvis grundlæggere, Caroline Sillesen og Rose Hermansen, er private venner af Mads Hilbert og kæresten Martin Friis. ”Det er Martins møbler. Han har fået noget mere clean og strømlinet ind i lejligheden. Han har også fået mig til at smide en masse papir, træ og andre materialer ud. Det er min lejlighed, men nu bor vi her sammen, så det skal jo også blive til et fælles hjem”, siger Mads Hilbert.
Mit spisebord og flere af de andre møbler kommer fra mine forældres ødegård i Sverige. Jeg kan godt lide, at ting har været brugt, og vil bruges. At det ikke gør noget, at der kommer maling eller rødvin på. Jeg kan godt lide det rene, men hvis det bliver for kedeligt, må jeg jo male lidt på væggene og loftet igen, så lejligheden kan blive et nyt værk. Eller hive nogle af mine pinde frem.
Jeg er rigtig glad for at samle pinde. Alle mulige forskellige former for pinde. Jeg har strandpinde, en grydeske, en kam fra Mexico og en tryllestav. Jeg ved ikke rigtig, hvad det handler om. Det er lidt ligesom at have en sten i lommen, man har samlet på stranden. De er rare at have. Jeg kan godt lide at kigge på dem.
Jeg kan også finde på at tage en pind med i min taske. Det er ikke nødvendigvis mindet om, hvor den kommer fra, som tiltaler mig, det er dens kvalitet, og måden den ligger i hånden på, som er tilfredsstillende. De er en vigtig del af mit hjem. Pindene er ikke en direkte del af mit kunstneriske udtryk, men de er måske underbevidste inspirationskilder. Det er heller ikke sådan, at jeg tegner min bedstemors suppeterrin, men jeg tager nok en følsomhed fra den med mig.
Glas og karaffel er fra Akua Objects. Tekanden er Royal Copenhagen, og spisebordet har Mads Hilbert arvet fra sine forældre, der havde det stående i deres ødegård i Sverige. Blazeren, der hænger på stolen fra Carl Hansen og Søn, er fra Another Aspect. Suppeterrinen på hylden har Mads Hilbert arvet efter sin tipoldemor.
Da jeg arbejdede hjemme, følte jeg, at jeg fandt masser af inspiration bare ved at være her, men jeg kan se, at jeg har holdt gang i et bål, som måske var brændt ud. I dag er finder jeg mest inspiration ved at komme ud. Som da vi besøgte Martins forældre i Sønderjylland og haven var fuld af fingerbøl, som jeg blev helt opslugt af, eller på vores nylige rejse til Mexico, hvor jeg blev fascineret af parkerne med kaktusser og fantastiske farver.
Mads Hilbert har lavet sin egen skakplade, fordi han gerne vil lære at spille skak, ”men jeg har ikke fået lavet skakbrikkerne, så jeg har ikke lært at spille endnu. På en måde blev ambitionen også tilfredsstillet, da jeg lavede pladen.” Analogkameraet er fra Leica, og lysestagen er fra et loppemarked.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
