Tre ældre kvinder sidder ved nabobordet. Udenfor på restaurant Promenaden på Frederiksberg Allé. De drikker hvidvin, og en vindstille bue af cigaretrøg hænger hjemmevant over dem.

De er klædt i forårsfarver. De taler meget højt, som kun stamkunder tillader sig, især dem, der har boet i bydelen i adskillige årtier. Det har Paprika Steen også. On and off. Og hun er heller ikke selv kendt for at holde stemmelejet på den lavmælte styrke.

Det er onsdag på kanten til maj måned. Vi bestiller frokost. Omelet med spinat og tomat til Paprika. Cappuccino og danskvand. ”Og et askebæger, tak,” siger Paprika Steen til den svensktalende tjener.

Den 58-årige skuespiller bor lige rundt om hjørnet. ”Jeg kan menukortet udenad. Den rejemad er også god,” konstaterer hun og finder skygge bag de store, sorte solbriller, da jeg vælger den håndpillede udgave på ristet toast med citron og mayo.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Om kort tid står Paprika Steen på den røde biografløber. Til premieren på ’Toves værelse’, hvor hun har rollen som den berømte danske forfatter, Tove Ditlevsen, mens Lars Brygmann spiller Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen. Det kan siges meget kort: Det er et giftigt ægteskabsdrama. Et intenst kammerspil og rædselskabinet. Og ikke mindst en pragtpræstation, nej en magtdemonstration udført af Steen og Brygmann. At se ’Toves værelse’ føles som at stå foran ægteparrets hoveddør og kigge ind ad dørspionen. Filmen udspiller sig over en frokost, hvor den fremadstormende, unge forfatter Klaus Rifbjerg, spillet af Joachim Fjelstrup, lander ned i et seksuelt og ret subtilt magtspil.

Det er ikke første gang, at Steen og Brygmann genopliver ægteparret. Af to omgange, i 2016 og 2019, har duoen gjort det på Folketeatret med den anmelderroste forestilling ’Toves værelse’. Det var også en giftig omgang – men dengang iscenesat i mareridtsgrønne omgivelser på den lukkede afdeling, hvor Tove Ditlevsen var indlagt i en af sine allermest tunge misbrugsperioder. Dengang var præstationerne også mavepustende gode. Og i dag, hvor Tove Ditlevsens forfatterskab er landet på New York Times’ liste (i 2021) over de mest indflydelsesrige, må der være en ret god mulighed for, at ’Toves værelse’ på film kan gå hen og blive årets danske Oscar-kandidat. Det har den i hvert fald fortjent.

Men hvordan har det – for Paprika Steen – været at flytte ind i Tove Ditlevsen igen? Den ulykkelige barndom, stofmisbruget og summen af alle de mislykkede ægteskaber. Men også tilbage i Ditlevsens egenrådige vildskab og mod. Hendes humor og kamp for at kravle op ad den sociale rangstige.

Paprika Steen tager solbrillerne af. De karakteristiske isgrønne øjne lukker op for en følsomhed, som skuespilleren ofte får afmonteret med en morsomhed eller sarkastisk bemærkning.

”Jeg hader, når skuespillere siger det … men er du klar over, hvor svært det har været? ’Stop det krukkeri’, har jeg altid tænkt, når de talte om, at rollerne krøb ind under huden på dem.”

“Til hver forestilling tog jeg mit liv i sidste akt”

Det, synes du, er patetisk?

”I den grad. Men sådan har jeg det med Tove. Da jeg spillede hende på teatret, kunne jeg ikke andet. Jeg sov, spiste og gik på scenen. Det var som at have bly i benene og løbe et maraton. Til hver forestilling tog jeg mit liv i sidste akt. Den sidste aften brød jeg fuldstændig sammen. Tove havde sat sig hårdt i mig. På ondt og sgu’ også godt. Men jeg var ret sikker på, at jeg aldrig skulle spille hende igen.”

Sådan gik det ikke. I sommeren 2021 stod teaterforestillingens forfatter Jakob Weis klar med manuskriptet til spillefilmen. Lars Brygmann var på. Det var instruktøren Martin Zandvliet også, ligesom resten af holdet og pengene til at producere den.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Paprika Steen lå hjemme i sofaen på Frederiksberg. Hun var gået i hi. Hun havde lige gennemgået en hård operation for en godartet tumor i hovedet for anden gang. Covid-19 havde i lang tid lukket Danmark ned.

”Jeg spiste Yankie Bar og så reality-tv for lukkede gardiner.”

Det var hedebølge, og Paprika Steen havde det ærligt talt ikke særligt godt.

”Men jeg fik hejst mig fra hængedyndet. Og det var kun 14 dages optagelser. Jeg trak alt lortet med ind i filmen. Der er ingen maske på. Ingen makeup. Men Tove havde det jo heller ikke godt i den her periode, hvor hendes ægteskab med Victor Andreasen sang på sidste vers.”

Hvordan var det så at genbesøge rollen?

”Jeg havde ikke lyst til det. Men jeg blev nødt til at tænde for den professionelle knap. Det er det, man gør. Det er en disciplin. Men det var ikke let igen at gå ind i det her krater af død og ødelæggelse,” siger Paprika og stikker gaflen i omeletten.

” … og så er der jo også lige det med forfængeligheden, ikke? Da vi optog filmen, var jeg stor. Meget stor,” fastslår Paprika.

” … Og Tove var jo narkomantynd. Så på det punkt, som med alle andre, er det min fortolkning af hende. Det er hendes sjæl, jeg indfanger. Igen adopterede jeg følelsen af Tove. Når det er sagt, så passer det vel meget godt til én, som har det elendigt. Men i filmen er jeg foreviget femten kilo tykkere. Sådan kan det gå.”

Se bort fra vægtforholdet. Har du egentlig selv et skæbnefællesskab med Tove Ditlevsen?

“Mit tøj var fra Mirakelpriser, der dengang var det samme som at købe tøj i Føtex og Bilka”

”Jeg er født få skridt fra hendes adresse på Hedebygade på Vesterbro. Jeg er vokset op på Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg, dengang hvor rige og fattige boede opgang til opgang. Det var en tid, hvor klasseforskellene var meget tydelige, og seksualiteten blev sat hårdt på prøve. Nogle af de piger, jeg gik i skole med, landede halvnøgne på side 9 i Ekstra Bladet. Senere begyndte de at trække på Istedgade, og så døde de af narko. Min familie var anderledes. Vi var ludfattige kunstnere, og jeg blev tonse-mobbet i de mindre klasser. Mit tøj var fra Mirakelpriser, der dengang var det samme som at købe tøj i Føtex og Bilka. Jeg voksede op i en kreativ familie, hvor min mor, da jeg var helt lille, lavede politisk teater og var medlem af DKP. Jeg ville også være skuespiller, men på en helt anden måde. Dengang drømte jeg om stå i en lyserød kjole i musicalen ’Singin’ in the Rain’. Men det hele endte jo så lidt anderledes. Jeg forlod folkeskolen midt i 10. klasse, flyttede hjemmefra som 16-årig, fik arbejde som rengøringsassistent og blev utrolig bevidst om at gå i pænt tøj. Det skulle ikke ligne fattigdom. Ingen skulle kunne sætte en finger på mig. Men når jeg mødte en tennispige fra Hellerup med god teint, følte jeg alligevel et totalt mindreværd.”

Så Tove Ditlevsen og du har faktisk levet i de samme gader i flere årtier?

”Ja, og jeg kan relatere mig til Tove Ditlevsens besættelse af at stige op ad den sociale rangliste. Hun er fra min farmors og farfars generation. Af udseende, ikke af sind, minder hun om min farmor. Og deres lejlighed, de mange brune bøger, den grønne skriveplade og traditionen med at komme til frokost, ja alt det genkender jeg fra min egen barndom. De ydre ting, ikke? Min farfar var lektor i latin. Det var også et hjem med kulturel bevidsthed som hos Tove og Victor. Og masser af sild og snaps.”

Og der er andre spor, der krydser hinanden, når Paprika Steen taler om sin ’forbindelse’ til Tove Ditlevsen. I hendes forældres kreds var der navne fra det kulturelle miljø, som proletarbarnet Tove Ditlevsen igennem hele sit liv kæmpede for at komme på omgangshøjde med.

Paprika Steens far, jazzmusikeren Niels Jørgen Steen, levede sammen med skuespilleren Lotte Tarp, der tidligere havde været gift med Henrik Stangerup. Hjemme på Forhåbningsholms Allé, hvor Paprikas mor, skuespilleren Avi Sagild, stedfaren og kunstmaleren Jens Nordsø boede med deres fem sammenbragte børn, var det ikke et særsyn, når Victor Andreasen tog turen op og ned ad trapperne. Hans kæreste, Vibeke, boede i opgangen.

Men det er forsiden på Ekstra Bladet i 1976, der står stærkest frem i erindringen. Paprika var 12 år.

”Tove Ditlevsen har begået selvmord, stod der. Som barn er det svært at forstå. Det var voldsomt og dramatisk.”

Foto: Lasse Bak Mejlvang

I 1970’erne havde kvinder fri recept til nerve- og sovepiller. Det var den medicin, der skulle befri dem fra den for nogen ubarmhjertige overgangsalder. Og det benyttede Paprika Steens mor.

”Dengang var der ikke det samme kritiske syn på nervemedicin som i dag. Da min mor var i midten af 40’erne, blev hun mørk i hovedet. Hun fik ikke nogen roller og begyndte, ligesom Tove, at selvmedicinere sig. Jeg elskede hende. Hun var en fantastisk kvinde, det er vigtigt for mig at sige. Når hun havde det godt, var hun en fest at være sammen med. Men jeg husker hende også ligge og græde i sofaen. Og det tog desværre til. Det var en spiral nedad i mange år. Hun blev pillenarkoman.”

Og du var magtesløs?

”Jeg kan huske sådan noget med at sige: ’Skal vi ikke gå en tur?’. ’Nej, jeg orker ikke’. ’Bare ned til hjørnet og tilbage igen?’. ’Nej, jeg kan ikke, elskede. Undskyld’. Det vilde er, at man som barn vænner sig til det. Det er bare sådan, det er.”’

Som 62-årig døde Paprikas mor – ikke af en overdosis – men af sorg og et usundt levned,” fortæller hun.

Var hun som Tove også indlagt på psykiatrisk afdeling?

”Ja, et par gange eller tre. Jeg kan huske en juleaften, hvor hun var det. Men meget har jeg fortrængt. Som barn lærte jeg at stikke en prop i følelserne. På al smerten,” siger Paprika Steen og holder en pause for derefter at ryge op i et præventivt toneleje.

”Nu er jeg jo blevet voksen og har gået en masse i terapi. Jeg har styr på det. Men selvfølgelig er der stadigvæk nogle mekanismer. Jeg kommer til at tænke på, da jeg var 8-9 år og tog en tur med rutsjebanen i Tivoli. Det var supervæmmeligt. Men jeg sagde til mig selv: ’Nu går du ud af din krop. Du findes ikke’. Og så tog jeg fem ture i træk. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gør det samme, når jeg spiller Tove. Jeg fortrænger al frygten min egen krop. Og så bliver det hele sluppet løst i den rolle.”

“Der findes jo ikke en sandhed om Tove Ditlevsen”

Hvordan efterlader det dig?

”Jeg holder vejret. Og når det er overstået, kan jeg sove i dagevis. Ja, og det er måske også derfor, at jeg aldrig har orket at dykke dybt ned i hendes litteratur. Det er for tæt på. Det var jo lige rundt om hjørnet.”

Paprika Steen fortæller, at hun er nervøs for, hvordan hendes fortolkning af Tove Ditlevsen og det destruktive ægteskab med Victor Andreasen vil blive modtaget.

”Der findes jo ikke en sandhed om Tove Ditlevsen. Hun spillede selv på mange tangenter. Der var forfatter-Tove, Vesterbro-Tove, morsomme-Tove, misbrugs-Tove, forføreriske-Tove, ja … Tove kommer i mange afskygninger. Jeg har forsøgt at ramme en del af tonerne. Jeg håber virkelig, at jeg ikke får en masse skældud af Tove Ditlevsens fanklubber, litterater og connaisseurs. Det vil jeg have svært ved at håndtere.”

Vi er færdige med frokosten. Tallerknerne er fjernet fra bordet. ”Kraa, kraa, kraa, kraa,” lyder det fra et af lindetræerne på Frederiksberg Allé.

”Jeg hader krager. Det er rotter med vinger,” vrisser Paprika. Og afbryder sig selv: ”Nu siger jeg noget virkelig mærkeligt. Men det får mig til at tænke på noget. Jeg er ikke spirituel. Jeg tror ikke på spøgelser. Overhovedet ikke. Men jeg har følt, at Tove Ditlevsen både har takket mig, aet mig på kinden og været sur på mig over, at jeg har udstillet hende. Men også at hun har anerkendt den poesi, jeg har forsøgt at beskrive hende med. Og det er det vigtigste.”

Kan du genkende dig selv i hende?

”Jeg kan forholde mig til behovet for at kravle op ad den sociale rangstige. Okay, jeg kan da også genkende hendes dna. Men derfra er vi meget forskellige. Hun fravalgte at arbejde med sig selv på det følelsesmæssige plan. Og så kunne hun simpelthen ikke leve uden en mand. Jeg har selv været fraskilt i otte år. Jeg har heller aldrig set mig selv som et redskab for en instruktør eller i hendes tilfælde en mand. Jeg har altid opfattet mig selv som et selvstændigt maleri i alt det andet. Jeg er en solist.”

Foto: Lasse Bak Mejlvang

… måske også kontrolfreak?

”Indimellem. Jeg skal nok have fuldstændig styr på, hvad der skal ske. Det er jeg blevet skældt ud for mange gange. Den kontrol, havde jeg brug for som barn, og så er det nok blevet en vane. Det ligger i rygraden. Hvis jeg kommer ind på en restaurant, er det mig, der sørger for, at vi sidder godt. Det er mig, der beder tjeneren om at skrue ned for musikken og op for lyset. Meget alfahan, ikke? Det skal jeg undertrykke, hvis jeg er på en date.”

Men kan du det?

”Det er jo lige det. Så føler jeg, at jeg spiller en rolle. Forstår du, hvad jeg mener … så synes jeg, at jeg lyver. Nej, pjat … jeg kan godt tøjle det. Men jeg forestiller mig da ikke, at jeg skal være alene resten af mit liv.

Efter Tove Ditlevsens kuldsejlede ægteskab med Victor Andreasen indsendte hun i 1971 en kontaktannonce til Politiken: ”Efter at være sluppet ud af et langt, ulykkeligt ægteskab, føler jeg mig ensom i denne verden, hvor alle danner par. Jeg er 52 år, 172 cm høj, slank og blond. Jeg har en 8-værelses lejlighed i København og et dejligt sommerhus. Penge mangler jeg ikke, men kærlighed. Jeg har skabt mig et navn inden for litteraturen, men hvad hjælper det, når jeg savner en trofast og kærlig ven i en passende alder, helst bilist. Interesser: litteratur, teater, mennesker og hyggeligt hjemmeliv. Helst foto og oplysninger om personlige forhold. Billet mr. POL …”

“Hvis man er en konstant overlever, så har man brug for at underkaste sig”

Paprika Steen har naturligvis selv kørekortet. Og hendes præferencer når det gælder maskulint potentiale, er lige så humoristisk anlagt. Bare med omvendt fortegn.

”Hvis man er en konstant overlever, så har man brug for at underkaste sig. Det ligger i naturen. Det gjorde Tove så alt for meget. Jeg er heldigvis ikke så destruktivt anlagt som hende. På den front er jeg lige ud ad landevejen. Jeg vil bare bo i Montana og giftes med en tavs tough cowboy – sådan én som Rip, der jo gerne slår folk ihjel, i den geniale tv-serie ’Yellowstone’. Ham, der er ligeglad med alt ens bullshit og som kan sige: ”Luk røven” på en kærlighed måde, når man er for meget, Hvis jeg siger det til en nyfeminist, vil hun sikkert mene, at jeg er undertrykt. Det er jeg ikke. Jeg har bare lyst til at være det en lille smule en gang imellem.”

Paprika Steen vipper cigaretten ned i askebægeret. ”Så er vi vist også færdige for i dag,” siger hun. Trækker solbrillerne på og lukker ned for det gode selskab. Det er Paprika.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.