Hvilke pronominer bruger du?

“Han/ham/hans eller hvad du nu har lyst til at bruge, når du taler med mig. Det er ikke noget, jeg på det personlige plan har en holdning til, og egentlig har jeg svært ved at placere mig i én af kønskategorierne. Men når det er sagt, har jeg stor forståelse for, hvor ubehageligt det må være at blive fejlkønnet. For eksempel hvis en transkvinde bliver beskyldt for at gå ind på det ”forkerte” kønnede toilet eller bliver omtalt som ”han”.”

Hvor er du vokset op?

“I Gentofte, og det lyder så fint, men det var i et lille rækkehus lige ved motorvejen. Min israelske far skred, da jeg var seks år og bortset fra en periode med en ny mand, var min mor alene med fire børn. Jeg er den ældste i flokken. Som barn elskede jeg at sy, gå farverigt klædt, lege med perler, My Little Pony og havde flere pige- end drengevenner. Jeg var meget privilegeret i den forstand, at det aldrig var noget, min mor satte spørgsmålstegn ved. Men jeg kan huske, at der var drenge, der drillede med, at jeg var bøsse. Det er så absurd, for man boller jo med nul som otteårig”.

“Jeg har nok altid stukket ud fra mængden, men har haft en god evne til at tilpasse mig. På den jødiske Carolineskolen kunne jeg både lege med nørderne og de seje, men kunne ikke rigtigt identificere mig med nogen af dem. Heller ikke religiøst. Da jeg var 12 år, stod jeg bar mitzvah (den jødiske konfirmation, red.), men jeg er helt sikker på, at jeg havde valgt det fra, hvis jeg havde været et par år ældre”.

“Efter 9. klasse havde jeg nogle svære år. Min klassekammerater fik nye venner, og jeg blev ensom. Jeg havde svært ved at finde ligesindede. Det var først, da jeg som 16-årig begyndte at komme i Ungdomshuset på Jagtvejen. Her fandt jeg et sted, hvor jeg passede ind, fordi ingen passede ind. Sådan føltes det. Jeg fik venner, vi festede, lavede politiske ting, festivaler og folkekøkken.”

Hvad er queer for dig?

“Det er et brud med normerne. Og normerne er et gennemsnit, ingen kan leve op til, men som majoriteten forsøger at tilpasse sig. Queer er at turde sætte sig op imod det. Jeg er queer på mange parametre. Jeg er tiltrukket af alle køn. Jeg er et flydende menneske, og jeg har aldrig haft brug for en label. Egentlig rager det jo heller ikke andre”.

“Jeg undrer mig ofte over, hvor uhæmmede heteroseksuelle mennesker kan være i deres behov for at putte andre i kasser. Jeg træner med et par venner, og de har flere gange oplevet, at fyre nede i centeret – når jeg ikke lige har været der – har spurgt dem: ”Er Shuki til piger eller hvad…”. Det er så upassende. Oversat spørger de jo: ”Kan Shuki godt kan lide at blive bollet i røven?” Det er jo ikke noget, de selv ville have lyst til dele med andre mennesker.”

“Jeg undrer mig ofte over, hvor uhæmmede heteroseksuelle mennesker kan være i deres behov for at putte andre i kasser.”

Hvordan er dit liv i dag?

“Det er rigtigt dejligt. Alt er gået op i en enhed, og det har jeg nok aldrig troet kunne lade sig gøre for mig. Når man det meste af sit liv har haft så svært ved at passe ind, er det meget forløsende. At stikke ud er for mig ikke længere en ulempe. I dag er min ADHD-hjerne også blevet en fordel og ikke et handicap. I skolen kunne jeg ikke sidde stille på stolen og heller ikke indordne mig andres systemer. Det kunne jeg heller ikke på jurastudiet, men der lærte jeg mig selv at skabe min egne systemer. Og så gør det heller ikke noget, at jeg har en klæbehjerne”.

“I dag bruger jeg min faglighed og kommunikationsevner på mit arbejde i folketinget. Og min sans for kreativ forretningsudvikling, mit organiseringsgen og min evne for at lave regnskaber og budgetter bruger jeg i min fritid på Cosy Bar, Minas og Lunden.”

Har din queeridentitet påvirket den måde, du møder verden på?

“Jeg har en ekstra opmærksomhed på, hvordan det føles for andre at stikke ud. Da jeg var 15 år, arbejdede jeg i Build-A-Bear. Her måtte vi kun have en ørering i hvert øre, og jeg havde adskillige. Så hver gang jeg skulle på arbejde, var det med plastre over begge ører. Det var så tåbeligt. Det har forstærket min antipati mod uniformer og kassetænkning”.

“På Cosy Bar er vores ansatte unge queers med forskellige syn på verden. Her skal være plads til at være den, man er – og se ud som man har lyst til. Om det er piercinger, en maske, katteøjne – ”you name it”. Det er også vigtigt, at det er et trygt rum at arbejde i og besøge som gæst. Det bruger vi meget tid på at snakke om på personalemøderne. Vi skal kunne dele alle oplevelser i fællesskab og finde løsninger sammen. Hos os er det ikke chefen, der bestemmer det hele. Det samme gælder på Minas og Lunden. Men alt er ”work in progress”. Det er meget, der kan blive bedre.”

“På Cosy Bar skal gæsterne for eksempel vise id-kort, fordi det er en natklub. Det kan være meget intimiderende og ubehageligt for transpersoner, hvis billede eller navn ikke stemmer overens med deres køn. Vi har instrueret dørmandsfirmaet om at gøre det så diskret som muligt, men de kan miste deres autorisation, hvis ikke de tjekker. Så vi er slet ikke i mål. Vi kan gøre noget på det konkrete plan, men der er meget, der skal ændres strukturelt. Det er de problematikker, jeg arbejder med i Enhedslisten; hadforbrydelser, sikring af minoriteters rettigheder i forbindelse med retspolitik og lovgivning.”

Er der en person eller en oplevelse, der har inspireret dig?

“Det sker hele tiden.”

“På Cosy Bar er vores ansatte unge queers med forskellige syn på verden. Her skal være plads til at være den, man er – og se ud som man har lyst til.”

Hvad læser eller ser du for tiden?

“Jeg har meget svært ved at koncentrere mig om at læse. Det er trist, men jeg må acceptere, at der sker for meget oveni i mit hoved til, at det kan blive til mere end en eller to bøger, når jeg har sommerferie. I år bliver det ’Færdig med Eddy Bellegueule’ af Édourad Louis, som jeg har fået af min bedste veninde og ’Første gang jeg brænder mennesker op’ af Vilma Sandnes Johansson”.

“Og ellers ser jeg tv-programmer og serier, hvor jeg ikke skal tænke eller deale med alle mulige følelser. Lige nu er det ’Alene i vildmarken’ og dumme amerikanske politiserier som ’NCIS’ – der er 21 sæsoner, og jeg har set dem alle sammen tre gange.”

Hvilken betydning har Pride Parade for dig?

“Ufortalt kapitalismekritik og pinkwashing, så er der en markering i, at halvdelen af byen deltager og ønsker at vise, at der skal være plads til mangfoldighed. Det fikser på ingen måde hverdagen, men sender et signal om hvordan vi gerne vil leve resten af året. Cosy Bar er med til at lave gadefesten i Studiestræde, så jeg bruger hele dagen derinde på at gøre klar, og det er altid en sjov fest.”

Hvad gør du selv for at skabe inklusion og åbenhed?

“Det er meget kontekst afhængigt. På Cosy Bar er det vores safe space-politik. Vi gør meget ud af, at ingen skal antage folks køn, gramse, stirre eller på andre måder gå over andres grænser. Vores gæster får klar besked i døren: Ingen psykisk eller fysisk vold, sexisme, racisme og homofobi. Og hvis de har en dårlig oplevelse, ved de, at de trygt kan kontakte personalet. Og personalet er helt klar på, at der gerne må efterlades en lang kø i baren – det vigtigste er at deale med og løse situationen.”

Må heteroseksuelle cispersoner gerne hænge ud på queer-barer/-spots?

“Jeg er tilhænger af, at vi alle kan være sammen med hinanden. De bedste fester er dem, hvor alle føler, de kan være med. Men hvis man som majoritet går ind på et minoritetssted, skal man have øje for, hvor meget man fylder. Og huske på at det er et privilegium at have mulighed for at komme ind på stort set alle klubber i verden. Det gælder ikke for queerpersoner. Du kan blive afvist alene på grund af den, du er. Og det gælder særligt for dobbeltminoriteter”.

“De har ikke mange steder, hvor de kan gå hen og danse. Så please – lad vær med at tage hele dansegulvet! Personer, der tilhører majoriteten, skal være bevidste om ikke at centrere sig selv i de få rum, hvor der forsøges at gøre plads til, at minoriteterne gerne må fylde.”

Fortæl om en smuk oplevelse i det offentlige rum?

“Jeg synes heldigvis, at jeg ofte oplever, at fremmede mennesker giver mig et kompliment: ”Pæne sko”, ”flot hår”, ”sej jakke”. Og jeg øver mig i at gøre det samme.”

“Hvis man som majoritet går ind på et minoritetssted, skal man have øje for, hvor meget man fylder.”

Har du også oplevet det modsatte?

“Ja, og det gør jeg stadigvæk. Jeg har ikke været direkte fysisk truet, men jeg er jo også en stor fyr. Desværre kender jeg alt for mange, der er blevet overfaldet – og transpersoner og dobbeltminoriteter er virkelig udsatte. Jeg føler mig ikke utryg på Nørrebro og Vesterbro, men indre by – særligt omkring Strøget – kan være ubehagelig om aftenen og natten. Her får jeg mange tilråb: ”Hvad så Gulddreng?”, hvis jeg kommer cyklende iført en glimmerjakke. Det er utrygt, fordi man jo ikke ved, om det er en flok voldspsykopater eller bare en gruppe heteroer, der har en lille tvivl om deres egen seksualitet, fordi de er fulde. Derfor foretrækker jeg altid at følges med nogen. Hvis jeg har været til fest i guldshorts og andet opsigtvækkende tøj og skal cykle hjem, har jeg joggingbukser og andet neutralt skiftetøj med. Det er jo egentligt ret sygt, ikke?”

Hvad drømmer du om for fremtiden?

“For tre måneder siden lå jeg i en seng på Rigshospitalet. Jeg havde været tæt på at dø på grund af en sygdom i mit hjerte. Det var surrealistisk at ligge der sammen med tre andre gutter. På 80 år. Men den aften tænkte jeg: ”Hvis jeg dør i nat, så er det med en følelse af, at alt omkring mig er godt. Livet kan ikke blive bedre end nu. Det er vildt, for sådan har jeg aldrig haft det før i min tilværelse. Jeg har brugt hele livet på at lede efter meningen med det, og pludselig havde jeg åbenbart fundet meningen uden at lægge mærke til det. Så min drøm er, at jeg kan fortsætte med at have det sådan. Og så er jeg i et forhold med et meget særligt, klogt og dejligt menneske, som jeg kan se vare for evigt. Jeg skal nogle gange nive mig selv i armen for at tro på, at det er virkeligt. Vi har været sammen i fire år, og vi er gode til at give hinanden plads og frihed. Børn? Jeg drømmer ikke om det … men er heller ikke lukket for muligheden.”

Hvilke råd vil du give andre?

“Verden er urimelig, og du må gerne være sur på den. Men prøv at brug din vrede til at ændre på verden i stedet for at vende den indad og lade det gå udover dig selv. Det er dig, der har ret og resten af verden, der tager fejl.”

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Film og TV

Fra ung kærlighed til historisk indblik: Her er 9 queer-serier, du skal se

Hvilke pronominer bruger du?
“Hun/hende/hendes. Og jeg synes, at det er enormt vigtigt, at vi respekterer kønsneutrale pronominer. Det er med til at skabe mulighed for et samfund uden binære spændetrøjer.”

Hvor er du vokset op?
“I provinsbyen Slagelse en times kørsel fra København. Jeg havde meget svært ved at passe ind, men der skulle heller ikke meget til for at stikke ud fra normen. Det var et snæversynet samfund, hvor det at være anderledes bestemt ikke var nogen fordel. Og slet ikke når man – som jeg – havde lyst til at stå på en scene, performe, danse og fylde rummet ud. Som barn følte jeg, at børnehave og skole var social overlevelse, hvor man skulle gemme sine ”quirks” for ikke at blive drillet, eller selv blive til den der jordede andre for ikke at blive offer. Og det er jo lige så ulykkeligt. Jeg husker tilbage på min barndom som ensom og distanceret til folk – en følelse, der fulgte med langt op i mit tidlige voksenliv. Det sætter spor – i både krop og sind. Som 16-årig stak jeg af hjemmefra. Pakkede en taske og tog toget til København, hvor jeg blev anbragt på en ungdomsinstitution. Det kan lyde mærkeligt, men det var en befrielse. Her fik jeg mulighed for at tage to danseuddannelser og slap for konstant at slå mig selv i hovedet over at fylde for meget. Helt forsigtigt begyndte jeg at tro på, at der var en fremtid – også for mig. Tre år senere rejste jeg til L.A., studerede dans og kom til New York, hvor jeg blev introduceret til ballroom-scenen. Den opstod i begyndelsen af 70’erne – som et oprør mod de (primært hvide) drag-konkurrencer, der dengang dominerede LGBTQ+-scenen. Wauw … jeg landede i en verden, jeg ikke vidste eksisterede eller turde drømme om at kunne blive en del af. Det var overvældende at opleve sorte og brune queerpersoner være sig selv uden at skulle undskylde. Se shows og konkurrencer med så meget attitude, glæde, seksualitet, sensualitet og kærlighed. I Paris blev jeg optaget i The House of Miyake Mugler og stillede op til balls. Det pludselig at være omringet af et community af queerpersoner, var befriende. Jeg følte endelig, at jeg turde være stolt og ”loud” omkring min egen seksualitet. Nu har jeg igen base i København, men det har betydet alt for mig at flytte til udlandet og komme på afstand af den danske internaliserede jantelov, der lever i os alle.”

“Ballroom er en supervigtig kulturbærende scene. Et rum, hvor vi står stærkt i vores queerness og blackness. I vores eget lys. Men det er også en protest.”

Hvad er queer for dig?
“Frigørelse for at skulle definere sig. At jeg selv bestemmer, hvordan mit liv skal se ud, hvem jeg skal være intim med og hvordan. Hvem jeg skal elske, hvordan jeg skal eksistere. Insistere og acceptere at jeg er flydende, og at jeg må ‘komme ud af skabet’ hver dag som noget nyt – både som menneske og kunstner. Jeg har tidligere haft en tendens til at tilpasse mig og gå på alt for mange kompromisser. I dag møder jeg verden langt mere kurateret – i kredse hvor jeg ikke behøver at bruge energi på at forklare mig selv.”

Er der en oplevelse, der har inspireret dig?
“Ballroom har givet mig selvrespekt som sort queer femme-person. The House of Miyake Mugler er mit hjem. Min verdensfamilie. Her er jeg Maji Miyake-Mugler. Det er en ære at deltage i balls på vegne af et hus, der har eksisteret siden 1989. Ballroom er en supervigtig kulturbærende scene. Et rum, hvor vi står stærkt i vores queerness og blackness. I vores eget lys. Men det er også en protest. Og en bearbejdning af personlige traumer. Jeg er stolt af at have været med til få ballroom-scenen til Danmark. Jeg lader mig også inspirere af mine ’peers’, tætte venner, hvis udvikling jeg har fulgt ”up close and personal” og som ikke lader sig definere af kasser og rammer. Specielt danser og koreograf Thea Carla Schøtt (Yubaba Ninja), sanger og danser Hanabi Miyake-Mugler og multikunstner Noah Kanber. Jeg er så stolt af at følge deres rejse og se dem udfolde sig, gro, fejle og samle sig selv op igen på og prøve igen og vinde. De inspirerer mig uendeligt. Deres succeser er mine succeser og omvendt. De venskaber hjælper mig med at kigge mere kærligt på mig selv.”

“Man skal huske, at man er gæst i en andens hus og ikke stille sig på forreste række, bare fordi man er kommet først.”

Hvad ser du for tiden?
”Super basic”, men det eneste, der kan få min hjerne, som konstant arbejder på højtryk, til at slappe af, er det gode gamle medical drama ’Greys Anatomy’. Det kører nærmest konstant hjemme hos mig, og er noget af det eneste, der hjælper på tankemylder og uro.”

Hvilken betydning har Pride Parade for dig?
“Jeg deltager ikke i Danmark. Her er der for mange kapitalistiske interesser på spil, og jeg føler ikke længere, at formålet kommer til udtryk. Pride – er for mig – forbundet med aktivisme. Den begyndte i USA som en riot med Marsha P. Johnson i spidsen.”

Hvad ville du ønske, alle der tilhører majoriteten vidste, så de blev bedre allierede?
“Jeg ville ønske, at majoriteten vidste, at der ikke findes en majoritet. Det er sindssygt unormalt at være normal. Der er så mange mennesker, der føler sig som en ensom firkant, der skal passe i et rundt hul. Også blandt dem, der tilhører den såkaldte majoritet. Vi er hinandens allierede. Jeg respekterer jo også folk, der har en anden livsstil end min, selv om jeg måske ikke kan sætte mig ind i den. Vi skal netop holde op med at fremmedgøre hinanden.”

Må heteroseksuelle cispersoner gerne hænge ud på queer-barer/-spots, eller skal I have dem for jer selv?
“Så længe folk respekterer, hvem spacet er for, og hvilken plads man tager i det. Hvis verden var lige for alle, var der ikke brug for queer-steder og balls. Man skal huske, at man er gæst i en andens hus og ikke stille sig på forreste række, bare fordi man er kommet først. Man skal kende sit privilegie og forstå, at her måske er personer, som ikke føler sig trygge andre steder.”

“Der er så mange mennesker, der føler sig som en ensom firkant, der skal passe i et rundt hul. Også blandt dem, der tilhører den såkaldte majoritet. Vi er hinandens allierede.”

Hvad drømmer du om for fremtiden?
“En karriere hvor jeg har mulighed for at udtrykke mig mellem mange forskellige kanaler. Ligesom jeg gør nu, men det skal dybere. Jeg drømmer også om at få en hund. Og måske et hus på Amager.”

Hvilke råd vil du give andre?
“Det er lettere sagt end gjort, men vær dig selv … så falder de forkerte folk i dit liv fra og de rigtige til. Det er den eneste måde, din ”tribe” kan finde dig. Jeg har været enormt ensom men med masser relationer omkring mig, fordi jeg har minimeret mig selv for ”accommodate” folk, der alligevel ikke kunne ”digeste” mig, og som jeg egentlig heller ikke brød mig om. Fuck det – videre. Slå ikke dig selv i hovedet, når du fejler, himlen falder ikke ned. Held & lykke!”

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Identitet

Kunststuderende Noah Umur Kanber: “Jeg venter stadig på, at systemet godkender min eksistens som transperson”

Hvilke pronominer bruger du?
“Hun/hende/hendes. Jeg tænker ikke så meget over det i dag og bliver ikke rigtigt fejlkønnet. Men det har været en proces. Tilbage i 2016, da jeg sprang ud som nonbinær, valgte jeg det kønsneutrale pronomen hen. Dengang kunne jeg ikke forestille mig en tilværelse som kvinde. Der var slet ikke det samme fokus på køn, som der er i dag. Jeg voksede op i et heteronormativt miljø. Det var før serier med transkvinder som ’Pose’ og ’Euphoria’. Der var ikke mulighed for at spejle sig i andre. Jeg har nok aldrig haft et binært forhold til køn, men det har jeg brugt mange år på at finde min egen forståelse af. I dag føler jeg mig hjemme i mit sind og min krop, men jeg har også været igennem et forløb på Sexologisk klinik og taget hormoner i seks år. Jeg sprang først ud som kvinde, da jeg var 27 år. Mange cis-personer tror, at det handler om bryster og kønsorganer, men for mig er det meget mere end det. Det er også den følelsesmæssige udvikling, som østrogen afføder. Det er ikke kun min hud, der er blevet blødere. Det er også blikket i mine øjne. Jeg er kommet på mere følsom bølgelængde med både mig selv og andre kvinder.

Det har været vildt befriende at komme ind i kvindelige fællesskaber. Livet som dreng og ung mand var – for mig – langt mere ensomt. Med mænd er det ‘shoulder-to-shoulder-friendship’ – med kvinder er det ’face-to-face-friendship’. Jeg værdsætter helt vildt den tilstedeværelse og omsorg, jeg oplever med mine veninder. Og i den proces har jeg fundet ud af, at man kan være kvinde på alle mulige måder. Jeg er ikke kun fin og feminin. Men nørdet og sportsagtig. Det skulle jeg finde ro med. Bryde det stereotype billede af en kvinde. Jeg er en ’tomboy’, der skater og kører på mountainbike, men som i lige så høj grad elsker at drikke rosé og tale om følelser. Jeg har både straight og lesbiske veninder. Queer- og ciskvinder i mit liv. Jeg skelner ikke. Men jeg befinder mig godt i andre miljøer, hvor der ikke fokus på køn og seksualitet. Det er befriende ikke at skulle tale om det, men have fokus på sine interesser, og det jeg brænder for.”

Hvor er du vokset op?
“Først i Hvidovre og så i Aalborg, hvor bøsse og lesbisk i den grad var skældsord. Det var nødvendigt at udtrykke sig maskulint som dreng – for at undgå at blive mobbet. Selv om jeg foretrak action, løbe i bjerge, kravle i træer og dyrke sport – og ikke interesserede mig for neglelak og Barbie-dukker – havde jeg svært ved at passe ind i de stereotype kasser, vi bliver kastet ned i allerede som børn. Det bedste var at sidde på biblioteket og læse bøger om store dyr og løbe rundt i naturen. Og det er jeg aldrig stoppet med!”

Hvad er queer for dig?
“Det er ikke en identitet, men et politisk standpunkt. Det handler om norm- og systemkritik. Om inklusion af mennesker på tværs af køn, seksualitet, race, kultur og handicap. Jeg identificerer ikke mig selv som queer-person. Jeg er trans, kvinde og lesbisk, men mest af alt bare mig.”

“Det er ikke kun min hud, der er blevet blødere. Det er også blikket i mine øjne.”

Hvordan er dit liv i dag?
“Det er roligt. Jeg lever som en kvinde, “just another white girl”. Jeg har netop færdiggjort min kandidat i biologi ved Københavns Universitet, og nu skal jeg i gang med at søge job. Jeg var tre måneder på feltarbejde hos organisationen ’Rewilding Apennines’ i Italien, hvor jeg arbejdede og indhentede data til mit studie. Kort fortalt går det ud på at undersøge, hvordan store dyr påvirkes af menneskelig tilstedeværelse. Forhåbentligt får jeg snart et arbejde, hvor jeg kan undersøge og beskytte rovdyr som bjørne, los og jærv et sted med bjerge i Europa. Jeg foretrækker en balance mellem en videnskabelig og holistisk tilgang med et respektfuldt forhold til dyr. Vi mennesker er en del af naturen, og dyr er levende væsener med egen interesser. Det handler om coexistence, om hvordan vi undgår konflikter mellem dyr og mennesker.”

Har din kønsidentitet påvirket den måde, du møder verden på?
“Jeg har lært at lytte til mennesker og forstå, at alle har en historie at bære på. Intet er binært eller konstant. At springe ud efterlader én med kæmpe spørgsmålstegn ved alle de normer, der eksisterer.”

Er der en person eller en oplevelse, der har inspireret dig?
“Blake Hansen. Hun er en amerikansk transkvinde og professionel mountainbiker. Hun er et idol for mig, og jeg har haft stor glæde af at følge og skrive med hende. Hun har åbnet mine øjne for, at jeg også kan leve mit liv som den kvinde, jeg er. Jeg finder inspiration i kvinder (cis og trans) med ben i næsen, der ikke er bange for at være i mandsdominerede miljøer og være dem selv.”

“Villa, Volvo og vovse er ikke for alle”

Hvad læser du for tiden?
“Jeg har altid gang i flere bøger på én gang. Here you go! ‘All Quiet on the Western Front’ af Erich Maria Remarque om de grufulde oplevelser under Første Verdenskrig. ’This Here Flesh’ af Cole Arthur Riley, en poetisk og politisk debutroman om at vokse op som sort kvinde i USA. Om tilhørsforhold, værdighed og frigørelse. ’Wilding’ af Isabella Tree, inspirerende og filosofisk bog om at lade naturen og dyrene passe sig selv og skabe rewilding og økoturisme i England på niveau med safarier og Afrika. Og Jon Kabat-Zinns meditationsbog ‘Wherever You Go, There You Are’.”

Hvilken betydning har Pride Parade for dig?
“Jeg er ikke til glitter, party og farver, men har det lidt ligesom komikeren Hannah Gadsby: ”Where are the quiet gays supposed to go?”.”

Hvad ville du ønske, alle der tilhører majoriteten vidste, så de blev bedre allierede?
“Villa, Volvo og vovse er ikke for alle. De fleste af os vil bare gerne leve et fredeligt liv med de samme rettigheder som andre. Lære at undersøge normer. Jeg synes, at organisationen Normstormerne gør et vildt godt oplysningsarbejde i folkeskolen.”

“Jeg er ikke til glitter, party og farver, men har det lidt ligesom komikeren Hannah Gadsby: ”Where are the quiet gays supposed to go?”.”

Må heteroseksuelle cispersoner gerne hænge ud på queer-barer/-spots, eller skal I have dem for jer selv?
“Det findes der ikke et binært svar på. Hvis man er der med sine venner, synes jeg, det er fint. Nu kommer jeg ikke så meget på natklubber, men der har jeg da også oplevet, at nogle homoseksuelle mænd fylder meget. Med fare for at blive udskældt, synes jeg, der er større problemer i verden; Klimaforandringerne, tabet af natur, biodiversitet og LGBT+-personers rettigheder på mange andre punkter.”

Hvad drømmer du om for fremtiden?
“Sammen med mine to hunde skal jeg arbejde og leve i naturen. Ultimativt, få et job som wildlife ecologist i Norge eller Østrig. Her vil jeg bo oppe i bjergene i et sødt lille bjælkehus. Jeg drømmer også om at få råd til en stor firehjulstrækker med plads til telt og cykel – så jeg kan rejse ud og cykle, vandre og stå på ski. Langt ude i fremtiden … er pensionistdrømmen en italiensk farm med heste, køer, stenovn, hunde og en dejlig kæreste.”

Hvilke råd vil du give andre?
“Bare fordi du ikke ser det, betyder det ikke, at det ikke findes. Der er så mange veje at gå som menneske. Og finde sig selv uden at blive sat i bås. Det har jeg selv kæmpet med og for, og det, håber jeg, kan inspirere andre.”

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Identitet

DJ og performer Anira Orlando: “Siden jeg kan huske, har jeg følt mig som Anira og ikke Anir”