Det jeg skal til at skrive nu er en kliché, det ved jeg, men ikke desto mindre, så er det alligevel sandt.
Mit træningsforløb hos boksetræner Timmy Kimose har vendt op og ned på mit liv! Jeg har ikke kun lært min fysiske og psykiske styrke at kende, jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er vildt sej, og den selvtillid tager jeg med mig, for godt nok er den god at have, når det gælder i en boksering, men den er også gavnlig i hverdagens mange udfordringer og valg, som jeg i en alder af 26 år ofte synes, at jeg står overfor.
Forventninger til forløbet
Før vi gik i gang med forløbet havde jeg mødt Timmy et par gange, først som deltager på hans ugentlige hold i træningscenteret Sporting Health Club på Gyldenløvesgade i København og til en kop kaffe for at forventningsafstemme vores kommende forløb. Med andre ord; jeg havde en god fornemmelse af, hvad jeg kunne forvente mig de kommende måneder, hvor han skulle træne mig, og jeg vidste, at det ikke ville blive afslappende.
Jeg vil ikke sige, at jeg var nervøs, før vi gik i gang, men jeg var i den grad spændt. Ikke mindst på, om jeg ville have psyke og den fysiske styrke, det kræver, at skulle boksetræne intensivt med en professionel træner, hvis job er, at presse dig til det maksimale og gerne det ekstra.
Jeg startede ikke forløbet, fordi jeg skulle tabe mig eller kickstarte en sund livsstil, men fordi jeg ville undersøge, hvordan det er at dedikere en periode af sit liv til en sport, som ikke kun er virkelig hård, men som jeg også vidste ville presse mig til det yderste og kræve, at jeg gav alt hvad jeg havde i mig. Den del var jeg nysgerrig på, samtidig med, at jeg havde et mål og et ønske om, at blive stærk og ikke mindst en gang for alle, at komme i virkelig god form. At jeg så også vidste, at jeg ikke ville kunne undgå, at smide nogle kilo og få en mere tonet og muskuløs krop, var jo bare en bonus.
Kost og træning
Forløbet blev skruet sammen, så jeg i starten skulle træne 5 – 6 gange om ugen; to gange, hvor det var mig og Timmy alene og de andre gange på hans hold i centeret sammen med de øvrige boksere, som han træner. Efter de første par uger blev træningen skruet op, så jeg i stedet trænede 7 – 8 gange om ugen, og for jer der er skarp til hovedregning, så ja, det betød at jeg havde en dobbelttræning minimum en gang om ugen, hvor jeg trænede både morgen og aften.
Det overraskede mig, hvor hurtigt jeg kom ind i en ny fast rutine. I de første mange uger havde jeg intet problem med at tilsidesætte alt og stort set kun fokusere på min træning og mit arbejde. Jeg stoppede med at drikke alkohol, i hvert fald i de store mængder, som oftest følger med en festlig aften i byen, jeg blev om muligt endnu mere opmærksom på min kost, nu hvor jeg hver dag ville udsætte min krop for et enormt pres i form af træning, og jeg begyndte virkelig at prioritere min søvn, som en vigtig del af den restitution, jeg skulle give mig selv og min krop. Det sidste skete nu meget af sig selv, da jeg i begyndelsen blev så træt efter al den træning, at jeg gik ud som et lys hver aften kl. 20.30.
Jeg valgte en 100% plantebaseret kost under forløbet, da min krop fungerer bedst på grønt, frugt, bælgfrugter og fuldkorn. Skulle du sidde og være i tvivl, om man kan det, så er svaret ja. Du kan sagtens træne rigtig hårdt på en grøn kost, så længe du er opmærksom på din mængde og sammensætning af mad. Sørg for at få bønner, linser eller lignende til de store måltider, spis fuldkorn, drik shakes evt. tilsat planteprotein og tag et tilskud af B12 vitamin og suppler med mineraler (jern, magnesium, selen etc.) – så er du godt kørende.
Forløbets første træningsdel var dedikeret til cardio og teknik. Boksning er en vanvittig hård sportsgren, som ikke kun udfordrer dig på din kondi, men også på din mentalitet, hvilket vi især skulle træne gennem forløbet. Du skal altså i rigtig god form og her er intervaltræning mest effektivt. Timmy Kimose arbejder med intervaller på løbebånd, hvor du gerne skal op og løbe i en speed på min. 16 km/t og op efter, dog ’kun’ på 14 km/t hvis du har en stigning på 10. Det var sjovt at mærke effekten af intervaltræningen, når jeg fra tid til anden fik løbet en kort tur for mig selv ind imellem vores træning. Min distance blev længere, min pace blev hurtigere og min løbetur blev sjovere. Derudover kørte vi en masse programmer, hvor der hvert minut skulle udføres en ny øvelse og til sidst stod den på korte tabata-intervaller med mave- og rygøvelser.
Én ting er cardiotræning, noget helt andet er teknik. Hvis du tænker, at det ikke lyder logisk, at teknik og boksning går hånd i hånd, så skal du tro om igen. Boksning handler om alt andet end ’bare’ at slå et slag. Det er nemlig umuligt, at få indført et godt slag, hvis ikke din teknik er helt korrekt. Når du giver et slag, skal al din kræft komme fra dine ben, hvorfor også de skal trænes til at være stærke og kunne reagere eksplosivt. Vi brugte mange timer igennem forløbet på at træne mine ben, som gælder alt lige fra den korrekte ben stilling til, hvordan og hvor hurtigt jeg bevæger mine fødder, hvor meget jeg bøjer i knæene og i det hele taget hvordan jeg opnår god synergi i mine bevægelser, som gerne skulle få arme, ben og core til at samarbejde, og dermed resultere i et slag med god kraft. Det er svært, men faktisk rigtig sjovt, når det lykkes.
Blod, sved og tårer
I takt med, at min teknik blev bedre begyndte træningen også at tage en anden form, for jeg skulle jo bevise, at jeg kunne bruge min teknik, når jeg stod i ringen. Timmy kastede mig skødesløst direkte ud i det (efter jeg havde fået min første tandbeskytter), men selvfølgelig på en kontrolleret måde, hvor jeg kunne føle mig (delvis) tryg. At stå overfor en modstander, og rette mine slag efter vedkommende, er det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort.
Der er blod i en boksering – den del kan være svær at komme udenom – men heldigivs har jeg endnu ikke (7, 9, 13) selv fået en blodtud, men jeg har måtte forberede mig på, at det kunne ske. Med en puls på omkring 180 har der været enormt meget sved, endda så meget at det til tider kunne svie i øjnene, men det er ikke det eneste, der har afgivet vand. Jeg har også grædt, og det er heldigvis ikke unormalt. Der var en fredag aften, hvor jeg skulle sparre (dvs. boksetræne mod en modstander i ringen), og selvom det ikke gjorde voldsomt ondt, de mange gange jeg endte med at blive ramt i ansigtet, så fik det alligevel en følelse frem i mig, som jeg havde rigtig svært ved at styre. Jeg begyndte at græde, faktisk stortude, og efter en krammer opfodrede Timmy mig til at fortsætte i to runder endnu, for det ville ikke være en succes at gå hjem uden at få det sidste med. Jeg fortsatte min træning, men det gjorde tårerne også, for jeg græd faktisk resten af aftenen, da jeg kom hjem. Det jeg oplevede var en reaktion, som ikke er til at undgå, når du udsætter dig selv for noget så intenst, som et hårdt træningsforløb, hvor du hver eneste dag skal presse dig selv, og nogle dage endda to gange. Jeg blev opmærksom på, at jeg har en grænse, og derfra kunne jeg så lære at arbejde med den.
At sige ja og så alligevel ikke
Netop det med at overskride grænser, er nok en af de ting, jeg er mest oppe og køre over efter mit forløb. For det har ikke kun givet mig en masse selvtillid, det har også givet mig et kick, som jeg ikke har prøvet før. Da vi havde været i gang med træningen i en 2 måneders tid blev Timmy og jeg enige om, at jeg kunne tage en diplom kamp, når vores forløb var ved vejs ende. Jeg sagde ja tak uden at blinke, men jo tættere vi kom på målet, jo mere kunne jeg mærke, at jeg ikke følte mig klar.
Jeg har altid været glad for at træne, og jeg har forsøgt mig med mange forskellige træningsformer gennem tiden, men hver gang sker det, at jeg kører træt i det, fordi jeg ikke bliver stimuleret nok. Jeg har flere gange hørt, at træning frigiver endorfiner i kroppen, men det har jeg haft svært ved at tro på, for jeg har ikke selv prøvet det på egen krop – i hvert fald ikke før nu. Nu har jeg endelig fundet en træningsform, og ikke mindst en træner, som giver mig præcis det, jeg ikke har haft held med at finde. Det har jeg tænkt mig at holde fast i, men på en måde, som matcher mit hverdagsliv.
Hvad så nu?
Jeg vil stadig gerne have en diplom kamp, ligesom jeg ønsker at fortsætte min træning hos Timmy, men nu ved jeg hvad det kræver, at skulle gå all in på én træningsform. Hvis jeg vil blive virkelig god, så er jeg nødt til, at investere rigtig meget tid og energi i det, og kun det. Jeg havde ambitiøse intentioner om, at jeg skulle have en kamp efter forløbets 3,5 måned, og at det bestemt ikke skulle slutte der, men jeg blev udfordret af virkeligheden, som for mit vedkommende er mit arbejde, mit sociale liv og min fritid, som jeg ikke nødvendigvis kun har lyst til at bruge i et træningscenter.
Jeg ramte en mur, da vi nærmede os målet. Det eneste jeg tænkte på var efterhånden mad og træning, men da jeg samtidig havde en virkelig travl periode på mit arbejde, måtte jeg efter svær selverkendelse indse, at det ikke længere hang sammen for mig, at boksning fyldte så meget i mit liv, desværre.
Jeg havde tabt mig omkring 4 kg. og fået omdannet en del fedt til muskler, hvilket kun klæder min silhuet. Jeg er 1.60 cm. høj, og i boksning har din højde stor betydning, for den styrer blandt andet, hvad du må veje for at tage en kamp, i hvert fald hvis den skal være fair, så du og din modstander er af nogenlunde samme kaliber. Hvis jeg skulle have en kamp, skulle jeg ned og veje et sted mellem 52 – 53 kg., hvilket ikke vil være umuligt, men det vil være hårdt og jeg vil risikere, at tabe en del muskelmasse. Såfremt jeg skulle ned på den vægt, så mangler jeg at tabe mig omkring 3. kg. og den proces virkede på daværende tidspunkt umulig for mig.
Jeg sætter derfor min boksetræning på standby indtil efteråret og nyder nu en skøn dansk sommer, hvor jeg vil holde mig i form med løb, funktionel træning og boksning, når muligheden byder sig.
I mellemtiden vil jeg se tilbage på et forløb, som har givet mig gode minder, styrke, power, selvtillid, en god grundform og ikke mindst en virkelig stærk core – som har gjort mit løb endnu sjovere – at træne din core er nemlig vigtigere end du måske tror.
Ligesom jeg vil smile ved tanken om, at jeg har fået mig en ny god ven i min træner Timmy Kimose, som selv på mine dårlige dage, gjorde min træning til en leg.
