London Fashion Week viste feminine print og power suits

Ligesom ELLE fejrer Victoria Beckham sit 10 års jubilæum, som designer i eget navn. Og det gjorde hun ved at holde sit første modeshow til London Fashion Week (frem for i New York som hun tidligere har gjort) og viste sin hidtil stærkeste kollektion.

Der var en fin balance mellem de maskuline styles såsom blazere og bukser med læg, kombineret med delikate materialer som silke og blonder. Den moderne kvinde – der ikke vil ligne, at hun gør for meget ud af det – vil elske Victoria Beckhams SS19 kollektion. Jeg faldt for dette look med de camel-farvede bukser og den lyseblå top. Skødesløst men stærkt!

Foto: Vogue

Det er ikke kun ELLE og Fru Beckham, der kan fejre 10 års fødselsdag i år. Også Mary Katrantzou viste en kollektion af kollektioner – som hun selv har udtalt. Der var et lille kig tilbage på hendes ikoniske print og kjoler, men bestemt også et kig frem. Laser-skåret læder, perler, pailletter, crochet, tyl og sommerfugleprint kunne findes i kollektionen. For meget, måske, men ikke desto mindre et smukt show med højt til loftet.

Foto: Vogue

Erdems SS19 kollektion tager afsæt i 1900-tallets store rober i stærke farver, som stod smukt i kontrast til de slanke silhuetter, der til gengæld ikke manglede detaljer i form af broderi og blomsterprint. For ingen gør sig i blomsterprint som Erdem.

Foto: Vogue

Preen by Thornton Bregazzi inviterede på Afternoon Tea, hvor de fremviste en gennemført kollektion med masser af blomsterprint, blonder og pastelnuancer. Men hvor Erdem tager udgangspunkt i den Victorianske tid, gør Preen det i Londons gader. For Modellerne var alt andet end en yndig ’English Rose’. Der var masser af attitude og tunge støvler til at opveje den blomstrende eng af kjoler. Denne plisserede kjole med store skulderpuder var et af kollektionens stærkeste looks.

Foto: Vogue

Emilia Wickstead er nok mest kendt for sine feminine snit og rene linjer, som den nye engelske prinsesse, Meghan Markle, ofte bliver set i.

Læs også: Alexa Chungs modeugedebut – se hele kollektionen. 

Som mange af sine kollegaer viste også hun masser af farver og blomsterprint i sin kollektion, der har hentet inspiration i de sene 80’ers power-kvinde. Der var jakkesæt med shorts, kjoler med enorme sløjfer og den magtfulde briefcase at finde på catwalken.

Foto: Vogue

Som la grande finale viste Riccardo Tisci sin første Burberry-kollektionen, og man må sige, at han bestod sin svendeprøve! Han har fortolket det britiske brand med respekt for modehusets arv og bevaret klassikere som trenchcoaten og de ikoniske tern, men gjort det til sit egen. Frakkerne havde fået et corsage-lignende bælte om livet, og den plisserede A-formede nederdel var forkortet til over knæene. Den kvindelige krop skal fremhæves i tøjets silhuetter.

Foto: Vogue

 

Se alle de smukke kjoler på den røde løber

Den 18. september 2018 blev det prestigefyldte Emmy Awards Show for 70. gang afholdt i Microsoft Theater i Los Angeles, hvor et mekka af store tv-skuespillere og instruktører var troppet op for at hylde de bedste tv-produktioner det seneste år. Moden var ligesom de forrige år yderst spektakulær, og derfor kunne der på den røde løber opleves et festfyrværkeri af smukke, iøjnefaldende kjoler, kreeret af nogle af tidens allerstørste modedesignere såsom Dior, Valentino og Chanel. 

Selvom Oscar-showet stadig indtager pladsen som verdens mest kendte prisuddeling, så er Emmy-uddelingens popularitet steget voldsomt de seneste år, fordi serierne har vundet kæmpe indpas i tv-stuerne rundt omkring i verden. Det betyder også, at flere og flere danskere er begyndt at sidde oppe om natten for at se showet, når det ruller henover skærmen.

Læs også: Disse serier glæder vi os til at gåefteråret i møde med. 

En af aftenens helt store vindere blev den populære fantasy-serie Game of Thrones, som med sine 22 nomineringer kunne kalde sig den mest nominerede serie i år. Serien kunne desuden bryste sig af at trække hele ni Emmy-priser med sig hjem. 

Hvis du havde problemer med at holde dig vågen i nat, så fortvivl ej, for vi har samlet alle de glamourøse kjoler fra den røde løber i galleriet nedenfor…

5 mascaraer, der giver længde til selv de korteste vipper

Mascara er ikke bare mascara. Intet er så simpelt endda.

 

Der går ufatteligt meget forskning ind i designet af børsten og ikke mindst den ’fordelingsdyse’, som vist er det tætteste vi kommer på et dansk navn for det element, der sidder i mascaratuben, der bestemmer hvor meget mascara der kommer på børsten, for hver gang du putter den i. Eller nærmere hiver den op. 

 

Så er der jo de forskellige formler med varieret indhold af intensitet af farve, og fibres funktionalitet osv. Det er BIG business. 

 

 

Hvis der er en ting, du kan være sikker på så er det at, vi danske kvinder er pænt pjattet med mascara. Enten vil vi have mere volumen, eller også vil vi have hjælp til længden.

 

Læs også: 7 foundations til dig, der ønsker en fejlfri hud

 

Det har producenterne heldigvis luret og mascara-markedet bumer af alternativer. Men det er altså også noget forvirrende med så mange alternativer, og derfor har vi udvalgt 5 mascaraer, som faktisk virkelig gør en forskel på længden af dine vipper.

 

… Og derefter er det jo bare nyde komplimenterne!

 

 

Justin Bieber og Hailey Baldwin: Gift eller ej?

Siden Justin Bieber og Hailey Baldwin offentliggjorde deres forlovelse den 7. juli 2018, har rygterne om deres forestående bryllup svirret, og mange spørgsmål står fortsat ubesvaret hen såsom, hvor og hvornår skal vielsen finde sted, og hvilken kjole skal Hailey bære på sin store dag.

Torsdag den 13. september 2018 blev der så igen fyret op under bryllupsspekulationerne efter, at Hailey  og Justin var blevet spottet foran hovedindgangen til Rådhuset i New York – for betød det, at parret var blevet gift i al hemmelighed?

Det har ikke været nemt at finde hoved og hale i de mange modstridende udmeldinger fra både pressen, parret selv og deres venner, men nedenfor har vi forsøgt at samle beviserne for og imod, at der skulle være fundet en forlovelse sted.

Ifølge PEOPLE Magazine så er svaret på, om de to turtelduer er blevet forlovet, JA!

En religiøs kilde bekræftede nemlig overfor magasinet, at Justin og Hailey juridisk set var blevet gift på Rådhuset, men at de fortsat har i sinde at afholde en religiøs vielse og efterfølgende fest for familie og venner inden for den nærmeste fremtid. En anden kilde tæt på parret udtalte desuden noget afslørende til magasinet, at: ”De kastede sig ud i det uden rigtigt at lytte til nogen”.

Derudover har en insider-kilde fortalt magasinet TMZ, at Justin var meget følelsesladet under besøget på Rådhuset, hvor han sagde følgende til sin forlovede: ”Jeg kan ikke vente med at gifte mig med dig”.

Justin skulle efter sigende også have takket en officiel embedsmand for at ”holde det under radaren”.

Læs også: Hvem er Justin Biebers forlovede? Her er alt du skal vide om Hailey Baldwin. 

Sidst men ikke mindst, så har en kilde tæt på Justin tidligere fortalt PEOPLE Magazine, at popstjernen og hans forlovede foretrækker at blive gift relativt hurtigt og under afslappede forhold: ”De ønsker ikke en lang forlovelse, og er allerede begyndt at planlægge deres bryllup. Lige nu så kunne de godt tænke sig en lille ceremoni med deres respektive familier. De planlægger altså ikke et stort kendisbryllup”.

Det, der derimod taler imod et hemmeligt bryllup, er det faktum, at Hailey lynhurtigt greb til tasterne for at afvise rygtet om hendes ægteskabsstatus.

I et Twitter-opslag, blot to timer efter de første medier begyndte at rapportere om begivenheden, skrev hun: ”Jeg forstår godt hvor spekulationerne kommer fra, men jeg er ikke gift endnu!”. Efterfølgende har en af Justins venner desuden udtalt, at bryllupsplanlægningen er i fuld gang – på trods af det kortvarige besøg på Rådhuset.

Parrets besøg på rådhuset kan også være resultatet af, at de fik udstedt en ægteskabserklæring. Og i så fald vil det betyde, at et bryllupp er nært forestående –  I New York er erklæringen nemlig kun gældende i 60 dage efter udstedelsen. 

Hvad end der er op og ned i historie om de to turtelduer, som naturligvis allerede fylder meget i sladderpressen, så håber vi, at der venter et stort bryllup mellem Justin og Hailey med alt, hvad dertil hører af en overdådig location, designerbrudekjoler og celebre kendisser som gæster. 

… For et bryllup mellem The #Baldwins kan vist kun blive et af dem, der vil gå over i kendishistorien. 

7 tips til perfekte vipper

Vi er desværre ikke alle født med lange, voluminøse vipper fra naturens hånd, men det betyder ikke, at vi ikke kan få dem. 

Med den rette pleje og håndtering af dine vipper, kan de faktisk vokse sig længere og stærkere – og så findes der også en række produkter, der kan give dem det sidste skub mod længde og fylde.

Herunder får du 7 tips til, hvordan du kan få de vipper, du drømmer om.

TIP 1: AF MED MASCARAEN – PÅ DEN RIGTIGE MÅDE

Det er nok ingen overraskelse for dig, at dine vipper har godt af at blive fri for mascara før du rammer puden.

Ligesom din hud har godt af at blive renset, har dine vipper det også. Det er særligt dine yderste vipper, der er udsat når du sover, da de rør puden, når du ligger på siden. Du kan beskytte dine vipper når du sover med en sovebrille, der forhindrer det værste slid mod puden.

Når du fjerner din mascara, så er det vigtigt, at du gør det nænsomt og uden at gnide. Den bedste måde at fjerne mascara på, er ved at lægge en vatrondel med øjenmakeupfjerner på det lukkede øje i ca. 15 sekunder, før du blidt trækker vatrondellen langs vipperne i nedadgående strøg.

Dertil er det væsentligt, at du bruger en blid makeupfjerner, der ikke udsætter dit øjenområde for unødig kemi og udtørrende ingredienser.

Hvis du har lyst, kan du også lade helt være med at bære mascara i en periode – det vil dine vipper elske! Hvis du synes, at dine øjne mangler lidt ekstra i den periode, vil du herunder kunne finde tips til, hvordan du kan pleje og farve dine vipper, så de er lange og mørke selv uden mascara.

Læs ogå

5 mascaraer, der giver længde til selv de korteste vipper

TIP 2: FUGT DINE VIPPER

Dine vipper har, ligesom din hud, godt af masser af fugt. Med daglig brug af makeup og makeupfjerner, kan huden i øjenområdet og vipperne nemt tørre ud, og det fører til usmidige vipper, der kan have tendens til at knække.

Du kan heldigvis nemt tilføre dine vipper daglig fugt – helt uden at skulle investere i nye produkter. Når du tager din creme på, kan du blot sørge for at fordele resterne af cremen på dine vipper med blide strøg med fingrene.

TIP 3: PLEJ DINE VIPPER MED SERUM

Vippeserum er ikke længere et nyt fænomen, og det er bestemt kommet for at blive – for det virker faktisk!

Vippeserum ikke alene plejer og fugter dine vipper, det giver også næring til hårsækkene, som vil gøre dine vipper både længere og mere fyldige. De fleste kan se resultater allerede efter to ugers anvendelse.

TIP 4: SKAL DER FARVE TIL?

Hvis du har lyse vipper eller gerne vil give dem et mere intenst look, kan du vælge at få dem farvet af en professionel. Det vil få din mascara til at lægge pænere og med et mære jævnt resultat, end oven på lyse vipper.

De farvede vipper vil måske også give dig lyst til helt at droppe mascaraen og lade dine nyfarvede, mørke vipper, stråle. Hvis sorte vipper er for voldsomt til dit look, kan du vælge at farve dem brune – det ser oftest mere naturligt ud.

En behandling koster som oftest omkring 200 kr., og resultatet holder i fire til seks uger.

TIP 5: DET RETTE BUK

De flestes vipper er ikke ret krøllede fra naturens hånd, og det betyder, at længden på dem ikke står tydeligt frem når de ses forfra. Derfor vil et buk af vipperne give større synlighed af vippernes længde, da de bliver løftet op og øjet synes større.

Vippebukkeren må aldrig bruges, når du har mascara på, da det kan knække hårstråene. Brug derfor kun din vippebukker før du påfører mascara. Vælg altid en vippebukker med siliconepude, der skåner hårstråene.

TIP 6: FARVEL TIL VANDFAST MASCARA

Vandfast mascara er selvsagt meget holdbar, og derfor foretrækker nogle at bruge vandfast fremfor almindelig mascara.

Det anbefales dog, at du så vidt muligt forsøger at undgå dette, da formlen i vandfast mascara kan give tørre vipper, hvis den bruges ofte – og dertil, da det slider meget på vipperne, når det skal af.

Brug derfor kun vandfast mascara når det er nødvendigt, og sørg for at anvende en oliebaseret makeupfjerner, når det skal af igen.

Læs ogå

Sådan finder du den rigtige foundation og concealer til din hudtype

TIP 7: UNDGÅ KUNSTIGE VIPPER

Kunstige vipper kan give en glamourøs wow-effekt – og de skal da helt sikkert også frem til nytår. Men limen, der holder de kunstige vipper fast, kan have en meget udtørrende effekt på dine vipper og øjenområde.

Dertil er de kunstige vipper meget tunge at bære for dine naturlige vipper, og det kan i værste tilfælde betyde, at nogle vipper vil bukke under og knække.

Derfor bør man begrænse forbruget af kunstige vipper til festlige lejligheder, og give vipperne en god omgang forkælelse efterfølgende med masser af fugt.

Læs ogå

De 7 mest typiske makeupfejl – og hvordan du undgår dem

Dansk influencer på Vogues liste over de mest indflydelsesrige street style-darlings

Business of Fashion har netop offentliggjort de 500 mest indflydelsesrige mennesker i modebranchen anno 2018, og i kølvandet på det har Vogue offentliggjort deres liste over de 100 mest inspirerende street style-personer fra hele verden.

Listen blev offentliggjort i september, da der netop nu er et enormt stort fokus på street style grundet månedens mange modeuger i henholdvis New York, London, Paris og Milano.

Vogue er på mange måder modens højborg, og et anerkendende stempel derfra er for de fleste en uopnåelig drøm, men ikke for den danske influencer Anne Johannsen, der som den eneste dansker er at finde på Vogue World 100-listen.

Anne er særligt kendt for sin kærlighed til pastelfarver, og den blonde og langbenede it-girl deler sine outfits på sin Instagram-profil, der følges af 17.800 mennesker.

 

 
 

 

Vis dette opslag på Instagram

 

 
 
 

 
 

 
 
 

 
 

 

25. Aug, 2018 kl. 6.17 PDT

På trods af Annes fine og inspirerende stil, så er hun (ind til videre) forholdvis ukendt for street style-fotograferne. Anne er nemlig ikke til at spotte til diverse modeuger i udlandet, mens de danske street style-darlings som Pernille Teisbæk og trekløveren bestående af Emili Sindlev, Jeanette Madsen og Thora Valdimarsdottir sjældent skuffer street style-fotograferne verden rundt. Anne har dog, som den eneste dansker, nappet den prestigefyldte anerkendelse fra Vogue – supersejt!

Vogue understreger dog også, at det kun er meget få personer på Vogue World 100-listen, der er direkte linket til modebranchen. De fleste er ganske almindelige modeglade mennesker, der står op hver morgen, tager tøj på og går ud i verden, hvor de beriger os andre med deres genialitet. 

Anne er da også i fornemt selskab med street style-darlings fra blandt andet USA, England, Frankrig, Kina og Italien, og vi skal heller ikke langt fra vores lille kongerige, for at støde på andre navne på listen. Vores naboer Sverige og Norge har nemlig en del flere repræsentanter på listen. I det norske gadebillede har syv damer gjort sig bemærket, mens Acne-land (Sverige) kan prale med fire stilikoner på listen. Se hele Vogue World 100-listen HER

Kig med i galleriet herunder og lad dig inspirere af de i alt 12 damer fra Danmark, Norge og Sverige, som Vogue har inkluderet på deres Vogue World 100-liste. De mestrer nemlig den ædle kunst – at klæde sig på – til perfektion.

Alexa Chungs modeugedebut – se hele kollektionen

34-årige Alexa Chung har, på trods af sin unge alder, allerede opnået mange ting i sit professionelle liv. Chung blev scoutet (spottet af et modelbureau. red) allerede som 16-årig, og derfra tog hendes modelkarriere fart. Siden da har hun desuden fungeret som TV-værtinde og udgivet adskillige bøger om mode og styling.

Alexas navn manifesterede sig for alvor i branchen, da det populære taske-brand Mulberry i 2009 navngav en taskemodel efter den smukke og særdeles populære it-girl.

I 2016, efter adskillige samarbejder med andre brands, blev det så tid for briten til at prøve nye kræfter af, og brandet Alexachung blev født.    

Alexachung producerer fire kollektioner om året, og fra hovedkvarteret i London designes der alt fra hverdagstøj til aftenkjoler samt accessories såsom sko og smykker.

Lørdag den 15. september 2018 kl. 11:00 stod Alexachung for første gang på det officielle London Fashion Week-program. Kollektionen var navngivet: ’Arrivals & Departures”, og temaet for S/S 2019-kollektionen var lufthavns-lounge.

Om temaet sagde Alexa Chung: ”Det her show har altid stået meget klart i mit hoved. Jeg ville have, at det skulle være en form for fantasilufthavn, hvor alle de her forskellige karakterer dukker op”.

Selv om ’karaktererne’ og deres looks var forskellige, havde de dog alle én ting tilfælles: De så fantastiske ud!

Farveskalaen bevægede sig i tidløse nuancer som hvid, beige, grå, orange og bordeaux – og tilsat den mørke træ-setting, gik det visuelle tema op i en højere enhed. Kollektionen kombinerede chikke aftenkjoler, åbenstående skjorter og afslappede ‘lounge wear’-sæt, og vi kunne i hvert fald snildt smutte i lufthavnen med Alexachungs kollektion i bagagen.

Se om du er enig! Vi har samlet alle looks fra Alexachung S/S 2019 i galleriet herunder.

Sådan klæder du dig som gravid… Hvis du hader ventetøj

Som moderedaktør på ELLE, med det ene ben på vej på barsel, føler jeg mig forpligtet til, at dele mine bedste tips til, hvordan man klæder sig (nogenlunde) chikt med en bump, men med så lidt ventetøj som muligt. Simpelthen fordi jeg selv manglede et tip eller to, da jeg pludselig stod overfor en mave, der kun blev større og større.

Jeg kan da bare gå i de oversize ting jeg har i skabet” tænkte jeg i første omgang, og jo, det virkede da også i et par måneder.

Mine jeans var det første, der røg. I starten, når maven bare føles stor og oppustet, er der intet værre end et par perfekte blå vintage-lignende jeans med mellemhøj talje, der rigtig kan gøre livet surt for dig. Især om eftermiddagen! Ja, jeg savner mine jeans gevaldigt! Og når man som mig lever af at arbejde med mode, er det ikke ligefrem nemt, at 90% af min garderobe nu er pakket langt væk!

Selvom det har været en (til tider ulideligt) varm sommer, har luftige kjoler været min redning. Faktisk har jeg gjort det til en mission ikke at købe deciderede gravid-kjoler, men bare luftige kjoler og skjorter med plads til maven – som også ville kunne bruges bagefter. Det har blandt andet gjort, at jeg har følt mig lidt mere som ’mig’ – især når jeg har været på arbejde.

Og så til fripasset: accessories. Sko og tasker vokser man ikke ud af (alle, der taler om større fødder efter graviditet, lytter jeg ikke til – det er ganske enkelt for dyrt for mig!), så jeg har ukritisk givet mig selv lov til at købe de blødeste Céline-slippers, og praktiske men cool Adidas-sneakers.

Er du i tvivl om det med størrelsen, er det måske værd at gå en halv størrelse op … Og hvis du spørger mig om tasker, vil jeg sige go for it! For mig har det faldet naturligt at kigge mere på ’praktiske’ rummelige tasker á la Marnis Trunk, end en lille sart festclutch. Måske det ligger i baghovedet, hvad jeg får mest brug for…

Jeg har (med god grund) altid gået en stor bue udenom Mama-afdelingerne i butikkerne, fordi let’s face it; de er bare ikke særlig spændende. Men der er alligevel et par ting, jeg vil anbefale dig at shoppe mama-size:

Jeans: et must i min gravid-garderobe, fordi jeg normalt altid går i jeans. ’Over-the-bump’-funktionen er ikke særlig sexet, men klart det mest behagelige. Jeg har været glad for H&Ms Skinny Ankle jeans – synes hurtigt mommy-jeans kan blive for skinny og leggings-agtige, så hold dig fra Super Skinny. Som den jeans-nørd jeg er, har jeg også prøvet J Brands, der uden tvivl giver dig en lidt mere luksuriøs følelse, de har dog kun ’under the bump’, som måske kan stramme, når maven bliver rigtig stor. Asos har også et godt udvalg – også af boyfriend-jeans.

Lingeri: Alt på dig bliver hurtigt større, og det er svært at komme udenom nogle nye bh’er. Jeg har faktisk haft held med fortsat at bruge mine Love Stories-bh’er, fordi de har elastikkant, men lige om lidt gælder det amme-bh’er, og heldigvis er der fashionabel hjælp at hente: Love Stories laver en decideret amme-bh, det samme gør danske bæredygtige Underprotection. Et andet mærke, som jeg også er ret begejstret for, er Six Studio, der udelukkende laver graviditets-lingeri, men på den virkelig fine måde.

Strømpebukser: Sommeren er forbi, og vil du dyrke kjolerne, ligeså meget som jeg har gjort, er et par gravid-strømpebukser et must. Det lyder fjollet, men det er faktisk dejligt, at de går op over maven, men uden at stramme. H&M og Asos har gode bud (du kan endda være heldig at finde nogle med fine prikker), og jeg har også købt et par mindre tykke hos Magasin, som jeg har været glad for.

Jeg har været heldig med vejret, men skulle jeg shoppe til en gravid vintergarderobe, ville jeg supplere med store lækre striktrøjer og en ternet oversize vinterfrakke.

Jeg har samlet nogle favoritter i galleriet herunder – der er lidt til både gravide og normale maver.

Psst… Nogle af de damer jeg dog har ladet mig inspirere af på Instagram er: @pandorasykes@leandramcohen@veronikaheilbrunner og @bat_gio.

Sådan får du smukt og glansfuldt hår med hårtoning

Det er ikke uden grund, at der findes myter og legender helt tilbage fra starten af vores tidsregning om den styrkefølelse, der ligger i at have lækkert hår. Samsons styrke sad i hans lange hår, Medusas hår var hendes våben og skjold Rapunzel brugte sine lange lyse lokker med kvindelist til at tiltrække manden i sit liv… som tilfældigvis også var prinsen på den hvide hest.

Uanset hvilken legende man læser, er der én ting, der står klart: Håret er altafgørende for vores identitet, og nogle gange kan en god hårdag være lige dét selvtillidsboost, der skal til for at tackle dagen.

Og heldigvis er det nu blevet endnu nemmere end før at skabe gode hårdage og forstærke din naturlige hårfarve – også mellem frisørbesøg og hårfarvninger. L’Oréal Paris har netop sendt en opgraderet version af hårtoningsserien Casting Creme Gloss på gaden, der er det ideelle produkt, hvis du vil forstærke din naturlige hårfarve og give håret ny glans. 

Casting Creme Gloss er en toningsfarve, der forstærker din naturlige hårfarve samtidig med, at produktet er helt fri for ammoniak, som lugter stærkt.

Formålet med en toning er at forstærke din naturlige hårfarve og passer godt til dig, som vil farve for første gang, men også til udvoksning og til at opfriske håret mellem farvninger.

 

Uanset hvilken hårfarve du er udstyret med fra naturens side, kan du tone den med den Casting Creme Gloss-nuance, der er tættest på din naturlige farve. Og med mere end 20 forskellige nuancer at vælge imellem, er det muligt at matche præcis din hårfarve. Se alle nuancerne her

Foto: PR

Så hvad enten du vil dække eventuelle begyndende grå hår, have styr på udvoksningen mellem frisørbesøgene eller blot give din hårfarve et frisk boost, er Casting Creme Gloss svaret på dine bønner. 

Du kan sagtens bruge Casting Creme Gloss derhjemme, men for at få det bedste resultat anbefales det, at du vasker håret grundigt to dage før, og før du starter behandlingen, fugter dit hår og påfører vaseline i panden, på ørene og i nakken for at undgå at få farve på huden. Læs desuden intruktionen på produktet grundigt inden brug for det mest optimale resultat. 

ELLEs Beauty Director Anne P. deler ud af sine bedste råd til, hvordan du holder dit hår smukt og glansfuldt i din plejerutine, så du underbygger din toningsfarve mest muligt og får et holdbart resultat:

Nøglen til flot og misundelsesværdigt hår er først og fremmest den daglige pleje. Brug shampoo og balsam, der passer til dit hår, og beskyt det altid før du bruger varme på det. Det er lidt ligesom din hudpleje – produkterne virker ikke på hylden,” fortæller ELLEs Beauty Director Anne P og fortsætter: 

”Du kommer rigtig langt med ganske få hårprodukter, når blot de passer til dit hår. Har du farvet eller tonet håret, så brug shampoo og balsam der beskytter hårfarven eller som er ret milde – med det sagt skal du være opmærksom på at få vasket din hovedbund godt ren” .

Læs mere om L’Oréal Casting Creme Gloss her, hvor du også kan finde den komplette guide til, hvordan du let og enkelt toner håret derhjemme.

Du kan købe L’Oréal Casting Creme her.

 

 

16 gravide modeller på forsider og catwalken

Normalt spenderer modellerne time efter time i fitness-centeret for at blive klar til et shoot eller catwalken. Modellerne ved, at hele verdens øjne hviler på dem, når de skrider ned ad de smalle runways, og derfor gælder det om at se top-tunet ud.

Og selv om modellerne altid ser skønne ud, så er der meget få ting, der kan hamle op med den skønhed en gravid kvinde udstråler.

Det har diverse magasiner og modedesignere heldigvis fået øjnene op for, og en model behøver langt fra at være en størrelse 0 for at gå shows i dag. Tværtimod – for få ting fanger folks opmærksomhed som en gravid model.

Læs også: 12 skuespillerinder, der skjulte graviditeten i store roller.

På catwalken manifesterede trenden med gravide modeller på catwalken sig for alvor i 2010, da topmodellen Jourdan Dunn spankulerede ned af Jean Paul Gaultiers catwalk med sin højgravide mave i en specieldesignet bustier. Siden da har masser af gravide modeller gået ned af danske såvel som udenlandske catwalks. Og de største topmodeller behøver da heller ikke sætte forside-karrieren på hold under deres graviditet. Brooke Shields og Claudia Shiffer er bare to af de mange modeller, der gennem tiden har prydet forsider på diverse magasiner med deres runde maver.

Vi har samlet 16 af de superseje model-moms-to-be i galleriet herunder. Scroll løs!

Wood Wood teamer op med Mumi i nyt samarbejde for Red Barnet

De finurlige og elskelige fantasivæsener fra Mumidalen har i årevis tryllebundet både børn og voksne. Nu bliver der pustet nyt liv i de finske mumitrolde, når et nyt designarbejde mellem Wood Wood, folkene bag mumitroldene og Red barnet snart løber af stablen.

Sammen har de tre partnere skabt et lille udvalg af produkter til både børn og voksne, hvor alle indtægterne fra salget af kollektionen går til Red Barnets arbejde med udsatte børn. Kollektionen består af to t-shirts til børn, en langærmet T-shirt samt en voksen unisex T-shirt og hoodie.

Læs også: Mads Nørgaard præsenterer samarbejde med kjoledesigner Sofie Sol. 

I designsamarbejdet har Wood Woods bæredygtige logotrøjer med dobbelt A’et fået selskab af de fantasifulde og humoristiske karakterer fra Mumidalen; Lille My, Mumi og Snorkfrøken.

Alle styles er desuden fremstillet af økologisk bomuld, og fås i grå og hvid. 

Foto: Wood Wood / PR

Om samarbejdet siger Sophia Jansson, der er kunstnerisk direktør ved Oy Moomin characters Ltd.:

“Jeg er så glad for samarbejdet mellem Wood Wood og Mumi for Red Barnet, fordi det sætter fokus på dem, der er mest sårbare og samtidig er vores fremtid. Tove Janssons historier om Mumitroldene fokuserer i høj grad på dem, der har brug for trøst og opmærksomhed, og på hvor vigtigt det er, at de bliver set og hørt – og i sidste ende behandlet pænt. Wood Wood deler disse værdier, og jeg er så taknemmelig for, at de ønskede at have Mumitroldene med i kampagnen.”

Kollektionen lanceres den 15. september 2018, hvor der vil være event i Wood Woods butik i København fra kl. 12-15. Produkterne sælges udelukkende hos Wood Wood, både i deres butikker og online.

Se alle de cool styles fra det nye samarbejde i galleriet…

Grease fylder 40 år, og her er 17 looks, vi stadig låner fra filmen

Det er vist de færreste, der kan sige, at de aldrig har set Grease, og det med god grund. Alt fra plot, kostumer og sangene – åh sangene – vi ELLEsker det!

Filmen finder sted på Rydell High Scholl i 1950’erne og handler om drengene i T-Birds og pigerne i Pink Ladies. I hver sin lejr står Danny Zuko og Sandy (der egentlig er too pure to be pink), som på trods af deres forskelligheder bliver håbløst forelskede i hinanden.

Filmen indeholder skønne scener som sleepovers, skolebal og aftener på dineren. Alt sammen krydret med perfekte outfits i bedste 50’er stil.

Læs også: Ekstreme roller – Se 17 stjerner gå til ekstremer for deres rolle.

Grease blev en enorm succes, og det er nok også derfor, vi stadig ikke er færdige med at imitere karakterernes looks her 40 år senere. Danny og Sandy er evergreens i kostumebutikkerne, men faktisk sniger en masse Grease-referencer sig også stadig ind i modebilledet og i vores daglige outfit-inspiration.

Husker du, da Sandy sang: ”Mit hoved siger, fjols glem ham, men mit hjerte siger, giv ikke slip”? Godt nok talte hun om Danny, men den følelse kan vi faktisk også genkende, når det kommer til at shoppe Grease-inspirerede looks. Vi giver ikke slip!

Vi har samlet 17 looks fra filmen, som er ’The ones that We Want’. Scroll løs i galleriet og Grease it up!