I forbindelse med det kommende folketingsvalg har ELLE sat fem kvindelige folketingskandidater i stævne til en snak om kvinden bag politikeren. De fem kvinder tæller: Pernille Vermund (Nye Borgerlige), Anne Valentina Berthelsen (SF), Anette Prang (Klaus Riskær Pedersen), Anna Libak (Venstre) og Mathilde Vinther (Enhedslisten).

24-årige Anne Valentina Berthelsen har nærmest fået politik ind med modermælken grundet hendes forældres engagement, og hun var da heller ikke særlig langt inde i rollen som teenager i Sakskøbing, da hun meldte sig ind i SF Ungdom.

Som barn var Anne Valentina Berthelsen konkurrencedanser, og i dag lærer hun fra sig som danselærer. Lysten til at undervise og lede er generelt stor, og måske er det også derfor, hun med glæde påtager sig rollen som politiker.

For politik er et langt og sejt træk for fremtiden. Hvis man spørger den 24-årige studerende, der i dag er flyttet fra Lolland til Bispebjerg, er der er ikke noget, der hedder, at man bare lige skal ind og fixe og så ud igen.

Men hvorfor politik? Hvad kan den yngre generation af politikere bidrage med, og hvad ville Anne Valentina Berthelsen ændre, hvis hun havde frit valg?

ELLE mødte hende.

Hvordan kom du ind i politik?

Jeg har faktisk været i politik hele mit liv, fordi mine forældre altid har været i politik. Min far har været medlem af Socialdemokratiet, Venstresocialisterne og i dag SF, så det politiske har altid fyldt. Da jeg var 14 år, skulle jeg i folkeskolepraktik, og jeg ville gerne i praktik på Christiansborg, men jeg ville ikke ind til Socialdemokratiet, for der var min far. Derfor lavede jeg et lille ungdomsoprør og tog et skridt til venstre og kom i praktik i SF. Det var derfor, jeg landede på den hylde, og det har vist sig at passe godt. Som et led i min folkeskolepraktik blev jeg sendt ud til SF Ungdom, hvor jeg blev medlem, og så var jeg i gang. Ungdomspolitik er sjovt, fordi man får lov til at være kreativ og gå til kanten på en anden måde, end hvad man gør i ”voksenpolitik”. Både i forhold til hvad det er for noget politik, man udvikler, men også i forhold til hvordan man præsenterer det. Derfra går det jo stille og roligt fremad, men jeg nåede ret hurtigt til et punkt, hvor jeg gerne ville lave realistiske løsninger og tale venstrefløjen som positionering og den forligsorienterede pragmatiske side af politik.

Foto: Kavian Borhani

Hvordan vil du beskrive dig selv om politiker?

Jeg er pragmatiker, og så er jeg jo stadigvæk idealist, fordi jeg tror på, at kombinationen skaber solide løsninger. Jeg tilhører en ungdomsgeneration i politik, som har nået at mærke, hvad alle de krav, vi stiller til unge mennesker i dag, gør. Jeg tror, vi skal have en ungdomsgeneration, som begynder at sige fra overfor alle de krav, men vi skal også have nogle repræsentanter i folketinget, som kan bære det igennem. Jeg ved godt, hvordan uddannelsessystemet er skruet sammen, og jeg synes ikke, det er særlig motiverende. Jeg har haft en spiseforstyrrelse, da jeg var yngre, så jeg ved også godt, hvad det vil sige at spejle sig alle mulige andre og i øvrigt føle alle de krav, der stilles. Det kan godt være, at ens mor siger, man ikke behøver ligne alle andre eller at få 12 i sine opgaver, men det klinger bare lidt hult, når vi har indrettet et samfund, der kræver det her af folk. I dag sidder jeg bestyrelsen i Landsforeningen mod spiseforstyrrelsen og selvskade.

Er der en politisk løsning på alle idealerne?

Det er jo en forkromet diskussion, for man skal passe på, at man ikke kommer med alle de billige og hurtige løsninger. Det handler ikke om at fortælle unge mennesker, at billederne, de ser på Instagram, er redigerede. Det handler om krav fra alle leder og kanter. Mange af de unge mennesker, der ender i en spiseforstyrrelse, er udsat for en masse skønhedsidealer i forhold til, hvordan de skal se ud, men det er sjældent det, der er hovedproblemet. Det handler om, om man føler sig godt nok rustet til at være en del af det samfund, som man skal være en del af, både i forhold til uddannelsessystemet, men også i forhold til det arbejdsmarked, som de kommer ud til. Føler de sig sikre? Føler de sig sikre på, at de kan få et langt og godt arbejdsliv? Det handler blandt andet om den sociale sikkerhed, hvis man bliver arbejdsløs. Vi ser en stigende andel af projektansættelser – jeg kunne godt tænke mig et fuldtidsjob, ligesom mine forældre altid har haft. Jeg er ikke helt vild med ideen om at skulle projektansættes hver fjerde måned. Hvad med pensionsalderen? Jeg kan sagtens blive gammel bag ved et hæve-sænke-skrivebord, men hvad med de grupper, der ikke kan det? Der er en masse krav hele tiden, og vi får at vide, at det er nødvendigt, fordi velfærden bliver dyrere og dyrere, fordi vi bliver flere og flere og ældre og ældre, men vi bliver nødt til at skrue det sammen på en anden måde, for man kan jo ikke leve på den her måde.

Har du forberedt dig på de henvendelser, du vil få på din person?

Nu har jeg jo deltaget i den offentlige debat i mange år også på nogle af de mest følsomme områder, som for eksempel feminisme, så jeg tror, jeg er blevet lidt tykhudet. Jeg har lagt mærke til, at jeg har fået en større distance til det, når jeg skriver noget kontroversielt på de sociale medier, hvor førhen kunne jeg få det sindssygt dårligt over det, og der tjekkede jeg telefonen hele tiden for at se, hvordan folk reagerede, fordi jeg skulle svare på det hele. Jeg var meget optaget af at vinde diskussionen, og jeg kunne blive rigtig ked af det. I dag har jeg fået en ironisk distance til det, og jeg kan faktisk godt grine af det, for jeg ved godt, at de mennesker, der angriber mig, de er typisk ikke særlig enige med mig. Og dem vil der altid være. Man skal ikke gå ind i politik for at people-please, men for at sige sin mening og repræsentere dem, der er enig med en selv.

Foto: Kavian Borhani

Hvorfor har du lyst til at være politiker?

Jeg er jo ikke politiker endnu, jeg er aspirant, men jeg kender enormt mange politikere. I virkeligheden er det jo et ekstremt utaknemmeligt job. Man er på arbejde fra 07.00-23.00, alle hiver og flår i dig, og man får mest kritik og ikke så meget ros. Man skal ikke være der for at få en offentlig anerkendelse eller stjernedrys, det får du måske, når du går af efter 50 år, men ikke før. Jeg er gået ind i politik, fordi jeg synes, at vi kan gøre det her bedre. Jeg synes, vi kan gøre det bedre, når vi har en ungdomsgeneration, der i stigende grad lider af stress, angst, depression, spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd. Jeg synes, vi kan gøre det bedre, når vi ser, at et menneske som Rasmus Paludan rent faktisk bliver opstillingsberettiget til Folketinget. Jeg synes, vi kan gøre det bedre, når vi på 20. år får at vide, at der er ved at være på tide at gøre noget i forhold til klimaforandringerne, men der stadig ikke sker noget som helst. Jeg synes, vi kan gøre det bedre, når jeg tager hjem til mine forældre på Lolland og ser, at 30% af børnene i folkeskolen, ikke kan klare 02-kravet. Der er en ekstremt høj andel af mennesker på førtidspension på Lolland, og kommunen får en masse mennesker fra hovedstadsområdet, som ikke har råd til at bo der længere. 

Hvad er dine mærkesager?

Mine mærkesager handler om at få løftet Udkantsdanmark. Selvfølgelig vil der altid være forskel på, hvad man kan inde i storbyen, og hvad man kan på landet, men mine mærkesager handler om, at vi skal skabe en bedre sammenhængskraft på tværs af landet. Vi skal have kigget på transporten, på uddannelsesmulighederne, på adgangen til sundhedsvæsnet, og så skal vi have kigget på socialpolitikken. Hvordan hjælper vi den gruppe af mennesker, som man har rigtig mange af i kommuner som Lolland, som har brug for bedre hjælp fra systemet – men på en måde hvor det ikke kommer til at afhænge af kommunernes pengepung. Så handler SF’s uddannelsespolitik jo om fremdriftsreformer og uddannelseslofter og digitale prøvevagter og fraværsregler og jeg skal komme efter dig. Vi skal lige skrue lidt ned, for hvis du spørger aktørerne på området – ministeriet selv, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og Danske Studerendes Fællesråd – så er de studerende ret godt med. Vi kan godt slappe af. De krav, vi har sat til de unge, har helt sikkert fået nogen til at stramme op, men vi skal også passe på, at bægeret ikke flyder over. Lige nu stiller vi så mange krav, at de bliver syge af det. Der skal være meget mere fleksibilitet, og der skal være plads til at få angst, som der desværre er rigtig mange, der gør, eller der skal være plads til at tage ud og rejse eller få noget erhvervserfaring. Det er jo ikke børnenes udgangspunkt at lære at tilpasse sig et samfund, som man bliver syg af, der er vores opgave at indrette et samfund, som de kan holde ud at vokse op i.

Kan du nogensinde føle, at du skal skabe en holdning til noget, som du egentlig ikke føler for?

Jeg tror, vi skal blive meget bedre til at sige: ”det ved jeg ikke”. Jeg plejer at sige: ”det ved jeg ikke, men jeg vil meget gerne finde ud af det”, og så spørger jeg typisk en, der er mere kvalificeret end mig selv, enten et byrådsmedlem i forbindelse med en konkret sag, ellers spørger jeg vores ordfører på området. Det tror jeg, man som politiker skal blive bedre til, men det er jo svært, at sige ”det ved jeg ikke”, hvis man har en journalist i røret, når man så gerne vil høres og vælges. Det kan være, der går fire måneder, før han ringer igen, og det er jo tempoet i nyhedsstrømmen, der er med til at skabe det pres.

Hvis du måtte føre en ting igennem lige med det samme, hvad skulle det så være og hvorfor?

Jeg vil have en ny udligningsmodel. Udligningssystemet tager nogle penge fra de kommuner, der har rigtig mange penge og giver dem til de kommuner, der ingen penge har. Man skal huske, at de kommuner, man tager pengene fra, typisk Lyngby-Taarbæk Kommune eller Københavns Kommune, de har også noget velfærd, de skal opretholde, og derfor skal man i mine øjne give kommunerne bedre muligheder for at hæve skatten en lille smule. I dag kan de ikke få lov til bare at hæve skatterne, med mindre der er en anden kommune, der sænker. Så hvis Københavns Kommune skal give nogle penge til Lolland, så går det ud over deres egen velfærd. Man skal ikke hæve skatten særlig meget i Københavns Kommune for at der kommer rigtig mange penge i kassen, så jeg kunne godt tænke mig at kommunerne fik mere frihed til at hæve skatten en lille smule. De vil ofte gerne hjælpe, men det går ikke, hvis det bliver på bekostning af deres egen velfærd, og typisk har de kommuner, der kan hjælpe et ret lavt skattetryk i forvejen.

Foto: Kavian Borhani

Der er ofte stor fokus på kvinders tøj i politik. Hvilke tanker gør du dig i forhold til din fremtoning i den forbindelse?

Det er ikke så lang tid siden at en kvinde fra mit eget parti skrev til mig, at hun havde lagt mærke til, at jeg havde taget lidt på, og hun syntes, jeg skulle tage det i opløbet, fordi det var enormt vigtigt, at kvinder i politik så bedst muligt ud. Jeg svarede meget pædagogisk, at jeg ikke var i politik for at se ud, men det er jo et billede på, at den slags kommentarer stadig forekommer. Der hersker jo en totalt falsk idé om, hvordan venstrefløjskvinder ser ud. Jeg går i høje hæle og med makeup, og jeg kan godt lide at se ordentlig ud. I starten diskuterede vi ret meget, om jeg skulle skrue ned for det, fordi jeg skal være kandidat på Sydsjælland og Lolland Falster, og så havde man en idé om, at jeg burde komme ned på nogle flade sko og få en T-shirt på. Men det er jo spild af tid for mig at tænke over min fremtoning, folk behøver ikke kunne identificere sig med mig. De nye generationer har et højere uddannelsesniveau, og politisk og samfundsmæssigt er man blevet meget mere mangfoldig, og folk kan jo mærke, hvis man ikke er sig selv.  

I forbindelse med det kommende folketingsvalg har ELLE sat fem kvindelige folketingskandidater i stævne til en snak om kvinden bag politikeren. De fem kvinder tæller: Pernille Vermund (Nye Borgerlige), Anne Valentina Berthelsen (SF), Anette Prang (Klaus Riskær Pedersen), Anna Libak (Venstre) og Mathilde Vinther (Enhedslisten). 

43-årige Pernille Vermund er folketingskandidat og formand i det højreorienterede parti Nye Borgerlige.

I 2001 blev hun færdiguddannet arkitekt, og den dag i dag er det stadig det hverv, der ifølge Pernille selv, beskriver hende bedst.

Pernille Vermund stiftede for 13 år siden en selvstændig arkitektvirksomhed sammen med sin daværende mand, som hun også har tre drenge på henholdsvis 8, 13 og 15 år sammen med. I dag driver Pernille forretningen alene. Partiformanden er altså mor, selvstændig erhvervsdrivende, folketingskandidat – og så er hun forlovet.

I maj 2019 gifter hun sig med iværksætter og forfatter Lars Tvede.

Så hvorfor politik? Hvordan kom arkitekten ind i den politiske verden? Hvordan forbereder man sig på livet som offentlig (udskældt) person, og hvilken lov skulle føres igennem med det samme, hvis det stod til Vermund?

ELLE mødte hende – som den første kvinde i rækken af udvalgte folketingskandidater op til folketingsvalget 2019.

Hvordan kom du ind i politik?

En veninde, som var ansat i Det Konservative Folkepartis pressetjeneste, spurgte mig i år 2008 om jeg ville stille op til kommunalvalget. Hun vidste, jeg var konservativ og samfundsengageret, og når vi var sammen, diskuterede vi ofte politik, men jeg var ikke medlem af partiet og havde på daværende tidspunkt aldrig været partipolitisk aktiv. Jeg sagde nej, fordi det ikke var noget for mig. Jeg var selvstændig erhvervsdrivende og havde mit firma og kunne ikke lige se mig selv som politiker. Efter noget tid ringede hun så igen og spurgte, om jeg ikke nok ville overveje det, og så sagde hun, at jeg bare skulle være fyld på listen, fordi jeg var en kvinde. Så tænkte jeg jo: Nej fandeme nej, det skal ikke hedde sig, at jeg bare er fyld på listen, fordi jeg er kvinde, og så gik der en djævel i mig, som ville vise, at politik og kvinder hænger sammen.

Det var anledningen, og så blev jeg faktisk valgt og fik et rigtig godt valg. Jeg sad i byrådet i Helsingør i to år, mens jeg blev skilt fra min daværende mand og mine tre børns far. Jeg ville gerne blive boende i drengenes barndomshjem, så jeg tog et ekstra job i en køkkenforretning ved siden af mit arkitektfirma og mit politiske arbejde. Alt det og tre små børn kunne bare ikke hænge sammen, for byrådsarbejdet ligger jo typisk fra kl. 17.00-20.00, hvor man ellers skulle være sammen med sine børn. Til sidst måtte jeg indse, at det ikke kunne hænge sammen, og så blev jeg fristillet fra mit byrådsarbejde i foråret 2011 og meldte mit ud af paritet samtidig. Jeg troede ikke, jeg skulle være partipolitisk aktiv igen, men i forbindelse med kommunalvalget i 2013 blev jeg spurgt, om jeg ville overtage et folketingskandidatur. Jeg var begyndt at føle, at Det Konservative Folkeparti gik i en forkert retning, så jeg sagde ja og brugte platformen til at skabe en debat, ud fra det som jeg synes burde være konservative mærkesager. Efter valget i 2015 tænkte jeg, at nu skulle jeg hjem og passe mit firma, men så kom hele migrantstrømmen i efteråret 2015, hvor de politikere, som var gået til valg på at løse udlændigeproblematikken, bare lod stå til. Så stiftede Peter Seier Christensen og jeg partiet Nye Borgerlige.  

Fortæl om Nye Borgerlige

Peter Seier Christensen, som jeg har mødt igennem Det Konservative Folkeparti, og jeg stiftede partiet for 3 og et halvt år siden. Vi sad hjemme i sofaen en torsdag aften og var dybt frustrerede over, at politikerne lod migranterne vælte ind over grænserne og op ad vores motorveje, og vi følte ikke, at vi kunne lade stå til. Vi følte, de borgerlige partier i folketinget svigtede. Jeg kan huske, Peter Seier Christensen og jeg kiggede på hinanden og sagde: ”I værste fald bliver vi til grin, og i bedste fald lykkes det”. Og indtil videre er vi jo ikke blevet til grin, vi har tvært imod snart 5.000 medlemmer i partiet, 60 folketingskandidater og ni spidskandidater, hvoraf syv af spidskandidaterne er selvstændige erhvervsdrivende, så det er et parti af folk, som har deres erfaring fra det virkelige liv.

Hvordan vil du beskrive dig selv om politiker?

Jeg ser jo ikke mig selv som politiker. Jeg føler mig mere som arkitekt, og det afspejler mit politiske arbejde måske også, fordi jeg gør tingene på min egen måde. For mig er det ikke et mål at sidde på Christiansborg, det er et mål for mig at få løst udlændigeproblematikken fra bunden og få vendt udviklingen, og så tror jeg, der er nogle andre, der vil være bedre til at fortsætte den positive udvikling. Hvis jeg bliver valgt, er det jo i hvert fald for fire år, og det kan også godt være, det bliver for otte.  

Foto: Kavian Borhani

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til det mediefokus, der følger med jobbet som politiker?

En medkandidat sagde engang til mig, at hun ikke længere gik på stranden lokalt, og at hun levede meget anderledes end før, og der tænkte jeg bare, at sådan ville jeg ikke have det. Hvis jeg skal kunne leve frit og ikke blive en anden person, end den jeg er, så bliver jeg nødt til at kunne være mig selv. Jeg deler stadig private billeder og tanker på de sociale medier, for eksempel i forhold til at blive skilt, hvor nogen måske vil synes, det er for privat, men hvis jeg gjorde det før, skal jeg også gøre det nu. Jeg viser også mine børn, for de er en vigtig årsag til, at jeg overhovedet har engageret mig i politik. Hvis jeg ikke havde børn, tror jeg, jeg ville være mere egoistisk.

Har du forberedt dig på de henvendelser, du vil få som person?

I starten gjorde de grumme beskeder ondt, men i dag tænker jeg, at det er mennesker, som ikke kender mig, der sidder bag en skærm og agerer helt anderledes, end hvis man mødte dem i virkeligheden. Langt det meste preller af i dag, men det der er værst, er hvis det er mennesker, jeg kender i virkeligheden, der skriver ting om mig, som de måske ikke tror, jeg ser. Det er jo ikke rart. Men politik er jo virkelig noget, der kan splitte folk. Jeg har venner, der er både højre- og venstreorienteret, og jeg ville da synes, det var et utroligt trist liv, hvis man kun kunne omgås dem, som man er politisk enig med. Hvordan skal man så blive klogere?

Hvordan ser din hverdag ud i dag?

Min hverdag er jo lang fra den, man lever, når man er politiker på Christiansborg. Rigtig meget af mit politiske arbejde lige nu handler jo om interviews, debatter og om at køre rundt i landet og holde åbne møder, hvor folk kan komme og stille spørgsmål. Det er ikke særlig glamourøst. Indimellem får jeg at vide, at jeg bare er en levebrødspolitiker. Jeg har brugt tre og et halvt år af mit liv i Nye Borgerlige med en væsentligt lavere indtægt, end dengang jeg brugte al min tid som arkitekt. Om lidt skal jeg giftes med en mand, som har penge nok til, at jeg bare kunne gå hjemme, hvis det var det, jeg ville, så det politiske arbejde er absolut ikke noget, jeg har valgt for pengenes skyld. Jeg tror mere, at dem, der bliver siddende inde på Christiansborg for enhver pris, er optaget af magt. Det siger mig intet at have magt over mennesker, men det siger mig rigtig meget at give magten tilbage til de mennesker, der har fået den taget fra sig.

Hvad er dine mærkesager?

Udlændingepolitikken er det allervigtigste for mig. Vi skal bevare et samfund med frihed, sikkerhed og tryghed, og der har udlændingepolitikken rigtig meget at sige. Både i forhold til den økonomiske udgift vi har til indvandrere, der ikke integrerer sig i vores samfund, og med den gruppe indvandrer, der ikke overholder vores lovgivning og begår kriminalitet. Og så er der de problemer vi har i forhold til vores grundlæggende frihedsrettigheder og værdier, som jo knægtes, når ytringsfriheden knægtes, når religionsfriheden knægtes, når vi har en jødisk synagoge, hvor jøderne ikke kan passe deres tro uden at være militært beskyttede – så har vi altså et problem, og de problemer skal løses. De udlændinge som kommer hertil, skal skabe værdi for vores samfund og komme, fordi de gerne vil være en aktivt bidragende del af vores samfund. Vi skal ikke tiltrække folk, som kommer hertil for at leve af offentlige ydelser, som vi jo er gode til at dele ud af, eller folk, der kommer og begår kriminalitet, som vi så ikke kan skille os af med.

Friheden til at vi kan få lov til at bestemme mere over vores eget liv, også økonomisk, er også vigtig for mig. Når politikerne bestemmer så meget, som de gør nu, også over mange af vores penge, så er friheden til at indrette sin tilværelse, som man ønsker, mindre. Jeg tror, der er rigtig mange danskere, måske særligt kvinder, der kan genkende det der med, at man bare løber stærkere og stærkere i et velfærdshamsterhjul, hvor man står op om morgenen, smører madpakker, sender sine børn afsted i skole, kører på arbejde, skynder sig hjem, handler ind, laver aftensmad, og når det så er weekend, så falder man fuldstændig sammen. Mandag morgen starter man forfra. Det, som egentlig burde være livet – hverdagen – bliver bare en evig kamp for at få tingene til at hænge sammen. Og det hænger jo sammen med, at vi har skabt så stor en offentlig sektor, og et skattetryk som er verdens næsthøjeste.  

Foto: Kavian Borhani

Kan du nogensinde føle, at du skal skabe en holdning til noget, som du egentlig ikke føler for?

Nej, man kan jo ikke brænde lige meget for alt. Jeg synes, det er helt fair at sige: ”Det ved jeg faktisk ikke, det har jeg ikke sat mig ind i”, og jeg ville ønske, at flere politikere gjorde det, så vi ikke bare får den der snakken-udenom. Der siger jeg som regel: ”Det ved jeg faktisk ikke, men jeg vil gerne undersøge det”. Hvis jeg begår en fejl, erkender jeg det også gerne, så jeg kan blive klogere af det. Jeg ved, at jeg begår fejl, og det tror jeg er en af fordelene ved at have haft et almindeligt arbejdsliv, inden man engagerer sig i politik. Ofte er dem, der ikke laver fejl, jo dem der ingenting laver.

Hvis du måtte føre en ting igennem lige med det samme, hvad skulle det så være og hvorfor?

Et fuldt asylstop. Vi skal sørge for, at vi udelukkende hjælper folk i nærområderne. For mig er det helt vanvittigt, at vi svigter de svageste i nærområderne, som typisk er kvinder, børn og ældre, som ikke har kræfterne til at tage helt herop. Dem vi hjælper heroppe, er typisk unge mænd, som har energien til at komme herop, og jeg kan ikke huske noget andet tidspunkt i historien, hvor man har besluttet at hjælpe de stærke unge mænd på bekostning af kvinder, børn og ældre. Lige meget hvor mange penge, vi beslutter os for at afsætte, så er pengene bedst brugt i nærområderne. Dengang migrantstrømmen kom i 2015 var det jo fordi, nærområderne var så dårlige, fordi Danmark og mange andre lande ikke havde givet det, som FN bad om. Jeg synes, det er en vanvittig inhuman flygtningepolitik, der bliver ført i øjeblikket, så vi skal have lavet et stop for spontan asyl, så man ikke længere kan komme op til den danske grænse og søge asyl, og når der så en dag er styr på udlændingepolitikken, så kan vi åbne for kvoteflygtninge, men udelukkende i et begrænset antal og udelukkende hele familier fra kulturkredse, som kan integrere sig i et vestligt samfund. Hvis de flygtninge, vi har fået fra de muslimske lande, havde integreret sig på lige fod med flygtninge fra Vietnam eller Ungarn, så havde vi ikke haft noget problem.

Der er ofte stor fokus på kvinders tøj i politik. Hvilke tanker gør du dig i forhold til din fremtoning i den forbindelse?

Der er jo nogle kvinder før os i dag, der har taget ligestillingskampen, i forhold til at kvinder også hører til i politik. Men de har ofte klædt sig og ageret som mænd, og jeg tror, at der kommer en bølge af kvindelige politikere nu, som er mere feminine i deres udtryk. Det var Helle Thorning jo et eksempel på. Jeg har fået kommentarer om, at jeg da godt nok slår håret ud og tager makeup på. Øh ja, har mændene ikke også strøget deres skjorte og pudset skoene? Da jeg oplevede, at jeg også fik den slags kommentarer i bukser og blazer, kunne jeg jo lige så godt køre den fuldt ud, så jeg går faktisk mere i kjoler i mit politisk aktive liv, end jeg gjorde før. Jeg valgte jo også at kysse med Jonathan Spang på nationalt tv, så jeg tror måske, jeg har rykket ved nogle grænser i forhold til, hvad man kan tillade sig som politiker.