I forbindelse med det kommende folketingsvalg har ELLE sat fem kvindelige folketingskandidater i stævne til en snak om kvinden bag politikeren. De fem kvinder tæller: Pernille Vermund (Nye Borgerlige), Anne Valentina Berthelsen (SF), Anette Prang (Klaus Riskær Pedersen), Anna Libak (Venstre) og Mathilde Vinther (Enhedslisten).

25-årige Mathilde Vinther er opvokset i Gammel Rye i Østjylland, men i dag bor hun på Nørrebro i København.

Hun har tidligere været forkvinde i Danske Gymnasielevers Sammenslutning, og i dag læser hun til folkeskolelærer på Københavns Professionshøjskole, Campus Carlsberg. Og så er hun Folketingskandidat for Enhedslisten i Køge og Lejre.

Men hvorfor har hun valgt at stille op til Folketingsvalget? Hvor startede den politiske interesse, og hvordan er det at være (ung) kvinde i det politiske spil? ELLE mødte hende.

Hvordan kom du ind i politik?

Det startede faktisk, da jeg gik i 8. klasse og sad hjemme i sofaen i Gammel Rye og så tv-avisen, mens nogle irakere søgte asyl i Brorson Kirke – det var også derfor, jeg foreslog, at vi to skulle mødes her i Brorson Kirke i dag. Det var nogle ret voldsomme billeder, man så dengang, hvor irakerne skulle sendes tilbage til deres hjemland. Det gjorde i hvert fald noget ved mig. Her så jeg Johanne Schmidt-Nielsen og Line Barfod, som er nogle seje Enhedslisten-kvinder, stå herude på gaden foran kirken og forsvare irakerne. Derefter skrev jeg til Johanne Schmidt-Nielsen og spurgte, om jeg måtte komme i praktik hos hende en uge i 9. klasse, og det kom jeg så. Derfra blev jeg engageret på en masse forskellige måder både i ungdomspartiet, i Socialistisk UngdomsFront, i elevrådet og i Danske Gymnasielevers Sammenslutning.

For cirka otte måneder siden besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville stille op til Folketinget på sigt, altså ved valget om fire år, men det hørte de så i vores Sjællandskreds, og da der så var en, der sprang fra til det kommende valg, sprang jeg til. Jeg vil jo også gerne ud og være folkeskolelærer, men der er bare så mange ting, der skal laves om, før de børn, jeg skal undervise, kan leve i en god verden. Derfor må jeg stå til rådighed.

Foto: Kavian Borhani

Hvordan vil du beskrive dig selv om politiker?

Det, der fylder for mig, er jo at lave organiserende arbejde og kæmpe for en sag, som jeg kan få andre med på. Det er sjovt lige pludseligt at skulle forholde mig til mig selv i det og se mig selv på valgplakater, for det jeg normalt bruger min tid på er jo at forholde mig til, hvad jeg gerne vil med verden.

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til det mediefokus, der følger med jobbet som politiker?

Det er jo bare sådan, det er, hvis man gerne vil være med til at definere nogle ting i vores samfund. Jeg synes jo, at det er rigtig vigtigt, at medierne er opmærksomme på, hvad politikerne og magthaverne i vores samfund gør. Men jeg tror da også, det kan blive hårdt.

Har du forberedt dig på de henvendelser, du vil få som person?

Det er jo en anden side af sagen. Jeg synes for eksempel godt, det kan være skræmmende at være kvinde i det her. Jeg kan huske, at jeg engang så en politisk debat et offentligt sted, hvor der var nogen, der sad og snakkede om, hvordan Johanne Schmidt-Nielsen så ud, og det blev jeg helt vildt vred over. De sagde, at hun lukkede nogle dumme ting ud, men i det mindste så hun godt ud imens. Jeg synes, det er vildt skræmmende, at det er en del af det. Jeg tror, at der er nogle andre vilkår for kvinder i politik, end der er for mænd. Man skal være rigtig god hele vejen rundt, for man skal jo også være en god mor imens, og det tror jeg, der bliver stillet meget mere spørgsmålstegn ved, end der gør ved mænd. Jeg tror og håber, at det er nogle af de ting, der lige så stille er ved at ændre sig, men det er jo en del af hele den ligestilling, som jeg arbejder for politisk. Hvis man gerne vil have, at tingene ser anderledes ud, er der jo ikke andet at gøre end at tage kampen op. Da jeg var i Danske Gymnasielevers Sammenslutning, var jeg også ude i medierne nogle gange, og når man lige rammer i bedste sendetid, så kan der ende rigtig mange beskeder i ens Facebook-indbakke. Jeg fik tit nogle fra nogle lidt gamle mænd, der gerne fik flettet mit køn ind i debatten, hvor det egentlig ikke handlede så meget om politik. Og så er der jo også en masse mennesker, der berettiget er vrede på politikerne, som oplever ikke at have magten over deres egen hverdag. De oplever for eksempel, at deres helt almindelige hverdag ikke er repræsenteret på Christiansborg, og så bliver de enten vrede på alle politikere, eller på nogle bestemte politikere, som de synes har lavet en dårlig politik. Jeg tror ikke, det er sundt at skærme sig fra den vrede, for det er jo et billede på virkeligheden. Jeg synes, det er fair, hvis der sidder en masse mennesker, som er frustrerede over de politikere, der er i dag, men jeg synes, det er skræmmende, hvis den kritik skal handle om køn.

Foto: Kavian Borhani

Kan du lade de sårende kommentarer prelle af, eller tager du det personligt?

Jeg håber, at jeg får en måde at være i det på, hvor jeg ikke skal tage det hele ind, men jeg tror, det bliver en udfordring. Jeg synes aldrig, man skal blive så hårdhudet, at man ikke lytter på kritikken og kigger på, hvorfor den kommer. Jeg vil gerne bevare den del af at være menneske, der gør, at jeg reagerer på voldsomme ting, både i form af kritik, men også i forhold til andre politikeres holdninger. Jeg har en forhåbning om, at det aldrig bliver normalt for mig, at der er nogen, der synes, at andre mennesker skal skydes efter ved grænserne. Det vil jeg blive ved med at blive overrasket over. Der er noget med balancen i at skulle kunne være i det, men samtidig skal jeg også blive ved med at være et menneske.

Hvordan ser politiker-delen af din hverdag ud i dag?

Jeg laver helt vildt meget. Jeg skriver mange opslag til alle mulige sociale medier, men så bruger jeg også rigtig meget tid på at besøge den kreds, jeg stiller op for. Jeg har været på cykelrundtur i kredsen, og så har jeg været ude og besøge de mennesker, der bor og arbejder i den kreds. Jeg bruger også meget tid med vores afdelinger i kredsen, altså de mennesker, som er hos Enhedslisten i Køge og Lejre. Her op til Folketingsvalget har jeg også skulle svare på en masse kandidattests, som alle vælgerne kan tage for at se, hvem de er mest enig med. Man skal svare på cirka 50 spørgsmål og skrive en lille tekst til hver svar, og det har i hvert fald taget helt vildt lang tid for mig. Der er nok nogle, der har folk til at hjælpe sig med den slags, men der gør jeg altså det hele selv. Jeg har også banket på døre hos folk, der bor i min kreds, hvor jeg har haft en masse snakke med folk om, hvad der foregår i deres hverdag for at blive klogere.

Hvad er dine mærkesager?

Det er rigtig vigtigt for mig, at vi får en god folkeskole, hvor vi får bygget nogle mennesker op, der, lige meget om de kommer fra et hjem med bogreoler fra gulv til loft eller ej, har lige muligheder. Det er også derfor, jeg gerne vil være lærer, fordi jeg vil sikre, at alle børn får de samme muligheder for at lære og udvikle sig. Vi skal have mere frihed til skolerne og have ansat nogle flere lærere, og så skal vi have afskaffet nogle af alle de tests, der fylder i dag. Noget andet der fylder, for de elever jeg skal ud og undervise, er, at der er nogle politikere, der vil smide dem ud af landet, og så er det altså svært at koncentrere sig om at lære. Vi har også nogle politikere, som ikke vil prioritere daginstitutionerne. Jeg vil have minimumsnormeringer, så vores børn ikke bare skal opbevares, når de er i børnehave, men så de rent faktisk får omsorg og mulighed for at udvikle sig. Børnene står også overfor en fremtid med store klimaudfordringer, hvis ikke vi gør noget nu. Vi skal gøre noget ved den kollektive transport, og vi skal hjælpe folk over i elbiler. Der vokser så mange store problemstillinger op, og det er også derfor, jeg gerne vil være med til at gøre noget ved det.

Jeg synes også, at de stramninger, vi ser vokse på udlængeområdet, er skræmmende. Her tænker jeg fx på Rasmus Paludan og Pernille Vermund. Vi kan se 10 år tilbage på det, der skete her i Brorson Kirken, og dengang synes vi, der var voldsomme stramninger, men så ser vi på, hvor vi er i dag i forhold til, hvad nogle politikere siger. Nogle vil sende mindst 300.000 mennesker ud af landet. Det er nogle af de børn, jeg skal ud og undervise. Der vokser noget i vores samfund, som vi bliver nødt til at tage meget, meget alvorligt.  

Foto: Kavian Borhani

Kan du nogensinde føle, at du skal skabe en holdning til noget, som du egentlig ikke føler for?

Der er jo en tendens til, at man helst skal vide noget om alting, men hvis man er ude til en debat, og der kommer et lokalt spørgsmål op, kan jeg sagtens have brug for at undersøge tingene, før jeg kan sige noget. Jeg har da tænkt, at jeg skal vide alt, og jeg må sætte mig ned og lære det hele, men det kan man jo ikke. Der tror jeg også, man skal øve sig i at være ærlig og sige: ”Det ved jeg ikke, så det må jeg gå hjem og undersøge”.

Hvis du måtte føre en ting igennem lige med det samme, hvad skulle det så være og hvorfor?

Jeg tror, jeg ville lave en bindende klimalov, som skulle sørge for, at al lovgivning, som skal gennemføres, ikke må skade klimaet. Lige nu er der altid noget, der har sorte frem for grønne træk, når vi laver lovgivninger fx i forhold til landbruget, men jeg ville sørge for, at alle nye lovgivninger skulle være klimavenlige. Det ville være et sted at starte, som ville sørge for, at barren aldrig kunne komme lavere, end den er i dag.

Der er ofte stor fokus på kvinders tøj i politik. Hvilke tanker gør du dig ift. din fremtoning i den forbindelse?

Det har jeg ikke sat mig ned og lagt en plan for, men det er nok et af de steder, hvor der er forskel på at være mand og kvinde – som mand er det nok lidt nemmere bare at hoppe i et jakkesæt uden at folk skænker det en tanke, og uden at det står i vejen for ens budskab – som kvinde kan man hurtigt blive opfattet enten for snerpet eller for useriøs alt afhængigt af, hvordan man klæder sig, og så går ens budskab måske ikke så klart igennem. Det synes jeg er ærgerligt. 

Selvom Rebecca Laudrup kun er 24 år gammel, har hun boet i flere lande, end man kan tælle på to hænder – både med sin familie, sin kæreste og på egen hånd.  

Dét at rejse og bo i andre lande er dog blot ét af emnerne i den 24-årige blogger og influencers nye bog ‘Jeg finder altid hjem’, som netop er udkommet. 

I bogen fortæller Rebecca Laudrup nemlig også om, hvordan det er at vokse op i en familie, hvis efternavn nok er et af de mest kendte i hele Danmark, og dét at finde sig til rette og gå sine helt egne veje, selvom barndomshjemmet ofte fik ny adresse i et nyt land.

Lysten til at rejse og bo i andre lande, er dog forsat som voksen for Rebecca – først ved at flytte til Paris og læse på universitetet, derefter at flytte til Hong Kong sammen med sin mand og for nyligt tage til London og forfølge drømmen om at blive stylist.

2019 blev dog året, hvor Rebecca atter satte sine ben i København og denne gang ‘for good’. Sammen med sin mand, som hun blev gift med ved et stort bryllup i april 2019 på Holckenhavn Slot, har hun nemlig købt en lejlighed på Vesterbro samtidig med, at hun er blevet ansat som journalist her på ELLE-redaktionen. 

Vi tog en snak den nyudklædte forfatterinde om hendes nye bog: 

Tillykke med din bog. Fortæl os om den! 

Den handler om mit liv, ja, ananas i egen juice. Men den er skrevet ud fra, at jeg forhåbentlig kan få samtalen i gang hos andre kvinder og piger – især de yngre. Jeg har flyttet hele mit liv, både grundet min fars arbejde, min mands arbejde og uddannelse. Og selvom jeg måske har et meget anerkendt efternavn, og har været enormt privilegeret og heldig, så har jeg også oplevet svære ting op gennem årene. Jeg har derfor skrevet om rejserne, normen, kampen om selvtillid, mobning, sociale medier, tonen, hjemve, drømme og masser af kærlighed. Jeg tror på, at der er en mening med det hele, så jeg vil derfor ikke være en eneste oplevelse foruden, og derfor tør jeg godt fortælle om dem. Især fordi, hvis der sidder en person derude og har følt bare en af de ovenstående ting, så skal de vide, at de ikke er alene om det.

Bogen handler jo rigtig meget om de mange steder i verden, du har boet. Hvordan var det for dig som barn at rykke teltpælene op så ofte, og hvad gjorde det for dine venskaber?

Det var da hårdt til tider, det skal jeg da være ærlig og sige. Men det er også den største gave mine forældre nogensinde har givet mig! Jeg har lært så utrolig meget om kulturer, forståelse for andre og dét at turde hoppe ud i det. Hvis jeg ikke var flyttet så meget som barn, så havde jeg måske heller ikke haft modet til at gøre det som voksen. Og jeg tror kun det er sundt at prøve og mærke de mange følelser i registeret, som man gør, når man rejser ud. Man bliver stærkere og mere følsom, for du vil både opleve ensomhed og savn, men samtidig også føle dig enormt privilegeret og heldig. Det er svært at forklare, men jeg håber alle kommer til at opleve det i deres liv. Og med hensyn til vennerne? Ja, så er det til tider svært som teenager at flytte rundt hvert eneste år. Heldigvis så oplever man også, at dem der gerne vil dig, bliver hængende, selvom man bor omme på den anden side af jorden!

Foto: Rebecca Laudrup

Foto: Rebecca Laudrup

Billedet er taget i London, hvor Rebecca boede i forbindelse med sin uddannelse på London College of Style i efteråret 2018. 

Du kommer også ind på din ”kamp” med selvtillid og i den forbindelse dit vægttab. Har du, her på den anden side, lært noget som du vil give videre til andre unge kvinder, som står i den situation, du har været i? 

Hold dig væk fra slankekure og stop med at banke dig selv oveni hovedet hvis du falder i. Vi er alle mennesker, vi er bygget forskelligt og vores kroppe er ikke ens – og halleluja for det. Tro mig, jeg har selv stået i spejlet og grædt over, at jeg ikke lignede de tynde piger i klassen, men måske har nogen af de slanke piger også grædt over, at de ikke havde bryster, eller former som dem med lidt ekstra kilo på kroppen? Vi vil alle sammen godt have noget andet, end det vi har. Desværre. Men jeg vil dog understrege, at jeg ikke er ekspert i sundhed. Jeg var bare en overvægtig pige, som ikke var glad, og så gjorde jeg noget ved det. Og jeg blev ved, og ved, og ved. Der er desværre ikke nogen magisk pille, det er hårdt at træne og ændrer sin livsstil. Men hvis du virkelig vil, så bliver du også nødt til at kæmpe for det! Og hvis du har det tilpas i din krop, lige meget hvad der så står på vægten, så gi’ dig selv et ordentlig skulderklap, for det er sejt!

Kærlighed er et andet stort tema i din bog, og du er jo lige blevet gift. Hvad har kærlighed betydet for dig midt i al rodløsheden og rastløsheden?

Kærligheden har fået mig til at slappe mere af! Da jeg mødte Frederik, var jeg i en proces, hvor jeg var i gang med at finde kærligheden til mig selv. Jeg havde i alt for lang tid gået rundt og haft lavt selvtillid og selvværd, fordi jeg konstant sammenlignede mig med andre piger og kvinder, noget som jeg i dag stadig kan komme til, men ikke i så høj grad. Lige pludselig dukkede Frederik op, og sammen med ham fik jeg skabt ro og tryghed, men det skal også lige siges at Frederik altid har acceptereret at jeg til tider bliver rastløs. Han giver mig lov til at rejse, være spontan med veninderne, rykke rundt på møblerne i hjemmet og forstår at jeg ikke dur i et forhold hvor det hele er fastlåst. Derfor har vi sammen skabt et liv, hvor alt er muligt og hvor der skal være mere af en ja-hat og mindre af ordet ’nej’. 

I april 2019 blev Rebecca Laurdrup gift med Frederik Svejborg på Holckenhavn Slot.

Kan vi glæde os til flere bøger fra din hånd i fremtiden? Eller måske andre spændende projekter? 

Nu må vi se om denne her bog går godt! Men jeg håber da, at jeg kan få lov til at skrive flere bøger. En af mine store drømme er at lave en julebog. Jeg går meget op i jul, men især pynten, bordopdækningen, indpakningen og blomster(kransene) der høre med til den årstid. Det er jo lidt noget andet, end det jeg har skrevet om nu, men en mere kreativ bog af slagsen ville være sjovt. Ellers, så drømmer jeg om, at blive ved med at skrive, måske på et tidspunkt lave noget med indretningen, blomster eller kunst. Lige nu vil jeg dog nyde, at jeg er flyttet tilbage til København og ind i min nye lejlighed på Gammel Kongevej, at jeg arbejder her på ELLE, og at bogen forhåbentlig kommer til at gå godt!

Rebecca Laudrups nye bog ‘Jeg finder altid hjem’ koster 199.95 kroner og kan købes online og bogbutikker landet over.