// Denne artikel blev bragt i ELLEs martsnummer 2017, men gengives her i forbindelse med Jørgen Nørgaards død //

Det er ikke hvad som helst, der fylder 50 i år – du har næsten med garanti selv en eller flere af slagsen i dit skab; ja, ELLEs modeskribent Lotte Freddie har faktisk hele 29 – det er nemlig selveste Nørgaard-T-shirten, ’101’eren. I den anledning har Lotte Freddie talt med manden bag de berømte striber, Jørgen Nørgaard, hvis historie hænger nøje sammen med moderne kunst og efterkrigstidens ungdomsrevolution.

’Byen med de mange tårne’ lever op til sit tilnavn, når man står på Jørgen og Ellen Nørgaards tagterrasse på Amagertorv. 18 spir peger mod himlen – en ledetråd til terrassens indehavers kunstneriske ambitioner, der gælder både forretning og hjem. Indenfor er alle vægge tæt behængt med kunst. Fin dansk kunst. Heerup, Jorn, Herman Stilling, Svend Dalsgaard, Købke, Susanne Ussing, Gerhard Henning, Johannes Larsen, Joseph Beuys, Lise Malinovsky og en lille skulptur af Martin Erik Andersen, Richard Mortensen og Ellen Nørgaards norske billedhugger- og maler-far, Dyre Vaa. En Bertel Thorvaldsen Hebe-kopistatue bleeding bemalet af Per Arnoldi fra rosa til rød farve, kontrasterer to gamle Biedermeier-stole, og i rummet nedenunder hænger 10 Andy Warhol Campbell-suppedåseoriginaler over for en Picasso, en nøgen Utzon Frank-kvindefigur klædt i frynsetørklæde fra Dries Van Noten og en tætpakket reolvæg. Hele hjemmet, et levende, uhøjtideligt museum, ånder kultur, glæde, kærlighed og humor.

”Jeg er meget glad for kunst, og det er Ellen også. Det er mit hjertebarn, det er spændende og provokerende og dejligt,” siger modemanden Jørgen Nørgaard, der også er kunstnerisk ambitiøs omkring butiksvinduernes blikfang, der i hans ’regeringstid’ meget gerne måtte være dristigt, hvilket Susanne Ussing sørgede for.

Skønhed trods krigens ruiner

Ved Kjærholms marmorbord med dennes tilhørende, præmierede, ukomfortable stole fortæller Jørgen Nørgaard om vejen til succes, hæder, priser og hyldest: ”Jeg kom i lære i Magasin du Nord på Amagerbrogade i tre år. Det var vældig godt – og rædselsfuldt og ikke til at holde ud at skulle lære at acceptere, at ’det skal gøres på dén måde’. Men det er sundt og en stor fordel, at kan man udholde det, så er man blevet robust. Derefter læste jeg på Niels Brock i to fantastiske år; efter en hård læretid var det en gave uden lige. Som soldat, der var et helt år dengang, blev jeg, med mit stærkt nedsatte syn, overført til hjælpetropperne og kom til Folk & Værn i Vester Voldgade. De gjorde som oplysningsprojekt meget for, at militær og værn skulle blive populært i befolkningen. Det var også godt for mig. Jeg styrede alle regnskaber og blev en stjerne lige på stedet – jeg kunne både debet og kredit efter Niels Brock.”

”Lige efter kom jeg til et glimrende engros-metervarefirma i London, hvor jeg klippede stoffer – jeg er meget interesseret i materialer. De havde alle slags tekstiler, og det havde jeg megen glæde af. Derefter hjalp jeg to piger, der drev en systue med kjoler til et stormagasin, med at klippe mønstrene. Det var meget heldigt, og jeg blev ganske populær. For at lære om produktion af metervarer kom jeg i tre måneder til et udmærket sted i nærheden af Manchester, hvor jeg lærte at væve. Jeg boede hos familien, som var så vanvittigt elegante og rige på et meget højt plan med tjenere bag herren og fruen i hver ende af det lange spisebord. Efter middagen gik vi alle op til portneren og så tv i hans lejlighed! Det var alt sammen enormt flot og et fantastisk sted at opleve, men tydeligt, at de var på vej til ikke at kunne klare det: Tyskerne fik efter krigen Marshall-hjælp-pengene og nye maskiner for at komme på fode, og englænderne havde kun de gamle maskiner.”

Efter England drog Jørgen Nørgaard til Tyskland til en frakkefabrikant i Bremen, Das Kleine Textil Paradis, ejet af søde mennesker, der tog sig af ham, fine folk med bogforstand og lyst til at besvare alle hans spørgsmål. Hvor han igen lærte en masse, klippede metervarer og slæbte tunge, uldne frakker i det eneste hele hus imellem ruinerne. ”Så kom jeg til Berlin: Alt var ruiner, man gik ikke hen ad gaden, men over murbrokkerne, så skar man lige et hjørne af som gangsti. Det var Friedrichstrasse.” Men Jørgen Nørgaard var hele tiden på vej hjem, for faderens forretning, Sørgemagasinet, lå der og var ved at dø og ventede på ham. Det var sat til salg og kunne ikke finde en køber. Han fik af ejendommens ejer, Geismar, lov til at overtage sin fars gode lejekontrakt. ”Da dén oprindeligt blev indgået, var der vældig usikkerhed om alt. Måske blev København bombet, og hvad ville fremtiden blive for tekstilbranchen?”

Hjemme igen begyndte alvoren. Ingen kunne vende den sørgehistorie; kulturen omkring døden holdt ikke mere, den var for tung lige efter krigstiden, nu var det glædesstunder. ”Mine forældres forretning var en fin, anset forretning, men min far vidste godt, at han måtte finde et andet navn til huset,” fortæller Jørgen Nørgaard. ”Vi mistede ham i 1945, jeg kom til i 1958, og det var min opgave at finde ud af, hvordan man skulle omdanne butikken til en moderne butik. Pengene var brugt op, varerne hang i skabe og reoler. Alt var lavet af det fineste, elegante mahogni af den fineste snedker. Jeg skulle finde en løsning på en ny profil og et moderne udtryk og – jeg skammer mig helt over at sige det – men jeg malede det hele over med hvid maling, og butikken fik et helt andet udtryk efter internationalt forbillede, som blev udviklet over årene. Hele den stive måde at ekspedere på med De osv. ville jeg gerne lave om til selvbetjening, så kunderne kom i direkte kontakt med varerne. Min mor og søster syntes, det var helt åndssvagt, men der var ikke en øre tilovers, og noget nyt måtte ske for at få det hele til at lykkes.” ”Det var markant, at der var ved at ske et ungdomsoprør. Musikken var de første signaler med Elvis Presley som den første til at overtage scenen,” forklarer Jørgen Nørgaard videre. ”Der skete en eksplosion, hvor alle de nye mærker især kom fra London, fra unge mennesker, der skabte til de unge; jeg var i London en gang om ugen. Men i begyndelsen kunne jeg ikke skaffe de ting, der skulle til, så jeg startede med svenskere. Svenske omuldsstoffer var meget populære; de havde en noget både gammeldags og ny skønhed over sig. Fra bl.a. Mølnlykke købte jeg deres andensortering og solgte dem som metervarer i hundredvis, vi solgte vildt mange svenske bomuldsstoffer; mange syede selv dengang.” ”Svenskerne var dygtige. Wahls, Katja of Sweden og Hettemarks var store mærker, og der var en revolution af små virksomheder, der kun koncentrerede sig om at klæde teenagerne på, og det var fantastisk morsomt. Det var så entusiastiske og begavede folk; der var sådan en grøde i det. Det var Brigitte Bardot, jeg købte ind til. Alle ville gerne ligne BB. Her var det bl.a. Ib og Søs Drasbæk, englænderen Ossie Clark, franskmændene Cacharel, Daniel Hechter og Parikén. Jeg var bedst til englændere, men startede meget tidligt med at producere og designe selv. 30 syersker på en systue på Nørrebro syede bukser og bluser, en fabrikant i Virum med strikkemaskine lavede strik. T-shirten var ikke det eneste.”

Jørgen Nørgaard mødte sin kone, historikeren Ellen Nørgaard, i Venedig i 1957. De blev gift året efter og har fire børn, hvoraf Mads Nørgaard nu både designer egen kollektion og ejer forretningen Nørgaard. ”Det er vældigt dejligt, at Mads gerne vil handle med pigetøj, og at vores grundholdninger er de samme: ungt tøj til dem på 12 og 72,” funderer Nørgaard senior.

Sensualitet er vigtig

Klip til, at kunder og venner i anledning af ’101’s 50-års fødselsdag i efteråret var inviteret til butikken på Strøget for at høre fortællingen om tilblivelsen af det specifikke designikon, og det var en veloplagt Jørgen Nørgaard, de mødte. ”Da jeg var 17 år, skulle jeg til spejder-jamboree i Paris. Året var 1947, og jeg glemmer aldrig, hvordan vi kørte ned igennem det fuldstændig udbombede Tyskland. Der var 25.000 spejdere fra hele verden til den jamboree, og der mødte jeg en amerikaner, der havde noget på, jeg ikke havde set før. En T-shirt i bomuld med en påskrift – en undertrøje, ville man kalde den dengang. Den var jeg helt betaget af og spurgte, om jeg måtte købe den. Det måtte jeg ikke. Men jeg havde af mine forældre fået foræret et meget fint skakspil. Det ville amerikaneren have for den T-shirt, og det fik han.” Flere år efter, i 1967 lige inden ungdomsoprøret i 1968, designede Jørgen Nørgaard den langærmede T-shirt, som siden er solgt som tre millioner ’101’ere. ”Hvordan kvaliteten skulle være, lærte jeg ved at købe T-shirten af amerikaneren. Jeg havde en fornemmelse af, at den skulle veje og væves som trikotage for at kunne være kropsnær. Samtidig tænkte jeg – for det strækker sig jo, trikotage – at man endda kunne nøjes med at lave den i bare én størrelse, det ville jo forenkle tankegangen, hvis man kunne nøjes med ét størrelsesnummer. Det prøvede vi og har gjort siden, og det er faktisk lykkedes ganske godt, selv om det var lidt af en påstand, for jeg ved jo godt, at piger har forskellige størrelser, det kan man jo så tydeligt se her,” ler designeren Jørgen Nørgaard og ser ud over den tilbedende kvindelige forsamling, der griner huldsaligt. ”Jeg tænkte på et tidligt tidspunkt, at jeg ikke skulle lave mange størrelser, men mange farver. Den skulle være i mange kulører og startede som forsøg med 20 farver, det har vi stort set gjort i alle årene. Og så skulle den kunne vaskes i det uendelige og have en frejdighed, en friskhed, som den, vi nåede frem til, og der kommer sensualiteten, der er det vigtigste, ind i billedet. Den ses tydeligt i det nålestribede, lodrette trikotagestrik og giver lige præcis den identitet, som er dén T-shirt, og som er det kvindelige i den. Den er til stor glæde for mig. Hver eneste gang jeg møder en pige med sådan en T-shirt, så bliver jeg dybt rørt. Ikke sådan at det er glædestårer, det er den der seksualitet, der ligger på lur, og det udtryk, den kan give. Det var det, der var mit ønske, da jeg startede dethele: at fremme og opnå den sensualitet. Det seksuelle var for mig et meget vigtigt aspekt.”

”De er dygtige i Ikast, hvor de strikker trøjerne, og det var utroligt for mig, at de mennesker stod ved de maskiner om natten og lavede T-shirts med og uden glædesstriber til mig, det er s… da rørende. Da den fabrikant, som havde produceret dem i 40 år, stoppede, blev maskinerne, som vi fik strikket på, købt af en anden producent, og det er de samme tre maskiner, der – nogle gange døgnet rundt – stadig strikker det samme sted i Ikast. Også de bredere striber, der kom til i 1980’erne.” ”Grunden til, at ’101’ fik den betydning, den fik, er, at den skulle være langærmet, og at den erstattede en ulden trøje, faktisk et stykke tøj. Den var i virkeligheden en langærmet undertrøje, men den blev raffineret, så den kunne dække fænomenet beklædning. I begyndelsen syntes man, den var lidt for lidt at have på, for stuetemperaturen i de danske hjem under krigen og langt op i 1950’erne var ca. 15 grader. Så begyndte man at fyre op på radiatorerne, og det blev lunere inden døre. Hvor vi plejede at småfryse, fik vi det alle sammen varmere, og så blev det tit for varmt med en ulden trøje. Derfor var det så vellykket at lancere en bomuldstrøje, som man samtidigt kunne bruge både sommer og vinter. Den er lavet af bomuld, ikke uld, men den er varm nok, fordi den sidder tæt, og desuden fandt man ud af, at den egnede sig både til fest og til daglig. Det var meget godt fundet på af ham, der fandt på det,” smiler ikonets ophavsmand fornøjet den dag i efteråret, det samme gjorde publikum, der kvitterede med latter og applaus.

’101’eren & den amerikanske drøm

’101’ er rundstrikket som et rør; lige op og uden sidesøm. Dermed kommer skulder/ærmesømspunktet længere ind på skulderen i forhold til en almindelig T-shirt. ”Det er faktisk en fejl,” indrømmer ’101’s far i dag, ”men vi betragter det som en designdetalje, der giver et specielt, kropsnært udtryk. Vi sparer udrundingen, klipningen, sammensyningen og spild, hvilket er medvirkende til, at vi kan holde den lave pris. En kopi i Brugsen koster meget mindre, og vi ved jo godt, at vores kunne laves til en tiendedel af prisen i Bangladesh, men det er vigtigt for os at fastholde produktionen i Danmark og hele tiden kunne justere tilgangen til butikkerne.”

”Den kom til at hedde ’101’ efter Amerikas berømte vej langs Stillehavet, Highway Number One, og som hyldest til Levi’s’ jeans ’501’. De to tilsammen blev til ’101’. En fordel for os er, at når vi finder på noget nyt, kan den hedde ’1001’,” smiler designer Nørgaard og fortsætter: ”Den langærmede T-shirt fik også en betydning i ungdomsoprøret og i den gryende kvindebevægelse. Dengang var der et ord, der hed demokrati, som man tog meget alvorligt, og den T-shirt kom til at udtrykke en demokratisk tankegang, et udtryk for den moderne indstilling, hvad økonomi angår. Man fik en trøje på, der var meget mere værd end prisen, 19,80 kr. i starten. Den trøje til alle aldersklasser var demokratisk – også da den et par år efter kom til at koste 22, 24, 25 kr. osv. Vi prøvede at lave et stykke tøj, hvor alle kunne være med – vi havde ikke noget oprør i tankerne bortset fra det seksuelle. At lave et stykke tøj til så billige penge og lave byens bedste bryster, det var for mig en meget vidunderlig ting.” ”En designer som Henrik Vibskov skaber fantastisk godt design, men det er ikke almengyldigt, det er en meget mindre gruppe, man henvender sig til. For mig har det altid været vigtigt med store grupper, som kunne have tøjet i lang tid – ’101’ kan man bruge længe. Mange bruger den alt for længe, den kan slet ikke tåle al den vask i 10 år; gassen går af bomulden. Når nogen kommer og stolt siger, at de har gået med den i 20 år … det kan man altså godt se – og det var ikke meningen.”

Nyd nu livet!

Grundlaget for Nørgaard paa Strøget var at skabe den bedste arbejdsplads, og med Inge, Annelise og Christa ansat i henholdsvis 52 og 45 år, må det siges at være lykkedes. ”De har ingen sygedage, fordi her er rart at komme. Det er morsomt, helt uden slinger i valsen, og jeg er stolt over, at det går, som det går,” siger en begejstret iværksætter med udsigt til det København, han på alle måder har sat sit præg på. I 2014 hædredes Jørgen Nørgaard da også med ELLE Style Awards-æresprisen, ELLE-prisen, i Operaen. Jørgen Nørgaard vidste intet om det. Alle var der, og chefredaktør Cecilie Ingdal sagde hædrende ord om ’101’eren – fantastisk med striber lavet i Danmark, én størrelse og mange millioner solgt. 25 modeller kom på scenen kun klædt i stribede, langærmede ’101’ere, og Jørgen Nørgaard takkede: ”Tusind, tusind tak – det er meget flot, måske også for meget, og alt det, du siger, er rigtigt. Men du siger ikke det vigtigste – det vigtigste er, at I får så smukke bryster i den.” På Amagertorv erklærede den ukuelige designer, pioner, entreprenør, kunstelsker, købmand og selv et ikon over for sine gæster, at: ”Der er ingen tvivl om, at vi også synes, at det er en utrolig glæde at kunne leve af at udfolde sig med kvindelige beklædningsgenstande. Det er fantastisk, det kan lade sig gøre. Det er også en stor alvor, det er ikke pjat det hele. Men for at slutte ved noget sensuelt, så fik vi et brev fra en kunde i Aarhus. Hun måtte klage, for hun syntes ikke, at det var gået, som hun havde troet, det ville, ved at have en ’101’er på. Nu havde hun brugt den hver dag i en måned, og hendes bryster havde overhovedet ikke ændret sig!”