“For nylig sagde en ansat på X Factor-produktionen til mig: ”Nu har vi allerede lavet de første to programmer.” Det var virkelig syret, for jeg har det stadig, som om alle de andre bare er rigtig søde og er gået med på joken. ”Ja ja, du er vært”, siger de, og har sat kameraerne op, så jeg rigtigt kan lade, som om den er god nok.

Da jeg gik i sjette klasse, arbejdede en af mine klassekammeraters mors veninde på X Factor, og det var megastort. Jeg kiggede på Lise Rønne i fjernsynet og tænkte, at jeg så gerne ville have hendes job en dag, men samtidig tænkte jeg: ‘Det kommer aldrig til at ske. Jeg har skæve tænder, mit hår er pjusket, og jeg snakker for meget som en havnearbejder’. De kvindelige værter i fjernsynet var helt andre typer end mig, og jeg har altid tænkt, at jeg simpelthen var for grim og for grov til de store underholdningsprogrammer. Derfor har jeg også været virkelig glad for at blive tilbudt værtsrollen, for jeg har aldrig set mig selv, som sådan en Familien Danmark ville have.

Foto: Tue Blichfeldt

Jakke, Saks Potts, 8.140 kr. bukser, Saks Potts, 1.700 kr., træsko, Hermés, 10.400 kr.

Jeg er faktisk meget taknemmelig for, at Sofie Linde blev vært på X Factor før mig, for jeg synes, hun har banet vejen for, at man som kvinde gerne må være en mere skæv person og lave den slags programmer. Jeg er også efterhånden nået dertil, hvor jeg ikke længere frygter, at Tv2 pludselig fyrer mig, fordi de finder ud af, at mine tænder er skæve. For det har de formentlig allerede opdaget.”

“Jeg er vokset op på Østerbro med to forældre, der begge er virkelig skægge. Når de sad foran fjernsynet, da jeg var barn, havde de præcis samme energi som de to gamle mænd fra The Muppet Show. Det var bare en lang roast session. Nu hvor jeg selv laver tv, er det selvfølgelig ikke så fedt at have det indblik i, hvad andre siger foran skærmen, men dengang var det virkelig sjovt. Der er ingen tvivl om, at jeg har fået meget af min humor med derfra.

Mine forældre er begge jurister, så det var også et hjem med høj intelligens. Jeg tror, det har været rigtig godt for både min pensionsopsparing og mig personligt at have fornuftige forældre, som ikke er fra den kreative branche. Jeg er glad for ikke at være vokset op i et tosset, kreativt hjem, for det havde været for meget galskab på en gang, hvis de havde været lige så skøre som mig.

Det var til gengæld et hjem med store armbevægelser, og hvor der ikke blev lagt låg på. Min mor er tidligere skuespiller, statist, model, danser og lidt af det hele, og min farmor var sådan en helt vild type med store hatte og parykker, og som snakkede så meget, at man nogle gange var nødt til at tage en pause og gå ud for at få noget luft, før man vadede tilbage ind i hendes talestrøm. Jeg tror på nogle måder, at mit eget underholdningsbehov stammer fra hende, for hun var et kæmpe forbillede for mig. Hun kunne snakke og underholde, som var der ingen dag i morgen. Man kunne sige: ‘Fortæl historien om ostemaden’, og så kunne hun bare køre derudad, som havde man sat et kassettebånd i.

Fra jeg var helt lille, havde jeg også det der behov for at underholde og være i centrum, og jeg har nok selv prøvet at lægge låg på engang imellem, men det var aldrig muligt, for låget blev ved med at springe af hele tiden. Da vi lavede cirkus i 0. klasse, var jeg sprechstallmeister, fordi jeg fandt ud af, at det var den rolle, hvor man kunne få lov til at snakke mest. Det er jo en slags cirkusvært, der hele tiden kommer ind og siger: ‘Nu sker der det’ og ‘nu sker der det’. Jeg har altid haft lyst til at tage ordet, og der var også en periode, hvor jeg drømte om en dag at blive toastmaster, så jeg rigtigt kunne få lov til at snakke.

I dag er mine gamle højskolevenner gode til at fortælle mig, at de overhovedet ikke er overraskede over, at jeg er endt som vært på X Factor, for på højskolen var jeg vært hele tiden. Det er pinligt at tænke tilbage på, hvor mange arrangementer jeg fik sat i gang. Så var det ‘Hit med højskolesangbogen’ og jeg ved ikke hvad, og hver gang med det formål, at jeg skulle være vært, så jeg kunne få lov til at snakke og underholde. Det er simpelthen som et nys inde i mig, der hele tiden skal ud.”

“Jeg har været heldig altid at have haft mennesker i mit liv, som har heppet på mit autentiske jeg.”

“Det har altid givet mig et kick at få folk til at grine. Det er virkelig et drug, og jeg kan mærke, hvis det er længe siden, at jeg har fået nogen til at grine. Så er det, som om der er et eller andet galt i min krop. Da jeg var lille, var den største anerkendelse for mig at få pædagogerne til at grine. Jeg var aldrig helt med på den der ‘fald på halen’-humor og pruttelortehumor, som alle de andre børn grinede af, jeg prøvede i stedet at tale ind i de voksnes humor, og jeg syntes, det var meget federe at lave en joke, hvor jeg eksempelvis iscenesatte mig selv som et gammelklogt barn. Jeg underholdte også altid til fødselsdage og skulle fortælle anekdoter om min lillesøster og alle mulige ting, og der var ikke noget federe i hele verden, end når de voksne grinede.

Der var selvfølgelig tidspunkter senere hen i skoleårene, hvor jeg hellere ville være en af de virkelig lækre og seje piger, men det gik bare aldrig rigtigt. Jeg prøvede nogle gange at passe ind, men det holdt højest et par dage, før det gik galt, og jeg kom til at gøre et eller andet forkert igen. Jeg var en ret uheldig preteen, men valgte i stedet at embrace det. I stedet for at de kunne pege fingre af mig, fordi jeg havde flyveører eller var bleg og havde fregner, kunne jeg lige så godt selv spille klam eller kikset eller underlig, så folk kunne grine af noget, jeg selv havde valgt at dyrke.

“Humoren blev tidligt en form for overlevelsesmekanisme, fordi jeg tænkte, at hvis de andre ikke synes, jeg er sej, kan jeg i det mindste få dem til at grine.”

Jeg gik også til filmværksted efter skole, hvor jeg spillede alle mulige roller med falske overskæg og grimme parykker. Jeg har ikke gjort det nemmere for mig selv ift. at fremstå cool i de år. Det ville sikkert være gået bedre, hvis jeg gik i smartere tøj og holdt min kæft, men det kunne jeg heller ikke finde ud af, og hver gang jeg prøvede at være som de andre, gik det galt.

Christian Bonde gav mig for nylig en af de bedste komplimenter, jeg har fået i mit liv. Han sagde, at han aldrig havde oplevet nogen, der var så meget sig selv i alle situationer. Det, tror jeg, han har helt ret i, men det er nok i virkeligheden på en ufrivillig måde. For jeg har aldrig kunnet være andre end mig selv, selv om det helt klart ville have været nemmere til tider, hvis jeg lige kunne have tyet til at være en anden.”

“Heldigvis havde jeg i skoleårene to gode veninder, som ligesom jeg selv heller ikke havde brug for at være smarte, men bare gerne ville fjolle, skrive sange og lege med Build-A-Bear-bamser i en lidt for høj alder. Jeg tror, jeg har været heldig altid at have haft mennesker i mit liv, som har heppet på mit autentiske jeg. Når jeg er sammen med mennesker, som gerne vil have, at jeg skruer ned, får jeg det som en plante, der ikke er blevet vandet i lang tid. Jeg kommer hjem og er helt tør med hængende blade. Jo ældre jeg er blevet, jo bedre er jeg blevet til at spotte det tidligt, og i dag vælger jeg helt konsekvent, at den slags mennesker ikke skal være en del af mit liv.

Foto: Tue Blichfeldt

Jakke, Saks Potts, 8.140 kr. Bukser, Saks Potts, 1.700 kr.

Tidligere, bl.a. i gymnasiet, har jeg prøvet at indordne mig og være lidt sej ved at gå i tøj, jeg ikke syntes, var så komfortabelt og tage til fester, jeg egentlig ikke gad til, fordi jeg så måske ville være populær. Det skal man nok igennem, men alle de mennesker, der fik mig til at følt, at jeg helt grundlæggende skulle være en anden, end jeg er, ses jeg ikke længere med. Jeg datede engang en fyr, som, inden vi skulle ud en aften og mødes med hans venner, sagde til mig, at jeg lige skulle skrue lidt ned, for han var altså den sjove i vennegruppen. Bagefter var han skidesur, fordi alle hans drengevenner havde grinet så meget, af det jeg havde sagt.

De typer, der har prøvet at lægge låg på mig, har jeg mødt i forskellige sammenhænge i mit liv. Jeg havde en rigtig dejlig gymnasietid, men når jeg tænker tilbage … Hold kæft, hvor havde de der små, blege, ranglede 15-årige drenge meget magt over pigerne. Det hele handlede om, hvem de syntes var lækre, og hvem der havde den bedste røv og alt muligt, og den fælde faldt jeg da også selv i, hvor jeg tildelte dem alt for meget magt. I den verden, som de herskede i, var der ikke plads til piger, som enten hvilede rigtig meget i deres egen krop, seksualitet eller humor. Jo mere usikker man var som pige, jo nemmere kunne de på en eller anden måde placere en i en kasse, som de selv var komfortable med.”

“I folkeskolen sad jeg ved siden af en dreng i næsten et år, som, hver gang jeg havde en eller anden lille sjov kommentar, gentog den sekundet efter, men højt for resten af klassen, som om det var hans egen. Jeg turde sjældent sige det højt, for så fik jeg en streg for at larme for meget, men han endte med at blive kåret som ‘klassens klovn’, altså den sjoveste i klassen, selv om det var mit materiale, han havde stjålet hver eneste gang.

”Jeg havde virkelig sådan en følelse af: ‘Fuck man, jeg har åbenbart det forkerte køn til at være sjov’”

Nogle år senere startede jeg på universitetet, hvor jeg kun nåede at gå tre uger, men fik opvarmningsugen med. Her var vi på bar, hvor jeg rigtigt lirede alt mit materiale af. Jeg havde fået noget at drikke, så det kørte bare derudad. Jeg sad ved siden af en fyr, og ligesom ham i folkeskolen blev han ved med at tage det, jeg lige havde sagt, og sige det højt. Vi sad tæt på tutorerne, der hørte det hele, og de simpelthen grinede og grinede og grinede, til tårerne løb ned ad kinderne på dem, og hyldede ham, fordi de syntes, han var så sjov. Men han gentog jo bare det, jeg sagde.

Jeg kan huske, at jeg blev så fortvivlet, og på cykelturen hjem begyndte jeg at tude. På det tidspunkt havde jeg søgt ind på DR’s Talenthold, men ikke fået svar endnu, og jeg tænkte, at jeg aldrig ville komme ind og aldrig blive til noget, for det var åbenbart kun sjovt, når drenge sagde det. Det nyttede ikke. Jeg havde lige sagt de samme ting, uden den store respons, men når han sagde det, skulle han op på bordet og hyldes, ligesom min sidekammerat dengang blev kåret som den sjoveste i hele klassen. Tingene blev simpelthen taget bedre imod, når det kom fra en fyr. Jeg havde virkelig sådan en følelse af: ‘Fuck man, jeg har åbenbart det forkerte køn til at være sjov.’”

“Senere var jeg i praktik på et radioprogram på DR, hvor jeg fik at vide af en producer, at det var virkelig sjovt, hvad jeg havde med, men at han lige ville prøve at lade den mandlige praktikant sige det i stedet. Det ville blive taget bedre imod af lytterne, forklarede han, for så støjede det ikke så meget, som når det kom fra en dame. Jeg tror lidt, at han brugte lytterne som en dårlig undskyldning, fordi han ikke selv var så komfortabel med det.

Selv om det ikke er så mange år siden, var der dengang groft sagt kun to typer af kvindelige værter: Den meget følsomme, der kunne græde og snakke om tunge ting, og den skrappe, der kunne sætte mændene på plads. Særligt det sidste var meget udbredt i radioen. Det var den sjove mand, og så den skrappe kvinde, der løftede pegefingeren og sagde: ‘Nej hør, det kan du ikke sige!’ Hun skulle ligesom hele tiden sætte manden på plads og indtage rollen som den, der dræbte det sjove, og det var et problem for mig, fordi jeg altid har indtaget den omvendte rolle og aldrig har kunnet stå og være autoritær.

Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, at jeg nok bare skulle blive producer eller tilrettelægger, for jeg passede ikke til nogen af kasserne i radioen, og i fjernsynet var det kun alle de her smukke, blonde kvinder. Nu skal det ikke lyde, som om jeg ser mig selv som den rene Quasimodo. Der var bare i mange år en meget snæver repræsentation. Derfor blev jeg også meget overrasket, da jeg pludselig fik tilbudt et underholdningsprogram på P3. Det forløste meget inde i mig at blive vært på Curlingklubben, for så var der alligevel plads til sådan en som mig.

Foto: Tue Blichfeldt

Strik, Peple's Republic of Cashmere, 2.100 kr. Bukser, Saks Potts, 1.700 kr. Smykker (på alle billeder): Ringe med diamanter, Elhanati, fra 165.000 kr. Sølvringe, Lié Studio, 560-1.270 kr. Diamantøreringe, Sophie Bille Brahe. (lang) 110.000 kr. og (kort) 39.000 kr.

Jeg blev måske også lidt for grebet af stemningen, da der endelig var hul igennem. Når jeg kigger tilbage, gav jeg den næsten for meget gas på nogle punkter, hvor jeg på et senere tidspunkt måtte lære også at skrue lidt ned. Altså, jeg simpelthen sprøjtede humor udover det hele, men på det tidspunkt havde jeg også ventet så længe på endelig bare at give fuld los.

“Kemien mellem Christian Bonde og jeg fungerede fra starten skidegodt, og jeg tror, det skyldes to ting: For det første har vi vores åbenlyse kontraster, ikke bare i køn, men også i politik og opvækst og alt muligt andet, som gør, at vi altid kan repræsentere begge sidder. For det andet – og måske endnu vigtigere – er vi på trods af vores forskelligheder vokset op med den samme humor. Fra barnsben har vi set de samme Monty Python-ting og andre engelske comedy-programmer, så da vi første gang var til casting sammen, havde vi begge sådan en oplevelse af at vide præcis, hvor den anden var på vej hen.

Min far gik på Cambridge, da han var ung, og tog forskellige ting som Jeeves & Wooster med hjem, så jeg er vokset op med rigtig meget engelsk fjernsyn og har altid godt kunne lide den begavede humor, hvor man lige skal et lag dybere ned for at forstå, at personen, der snakker, ikke er komplet idiot. Jeg har mange gange slået mig på folk, der har troet, at jeg var et dybt ubegavet menneske, fordi jeg siger et eller andet, der er helt åbenlyst forkert eller fuldstændig misforstår noget. Jeg har altid været meget glad for blink i øjet og den der ‘du ved godt, at vi to leger en leg lige nu’-form for humor. Det samme er Christian, og derfor opstod der med det samme en magi mellem os, som har været der lige siden.

“Jeg har mange gange slået mig på folk, der har troet, at jeg var et dybt ubegavet menneske.”

Det betød i det hele taget meget for mig at blive teamet op med Christian, som helt fra start syntes, at jeg var skidesjov, og som også hjalp mig rigtig meget til ikke at være bange for at være det, og for om lytterne gad høre på det. For i starten var de sure, og jeg blev kaldt nogle virkelig grimme ting. Det var ‘klamme kælling’ og ‘dumme luder’ og alt andet, man kan kalde kvinder, og jeg kunne ikke undgå at se det, for på radioen har man en inbox, hvor sms’erne kommer fuldstændig ufiltreret ind. Der var også folk, der var ivrige efter at fortælle mig, at de ville skifte kanal pga. mig – og ikke havde tænkt sig at komme tilbage.”

“Det kom dog til at gå meget bedre, end nogen havde forudset. Kort efter, vi var begyndt med Curlingklubben, var vi på Jelling Festival for at sende. Der var fyldt med efterskoleelever, der allesammen hørte vores program, og jeg tror ikke, at der var nogen, heller ikke vores chefer, havde forventet, at det ville gå så meget amok. Vi sendte radio fra en campingvogn, hvor eleverne næsten kravlede igennem vinduet for at komme ind til os, så vi endte med at sende bag et sikkerhedshegn for overhovedet at kunne gennemføre.

Jeg var så overvældet og taknemmelig over, at folk genkendte mig og ville snakke med mig, at jeg endte med at bruge 40 minutter på hver eneste person, der stoppede mig, hvilket betød, at jeg var fuldstændig smadret bagefter. Jeg skulle helt klart lære, hvor meget man faktisk behøver at give af sig selv. Udfordringen er jo, at man gerne vil vise sin taknemmelighed, men uden selv at blive udbrændt og en dårlig version af sig selv.

Foto: Tue Blichfeldt

Det var en veninde, der gav hende kælenavnet ‘Fantino’, da de var 12-13 år gamle. Det kom sig af en fransk kunstner, der havde lavet en sang, som veninden syntes, mindede om hende. Jakke, Aeron, 13.400 kr. Blazer, Cos, 1.450 kr.

I en periode, hvor jeg var sygemeldt, var jeg ude for at købe undertøj i H&M. Jeg havde det pænt dårligt i den periode, så det var bare noget, der hurtigt skulle overstås, men midt i det hele blev jeg stoppet af en meget bestemt kvinde, der sagde: ‘Du går ingen steder, før du har lavet en video til min datters konfirmation!’ Jeg var så ny i det hele, at jeg tænkte, at så måtte jeg jo gøre det. Det endte med, at jeg stod med tangatrusserne som baggrund og optog en hilsen til en eller anden konfirmand, selv om det, jeg havde mest brug for, var at skynde mig hjem for at lægge mig under dynen igen.

Det var faktisk Sofie Linde, der hjalp mig med at lære at sætte grænser dengang. Både hun og Joakim Ingversen tog mig virkelig under deres vinger og var med til at lære mig, at selv om jeg er et offentligt menneske, så ejer andre mennesker mig altså ikke. Hvis jeg sidder og sover i toget eller taler i telefon med en veninde, så behøver jeg ikke pludselig springe op og lave en konfirmationshilsen, bare fordi nogen beder om det.

Det sker stadig engang imellem, at jeg bliver overrumplet af folk, der kommer meget frembrusende hen med telefonen foran sig. Det er faktisk primært midaldrende kvinder. De kan have en meget voldsom energi, når de har deres smartphone i hånden. Men jeg må nok hellere tilføje, at jeg selv engang har været sådan en type, der tog billeder af L.O.C., når han sad i bussen, hvor jeg i dag tænker: ‘Gid jeg havde ladet den stakkels mand være.’”

“Jeg har altid haft en stærk retfærdighedssans. Jeg går meget op i at behandle andre mennesker ordentligt, og at andre behandler mig ordentligt. For mig er det faktisk, hvad hele MeToo-bevægelsen handler om – nemlig at der er folk, der ikke behandler andre mennesker ordentligt.

“Det var faktisk Sofie Linde, der hjalp mig med at lære at sætte grænser dengang.”

Med min egen MeToo-sag var jeg næsten vredest over, at DR i lang tid ville holde det hemmeligt. Jeg havde oplevet krænkende adfærd fra en chef, men de ville ikke have, at jeg fortalte historien og brugte undskyldninger om, at de i virkeligheden gjorde det for min egen skyld. Men det handlede om, at det var en rigtig møgsag for dem selv, og det blev jeg godt gammeldags indigneret over, for hvis man bliver bedt om at holde på en hemmelighed på den måde, så bliver det en beskidt lille hemmelighed. Så er det pludselig dig selv, der skal gå rundt og skamme dig, men det er jo netop ikke skammeligt. Da jeg så læste folks reaktioner på Sofie Lindes historie, hvor de mente, at hun skulle have fortalt det noget tidligere, blev jeg kun endnu mere vred og tænkte: ‘Nu skal I fandeme høre, hvad der er op og ned!’

Jeg var bange for, hvordan folk ville reagere, men de fleste tog det heldigvis rigtig godt. Da jeg fik X Factor-jobbet, gik der til gengæld ikke mere end et par timer, før Ekstra Bladet bragte en artikel om, at jeg, ligesom Sofie Linde, havde haft en MeToo-sag, og i den forbindelse blev jeg mod min vilje præsenteret for nogle af kommentarerne fra Facebook-tråden, da nogen taggede mig i en story. Det er de grimmeste ting, jeg nogensinde har læst om et andet menneske. Det var virkelig syret at læse om sig selv.

“Jeg går meget op i at behandle andre mennesker ordentligt. For mig er det, hvad hele MeToo-bevægelsen handler om.”

Jeg ved, at der sikkert lige om lidt kommer endnu mere af den slags, når X Factor starter, men jeg har heldigvis et meget solidt og sundt netværk af venner og familie, og det gør, at jeg relativt nemt kan filtrere de andre ting fra. Så længe at de mennesker, jeg holder af, synes, at jeg er et godt menneske, betyder det knap så meget for mig, at en eller anden synes, jeg er en ‘dum kælling’, fordi jeg kigger mærkeligt ind i kameraet i et tv-program.”

“Med X Factor kommer jeg til at være endnu mere i søgelyset, men når man bliver tilbudt noget, man virkelig gerne vil, altså hvor det er med hele hjertet, så må man tage alt det praktiske og besværlige bagefter. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er sådan her Kronprinsesse Mary havde det, da hun blev forelsket i Frederik. Hun må også have tænkt: ‘Ej, hvor er det bare megabesværligt!’ Men hvis man virkelig gerne vil have prinsen – eller X Factor-jobbet – så må man tage alt det andet med. Jeg havde aldrig sagt ja til det her job, hvis det ikke var, fordi jeg ville have det så meget, som jeg vil, for jeg ved, at det kommer til at betyde, at alle vil have en holdning til mig, og hvad jeg siger og har på, og hvem min kæreste er, og hvordan jeg bor. Det hele kommer til at blive vendt og drejet.

“Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er sådan her Kronprinsesse Mary havde det, da hun blev forelsket i Frederik.”

For nylig sagde min kioskmand til mig, at han er bange for, at jeg snart ikke længere kan komme ned for at hente pakker hos ham, fordi jeg bliver for kendt til at gå uden for en dør, men det kommer altså ikke til at ske, for det giver jeg det ikke lov til.

Allerede for et par år siden besluttede jeg mig faktisk for, at jeg ikke ville give opmærksomheden lov til at påvirke mit liv. På det tidspunkt havde jeg længere periode haft lyst til at gå til svømning igen, men tænkt, at jeg ikke kunne gøre det, for i svømmehallen er man i fællesbad med andre kvinder, og hvis de ved, hvem man er, kan de huske, at det er dig, de har set. Til sidst startede jeg nærmest af princip til svømning for at komme udover de tanker.

Jeg har det nok også sådan, at jo mere du gemmer dig, jo mere speciel bliver du også, men hvis du omvendt bevæger dig rundt i bybilledet, og folk ser dig sidde i en bus, så bliver det hele mindre spektakulært. Jeg er selv vokset op i København og har set Nikolaj Lie Kaas handle ind i supermarkedet og sådan noget, og det kan jeg godt lide. Det sidste, jeg vil, er at kravle op i et lille tårn, hvor jeg så kan sidde med nogle andre underholdningsværter og gradvist miste forbindelsen mere og mere til resten af samfundet. Jeg tror, det bedste, jeg kan gøre for mig selv, mine venner, min familie og min kæreste, er at forblive så normal som overhovedet muligt – også selv om det indebærer, at der vil være folk, der spotter mig i fællesbadet og tænker: ‘Det er sgu da hende fra X Factor!’”

“Jeg fik en dag en meget anonym mail fra nogle, der skrev, at de gerne ville tale i telefon med mig om et job af en slags. De ville ikke sige, hvor de var fra, og det var hele var meget mærkeligt. Da opkaldet så kom, stod jeg ude på gangen på DR, men stemmen i røret spurgte: ‘Kan du være et sted, hvor ingen kan høre dig?’ Så måtte jeg gå ind i et lille radiostudie, og der afslørede de omsider, hvad det hele gik ud på: casting på X Factor. Shit, den havde jeg slet ikke set komme! Det lyder måske dramatisk, men jeg havde det sådan, at mit liv aldrig ville blive det samme igen. Enten ville jeg få jobbet, og så ville alting ændre sig, eller også ville jeg ikke, og så ville jeg ikke bare kunne gå tilbage til mit gamle liv.

Bagefter hev jeg fat i Christian og spurgte, om vi skulle spise frokost. Det første, han sagde, var: ‘Du ligner en, der er blevet spurgt, om du vil være vært på X Factor!’ Så panikkede jeg fuldstændig. Jeg måtte egentlig slet ikke sige det til nogen, men jeg vidste, at han ikke ville sige det videre, og jeg var nødt til at have ham med i det, for jeg kunne ikke bare skride fra ham. Heldigvis sagde han: ‘I al den tid, vi har arbejdet sammen, har X Factor-vært været dit drømmejob. Du er simpelthen en idiot, hvis ikke du tager det.’

“Enten ville jeg få jobbet, og så ville alting ændre sig, eller også ville jeg ikke, og så ville jeg ikke bare kunne gå tilbage til mit gamle liv.”

Hvis jeg er meget presset, griner jeg, mens jeg stress-græder, og det gik ligesom op for mig, at vi sad midt i kantinen, og hvor mærkeligt det måtte se ud for andre, så jeg panikkede endnu mere og stak hele min overkrop ind i en stor plante ved siden af bordet for at græde færdig. Så sagde Christian, hvilket jo egentlig var rigtigt: ‘Det der ser meget mærkeligere ud.’ Til sidst måtte jeg gå hjem, fordi jeg var alt for overrumplet.

Der var casting, mens der stadig blev lavet liveshow, så det foregik i det rigtige studie ude i Priorparken, med dørene der åbner og lyden, hvor der så sad nogle mennesker og legede dommere. Herefter gik der næsten fem uger, uden jeg hørte noget, og jeg nåede at blive sur på dem, fordi jeg tænkte, at det var så tarveligt, at de havde glemt at ringe for at fortælle mig, at jeg ikke havde fået jobbet. De havde sikkert været godt tilfredse med at have fundet deres næste vært, og så havde de glemt den der kedelige telefonopgave med at ringe til mig og fortælle, at jeg ikke var blevet valgt.

Men så ringede de pludselig og spurgte, om jeg ville til endnu en casting. Der vidste jeg godt: ‘Nu er det sgu seriøst.’ Denne gang var der alle mulige fra Tv2 til stede, og der var sådan en sjov stemning, som om jeg var den eneste, der ikke helt vidste, hvad der foregik. De ville teste, hvordan jeg reagerede i forskellige situationer – bl.a. hvor lyset gik, og hvor en af dommerne sagde noget grimt om en sangers krop. Men mest af alt blev der hyggesnakket, og de ville gerne have, at jeg blev hængende bagefter. Det føltes nærmest, som om de var klar til at åbne champagnen, men ingen gjorde det, og ingen sagde til mig, at jeg havde fået jobbet. Der gik fire dage mere, før jeg endelig fik den besked.”

“Det er ikke kun tv. Der er faktisk nogle, der gør det her i virkeligheden.”

“På forhånd tænkte jeg alle mulige scenarier igennem, og dét, jeg var mest bange for, var faktisk, hvis det skulle vise sig, at jeg i virkeligheden var en kæmpeidiot. Altså, hvis jeg nu bare grinte af folk, som ikke sang særligt godt. Jeg kan godt se på bagkant, at det var en ubegrundet bekymring, for jeg plejer at være rar mod folk, men jeg blev alligevel glad for at se min indre frygt hurtigt blive gjort til skamme. Den allerførste deltager var en ung fyr, og mens han sang, stod jeg med hans mor ude bagved. Nogle mennesker er så nervøse, at de ryster, og man kan høre det på vejrtrækningen. Sådan var det her, så før jeg fik set mig om, stod jeg og holdt om hende, og det føltes bare helt naturligt. Jeg har virkelig kunnet konstatere, at det ikke kun er dem, der optræder, der har noget på spil. Det har mange af deres pårørende i den grad også.

Jeg har selv set X Factor, fra jeg var lille og helt sikkert været den kyniske tv-seer, der har tænkt: ‘Kom nu med nogle flere, der synger dårligt!’ For det er jo underholdende, men nu hvor jeg oplever det som vært, tænker jeg: “Gi’ dem nu bare det ja!” Jeg står med deres venner og familie, og pludselig føles det, som om jeg er deres kusine eller sådan noget, og jeg bliver selv så nervøs på deres vegne. Selv om det kan lyde lidt klichéagtigt, har jeg kunnet mærke, hvor meget mod det faktisk kræver for folk at stille sig op. Jeg har mange gange tænkt: ‘Shit, det er ikke bare noget, vi leger. Det er ikke kun tv. Der er faktisk nogle, der gør det her i virkeligheden, og for hvem det betyder alverdens.’ Jeg ved godt, det formentlig ville være dårligt tv, men under alle auditions har jeg tænkt: ‘Kan I ikke bare please sige ja til dem allesammen?’

Jeg har virkelig nydt at lave det. Det er mit drømmejob, så det er sgu ret syret at få som 28-årig. Nu håber jeg bare, der kommer til at være masser af sæsoner.”

Læs ogå

Identitet

Manuskripforfatter Mona Omar fortæller sin livshistorie gennem madretterne, der formede hende

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.