Victoria Beckhams er blevet et anerkendt navn i modebranchen – både for sin underspillede personlige stil og for modebrandet Victoria Beckham, der designer luksuriøst ready-to-wear.
Men inden den britiske Victoria Beckham, der er gift med fodboldikonet David Beckham, blev modedesigner, var hun som bekendt med i bandet Spice Girls og bedre kendt under navnet Posh Spice.
Selvom mange teenagepiger klædte sig ud som Posh Spice og gerne ville være helt ligesom Victoria Beckham, så var der ikke mange i modebranchen, der kiggede mod Victoria Beckhams stil, da hun stadig var en del af det ikoniske popband.
Men siden Spice Girls brød op i slutningen af år 2000, har hendes stil langsomt, men sikkert, udviklet sig til en, som i dag er en kilde til inspiration for mange.
Derfor har vi samlet de vigtigste nedslag fra Victoria Beckhams stiludvikling gennem tiden. Du kan se dem i galleriet herunder.
Det var næsten som et blast from the past, da Blake Lively indtog Gigi Hadids fødselsdag 23. april iført en superstram, superkort lilla Sergio Hudson-kjole, knaldrøde og tårnhøje Louboutin plateausko og matchende clutch – et look, der osede så meget af Serena Van Der Woodsen, at man næsten blev i tvivl, om det var ’S’ eller ’bare’ Blake, der var inviteret til fest.
Det kropsnære, lårkorte sæt, komplet med udslået, gyldent hår i bløde Hollywood-bølger er faktisk, som så meget andet i moden lige nu, ikke helt off i forhold til trends, hvor 00’erne og 10’erne har kronede dage – og hvem bedre at lade sig inspirere af, end den ukronede dronning af Upper East Side, Serena Van Der Woodsen.
Foto: Mega
I galleriet nedenfor har vi fundet seks kjoler, så du kan stjæle stilen fra Blake Lively – eller Serena Van Der Woodsen om man vil.
Når Met Gala hvert år afholdes den første mandag i maj i New York City, hiver nogle af verdens største stjerner de helt store skyts frem for at matche årets tema – eller bare stjæle billedet med vilde kreationer.
Hvor temaet i år er ‘Gilded Glamaour’, har nogle af de tidligere temaer været blandt andet ‘China Through the Looking Glass’, ‘Camp: Notes on Fashion’ og ‘Manus x Machina’. Nogle gør deres ypperste for at fortolke temaet, mens andre går deres helt egene veje.
Lige meget hvad, så har et væld af vilde kjoler og sæt prydet den store trappe på The Metropolitan Museum of Art gennem årene. Vi har samlet nogle af de vildeste her.
Moden, anno 2022, handler i stor grad om at være sig selv og at elske dem, vi nu engang er. Og måske har du allerede set Zalandos store kampagne “Tør at vise det” i gadebilledet med Emili Sindlev i front. Kampagnen er en fejring af friheden til at turde at vise vores personlighed gennem vores stil og af den nordiske modescene.
Se med, når Zalando og ELLE inviterer til et digitalt modeevent i selskab med Emili Sindlev og ELLEs kreative direktør, Josephine Aarkrogh, som deler ud af deres personlige stylingtips og designfavoritter fra de nordiske brands.
Klik på den sorte ‘join show now’-knap nedenfor, for at gense showet!
Det glatte og glossy hår har overtaget Instagram, de internationale catwalks, salonerne og måske også dit badeværelse. Stort arbejde, tænker du? Svaret er heldigvis nej. Vi guider til to måder at opnå det spejlblanke hår på – i salonen og derhjemme.
I salonen
Forestil dig den smukkeste konditorkage, glaseret spejlblank, så den giver genskær. Samme effekt er på spil med den nye salonbehandling Shinefinity fra Wella – en såkaldt glaze-behandling, der tilfører håret en smule pigment, så hårets oprindelige farvespil bevares, men opfriskes og tilsættes højglans. Shinefinity er ikke en behandling, der tager sig af din udgroning, men derimod en glossy opfrisker af det, du har i forvejen. Behandlingen efterlader ingen udgroning og er oplagt til at forlænge tiden imellem farvebehandlinger eller som startskud på en festsæson, fordi det er dit eget hår, bare endnu mere glossy. Behandlingen, der holder i op til seks uger med hårvask tre-fire gange om ugen, er et tilkøb i Wella-saloner i hele landet. Tilkøbspris fra 400 kroner.
Derhjemme
Derhjemme er det – måske ikke så overraskende – glattejernet, du skal finde frem fra gemmerne. Følg hår- og makeupartist Marie Thomsens simple tips til at opnå det helt glatte hår:
”Inden du glatter dit hår, skal du sørge for, at det er helt tørt. Brug et stylingprodukt, som virker udglattende og beskyttende på håret mod varmen fra både føntørrer og glattejern. Afslut med at komme et fugtbeskyttende produkt i håret, så du undgår krus og mister det glatte look.”
Herunder finder du tre gode hårprodukter, der hjælper dig med at opnå det glatte hår.
1
Foto: PR
Udglattende leave-in-maske. 'Smooth Again Anti Frizz Treatment’, Kevin Murphy, 200 ml, 260 kr.
Julia Fox har været på alles læber det meste af 2022, og selvom forholdet til Kanye West og den tilhørende status som et af Hollywoods mest celebre par, ikke varede mere end et par måneder, har det den 32-årige model og skuespillerinde formået bevare opmærksomheden omkring sig.
Kjolen var produceret særligt til anledningen af det danske mærke Han Kjøbenhavn og var en lang, sort læderkjole uden stropper med den særlige – og noget markabre – detalje, at der var en hånd modelleret i læder fra busten op mod halsen og en tilhørende cluth af sort menneskehår.
Og noget tyder på, at Julia Fox har en forkærlighed til kjoler af skandinaviske designere.
For nyligt blev hun nemlig spottet i endnu et skandinavisk brand – denne gang i en lidt mindre rå udgave, som hendes stil ellers generelt er karakteriseret ved.
I New Yorks gader blev Julia Fox spottet i en cremefarvet kjole med snører fra det nyetablerede svenske brand Jade Cropper, som havde debut til den københavnske modeuge i sommeren 2021.
Selvom den unge svenske designer nærmest lige er blevet færdiguddannet fra Beckmans College of Design, og først startede sit brand i eget navn i slutningen af 2020, er der allerede flere prominente kendisser, der er spottet i den unge svenskers design, heriblandt Kim Kardashian.
På sin Instagram skriver Jade Cropper, at den cremefarvede kjole med snører bliver tilgængelig på jadecropper.com senere denne sommer.
Denne artikel blev første gang bragt i ELLEs aprilnummer.
Jeg kan tydeligt huske, da jeg som 14-årig stod på landingsbanen i Teheran og var ved at gå om bord på flyet til Danmark. Jeg bliver altid rørt, når jeg snakker om det. Et år inden havde jeg besøgt Danmark på ferie, og der var jeg sådan ”yay, eventyr!”
Men denne her gang vidste jeg, at det var for resten af mit liv. Jeg forlod mit hjem. Bare det at komme op ad de trapper, hold kæft, hvor var det hårdt. ”Mor, er du sikker på, at der ikke er andre veje?” ”Det er jeg, Aram.” Min søster var syv år og forstod det ikke på samme måde, men jeg græd hele den meget lange vej, hvor flyet kørte rundt på landingsbanen.
Da flyet lettede, blev jeg stille. Mit navn betyder stille, men det havde jeg aldrig været før, men der sad virkelig en stilhed i mig fra den dag. I Iran havde jeg altid været god til at sige min mening og tage min plads. Da jeg kom til Danmark, kunne jeg for det første ikke sproget, jeg kendte ikke kulturen, jeg vidste ikke, hvordan man agerede i det danske samfund. Jeg var usikker på det meste, forsigtig, blev skrøbelig og indtog en mere observerende end deltagende rolle. Man går glip af rigtigt meget, hvis man ikke siger noget, og med tiden har jeg fundet ud af, at man bliver nødt til at tage sin egen plads.
“Først senere gik det op for mig, hvilken normbryder min mor var.”
Jeg er født i Teheran, som er en kæmpestor by fuld af puls, fuld af mennesker, fuld af liv, fuld af trafik, alle dytter, om de skal til højre, venstre eller ligeud, og jeg kan virkelig godt lide, at der altid er gang i den. Vi mødtes med vores venner og familie hele tiden, der skete altid noget i kvarteret.
Begge mine forældre var selvstændige, hvilket ikke var almindeligt. Min far importerede VHS-afspillere og anden elektronik til Iran, hvilket var forbudt, fordi der ikke måtte komme for meget vestlig information ind i landet. Min mor var en moderne kvinde, men det forstod jeg ikke dengang.
Det var normen for mig, at min mor arbejdede og havde sin egen forretning. Hun var udlært skrædder og åbnede en systue derhjemme, hvor hun syede tøj og hjalp designere med deres kollektioner. Hver morgen kom to-tre kvinder og hjalp min mor. Vores hjem var et rend af kvinder, der skulle have taget mål.
Overalt lå der dameblade, som min far havde taget med fra sine forretningsrejser, og så pegede kvinderne på billederne i bladet, og så syede min mor og hendes hold. Først senere gik det op for mig, hvilken normbryder min mor var. Hun var den eneste kvinde i vores familie, der arbejdede, og samtidig opfyldte hun en masse drømme for en masse kvinder i Iran.
Foto: Lasse Bak Mejlvang
I Iran prøvede vores forældre at forberede os på et liv, hvor kvinder var mindre værd og havde færre rettigheder end mænd, men opfordrede os til at udfordre normen og følge vores drømme. uanset. Som barn overhørte jeg mange samtaler om, hvad kvinder måtte og ikke måtte, hvordan de skulle begrænse sig selv for at passe ind og ikke ødelægge den gode stemning. Det forstod jeg grundlæggende ikke, hvorfor de skulle, og jeg stillede mange spørgsmål.
En dag spurgte jeg min lærer, hvorfor jeg skulle bære tørklæde i skolen, når jeg gik på en pigeskole udelukkende med kvindelige lærere. Hun sagde, at det var nødvendigt, hvis nu der kom en mand ind på skolen. Men det måtte jeg ikke engang spørge om. Jeg måtte heller ikke fortælle nogen, at jeg gik til guitar, fik jeg at vide af min lærer. Det blev der set ned på, fordi guitarspil medførte sang, som var moderne og frigørende. Mine forældre lod mig alligevel gå til guitar, og de lod mig endda tage af sted alene, selvom jeg skulle med tre slags offentlig transport gennem byen for at komme derhen.
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Vores hjem var et mini-samfund, hvor alt fungerede. Vi gik klædt, som vi ville, mine forældre var ligestillede, og vi spillede den musik, vi havde lyst til. Men ved vores dør gik en usynlig grænse, det husker jeg tydeligt. Når jeg gik ud ad døren, skulle jeg skjule mine former og mit hår, opføre mig anderledes, have et andet mindset. Jo ældre jeg blev, desto mere skulle jeg skjule, hvem jeg var, mens min fætter på samme alder fik lov at være, som han var. Han kunne gå ud af sit hus i det, han havde på: jeans og T-shirt.
Det er utroligt, at kvinders påklædning altid er til debat – også i Danmark. Jeg synes, at det er meget vigtigt, at kvinder selv bestemmer, hvad de vil have på af tøj. For nyligt læste jeg i Berlingske om en arkitektstuderende, der af en professor fik at vide, at ”han håbede, at hendes projekt var lige så stramt som hendes kjole.” Og i Norge måtte kvinderne på landsholdet for strandhåndbold sidste sommer kæmpe for retten til at bære shorts under en kamp frem for bikinitrusser.
Kort om Aram Ostadian-Binai
Født i Teheran i 1985
Kom til Danmark i 2000
Uddannet fra Niels Brock samt London College of Fashion. Har været digital redaktør, marketingchef, stylist og konsulent for små og store virksomheder
Stifter af og direktør for the Soulfuls, en kreativ platform og et fællesskab for unge kvinder.
Bor i Skovshoved med sin mand og deres to børn.
Efter revolutionen i Iran flygtede min mors familie til Danmark. Da jeg var 13 år, besøgte vi dem i Jylland. Det var første gang, jeg skulle på ferie i udlandet. Den største overraskelse på turen kom allerede i flyvemaskinen, inden flyet lettede. Pludselig tog alle kvinder deres tørklæder og lange frakker af. ”Hov mor”, sagde jeg, ”det må man da ikke, vi er jo stadig i Teheran?” ”Jo, det må du gerne, Aram.” Jeg hørte flere kvinder sige det samme til deres børn: ”Bare tag det af, vis dit flotte hår, bare vær dig selv”. ”Ej, hvor dejligt”, tænkte jeg, og så gjorde jeg det også.
Da vi ankom til Danmark, blev vi hentet i lufthavnen og kørt til Molslinjen, og uanset hvor jeg kiggede hen, var folk bare sig selv. Det var en god ferie. Men et år senere var det ikke bare en ferie.
Pigeklub i asylcenteret
En dag i juni 2000 kom min mor ind til mig, mens jeg sad på mit værelse i vores lejlighed i Teheran og læste til eksamen. Min mor bankede på døren og jeg lagde på med min veninde, som jeg talte med fireogtyve-syv. Jeg lovede at ringe tilbage, men gjorde det ikke, for min mor sagde: ”Om en uge rejser vi til Danmark.” ”Nå, nu igen?” ”Ja, men denne gang kommer vi ikke hjem.” Jeg kan ikke gå helt ind i hvorfor, for det er min mors historie, men det havde meget at gøre med den frihed, en kvinde har brug for at leve under. Den eneste mulighed, min mor så, var at tage sine piger og komme væk. Min far skulle ikke med, han skrev under på vores rejsepapirer, og jeg har kun set ham tre gange siden.
Jeg har en kæmpe respekt for min mor. I Iran, hvor alt virkede umuligt, stablede hun alligevel som kvinde en forretning på benene. Hun lærte andre at sy, så de kunne starte egen forretning og stå på egne ben. Hun var 34 år og havde to børn, da vi rejste, og hun forlod sin hverdag og sin forretning uden at vide, om hun kunne fortsætte arbejdet i Danmark, og det kunne hun ikke, fordi hun ikke havde noget netværk. I stedet uddannede hun sig til pædagog, fordi hun gerne ville klare sig selv og ikke være afhængig af noget system. Hun har vist mig, hvordan man bygger en vej, når der ikke er nogen vej at gå.
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Da vi landede, ankom vi til Sandholmslejren, og det var et chok. Det er et åbent center, men stadig afspærret. Der er gitter hele vejen rundt, og man skulle buzz’es ind gennem en stor port. Det er et sted, hvor livet er på hold, det føles som et åbent fængsel. Vi blev registreret, og folk kiggede på os, fordi vi var nye. Vi gik igennem en masse bygninger, og jeg prøvede at dække mig til for alle blikkene.
Vi fik et værelse med to køjesenge, en til min søster og mig og en til min mor. Og pludselig en dag lå der en dame fra Cuba i køjen over min mor, uden vi havde fået det at vide. Efter en måned blev vi ”delt ud” til Viborg Asylcenter, som vi fik at vide var et luksusasylcenter, og der var også meget mere rart at være. Der var højt til loftet, glas og meget lys.
En dag sad jeg med en gul walkman, jeg havde fået af min onkel, og lyttede til musik i nogle af fællesarealerne. Jeg kiggede rundt og lagde mærke til flere andre piger, der også sad alene og lyttede til musik. På et tidspunkt, hvor jeg var blevet lidt mere okay med de nye omgivelser, gik jeg hen til en pige og spurgte hende på dansk, som jeg havde lært i sprogskolen: ”Hej, hvad hedder du?” Hun hed Sandra, var fra Bosnien og kridhvid i huden, men blev helt rød i hovedet, når jeg talte til hende. ”Hej Sandra, jeg hedder Aram, hvad lytter du til?” Hun lånte mig sine høretelefoner, så jeg kunne høre, at hun lyttede til Britney Spears, og så blev jeg mega glad og gav hende mine på – også med Britney Spears!
Det blev starten på den pigeklub, jeg lavede på centret. Jeg spurgte kontoret, om jeg kunne låne et lokale, hvor pigerne kunne mødes en gang om ugen og lytte til musik i fællesskab i stedet for hver for sig. En dag foreslog jeg at lave en koreografi til ’Baby one more time’.
Det er utroligt, at kvinders påklædning altid er til debat – også i Danmark. Jeg synes, at det er meget vigtigt, at kvinder selv bestemmer, hvad de vil have på af tøj.
Det var fedt med piger fra så mange forskellige lande, Bosnien, Somalia, Iran, Afghanistan og Irak, men det var ikke nemt. Med så mange forskellige kulturer og en sprogbarriere – nogen kunne nul engelsk og nul dansk – opstod der mange misforståelser. En dag prøvede jeg at forklare Sandra, at hun skulle stå ude i siden for at observere de andre og se, om vi kunne gøre det bedre, men jeg fik forklaret det forkert, og hun troede, at hun ikke skulle være med. Hun blev ked af det, gik sin vej og kom tilbage lidt senere med sin far, der smækkede døren op, og jeg blev vildt forskrækket og begyndte helt desperat at forklare mig på farsi, og det forstod hun selvfølgelig endnu mindre af.
Når man kommer fra forskellige kulturer, forstår man ting forskelligt, og det skal man give plads til, ellers kommer der misforståelser. Jo mere vi ved om hinanden, jo lettere er det. Tre måneder senere optrådte vi med dansen for hele asylcentret. Stemningen var høj, og det føltes som en dag i en teenagers liv skal føles. Mens vi dansede til Britney, tænkte vi ikke på, at vi var asylansøgere.
Foto: Lasse Bak Mejlvang
En dag havde vi en kunstner på besøg i centret, hvor jeg fik til opgave at male min fortid, min nutid og min fremtid. Først malede jeg mig selv som en fugl i et lukket bur, det var mig i Iran. Jeg havde ingen frihed og følte mig meget spærret inde. Min nutid var samme motiv, denne gang med en åben dør ind til buret. Jeg måtte gerne gå ud, men jeg skulle helst tilbage i buret igen. Og fuglen havde håndjern på, for vi havde ikke fået asyl endnu. Som mit billede af fremtiden malede jeg en fugl, der flyver af sted, og der er ikke noget bur.
Jo mere vi var i asylcentret, jo hårdere blev det. Vi så, at mange ikke fik asyl. Hvad hvis det blev os? Det var i det hele taget meget tungt at være asylansøger. Bare alle de der øjne, der kiggede på mig, når jeg gik i Dagli’Brugsen. Folk vidste, at vi var asylansøgere og fulgte os med øjnene. Det var vores første interaktion med det danske samfund, og vi følte os ikke velkomne. Vi følte os overvågede. Det tog et af lag af min frihed. Jeg blev bange for at gøre noget forkert eller fornærme nogen, og jeg blev mere og mere opmærksom på, hvordan andre opfattede mig, og så forsvandt overskuddet til at lave pigegrupper. Jeg gik ind i mig selv, og min glæde forsvandt.
En kamp for inklusion
En dag kom min mor og sagde, at vi havde fået opholdstilladelse. Vi fik en lejlighed med en lille have i Odder syd for Aarhus, og vi kunne endelig begynde vores liv rigtigt i Danmark. I min folkeskole, 10. klasse og på HF havde jeg mange spørgsmål om min egen fremtid og valg af karriere. Ingen i min familie kunne svare på dem, fordi ingen var gået den vej, jeg ville. Jeg ville gerne noget kreativt. Jeg havde jo kendskab til modebranchen hjemmefra, men min mor vidste intet om samme branche i Danmark. Hun havde intet netværk.
De forskellige studievejledere, jeg mødte, vidste heller ikke, hvordan de kunne hjælpe mig. En af dem sagde bare, at hun kunne anbefale mig at blive læge, tandlæge eller advokat. ”Det er ofte den retning, I går i.” Mange udlændinge vælger de studier, fordi der er en vis sikkerhed for at få job, og mange er netop flygtet fra en usikker situation i hjemlandet. Så det var ikke en hjælp, jeg kunne bruge til noget som helst. Der var ikke noget fællesskab, netværk eller nogen vejleder, der kunne forstå eller hjælpe mig. Den vejledning, jeg fik, var aldrig baseret på mit behov, eller hvem jeg var. Jeg blev helt tiden sat i bås som udlænding.
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Ligeså snart jeg blev 18, lånte jeg min fætters bil og kørte med alle mine ting til København. Jeg savnede en lidt mere vibrerende by, selvom København slet ikke kan måle sig med Teheran, men trods alt sker der mere end i Aarhus og Odder. Jeg kendte ikke én i København, der kunne vise mig noget som helst. På dba.dk fandt jeg et kælderværelse i Friheden, og så spurgte jeg udlejeren, om de kendte til et arbejde, og de anbefalede mig DSB’s kiosker og billetsalg, hvor jeg blev ansat.
Jeg læste markedsføringsøkonom på Niels Brock og tog bagefter et stylingkursus på Central Saint Martins i London, jeg elskede det! Jeg var optimistisk og rejste hjem til Danmark for at få den praktikplads, som skolen fortalte os var vejen ind i branchen. Derfra kunne man arbejde sig op. Jeg sendte utallige ansøgninger og hørte tilbage fra ét magasin, ELLE. Jeg var så glad! Jeg gik all in på den samtale, jeg forberedte en masse styling, hvilke tendenser er der lige nu, alt det jeg havde fået at vide, at jeg skulle gøre.
Til samtalen talte vi om min rejse i modebranchen, som ikke havde været så lang. Jeg fik implicit nævnt min mand, hvilket de studsede over. At jeg var 24 år og gift. De begyndte at spørge ind til mit ægteskab, hvor længe jeg havde været gift, hvorfor så tidligt? Det ved jeg ikke, sagde jeg, when you know you know, men det er jo ikke det, jeg er her for at tale om. ”Nå okay, var det så et arrangeret ægteskab?” Dér brød min verden sammen. Jeg sad med en kæmpe drøm om at komme i praktik, jeg havde gjort mig umage, taget en uddannelse, jeg var så motiveret. Jeg forstod ikke, hvorfor mit ægteskab skulle være en del af den her jobsamtale. Jeg hørte aldrig fra dem.
Jeg droppede at søge praktik og prøvede i stedet at sige til alle, jeg mødte, at jeg søgte assistentjobs, og det endte med at være en iraner, en anden woman of color, der åbnede døren for mig. En dag fik jeg lov at komme med hende på en fotoskydning med Femina, og til mit held skulle de tilfældigvis bruge en lige på det tidspunkt. De var søde over for mig og nysgerrige på en sund og ikke fordømmende måde. Jeg fik jobbet og tog mit første skridt ind i branchen.
Med flere uddannelser og mange års arbejdserfaring fra både København og London blev jeg digital redaktør på et nyt internationalt livstilsmagasin hos Aller. Jeg havde jo både uddannelsen og erfaringen til jobbet, så jeg var ikke overrasket, jeg syntes bare, at det var på tide. I løbet af min første uge var der en kvinde, der kom over til mig i kantinen og sagde: ”Det overrasker mig, at de har valgt dig, når der var så mange kandidater til jobbet”.
I Danmark, når man ser en ansøgning fra mig med billede på, bliver jeg placeret i en kategori, der hedder indvandrere/flygtninge. Jeg bliver associeret med alt det, vi bliver bombarderet med i medierne: at ”de” skal ud, ”de” skal ikke være her. Derfor skal kvinder som mig arbejde meget hårdere for at få en fod indenfor i en hvilken som helst branche. Ifølge Danmarks statistik var kun halvdelen af ikke-vestlige kvindelige indvandrere mellem 16 og 64 år i arbejde i 2018, hvor de er ramt af både køns- og etnicitetsforskelle på det danske arbejdsmarked.
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Da jeg endelig fik lov, blev det vigtigt for mig at arbejde for at få flere kvinder til at føle sig inkluderet og afspejlet i det, de ser i bladene. Noget jeg selv har savnet. Jeg forstår ikke, hvorfor. Medier generelt ikke vil tale til flere? Jeg havde jo oplevet, hvor stor glæden var hos kvinderne i min mors atelier, når de fik det rigtige tøj på, når de følte sig set.
Med tiden blev det vigtigt for mig at forsøge at hjælpe andre i samme situation som mig med at finde deres rette hylde. Derfor startede jeg det globale netværk The Soulfuls i 2018, samtidig med at jeg arbejdede som konsulent, hvor jeg hjalp virksomheder og iværksættere med at appellere til en international målgruppe. I dag er det slået sammen, så nu handler mit arbejdsliv om at være sparringspartner inden for inklusion for både virksomheder og iværksættere, mens jeg hjælper ambitiøse unge kvinder til at bryde de barrierer, de møder på deres vej: Mangel på netværk, synlighed, viden, rådgivning og kapital.
Brobygger og netværker
Med The Soulfuls forsøger jeg at bygge bro mellem de unge kvinder og de brancher, de gere vil være en del af. Det er både for at hjælpe kvinderne men også for at øge den kulturelle mangfoldighed på arbejdspladserne og bidrage til at skabe innovation i Danmark. Vi holder en masse arrangementer, hvor kvinderne kan netværke med hinanden. Og fortælle, hvad de er dygtige til. Når de træder op på scenen, bliver de ofte meget overvældede over, at andre er interesserede i at høre, hvad de har at sige. Det er de ikke vant til.
Vi har også en mentorordning, hvor mentorer fra forskellige brancher bliver sat sammen med unge kvinder, der søger jobs inden for forskellige brancher. Alt i alt kan vi hjælpe de unge kvinder med at styrke deres selvtillid, udvide deres netværk, skabe en karriere og udfolde deres potentiale. Allerede i løbet af de første måneder med mentorordningen fik én job i it-branchen, en anden praktik ved den københavnske modeuge, og to iværksættere blev koblet op med en investorgruppe. Der er også virksomheder, der kommer til os, fordi de ønsker mere diversitet og spørger: hvor er kvinderne?
“Min mission er, at jeg kan gøre en forskel for alle unge kvinder uanset baggrund, hvor de får den synlighed eller de muligheder, de fortjener.”
Det er mit mål, at der ikke skal være en pige i Danmark, der føler, at hun ikke er god nok. Jeg ønsker, at vi skal føle os vigtige, uanset hvilken familie eller baggrund vi kommer fra. Uden lige præcis os er verden, Danmark, vores arbejdsliv, et fattigere sted. Min mission er at jeg kan gøre en forskel for alle unge kvinder uanset baggrund, hvor de får den synlighed eller de muligheder, de fortjener.
Selv er jeg ikke kommet dertil, hvor jeg helt kan sprede mine vinger ud, som jeg tegnede som barn, men jeg er godt på vej. Hver gang, nogen spørger, hvor jeg er fra, bliver de ikke tilfredse, hvis jeg siger Skovshoved. De vil høre, hvor jeg rigtigt er fra. Så længe man bliver kaldt udlænding eller fremmed, er det svært at være helt sig selv. Når man går rundt med et label, er man ikke rigtigt en del af Danmark. Og det vil jeg gerne være. Jeg vil bare gerne have friheden til at være den jeg er. Jeg vil gerne gøre det godt, jeg vil gerne kunne sige, at jeg har bidraget, at jeg har gjort en forskel for Danmark og dem, der ligner mig.
Denne artikel blev første gang bragt i ELLEs aprilnummer.
Jeg elsker sæt, fordi man ikke behøver at tænke så meget over stylingen. Jeg drømmer om at hoppe i denne fine strik med de matchende shorts og flade sandaler.
Det er svært at komme uden om miniskirts denne sæson. Det her vil være flot til den chunky kabelstrik på listen og et par flade sandaler. (så mangler jeg bare lige brune ben)
Fra Mr. Darcys uimodståelige forelskelse i Elizabeth Bennet til Anne Hathaways fine fortolkning af Jane Austen selv. Den britiske forfatter fra det 19. århundrede har med sine kendte karakterer og bøger stået bag nogle af filmhistoriens mest mindeværdige, romantiske øjeblikke.
Nu kan du meget vel få endnu et hjerteskærende og romantisk filmøjeblik, når en ny Jane Austen-film ser dagens lys. Og så er det med den amerikanske skuespiller Dakota Johnson, der er kendt for sin rolle som Anastasia Steele i ‘Fifty Shades of Grey’-filmene, i hovedrollen.
Filmen, der har premiere på Netflix den 15. juli, hedder ‘Persuasion’ og er en filmatisering af Jane Austens roman af samme navn fra 1817.
Foto: Netflix
I ‘Persuasion’ møder vi 27-årige Anne Elliot, der bor med sin konkursramte familie. Imens dukker manden, hun ellers havde ladet gå, op i hendes liv igen. Det får hende til at tvivle på, om hun skal holde fast i sit ansvar over sin familie, eller om hun skal lytte sit hjerte og forfølge hendes egne behov.
Anne Elliot er blevet kaldt Jane Austens originale heltinde, og det lyder da også til, at vi kan forvente en god, klassisk kærlighedshistorie af samme skuffe som vi kender dem fra tidligere Jane Austen-filmatiseringer.
Udover Dakota Johnson byder rollelisten blandt andet på Henry Goulding, der er kendt fra Hollywood-succesen ‘Crazy Rich Asians’, samt skuespiller, model og musiker Suki Waterhouse.
En af verdens største modebegivenheder vender efter to års fravær tilbage, når Met Gala åbner dørene for stjerner og modefolk mandag den 2. maj i år.
Men hvad er Met Gala egentlig? Hvad er årets tema? Og hvem kan du forvente at se i nogle af de vildeste og smukkeste kjoler? Det kan du finde ud af her, hvor vi samlet alt det, du skal vide om årets Met Gala.
Hvor bliver det holdt?
Met Gala er navngivet efter det museum, hvor festen siden 1970’erne er blevet holdt, nemlig Metropolitan Museum of Art i New York. Det er her, festen afholdes, fordi Met Gala er en indsamlingsfest til fordel for museets Costume Institute, som blandt andre Vogues chefredaktør Anna Wintour er protektor for.
Hvad er anledningen?
Anledningen til festen er den årlige modeudstilling på museet, der siden 2015 har været kurateret af Andrew Bolton fra The Met. Det er derfor ham, der blandt andet har stået bag tidligere udstillinger som ‘Heavenly Bodies’ og ‘Camp’, der allesammen viser noget af det mest skelsættende og ikoniske inden for modehistorie gennem tiden.
I år er det første gang, at en udstilling er delt op i to dele. For i september sidste år åbnede første del af udstillingen ‘In America: A Lexicon of Fashion’, hvorfor Met Gala i år markerer åbningen af udstillingens anden del: ‘In America: An Anthology of Fashion’.
Foto: Mega
Katy Perry gik all in på temaet 'Camp: Notes on Fashion' i 2019, da hun dukkede op til Met Gala klædt som en lysekrone.
Hvad er årets tema?
Temaerne til Met Gala er altid nogle af de mest ventede, og de lægger sig som regel tæt op af den aktuelle udstilling. I år er ingen undtagelse med temaet ‘Gilded Glamour’, der kommer af Mark Twains bog ‘The Gilded Age: A Tale of Today’ fra 1873. Et udtryk, der dækker over moden i slutningen af 1800-tallet blandt den amerikanske elite, der dengang oplevede et stort, industrielt opsving og derfor brugte deres tøj til at fremvise deres enorme rigdomme.
Derfor er ‘Gilded Glamour’ forbundet med oppulent beklædning med gyldne og perlebesatte beklædningsdele, farverige silkestoffer og ekstravagante hatte. Måske du allerede er blevet mere bekendt med stilen efter Netflix-hittet ‘Bridgerton’, der foregår i England et par årtier inden, men bærer samme præg, eller fra HBO-serien ‘The Gilded Age’ der netop følger New Yorks elite i 1880’erne. Om gæsterne fortolker temaet bogstaveligt, eller kommer i mere frit fortolkede versioner, bliver spændende at se.
Hvem er aftenens værter?
Tidligere har højprofilerede kendte som Frank Ocean, Katy Perry og Rihanna optrådt og været værter ved begivenheden. I år er det et af de mest populære par i Hollywood, Blake Lively og Ryan Reynolds, der sammen med skuespillerne Regina King og Lin-Manuel Miranda er aftenens værter.
Foto: Mega
Blake Lively har flere gange været med til Met Gala. Her er det fra 2018, hvor hun skabte overskrifter med sin smukke kjole fra Versace.
Hvordan de hver især sætter deres præg på aftens fest bliver svært at sige. For selvom der er stor pressebevågenhed på den røde løber op ad de ikoniske trapper til museet, så er selve festen indenfor en helt lukket affære. Faktisk er det kun de inviterede, der ved, hvad der sker, for der er forbud mod telefoner på aftenen.
Hvem er på gæstelisten?
Gæstelisten til Met Gala er en af de mest stjernespækkede, der findes. For udover at skulle være enten kendt eller en del af modens absolutte inderkreds for overhovedet at blive inviteret, skal du ifølge The Evening Standard hoste op med cirka 300.000 kroner for én billet.
Men det er også et greb i lommen på gæster som Beyoncé, Madonna, Kim Kardashian, Taylor Swift og Victoria Beckham, der allesammen har været blandt de omkring 600 mennesker, der hvert år deltager. Men hvem af dem, der stjæler billedet på den røde løber og vinder som året bedst klædte ifølge internettet, må vi vente i spænding på.
Den klassiske stribede t-shirt fra Nørgaard paa Strøget kommer i et væld af farver og striber og er efterhånden blevet en ikonisk trøje inden for dansk mode.
Og nu kommer der en ny udgave af ‘#101’-t-shirten. Det danske beautybrand Rudolph Care og Nørgaard paa Strøget lancerer nemlig den kendte trøje i en ny farve, de kalder ‘Rudolph Stripe’.
Foto: PR
Hvis man køber trøjen, støtter man samtidig et godt formål. Overskuddet fra salg af t-shirten går til Danmarks Naturfredningsforening og deres arbejde for en renere og mere bio-divers natur i Danmark.
‘Rudolph Stripe’-t-shirten koster 265 kroner og kan købes madsnorgaard.dk, rudolphcare.com og hos Nørgaard paa Strøget og Mads Nørgaard Aarhus.
Det er nemmest ikke at blive for følelsesmæssigt involveret i diverse karakterer i ‘Greys Anatomy’, for de fleste af dem ender med at forsvinde fra serien på den ene eller anden måde: Mange dør, andre får nye jobs og en enkelt genfinder kærligheden med en gammel flamme, der har fået hans to børn og forsvinder.
Der er ikke altid håb for, at ens yndlingskarakterer vender tilbage til serien, vi kigger på dig, Christina Yang, men nogle gange kan populære karakterer lave et comeback i et eller flere afsnit.
Det er tilfældet i den nuværende sæson af ’Greys Anatomy’, hvor April Kepner (Sarah Drew) og Jackson Avery (Jesse Williams) vender tilbage til den populære serie. Det skriver Deadline.
Det sker 26. maj, hvor det sidste afsnit i seriens 18. sæson løber over skærmen. Nyheden har fået fans til at spekulere i – og håbe på – at Jackson Avery og April Kepner, der både har været et par og har et barn sammen i serien, er fundet sammen igen.
