Denne trend dyrker stjernerne i stor stil – og det er perfekt inspiration til hverdagsstilen
Findes der noget bedre, end de dage, hvor du bare kan være som du er, og have det tøj på, der føles mest rart? Nej, vel. Og det er lige netop en af de ting, der gør sommerferien så behagelig og afslappet; at du ikke skal tænke over, hvad du har på.
Bevares, trangen til at have andet på end løse shorts, tanktop og Birkenstock-sandaler kan trænge sig på, når man ikke har haft andet på i ugevis, men én ting er sikkert: Når hverdagen banker på, og du hver morgen igen skal til at tage stilling til, hvilke smarte sager, du skal trække over hovedet, så tænker du nostalgisk tilbage på de ubekymrede sommerdage, hvor dit #ootd overvejende bestod af casual tøj med let-sporty referencer i forskellige afskygninger.
Men hvem siger, at du skal lægge de afslappede klæder på hylden, blot fordi hverdagen sætter ind? Heldigvis ingen. Moden lægger nemlig i høj grad op til at tage elementer fra sportens verden og sætte dem sammen med dit hverdagslook.
Det første element, der vandt indpas i hverdagsgarderoben, var sneakers, der i dag er en fuldt ud integreret del af dagligdagsensemblet. Og sidenhen har vi set hoodies, leggings, sweatpants, cykelshorts, sports-BH’er i ét væk blive sat sammen med høje hæle, blazere, jeans og alt derimellem.
Og hvis du skal have bevis for, at det sporty look holder, også selvom du ikke er på vej i fitnesscenteret, så kig blot til kvinder, der kan deres stilmæssige kram, som eksempelvis Bella Hadid, Rosie Huntington-Whiteley og Kendall Jenner, der alle har taget det sporty look i brug til hverdag.
Kendall Jenner går all-in på et top-til-tå sports-look, mens Rosie Huntington-Whitely krydrer det afslappede look med en stor Saint Laurent-taske, der giver de meget tilbagelænede referencer et elegant løft.
I galleriet nedenfor har vi samlet en masse inspiration – fra Hailey Bieber til Elsa Hosk og Katie Holmes – til det afslappede hverdagslook.
Lady Gaga bekræfter, at hun indtager ikonisk hovedrolle i længe ventet film
I juni svirrede de første rygter om, at Lady Gaga stod til at få en stor rolle i den længeventede opfølger til ‘Joker’-filmen fra 2019 med Joaquin Phoenix i hovedrollen som den forstyrrede superskurk.
Rygterne gik på, at to’eren bliver en musical, der kommer til at introducere Jokerens kæreste Harley Quinn, og at det var den rolle, der var tiltænkt Lady Gaga – og alle var da også enige om, at hun ville være det perfekte match til at legemliggøre Harley Quinn som en syngende skurk.
Og nu er det så både bekræftet, at Lady Gaga er en del af den længeventede to’er, som får titlen ‘Joker: Folie à Deux’, og at det bliver i rollen som superskurken Harley Quinn.
Det bekræftede den syngende skuespillerinde i et opslag på Twitter, hvor hun postede en lille sekvens, som optakt til filmen.
Joker: Folie à Deux
10.04.24 pic.twitter.com/obp7T9lBFL— Lady Gaga (@ladygaga) August 4, 2022
Det er instruktøren Todd Phillips, der skal instruere ‘Joker: Folie à Deux’, som også stod bag storhittet ‘A Star Is Born’ med Lady Gaga i sin første filmrolle sammen med Bradley Cooper. Så det tegner allerede mere end godt.
I Lady Gagas Twitter-opslag afslørede hun også, hvornår filmen får premiere: den 4. oktober 2024.
Sus Wilkins: “Dufte tager mig tilbage til særlige minder”
Sus Wilkins er først og fremmest skuespiller men har tidligere haft en stor karriere som danser og koreograf. Sideløbende er Sus også model og influencer. De seneste par år har vi kunne finde Sus som en af hovedrollerne i den romantiske ungdomsserie ‘Perfekte Steder’. Netop nu er Sus i gang med at forberede sig til en større rolle i en norsk tv-serie, fra skaberen af en af ELLEs yndlings-juleserier ‘Hjem til Jul’.
Vi fik lov at være fluer på væggen og følge Sus en hel dag på farten. Samtidig fik vi en snak omkring hvad dufte betyder for Sus, og hvordan hun bygger sin duft op med N.C.P’s duftserie ‘Seven Facets’ i løbet af dagen.
Morgen: Hjemme hos Sus
Sus Wilkins er et ægte multitalent, hvilket hendes liv også bærer præg af. Men først og fremmest er hun en af Danmarks mest fremadstormende skuespillerinder. Her øver Sus replikker i kulissen imens hun bliver gjort klar til ELLEs fotoskydning.
Hvordan ser en typisk morgen ud for dig?
Når jeg ikke er på optagelser, starter jeg helst min morgen roligt. Jeg kan godt lide at sidde med min morgenkaffe på min altan og få et overblik over min dag, før jeg går i bad, får lagt makeup osv. Hvis jeg har en dag, hvor jeg ”kun” har møder og træning, kører jeg det hele en smule mere afslappet, end hvis jeg skal til interviews, være vært eller selvfølgelig på optagelser. Uanset hvor travl min dag bliver, bruger jeg stort set altid morgenen, hvor jeg er frisk til at læse manuskripter og øve replikker, på roller som jeg forbereder mig på.
Hvordan er din morgen-skønhedsrutine?
Når det kommer til min hud, så plejer jeg min hud morgen og aften, uanset hvor træt jeg er. At min hud er så velplejet som muligt går jeg en del op i, og da jeg ofte får meget makeup på i forbindelse med mine jobs, så foretrækker jeg på rolige dage i København at være så naturlig og clean i mit udtryk som muligt. Min morgenrutine tager derfor meget udgangspunkt i hvilken dag jeg har i vente, de essentielle elementer er dog: rens, og fugt af huden, plejende lip balm og altid et sprøjt af en god duft.
Hvilken duft bruger du i dag?
På en dag som i dag, hvor jeg skal til møde hos min agent om lidt, anvender jeg en enkelt duft som er mild og frisk. Duften, jeg bruger fra N.C.P, er ‘Lavender & Juniper – Olfactive facet 401’, som er både varm, men samtidig frisk og fungerer enormt godt som en base alene eller som udgangspunktet, hvis duften skal bygges op senere. Udover lavendel er topnoterne enebær og citrus, hjertenoterne er iris, salvie og sandaltræ og bundnoterne er baseret på hø og moskus.
Hvis jeg er i humør til at dufte af lidt mere citrus, beholder jeg basen fra 401 og “blander” et lag af ” Apple & driftwood – Olfactive 201″ oven på min base. “201” har både de friske citrusnoter samt mere varme noter fra jasmin og hvide blomster, som sammen med “401” skaber en markant og forførende duft.
Seven Facets fra N.C.P Olfactives, består af 7 forskellige dufte, der dækker alle duftfamilier og derfor kan lagdeles. Det vil sige, at alle 7 parfumer har forskellige dominerende duftnoter, som kan kombineres på kryds og tværs, så man altid kan matche sin duft med sin hverdag og humør. Ikke mindst kan man opbygge en duft i løbet af dagen, da Seven Facets-serien også kommer i små flasker som er nemme at have med i tasken.
Hvad betyder dufte for dig?
For mig er dufte en måde at sætte en stemning på, og afhænger enormt meget af anledning og humør. Derfor er muligheden for at kunne kombinere dufte og skabe egne signaturdufte, til forskellige anledninger fantastisk og her er N.C.P’s-serie Seven Facets et virkelig godt værktøj.
Når jeg kommer ind i et rum er duften noget af det første jeg ligger mærke til. Som skuespiller arbejder jeg meget med indtryk og sanserne, og et duftminde er noget af det bedste jeg ved. Det kan tage mig tilbage til en stemning på et sekund på en helt særlig måde.
Formiddag: Møde på agentbureauet Confetti
Sus har altid travlt, og med mange bolde i luften er der en del planlægning. Det praktiske bliver diskuteret over en kop kaffe sammen med hendes agent.
Hvad vil det sige at have en agent?
Da jeg beskæftiger mig indenfor en del forskellige områder, er det helt essentielt for mig at have en agent. Min agent sørger for alt det praktiske omkring bookings, men sørger også for, at der er et match imellem mit brand og det skuespiljob eller influencer-kampagne, jeg eventuelt skal lave.
Jeg har derfor forskellige agenter indenfor de forskellige felter. I dag har jeg møde med Confetti, som primært er mit agentur indenfor alt der hedder influencer marketing.
Hvad har I typisk møder omkring?
Vi snakker meget sammen, før samarbejder kommer i mål, jeg samarbejder nemlig kun med virksomheder og brands, som jeg kan stå inde for og oprigtigt godt kan lide. Derfor tager jeg, hellere færre, men de rigtige samarbejder, det er noget som vi taler utroligt meget om sammen.
Eftermiddag: Til personlig reformer-træning
Sus træner hos 'KimoseSport Cph' på Frederiksberg i København
Hvad er dine tricks til at holde dig sund og rask?
Som tidligere professionel danser er det en del af mig at bevæge mig, og gerne meget. Hvis jeg ikke holder mig i form og bevæger mig, så er jeg ikke i balance. Jeg er generelt meget nysgerrig på træningsformer, men jeg er ikke fanatisk i forhold til at skulle træne ekstremt meget. Jeg har virkelig fundet en glæde ved at have en personlig træner, som udfordrer mig, og som sammen med mig kan se min udvikling og sætte ind der, hvor jeg skal blive stærkere.
Jeg træner reformer hos KimoseSport Cph på Frederiksberg i København.
De små rejseparfumer på 10 ml er perfekte at have med på farten og Sus sørger for altid at have en eller flere med i tasken.
Hvilken duft bruger du efter træning?
Skal jeg hjem og arbejde videre derfra, bruger jeg ’Amber & Gaiacwood – Olfactive facet 601’ alene. Duften er rolig og varm og går godt i spænd med, at jeg efter en hård træning har brug for at komme lidt ned i gear igen. Noter fra rav, vanilje og Guayacan-træ har en god beroligende effekt.
Hvis jeg skal videre, kombinerer jeg denne duft med ’Clementine & Violet Flower – Facet 101’, som har en frisk duft af citrus, og noter af violblade samt en velafbalanceret bund af moskus og tonkabønner, som er form for vanilje.
Sådan bygges dufte op med lag
Når du skal udvikle dine egne signaturdufte handler det ganske enkelt om at prøve dig frem. Det vigtigste er at du arbejder med så simple dufte som muligt, det gør det nemmere at lære, hvad som fungerer sammen for dig. N.C.P Seven Facets serien er et godt udgangspunkt da du kan kombinere alle dufte fra de forskellige duft-familier, det er det som kaldes ”Olfactive families”.
Du kan sagtens kombinere mere end to dufte, men husk på at de enkelte duftfamilier ændrer karakter, når de møder en anden duftfamilie. Mærk efter hvad som får dig til at føle dig godt tilpas. Hvis dit smilebånd bliver påvirket af en duft er det et godt tegn.
Vigtigst af alt, er der ingen regler. Når det er sagt, fungerer det for mange at have en dybere base med varme og markante dufte og herefter at toppe med lettere og friske noter.
De syv Olfactive-familier er:
Citrus: Friske og lettte dufte med essentielle olier, ofte udvundet fra frugt, såsom appelsiner, grape, citrus, mandarin, bergamot, lime og yuzu.
Floral: Feminine og sødere dufte, ofte fra blomster, såsom jasmin, rose, liljer, ylang-ylang, violer med mere.
Fougère: Markante men dybe dufte, oftest udvundet fra træsorter, mos, bergamot, lavendel, kumarin (hø) og vetiver (græs).
Chypre: Varme og tørre dufte men ofte med flere frugtige noter end eksempelvis Fougére.
Træ: Varme og balancerede dufte fra eksempelvis, cedartræ, vetiver (græs), sandeltræ og rav.
Orientalsk: Varme og sensuelle dufte ofte fra patchouli (myntefamilien), rav, vanilje, mos og eksotiske træsorter, krydderier og blomster.
Mos & læder: Stærke dufte ofte fra læder, brændt og røget træ, birk og tobak
N.C.P
N.C.P. har i alt 15 forskellige parfumer. Alle dufte kommer i 50, 10 og 5 ml. Alle dufte er unisex, veganske og optimale til brug i lagdeling. Lagdeling betyder at kombinere to eller flere dufte på samme tid og giver dig mulighed for at finde din unikke signaturduft, uanset om det er til en unik lejlighed eller til en hel sæson! Vi havde derfor til hensigt at fokusere på Seven Facets-serien, som er et godt udgangspunkt for at starte med lagdelingen af N.C.P.s parfumer. Seven Facets består af 7 forskellige dufte, der dækker alle duftfamilier; citrus, frugt, blomst, fougere, chypre, træ, orientalsk.
Chrissy Teigen deler livsbekræftende nyhed på Instagram
Det er 22 måneder siden modellen Chrissy Teigen og hendes mand, John Legend mistede deres tredje barn, sønnen Jack, som grundet en komplikation i graviditeten døde, da Teigen kun var 20 uger henne med ham.
Men nu, efter næsten to år, kan parret dele, at Chrissy Teigen igen er gravid og dermed venter endnu en baby.
Teigen delte den glædelige nyhed på Instagram med et billede (iført et par ret lækre Gucci-blondetrusser), hvor man ud over den lille bule også kan se adskillige blå mærker på hendes lår, der vidner om at parret har været i fertilitetsbehandling op til graviditeten. Til billedet skriver hun:
”De sidste par år har været et sammensurium af følelser, for at sige det mildt, men nu fylder glæde igen vores hjem og hjerter. 1 milliard injektioner senere (senest i mit lår, som I kan se!) har vi en lille ny på vej.”
Teigen har efter tabet af sønnen Jack i september 2020 fortalt åbent om, at hun har været bange for at blive gravid igen, og hun skrev endvidere under sit Instagram-oplsag om sin graviditet:
”Ved hver lægeaftale sagde jeg til mig selv, ’Hvis alt ser fint ud i dag, offentliggør jeg det (graviditeten, red.), men så har jeg holdt vejret indtil jeg hørte hjerteslag, og vurderet at jeg stadig var for nervøs. Jeg tror aldrig at jeg kommer til at gå mere forventningsfuld end nevøs fra en lægeaftale, men indtil videre er alt perfekt og smukt og jeg er ved godt mod og har det fantastisk. OK, phew, det har været hårdt at holde på det så længe,” afslutter hun.
Chrissy Teigen har i forvejen to børn med John Legend, Luna på seks og Miles på 4, og i sine forrige graviditeter har hun været garant for de smukkeste graviditets-looks, både privat og på den røde røber. Så mon ikke vi kan forvente lidt fra samme skuffe de kommende måneder?
I galleriet nedenfor har vi samlet et gensyn med nogle af Chrissy Teigens bedste gravidits-looks.
Tag den delikate genvej: Sådan laver du lækker mad på ingen tid
I en travl hverdag kan planlægning af og indkøb til aftensmad – for ikke at tale om den efterfølgende oprydning – virke som en uoverskuelig opgave. Men et lækkert måltid mad behøver hverken at inkludere lange indkøbslister eller dyrt betalt levering af takeaway med cykelbud. Der findes nemlig en genvej til det gode aftensmåltid, som hverken hedder havregrød, koster en bondegård eller kræver stress og jag hver eneste dag.
Vi taler selvfølgelig om færdigretten. I modsætning til hvad du måske tror, findes der et utroligt bredt udvalg af lækre færdigretter på markedet. De findes i varianter, som blot kræver 5 minutter i mikroovnen, og i semifærdige, ferske udgaver til dage, hvor du ønsker at lave mad og krydre retten med dit eget valg af tilbehør og garniture, uden opgaver som opvask og oprydning. Vælg mellem de sunde og de syndige, klassisk mad og nytænkende retter – og dem, der synes hjemmelavede, selvom du har taget genvejen.
Et kompromisløst måltid
Selvom maden allerede var halvfærdig, før du begyndte at lave den, behøver du ikke gå på kompromis med hverken smag eller æstetik. For når din færdigret først befris fra sin plastindpakning, steges på panden og anrettes på de flotte keramiktallerkener med tilbehør designet efter din præference, er det hverken til at se eller smage, at du har snydt.
Vi foretrækker vores shawarma libanesisk-inspireret med Danish Crowns Kebab-strimler på en bund af hummus ledsaget af syltede rødløg, San Marzano-tomater og kruspersille toppet med en gavmild tahin-drizzle. Saml alt fyldet mod midten af dit fladbrød og voilà; server herligheden på dit bedste service og nyd dit aftensmåltid, som om du selv havde bagt brødet og skåret kødet.
Vi spiser vores shawarma libanesisk-inspireret med tahin, syltede rødløg, hummus, San Marzano-tomater og kruspersille.
Alle snyder
Det er de færreste, der ælter sin egen pastadej, sylter sine rødløg og selv koger kikærter til sin hummus. Selv folkekære tv-kokke har typisk ’forberedt lidt hjemmefra.’ Alle snyder – og der er absolut intet forkert i at tage en genvej, når den rette lejlighed byder sig.
Hvis du anretter alle elementer smukt på tallerkenen, vil ingen nogensinde kunne gætte, at retten i virkeligheden var halvfærdig fra start. Får du familien på besøg eller en veninde til middag, er det derfor oplagt at byde dem en shawarma med dit yndlingsfyld eller en pastaret toppet, præcis som du foretrækker den. Så længe maden smager, er det tilladt at bruge alle kneb – og med meget få justeringer kan halvfabrikata gøres til et alletiders festmåltid.
Færdigt fra start
Danish Crowns færdigretter er perfekte til den travle hverdag, hvor maden helst skal være spiseklar på under 15 minutter. Her har vi tilberedt græsk inspirerede kebabstrimler. Færdigretterne kan købes hos Føtex, Bilka, Netto eller Nemlig.com og findes i varianterne græskinspireret gyros,som indeholder alt til måltidet i pakken, samt favoritgryde og kebabstrimler, hvor du selv tilsætter dit tilbehør. Læs mere om den nye serie af færdigretter på danishcrown.com.
Angelina Jolies lufthavns-outfit er både stilet og komfortabelt – og du kan kopiere det på budget
Det er ingen hemmelighed, at lufthavnen er et godt sted at holde øje, når kendisserne skal ud at rejse.
De kendtes stil i lufthavnen har budt på masser af cool og inspirerende outfits gennem tiden, og særligt 90’erne og 00’erne var fyldt med god stil, som altid er et gensyn værd.
Der er dog stadig masser af god stil at spotte i lufthavnen blandt kendisserne anno 2022, og senest er det Angelina Jolie, der har inspireret os.
Den smukke skuespillerinde er nemlig for nyligt spottet i Heathrow Airport i London i en brun silkepyjamas, sandaler fra Valentino og en tote fra Saint Laurent, som på alle måder må sige at være det perfekte outfit til en flyvetur. Komfortabelt og stilet på samme tid.
Og det bedste af det hele? Du kan nemt gøre Angelina Jolie kunsten efter og kopiere hendes lufthavnsstil.
Vi har fundet to bud på den fine pyjamas – et prisvenligt sæt fra Zara og en lidt dyrere version i 100% silke fra Olivia von Halle.
Skjorte, Gina Tricot, 279 kr.
Bukser, Gina Tricot, 249 kr.
Pyjamas, Olivia von Halle hos net-a-porter.com, 4.612 kr.
Shoppegalleri: 10 miniskirts, du skal gå efter lige nu
Brug sæsonens populære miniskirts med en strik, stømpebukser og flade støvler til hverdag og med et par høje hæle til fest.
Vi har udvalgt 10 miniskirts i forskellige prisklasser, som du kan blive inspireret af.
Carhartt, 600 kr.
Cos, 320 kr.
Envii, 500 kr.
Ganni, 1.400 kr.
Gina Tricot, 300 kr.
& Other Stories, 800 kr.
Rotate Birger Christensen, 1.500 kr.
The Attico, Mytheresa.com, 5.880 kr.
Magda Butrym, Mytheresa.com, 2.570 kr.
Nanushka, 2.940 kr.
Pludselig blev garderobens kedeligste item sæsonens mest populære
Vi har efterhånden været alle elementer igennem i basisgarderoben. Du har styr på de klassiske jeans, du altid kan ty til uanset modens luner (vi kigger på dig, Levis 501), den tidløse, let oversized blazer, der redder dit outfit uanset anledning, og arsenalet af løse, hvide T-shirts, du griber ud efter de dage, hvor du ikke kan tage stilling til andet.
I skabet hænger din beige trenchcoat, og lur mig om dine go-to-sneakers ikke er fra New Balance. Men hvad er pointen med denne basisgarderobegennemgang? Jo, det er at finde fællesnævneren for disse items, der – hvor hverdagsagtige og uoriginale de end måtte være – fungerer som små puslespilsbrikker, der tilsammen udgør garderobens klassiske fundament, uanset om du er Steve Jobs eller Pernille Teisbæk.
Men efter flere sæsoner, hvor det primært har været de løse T-shirts eller skjorter, der har haft monopol på overkroppen, har en ny spiller sneget sig ind og undergået en transformation fra at være en lidt glemt overdel til at være sensommerens og efterårets absolut smarteste top: Mine damer og herrer, vi giver jer: Den hvide tanktop.
Fra wifebeater til runway-wear
Den første tanktop kan dateres tilbage til 1910, hvor den blev skabt som en undertrøje til mænd, der havde den på under skjorter eller som badetøj, men mellem de to verdenskrige og i efterkrigstiden blev det mere almindeligt, at arbejderklassens mænd brugte den som hverdagstøj.
Det var dog ikke noget, der blev anset som anstændig påklædning. Faktisk formåede den dengang feterede skuespiller Clark Gable at chokere i filmen ’It Happened One Night’, da han for rullende kamera knappede skjorten op og stillede sin hvide undertrøje til frit skue for publikum. Det var utrolig vovet, men filmen blev – måske grundet det listige kig til tanktop – meget populær. Senere, i 1950’erne, hvor den nye generation af teenagere med hang til rebelsk rock’n’roll begyndte at røre på sig, blev tanktoppen på lige fod med jeans et symbol på oprøret mod de gamle traditioner, hvor det at vise sig offentligt i undertøj understregede, at de unge gav pokker i, hvad mor og far fandt sømmeligt.
Det blev bakket op af Hollywoods mandlige sexsymboler som James Dean og Marlon Brando, der gjorde den hvide tanktop til en del af deres signaturlook. I mellemtiden havde tanktoppen dog fået et kælenavn, der ikke just talte til dens fordel. I 1947 i den amerikanske stat Detroit blev en mand nemlig anholdt for at have banket sin kone ihjel, og aviserne viste billeder af ’the wifebeater’ iført en plettet, hvid undertrøje. Og navnet, altså wifebeater, hang ved, og tanktoppen blev ofte dét stykke tøj, populærkulturen symboliserede med voldelige mandspersoner, når de i film slog deres bedre halvdel.
Fast forward til i dag, hvor tanktoppen ikke er til at komme udenom, når man kigger på A/W 2022-kollektionerne, hvor de udgør en skødesløs og androgyn accent til moderne high fashion.
Et simpelt, samlende statement
Prada stod for et af sæsonens mest omtalte modeshows. Ikke blot grundet det klædelige miks af overdimensionerede herreblazere tilsat spindelvævstynde, glimtende, knælange nederdele, der gav associationer til festklædte kvinder i mellemkrigstiden, der var på vej hjem fra en hemmelig danseklub med deres forlovedes jakke over skuldrene, eller de skulpturelle kjoler, frakker og skørter og lag-på-lag, voldsomme mønstre og ukurante sammensætninger. Nej, det var snarere ét særligt item, der bandt det hele sammen: tanktoppen. Den hvide tanktop med et diskret, men bestemt ikke usynligt trekantslogoemblem lige under den runde halsudskæring, indgik nemlig i 19 ud af de i alt 54 look, der blev sendt ned ad den milanesiske catwalk hos Prada.
Prada A/W 2022-show under Milano Fashion Week.
Senere demonstrerede Bottega Veneta, hvordan et helt basislook bestående af en hvid tanktop tilsat løse, mørke jeans holder ethundrede procent – også selv om man er et high fashion modehus. Naturligvis havde lædervarehuset også formået at style den hvide rib-sag på en måde, der manede al tvivl i jorden om, hvorvidt en tanktop kan være elegant, da de lod den passere ned ad catwalken i kombination med et læderpencilskirt i husets signaturflet og -farve og lårhøje sorte støvler.
Bottega Veneta A/W 2022-show under Milano Fashion Week.
Hos Acne fik den beskedne overdel selskab af voluminøse, højtaljede bukser, der beviste, at tanktoppen sagtens kan indgå i look, hvor dens underspillede bidrag er det, der samler et statementlook. Simone Rochas brugte tanktoppen under gennemsigtige, applikerede kjoler, mens Loewe viste stort set usynlige versioner af tanktoppe, der lod meget lidt tilbage til fantasien. Og apropos Loewe står det spanske modehus bag en af sommerens – og efterårets – mest eftertragtede tanktops med husets snirklede logo sirligt broderet, sort på hvidt, lige under toppens ribbede halsudskæring.
“Tanktoppen indgik i 19 ud af 54 looks hos Prada”
Der, hvor moden mødes
Det ville være synd at sige, at tanktoppen nogensinde for alvor har været ude af modebilledet. Men efter Pradas tanktop-statement og de andre modehuses følgen trop er det sikkert at sige, at det ’kedelige’ tøjstykke sjældent har fået så meget opmærksomhed – eller for den sags skyld har kunnet retfærdiggøre så høje priser – som den netop nu trækker.
Men ud over designernes samtykke om, at ribundertrøjen nu (igen) er fuldkommen uundværlig, tilskrives populariteten også YK2-bølgen, altså tilbagekomsten af trends fra 1990’erne og 00’erne, der lige nu bruser ind over moden, og dertil også det øgede fokus på kønsneutral mode. Sjældent er der blevet lanceret så mange unisex-kollektioner som nu, og aldrig har det været så moderne – og acceptabelt – at låne fra garderober på kryds og tværs af køn.
Vi ser kendisser som Kendall Jenner, Bella Hadid, Hailey Bieber og Kaia Gerber i hvide tanktops tilsat 90’er-inspirerede jeans, og kigger vi længere tilbage, var Kate Moss i 90’erne og 00’erne hyppig eksponent for selvsamme androgyne look. Et look, der ikke er mange nuancer fra at være identisk med kongen af tanktop-trenden, Queen-forsangeren Eddie Mercurys signaturlook.
Tanktoppen er desuden hyppigt repræsenteret i queer-miljøet, hvilket også har affødt nye fortolkninger, der ser stort på, om den er designet til mænd eller kvinder, og i kølvandet på Black Lives Matter opstod brandet K.ngsley, der er specialiseret i kønsneutrale tanktops med cutouts, åbne rygudskæringer og asymmetriske stropper, der klæder alle kroppe.
Ideen opstod, da designeren bag, den dengang 27-årige Kingsley Gbadegesin, som er sort, queer og femme (en feminint orienteret mand, der identificerer sig mindre som en homoseksuel mand og mere som en feminin person, red.), var på vej på klub og skulle gøre sig klar i en fart. Den tanktop, han ville have på, var beskidt, så han tog en anden og klippede den op, så den viste mere hud. På klubben fik han mange kommentarer for sin top, og to måneder senere havde han skabt sit brand, der lancerer kollektioner i drops. Overskuddet går til frivillige organisationer, der støtter sorte, queers og transpersoner.
Selv om tanktoppen i dag kommer i mange udgaver og farver, er det alligevel den klassiske hvide i bomuldsrib, der bliver ved med at være aktuel. Den er tidløs, anvendelig og tilpas ’arbejderklasse’ til, at den kan give selv opstyltede outfits jordforbindelse. Og grunden til, at den er så meget fremme netop nu? Mon ikke det ligger i, at vi har favnet tøj, der er behageligt at have på, nu hvor vi kommer ud af vores post-pandemiske kokoner.
Selv om vi også hungrer efter anledninger til at klæde os på med alt, hvad den kan trække, er der også noget trygt i at kunne hive ting over hovedet, som fungerer uanset verdens uforudsigelige stadie. Ting som Levis 501. En sort blazer. Den beige trenchcoat… og den hvide tanktop.
Johanne Brostrøm: Her er mine 10 favoritter lige nu
En oversize skjorte er en klassiker, og denne vil give det pink miniskirt et afslappet og cool twist.
Skjorte, By Malene Birger, 1.400 kr.
Nederdel, The Attico, 3.350 kr.
Ingen modeuge uden et par cool solbriller, og jeg er ret vild med det smalle 90'-er look på de her.
Solbriller, Le Specs, 410 kr.
Den lille strikvest er cute og sommerlig, og jeg vil bruge den med løse højtaljede jeans og høje hæle.
Cropped strikvest, Remain Birger Christensen, 1.100 kr.
Jeans, Citizens of Humanity, 2.520 kr.
Mine modeugeoufits er ofte ret klassiske, så mine accessories må gerne skille sig lidt ud. Jeg er vild med net-detaljen på de her stiletter.
Stiletter, Neous, 4.350 kr.
Øreringe, Lié Studio, 1.560 kr.
Den her bodystocking har de smukkeste detaljer, og vil være perfekt til ugens mange middage. Måske med et par jeans og røde læber.
Bodystocking, The Garment, 3.240 kr.
En god taske fuldender ethvert look, og jeg falder ofte for små tasker med et quirky twist.
Taske, Boyy, 6.920 kr.
Blazer, Totême, 4.300 kr.
Geeti Amiri: “Jeg håber, at bogen når bredt ud, især hos Änglamark-familierne, hvis børn er skånet for at se bagsiden af Danmark”
Hvilken bog kan du huske som den første, der rørte dig?
Da jeg var 14-15 år, kom jeg meget på skolebiblioteket og lånte stakkevis af bøger med hjem hver gang. Bibliotekarerne Flemming og Grethe havde sjældent børn med minoritetsbaggrund rendende, og jeg kan huske, at de gav mig Rushy Rashids selvbiografier ’Et løft af sløret’ og ’Bag sløret’ og sagde: ”Vi tror, de her er noget for dig.” På forsiden af Rushys første bog er der et billede af hende, der står og stirrer ud mod horisonten. På forsiden af opfølgeren er der et billede af Rushy og hendes mand, Jens. Jeg var i de år dybt splittet mellem gerne at ville være en god datter, både over for min mor og min far, der var gået bort, og det, jeg selv havde lyst til. Og jeg kan huske, hvordan jeg sad på mit lyserøde pigeværelse og læste. I takt med at Rushy beretter om sin barndom, at hun bliver sendt tilbage til Pakistan, fordi hendes far mener, at hun ikke må miste sin pakistanske identitet, og hun slår sig på kærligheden, da hun forsøger at finde en fra sin egen baggrund, blev jeg ved med at bladre frem til billedet på forsiden og tænke: ”Det kan ikke være rigtigt. Tænk, at der findes en person, der har det ligesom mig”.
Er der en særlig bog, der har hjulpet dig til at forstå, hvem du er, eller som har åbnet verden for dig?
Jeg har altid fået hug – især af mænd, jeg har datet – for at være en, der ser verden i sort og hvid. Fordi mit rene blik forstyrrer mænds selvopfattelse af at være et køn, der må spille efter andre regler, mens kvinder forventes at forlige sig med omstændighederne. Men når man har kæmpet så meget for at leve med selvbestemmelse, som jeg har gjort, er det frustrerende for mig at opleve hykleriet imellem kønnene i kærlighedsøjemed. Amalie Skrams ’Constance Ring’ er skrevet i 1800-tallet, men den åbnede en verden for mig. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan det kan være acceptabelt, at der er ét sæt regler for mænd og ét for kvinder. Især i et land, der ellers bryster sig af at være et foregangsland for ligestilling. Når jeg læser om Constance Ring, der desværre ender med at begå selvmord, bliver jeg fascineret af hendes blik på verden, hvor hun ikke kan holde ud, at den er så uretfærdig over for kvinder. Både overklassens kvinder, som må stille sig tilfreds med at være kontrollerede, anstændige og selvopofrende hustruer, såvel som underklassens kvinder, der må finde sig i mænds eskapader, fordi mænd skal gøre sig erfaringer uden forpligtelser forstås. Bogen fik mig til at omfavne min egen sort-hvide fortolkning af verden, i stedet for at jeg forsøgte at undertrykke følelsen. ’Constance Ring’ har været med til at forme mig med hensyn til, hvordan jeg vil have relationer, både i forhold, men også familie, venner, andet. Man skal være ærlig. Også når det gør ondt på de mennesker, man gerne vil have opfatter en som et smukt menneske. Man kan ikke leve på en løgn.
Er der en bog, der har haft en betydning for dit valg af arbejde?
’De loyale’ af Delphine de Vigan, der handler om en skolelærer, der går den ekstra mil for sine elever. Hun har udviklet de der ekstra antenner, som sårbare børn får med i tilværelsen, og hun kan ikke se igennem fingre med sine udsatte elevers omstændigheder. Hun tager det hele med hjem. Den dag, jeg gik i gang med den bog, havde jeg lige været ude og holde et oplæg for Lær for Livet, som jeg er ambassadør for. I Lær for Livet følges tidligere og nuværende anbragte børn i et program, der hedder Learning Kids. Formålet er, at de gennemfører folkeskolen og en ungdomsuddannelse med større succesrate, og indsatsen løfter børn ud af den sociale armod igennem uddannelse. Jeg var helt mørbanket i den periode, og jeg overvejede at stoppe som lærer. Da jeg kom hjem og satte mig til at læse, begyndte jeg at hulke. Jeg har aldrig haft et arbejde, der er hårdere end at være lærer. Men bogen overbeviste mig om, at jeg skulle fortsætte.
Hvilken bog har lært dig mest om en verden, du ikke kendte?
’Bob’ af Helle Helle. Den er for vild. Den beskriver en verden, der er så genkendelig for mange – bare ikke for mig. Jeg har aldrig haft den opvækst og mulighed for at udfolde mig i start- og midttyverne. Men det er sjovt, at det, jeg går og romantiserer som opskriften på det gode liv, kan være lige selvudslettende og destruktivt som at være i underklassen. Nu kan jeg ikke lade være med at se på unge mennesker, der er kærester, med ’Bob’ i baghovedet. Er de klar over, at når de lykkes som par, er det, fordi den ene opløser sig selv for den anden?
Hvilket værk har gjort størst indtryk i dit voksne liv?
’Gift’ af Tove Ditlevsen. Den er decideret ubehagelig at læse. Jeg sad og rykkede rundt på stolen, i sofaen, kunne ikke være i det. Der var en gammel ven/flamme, der spurgte, om vi skulle drikke et par gin-tonics den aften, jeg blev færdig med den, og jeg inviterede ham over udelukkende for at bede ham tage denne her bog ud af mit hjem. For jeg var på vej ind i et nyt forhold, og bogen gjorde mig i tvivl om alting. Om jeg var på rette vej. Dobbeltheden i ’Gift’ berørte mig dybt: at hun så inderligt søger et forhold, og at det samtidig er det, der forgifter hende, og at alle forholdene samtidig er kimen til hendes forfatterskab. ”Tag den ud af mit hjem”, bad jeg ham. Jeg rendte rundt med brændende salvie og rensede lejligheden efterfølgende, og jeg satte røgalarmen i gang, fordi det osede så meget. Der gik et års tid, og så ville jeg gerne have den tilbage. Men jeg er glad for, at jeg reagerede så kraftigt på den, for det, der skete dengang, var, at jeg var utro over for mig selv. Jeg lyttede ikke til, hvad jeg ville, jeg var så forhippet på at leve op til normerne.
Har du et godt råd til en helt ung forfatter?
Få dig et godt, dødeligt arbejde. Det her med at leve af legater er en dårlig ide. Det lykkes kun for de heldige at lande den slags, og ofte svarer størrelserne på legater til en månedlig indtægt, der lige holder en kørende som borger på passiv forsørgelse.
Hvilken bog har senest rørt dig mest?
Digtsamlingen ’Institutionaliseret’ af Haidar Ansari – om en knægt, der foretager et uheldigt kursskifte i sine teenageår. I små brudstykker skriver han om et liv, hvor der er så mørkt, og elendigheden dulmes med stoffer og vold. Jeg håber inderligt, at bogen når bredt ud, især hos Änglamark-familierne, hvis børn er skånet for at se bagsiden af Danmark.
6 queer-podcasts du skal lytte til
Queer-miljøet har været både direkte og indirekte beskrevet gennem kulturhistorien. Fra Virginia Woolfs ‘Orlando’ til HBO-serien ‘Pose’.
Vi har her udvalgt seks forskellige podcasts, du kan lytte til, hvis du vil uddanne dig selv – og underholdes med færre stereotyper, end du plejer.
‘One From the Vaults’
Transhistorie er nok det mest oversete og underbelyste emne i queerhistorien. Det er værd at huske på, at transkønnede selv i Danmark blev diagnosticeret som psykisk syge helt frem til 2017. Derfor er det naturligvis mere end velkomment – og på tide – at vi lærer mere om transpersoners liv, vilkår og historie. I den amerikanske podcast ’One From the Vaults’ fokuserer vært Morgan M. Page i hvert afsnit på en af historiens transpersoner. Fra poeten George Marasco til Marsha P. Johnson og Sylvia Rivera, to transkvinder, som blev kendt for de såkaldte Stonewall-optøjer i 1969, hvor queermiljøet i New York for første gang kæmpede imod de mange systematiske nedlukninger af homobarer i USA.
Lyt til ‘One From the Vaults’ på Apple Podcasts her.
‘Vild med Svans’
Alt kommer bordet i denne ærlige podcast, hvor værterne og vennerne Aleksander og Josias vender alt det, der fylder hos særligt homoseksuelle mænd, men også generelt hos queer- og LGBTQIA-personer. Derfor bliver der både snakket om emner som krop, behåring og familie, mens også analsex, kærlighed og dating kommer under luppen. Dermed skaber de to et rum i mediebilledet for danske queer-personer, som der ellers ikke har været meget af, inden de kom til.
Lyt til ‘Vild med Svans’ på Spotify her.
‘To L And Back’
Hører du til dem, der har set ’The L Word’ om en gruppe lesbiskes liv i Los Angeles’ overklasse igen og igen, vil du elske denne podcast. Her nørder værterne Riese Bernard og Carly Usdin om den ikoniske serie, som for første gang havde lesbiske karakterer i alle hovedrollerne, og som havde alt fra utroskab og stofmisbrug til selvmord og transition blandt temaerne.
Lyt til ‘To L And Back’ på Apple Podcasts her.
‘My Non-binary Life’
Personer, som hverken identificerer sig som mænd eller kvinder, kaldes nonbinære. BBC-podcasten ’My Non-Binary Life’ giver et unikt indblik i de dilemmaer og fordomme, som nonbinære møder i deres liv. For hvornår ved man, at man er nonbinær? Hvordan forklarer man det til sine omgivelser? Skal man kaldes hen, h*n eller måske pronominerne de/dem? Og kan man være nonbinær, selv om man beholder sit navn? Værterne Caitlin, Benedict og Amrou Al-Kadhi stiller de svære spørgsmål og gør alle os andre klogere på livet som nonbinær.
Lyt til ‘My Non-binary Life’ på Spotify her.
‘Food 4 Thot’
Lidt ligesom den danske ‘Vild med Svans’, er der i den amerikanske ‘Food 4 Thot’ (Thot står for That How Over There.red) heller ingen emenr, der for store, små eller personlige til at blive taget op. Udgangspunktet er en samtale mellem de fire, multikulturelle queer-mænd Denne Michele Norris, Joseph Osmundson, Tommy Pico og Fran Tirado, der alle arbejder med at skrive. Samtalerne kan være alt fra indsigtsfulde og rørende til højtråbende og hysterisk sjove.
Lyt til ‘Food 4 Thot’ på Spotify her.
‘LGBTQ&A’
Kom helt tæt på nogle af verdens mest kendte LGBTQ+ personer i podcasten ‘LGBTQ&A’, når den prisvindende journalist Jeffery Masters interviewer personligheder som blandt andre skuespiller Laverne Cox, skuespiller og sanger Janelle Monae og komiker Margaret Cho om alt fra kærlighed og om at springe ud til transrettigheder og historiske queer-øjeblikke.