Jeg har vidst, at jeg var homoseksuel, siden første gang jeg så Madonnas ’Blonde Ambition’-tour. Jeg havde fået lov til at være sent oppe og se koncerten på tv. I min Pink Panther-natkjole sad jeg i fodenden af mine forældres seng, og da jeg så hende optræde, blev der vækket noget i min 11-årige krop, som ikke kun handlede om, at hun var popstjerne og virkelig sej. Jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg kan huske, jeg tænkte, at det ville være dejligt, hvis mine forældre ikke vågnede.

Jeg har boet i København hele mit liv. Mine forældre havde et vennepar, der var bøsser, og som altid var skidesjove at komme på besøg hos. Derfor var det nok ikke så farligt, alt det der med homoseksualitet. Da jeg begyndte at udvikle min egen seksualitet i teenageårene, kunne jeg godt fornemme, at der var noget, som var anderledes, men det føltes ikke forkert. Alligevel var det svært at sige det til mine forældre, da jeg fik min første pigekæreste, fordi jeg var bange for ikke at leve op til en eller anden norm. Først var vi kærester i hemmelighed, men da vi gik fra hinanden, blev jeg så ked af det, at jeg var nødt til at fortælle mine forældre hvorfor.

Indtil jeg var midt i 20’erne, var jeg verdensmester i ikke at omtale mine kærester som ”hun”, når jeg fx begyndte på et nyt studiejob. Jeg spurgte jo heller ikke mine heteroseksuelle venner, hvad de lavede med deres kærester, når lyset blev slukket, og jeg ønskede ikke, at det første, andre skulle vide om mig, var min seksualitet. Sådan har jeg det til dels stadig: Hvorfor er det så interessant, at jeg er homoseksuel? Når jeg læser ansøgninger til forlaget, hvor jeg arbejder i dag, studser jeg over folk, der som det første skriver deres seksualitet, ingen ville jo drømme om at understrege, at de er heteroseksuelle. For mig har min seksualitet aldrig været lig med min identitet. Jeg har heller ikke en masse lesbiske veninder, for det er slet ikke et kriterie, når jeg skal vælge min omgangskreds. Jeg er dog meget bevidst om, at jeg befinder mig i en del af verden og en kultur herhjemme, hvor jeg er så privilegeret, at jeg sjældent har mødt nogen fordomme. Derfor har jeg nok haft nemmere ved at stå ved min identitet, end tilfældet ville være i andre miljøer.

“Indtil jeg var midt i 20’erne, var jeg verdensmester i ikke at omtale mine kærester som “hun”, når jeg fx begyndte på et nyt studiejob”

Min oplevelse er, at mange har et meget stereotypt billede af den typiske lesbiske som betonlebben, der er karseklippet, lidt overvægtig og en dygtig håndværker. Men der findes jo lige så mange forskellige mennesker blandt homoseksuelle, som der gør blandt alle mulige andre mennesker. Jeg må dog indrømme, at jeg også selv har været opmærksom på ikke at falde i kassen med baggy bukser, basketstøvler og en skruemaskine i hånden. Da jeg selv sprang ud, klædte jeg mig nok mere mandhaftigt for at føle, at jeg passede ind på mit nye hold, men i dag er jeg heldigvis ikke så optaget af det og klæder mig, som jeg har lyst til.

Jeg har et barn, som har to fædre. Siden mine 20’ere har jeg gerne villet være mor, men da jeg syntes, at tiden var inde, havde jeg ingen at få et barn med. I stedet gik jeg ind på en hjemmeside for regnbuefamilier og mødte et bøssepar, som jeg har fået min søn med. Efter at jeg mødte min kæreste (sundhedsekspert Michelle Kristensen, red.), er vi så fire forældre, og det giver da nogle udfordringer – både fordi der er nogle, som rynker lidt på næsen, og som måske skal vænne sig til den familieform. Vi tropper jo op som et mindre fodboldhold til forældredag i børnehaven, men heldigvis er min søn kommet i en gruppe, hvor hans tre bedste venner også har flere forældre end to. Det gør det nemmere for ham, at han ikke skiller sig ud i sin hverdag.

Der er sket virkelig meget, siden jeg sprang ud som ung. Dengang var jeg nok heldig at vokse op i København og ikke i en lille by ude på landet, men i dag tror jeg, det er blevet nemmere at være homoseksuel, uanset hvor i Danmark man kommer fra. Samtidig er både seksualitet og køn blevet langt mere fragmenteret, og jeg kan indimellem næsten føle mig lidt gammeldags. Fx synes min 15-årige niece ikke, at det er hverken særlig eksotisk eller spændende, at faster er lesbisk, og det synes jeg faktisk er meget fedt.

“Da jeg selv sprang ud, klædte jeg mig nok mere mandhaftigt for at føle, at jeg passede ind på mit nye hold”

Når det er sagt, er der stadig nogle områder, hvor tingene kunne blive bedre. Og som gør, at eksempelvis Priden fortsat har sin berettigelse. Jeg tager stadig mig selv i ikke at holde min kæreste i hånden visse steder på gaden og ikke være alt for åbenlyse kærester i det offentlige rum. Det handler ikke kun om risikoen for diskrimination, men lige så meget om, at jeg ikke vil sætte andre i forlegenhed. Men hvis hun i stedet havde været en ham, havde jeg jo næppe lagt skjul på noget som helst.

Jeg havde ikke så mange at spejle mig i, da jeg voksede op. Men så kom serien ’The L Word’, som jeg tror, at alle lesbiske så som besatte. Ellers havde jeg i mange år Madonna at gemme mig bag. Og hun er jo ikke engang lesbisk, men til gengæld var hun virkelig fremme i skoene, hvad angik at kæmpe imod stigmatisering af homoseksuelle, af AIDS og af seksualitet i det hele taget. Når mine forældre spurgte mig, hvem jeg skulle giftes med, når jeg blev stor, svarede jeg altid: ”Madonna.” Og da de senere begyndte at sige: ”Jamen hun er jo en kvinde,” svarede jeg bare: ”Ja.” Og så kunne de jo selv lægge to og to sammen.

Læs ogå

Agenda

Kai Isiah Jamal: “Vi skal være bedre til at opfordre personer til at være i kønnets gråzone”

I folkeskolen kaldte de mig for Elvis og John Travolta. Jeg skilte mig ud fra de andre drenge, gik i stramme bukser og klædte mig i farvede jakker. Der var ingen, som kaldte mig bøsse i Farum, hvor jeg voksede op i 80’erne. Jeg havde pigekærester, og det var først, da jeg som 19-årig tog på ferie på Cypern og mødte min første mandlige flirt, at jeg rigtig blev bevidst om, at jeg var til mænd. Inden da husker jeg kun at have været draget mod modne mænd – eksempelvis en skolelærer, en træner eller en pilot – men uden for alvor at være klar over hvorfor.

På Cypern mødte jeg Martha og Marty, som arbejdede for British Airways. Jeg blev forelsket i Marty, men i lang tid kunne jeg ikke fortælle omverdenen om det. Han boede i London, og mens jeg var frisørelev hos Helmersen på Strøget, fløj jeg frem og tilbage – udadtil for at besøge Martha, for jeg havde bildt alle ind, at det var hende, der var min kæreste.

Da jeg flyttede til USA i slutningen af 90’erne, fordi jeg havde vundet et green card i lotteriet, holdt jeg en afskedsfest for alle mine venner på Restaurant Fellini. Min mor var med og spurgte ind til nogle af mine venner, og da jeg fortalte, at de alle var til mænd, sagde hun: ”Er du også til mænd?” Først svarede jeg: ”Det ved jeg ikke”, men fortalte hende, at jeg havde udforsket både det ene og det andet. Heldigvis viste det sig, at der ikke var nogen i min familie, som havde problemer med min seksualitet.

“Det var først, da jeg som 19-årig tog på ferie på Cypern og mødte min første mandlige flirt, at jeg rigtig blev bevidst om, at jeg var til mænd.”

Jeg tog til USA, fordi legepladsen i Danmark var blevet for lille. I fem år havde jeg klippet alle de kendte herhjemme, og da jeg lukkede min salon på Strandvejen i Hellerup, var det forsidestof. Senere, i New York, nævnte en af mine amerikanske stylist-venner mit navn for en af casterne på ’Queer Eye for the Straight Guy’. Men da jeg blev spurgt første gang, sagde jeg: ”I’m not gonna be one of five faggots coming down Fifth Avenue.” Jeg ønskede ikke at flage med, at jeg var homoseksuel og risikere at blive stemplet. Men da programmet fik premiere i USA, blev det en kæmpesucces, og konceptet blev solgt til hele verden.

Året efter, i 2003, ringede de fra Danmark og spurgte, om jeg ville være med i den danske udgave. På det tidspunkt havde jeg ændret mit syn på programmet. Jeg svarede, at der var to ting, jeg skulle undersøge, før jeg sagde ja. Den ene var at spørge min familie, for det var dem, der ville få alle reaktionerne – jeg kunne jo bare flyve hjem til New York, så snart optagelserne var overstået. Det andet var, at jeg kontaktede Matas og sagde, at hvis de ville give mig min egen serie af hårprodukter, havde jeg et tv-show på hånden. I USA havde jeg set, hvordan endorsement deals var blevet en stor ting blandt de kendte.

Da ’De fantastiske 5’ rullede over skærmen i 2004, var jeg rædselsslagen for, at vi ville blive slået ned på Strøget. Men når vi kom ind på Café Konrad eller Café Victor, lagde de straight fyre armene om os og sagde: ”I er for fede.” Det var tværtimod bøsserne, som ikke kunne lide os, fordi de følte, at vi fremstillede homoseksuelle mænd som overgearede og hysteriske.

I dag modtager jeg stadig beskeder og mails fra 35-årige mænd – dem, der var 15 år, da ’De fantastiske 5’ havde premiere – som skriver, at vi var med til at hjælpe dem ud af skabet. Det er det vildeste, og jeg synes, det er fedt, at jeg kan være en rollemodel for andre. Vi var de første homoseksuelle mænd på dansk tv, og jeg tror, vi var med til at bane vejen, fordi vi røg direkte ind i stuerne hos hr. og fru Jensen i Jylland, og pludselig var de nødt til at forholde sig til os.

Da det første program blev vist, var folk forargede over, hvordan vi totalt endevendte den heteroseksuelle mands lejlighed. Vi røg på forsiden af EB og BT, hvilket gjorde, at seertallene eksploderede. Vi lavede ni sæsoner på fem år, inden jeg sagde op, fordi jeg var ved at miste min hverdag i New York – jeg lavede ikke andet end at flyve frem og tilbage til København.

“Da jeg blev spurgt første gang, sagde jeg: ”I’m not gonna be one of five faggots coming down Fifth Avenue.”

Min familie tror, at jeg tog til USA, fordi jeg havde brug for at flygte et sted hen, hvor jeg bedre kunne udleve min seksualitet. Det passer ikke. Men når det er sagt, er der ingen tvivl om, at det var – og er – nemmere at være homoseksuel mand i New York end i København.

Homo-miljøet er meget større, mænd kan gå hånd i hånd på gaden, uden at nogen kigger skævt, og alt er tilladt, uanset hvem man er, eller hvor man kommer fra. Når jeg taler med mine homo-venner derhjemme, kan de jo ikke kysse med nogen, uden at halvdelen af København ved det, og når de åbner deres dating-apps, er det de samme fem fyre, som dukker op igen og igen. Der er mange ting, jeg savner ved Danmark, men det er ikke en af dem.

Læs ogå

Identitet

Jonas Pejstrup: “Der kommer til at gå en generation eller to, før homoseksualitet er helt normalt”