Min søster og jeg var heldige at rejse med vores forældre som børn. Jeg oplevede mine forældre være nysgerrige på kunst og håndværk, skabt af de mennesker, vi mødte. De har samlet mærkværdige og smukke objekter fra deres rejser. En papegøjeskulptur købt på deres bryllupsrejse i Chile, en lille stenskulptur af en slange fra Peru og to grafiske tryk købt af en mand, som solgte dem på gaden i Amsterdam. Summen af alle de oplevelser viste mig, at der ligger en stor værdi i at opnå en viden om andres virke. Og at det er okay at spørge ind til det.
Billedkunstner, 32 år, uddannet fra kunstakademiet i Bergen og er nu en del af Anne Marie Carl-Nielsens program for kunst i offentlige rum på Det Fynske Kunstakademi
Jeg føler mig også dannet af at begynde på universitet som 19-årig og se, hvordan alle litteraturlister stort set kun bestod af hvide mænd. Det er vanvittigt. Den bevidsthed er løbet med mig ind i kunsten, hvor problemet med manglende repræsentation jo er den samme. De indsigter ligger som et bagtæppe. Jeg ved, at der altid er noget, der skal udgraves – der er mere kundskab og viden, store personer og steder, jeg ikke kender til endnu.
Min praksis tager primært afsæt i maleri, skulptur og tekst. Det betyder, at min proces kan variere fra at stå i værkstedet med støvmaske og høreværn på til at sidde på biblioteket og læse og skrive ved min computer. Og så bruger jeg mange timer på at male i mit atelier. Hvis jeg skal starte på en serie af malerier, er det typisk en sætning eller en ret lille konkret oplevelse, som sætter processen i gang. For eksempel en telefonsamtale med min bedste ven, der var i Reykjavik og beskrev for mig, hvad hun så, hvilket førte til, at jeg lavede en serie om sæsonernes skiften, og hvordan årstider bliver mere og mere abstrakt og flydende, fordi de menneskeskabte klimaforandringer påvirker vores omgivelser så meget.
De nye kunsttalenter
Fem af Danmarks mest talentfulde, unge billedkunstnere; Liva Jo Juul Streich, Ihsan Saad Ihsan Tahir, Noa Lachmi, Mia Carl og Søren Arildsen fortæller om, hvad de rundet af, og hvorfor de udtrykker sig, som de gør. Her er det kunstner Mia Carl, der fortæller om sin vej ind i kunsten, repræsentation og at have en kritisk stemme i sine malerier.
Jeg kan godt lide at arbejde groft i starten og lade mine lærreder ligge på gulvet, mens jeg grunder dem og skaber billedets strukturer. Når kompositionen begynder at træde frem, bygger jeg en blindramme, der passer, og spænder værket op. Jeg ser det lidt som en fremkaldelsesproces, hvor jeg tester om værket er, hvor jeg vil have det. Og så arbejder jeg videre med det, mens det står op ad væggen.
Jeg maler med olie, tør- og oliepasteller og kul, og hvad jeg nu ellers har liggende. Og typisk arbejder jeg med et par billeder af gangen. At bevæge mig fra et værk til et andet er godt for mig, for på den måde kan det ene smitte af på det andet. Jeg tænker meget i serier og sammenhænge, et maleri er sjældent noget, der står alene. Der er ofte en del af projektet, der rummer flere billeder og tekster eller objekter, og derfor giver det mening for mig at bevæge mig mellem dem i den samme proces.
Mia Carl
Jeg er inspireret af landskabet både helt konkret og som en metafor. Jeg arbejder med en kontinuerlig undersøgelse af, hvad naturen og vores omgivelser kan fortælle os om skønhed, nærhed, afhængighed og forfald. Om alle de store følelser. Et mørkt, nordisk vinterlandskab kan træde ind som et billede på en menneskelig relation, der falder sammen. I sommer arbejdede jeg på en serie om dansere. Her blev landskabet et slags startpunkt for at spekulere over balancegangen mellem total styrke og yndefuldhed, noget som både planter og dansere besidder.
For mig at se er landskaber også en scene til at fortælle om, hvordan menneskeheden totalt ignorerer vores ansvar for naturen og på groveste vis udnytter den. På den måde ligger der for mig altid en kritik og en dystopi forbundet med landskabet. Jeg ser det som min opgave som kunstner at fremkalde verden på en anden måde end mainstreamkulturen og nyhedsstrømmene gør det.
