Obama-effekten på catwalken

OBAMA FLYTTER IND i det hvide hus… den er feset ind. Det interessante er, at det sandsynligvis kommer til at have en afsmittende effekt på modeindustrien. Flere sorte modeller på coveret af især amerikanske glittede
magasiner og på catwalken i Paris. Målinger viser ellers, at hver gang, amerikansk Vogue har dristet sig til at sætte en sort pige på coveret, er omsætningen dalet væsentligt. Nederen! Derfor har man udelukkende
gjort det, når det var allermest nødvendigt og for at udstråle politisk korrekthed på den der kokette amerikanske måde. Men grundet Obama-effekten spås det naturligvis, at alt det er historie. Der er
åbenbart ingen grænser for, hvad den nye Messias kan tage æren for. Sort er den nye sort, om man så må sige, og det er dejligt nyt for den hotteste sorte model lige nu – engelske Jourdan Dunn – der kan takke Obama for, at hendes karriere nu sidder i yderst behagelig katapult-position. Og Naomi Campbell? Det forlyder, at hun ikke kan mønstre nogen seriøs konkurrence over for Jourdan for tiden, da hun momentant dyrker en slags ‘kontrær spisevægring’.

ANDERLEDES FORHOLDER DET SIG for Halle Berry, der som bekendt var den første sorte kvinde, der – tårevædet og hulkende – modtog en Oscar. Efter fødslen af sin lille datter har hun allerede smidt den overflødige polstring og vil nu forære os alle lidt af sin juice. I form af en parfume forstås! Den slags kendis-parfumer har tradition for at blive bragende succeser i USA, hvor masserne gerne vil hælde lidt

Black is the new black – og modellen
Jourdan Dunn det nye pletskud.

flydende stjernestøv bag ørerne. Det kan de gøre fra marts, hvor parfumen med det lident innovative navn ‘Halle’ kommer på markedet. Vi europæere er langt mere distante over for den slags og føler det intimiderende at lugte af en navngiven person. Vi foretrækker de mere distingverede designerparfumer.

OG HVAD KAN I DEN FORBINDELSE være en bedre nyhed end at det franske übermærke Balenciaga endelig lancerer en ny parfume? Det er sådan set ikke sket siden 1946 med husets legendariske klassiker Dix. Ganske vist skal verden først dufte af Balenciaga til foråret 2010, men med den coolfaktor, det lille elitære modehus i øjeblikket nyder, bliver duften en succes, uanset hvordan den nu engang kommer til at lugte. Hvad er det, man siger – image is everything! Hvis varerne skal sælge i fremtiden, skal samtlige luksusmodehuse inklusive Balenciaga til at tænke lidt over de nye pengestærke markeder. Mangt et fint europæisk modehus er for længst blevet reddet af de nyrige russere og sidst en horde af dugfriske kinesiske millionærer.

MEN HVEM HAR TÆNKT PÅ INDIEN? O.k., indrømmet – Indien associerer man ikke lige med stærk kapital og forbrugere i luksusklassen, men den er skam god nok. Her er masser af økonomisk potentiale, hvis man skal analysere den procession af ekstravagante mærker, der for tiden kæmper om markedsandele i byer som New Delhi og Mumbai.
Dior, Versace og Chanel har allerede slået sig ned, og meget snart følger navne som Armani, Hermès, Cartier og Lanvin trop. Om få år har verden således fået endnu et nyt modemekka
– i Indien af alle steder!

HELDIGVIS BLIVER VI MIDDELMÅDIGE europæiske fattigrøve ikke forbigået, når artsfællen – europæeren og superdesigneren Karl Lagerfeld – for tredje år i træk(!) fejrer 50-året for Chanels ikoniske quiltede 2.55-taske. Han har nemlig fået toparkitekten Zaha Hadid til at designe en slags mobil ufo-lignende tingest – en kunstinstallation i sig selv – hvor 18 kunstnere udstiller specielt fremstillede kunstværker inspireret af tasken. Kunst-ufoen har lige stået i New Yorks Central Park, men i 2009 bliver den sat op i London for at ende sin verdenstour i modens hovedstad (i hvert fald indtil videre …!), Paris. I anledning af
jubilæet har Karl designet fi re limited edition ‘2.55’-tasker, hvoraf den dyreste koster 31.500 – nej ikke indiske rupier. Dollar!

Cosmic chic

Huse som Hussein Chalaya og Balenciaga dyrker de helt skarpe silhuetter i farver som sølv og hvid og futuristiske detaljer i både snit og materialevalg. Men de ultrakorte, feminine kjoler med fokus på ben og barm og brug af draperinger, glimmer og pailletter gør looket alt andet end androgynt. Vælg monokromt for et elegant udtryk og kombiner med markante, metalliske smykker.

Regel: Brug skinnende materialer til at skabe et futuristisk look
Vigtigste designer: Balenciaga
Farverne: Metalliske nuancer
Key item: Skinnende leggings
Musthave-accessories: Spacy halskæder

Nikoline Werdelin

Nikoline Werdelin (f. 1960) er ganske vist flyttet til Berlin, men hun er alligevel en uomgængelig del af dansk kulturliv og er bl.a. blevet kaldt ‘livsstilens stædige seismograf’. Fra 1980’erne bragte hun café- og storbyverdenen ud til hele landet med sine skønne striber, Café, Metropolis, Laura og Nugga m.fl. I dag er hun primært dramatiker og har en populær brevkasse i ugebladet Søndag. På vej er to større illustrationsopgaver og en graphic novel.

ELLE har spurgt hende om …

Tegneserier og graphic novels vs. traditionelle bøger
Jeg ved ikke, om jeg kan skrive ren prosa, men tegne har jeg altid følt, jeg mestrede. Og trangen til at fortælle historier har været der. Det er spændende at vise de små uoverensstemmelser mellem det, vi siger, og hvordan vi ser ud, når vi siger det. Mimikken, kropssproget, øjnene siger mere end mange ord. Historien ligger for mig mellem billedet og ordene.

At hendes stil er blevet kaldt sitcom-agtig
Sitcom ligger lige for. Den ultrakorte form ligger godt til min fortællestil og giver selv den tungeste historie en lethed. Og viser komikken, der altid er til stede; uanset om vi begraver nogen, bliver separerede eller får huset sat på tvangsauktion.

Hvilken figur, der ligner hende bedst
Jeg tror, min egen personlighed ligger i fragmenter i alle mine figurer. Jeg følger personen et stykke vej i livet. De udfordringer, jeg udsætter den for, er nogle, jeg gerne vil bearbejde. Og handlingen opstår ved, at min fantasi fortæller mig, hvad han eller hun vil gøre. Da den også har sin egen vilje, bliver det en blanding af figuren selv og min evne til at finde på. Da jeg kun har ét liv at leve, har det været spændende at prøve flere skæbner af – i fiktionen.

Muligheden for en homo metropolis om Berlin
Der er så mange forskellige kulturer og udlændinge i Berlin, at det ikke ville nytte at forfølge en enkelt kultur for at forstå byen. Desuden er det meget tydeligt for mig hernede, hvor unik den danske humor er, og hvor hjemme jeg føler mig ved at kommunikere med den til andre danskere. Det, vi ‘har sammen’, oplever jeg ikke med nogen andre.

Den bog, der altid står på reolen
Tolstojs Krig og fred. Og Fremmedordbogen!

Erdem Moralioglu

Erdem Moralioglu betragtes som engelsk modes shooting star, og hans superfeminine og poetiske mærke, Erdem, er ét, du skal kende. Den canadiskfødte designer har arbejdet for Vivienne Westwood og Diane Von Furstenberg, inden han gik solo i 2005. Smukke fans tæller bl.a. Keira Knightly, Kirsten Dunst, Chloé Sevigny og Claudia Schiffer.

Erdem om …

S/S 2009-kollektionen?
Jeg har fundet stillbilleder fra Peter Brooks 1970’er-produktion af En skærsommernats drøm. Det var en revolutionerende måde at vise stykket på, med hele scenen som en hvid kasse og skuespillerne, der fyldte den med farve. Sidste sæson var meget grafisk, så jeg ville gerne have denne sæson til at være mere blød og drømmende.

Hvad der inspirerer?
Mange forskellige ting. Alt. Kunst, musik, det der er omkring mig. Jeg kan måske se tekstil fra Tibet kombineret med f.eks. victorianske blonder … Jeg elsker tanken om at sætte ting sammen eller skabe en forbindelse mellem ting, der ikke har en indbyrdes logik og skabe en skøn kontrast.

Hvem, der er i tankerne, når han designer?
Hun er meget elegant og med et smukt ansigt. Tanken om, hvem der bærer tøjet, har altid været den samme. Hun er stærk og måske lidt skør, selvfølgelig meget, meget køn. Forhåbentlig. Og så lader hun sig ikke diktere af sæsoner … Hun klæder sig, som hun har lyst, når hun har lyst, og er måske lidt farveblind.

Savannah Millers 10 bud på god stil

1. At købe sko. Uanset hvad jeg ellers har på, kan jeg altid få mig til at føle mig godt tilpas med et par fantastiske sko. Mine favoritter er et par grønne krokodilleskindssko fra Burberry.

2. At bevare skøn hud. Jeg har været besat af ansigtscreme, siden jeg var 15 år, så jeg har meget blød hud. Jeg bruger en Aveda ansigtsvask og en fugtighedscreme fra Crème de la Mer.

3. Smykker. Jeg foretrækker at have ét godt smykke på. Sienna forærede mig en ring, da min datter blev født; et panterhoved belagt med små bitte diamanter. Jeg føler mig som en million, når jeg har det på.

4. At finde sin egen stil. For mig er det vigtigt, at man klæder sig i tøj, der passer til ens kropsbygning, og at man klæder sig på for sin egen skyld. Man kan tydeligt se, hvis folk ikke føler sig tilpas i deres tøj.

5. At dele tøj. Sienna og jeg deler ganske vist tøj, men hun er halvanden størrelse mindre end mig. Jeg blev så vant til at låne hendes tøj, da vi boede sammen, at jeg nu køber tøj, der er for småt!

6. At købe basistøj. Alle burde eje et par klassiske jeans, en god tank top, en hvid skjorte og cardiganer. Jeg køber det meste af mit basistøj i Gap, især hvide skjorter.

7. At organisere sit tøj. Mit skab er altid overfyldt. Jeg kan ikke retfærdiggøre at bruge 2.000 kroner på noget for så at smide det ud, når moden skifter.

8. At se fantastisk ud på fem minutter. Jeg putter en intens rød læbestift på, såsom ‘Cockney’ fra Mac, og så et par gode stiletter.

9. At købe vintage. jeg elsker at købe vintagetøj, fordi det ofte er håndsyet, og der er kælet for detaljerne, hvad man sjældent ser mere. De bedste vintagefund gør man uden for London. i Stroud, Gloucestershire, hvor jeg bor, har vi et rigtig godt marked til vintagefund.

10. At foretage en stilinvestering. Jeg har en fantastisk Balenciage-læderjakke, som var nedsat fra 25.000 kroner til 7.000 kroner – stadig vanvittig dyr – men jeg vil gå med den, til den er slidt op. Det er værd at bruge lidt ekstra på det rigtige.

Behandling med urter og rosenvand

Jeg har modtaget en anderledes og ikke mindst vidunderlig kropsbehandling, som bruger naturens egne mirakler og får flere verdensdele til at samarbejde. Hos Solar Plexus tilbyder de nemlig mange former for behandlinger – alt fra zoneterapi til kropspeelinger. Når der bliver brugt produkter, er de med spændende, helt naturlige ingredienser – og med min lidt urtede fortid var det ikke noget, jeg kunne lade gå min næse forbi!

Kafir, lime og ingefær
Det var en behandling med så meget historie i, at jeg nysgerrigt sugede til mig, som var det en urgammel indianerkvinde uden en rynke i ansigtet, der delte sine skønhedsritualer med mig. Det var spændende og dejligt, men også imponerende, hvordan de rene produkter som kafir, lime og ingefær kunne varme min krop op, som lå jeg på en fuldtopskruet varmebriks og ikke bare på et par håndklæder. Disse ingredienser kan afgifte huden, og det føltes også sådan.

Søn af alt, der gror, vand og ild og jord …
Mens kropsmasken varmede og virkede på hele mit korpus, blev mit ansigt forkælet med ingredienser fra en anden verdensdel. Kacang Hijau er et pulver af grønne ærter og urter, som blev brugt af indianerne til at smidiggøre deres hud. Det blev blandet op med rosenvand – og vupti! Så var der en dybdefugtende ansigtsmaske. Hvordan de i sin tid fandt ud af det, gad jeg godt vide. Hvor mange eksperimenter resulterede mon i eksem på indianerhøvding Dansende Hunds ryg? Uanset hvad var det dejligt anno 2009, og jeg følte mig i meget trygge hænder.

Ingen bling-bling
Under hele behandlingsforløbet blev der blandet mange forskellige masker med bl.a. kokos, citron og brændt aske fra sorte palmefrugter. Alt bling-bling var pillet fra, og det var de rene produkter, der stod tilbage og nærmest alene skulle give mig en godt to timer lang velværeoplevelse. Naturligvis håndteret af meget kyndige hænder, som ikke mindst afslutningsvis gav fusserne en gang detox i form af zoneterapi for lige at sikre, at detoxen gik fra top til tå! ‘Body, Face & Soul-behandling’, varighed 1,5 time, 775 kr. Der kan altid tilføjes ekstra behandlinger såsom zoneterapi.

Solar Plexus, Studiestræde 43, Kbh. K.

ELLE elsker Wellness

Berigende bad
Har det været en lang vinter? Giv din krop en opkvikkende omgang med Oromi Therapys blide bodywash med citrongræs og E-vitamin hældt på lækker, mørkebrun apoteksagtig pumpeflaske. E-vitamin heler og genopbygger huden, mens duften af citrongræs stimulerer lugtesansen. Min krop, hvad vil du mere?
‘Clear Mind Shower Gel For Refreshment And Clarity’, Oromi Therapy, 240 ml, 149 kr.

Lavendelhimlen findes
Kan fornemmelsen af Frankrig smeltes om til et lys? Mais oui! Økologiske Aveda har lavet et helt igennem vidunderligt duftlys, der dufter så saligt af lavendler, at du straks befinder dig i Provence på en varm sommerdag. Ikke nok med, at lyset dufter himmelsk, du gør også en god gerning ved at købe det. Alt overskud fra salget går nemlig til Global Greengrants Fund, der støtter økologisk landbrug og vandprojekter rundt om i verden.
‘Light The Way 2009 Earth Month’, brændetid ca. 30 timer, Aveda, 210 kr.

Very wellness
Ægte wellness er, når det hele kan klares hjemmefra, og badeværelset for en stund føles som en aflægger til et Bali-resort. Århusianske FF2’s certificeret økologiske kropsolie med kølende pebermynte og varm vanilje gør hverdagen meget sjovere. Bland lidt af olien med en smule fint havsalt i en skål, og scrub dig blød, smidig og klar til solbadning, hvad enten på Bali eller Bellevue.
‘Vanilla & Peppermint All Natural Body Oil’, FF2, 200 ml, 300 kr.

Nyt til din hud

Mere end en foundation
Mac Cosmetics har udviklet en lækker foundation. Den gel-baserede foundationcreme har været længe undervejs. Over to et halvt år brugte eksperterne på at gøre foundationen parfume- og parabenefri, ligesom den er lavet til alle hudtyper, dækker smukt og naturligt, indeholder spf 15 og lover aldrig at ‘kage’. ‘Studio Sculpt Spf 15 Foundation’, Mac, 145 kr. pr. stk.

Stram op!
Det lækre og luksuriøse økologiske mærke Organic Pharmacy, som har en meget trofast kendis-fanskare blandt andre Duffy og Katy Perry, har just lanceret et meget lækkert antiage-serum. Det er sprængfyldt med cellefornyende og nærende ingredienser, dufter dejligt, og så føler man en øjeblikkelig opstramning. Bruges under dagcremen for bedste resultat. ‘Rose Plus Marine Collagen Complex Serum’, Organic Pharmacy, 35 ml, 1.299 kr.

Flydende vitawrap
Til alle os, der er bange for nåle og alle bivirkningerne, men gerne vil have den glatte, Vitawrap-agtige effekt, som kosmetisk kirurgi kan tilføre, er der godt nyt. Sisleys ‘Instant Perfect’ nærmest ‘smelter’ ind i huden, og resultatet er, at ikke bare genoprettes huden, den bliver også både blød og mat. Evig ungdom på tube? Vi er kommet et stort skridt nærmere! ‘Instant Perfect’, Sisley, 340 kr.

Månedens bog: Madame de Pompadour

Herman Lindqvist: Madame de Pompadour
Madame de Pompadour var den ultimative elskerinde. Fra Ludvig d. 15. først så den borgerlige Jeanne Poisson (1721-1764), blev han så betaget af den smukke, begavede, humoristiske og vidende kvinde, at der blev beordret skilsmisse fra hendes mand, tildelt titel af markise (hun valgte selv det feminine navn Pompadour) og klargjort lejlighed til hende på Versailles. Her indgik hun i det ufatteligt stive og ceremonielle hofliv, der var så langt, som tænkes kunne, fra borgernes benhårde og forarmede virkelighed.

Berusende og forelsket portræt
Til især den kongelige families ærgrelse spillede Jeanne rollen til perfektion med sang, dans, musik, champagne, silkekjoler og pudderparykker i et væk, og charmerede alle fra Voltaire til Casanova. Snart blev hun Kongens personlige rådgiver og på det nærmeste landets statsminister, hvilket bragte hende om muligt endnu flere fjender. Eftertiden har været hård ved Madame de Pompadour, men Herman Lindqvist tegner et berusende og forelsket portræt af hende og hendes tid baseret på samtidige kilder og moderne forskning. Ganske enkelt en skøn bog! (Politiken)