Kendte designere laver cykelhjelme

For at få flere til at bruge cykelhjelm har de kendte designere Mads Nørgaard, Jørgen Simonsen, molo-kids og Katvig designet hver deres hjelm, der sælges for 199 kroner i Netto i uge 33.

Hvert år får 2700 cyklister en alvorlig hovedskade, fordi de kommer galt af sted i trafikken. Hvis de havde brugt cykelhjelm kunne halvdelen af dem have klaret sig med små knubs i stedet for at få ødelagt deres liv.

Kampagnen “Sikkerhje(l)m – billige og smarte cykelhjelme til alle” er udviklet af Rikke Gravengaard, som er designer hos designerfirmaet Mørkegaard. Kampagnen støttes af Rådet for Større Færdselssikkerhed og TrygFonden. 50 kroner pr. solgt hjelm går til Hjernesagen og Hjerneskadeforeningen.

Mads Nørgaard er en af de medvirkende designere, og han synes det er oplagt at modebranchen kaster sig over design af cykelhjelme.

– Flere og flere bruger hjelm i dag, og for mange er det blevet en naturlig beklædningsgenstand, når man cykler. Det er oplagt, at vi i modebranchen forsøger at give vores bud på en smart cykelhjelm. Når vi så tilmed kan støtte et så fremragende projekt som Rikkes, går det hele jo op i en højere enhed, siger Mads Nørgaard.

I seng med Missoni

Rezidor Hotel Group, som også driver Radisson SAS hotellerne, har netop åbnet verdens første Hotel Missoni i Edinburgh, Skotland. Legendariske Rosita Missoni har selv stået for indretningen af de seks etagers visuelle nydelse.

Endelig en afveksling fra den evindelige hvid/sorte/grå minimalistiske stemning, der præger verdens design-hoteller: Hotel Missoni i Edinburgh er skabt med en overflod af Missoni-tekstiler med de elskede klassiske og nye mønstre og farvetemaer fordelt på 136 værelser og suiter.

Det kvindelige overhoved af modedynastiet Missoni, Rosita Missoni, har overladt ansvaret for modehuset til sin datter Angela og er i dag ansvarlig for udviklingen af Missonis Home Collection. Til verdens første Hotel Missoni har hun kombineret det umiskendelige Missoni print med design af arkitekter og designere, som hun personligt beundrer, som f.eks. Arne Jacobsen, Eero Saarinen, Marcel Wanders og Hans J. Wegner, hvis Y-stole hun har i sit eget hjem.

Læs mere om Hotel Missoni

Se Hotel Missoni film på YouTube

10 råd til at blive professionel udsalgsshopper

1. Godt begyndt …
Shop i tøj, som du føler dig lækker i, men som er let at tage af og på. Godt undertøj er vigtigt. Hvis du for eksempel skal have G-streng under den kjole, du leder efter, så hav dem på. Husk også behagelige sko, og tag så et ekstra par med, hvis du vil se, hvordan en kjole eller et par jeans ser ud til hæle.

2. Den rigtige dag
… er selvfølgelig første udsalgsdag, tidligst muligt; alternativt, når prisen er nede på 70 procent
(gælder især, hvis du har en ‘skæv’ størrelse, dvs. ud over 38-40). Resten af året bør du planlægge
dine shoppingdage, så de passer til, hvornår dine favoritbutikker får nye leveringer.

3. Hold hovedet koldt
Gå ud fra, at spejle og belysning snyder. Hav gerne et lommespejl i håndtasken, så du kan tjekke dig fra alle vinkler. Led efter et så naturligt lys som muligt, så ser du, om tøjets farve virkelig klæder dig.

4. Research
Læs op, inden du begiver dig ud på din shoppingrunde – læs modemagasiner og modesites på
nettet. I begyndelsen af hver sæson bør du gennempløje din ELLE-trendbibel eller tjekke de fulde designerkollektioner på nettet. Så ved du, hvad du skal kigge efter, og hvad det må koste.

5. Venner er overvurderede
At shoppe med veninderne var måske et helligt ritual i teenageårene, men som voksen klarer man sig bedre på egen hånd. Det er lettere at koncentrere sig, og du slipper for at blive distraheret af venindens insisteren på en kaffepause. Desuden får man førsteret til alle fund!

6. Tag dig i agt for bestsellere
Hver sæson er der noget tøj, som bliver så populært og overeksponeret, at du ville ønske, du aldrig havde købt det. Du husker sikkert Rikkemai-tørklædet og lykkearmbåndet … Hvordan undgår du at
købe præcis det, som alle andre kommer til at have? En tommelfingerregel er, at de her ting plejer at
blive placeret til højre lige inden for indgangen, så de ikke kan misses.

7. Lad dem komme til dig
Tilmeld dig butikkernes mailinglister. Så får du indbydelser til eksklusive førudsalg og outlets og
besked, når nye leveringer er på vej. Og hvis du fortæller en shoppingrådgiver i et stormagasin,
hvad du ønsker, kan hun give besked, når dét er i butikken.

8. Din størrelse er mere end et nummer
Det gælder for både tøj og sko, at du ikke kan stole blindt på størrelsesangivelsen. Hvis du bruger
tøjstørrelse 38 i én butik og 40 i en anden, er du ikke den eneste. Alle mærker har deres egen skala.
Topshop har ret små størrelser i forhold til for eksempel Mango, som plejer at have mere vidde omkring bryster og hofter. Zaras størrelser er mindre end gennemsnittet, mens H&M’s medium kan variere meget fra item til item.

9. Nok se, men også røre
Stoffet er en vigtig faktor at tage hensyn til. Materialet alene, for eksempel 100 procent bomuld eller uld, siger ikke ret meget om kvaliteten. Foretag en enkel materialetest: Kram tøjet. Bliver der tydelige folder og mærker, når du giver slip, skal du tænke dig om en ekstra gang, inden du køber; tøjet vil for hurtigt komme til at se slidt ud.

10. Und dig en professionel
Orker du ikke udsalg? Personlige shoppere er ikke kun for de kendte. De store varehuse tilbyder
personlig rådgivning og styling til alle – i Magasin koster det for eksempel 300 kroner i timen (gratis ved køb over 3.000 kroner), og i Companys får du en time for 400 kroner. Husk at booke i god tid.

Sommerens nuancer: Nude
5 hits nu og i efteråret
Efterårets mode

Cool taske i slangeskind

Engelske Angel Jackson elskes af stjerner som Kirsten Dunst, Katie Holmes og Lady Gaga. De producerer deres tasker af skind fra fair trade-værksteder på Bali og har lavet sommerens musthave: Slangeskindspatchwork-taske med kæderem. Fås i tre farvekombinationer – ELLEs favorit er ‘Whipsnake’ (som vist). ‘Disco Rainbow Jai’-taske, ca. 2.000 kr.

Se mere på angeljackson.com

Se mere ELLE MODE

Få Serena Rees’ 10 bud på god stil

Serena Rees dannede Agent Provocateur sammen med sin eksmand, Joseph Corré, søn af den excentriske britiske designer Vivienne Westwood, Undertøjsfirmaet har fra dag ét excelleret i at være provokerende sexet, og i dag er deres London Soho-butik suppleret med filialer verden over, bl.a. i København. Serena Rees er ikke længere en del af firmaet, men stilen er stadig den samme.

1. Klæd dig i overensstemmelse med dine passioner. Din stil afspejler, hvad du er passioneret omkring. For mig er det femininitet og lingeri, så min stil er sexet og glamourøs.

2. Kend din krop. At se godt ud er en balancegang mellem at fremhæve sine fortrin og skjule sin e fejl. Jeg har en masse Vivienne Westwood- design (min tidligere svigermor), og de fremhæver hofterne, brystet og taljen. Det giver mig selvtillid.

3. Over-dress altid. Jeg går aldrig i jeans og gummisko. Jeg forbød engang begge dele i vores kontorer, fordi jeg var så træt af, at folk så så lurvede ud. Jeg vil hellere være over-dressed. Så ved jeg i det mindste, at jeg ser godt ud.

4. Lær af dine fejl. Vi har alle sammen engang haft noget på, vi aldrig ville iføre os i dag. Men der har været en grund til de fejl. Man kan ikke tale om faux pas, hvis man har lært noget af dem. Jeg husker det positive, ikke det negative.

5. Lad dig ikke styre af trends. Jeg køber tøj, der fungerer for mig, ikke tøj, der er sidste nye mode. Mit yndlingsoutfi t lige nu er et catsuit fra Chanel.

6. Køb det kun, hvis det er særligt. I 1980’erne købte jeg meget mere tøj, end jeg kunne nå at have på. Nu køber jeg kun ting, jeg elsker, og har dem på igen og igen. Den dyreste ting, jeg ejer, er en couturekreation fra Vivienne Westwood til 60.000 kroner. Så meget betalte jeg dog ikke for den.

7. Elsk dit lingeri (selvfølgelig). Min familie flyttede til Seattle (det var meget lidt fashionabelt dengang), da jeg var 11 år gammel. Da jeg vendte tilbage til London som 13-årig, tog jeg ud og købte sorte blonde-bh’er sammen med en veninde. Jeg følte mig med det samme helt anderledes – det gav mig en fornemmelse af power.

8. Find den rigtige størrelse. Lingeri er hele grundlaget for, hvordan dit tøj tager sig ud. BH-skålen skal lægge sig helt fladt mod huden, det giver en glat og jævn form.

9. Kvalitet er altafgørende. Komfort afhænger af, at de forskellige komponenter er af god kvalitet: stoffet, krogene, lukkemekanismen og endda foringen på bøjlerne. Kvalitets-lingeri skal håndvaskes, på den måde holder formen og stoffet sig bedst.

10. Hvordan man er sexet? Lingeri og høje hæle. Den er ikke længere. Jeg har altid høje hæle på, selv når jeg går tur med hunden.

Chloë Sevignys 10 bud på god stil
Få stilen: Chloë Sevigny
Styling der gør dig slank

Den nye kavalergang

DET ER IKKE MANGE år siden, moden var ukristeligt brystfokuseret. Faretruende nedringede rober og toppe var allestedsnærværende fra catwalken i Paris til de røde løbere i Hollywood. For mange kvinder har størrelsen på deres bryster åbenbart været proportional med raten af deres succes. Tjekker man scorebarometeret en almindelig lørdag aften på landets Crazy Daisy-diskoteker vil man sandsynligvis opdage, at intet har ændret sig. Men lad nu lige den virkelige verden ligge lidt. For på modens arena er der p.t. hermetisk lukket for udkig til attributterne, og en ny højhalset korrekthed har vundet indpas. Altså foran. I stedet fokuseres på nye erotiske zoner, nemlig ryggen og – med den kommende lårkorte trend in mente – på lårene.

SPØRGER MAN DESIGNERNE, sidder den nye kavalergang mellem ballerne, der gerne må være udsyn til enten ovenfra eller nedefra. Det har – ifølge rapporter fra New York og London – ført til en stigning i ‘butt-facials’ – altså en slags ansigtsbehandling af ballerne med dertilhørende skrubning, damp, trykken urenheder ud, forskønnende masker og nærende cremer. Stakkels kosmetologer! Og ehmm … hvordan er det lige, jeg skal forklare, at det også er blevet noget så populært at få bleget en vis anal legemsdel til absolut pletfrit babylyserødt niveau …? Hermed er det så sagt! Men – advarsel – forsøg ikke dette derhjemme.

KVINDERNES NYE ENGAGEMENT i deres bagdel skyldes ifølge undersøgelser ikke så meget designernes forsøg på at flytte fokus. Det er simpelthen mændene, der gradvist synes at være blevet mere optagede af rumpetten – så fin skal den være! Det forlyder dog, at plastickirurger stadig har travlt med at foretage brystforstørrelser. Men efter sigende er der nu mere efterspørgsel på de mere ‘sporty’ størrelser a la et par sammenrullede tennissokker. Jeg tør ikke udtale mig om, om en vis Anni Fønsby har noget med denne pludselige eskalerende trend af mindre bryster at gøre … På plastickirurgifronten har man ellers snart erkendt det uundgåelige – nemlig at kinder er de nye bryster.

FOR NÅR BUSTEN ikke skal strutte helt som før, så skal kinderne til gengæld. De nye svulmende kinder ses på mangen en kendis fra Madonna til Micky Rourke og er ved at vinde almen udbredelse. For blot få år tilbage var det sin sag at erhverve de attraktive æblekinder, for dengang skulle huden skæres op, og et unaturligt implantat skulle placeres, hvilket ofte resulterede i et stærkt forandret udseende i den katteagtige afdeling. I dag fylder man kinderne op via injektion på samme måde som f.eks. botox. Med andre ord: Et resultat, man nærmest kan opnå i sin frokostpause.

ER DU I ØVRIGT TIL DYR, men dog til det lidt mere lempelige, så har det danske superbrand inden for avanceret hudpleje, Beauté Pacifi que, netop opfundet noget af en verdensnyhed til de uønskede små furer i ansigtet. Med produktet ‘Line Combat Fluid’, der er på vej ud på markedet netop nu, kan du lamme musklerne i huden i centrale områder på samme vis som Botox. Det skyldes ny forskning inden for … slanger! Man tapper simpelthen bestemte slangers lammende gift og mikser det i geleen, der således virker udglattende på huden efter ganske få dage. Fantazzzzztisk!

DE BLONDE IKONER som Claudia Schiffer og Eva Herzigova har også godt gang i karrieren igen, nu hvor aldersgrænsen på modeller har taget et gevaldigt hop opad. Sammen med Naomi Campbell fra samme generation og en håndfuld ældre modelherrer reklamerer de to for D&G’s største – og i øvrigt en af verdens mest ambitiøse – parfumesatsninger nogensinde. Det spraglede italienske modehus lancerer hele fem dufte samtidig til efteråret, som, de forventer, kan få det spækkede og mættede duftmarked til at bevæge på sig igen. De ikoniske supermodeller hjælper efter sigende det kulørte duftevand godt på vej ved at optræde splitternøgne i kampagnerne. Tja … sex sælger altid!

Væn dig til at vende ryggen til. Andrea Elisabeth Rudolph i toptrendy butt-kjole fra Designers Remix Collection til Dansk Fashion Award 2009
Hvis nu Anni Fønsby blev blondine igen, klemte lidt af læbefyldet over i kinderne, og lidt af barmen ned i rumpetten, ville fashion-verdenen give hende topkarakter
Mickey Rourke har ganske vist satset rigtigt med kinderne, men burde nu alligevel have overvejet at lade være

Malou Aamund og de mange facetter

Er det ikke irriterende altid at få spørgsmål om, hvordan du får hverdagen til at hænge sammen?
– Jeg læser da også modeblade og synes selv, det er sjovt at læse om, hvordan Michelle Obama, Madeleine Albright eller Hillary Clinton får hverdagen til at hænge sammen, eller hvad de dyrker af sport. Men jeg siger da nej til en masse interview, især hvis de kun handler om mit klædeskab, for der skal være plads til hele personen, siger Malou Aamund.

Malou Aamund i medierneHele personen Marie-Louise Aamund har været godt stof i snart 20 år, ikke mindst fordi la famiglia er kendt af stort set alle danskere. Forsider fik hun især, da hun i starten af halvfemserne var model og kæreste med Kronprinsen; et eventyr, der endte nytårsnat 1992 med en køretur i en af kongehusets biler og en promille på 1,13 – uden kørekort. Siden gik det anderledes seriøst for sig. Malou Aamund tog en cand.merc. fra Copenhagen Business School, fik identificeret sit lederpotentiale hos IBM og kom igen i spalterne, nu som eksempel på en af de kvindelige leder i erhvervslivets top, landet i den grad mangler forbilleder på.

Kærlighed frem for studierMange, der fylder 40, bruger netop det som anledning til at kigge drømmene efter – gemmer der sig ikke en uforløst designer eller et lille sydfransk bed-and-breakfast et eller andet sted? – Nej, faktisk har der været mange chancer, jeg var glad for, jeg ikke tog. For eksempel har jeg fået tilbudt nogle heftige karrierejob i erhvervslivet. Kun én ting: Jeg ville gerne have læst på et amerikansk universitet, og jeg læste da også nogle måneder på et summerterm i Californien. Jeg tog hjem på ferie med planen om at tage af sted igen, men herhjemme mødte jeg min mand, og så forsvandt lysten til at rejse. Det var bestemt ikke et dårligt valg!

Et liv med mange facetterMikael Bertelsen og Malou Aamund har for længst fejret kobberbryllup, deres harmoniske familieliv kan ikke engang formiddagsbladene få overskrifter ud af. – Det er rigtig godt, at vi har forskellige typer af karrierer, og at vi går lige meget op i vores arbejde og i vores børn. Hvordan forener du alle dine sider – det kendte efternavn, det politiske arbejde og sommerhuslivet? – Jeg ved godt, jeg ikke har valgt den nemme løsning ved at blive politiker, men for mig er det ikke forskellige liv, for mig er det det samme hele vejen igennem. Hvor jeg er privat? Med børnene, venner i sommerhuset i Tisvilde. Der er man jo bare sig selv …

Malou Aamund

• Forskningsordfører for partiet Venstre, og sidder i udvalgene for uddannelse og for videnskab og teknologi.
• Gift med DR2-vært Michael Bertelsen
• Har tre døtre på fem, ti og 13
• Hendes far er erhvervsmanden Asger Aamund, i dag gift med forfatteren Suzanne Bjerrehuus
• Hendes mor er kunstneren Susanne Aamund
• Papbroderen er modellen Oliver Bjerrehuus
• Fasteren Jane Aamund er en af landets mest læste forfattere

Jane Aamund om sin niece

– Malou er en kvinde, vi alle i familien er stolte af, og jeg, der er den ældste i familien, sidder også med et stort smil på, for i hende ser jeg de stærke gener, der ligger bag hende. Hun har sin ydre skønhed fra min mor, som var meget smuk, da hun var ung. Hendes farmor var den blideste og mest tilgivende kvinde, en engel over for os børn, og den del af Malou så jeg til min store forbavselse, da hun lå med sin førstefødte i armene. Den side, hun bruger i sin karriere, vil komme til at forbavse alle. For her har vi Juliane, hendes oldemor på fædrene side, hovedpersonen i Klinkevals! Og den dame kunne ikke lægges ned af nogen eller noget som helst.

Nikolaj Lie Kaas i Hollywood
Iben Hjejle
 

Replay Online

Du kan nu shoppe Replay på nettet. Mærket har åbnet ny online butik via deres hjemmeside og giver dig mulighed for at komme 360 grader rundt om de enkelte styles.

Et nyt innovativt tiltag er værktøjet ‘tell a friend’ samt Facebook ‘ share tool’, som giver online shopping en social dimension.

Se shoppen her

Åsa Larsson

06.45 Den store galla-dag! Har kun sovet fire timer og vågner helt udmattet efter gårdsdagens fittings på Carlyle Hotel. Jeg drikker to stærke kopper kaffe og kigger ud ad vinduet på regnen i McCarren Park. Min Blackberry bipper. Det er chaufføren, der venter nede på gaden, så jeg skynder mig ned.

08.00 Møder min assistent, Charlotta, for at diskutere sidste øjebliks kjoleændringer. Victoria Beckhams polkaprikkede kjole sendes lynhurtigt op til Midtown, Winonas sorte satinkjole bliver syet i vores SoHo-butik, mens jeg sender en syerske op til Harry Winston for at sy en safir til to millioner dollar på Kate Moss’ gyldne lamé-turban. Marc har en lille overraskelse til mig – han har i sidste øjeblik besluttet at holde et afterparty på Monkey Bar. Av! Jeg skal på ingen tid invitere over 100 af de vigtigste kendisser i branchen. Og Marcs liste er meget specifik.

12.00 Ingen tid til frokost. Marc sms’er, og designerne har brug for hjælp til at kigge på ændringerne. Rygtet om afterparty er ude, og diverse kendisser og publicister ringer for at komme på gæstelisten. Jeg fornemmer, at festen bliver temmelig stor.

15.15 Forlader kontoret med Selma Blair og Kates (Moss, red.) kjoler og bevæger mig op mod Carlyle Hotel. Trafikken på Park Avenue er tæt. Bliver nervøs. Hvert minut tæller.

16.05 Ringer til Kate Moss’ assistent og går op på hendes værelse. Kjolen mangler tilsyneladende et stykke! Ringer til Marcs designer, Joseph, som næsten får et hjertestop. Men det går op for os, at alt er o.k., Kate havde bare taget den forkert på!

16.40 Har stadig ikke spist frokost. Nupper en granolabar og drikker en halv liter Pellegrino. The Carlyle er åbenbart hjem for alle stjernerne i denne weekend. Støder ind i Anna Wintour og Rachel Zoe i hendes kæmpe pelsfrakke i lobbyen, Kate Hudson sniger sig ind i elevatoren på 18. etage kun iklædt en hvid mandeskjorte. Liv Tyler, Bruce Willis, Tom Ford og Woody Allen flokkes i restauranten, mens jeg pendler frem og tilbage mellem værelser og lobby.

17.20 Min assistent damper Roses (Byrnes, australsk skuespiller, red.) kjole, mens min praktikant ankommer med Victorias skrøbelige kjole. Alle kjoler er nu helt perfekte, thank god! Løber op til Royal Suite, hvor Victoria venter. Hun poserer og smiler – kjolen passer helt perfekt. Pyha.

18.45 På den røde løber på Metropolitan Museum. Jeg assisterer vores damer med fotografer og interview. Alle brikker falder på plads, og jeg føler mig lettet og meget stolt! De ser alle sammen fantastiske ud, og jeg kan forlade The Met.

20.30 Endelig middag. Mac & cheese med mine kollegaer på Carlyles hotelbar. Og et glas champagne, mums. Jeg er udmattet, og det er ikke engang tæt på at være overstået.

22.30 Ankommer til Monkey Bar, et gammelt newyorkerhænge- ud-sted. Marc, Madonna, Rihanna, Kate Bosworth, Justin Timberlake … et kæmpe celebrityslæng ankommer, og festen begynder. Smider et par partycrashere ud.

24.00 Musikken dunker, og det gør mine fødder også. Anne Hathaway rækker mig en vodka-soda med et smil. Tænker, at det ikke kan skade, og hvem kan sige nej til Annie! Sikrer mig, at Madonna og Jesus får deres cosmopolitans, som de har bestilt. Madonna begynder at danse med solbriller på, og alle danser med. Et øjeblik, jeg sent vil glemme. Succes!

04.00 Forlader endelig Monkey Bar, og chaufføren kører mig hjem til Williamsburg. Hvilken dag, hvilken nat! Kravler ind i sengen hos min forlovede, David. Tripletjekker min Blackberry og sætter vækkeuret til om tre timer. Er SÅ spændt på at se overskrifterne i morgen!

Svenske Åsa Larsson

 

Hvert år i maj samles cremen af cremen inden for modeverdenen til The Met Gala, årets største sociale event i New York. Den officielle anledning er The Met Museums store modeudstilling (i år The Model As Muse, årtiers bedste modefotografi er). Den uofficielle at flashe det bedste inden for design samt at lave en tjekliste over årets it-personer. Årets dresscode? Kort!

Se galleriet med de smukke kendisser til The Met Galla 2009

Dansk Fashion Award

Garden Girl

Udsalg i Holly Golightly

Holly Golightly skyder i dag d.22 juni sommerudsalget i gang og du kan spare 50 procent på alle de lækre mærker i butikken. Derudover vil varer som normalt ikke kommer på udsalg være nedsat med 25 procent.

Butikken fører mærker som Balenciaga, Alaïa, Christian Louboutin, Marni, Marc Jacobs and Yves Saint Laurent.

www.hollygolightly.dk