Krimihype: Hypnotisøren

Der er nu noget bizart over, at hele verden kan lade sig fælles-hypnotisere og begejstres over mord, død og ulykke. Ikke desto mindre er det sket gennem de senere år med først Dan Browns bøger og siden Stieg Larssons, og nu står så deres afløser klar: Hypnotisøren.

Den svenske krimi er blevet et gigantisk hit allerede og solgt til 25 lande, inden den overhovedet blev udgivet i moderlandet, Sverige.

En smagsprøve på en international bogmesse var nok til at overtale forlagsredaktørerne om, at her var endnu en succes.

Ægtepar bag pseudonymet
Bag bogen stod tilsyneladende den ukendte Lars Kepler, men rygterne gik hurtigt, og efter mange gisninger i løbet af sommeren stod et ægtepar endelig frem som forfatterduo bag pseudonymet.

Alexandra og Alexander Ahndoril – hun er forfatter og litteraturkritiker, han dramatiker og forfatter – er forældre til tre små børn, men det har ikke forhindret dem i at skrive en bestialsk bog om de mest dybtliggende lag i mennesket. Og ikke mindst i familiens mekanismer.

Det “pæne”, svenske samfund
I Hypnotisøren får vi alle tænkelige versioner af, hvad der foregår i privaten; fra moderbindinger til børnemishandling og incest. Samtidig gør de, hvad de kan, for at skildre det svenske velfærdssamfunds verdensfjerne subkulturer, der flirter med alt fra nynazisme til pokemonspil. Alt sammen for at vise, at der ikke er så langt mellem fantasi og virkelighed, som vi går og bilder os ind. At det irrationelle i overraskende høj grad kan få lov at dominere i et ellers så fornuftigt og “pænt” samfund som det svenske.

Kontakten mellem det rationelle og det irrationelle (overjeg og underjeg, hvis vi taler freudiansk) er noget, hypnotisøren Erik Maria Bark er ekspert i at skabe. Faktisk er han så dygtig, at han bliver tilkaldt af politiet, da man efter nedslagtningen af en familie i et ellers pænt villakvarter kun finder en overlevende dreng, der er tæt på at dø.

Bark skal hypnotisere ham for at finde ud af, hvad han ved om morderen, inden denne evt. finder frem til en søster, som ikke var hjemme under myrderierne.
Bark gør det med overraskende og uhyggelige resultater til følge, og så er der ellers åbnet for Pandoras æske, hvor alle omkring hypnotisøren og drengen skal kæmpe for livet.

Manglende politiresearch
Det mærkes, at bogen er blevet sendt lige lovlig hurtigt ud på markedet. Undervejs tabes forskellige tråde, man undrer sig over ulogiske handlemåder og manglende politiresearch, og visse personer ryger i lange stræk så meget i baggrunden, at man nærmest har glemt dem igen. Men alt andet lige:

Uh, for en pageturner. Den er selvfølgelig allerede solgt til filmatisering, og det bliver med svensk statsgaranti en af dem, hvor man sidder halvt nede i sædet med hænderne for øjnene og fingrene spredte som persienner; klar til at blive lukket sammen.

Lars Kepler: Hypnotisøren, oversat af Jesper Klint Kistorp, 585 sider, Gyldendal, 350 kr. Fås også som lydbog indlæst af Peter Jorde.

Hør en bid af lydbogen her

Louise Goldin for Topshop

Der er gode nyheder til high street fashion fans. Louise Goldin har nemlig indgået et samarbejde med Topshop og lancerer denne vinter en linje af de selv samme ekstravagante stiletter, som designeren havde iklædt modellerne til sit eget SS10 show i London.

Stiletterne er glamourøse i rosa, beige og sort med fine sten, og pigge på tå eller hæl er en lækker detalje, der gør dem perfekte til at opbløde et råt outfit eller give et feminint look en hård kant.

De uimodståeligt lækre stiletter i beige og sort kommer i butikkerne den 16. februar, mens du må vente helt til den 9. marts, hvis du vil have fingrene i en rosa version af skoen.

Alle styles kommer til at koste 1.799 kr.

Wackerhaus vinder Max Factor New Talent Award

Designer Trine Wackerhausen kan med rette have armene i vejret og nyde sejrsrusen som vinder af konkurrencen Max Factor New Talent Award.

Louise Amstrup og Eluise udgjorde Wackerhausens hårde konkurrenter, som gjorde beslutningen svær for den kompetente jury, der sammen med et utal af modeelskere står bag kåringen af Wackerhausens skarpe design i eget navn.

Med sejren i hus kan det succesrige danske designtalent glæde sig til at se sin Wackerhaus AW10/11 kollektion på catwalken under Copenhagen Fashion Week i uge 6, hvor Max Factor med et fuldt sponsoreret modeshow på Københavns Rådhus til en værdi af 150.000 kr. gør sit for at skabe fokus på modebranchens nye talent.

Awarden er en sand milepæl for Trine Wackerhausens brand, som med en blot seks år gammel fødselsattest allerede får chancen for at gøre sig bemærket på en international scene, når showet i København løber af stablen.

Her skal Wackerhausen fremvise sit særlige talent for at skabe tidløst og kontrastfyldt design, der med anvendelige styles kan tilbyde maskulinitet og raffineret elegance, rå kant og blød femininitet, skarpe silhuetter samt omhyggeligt placerede detaljer.

Dermed har det voksende designtalent gode udsigter til en udvidet fanskare af modebevidste kvinder.

Urban chik

Tænk blødt læder, chunky strik og tynd jersey, hold farvetonerne i grå, sort, beige og brun, og sørg for at vælge et par vilde støvler, der underbygger stilen.

Se galleriet med de skønne og uundværlige urban-items!

 

Moderedaktørens favoritter i januar
Absolutte musthaves 2010

ELLE elsker eventyrligt pynt

Hyld den 96 år ‘gamle’ dame i denne fine neon version, som både kan stå på bordet eller hænge og glimte i vinduet.

Formentlig ikke en version som havfruens far, H.C. Andersen, kunne have forestillet sig i sin ellers så vilde fantasi!

Find hende her:

butikbutik
Nodre Toldbod 27
København K
butik-butik.dk

The Royal Cafe
Amagertorv 6
København K
www.theroyalcafe.dk

Nøgent look fra Dior

En helt ny slags tre-i-en fast foundation farvepalette fra Dior, der giver dig tidens nude-look – altså et smukt, fejfrit udseende med en perfekt teint og en naturlig glød.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er det ikke!

Paletten kommer i en superlækker og enkel indpakning, der helt sikkert vil passe ind på de fleste badeværelser. Den indeholder en let pudder-foundation, der udglatter hudens teint, en varmere nuance, der former ansigtets konturer og en highlighter, der oplyser de fremtrædende områder af dit ansigt.

Sådan her bruger du den:
1.Udjævn: påfør let den neutrale nuance som sidder nederst i paletten i hele ansigtet – ligesom med en klassisk pudder-foundation.
2. Skulptér: brug den mørke nuance i midten til at fremhæve ansigtets konturer fx langs kindbenene.
3.Illuminér: påfør den lysere nuance ved øjenområdet og på den øverste del af kindbenene for at sprede et strejf af lys og liv.

Natural Glow Sculpting Powder Makeup SPF 10, Dior, 400 kr.

Lohan beskyldt for at designkopiere

Billige kopier af eksklusive designere er old news. Adskillige highstreet butikker har gennem utallige sæsoner smugkigget til de store designere og med en lynende fart skabt lettere tilgængelige styles, der ligner dem fra catwalkentil forveksling.

Tendensen har imidlertid taget en drejning, efter at Lindsay Lohan er blevet beskyldt for at efterligne James Lills, designer for Black Milk, med et par leggings i Lohans kollektion fra eget tøjmærke 6126.

Også designer Jen Kao mener at være blevet offer for filmstjernens ærgerlige kopiering, som udnytter designere, der ihærdigt forøger at plante navn og image i en benhård modebranche.

Lohan afviser dog al kritik!

Kilde WWD.com

ELLE elsker Frankrigs nye Gainsbourg

Et af 2009’s bedste albums må være Benjamin Biolays ‘La Superbe’, der kom i oktober. I sin blanding af indie-pop og chanson, bliver det bliver ikke meget mere fransk (på den gode, cool, intense og dybt-sensuelle måde!), og Biolay er da også for længst udråbt til Frankrigs nye svar på Serge Gainsbourg.

Dobbelt-cd’en ‘La Superbe’ er bygget op som en rejse gennem livet og kærligheden med Charles-de-Gaulle-lufthavnen som afsæt, og den skal absolut høres om aftenen, hvor man har dagen/rejsen i kroppen, og tvinges ned på sofaen/sæde 23 A, ned i gear.

Dertil kommer, at Benjamin Biolay (der i øvrigt fylder 37 den 20. januar) ikke er en hr. Hvem-som-helst i det franske kulturlandskab.

Singer/songwriter/produceren/skuespilleren ligner en ung Brad Pitt, har været gift med Catherine Deneuves datter, den cool skuespillerinde Chiara Mastroianni, modtaget utallige priser og hædersbevisninger (bl.a. indstillet til en Cesar for en af sine filmroller) og er (musikalsk) blevet blåstemplet af selveste Charlotte Gainsbourg, der har rost ‘La Superbe’ til skyerne.

Præcis, hvor den hører til.

Køb den, nyd den. Den er superb.

amazon.co.uk og benjaminbiolay.com

Sam Worthington

Når man møder den australske skuespiller, er hans karisma og appeal slående. Worthington er smuk med markante træk, og han er åben, dynamisk og indtagende. Iført en sort T-shirt og sorte jeans satte skuespilleren sig ned til en snak i L.A.

Hvilken type mand er Jake Sully fra Avatar?
Han er en sej, benhård marinesoldat, men faktisk gik jeg til rollen som en syvårig, der ikke gider at blive fortalt, hvordan han skal opføre sig. Min inspiration var min nevø Ridley, for selv om Jake er marinesoldat, er det essentielle ved ham hans evne til at undres. Filmen handler om undren og om at tro på dig selv. Så i stedet for at spille ham som en kynisk soldat ville jeg have ham til til dels at være som et barn.

Optagelserne tog lang tid …
Jeg arbejdede uafbrudt i 14 måneder, og alt ændrede sig i den tid, ikke kun i forhold til arbejde. Jeg så ikke mine venner lige så meget, mine relationer og mit liv ændrede sig. Jeg arbejdede så hårdt. Men når du arbejder med James, bliver du nødt til at være dedikeret, så du står op, du tager på arbejde, du beklager dig ikke, og han presser dig til at overgå dig selv.

Hvad med den centrale kærlighedshistorie i filmen?
Da Jake ser en meget smuk, blå kvinde med en hale (Na’virumvæsenet Neytiri spillet af Zoe Saldana, red.), er det jo ikke, fordi han siger: ‘Det er virkelig en lækker tøs på næsten tre meter der,’ han ser hendes sjæl og hendes hjerte, og det er det, han øjeblikkeligt forelsker sig i. Hun presser ham, hun lader ham ikke slappe af, og en kvinde, der på den måde har nosser, er en typisk James Cameron-kvindefigur. Det er sådan, forholdet er, han bliver konstant presset og skubbet til at tage sig sammen
og være en bedre mand, et bedre menneske. Når du møder Zoe, vil du forstå, hvorfor kærlighedsscenerne ikke var særligt svære for mig at lave. Hun er fantastisk, og det her er en film, der viser, at ligegyldigt hvordan du ser ud, er det dit hjerte, der gælder. Na’vi’ernes måde at se verden på er meget romantisk og spirituel, og det kan jeg vildt godt lide.

Du har opnået international succes meget hurtigt. Men hvordan blev du egentlig skuespiller? Var det noget, du drømte om, mens du voksede op?
Overhovedet ikke. Min drøm var at slippe væk fra min by. Jeg var murer, jeg byggede huse, og skuespilleriet startede egentlig med en pige. Jeg var 19 år gammel og mødte en pige, der gerne ville optages på Australiens bedste dramaskole, NIDA, hvor Mel Gibson, Cate Blanchett og mange andre har gået. Hun aflagde så en prøve, og jeg afl agde den sammen med hende som moralsk opbakning; for at opmuntre. Til sidst sagde de: ‘Kunne du have lyst til at være her de næste tre år?’ Jeg kom ind, hun gjorde ikke, og det var det. Hun droppede mig en uge efter (griner).

Har det sidste års tid ændret dig?
Jeg tror egentlig ikke, at jeg har ændret mig så meget. Jeg er 33 år gammel. Jeg er australier, og mine fødder virker til at være solidt plantet i mulden. Jeg ved, hvem jeg er. Jeg prøver at bevare alt så normalt som muligt, fordi jeg har et unormalt job, så jeg står stadig op og vasker tøj. Altså, verden ændrer sig, du ændrer dig ikke. Verden bliver en smule mere skør, og alle fortæller dig, at du er den næste “hot thing”, men det ville de jo aldrig sige, hvis de så mig, når jeg lige er vågnet om morgenen. Det er der ikke noget hot ved. Jeg brænder bare for mit job, jeg elsker det.

Til sidst, Sam, har du nogle passioner eller hobbyer, der ikke har med dit arbejde at gøre?
Det at lave film er min hobby (griner). Det får mig til at slappe af; det er mit liv, og det er et af de bedste job i verden. Altså, jeg tager på arbejde og løser problemer, bekæmper robotter, dræber aliens og kysser smukke kvinder. Jeg er en meget heldig mand, for nu at sige det.

SAM WORTHINGTON
Sam Worthington (f. 1976 i Australien) er Jake Sully i 3-D-storfilmen Avatar, instruktør James Camerons første siden den milliardsælgende Titanic med Kate & Leo. Han er uddannet fra NIDA (den australske skuespilskole), og har tidligere spillet både teater og i tv-serier. Du kender ham fra Bootmen, Somersault og Terminator Salvation (med Christian Bale). Glæd dig også til at se ham i The Debt (med Helen Mirren og Jesper Christensen), Clash of the Titans (med Ralph Fiennes og Mads Mikkelsen) og ikke mindst Last Night, hvor han er del af en ménage a trois med Keira Knightley og Eva Mendes.

Relancering af en LV-klassiker

Louis Vuittons klassiske emblem-tørklæde Shawl Monogram, som har eksisteret i snart 21 år, lanceres nu for det nye årti i en serie af tre limited edition tørklæder.

Tørklæderne, som er den første fornyelse siden 1996, er udført i uld og silke og hedder hhv. Rock, Minimalist og Bleach.

Hver især hylder de med særegne præg og karakteristika en særlig kultur: Rock er med sin laminerede effekt en hyldest til de hedengangne vinylplader, og Minimalist hylder den japanske kultur med fine polkaprikker i blød velour, mens Bleach hylder det alternative med sit blegede batik-look.

Du finder Shawl Monogram hos Louis Vuitton til 3.600 kr.

ELLE elsker laundry day

Bare tanken om at slæbe strygebrættet frem fra skabet og varme strygejernet op er til at falde i søvn over, og hvordan er det nu lige, man stryger en skjorte uden at skabe flere krøller end før, man havde fingrene i den?

ELLE elsker denne fantastiske steamer, der efter 45 sekunder puster fin damp ud, som tryller dine krøller i tøjet væk så let som ingenting.

Du skal blot fylde almindeligt vand på og føre mundstykket hen over tøjet, og vores nye bedste ven er endda på hjul, så du kan gøre det lige, hvor du vil!

Den virker på alt fra fine silketoppe, til kærestens skjorter eller toppen fra Zara, der bare ser bedst ud uden krøl.

På ELLE er vi dampklar, undskyld: kampklar (eller i hvert fald bare klar) til sommersæsonen med helt glatte silkebukser, tynde toppe og fine blazere.

‘Nordsteam 900’, 999 kr. hos Nordtex.dk