ELLE elsker McQueen

Modeverdenen er blevet (væsentligt) fattigere efter den engelske designer Lee Alexander McQueens selvmord i forrige uge.

Han var genial som få, og hans show i Paris derfor noget af det allermest hypede. McQueen var en ener; en frontløber som stod bag et utal af trendsættende designs – fra de lavtaljede bukser i 90’erne og plateausko i nye astronomiske højder til sin ‘signatur’ dødninge-hovederne, som han brugte som prints og charms på sko, armbånd, taske mm til hans seneste kollektion (SS2010) med computer-animerede prints.

ELLE elsker McQueen for alt det han stod for – og alt det vi vil huske ham for fremover.
Heldigvis kan du stadig nå, at få lidt ægte McQueen endnu.

Vi er faldet over dette fine armbånd fra net-a-porter.com.
Pris: 1.265 kr.

ELLE
ELLes chefredaktør Cecilie Christiansen

Clarks Originals laver kunstnersko

Vil du være et omvandrende kunstværk? Så læs her.

Dette forår har Clarks Originals indledt et samarbejde med den anmelderroste kunstner Pete McKee, som har sat sit kunstneriske præg på Clarks Desert boot.

Mckee har kun malet en 5-års tid, men har allerede haft flere solgte udstillinger. Tilbuddene vælter ind fra store navne som Oasis, Arctic Monkeys og 20th Century Fox, og denne gang er det Clarks, der har fået fingre i ham.

I sin kunst indfanger McKee den ikoniske “mod”-kultur fra 1960’ernes England. Clarks Desert Boot var på daværende tidspunkt et vigtigt musthave for enhver “Mod” med respekt for sig selv og er stadig den dag i dag en cool og samtidig underspillet støvle.

Pete McKee Special Edition Desert Boot forhandles i Clarks Store Copenhagen, Kirsten Bernikows Gade 7, 1105 København K til 1.099 kr.

Søren Bach

Søren Bach er kendt i det meste af Europa for sine evner som frisør; et virke han har bestredet i over 20 år. Han har klippet alle de største stjerner i ind- og udland. I Danmark har han været privat-frisør for Aqua og i de seks år, han boede i London (2003-2009), var han frisør for bl.a. Westlife, David Becham og Naomi Campbell.

Efter at have brugt mere end to årtier på hårkunsten valgte Søren Bach i 2007 at uddanne sig til modist på Royal College of Art. Søren Bach specialiserede sig fra start af i at lave hatte, som bar præg af hans ekspertise i at arbejde med hår: Han arbejder stort set udelukkende i pels.
– Jeg endte nærmest ved et tilfælde på Royal College of Art for at tage min MA, fordi det arbejde, jeg havde før, blev mere og mere eksperimenterende. Mit arbejde med hår og pels er mit helt eget udtryk, formet af min kreativitet og energi, og med et klassisk præg, som er centralt for min stil, siger Søren Bach.

Bach har tre couture kollektioner af hatte, hver bestående af 8-10 stykker under eget navn, Søren Bach. Alle har de fået en overvældende modtagelse af presse og stylister. Hans arbejde er blevet omtalt i Dazed & Confused, POP, Numero, russisk Vogue og britisk Vogue. En hat fra Søren Bachs afgangskollektion er repræsenteret i Stephen Jones ‘Hats: An Anthology’-udstilling på Victoria & Albert Museum i London, som i øjeblikket turnerer rundt i verden. Han har desuden leveret unika-hatte til navne som Björk, Naomi Campbell, Kate Moss, Lene Nystrøm og Grace Jones.

Søren Bach siger:
– Der er en romantisk forestilling omkring det at være modist, men jeg tror, det er under forandring. Victoria & Albert Museums seneste Stephen Jones udstilling var tegn på, at yngre designere nu fremstiller hatte, som helt sikkert ikke kan bæres til ordinære begivenheder! At være modist er igen blevet et kunstnerisk fag.

Søren Bach er født og opvokset i Nykøbing Mors i Nord Jylland. Han har i dag egen butik i midten af København.

ELLE Elsker blå chokolade

I denne tilsyneladende evige vinter gælder det om at jagte det, der minder om sommer. Og hvad er bedre end at kombinere det med sul på kroppen, så man ikke går og fryser, mens man venter?

Lindt har præsteret lidt af en genistreg i den henseende, nemlig deres nye chokolade ‘Blueberry Intense’. Der er tale om 100 gram fin, mørk chokolade i Lindts karakteristiske eksklusive indpakning og med fyld af blåbær og mandelstykker. Møf, siger jeg bare. Mens den mørke chokolade varmer, fylder og smelter i munden, supplerer den skæve blåbærsmag med løfter om sommer og lange, lyse nætter.

Og behøver jeg at minde om, at både chokolade, nødder og blåbær er fyldt med antioxidanter? Det er vist det, man kalder en win-win situation.

‘Excellence Blueberry Intense’, Lindt, 100 g, vejl. pris 23,40 kr. i Irma, SuperBest, Føtex, Bilka, SuperBrugsen, Kvickly og Kvickly Ekstra.


ELLEs redaktionschef Malou Wedel Bruun

Traditionelle Dries Van Noten

Det var ikke nyt terræn, der blev betrådt, da Dries Van Noten viste sin S/S10 kollektion frem i Paris den 4. oktober.

Designeren havde haft etniske toner i ørerne, da han tegnede kollektionen, og efter de forgangne sæsoners eksperimenterende og nyskabende kollektioner gav Dries Van Noten denne gang sine trofaste fans og samlere en mere konservativ kollektion spækket med husets traditionelle signatur af alverdens print og mønster, som indhyllede samtlige modeller på catwalken.

Casual og eksklusive udtryk blev blandet i dekorative frakker, bløde jakker, pyntede smykker og prydede tasker, sarongnederdele, løse kjoler og eksklusive toppe – alt sammen i et væld af tekstiler og broderier, der gav associationer til markeder i Kina og Sydøstasien.

Dsquared2 going camping

Der var glamour på campingpladsen, da Dsquared2 gav deres bud på sommermoden anno 2010.

Temaet var couture camping, og dette viste de to designere Dan og Dean Caten meget overbevisende, da de åbnede deres show med en skinnende koralfarvet gallakjole båret med en trucker cap.

Efterfølgende betrådte modellerne catwalken iført minikjoler og -skørter samt superhøje hæle sammen med skødesløst hår under kasketter, og catwalken var forvandlet til en campingplads, hvilket understregede det økologiske tema.

En model kom anstigende med et tæppe, der var viklet om livet og fastsat med et nittebælte i taljen, og sokker var stoppet ned i chunky stiletter og lakstøvler.

Spidse sølvnitter var der rigeligt af, og anorakker samt regnfrakker var båret over pailletbesatte festkjoler og store halssmykker.

Senere var en jersey sweatshirt stoppet ned i en pink laknederdel, og flere steder var der plaster på knæene, en fugl i håret eller en øl i hånden.

Man kunne levende forestille sig modellerne, der havde trukket det korteste strå i familiens diskussion om sommerferiedestinationen, og nu kun følte sig behageligt til mode i mudderet i kraft af deres pumps og pæne kjoler.

Stil går man jo ikke på kompromis med!

Emilo Pucci

Bondagekjoler og længere rober i let chiffon og lystigt print, frynser, grafiske detaljer og rå jakker kendetegnede Emilo Puccis sommerkollektion, der var skabt i gul, rosa, hvid, grå og guld.

Det var tydeligt, at modehuset var i sit rette element denne sæson, da S/S10 kollektionen kom på podiet i Milano.

Med en fødselsattest fra 1960’ernes jet-set Capri og en chefdesigner, der har en passion for scubadiving er modehuset som skabt til sommersæsonen.

Netop undervandsuniverset var da også at spotte på catwalken, hvor prints med undersøiske referencer samt langærmede minier, der kunne minde om dykkerdragter, blev båret af bedårende modeller.

Også flere flagrende gulvlange kjoler og blå one shoulder dresses mindede enhver med kendskab til eksotiske koralrev om revfisk, der naivt vimser omkring i det smukke, men lunefulde ocean.

Endelig var lækkert badetøj et godt bud strandens dominerende look, og modellerne spankulerede over den sceniske catwalk i badedragter, hvor mest muligt stof var skåret væk, så kun højst nødvendige kropsdele var skjult bag beskyttende tekstil.

Flower power hos Etro

Veronica Etro var loyal over for det italienske modehus’ eksotiske tradition, da hun i Milano præsenterede sit bud på sommermoden med sin S/S10 kollektion.

Chefdesigneren havde formået at lave en kollektion, der på unik vis kombinerede nutidens tendenser med Etros 1970’er-inspirerede design.

Således kunne man finde både jumpsuits, boyfriend blazers, store clutches og plateauhæle på podiet, men mest iøjefaldende var dog de mange flade sandaler med meterlange snører, frynsebesatte øreringe, transparente skjorter og gulvlange, flagrende kjoler med dybe udskæringer og farverige mønstre.

Den romantiske sommerstemning blev understreget af det kreppede hår på de smukke modeller, der kom valsende som gudinder ned ad podiet.

Fendi

Den ellers så strømlinede Fendi-kvinde var blødt lidt op og havde fået et romantisk præg, da Karl Lagerfeld iklædte hende lækre pasteller, eksperimenterende tekstiler og skønne dekonstruktioner til S/S10 showet i Milano.

Modeikonet Karl havde fremtryllet en smuk forårskollektion for italienske Fendi, og skødesløst lækkert silke flagrede om modellerne og formede smukke gudindekjoler, elegante skjorter, ballonnederdele, pufærmer og trekantede bh’er.

Både kuvert clutches og de mere voluminøse af slagsen udgjorde eneste accessories blandt overdådigheden af tekstiler, hvor også tylslør, blonder, silkebånd, lærred og store pelslignende veste havde fundet sin plads.

Ikke overraskende, men snarere ganske forventet modtog publikum en fuldendt kollektion af en designer med en kontant finger på pulsen og en clairvoyant sjette sans.

Gucci

Den flagrende romantiske tendens var borte med blæsten, og ligeledes var de forgangne sæsoners folklore, da Guccis S/S10 kollektion blev vist under Milan Fashion Week.

I stedet havde designeren Frida Giannini valgt at satse på skarpere toner denne sommer, og ændringen klædte modehuset.

Stilen var ledt over på et sci-fi og futuristisk spor, hvor kunstneriske snit og grafiske udskæringer fremstod stærke og sprængfyldt med energi.

Rå jakker og højtaljede leggings belv vist sammen med stramme kjoler med sporty elementer.

De atletiske referencer fortsatte i kollektionens anden del, hvor orange print viste den sidste rest af etnisk folklore blandt tyngden af sorte og grå items, der blev gjort glamourøse og knivskarpe af metal, læder og skinnende elementer samt skrabet hår, store solbriller og cut-out snit, der afslørede bar hud.

Monogrammet var røget i glemmeskuffen, men det var hverken de karakteristiske bæltespænder eller frynserne til at dekorere taskernes lynlåse.

En kollektion der falder i god jord hos en rigtig Gucci pige.

Hermès kridter skoene

Jean Paul Gaultier havde designet en chik og sporty S/S10 kollektion for det franske modehus Hermès, og den dugfriske kollektion i hvide, brune, sorte og brændte røde nuancer blev præsenteret af smukke modeller, som slentrede lækkert op og ned ad en kunstig tennisbane.

Plisserede nederdele, polo T-shirts, små shorts, pandebånd, sportshandsker og kasketter var transformeret til et fashionabelt format i læder, lak, fin strik og transparente materialer, som i mindre grad egnede sig til en duel på tennisbanen med blod, sved og tårer.

Modellerne var snarere off-court spillere, der så lækre ud med deres store Birkins, lange nederdele og lækre T-shirts, der faldt skødeløst ned over den ene skulder og afslørede en hvid bikinioverdel.

Et enkelt eksklusivt og langt, sort jumpsuit var tilsyneladende tiltænkt middagsselskabet efter turneringen, og de høje sandaler og chunky armbånd, små clutches samt feminine taljebælter understregede modellernes sommerfriske high-class elegance.

Hussein Chalayan til den modne kvinde

Det var med live orkester, at Hussein Chalayan fremviste sin S/S10 kollektion, der viste sig at være både romantisk og feminin.

Til showet i Paris gik modellerne på podiet iført skræddersyede korte suits og tætsiddende kjoler.

Det var en voksen og strømlinet kollektion i kølige farver, der rakte ud efter et ældre og modent publikum. Med sort, hvid og navy genfandt Hussein Chalayan noget af den minimalisme, der dominerede begyndelsen af hans karriere.

Eksperimenter var dog ikke at undgå, og mange modeller bar skulpturelle designs, der legede med de klassiske snit.

Der var dybe slidser i lange kjoler, og cut-out-zones i jakker og veste.

Også store solbriller i finurlige geometriske former afslørede designerens legelyst og modige temperament. Print var heller ej til at komme udenom, og Riviera-striber understregede den sofistikerede målgruppe, den halvt britiske, halvt tyrkisk-cypriotiske designer rakte ud efter.