Modeugen

Emilo Pucci

- 22/02/2010

Lækkert badetøj og gulvlange kjoler

Bondagekjoler og længere rober i let chiffon og lystigt print, frynser, grafiske detaljer og rå jakker kendetegnede Emilo Puccis sommerkollektion, der var skabt i gul, rosa, hvid, grå og guld.

Det var tydeligt, at modehuset var i sit rette element denne sæson, da S/S10 kollektionen kom på podiet i Milano.

Med en fødselsattest fra 1960’ernes jet-set Capri og en chefdesigner, der har en passion for scubadiving er modehuset som skabt til sommersæsonen.

Netop undervandsuniverset var da også at spotte på catwalken, hvor prints med undersøiske referencer samt langærmede minier, der kunne minde om dykkerdragter, blev båret af bedårende modeller.

Også flere flagrende gulvlange kjoler og blå one shoulder dresses mindede enhver med kendskab til eksotiske koralrev om revfisk, der naivt vimser omkring i det smukke, men lunefulde ocean.

Endelig var lækkert badetøj et godt bud strandens dominerende look, og modellerne spankulerede over den sceniske catwalk i badedragter, hvor mest muligt stof var skåret væk, så kun højst nødvendige kropsdele var skjult bag beskyttende tekstil.