Fredag den 25. marts kommer DR2-smagsdommeren og WeekendAvisen-anmelderen Leonora Christina Skovs tredje roman, Silhuet af en synder (Rosinante). Romanen er en medrivende gotisk fortælling, der finder sted i 1930’ernes og ’40’ernes Danmark. En herlig kompot af lesbiske, transsekseulle, selvmordere og forkvaklede familieforhold. På godset Liljenholm i Sydsjælland hersker og regerer en tilsyneladende hjemsøgt familie med knaldromanforfatterinden Antonia von liljenholm i centrum. Agnes Kruse, en mandhaftig lesbisk tusindkunstner kommer ad forskellige veje til godset sammen med forfatterindens datter, og ender med at blive den, der skal fortælle familiens og godsets bizarre historie, komplet med voldelige spøgelser og indespærrede kvinder. ELLE har spurgt Leonora Christina Skov om bl.a. bogens kvinder og gode bogtips …
Har dit navn, der associerer til Blåtårn, inspireret til den indespærrede kvinde i tårnet?
Haha … nej, det tror jeg ikke, man kan sige. Når det gælder indespærrede kvinder i tårne, på lofter og hvor man ellers kan stuve dem ad vejen, er jeg helt klart mest inspireret af Charlotte Brontës Jane Eyre fra det herrens år 1847. Herfra stammer det storslåede begreb ‘den gale kvinde på loftet’. Hun står i grel modsætning til den pæne kvinde i stuen og symboliserer den pæne kvindes fortrængte vrede og oprør. Ret relevant i 1847, kan man forestille sig, og sådan set lige så relevant i dag. Kvinder er stadig utrolig pæne og ikke-oprørske – i hvert fald på overfladen.
What’s in a name? Bogens kvinder hedder von Liljenholm, Rosenkrantz etc., mens mændene hedder Hansen, Nielsen, Svendsen …
Det må du nok spørge om. Jeg har faktisk, om end tydeligvis med begrænset held, forsøgt at nedtone navnene denne gang, fordi romanpersonerne i Rygsvømmeren og Champagnepigen hed knap så sandsynlige navne som Cora, Linn og Kirke. Det undrede læserne sig ofte over, men det hang altså sammen med de hér børn, jeg ikke har, fordi jeg hellere vil skrive romaner. Jeg gav egentlig bare romanpersonerne de navne, jeg ville have kaldt mine børn, og jeg drømte altså om en kæmpe børneflok af piger. Jeg medgiver, at Nella von Liljenholm næppe er det mest nedtonede navn, verden endnu har set. Men den anden hovedperson hedder da Agnes Kruse, og der er også én, der hedder Karen Kvist. Det tæller vel også for noget?!
Mødre & døtre – hvad er det for et bånd, de har, og hvor langt skal man gå for det?
Ja, jeg må i hvert fald konstatere, at jeg vældig ofte ender med at skrive om mødre, der svigter deres døtre. I de tidligere romaner så mødrene stiltiende til, imens døtrene blev traumatiseret for livet, men denne gang har jeg udskiftet den passive mor med et par seriøst handlekraftige. De hemmeligholder godt nok en del for deres døtre – for eksempel deres egne og døtrenes livshistorier – men de gør det for at beskytte dem. Samtidig formår de ikke at elske dem, selv om de virkelig forsøger, og det er vel nærmest det største tabu overhovedet; mødre, der ikke elsker deres børn. Jeg kan godt lide at skrive om tabuer. Og bryde dem.
Et af temaerne i bogen er tvillingesjæle. Er der en særlig “forbindelse” mellem visse mennesker? Og er det biologisk eller skæbnebestemt?
Slægtskab har egentlig altid interesseret mig. Måske fordi jeg virkelig følte mig fejlcastet i Helsinge, hvor jeg voksede op, og temmelig tit overvejede, om jeg mon var blevet forbyttet som spæd. Jeg lignede godt nok begge mine forældre af udseende, og jeg er også lige så skemaagtig i hovedet som min far, men jeg følte mig alligevel dybt anderledes med min forkærlighed for balkjoler, guldspejle, glimmer og glamour. Min roman handler om, hvad sådan en følelse af fremmedhed gør ved et menneske; hvilke tanker og drømme har man, når man ikke synes, at man hører til nogen steder? Hvordan handler man? Både min romanperson og jeg selv har skabt vores egne familier og sammenhænge, hvor vi hører til. Jeg tror sådan set hverken på skæbnen eller biologien. Men jeg tror på, at alle har brug for at føle sig elsket og forstået.
Hvorfra kommer det gotiske element i bogen? Du er selv kendt for de knaldrøde læber, er der en gotisk dramaqueen gemt i dig? Nyder du også at “skræmme” folk og have dem i din hule hånd (positivt ment)?
Gemt? Jeg ER da en gotisk dramaqueen, og jeg går ingen steder uden min knaldrøde læbestift og mine pinupkjoler. For ikke at tale om mine kunstige vipper. Jeg tror ikke, man kan sige, at jeg decideret nyder at skræmme folk, men jeg nyder at overraske dem. På den måde hænger mit udseende vist meget godt sammen med mine romaner; jeg vil virkelig gerne have, at folk spærrer øjnene op, selv om jeg sjældent har lejlighed til at konstatere det. Jeg har minus tre på begge øjne og er alt for forfængelig til at gå med briller, så ude i virkeligheden er jeg faktisk halvblind.
Tips til beslægtede romaner … (hvis læseren ikke kan få nok)
Og det kan læserne forhåbentlig ikke! Klassikere som Daphne du Maurier “Rebecca”, førnævnte “Jane Eyre” og Karen Blixens “Gengældelsens veje” (under pseudonymet Pierre Andrezel) er uomgængelige. Prøv også Diane Setterfields “Den trettende fortælling”, Sarah Waters’ “Rænkespil”, Elizabeth Kostovas “Historikeren” og Carlos Ruiz Zafóns “Vindens skygge”. Eller Christian Mørks glimrende forfatterskab.
https://youtu.be/P7FYWa6kUFw
