Danske kendisser pakker dine julegaver ind

Hvis du har planer om at købe dine julegaver i Georg Jensen, så er der god grund til at gøre det denne weekend, da butikken på Amagertorv i København får fornemt besøg. En række kendte danskere besøger nemlig butikken i forbindelse med Georg Jensens julekampagne for Dansk Røde Kors og vil i den anledning pakke julegaver ind hele weekenden.

Georg Jensen opfordrer gennem deres julekampagne danskerne til at kombinere deres julegaveindkøb med støtte til Dansk Røde Kors. Kampagnen hedder Joy of Giving, og temaet i år er “Kendte par pakker julegaver ind til fordel for Røde Kors“.

På lørdag kan du møde Thomas Troelsen og Eva Harlou, Signe Lindkvist og André Babikian, Vibeke Windeløv og Lars Mikkelsen, Thomas Levin og Laura Christensen samt Ole Yde og Cecilie Toklum.

På søndag står Camilla Gohs Miehe-Renard og Søren Hedegaard, Christian Stadil og Sofia Manning, Jarl Friis-Mikkelsen og Peter Frødin, Peter Mygind og Benedikte Hansen og Rebecca Uth og Regitze Overgaard ligeledes klar til at pakke dine julegaver ind.

Georg Jensen har i år designet et specielt Joy of Giving-armbånd, som kun bliver solgt i kampagneperioden. Alt overskuddet går til Dansk Røde Kors. Derudover har alle kunder også mulighed for at runde deres beløb op, når de betaler ved kassen, og derigennem støtte Røde Kors kontant. For hver enkelt krone der bliver rundes op, fordobler Georg Jensen beløbet.

Så slå et smut forbi Amagertorv i weekenden og giv en gave, der betyder noget!

Her køber du ELLEs forsidelook

70’erne er over os igen, men denne gang er det ikke det ikke det vilde og hippie-inspirerede look, du skal gå efter, men det i stedet det ekstravagante og luksuriøse look. Få masser inspiration i de flotte modeserier i bladet, eller læs med her, i decembers første shoppingguide til dig.

Brug nogle lækre juvelfarver sammen, og frygt ikke, hvis du ikke er til det totale 70’er-sæt. Du kan sagtens bruge enkelte dele sammen med ting fra din normale garderobe – da bl.a. silkeskjorter og hatte jo allerede er in her til vinter. Men én ting er dog sikkert – hvis først du hopper i et par brede bukser, kommer der automatisk en 70’er-følelse over det.

Klik rundt i galleriet, og bliv inspireret til, hvordan du kan få 70’erne hjem i din garderobe, nemt og hurtigt.

Interview med Julie fra ‘Danmarks Næste Topmodel’

Det kan være svært at se det ved første øjekast, men modellen til højre er faktisk drengepigen Julie, som for nyligt vandt TV-programmet ‘Danmarks Næste Topmodel’ …

Fem uger før havde Julie aldrig gået i stiletter. Hun havde aldrig brugt makeup, og hun lignede en dreng i skjorte og hængerøvsbukser. Det absolut sidste i verden, hun kunne forestille sig, var at skulle deltage i en modelkonkurrence. Og nu, næsten et halvt år senere, er jeg spændt på, hvor meget det har ændret hende at gå fra et liv som anonym DSB-kioskpige, der langer hapsdogs og klippekort over disken, til at blive tv-stjerne og rollemodel for tusindvis af unge piger.

Julie er punktlig. Præcis på den aftalte tid får jeg øje på hendes lange krop, der komme duvende ned ad Frederiksborggade. Hun går med en udstråling som en, der ikke spilder tiden med at bekymre sig om i morgen. Eller for den sags skyld om, hvad nogen siger, tænker eller synes om hende. Hun udstråler lige præcis det, hun er: en ung kvinde, der (næsten) ikke siger nej til noget.

Hun kaster sit tyggegummi fra sig og rammer en forbipasserende, råber “undskyld”, træder ind ad døren, tager et par enorme Ray-Ban ‘Wayfarer’-solbriller af og giver mig et knus – i én og samme leddeløse bevægelse. Lidt kejtet og uden rigtig kontrol over de lange lemmer. Men hun er ved at være der. Altså dér, hvor man kan se en spirende topmodel i hende. Uimponeret og overskudsagtig. På uendeligt lange og utroligt skæve ben.

Men hvis jeg kniber øjnene lidt sammen, kan jeg næsten tro på hende, når hun bedyrer, at det går meget bedre med at gå, end da hun ankom til den første Topmodel-audition.
Hun lignede et nyfødt fuldblodsføl på vaklende ben, men folkene fra Unique var ikke i tvivl om, at hun havde ‘det’.
“Jeg troede, det var en joke. Og se mig nu! Jeg har allerede været på mine første skydninger med de største i branchen, hvor det hele kun handler om mig, og alle behandler mig som en stjerne. Det er jo sindssygt! Jeg ved stadig ikke noget som helst om nogen ting i denne branche, men jeg synes, den er fantastisk. Og alt det her var ikke sket, hvis jeg ikke troede på, at man skal sige ja til så meget som overhovedet muligt i livet. Hvis man siger nej, ved man jo ikke, hvad man går glip af.”

Læs resten af interviewet og se alle de flotte billeder i ELLE, som er på gaden nu!

Julie var jo også i TV-programmet ‘Danmarks Næste Topmodel’ kendt som hende, der havde den kække bemærkning klar, og det fik ELLE-redaktionen da også at føle på fotoshootet.
Se selv videoen …

You need a browser that can handle Iframes to be able to view this page. 

Meget rørt Victoria Beckham modtager British Fashion Award 2011

Mange husker nok årene efter Spice Girls, hvor Victoria Beckham gjorde et par ret uheldige forsøg på en solokarriere.
Det gik ikke rigtigt, så hun blev efterhånden kendt for den meget slanke, mutte skikkelse med de store solbriller ved David Beckhams side.

Sådan kender vi hende sådan set stadig – MEN!
Victoria Beckham har i dén grad fundet sin niche, efter at hun gav efter for sit hang til dyrt designertøj og begyndte at lave sit eget!

I går aftes modtog hun prisen for Årets Designer-brand ved British Fashion Awards, hvilket må siges at være én af de mest prestigefyldte priser denne aften.
Det var en rørt og små-bævrende Victoria, som modtog sin pris, som blev overrakt af designer-kollegaen Marc Jacobs, og efterfølgende blev hun interviewet, hvor hun til kameraet sagde, at hun altid havde ønsket, at dette ville ske, men hun havde aldrig turde håbe det.
Desuden takkede hun sit team gentagende gange og selvfølgelig David Beckham og deres fire børn.

Aftenens største vinder af prisen ‘Årets Designer‘ blev Sarah Burton for Alexander McQueen, og desuden vandt cool Alexa Chung (selvfølgelig) prisen ‘British Style Award‘.

Se aftenens vindere her:

Årets designer: Sarah Burton for Alexander McQueen

Designer-brand: Victoria Beckham

Nyt firma: Christopher Kane

Herretøjs-designer: Kim Jones

Accessory-designer: Charlotte Olympia

Rød løber-award: Stella McCartney

Årets nye talent – Ready-To-Wear: Mary Katrantzou

Årets nye talent – Herretøj: Christopher Raeburn

Årets nye talent – Accessories: Tabitha Simmons

Model: Stella Tennant

British Fashion Award for en særlig præstation: Paul Smith

British Style Award: Alexa Chung

Marni for H&M i 2012

Det nyeste designer-samarbejde hos H&M, Versace for H&M, blev første gang sendt over disken torsdag d. 17. november, og det er gået strygende for den farverige kollektion siden.

Nu offentliggør H&M så deres næste samarbejdspartner, og vi kan roligt sige, at vi allerede glæder os helt vildt!
Den næste designer, som skal omdanne sine luksuskollektioner til budgetvenlige items, er en Versace-landsmand, nemlig italienske Consuelo Castiglioni, som har grundlagt og designer mærket Marni.

Marni er kendt for sine farverige og lidt sjove designs, som står ud fra mængden og har et ‘touch’ af håndværk og fantasi over sig.

Marni designer både en dame-, en herre- og en accessories-kollektion for H&M, og helt i stil med Marni siges det, at kollektionen er tro imod universet med color-blocking, smukke prints og store, kantede smykker.

D. 8. marts kan Marni for H&M købes i H&Ms forretninger verden over.
Sikke en dejlig måde at byde foråret velkommen på – vi glæder os!

Deltag i konkurrencen om ELLEs goodiebag til 12.000 kr. her!

42RAW deler gratis cupcakes ud

Madstedet 42RAW i Pilestræde i København har de seneste to år nydt stor succes med deres rå eller næsten rå spise, som aldrig varmes op til mere end 42 grader.

Københavnerne elsker det sunde alternativ til fast food, og det fejrer butikken nu!

Onsdag d. 30 november kan du i anledning af 42RAWs 2 års fødselsdag komme forbi spisestedet og få en gratis raw cupcake.
Hvis du vel at mærke er én af de første 100 gæster.

Tillykke med fødselsdagen, 42RAW!

Nyt ELLE på gaden i dag

ELLEs decembernummer er på gaden og det er fyldt med luksus! Den nye luksus, vel at mærke, for det er slut med smagsløse se-mig-køb, nu skal du gå efter holdbare items og oplevelser der giver dig følelsen af luksus. ELLE guider dig til lækre, eviggyldige luksusaccessories; fra tasken og ringen til tørklæderne og skoene, og Uffe Buchard definerer luksus anno 2012.

December er lig med jul, og udover 57 geniale julegaver (til din mor, din far, din kæreste og måske dig selv?) og et overdådigt pyntet julebord er december også lig med Danmarks Næste Topmodel. Mød Julie, dette års vinder og se hendes præmie: forsiden af ELLE, 10 siders mode indeni + et interview.

På ønskelisten i år skal du skrive bukser med svaj, juvelfarver og bredskyggede hatte, 70’erne er nemlig tilbage i stor stil, en trend der oser af luksus. Mangler du mere inspiration, giver vi dig også sæsonens bedste glitrende festkjoler, lækkert undertøj (og dets historie), spidse stiletter, festtasker og varmt vintertøj – hvem sagde skiferie? Er du derimod mere til varme, og vil du bare flygte fra det hele, hvorfor så ikke tage til Hawaii? ELLE giver dig de bedste tips til den smukke ferieø.

Derudover kan du møde skønne, filmaktuelle Maggie Gyllenhaal, læse historien og haute couture, høre om skønhedsredaktør Anne P.s møde med (tidligere kollega) Kate Moss i London, få inspiration til din festmakeup (tænk læber, lak og liner) og hvorfor ikke starte det nye år med en ny Marc Jacobs-taske? Vi giver en væk til en heldig ELLE-læser, og nåh ja, den er fyldt med forskønnende YSL-produkter.

GOD JUL OG GODT NYTÅR FRA ELLE!

Elizabeth Olsen – meget mere end bare lillesøster

Elizabeth Olsen, lillesøster til Mary-Kate og Ashley, har fået en flyvende start på skuespillerkarrieren. Tidligere på året blev hun udnævnt til årets it-girl på Sundance-filmfestivalen, og hendes præstation som kult-offer i Martha Marcy May Marlene, der netop har haft amerikansk premiere, er blevet rost til skyerne.

Hun ligner sine søstre. Og så alligevel ikke. Hvor Mary-Kate og Ashley har noget skrøbeligt over sig, har Elizabeth Olsen en jordbundet styrke, der får hende til at virke meget ældre end sine 22 år. Imødekommende, intelligent og målrettet.

Elizabeth Olsen har altid vidst, at hun ville være skuespiller. Som bare fireårig havde hun en lille rolle i søstrenes film Our First Video, og siden fulgte flere småroller. Da hun var ti, begyndte hun at gå til auditions for alvor.
“Men det tog alt for meget tid fra ballet, sport og alt det andet, jeg også gerne ville. Desuden kunne jeg se på folk omkring mig, at det var svært at klare overgangen fra barneskuespiller til voksenskuespiller. Og jeg vidste jo, at det var noget, jeg også gerne ville lave, når jeg blev ældre. Så jeg besluttede at gøre college færdig først,” forklarer hun. Og griner lidt. Hun nåede nemlig ikke at blive helt færdig på New York University, før karrieren tog fart. Men hun planlægger at tage de sidste eksaminer i løbet af efteråret. Ved siden af sine mange filmprojekter.

“Det er så privilegeret at kunne tage en uddannelse i USA, hvor det koster astronomiske summer, så jeg ville have det virkeligt dårligt ved at springe fra før tid.” Elizabeth Olsen beskriver sin familie som ‘tæt’ og understreger, at der aldrig har været konkurrence mellem dem. Måske fordi Elizabeth altid har været den naturlige diva.
“Da jeg var lille, spillede jeg børneteater i stuen og sagde: ‘Kom og se mig’. Jeg var en rigtig lille spradebasse, i modsætning til mine søstre, der i virkeligheden var rædselsslagne over at lave Full House (tv-serien, der gjorde dem kendte, red.) foran et live-publikum. Det er sjovt, for sådan ser offentligheden jo ikke på os. Men det var sådan, det var.”

Elizabeth Olsen omgivet af sine søstre …

Hendes søstre, der debuterede, da de bare var ni måneder gamle, har siden skiftet skuespillet ud med karrierer inden for mode. De står blandt andet bag mærket The Row, med undermærket ‘Elizabeth og James’, opkaldt efter deres søskende.

“Det er faktisk det, jeg har på i dag,” smiler Elizabeth og kigger ned ad sit eksklusive, cremefarvede jakkesæt. “Det er noget af det mest komfortable. Og så er det jo lidt en familieting. Jeg er meget stolt af dem, fordi de laver det, de elsker og er gode til og hele tiden udvikler sig.”
At observere søstrenes op- og ikke mindst nedture på nært hold føler hun har rustet hende til selv at kaste sig ud i offentlighedens søgelys.

“Mine søstre gik meget igennem i en ung alder. Folk tog deres privatliv fra dem. Jeg vil ikke have, at der er noget, der på den måde tager styringen over mit liv. Men samtidig er jeg klar over, at man må finde sig i et vist mål af bullshit, hvis man vil være skuespiller. Jeg håber bare, at jeg vil være i stand til at adskille det fra, hvem jeg er, så det ikke ender med at kontrollere mit liv. Jeg har set de negative sider. Men jeg mener stadig, at de positive langt opvejer dem.”

Tiger Of Sweden designer briller

Louis Nielsen har før arbejdet sammen med både Sand, REDGREEN, Karen Millen og Tommy Hilfiger om nogle flotte brillekollektioner, og nu gør de det igen. Denne gang er valget faldet på det svenske mærke, Tiger of Sweden.

Den nye kollektion, som er i butikkerne allerede nu, er kendetegnet ved det ikoniske og skandinaviske udtryk, som kendetegner Tiger of Sweden. Nedtonet elegance og et rent design spiller den afgørende hovedrolle. “Tiger of Sweden er virkelig ‘in’ i disse år, og vi er naturligvis meget glade for at kunne tilbyde kunderne dette stilsikre brand”, siger chefoptiker Mikael Jessen.

Kollektionen består af 26 stel til både kvinder og mænd, og farver følger efterårets og vinterens trends – brun, oliven, rød, sort, sølv og guld. De nye briller henvender sig til alle, som sætter pris på Tiger of Swedens lækre design, samt enkle, rene og elegante linjer.

Så hvis du står og mangler et par briller, så er der vist ingen tvivl om, hvilken vej du skal kigge…

Moden kræver kraver

Julen nærmer sig med hastige skridt, og dagen i dag, den 1. søndag i advent, sætter for alvor gang i julestemningen!

På ELLE er vi vilde med adventsgaver, og derfor har vi selvfølgelig også fundet noget godt, som du kan forkæle dig selv med. For uanset om du får adventsgaver af kæresten, manden, veninden eller dine forældre, så kan man vel aldrig få for mange? Og det gode ved netshops er jo netop, at de aldrig lukker, og derfor kan du shoppe en af sæsonens hotteste tendenser lige med det samme.

En af vinterens største tendenser, er den synlige krave. Og du behøver ikke gå med to bluser (og svede som en sindssyg!) for at få looket. Du kan uden problemer “snyde” lidt, og købe en af disse løse kraver, og sætte uden over din yndlingsbluse.

Klik videre i galleriet og find netop den krave som passer til dit look…

ELLE var til VIP-shopping hos So Last Season

Torsdag d. 24. november holdt designer-outlettet So Last Season et stort VIP-shopping-event i samarbejde med designeren Vibe Johansson.
De særligt inviterede kunne denne aften til tonerne af DJ Annika Lori i ro og mag prøve og forudbestille hele Vibe Johanssons SS12-kollektion, mens de drak Somersby Light og spiste chokolade, og så fik de hele kollektionen med 50% rabat!

Da aftenen var slut, gik alle fashionistaerne hjem med en lækker goodiebag, som indeholdt undertøj fra Hoff By Hoff, kager fra Emmery’s, et duftlys, farverige chokolade-kugler fra RO Chokolade, et ELLE-magasin og meget mere.

Vi takker for en superdejlig aften!

 

Annika Lori

 

T.v.: Vibe Johanssons über-cool signatur-læderjakke. I So Last Season sælges den eksklusivt for 1.750 kr.

 

Hele SS12-kollektionen hang fremme til prøvning og bestilling til halv pris.

So Last Seasons ejer, Michael Ryding, med sønnen Edgar.

ELLE elsker Elle

Elle Fanning er den der 13-årige, som allerede er lykkedes med det, som mange skuespillerinder og fashionistaer kun kan drømme om at opleve i deres karriere. F.eks. at spille sammen med Brad Pitt, Sean Penn og Jeff Bridges (for bare at nævne nogle få), komme i Vogue samt spankulere ned ad den røde løber iklædt Chanel, Marc Jacobs og Valentino.

Hvis du ikke allerede har hørt om Elle Fanning, er det på tide at notere dig hendes navn. Som 13-årig har hun allerede et tungt cv og gjort succes inden for filmverdenen, samtidig med at hendes navn er på alles læber inden for modeverdenen lige nu. Det nye stjerneskud er lillesøster til den mere kendte Dakota Fanning, men hun har hurtigt taget kampen op mod sin ældre søster om opmærksomheden ved blandt andet at være model i Marc by Marc Jacobs‘ efterårskampagne, samtidig med at hun netop nu er på forsiden af Love Magazines sjette nummer.

Trods sin unge alder er Elle absolut ikke ny inden for filmbranchen, snarere tværtimod. Som bare toårig spillede hun sammen med Sean Penn og Michelle Pfeiffer i filmen I Am Sam, og siden da har hun medvirket i andre store film, blandt andre Babel, Reservation Road, The Door in the Floor og The Curious Case of Benjamin Button. På trods af, at hun lander film efter film, går hun stadig i skole og har fortalt Box Office Magazine, at “film er noget, hun gør ved siden af”, ligesom hun går meget op i ballet.

At Elle hurtigt er blevet en succes, står ikke til diskussion. Som 13-årig har hun endda været med i amerikansk Vogue – ikke bare en, men to gange på et år. Modeinteressen er der da heller ingen tvivl om; Elle er ikke er bange for at sige, at hun er fuldstændig vild med tøj og mode. Hun var til det famøse The Met Ball i år, og til Love Magazine siger hun:
“Hold nu op! Det var bare det bedste! Jeg lever for mode. Jeg kan alle kollektionerne udenad. Jeg kender alle modellernes navne. Jeg lever og ånder for Style.com. Når jeg ser nogen med noget på, kan jeg sige f.eks.: ‘Spring/summer 2007?’. Jeg ser det med det samme.”

Hun er især interesseret i vintage, og derfor er der en hel del tøj fra 1950’erne i hendes garderobe (Elles store idol er Marilyn Monroe, og yndlingsfilmen er da også Den søde kløe. I et interview med Interview Magazine fortæller hun, at hun blandt andet “går meget i støvler og hvad som helst med høj talje“, og at hun “elsker Marc Jacobs“. Og netop når det gælder valg af outfits og designere på den røde løber, har Elle haft alt fra netop Marc Jacobs til Chanel, Valentino og mange flere på. Listen er blevet imponerende på temmelig kort tid.
Et af modehøjdepunkterne var, da hun blev placeret på første række ved siden af Mario Testino til Chanels coutureshow i Paris tidligere i år, som faktisk var hendes allerførste modeshow nogensinde – og hendes første besøg i Paris i det hele taget.
Oplevelsen gjorde tilsyneladende et stærkt indtryk på Elle, som sagde til WWD: “Jeg tror, denne aften vil blive meget speciel.”

Så hvem har Elle som modeforbillede? En, hun ofte har nævnt, er Alexa Chung, som hun mødte ved The Met Ball og har lavet fælles mail-interview med i det samme nummer af Love Magazine, som hun selv er på forsiden af. Samtidig er Elle stor fan af sin søster Dakotas tøj, og i Interview Magazine har hun fortalt, hvordan hun “ofte går ind i smug i sin søsters garderobe og låner noget, eftersom de er cirka samme størrelse”. Hun tilføjer, at hun “gerne vil spille over for hende i en film, eftersom de aldrig har spillet over for hinanden”, på trods af at hun faktisk har spillet en yngre version af storesøsteren i et par film.

Trods Elles succes igennem årene gjorde det en afgørende forskel, da hun indspillede Somewhere. Hun beskriver det som “fantastisk” at arbejde sammen med Sofia Coppola i skabelsen af filmen. Til Interview Magazine siger hun:
“Jeg har lært så meget af hende. Jeg kan ikke engang beskrive, hvor sjovt jeg havde det.”

Hun fortsætter med, at under indspilningen føltes alle medvirkende som et team, og at “jeg tror, det er derfor, Sofias film virker så anderledes i forhold til andre, de føles så intime og naturlige”.

Efter Somewhere skulle hun på sin første PR-turne og skulle deltage ved Award-shows. Resten er, som man siger, historie. Det virker ganske enkelt ikke, som om noget kan stoppe Elle Fanning. Hendes fremtid ser unægtelig temmelig lys ud.