Hvad skal der til? Emilie Lilja og fire andre meningsdannere om den grønne omstilling

Foto: Sidsel Alling Emilie Lilja

 

Emilie Lilja, content creator og meningsdanner

 

Hvorfor er bæredygtighed en mærkesag for dig?

Jeg interesserer mig for den grønne omstilling, fordi jeg synes, det er problematisk, at vi ikke har en løsning eller en fællesskabsfølelse om, at vi skal gøre det hele lidt bedre. Jeg er nysgerrig på, hvad jeg selv kan gøre, men også hvordan vi i Danmark kan være med til at sætte forbrugeradfærd på dagsordenen. Jeg tror på, at jo mere vi taler om det, jo mere tør vi også at handle på det. Selv går jeg meget op i at have en god mavefornemmelse om de samarbejdspartnere jeg vælger – og så har jeg meget fokus på, hvordan budskaber kommunikeres.

 

Hvem har ansvaret for at rydde op?

Altså, jeg er opdraget med, at man rydder op efter sig selv. Sådan bør det være helt generelt. Når det så er sagt, har jeg et håb om, at der bliver implementeret flere innovative løsninger i samfundet, som kan hjælpe, for vi skal have folk til at engagere sig. Der bliver brugt så meget energi på at råbe til folk at de skal tage sig sammen, men det er de færreste, der bliver motiveret af at blive skældt ud.

 

Hvad gør du for at inkorporere den grønne dagsorden i din dagligdag?

I starten inkorporerede jeg små ’bedre’ tiltag i min hverdag for at gøre bare lidt, fordi jeg ikke fattede, hvor kompleks den grønne omstilling egentlig er. I dag læser og lytter jeg til klogere mennesker end jeg selv for at søge viden om tiltag, der vil rykke i det store billede. Det er ikke, fordi jeg regner med at kunne redde verden, men jeg finder alligevel inspiration og motivation i kurser, webinarer og artikler, så jeg er bedre klædt på til at handle, når det kommer til den grønne omstilling.

 

Hvordan håber du, verden ser ud om 20 år?

Jeg håber, at politikerne overholder den agenda, de har sat for den grønne omstilling. At innovative løsninger, som virker, er blevet skalérbare. At vi er blevet mere bevidste om vores forbrugsadfærd og om, hvordan vi kan gøre det bedre uden at gå på kompromis med livskvaliteteten. At mine børn er langt klogere end mig, så jeg kan lære af dem, hvordan vi fortsat passer godt på vores jord.

 

 

Nikita Andersen, redaktionschef hos ELLE

 

Sustainability er et af de helt store emner i modeverdenen. Hvordan forholder ELLE sig til det? 

Mode er ikke bæredygtigt, og det bliver det aldrig, men når det så er sagt, gør vi os naturligvis en masse tanker om det ansvar, vi har som modemedie. Både i forhold til de produkter, vi anbefaler, og den måde vi italesætter forbrug – og det har ændret sig en hel del de sidste par år. Før i tiden så du ofte vendinger som ’sæsonens musthave’ eller ’it-items’ i ELLE, men i dag mener vi ikke, det er ansvarligt sprogbrug.

 

Hvordan kan man som modemagasin både støtte det ansvarligere valg, men samtidig være et udstillingsvindue for tidens trends og tendenser?

Her kan jeg kan blandt andet nævne, at vi arbejder tæt sammen med Copenhagen Fashion Week, som fra i år sætter 18 minimumskrav til brands, der ansøger om at vise sin kollektion under modeugen. Det er vigtigt, fordi det i høj grad er disse brands – som fremviser kommende kollektioner for presse, influenter, indkøbere og andre modeaktører – der får omtale og bliver hypet. Når Copenhagen Fashion Week sætter minimumskrav indenfor bæredygtighed, kommer det altså til at gøre en positiv forskel i hele modeverdenens fødekæde.

 

Hvordan løser man bedst en tøjkrise?

Man bruger de ting, man har i sit skab på nye måder. En hvid skjorte kan styles med skjorte over bukser, nederdele, kjoler, som ærmeløs top og måske endda nederdel, hvis man er rigtig kreativ. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Sæt tid af til at gå på opdagelse i dit klædeskab, og prøv alverdens kombinationer af. Hvis man ser et outfit i et magasin eller på sociale medier, som man godt kan lide, kan man garanteret genskabe det med ting, man allerede har i sin egen garderobe. Og så løser man selvfølgelig let og elegant en tøjkrise ved at hoppe i det sikre valg. Vi har alle sammen den dér top, kjole eller et par jeans, som bare virker hver gang.

 

Hvilke emner tror du fylder siderne i ELLE og på elle.dk om 20 år?

Først og fremmest tror jeg, vi kigger ind i en digital fremtid, når det kommer til alle medier. Om ca. 20 år fylder ELLE 100 år, og jeg er stensikker på, at vores kerneområde – mode – stadig vil fylde. Mode er på mange måder et spejl af den tid, vi lever i, så det bliver spændende at se, hvordan moden kommer til at forandre sig med tiden, ligesom den altid har gjort. Det samme gælder skønhed, livsstil, interiør, mad og rejser, som også fylder i ELLE i dag. De seneste år har vi desuden set en enorm vækst i agenda-sættende og aktivistiske emner, ikke bare i ELLE, men i alle medier, så jeg forventer også, at det er en naturlig gren af ELLE, som kun vil vokse sig større med tiden.

 

 

The Ocean Race x Volvo

Verdenshavene er i krise. Forurening med mikroplastik og en konstant forværring af biodiversiteten er begge symptomer på, hvor galt det står til i bølgen blå. Netop verdenshavenes problemer er omdrejningspunktet for The Ocean Race; den ikoniske kapsejlads, som sejler verden rundt med budskaber om havets sundhed, og som lige indtil d. 8. juni lægger til kaj i Aarhus. I anledning af netop den klimaneutrale kapsejlads sætter ELLE i samarbejde med Volvo fokus på miljø til vands og til lands, biodiversitet – og ikke mindst hvordan bæredygtighed kan forenes med det moderne liv.
Læs mere om Volvos arrangementer under The Ocean Race lige her. 

Malene Høj Mortensen, miljøaktivist hos Plastic Change

 

Hvorfor er bæredygtighed en mærkesag for dig?

Det er mig en gåde, hvordan vi – med al den viden vi har i dag – stadig kan have et samfund, der tager så lidt hensyn til planeten og de kommende generationer. Vores livsstil er fuldstændig uholdbar, både hvad angår klimaforandringer, miljøet, naturen og vores egen fysiske og mentale sundhed. Bæredygtighed gælder både planetens ve og vel, men også menneskers, og jeg tror på, at der er en vej til at sikre begge ting samtidig. Det er vigtigt for mig at bidrage, til at vi bevæger os i den retning.

 

Hvordan tager du ansvar i din dagligdag?

Jeg tænker over mit forbrug. Jeg køber helst brugte ting til mig selv, min søn og vores hjem, handler økologisk, cykler og tager toget i stedet for at have en bil, og så prøver jeg at undgå affald med emballagefri shampoo-barer og madposer, der kan bruges igen. Men selvom jeg forsøger at gøre noget, er jeg klar over, at mit CO2-aftryk langt fra er lavt nok; det er de færreste danskeres. Selvom jeg synes, at alle bør gøre, hvad de kan, så skal de store og vigtige forandringer ske strukturelt – og det kræver, at vi stiller højere krav til vores politikere og de store industrier.

 

Hvem har ansvaret for at rydde op?

Jeg mener, vi har et fælles ansvar for at rydde op, men det er endnu vigtigere, at vi sætter ind ved kilden og stopper forurening, skrald og andet, inden det ender i naturen. 

 

Hvordan håber du, verden ser ud om 20 år?

Jeg håber, vi har indrettet os på en måde, som tager meget mere hensyn til vores egne og planetens grænser. Hvor miljøet, naturen og klimaet har lige så høj prioritet, som vækst og økonomi har i dag. Det betyder måske færre produkter på hylderne, men til gengæld er produkterne gennemtestede, og de er designet til at kunne repareres og holde i mange år. Fordi vi skal bruge færre penge på hele tiden at købe nyt, kan vi arbejde lidt mindre og bruge mere tid sammen med hinanden og i naturen.

 

 

Signe Brokjær, ledende projektkoordinator hos Hovedet i Havet ved Aarhus Universitet

 

Hvordan går det med havmiljøet i Danmark og globalt?

I Danmark går det rigtig skidt. Kun 5 ud af 109 havområder i Danmark er i det, vi kalder for ’god økologisk tilstand’ –altså hvor havet har det godt. Så mere end 95% af det danske hav har det dårligt. Det skyldes primært udledning af for mange næringsstoffer (kvælstof og fosfor) fra landbruget til vores vandmiljøer og et alt for intensivt fiskeri. Der er dog enkelte succeshistorier i det danske havmiljø. Et eksempel er, at den blåfinnede tun er vendt tilbage til de danske farvande efter at have været nærmest helt forsvundet siden starten af 1960’erne. Den forsvandt på grund afoverfiskeri, men nu er den vendt tilbage og kan ses springe rundt i Øresund.

Globalt finder vi også mange områder, der er påvirket af næringsstoffer og iltsvind. Overfiskeri, temperaturstigninger og forsuring af havet hører også til blandt problematikkerne. Havet bliver surere, fordi de stigende mængder CO2 i atmosfæren i en vis udstrækning optages i havet.

 

Hvad er det bedste, der er sket i bølgen blå de seneste 10 år?

Det lyder måske lidt hårdt, men i store træk er der ikke ikke sket så meget godt de sidste 10 år. Der er enkelte lyspunkter som den blåfinnede tun, der er vendt tilbage, og så er der sket en stor reduktion i mængden af nogle miljøfremmede stoffer. Heriblandt det kemiske stof TBT, som er så hormonforstyrrende, at det kan få havsnegle til at skifte køn. Men vi skal altså længere tilbage end 10 år for at snakke om noget rigtig godt.

Uden for Danmarks grænser, til gengæld, sker der heldigvis flere gode ting. Eksempelvis har EU lavet nogle skrappe reguleringer af havmiljøet, hvor medlemslandene forpligter sig til at få et bedre havmiljø. Desuden har FN udnævnt dette årti til havets årti, hvilket er med til at sætte fokus på de mange problematikker.

 

Hvad skal der til for at løse problemerne?

Kigger man på det danske havmiljø, skal vi primært begrænse mængden af næringstoffer, der udledes til havet. Det vil gavne både havmiljøet, klimaet og biodiversiteten på land og i vand. Desuden vil det være med til at skabe en masse fantastisk natur. Og så skal vi naturligvis bremse klimaforandringerne for at undgå, at havtemperaturen stiger endnu mere, end den allerede er steget.

 

Hvordan håber du, verden ser ud om 20 år?

Jeg håber, at både det danske havmiljø og verdenshavene har det godt om 20 år. Jeg håber, at livet under overfladen trives, og at vi som befolkning har et langt større kendskab til den fantastiske verden, der er under havets overflade. Vores havmiljø lider og kalder på nye initiativer. Jeg sætter min lid til, at den unge generation står vagt om havmiljøet, ligesom vi har set det på klimaområdet.  

 

Sarka Heyna Fuchsova, direktør for Volvo Car Danmark

 

Hvad er Volvos perspektiv på den grønne omstilling?

Når man producerer biler, er det svært at råbe højt om klima. Vi prøver i stedet at fokusere på det, du kan kalde ‘det bedre valg’. Hvordan kan vi være med til at udvikle biler, der er et bedre valg, fordi klimaaftrykket er lavere? Det arbejder vi på med en række forskellige initiativer. 

 

Hvordan kan man som bilbrand støtte den grønne omstilling – men samtidig være en del af problemet?

Volvo Cars har forpligtet sig til at blive klimaneutral i 2040. En af løsningerne mod at komme i mål med den ambition er at omstille forretningen til at producere elbiler, og vi har en ambition om kun at producere elbiler i 2030. I Danmark har vi sat turbo på den udvikling, da vi sidste år besluttede kun at sælge Recharge-biler; altså biler der enten helt eller delvist kører på el. 

Men udstødningsemissioner er kun en del af en Volvo-bils samlede klimaaftryk. Vi prøver hele tiden at minimere klimaaftrykket på drift, råmaterialer og i forsyningskæden. Et eksempel er brugen af stål i bilproduktionen, som faktisk står for omkring en tredjedel af bilens klimaaftryk. Vi arbejder på at mindske brugen af stål og genbruge mere stål – og bruge ‘bedre’ stål. Blandt andet arbejder vi sammen med stålproducenten Ssab, der producerer stål ved hjælp af brint, og det håber vi på at kunne skalere. 

Vi er ikke i mål, og der er lang vej endnu. Vi lancerer snart vores nye model, Volvo EX30, der er en mindre, fuldelektrisk Volvo-SUV. Med den er vi lykkedes med at mindske klimaaftrykket med 25 procent i forhold til vores modeller Volvo C40 og XC40, fordi det er en elbil, og vi har arbejdet med alt fra genbrugt stål til designoptimering*. 

 

Hvordan håber I, verden ser ud om 20 år?

Vi håber – og regner med – at Volvo Cars er nået i mål med at blive et klimaneutralt bilbrand i 2040, altså om lige knap 20 år. Men vi håber også, at Volvo – og måske resten af samfundet – er lykkedes med at redefinere ordet ‘premium’, så det ikke altid betyder nyt, meget og større. Volvo er en virksomhed, så vi skal gerne tjene penge, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal sælge mange nye og store biler. Vi ser blandt andet på en delebilsordning, Volvo on Demand. Det er en ændring i, hvordan vi tænker bilsalg.

 

*Beregningen, der resulterer i et CO2-aftryk på under 30 tons over 200.000 kilometers kørsel, hvilket svarer til en reduktion på 25 procent sammenlignet med de fuldelektriske modeller Volvo C40 og XC40, er baseret på forbruget af el-opladning fra EU27-elmixet.

Ny rapport fra Tinder: ‘Inter’-forhold og 4 andre tendenser, der vil definere fremtidens dating

Det er i dag næsten mere undtagelsen end reglen at have mødt sin udkårne digitalt.

Særligt siden datingappen Tinder så dagens lys for over 10 år siden, har måden hvorpå vi både dater og opfatter forhold på ændret sig markant. 

Derfor har mange menneskers prioriteter, når det gælder kærlighedsjagten, også ændret sig i takt med tidens strømninger. Og nu viser en ny rapport fra Tinder, hvordan tendenserne i samfundet afspejler sig i den måde, vi dater på og giver dermed et bud på, hvordan fremtidens dating vil tage sig ud. 

Ifølge Tinders ekspert i relationer, Paul C. Brunson, er der nemlig fem helt konkrete tendenser, som vil sætte sine tydelige præg på digital dating for fremtiden – og de er måske ikke så overraskende igen. 

1. Mere succesfulde ægteskaber
Med udgangspunkt i tidens fokus på mentalt helbred, individuel velvære og tydelig kommunikation, baner generation Z vejen for sundere forhold ifølge Paul C. Brunson. Og det på trods af at ægteskab som endeligt mål for dating på Tinder ligger helt nede på en 10.-plads over de mest søgte ting blandt de 18-25-årige brugere.

“De (generation Z, red.) er mindre interesserede i ægteskabet end tidligere generationer, og de foretrækker at fokusere på at skabe et fuldendt liv,” påpeger Paul C. Brunson og understreger, at succesfaktoren for et godt liv ikke nødvendigvis afhænger af at blive gift. 

2. Det er alt eller intet
Ud med begreber som ‘breadcrumbing’ og ‘ghosting’ og ind med dit hele jeg. Det er med andre ord ikke længere nok at give en smule af dig selv hen ad vejen, når du dater. Du skal i stedet turde give mere af dig selv fra et tidligere stadie og glemme de dating-regler, som mange millenials ellers har tillært sig.

“Den yngre generation udfordrer de traditionelle dating-normer, får dating til at passe ind i deres hverdagsliv ligesom de prioriterer og lægger vægt på deres matches mentale helbred,” fortæller Paul C. Brunson. 

Det er også tydeligt i rapporten, hvor det fremgår, at hele 75 % af Tinders brugere i alderen 18-25 år finder et match mere attraktivt, hvis personen arbejder på sit mentale velvære – og det vil de gerne høre om. 

Om rapporten 'The Future of Dating 2023'

Tinders ‘The Future of Dating 2023’-rapport bygger på omfattende data indsamlet blandt Tinders brugere i alderen 18 til 25 år og 33 til 38 år i USA, Storbritanien, Canada og Australien mellem januar 2020 og april 2023. Du kan læse den fulde rapport her. 

3. Den empatiske og sunde maskulinitet vinder frem
Den traditionelle forståelse af, hvad en mand er, bliver også for alvor udfordret – særligt når det gælder dating. Det baner vejen for en ny form for forståelse af, hvad maskulinitet er i fremtidens jagt på sin udkårne, hvor emotionel intelligens stadig vægtes højere og højere. 

For yngre mænd i dag er empati, sårbarhed og autenticitet vigtige faktorer, der bliver set som styrker frem for svagheder, fortæller Paul C. Brunson. 

4. LGBTQIA+-kærligheden vil blomstre
Den nye generation har en langt mere flydende forståelse af, hvad køn og seksualitet er. Det skinner igennem flere steder i samfundet, men særligt også på dating-scenen. 

På Tinder er personer mellem 18 og 25 år, der identificerer sig som LGBTQIA+-person, mere end fordoblet over de seneste to år, mens 29 procent fortæller, at deres seksualitet er blevet mere flydende over de seneste tre år. 

“LGBTQIA+-forhold vokser støt takket være generations Z’s åbne og inklusive tilgang til køn og seksualitet,” bekræfter Paul C. Brunson.

5. ‘Inter´-forhold vil fylde mere 
Landegrænser er ikke længere en hindring, når det gælder dating. Med sociale mediers evne til at forme relationer på tværs af alt fra nationaliteter til religioner, vil flere og flere indgå i det, der kaldes ‘inter’-forhold, hvor ens match ikke kommer fra samme baggrund eller land som en selv. 

“Tendensen indikerer en stigende grad af den globale accept af diversitet og inklusivitet blandt yngre mennesker. Så et skifte af den størrelsesorden vil forventes at forme fremtidens dating og forhold markant,” forklarer Paul C. Brunson.

Læs ogå

Vil du aflyse en aftale med en ven? Her er én ting, du absolut ikke skal gøre

 

Angelina Jolie lancerer nyt modebrand med et helt særligt formål

Mens alles øjne disse dage er rettet mod den røde løber i Cannes, trækker Angelina Jolie overskrifter helt uden gallakjoler eller lange kameralinser.

Skuespillerinden og den tidligere FN-ambassadør har nemlig netop annonceret, at hun har stiftet et formålsdrevet modebrand under navnet Atelier Jolie, som har til hensigt at bruge overskudsmaterialer fra tøjindustrien og bruge de håndværksmæssige talenter, der findes blandt flygtninge.

Offentliggørelsen kom på Jolies egen Instagramprofil, hvor hun skrev: ”Jeg starter noget nyt i dag – et kollektiv, hvor alle kan skabe … Atelier Jolie er et sted, hvor kreative mennesker kan samarbejde med en talentfuld og divers familie af dygtige skræddere, mønsterskabere og håndværkere fra hele verden. Det udspringer af min påskønnelse og dybe respekt for de mange skræddere og håndarbejdere jeg har arbejdet med gennem årene, og en lyst til at anvende alle de højkvalitets vintage materialer og overskudstekstiler, der allerede findes, og også være del af en bevægelse, der fordrer selvudfoldelse.”

Det bliver spændende at se, præcis hvad Atelier Jolie, med Angelina Jolie i spidsen, kommer til at skabe. Personligt er hendes stil underspillet og sjældent ’brand flashy’. Hun holder sig til neutrale, klassiske valg (dog ofte krydret med dyre accessoires), og bruger tit sine ting igen og igen – ligesom hendes døtre Shiloh og Zahara nu også er begyndt at gå i moderens gemmer til premierer og lignende. Men tag ikke fejl. Til trods for Jolies personlige stil er hendes tøjvalg – underspillede som de ofte er – noget, der gennem årene har trukket millioner af kliks fra folk, der ønsker at gøre hende kunsten efter. Så mon ikke, hun nok skal kunne skabe en succes med et personligt brand – og tilmed et brand, med et godt formål?

Det er nemlig sådan, at der hvert år bliver smidt over 100 millioner tons overskudstekstiler fra tøjindustrien ud, og selv om et brand ikke kan fjerne det overproduktionsproblem totalt, er det et skridt i den rigtige retning.

Desuden har Jolie det øvrige formål at bringe immigranter og flygtninge i arbejde, hvilket er et meget aktuelt emne i USA netop nu, hvor lovgivningen for at afvise netop immigranter og asylansøgere er blevet yderligere skærpet.

Jolie, der siden 2001 har arbejdet med flygtninge qua sit arbejde og ambassadørskab for FNs Flygtningeorganisation og har været på mere end 60 feldtmissioner, er selvsagt dybt involveret i flygtningeforhold og -rettigheder. 

Jolie kontaktede i 2001 selv FNs kommission for flygtninge, efter hun havde indspillet den første Tomb Raider film i Cambodia, der var dybt præget af humanitære kriser. Herefter begyndte hun aktivt at opsøge internationale krisepunkter og flygtningelejre over hele verden. Kort efter donerede hun 1 million dollars til UNCHCR (FN’s Flygtningehøjkommissariat), som er den højeste donation organisationen nogensinde har modtaget fra et privat individ. Jolie har desuden altid selv dækket sine udgifter på feldmissioner, og har på alle missioner ønsket at bo under samme forhold som repræsentanterne fra UNCHCR.

Foto: Andrew Mcconnell/AFP/Ritzau Scanpix

Hun var officiel ambassadør indtil 2022, hvor hun svor, at hun også fremover ville tale immigranter og flygtninges sag og bringe fokus på deres forhold. Og mon ikke at Atelier Jolie er et lille skridt i den retning.

Hold øje med @atelierjolieofficial på Instagram for opdateringer fra Jolies nye brand.

 

 

Endelig afslører Rihanna og ASAP Rocky navnet på deres ældste søn

Rihanna er lidt en mytisk figur, for på trods af at være en af de mest feterede, fotograferede og kendte mennesker i vores tid, ja, så formår hun alligevel at holde på private hemmeligheder.

Blandt andet var hun sen til at afsløre sin første graviditet, som efter afsløringen gik viralt, og lidt samme chok-effekt var gældende, da hun afslørede sin graviditet nummer to under sit Super Bowl halftime show; knapt et år efter den førstefødte arving kom til verden.

Og vi bliver lidt i hemmelighedskræmmeriet omkring hendes børn, for mens hun fødte sin første søn i maj 2022, ja så er det først nu, et år efter, at sønnens navn er blevet offentligt kendt. Selv i interviews med Rihanna og ASAP Rocky selv, har de omtalt deres søn som ’Baby’.

Men hemmeligheder kan kun holdes så længe, at nogle ikke er nysgerrige nok til at grave efter informationer, og det er netop hvad tabloid-magasinet People har gjort. De har nemlig – hvordan vides ikke – fået fingrene i Baby Riri-Rockys fødselsattest, hvor hans navn fremgår.

Og naturligvis har de to musikere skelet til legendariske kunstnere i navnevalget til deres søn, som med fornavnet Rza er opkaldt efter Wu-Tang Clan-medlemmet The Rza (udtalt Rizza, født Robert Fitzgerald Diggs).

Med den viden viser det sig, at Riri faktisk har hintet sønnens navn flere gange, hvor hun har vist sig i T-shirts med tryk fra Wu-Tang Clan og The Rza.

Foto: Mega

Baby Rza har desuden fået mellemnavnet Atheleston (det samme som ASAP Rocky, hvis borgerlige navn er Rakim Athelaston Mayers) og samme efternavn som sin far, altså opsummeret: Rza Atheleston Mayers.

Så nu er det eneste spørgsmål kun, hvilken kendt kunstner musikerparret kommer til at hylde med navnevalget til deres næste barn?

Læs ogå

Rihanna deler de vildeste graviditetsbilleder i ny kampagne

 

 

 

 

Dua Lipa viser sig første gang offentligt med sin nye kæreste i Cannes – men hvem er han?

Til premieren på filmen ’Omar La Fraise (The King of Algiers)’ satte Dua Lipa chokbølger gennem beskuerne på den røde løber, da hun ankom.

Ikke blot fordi hun var iført en fænomenal, sort kjole med cutouts og høje slidser fra Celine, men også fordi hun ankom med sin nye kæreste, Romain Gavras.

Parret har været linket sammen (mest på rygtebasis) siden februar i år, hvor de forlod en fest i London sammen, og en måned senere, hvor de blev spottet sammen af en lang linse efter Saint Laurent-showet i Paris.

Foto: Patricia De Melo Moreira/AFP/Ritzau Scanpix

Men nu er det altså officielt: Dua Lipa og Romain Gavras danner par. Men hvem er Gavras egentligt?

Den 41-årige franske filminstruktør, som kommer fra Paris, har blandt andet instrueret musikvideoen til Jay-Z og Kanye Wests ’No Church in the Wild’, parfumereklamer for Dior og Yves Saint Laurent og filmen ’Athena’. Han vandt en Music Awards i 2012 for M.I.A.s ’Born Free’ musikvideo.

Og han har noget for folk i musikkens verden, for inden han fandt sammen med Dua Lipa, dannede han par med sangerinden Rita Ora.

Læs ogå

Se Jennifer Lawrences meget overraskende skotøjsvalg til sin røde gallakjole i Cannes

Se Jennifer Lawrences meget overraskende skotøjsvalg til sin røde gallakjole i Cannes

Alt var yndigt, da Jennifer Lawrence ankom til premieren på sin dokumentarfilm ’Anatomy’ til filmfestivalen i Cannes iført en fuldkommen guddommelig rød kjole fra Christian Dior Couture.

Faktisk var hun billedet på alt, man forbinder med ægte, old school Hollywood glamour med sit udslåede, honningfarvede hår, diamanter om halsen og kjolen med tætsiddende corsage og voluminøst, gulvlangt skørt med slæb og matchende sjal. Kort sagt: Der var intet at sætte en finger på ved ensemblet.

Foto: Vianney Le Caer/AP/Ritzau Scanpix

Lige indtil Lawrence løftede op i det tunge skørt for at bestige trapperne, der første op til salen, hvor filmen blev vist…

Det skulle nemlig vise sig, at den 32-årige Oscar-vinder gemte på en utrolig behagelig overraskelse under sin Haute Couture. Hun havde nemlig stukket fødderne i et par klipklappere, præcis som dem, man har på om sommeren på stranden.

Foto: Vianney Le Caer/AP/Ritzau Scanpix

Om det var en hemmelighed, der skulle forblive skjult, og det udelukkende var for komfortens skyld, eller om valget af fodtøj var en diskret protest mod den strikse dresscode, der tilfalder særligt kvinder til filmfestivalen, hvor koden foreskriver høje hæle, vides ikke.

Faktisk var der et år, hvor festivalen kom i modvind for at have afvist gæster på den røde løber, der ikke ankom i højhælede sko, til trods for at deres flade skovalg var betinget af medicinske årsager.

Årsagen til Lawrences valg af klipklapperne til sin gallakjole må dog forblive i spekulationerne, men vi ved fra hendes personlige stil, at hun sjældent vælger høje hæle til hverdag, men snarere komfortable valg som Adidas Samba-sneakers eller de fodformede Ozzy-ballerinaer fra The Row. Og hvorfor er det et princip, hun skal gå på kompromis med, bare fordi hun har gallakjole på?

Læs ogå

Natalie Portman genopliver sin ’Black Swan’-karakter med en særlig kjole i Cannes

 

 

 

 

 

Natalie Portman genopliver sin ’Black Swan’-karakter med en særlig kjole i Cannes

Der er ikke sparet på gode modeøjeblikke til filmfestivalen i Cannes, som snildt giver store begivenheder som The Oscars og Met Gala kamp til stregen – og tiltrækker langt flere gæster, og endnu flere looks, idet festivalen løber over flere dage.

Se bare på Naomi Campbell, der allerede har givet os hele tre uforglemmelige looks fra henholdsvis Celine, Chanel og Valentino.

Men et af de bedste looks på årets sydfranske filmfestival blev i år leveret af Natalie Portman, der til premieren på ’May December’ ankom i en drøm af en Dior-kjole.

Foto: Mega

Og det var altså ikke en hvilken som helst kjolekreation.

Kjolen var nemlig en nyfortolkning af en ikonisk Dior Haute Couture-kjole, kaldet ’Junon’, som blev skabt for 75 år siden, i 1949, og som i dag er udstillet på The Metropolitan Museum of Art i New York.

Men det er ikke alle referencer i kjolen.

Nej, for ud over at sende et nik til den gamle couture-kjole, så har den genskabte kreation – som er designet af Maria Grazia Chiuri for Dior – med sine fjerlignende lag også referencer til en af Portmans mest karakteristiske roller, nemlig ballerinaen Nina Sayers i ’Black Swan’ fra 2010, hvilket jo er en ualmindeligt passende reference at hive frem på en filmfestival.

Læs ogå

Fra Dame Helen Mirren med violet hår til Natalie Portman i vintage Dior: Her er de flotteste looks fra den røde løber i Cannes

 

Shoppegalleri: 10 cool badedragter til sommeren

Denne artikel indeholder sponsorerede links

1
Foto: PR monki badedragt

Monki, 300 kr.

2
Foto: PR operasport badedragt

OpéraSport, 900 kr.

3
Foto: PR arket badedragt

Arket, 490 kr.

 

4
Foto: PR cos badedragt

Cos, 450 kr.

5
Foto: PR sir the label badedragt

Sir the Label, 2.110 kr.

 

6
Foto: PR weekday badedragt

Weekday, 290 kr.

7
Foto: PR underprotection badedragt

Underprotection, 900 kr.

 

8
Foto: PR magda butrym badedragt

Magda Butrym, 4.080 kr.

9
Foto: PR calvin klein badedragt

Calvin Klein, 1.100 kr.

 

10
Foto: PR toteme badedragt

Totême, 1.700 kr.

Læs ogå

Shoppegalleri: 8 søde ballerinaer til foråret

 

Skønhedsredaktionen anbefaler: De 10 bedste nye ansigtssolcremer

Denne artikel indeholder sponsorerede links.

Det kan virke helt banalt, men en solcreme, du rent faktisk kan lide, gør det så meget nemmere at få den brugt. Hver dag.

For at opnå den rette dækning i ansigtet, skal du bruge en mængde svarende til en teske. Husk især oversete områder som hårgrænse, øre og næsetip.  

Skønhedsredaktionen har fundet de 10 bedste nye solcremer til ansigtet, der netop er landet på hylderne. Måske din nye favorit er iblandt? 

11
Foto: PR Bondi Sands

Uden parfume 
'Face SPF 50 Sunscreen Lotion', Bondi Sands, 75 ml, 149 kr.

 

12
Foto: PR Biotherm

Den lette
'Urban UV Defense SPF50', Biotherm, 30 ml, 329 kr.

 

13
Foto: PR Darling

Vegansk
'Screen Me Spray SPF 50', Darling, 150 ml, 395 kr.

 

14
Foto: PR La Roche-Posay

Matterende
'Anthelios Oil Control Gel-Crème SPF 50', La Roche-Posay, 50 ml, 173 kr.

 

15
Foto: PR Vichy

Kulørfremmende 
'Capital Soleil Solar Protective Water', Vichy, 200 ml, 209 kr.

 

16
Foto: PR Supergoop

Hypet
‘Glow Screen SPF 30’, Supergoop!, 50 ml, 319 kr.

 

17
Foto: PR Ole Henriksen

Med c-vitamin
‘Banana Bright Mineral Sunscreen’, Ole Henriksen, 50 ml, 280 kr.

 

18
Foto: PR Idun

Med farve
'Moisturizing Mineral Skin Tint SPF 30', Idun, 27 ml, 210 kr. 

 

19
Foto: PR Avene

I lommestørrelse
'Reflexe SPF 50', Avène, 30 ml, 110 kr.  

 

20
Foto: PR Mantle

Fugtgivende
’The SPF’, Mantle, 50 ml, 360 kr.

 

Læs ogå

Skønhedsredaktøren: Her er neglelakken, der kommer til at hitte denne sommer

 

Fra Seychellerne til Paris: Her er 8 destinationer til bryllupsrejsen ifølge de kendte

Hvad end du snart skal på bryllupsrejse, romantisk ferie eller blot drømmer om at komme ud i den store verden, så kan du hente inspiration fra de kendtes feriedestinationer.

Bryllupsrejse på Bahamas

Foto: Unsplash

… som Serena Williams og Alexis Ohanian.

Der stod Bahamas på billetterne, da tennisstjernen Serena Williams og Reddit- medstifteren Alexis Ohanian rejste på bryllupsrejse i 2017. I en villa på den private ø Kamalame Cay, der er del af den cari- biske østat, fejrede de to, at de nu var blevet hr. og fru. Helt alene var de dog ikke, for deres fire måneder gamle datter, Alexis, fik også lov at komme med på luksusophold i den enorme villa, der ligger i vandkanten af Atlanterhavet ud for et af verdens største koralrev – Andros Great Barrier Reef.

Bryllupsrejse på Seychellerne

Foto: Unsplash

… som Prins William og Prinsesse af Wales, Kate, Madeleine og Chris O’Neill, George Clooney og Amal Alamuddin.

Hvide sandstrande, turkisblåt hav og palmer så langt øjet rækker. Det lyder himmelsk – og er det efter sigende også – og mange par lader derfor bryllupsrejsen gå til Seychellerne. Paradisøerne i Det Indiske Ocean er især et hit hos kongelige og Hollywood-stjerner. Da prins William og Prinsesse af Wales Kate i 2011 rejste på deres forsinkede bryllupsrejse, valgte de North Island på Seychellerne, hvor de indlogerede sig i en privat lodge i vandkanten med kun hinanden som selskab.

Om det var inspireret af Will og Kate vides ikke, men da finansmanden Chris O’Neill to år senere giftede sig med Sveriges prinsesse Madeleine, overraskede han hende med en bryllupsrejse til samme ø som de britiske ‘kollegaer’ og samme resort, der er øens eneste og også et af verdens dyreste. Det huser kun 11 villaer og tilbyder alle gæster et stykke privat strand – og så kan øen kun nås med helikopter. North Island blev også stedet, hvor Amal og George Clooney tilbragte deres hvedebrødsdage efter et storslået bryllup i Venedig i 2014. Rygtet vil vide, at det var Brad Pitt, der tippede sin ven og kollega fra ‘Oceans’-filmene om den eksklusive og svært tilgængelige ø – måske fordi han selv besøgte den med Jennifer Aniston, da de var et par.

Bryllupsrejse i Paris

Foto: Unsplash

… som Anne Hathaway og Adam Shulman.

Paris har alle dage været en af verdens mest romantiske byer. Ligesom Reese Witherspoon og Jim Toth lagde vejen forbi smukke og altid stemningsfulde Paris på deres bryllupsrundrejse, var byernes by med Eiffeltårnet, Seinen og stribevis af hyggelige fortovscaféer også et must for Anne Hathaway og Adam Shulman. Efter et hurtigt stop i London, hoppede de nygifte på toget og kørte under den Engelske Kanal til den franske hovedstad, der indbyder til hyggelige gåturer i de historiske kvarterer og romantiske middage på små bistroer.

Bryllupsrejse i Brasilien.

Foto: Unsplash

… som Solange Knowles og Alan Ferguson.

Efter et storslået bryllup i New Orleans satte r’n’b-musikeren og musikvideoinstruktøren i 2014 kursen sydpå. Bryllupsrejsen gik til Brasilien, hvor det nygifte par rejste rundt. Bl.a. gjorde de stop i Trancoso på Bahia-kysten – en tidligere fiskerlandsby, hvor boheme-hippier fra hele verden i 1970’erne slog sig ned for at leve side om side med fiskerne i et uspoleret naturskønt område, og som de seneste år trods fraværet af luksuriøse resorts og eksklusive butikker har trukket jetsettet til. Her har blandt andre Naomi Campbell, Leonardo DiCaprio og også Solanges storesøster Beyoncé søgt hen for at slappe af fra overfyldte restauranter og hektisk natteliv.

Bryllupsrejse på Costa Rica

Foto: Unsplash

… som Gisele Bundchen og Tom Brady.

Det var ikke helt nok for supermodel Gisele Bundchen og superbowl-stjerne Tom Brady at blive gift én gang. Efter at have givet hinanden deres ja i et lille kapel i Santa Monica i Californien, besluttede de få måneder senere at fejre kærligheden én gang mere sammen med den nærmeste familie og venner – denne gang på Costa Rica i parrets eget hus i Santa Teresa på Nicoya-halvøen. Under en romantisk solnedgangsceremoni på stranden sagde hr. og fru Brady igen ja til hinanden og tilbragte en uges bryllupsferie med deres nærmeste med at dase og bade. The Bradys har siden 2007 jævnligt besøgt deres hemmelige paradis i Costa Rica, og i dag er området et yndet rejsemål for surfere og andre livsnydere, som tiltrækkes af de hvide sandstrande, bjerge med smukke vandfald og et stort udvalg af bæredygtige resorts, yoga-retreats og økologiske restauranter.

Bryllupsrejse i Østafrika

Foto: Unsplash

… som Kronprins Frederik og Mary, Jessica Biel og Justin Timberlake.

Efter en hel nats bryllupsfest på Fredensborg Slot rejste kronprins Frederik i maj 2014 i al hemmelighed på bryllupsrejse med Danmarks nye kronprinsesse, Mary. Turen gik til Østafrika, hvor tronarvingen og hans brud besøgte Zanzibar, Tanzania og Kenya og både oplevede den frodige regnskov og kridhvide sandstrande. Og det er ikke kun kronprinsparret, der er fascineret af Østafrika. Da Hollywood-parret Jessica Biel og Justin Timberlake i 2012 sagde ‘I do’ til hinanden, fejrede de også kærligheden med en rejse til Tanzania. Her bød ferien både på solbadning i kystresortet Sasakwa Lodge og safari på Serengeti.

Bryllupsrejse på Bora Bora, Fransk Polynesien

Foto: Unsplash

… som Nicole Kidman og Keith Urban, kronprinsesse Victoria og Daniel.

Selv om de er bosat i USA, valgte det australske powerpar Nicole Kidman og Keith Urban at være på den sydlige halvkugle, både da de blev viet, og da de efterfølgende rejste på bryllupsrejse. Efter en romantisk ceremoni med udsigt over Sydneys ikoniske Manly-strand, satte de kursen mod den fransk polynesiske paradisø Bora Bora, der ligger midt i Stillehavet mellem Australien og Sydamerika. Her dasede parret i en privat villa i strandkanten. Da den svenske tronarving, kronprinsesse Victoria, fik sin drømmeprins – Daniel – fejrede de to også kærligheden på den lille paradisø. Parret fløj først til Tahiti, hvorfra de sejlede med en luksusyacht, som de havde lånt af venner, til den lille ø, der er omkranset af koralrev. Det kommende regentpar tilbragte 10 dage med afslapning i strandkanten og besøg på andre af Fransk Polynesiens mange idylliske atoller.

Bryllupsrejse i Spanien og Italien

Foto: Unsplash

… som Reese Witherspoon og Jim Toth, Alicia Vikander og Michael Fassbender, Neil Patrick Harris og David Burtka.

Mens mange kendisser foretrækker øde øer med private strande, når de holder ferie, valgte Reese Witherspoon og Jim Toth at tilbringe deres hvedebrødsdage med at slentre ned ad tætbefolkede gader og spise på romantiske restauranter i den gamle italienske by Positano på Amalfikysten. Faktisk kunne det eventyrlystne brudepar ikke nøjes med én ‘honeymoon’, men rejste først en tur til Belize, dernæst til Paris og rundede ferien af på Amalfikysten, hvor de flere gange blev genkendt, når de gik hånd i hånd på gaden, og på sociale medier beskrevet som tydeligt forelskede ‘lovebirds’.

Italien dannede også rammen om bryllupsrejsen, da den svenske oscarvinder Alicia Vikander i 2017 sagde ja til sin tysk-irske filmkollega Michael Fassbender. De to blev viet på den spanske ferieø Ibiza på det 400 år gamle Finca Can Marti, der i dag er et bæredygtigt hotel med egen økologisk frugtplantage og urtehave, solcelleopvarmet pool og tyrkisk hamam. Efter vielsen satte de nygifte kursen mod Norditalien, hvor de besøgte de smukke og historiske byer Bologna, Verona og Firenze. Her blev de flere gange spottet af fans, når de spiste på små lokale restauranter og indlogerede sig på hyggelige hoteller og private bed & breakfasts. Lignende omgivelser dannede rammen, da ‘How I Met Your Mother’-stjernen Neil Patrick Harris giftede sig med sin kæreste gennem 10 år, David Burtka. De to lejede et slot i den norditalienske by Perugia og inviterede venner og familie til vielse og fest.

Læs ogå

20 kjoler, du kan have på som gæst til sommerens bryllupper

 

 

 

 

 

 

 

Kom indenfor hos Pia Bresling: “Jeg vil 100 gange hellere købe et kunstværk end en lampe eller et møbel”

Efter at have boet et par år i solvarme Barcelona,  var familien forbi belgiske Antwerpen, inden de igen kom til København. Flyttekasserne blev pakket ud bare tre uger inden coronanedlukningen, og samtidig fandt Pia ud af, at hun ventede barn nummer tre. De boede i en lejlighed på 100 kvadratmeter, og det var en lidt intens oplevelse for familien.

“Vi var rimelig desperate for at finde noget større at bo i. Vi havde lånt en loftlejlighed, hvor det hele nærmest var et stort rum, og med to mindre børn og en mere på vej, så var det langt fra optimalt,” fortæller Pia Bresling, der var så heldig, at nogle venner kendte til ejendommen her, hvor en lejlighed blev ledig.

Hvem?

  • Pia Bresling, 42 år, cand. mag i dansk og kommunikation
  • Nylig stifter af tekstilbrandet Libre Fabrics
  • Gift med Philip Bresling, 40 år.
  • Sammen har de tre børn: Mila, 9 år, Louis, 6 år og Alice, 2 år.
  • De bor i en herskabslejlighed på ca. 300 kvadratmeter i Indre København i en ejendom fra 1890’erne.

En stor herskabslejlighed på hele 300 kvadratmeter. Med flere stuer en suite og værelser til alle. ”Et lykketræf,” kalder Pia det. Så fra at sidde på skødet af hinanden og have løbecykler i stuen, kan familien nu blive væk fra hinanden indenfor hjemmet fire vægge.

Foto: Marie-Louise Munkegaard

Den grønne sofa fra &Tradition var det første, Pia købte til lejligheden, da den skulle møbleres. Sofabordet i glas er fra Jotex, og det vævede værk på væggen er af den amerikanske kunstner Ry David Bradley. Det er et af Pias yndlingsværker. Den sorte sofa til højre er en Joe Colombo-sofa fundet på Lauritz.com.

De store, lyse rum og lofthøjden på tre en halv meter giver et meget herskabeligt udtryk, men det var også en udfordring at flytte ind her efter nogle år i kufferter på farten.

“Vi havde slet ikke nok møbler til at møblere her og heller ikke økonomi til bare at købe en hel masse. Så filosofien blev at købe nogle store ting, der kunne fylde meget i rummene,” siger Pia og fortæller, at den store grønne sofa blev det første køb. Pia har arbejdet med indretning i en del år, og hun går især op i, at indretningen skal passe til hjemmets stil og stemning. Så valget her blev at sætte en afstemt farvepalette med få skarpe kontraster, deres nøje udvalgte kunst på væggene, suppleret med fine arvestykker fra en anden tid. Og indtil økonomien er til det, så bliver lejligheden møbleret stille og roligt hen af vejen.

Foto: Marie-Louise Munkegaard

Det lyserøde værk er af en portugisisk kunstner, der hedder Manuel Tainha. Det købte parret i Spanien, hvor de mødte kunstneren og fik fragtet værket med til Danmark. Lampen er af Ingo Mauer.

“Det bliver en langsom proces for os at møblere, men det gør ikke noget, for vi kan blive her for evigt, så det må tage den tid, det tager,” siger Pia.

Selv om midlerne ikke er der til møbler, så er de der oftere til kunst, da både Pia og Philip er meget passionerede omkring det, de hænger på væggene.

Foto: Marie-Louise Munkegaard

Pia Bresling har netop startet virksomheden Libre Fabrics, som sælger tekstiler som duge, sengetøj, servietter mm. Ved Gubi-bordet sidder Pia, når hun arbejder med sin tekstilkollektion. Koppen er arvet fra farmor.

“Jeg går meget mere op i at have noget fedt på væggene end en få en ny stol eller lampe. Kunst er virkelig et sted, hvor du kan give dit hjem lidt ekstra wow-effekt. Jeg lægger selv meget mærke til kunst i andres hjem. Det drager mig virkelig, og det siger meget mere om dem, der bor der, end deres valg af møbler gør,” siger Pia.

Hvis hun skal vælge mellem kunst og møbler, er valget nemt. “Jeg vil 100 gange hellere købe et kunstværk end en lampe eller et møbel,” siger Pia, der måske netop derfor heller ikke er helt færdig med at indrette den 300 kvadratmeter store lejlighed. Endnu.

Foto: Marie-Louise Munkegaard

Den skulpturelle lampe er af den danske kunstner Fos, som havde lavet dem til Celine-butikkerne i sin tid. Den hedder Street Lamp og er mere et kunstværk end en lampe. Den blå stol er af Gerrit Rietveld.

Pia bliver især tiltrukket af værker, hvor det ikke ”bare er maling på et lærred”, men hvor der er flere lag, materialer og dybde at gå på opdagelse i.

“Jeg falder meget for farver og teksturer. Jeg elsker, når jeg ikke kan være helt sikker på, hvordan et værk er lavet. Det kan være malet silkestof, indfarvet tekstil eller vævet stof, der ligner et billede på lang afstand. Den røde tråd i vores kunst er helt klart materialet,” siger Pia.

Foto: Marie-Louise Munkegaard

Kunstværket i vindueskarmen er af skulptør Alexandra Marcussen, og det store spejlværk er af Sabine Marcelis. Den smukke radiatorskjuler er original og bevaret.

Selv om parret ikke er helt enige om indretning og møbelvalg, så er de sjældent uenige, når det kommer til det, der skal på væggene.

“Sjovt nok er vi altid enige om kunsten og falder for det samme,” siger Pia.

Foto: Marie-Louise Munkegaard

Man bliver budt velkommen i den gigantiske og smukke entré med høje paneler og hvælvet loft. Lampen er fra Gubi, og stolen er af den norske kunstner Magnus Petterson, som var en barselsgave fra Philip, da Pia fik sønnen Louis. Døren bagerst fører ind til stuen.

Mens møblerne er gæster på kortere eller længere besøg i familien Bresling, flytter kunsten ind som en varig del af deres fælles livsfortælling og noget, der bliver brugt til at markere store mærkedage som graviditeter, børnefødsler, runde fødselsdage og andre større fejringer.

“Vi har tre børn og ved godt, at vores sofa ikke nødvendigvis overlever i 10 år. Men de kunstværker, vi investerer i, følger os for evigt, og dem kan vi give videre til børnene. På den måde bliver kunsten vores fælles fortælling.”

Foto: Marie-Louise Munkegaard

Lige inden familien flyttede ind, blev der sat nyt køkken op fra Kvänum i fuldstændig samme stil som det oprindelige. Den mørkegrønne linoleumsbordplade giver en god kontrast til det hvide trækøkken. “Jeg havde aldrig selv tænkt over at lave sådan et køkken, men det giver så god mening, og det er sindssygt nemt at holde,” siger Pia. Syltekrukkerne er fra House Doctor.

Foto: Marie-Louise Munkegaard

Det indbyggede vitrineskab er originalt fra dengang, lejligheden blev opført. Her opbevarer Pia det porcelæn, der bliver brugt til daglig. Philip går meget op i madlavning og har en masse køkkengrej, som bliver opbevaret i skabene forneden. Bordet er arvet fra Philips morfar, som var antikvitetshandler, stolene er modellen Betty fra &Tradition – de blev i sin tid tegnet til Betty Nansen Teatret.

Foto: Marie-Louise Munkegaard

Terrazzogulvet på badeværelset er det originale, som er slebet op, og Pia elsker det, selv om hun også drømmer en lille smule om badeværelse med gulvvarme.

Foto: Marie-Louise Munkegaard

I soveværelset står stolen, som er et arvestykke fra Philips morfar. Tasken er fra Boyy, og kaminen er bare til pynt. Badeværelset har indgang både fra forældresoveværelset og fra datteren Milas værelse.

Læs ogå

Kom indenfor hos Maiken Winther: “Det er super, at en lampe kan lyse, men det vigtigste er, at den tilføjer noget til rummet”

 

Leopard, denim og ruskind: Ugens bedste budgetfund

Denne artikel indeholder sponsorerede links.

21

Ballerina, Zara, 399 kr.

22

Nederdel, Arket, 590 kr.

23

Kjole, Mango, 599 kr.

24

Hoops, Cos, 250 kr.

25

T-shirt, & Other Stories, 195 kr.

26

Trackjakke, Weekday, 550 kr.

27

Kjole, H&M, 349 kr.

28

Armbånd, Anni Lu, 350 kr.

29

Taske, Massimo Dutti, 699 kr.

Læs ogå

Blondekjole og hæklede forårssager: Ugens bedste budgetfund