Hvilke pronominer bruger du?
“Hun/hende/hendes. Jeg er en femme fatale, der tilfældigvis er født som dreng. Personligt ville jeg elske en verden uden behov for at sætte mennesker i bås med pronominer. Den kønsopdelte rollefordeling har ”literally” aldrig passet for mig. Jeg er en transkvinde, men jeg har det bedre med queer. Det er mere flydende. Men jeg forstår godt, at pronominer som de, den og hen kan være vigtige for nonbinære.”

Hvor er du vokset op?
“I Aarhus. I et ikke supertroende marokkansk hjem, men de kulturelle normer og regelsæt var til stede. Lige siden jeg kan huske, har jeg følt mig som Anira og ikke Anir, men jeg blev nødt til at finde en måde at indordne mig.
Være femme uden at provokere. Jeg stylede mig i feminint vintagetøj – og slap på den måde for at klæde mig i
drengemærker som Solid. Det var pigerne, jeg klikkede med. De beskyttede mig, jeg var ”the it-girl” og omringet
af en inspirerende energi – de elskede min stil og mit mod. Men jeg levede et dobbeltliv. Det var svært at forsøge at passe ind uden at miste sig selv. Jeg gemte tøj hos veninderne og en crop-top under hovedtrappen derhjemme,
så mine forældre ikke så mig i den, når jeg gik i skole. Og det var ikke den eneste ”headache”. Der var
drenge med anden etnisk baggrund fra andre boligområder, som var ubehagelige og truende, og jeg begyndte
at tage omveje til skole for ikke at møde dem. Aarhus var ikke til Anira – og Anira var ikke til Aarhus. Det blev
mere og mere ”obvious”.”

Hvad gjorde du så?
“Som tyveårig pakkede jeg mine kufferter og tog til London. Det blev mit livsforandrende ”fairy tale”. Her foldede jeg mig ud og blendede ind med femmes og queers. Det mest ”amazing” kvindekollektiv Pussy Palace åbnede døren for mig. Her var der rum for min transition: ”Do you, be you, and don’t give a fuck”. De havde skabt et Studio 69 univers for queers of colour med plads til at feste uden at blive gramset på og helt befriet for ”dickass-energy” og ”slutshaming”. Jeg var sluppet væk fra den heteronormative virkelighed, som min familie også repræsenterede. Jeg levede min drøm og var sammen med ligesindede og følsomme ”souls”. Jeg blev Anira.”

“Jeg levede et dobbeltliv. Det var svært at forsøge at passe ind uden at miste sig selv.”

Hvilke omkostninger har det haft?
“At jeg ikke har set min familie siden 2015. I det marokkanske miljø er det ikke accepteret at være transkønnet, kropspositiv og ekspressiv. Ikke ”suitable”. Og en stille og rolig kvinde bliver jeg aldrig! De cuttede mig ikke af
– men vi mistede kontakten. Det har været smertefuldt, men jeg tror, det var nødvendigt for, at jeg kunne blive mig selv. ”On a positive note” – de sidste måneder har jeg været i kontakt med min storesøster: ”Mor vil gerne se dig,” siger hun. Det har vakt store følelser i mig. Jeg er snart klar til at ”reconnecte”, for jeg savner hende, mine fire søskende – og også min far. Han er på mange måder en inspiration: viljestærk og begavet. Han kom fra fattigdom og skabte et hjem i Danmark. Blev uddannet fysioterapeut – og arbejdede så hårdt, at han også fik råd til at bygge et hus ved havet i Marokko. Jeg håber, at vi alle snart kan samles der – og finde fred og kærlighed.”

Hvad er queer for dig?
“At være autentisk. Ikke blive sat i en kasse. Være fri og ”sassy”. ”Accept, flower and all that jazz!”.

Hvordan er dit liv i dag?
“Jeg er lige flyttet i lejlighed. For første gang har jeg min helt egen. Wauw … på fjerde sal, lys og med to værelser. Jeg er i gang med at indrette et fantastisk univers med fjer, planter, tøjstativer og smukke ting. Jeg føler mig så ”blessed’” Er begyndt i terapi, spiser sundt og er i balance med mig selv igen efter en periode med lidt for meget
fest og farve. Jeg elsker at ”dresse up” og se ”cute” ud. Det giver mig power og selvtillid. Men det er jo også et skjold, en beskyttelse. Uden er jeg mere sårbar. Jeg øver mig i også at vise den side. Tage mindre makeup på og slappe af i min naturlige femininitet.”

Har din kønsidentitet påvirket den måde, du møder verden på?
“Ja. Jeg bliver dømt som queerperson, fordi jeg er meget åbenlys i mit udtryk. Det giver bagslag, når jeg for eksempel søger jobs. Folk synes, at jeg er for meget – og jeg oplever, at mange cis-personer er besatte af, at andre skiller sig ud. Den måde, jeg klæder og udtrykker mig på, larmer. Men det er ikke et show. Det er bare mig, og den jeg er. På den anden side bliver jeg også kontaktet af andre transkvinder, som siger, at jeg giver dem mod til selv at folde sig ud. De værdsætter, at jeg er så åben. Det er jo fantastisk.”

Er der personer, der har inspireret dig?
“Marsha P. Johnson, der kæmpede for homoseksuelle og transpersoners rettigheder i USA fra 1960’erne og frem til sin død i 1992. Hun var en af de første brune transkvinder, der fik betydning for mig. Og selvfølgelig Pussy Palace, alle de ”black femmes”, der er blevet mine søstre. I det hele taget … ”All my sisters out there – I’m not the only one”.

“Personligt ville jeg elske en verden uden behov for at sætte mennesker i bås med pronominer.”

Hvad læser, lytter, ser du for tiden?
“Jeg er en ”sucker” for realityshows som ‘The Real Housewives of Beverly Hill’. Jeg gamer adventurespillet ‘Mobil Legends’ – heltinderne vinder – og så hører jeg vildt meget musik. ’Closer’ med Goapeleog ’Rain’ med SWV kan jeg lytte til igen og igen; ”Love & Smooth Rhythm”.

Hvilken betydning har Pride Parade for dig?
“Det er vores dag. Måske fylder heteroer og virksomheder for meget, men det er en hyldest og påmindelse om hvor langt, vi trods alt er kommet. Jeg er ”basically just positive”.

Hvad gør du selv for at skabe inklusion og åbenhed?
“Jeg er en walk-in-invitation til åbenhed. ”Look at me!” Jeg skjuler mig ikke – hverken på gaden eller Instagram. Jeg tør være og bære mig selv.”

“Queers er hverken underholdning eller accessoires”

Hvilke misforståelser møder du i forhold til at være queer transkvinde?
“Hvad du har mellem dine ben og din sjæl kommer ikke hånd i hånd. Kvinder kan komme i forskellige former. Og det kommer ikke andre ved, hvad der gemmer sig mellem mine ben. Husk, at der er forskel på mig på Instagram og ude i virkeligheden. Folk kan have en forventning om, at jeg altid er den her überseksuelle ”sassy” kvinde med lange negle og stiletter. Så møder de mig – og jeg er stille og rolig. Med en cap på og oversize T-shirt. Men det er også en del af mig.”

Hvad ville du ønske, alle der tilhører majoriteten vidste, så de blev bedre allierede?
“Alle mennesker går igennem svære oplevelser. Men når man, som jeg er transkvinde og brun, så er det dobbelt så hårdt. Egentlig er det meget ”basic”: Vær god mod andre. Vis respekt. Det, som vil såre dig, vil også såre mig. Lad os sammen skabe en smuk verden, hvor der er plads til alle.”

Må heteroseksuelle cispersoner gerne hænge ud på queer-barer/-spots, eller skal I have dem for jer selv?
”Mixed feelings” … selvfølgelig skal der være queer-steder, hvor alle må være med. Men der er også brug for klubber, hvor minoriteter kan være i fred. Hvor vi ikke skal opleve at blive fejlkønnet. Hvor vi er på bølgelængde – hvor vi kan samtale, være skrøbelige, festlige og trygge. For hele verden er ikke vores østers.”

Fortæl om en smuk oplevelse i det offentlige rum?
“Når fremmede mennesker på gaden anerkender mig og kan se, at jeg også er en ”lovely person”. At jeg ikke gør noget ’forkert’. Når de siger, at jeg er inspirerende, og det er der heldigvis også heteroseksuelle, som gør. Det er rart af vide, hvorfor mennesker kigger. At det er et kærligt blik. Der er et par regler; smil altid med dine øjne – og lad være med at glo!”

“Selvfølgelig skal der være queer-steder, hvor alle må være med. Men der er også brug for klubber, hvor minoriteter kan være i fred.”

Har du også oplevet det modsatte?
“Ja …. at blive grinet af. Gloet på. Råbt efter. Og jeg kan fornemme det med det samme. Jeg er blevet så hurtig en ansigtslæser, at jeg burde få job i FBI. Men jeg er blevet bedre til at stå op for mig selv – og samtidig forsøger jeg at bevare min gode energi. Det kan være udmattende, og derfor er der også mange queers, der mister selvtilliden og gemmer sig. Men vi bliver nødt til at tage kampen op, for ellers tror de idioter, at det er okay at opføre sig respektløst overfor andre mennesker. Desværre kan ciskvinder også være grænseoverskridende. De skal lære, at når de ikke ’stepper’ op for os, eller når de føler, at der er en slags konkurrence om deres mænd, så udskammer de ikke bare os – men også dem. De skal acceptere, at der er mænd, som synes, at en transkvinde er smuk og tiltrækkende. Cis-kvinder elsker at være allierede, når de skal være woke og drikke cosmopolitans med deres bøsse- og transveninder. Men girls …queers er hverken underholdning eller accessoires. Vi er ikke med i ’Sex and the City’. Mine veninder skal fighte min fight.”

Hvad drømmer du om for fremtiden?
“At være glad. Skabe kreative universer. Få flere dj-jobs i udlandet. ”I wanna do fabulous things!” Jeg er for nylig kommet ud af et tre år langt forhold til en skøn mand. Og vi har formået at bevare vores venskab. Og derude i fremtiden ved jeg, at der findes én, som er klar til et stærkt og kærligt forhold. Som kan værdsætte den kvinde, jeg er. Jeg drømmer også om en verden, hvor smukke venskaber og familiebånd ikke bliver ødelagt på grund af seksualitet, etnicitet og religion.”

Hvilke råd vil du give andre?
“Lad være med at stresse. En transition er en rejse. Du må ikke miste håbet og fjern dig fra mennesker, der ikke støtter dig. ”Life is so fucking short!” Lad det blomstre.”

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Identitet

Kunststuderende Noah Umur Kanber: “Jeg venter stadig på, at systemet godkender min eksistens som transperson”

Hvilke pronominer bruger du? 
“Hun/hende/hendes. Og et godt råd: Spørg hellere en gang for meget end for lidt. Tidligere var jeg mere gender fluid – den ene dag ultra femme – den anden mere maskulin. Men dybest set har jeg altid vidst, at jeg havde det bedst i min femininitet. I dag har jeg taget springet – både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg venter stadig på, at systemet godkender min eksistens som transperson, og det er en meget langsommelig proces på Center for Kønsidentitet.”

“Når man – som jeg – er helt afklaret om, at det er min vej, er ventetiden vildt frustrerende. Det er forskruet, at staten skal vurdere, om min transkønnethed kan ’godkendes’ – jeg er 31 år! Jeg er jo sprunget ud som transkvinde, og det seneste år har jeg været nødt til at købe hormoner – under bordet. Og også selv betale for laserbehandling.”

Hvor er du vokset op? 
“I Lystrup, Aarhus aka Gun City – og kendt som en gammel rockerby. Allerede som barn elskede jeg at klæde mig i kjoler og lege med piger, men derhjemme var det ikke velanset, at en dreng gik i tylskørt. Min morfar var imam, og alt handlede om ikke at kaste skam over familienavnet. Mine forældre ankom som flygtninge og blev skilt, da jeg var to år. Det hele blev så dysfunktionelt. Min mor var psykisk ustabil og kæmpede med at være alene med tre børn. Hun gjorde det så godt, hun kunne, men var også låst i det her tyrkiske, indskrænkede og strengt religiøse miljø. Hun blev senere udstødt af sin familie, da det kom frem, at hun havde haft et hemmeligt forhold til en kriminel mand, hvilket resulterede i, at mine brødre og jeg blev tvangsfjernet efter min mors selvmordsforsøg.”

“Jeg har boet på forskellige børne- og behandlingshjem igennem min opvækst. For nylig har jeg fået delvist aktindsigt – flere tusinde sider – og det er på én gang opklarende og hård læsning. En form for fucked up og forskruet landkort over mit tidlige liv.”

“Jeg var tretten år, da jeg sprang ud. Det kunne min mor og resten af familien ikke acceptere. Jeg måtte ikke bo hjemme, hvis ikke jeg ’rettede ind’. Jeg søgte kommunen om hjælp men blev mødt med en lukket dør. De første nætter sov jeg ved busstoppesteder, rundt omkring på sofaer, eller hvor det nu kunne lade sig gøre.”

“Jeg var tretten år, da jeg sprang ud. Det kunne min mor og resten af familien ikke acceptere. Jeg måtte ikke bo hjemme, hvis ikke jeg ’rettede ind’.”

“Jeg endte med at møde en, som også blev min kæreste, og jeg boede lidt i skjul hos ham, indtil jeg flyttede ind hos min veninde i hendes fars lejlighed. Det var en kæmpe hjælp, og jeg kunne færdiggøre folkeskolen og gymnasiet. Men takken skylder jeg nok min tidligere voksenven Morten, som hjalp mig med lektier. Jeg havde ikke gået i skole, før jeg kom i en normal folkeskole i 7. klasse og fattede ingenting. Han var tålmodig og tog sig tid til at få mig til at forstå 1+1=2 og alt det andet.”

Og du skiftede navn? 
“Ja. I dag hedder jeg Noah. Det besluttede jeg som 16-årig. Noah er et smukt kønsneutralt navn. Men det var også fordi, jeg pænt sagt ikke kom forrest i køen, når jeg søgte jobs som Umur. En dag sendte jeg samme ansøgning til SuperBrugsen – bare underskrevet Noah. Denne gang fik jeg svar. Da jeg konfronterede dem med det, kom de med en forkølet undskyldning. ”Jeg tror ikke, at I er en arbejdsplads for mig,” svarede jeg. Aldi var langt mere imødekommende. Men det er jo også en underdog-kæde, ha ha.” 

Hvornår kom du til København? 
“I 2011 – og det var mind blowing. Selv om Aarhus bliver set som ’smilets by’, havde jeg ikke selv set så meget af det smil. Da jeg kom til København, oplevede jeg en meget større diversitet og accept inden for LGBTQ+-miljøet. Jeg havde aldrig før mødt så varmt og åbent et miljø.”

Kenneth Cockwhore var den første queer, jeg lærte at kende. Den første ikke-binære transperson. Jeg havde selvfølgelig set transpersoner før, men kun på tv. Her turde jeg tage det store spring og klæde mig, som jeg havde lyst til. Få lov til at være flydende … ja … bare eksistere, som den jeg er. Det var et legende, kreativt og politisk community.

“I dag er jeg slet ikke i tvivl om, at det var mødet med alle de her mennesker på min vej i forskellige miljøer, der gav mig mod og tro på at udtrykke mig kunstnerisk. Jeg anede ikke, der var noget, som hed Det Kongelige Kunstakademi før for fem år siden. At man overhovedet kan være så priviligeret at få en kunstnerisk uddannelse, der jo koster samfundet mange penge. Min tanke var egentlig, at jeg skulle arbejde med udsatte børn. Men her fandt jeg hurtigt ud af, at det område desværre fortsat er befolket af gammeldags ældre pædagoger, der har meget svært ved at acceptere queerness.”

“Her turde jeg tage det store spring og klæde mig, som jeg havde lyst til. Få lov til at være flydende … ja … bare eksistere, som den jeg er. Det var et legende, kreativt og politisk community.”

Hvordan er dit liv i dag? 
“For to år siden blev jeg optaget på kunstakademiet i København, og selv om det er hårdt at vende tilbage på skolebænken efter ti år, så sætter jeg virkelig pris på skolelivet. Og at skabe noget, der er en afspejling af mit liv. Men det er også en kamp, for jeg kan godt føle mig som en fremmed fugl. Jeg er ikke intellektuel og kan ikke kunsthistorien udenad. Min kunst kredser om kulturelle paralleller, observationer og de følelsesmæssige traumer, jeg har haft igennem mit liv.”

“Lige nu er jeg optaget af en udgravning af et 12.000 år gammelt og monumentalt tempelanlæg i Tyrkiet. Göbekli Tepe er en helligdom beliggende på toppen af en bjergkam i det sydøstlige Anatolien. Her har arkæologer fundet søjler og indgraverede relieffer med mytologiske dyreskabninger, hovedløse menneskekroppe og ’ancient aliens’. Det er så vildt, at dette urhistoriske og navnløse folk har skabt så komplekst et bygningsarbejde med så mange historiefortællinger.”

“Jeg er nysgerrig på det levede liv, og det – tror og håber jeg – man kan mærke i min kunst. Er mit liv godt i dag? Ja, i forhold til hvad jeg kommer fra og har ofret. Men – som folk siger til mig: ”Du er jo stenbuk”. Når jeg sætter mig for at opnå et mål, opnår jeg det. Om så jeg skal vende hver eneste krone!” 

Har din kønsidentitet påvirket den måde, du møder verden på? 
“Jeg kan godt være usikker på at date som transkvinde, men det er også forståeligt, når ens krop ændrer sig, og det er en proces i sig selv. Derfor er det også ekstra svært at opleve, at fyre ’ser’ en som en fetich og ikke bare det menneske, man er. Det bliver det sjældent mere end to ryk og en aflevering. Men det er okay – for lige nu har jeg mere fokus på mig selv.”

Er der en person eller en oplevelse, der har inspireret dig? 
“Jeg har siden min barndom været fascineret af den tyrkiske folkesangerinde og diva Bülent Ersoy. Hun er en af Tyrkiets største stjerner og transkvinde. Jeg hørte hendes sange igen og igen og elskede at se hende i fjernsynet. Desværre har hun udtalt sig homofobisk og transfobisk flere gange, men alligevel har hun stor betydning, fordi hun er én, jeg hemmeligt kunne spejle mig i som barn.” 

Hvad læser, lytter, ser du for tiden? 
“Musik, der passer til mit humør. Jeg er stor fan af klassisk musik, hvilket folk ikke rigtig forbinder mig med, men det kan få mig ned i gear og og slappe af, mens jeg arbejder. Ellers lytter jeg til alt fra old school R&B og til lidt hurtigere festmusik, som folk nok vil kalde Dak Dak musik. Men jeg vil gerne highlighte Saint Precious og BB BOï Boyfall. Jeg ser sjældent tv, men når jeg gør, så elsker jeg realityserier som ’The Real Housewives’ og ’TLC’. Og jeg må nok indrømme, at TV Avisen også kommer på banen.” 

“Mangler LGBT+ Danmark ikke også mere diversitet i bestyrelsen – for eksempel en nonbinær eller transperson med minoritetsbaggrund?”

Hvilken betydning har Pride Parade for dig?
“Det er en fest for hr. og fru Danmark og en masse pinkwashing for virksomheder. Der er gode initiativer med talks, men det bliver jo skubbet i baggrunden og gemt væk til fordel for folkefesten. Mangler LGBT+ Danmark ikke også mere diversitet i bestyrelsen – for eksempel en nonbinær eller transperson med minoritetsbaggrund? I stedet er jeg med til den alternative Nørrebro Pride, der sætter BIPoC-personer i front. Den er i ånden, hvad en pride skal være; anti-kommerciel og aktivistisk. Og en pride, der er opstået på grund af folk som mig, der ikke føler sig set og repræsenteret i den ’officielle’.”

“Der har været debat om, at den udelukkede ’hvide’. Det er ikke korrekt. Den er for alle både hvide og ikke hvide. Men vælger man at deltage i denne festlige begivenhed, så er det også fordi, man er indforstået med at lægge sine privilegier som hvid person på hylden og komme og vise support og give plads til de brune og sorte. Til åbningsfesten blev der nægtet adgang til mange af mine hvide venner, og de var helt okay med det. Ville de gerne have festet med os? Ja, men de var forstående overfor, at festen prioriterede adgang for BIPoC-personer, før andre. Det er en dag hvert år. Og det er da okay, at marginaliserede personer har en fejring for dem selv. Man kan jo komme til alt andet end festen.” 

Hvad gør du selv for at skabe inklusion og åbenhed? 
“På kunstakademiet har jeg taget initiativ til at samle transpersoner og minoriteter og lave en fælles stor udstilling til ’Rundgang’. Det er godt at have et rum, hvor vi kan spejle hinanden og måske også skabe et sammenhold i disse royale rammer, som hurtigt kan dræne folk. Derudover laver jeg performance-bingo på Søpavillonen, i virksomheder og til private fester i hele landet. Det er en festlig måde at vise cis-personer, at sådan nogle som os er søde og ret sjove. Og bingo er jo sådan en borgerlig og populær underholdning. Derudover laver jeg, sammen med min momager AK og ven Ismar også kendt som Maja, en årlig støttekalender ’Maj og Maja kalender’, hvor pengene går til FSTB, foreningen for Støtte til Transkønnede Børn. Indtil videre har vi doneret 35.000 kroner. Den koster 300 kroner og er i et limited antal, som vi sælger på Instagram i december.”” 

“Pas på med forudindtagede holdninger. Transpersoner er ikke så farlige, som mange går rundt og tror.”

Hvad ville du ønske, alle der tilhører majoriteten vidste, så de blev bedre allierede? 
“Gør plads til forskellighed. Det skal vi også i vores egne miljøer: Er du mand nok? Trans nok? Lesbisk nok? Stop med at vurdere hinanden på den måde. Det splitter.” 

Hvad drømmer du om for fremtiden? 
“At det bliver en menneskeret at være transperson. Et godt og stabilt liv er også et stort ønske, samt at min kunst får lov til at flytte ind i folks hjem.” 

Hvilke råd vil du give andre? 
“Pas på med forudindtagede holdninger. Transpersoner er ikke så farlige, som mange går rundt og tror.” 

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Agenda

“Det er vigtigt at forstå, at lovgivning ikke automatisk fører til et sundere syn på LGBTQI+personer”