Denne artikel er en del af artikelserien ‘Livets retter’ fra ELLEs septembernummer. 

Sol over Gudhjem

En stor del af min barndom tilbragte jeg i mine bedsteforældres have. Min mormor kørte ofte til fiskehandleren og købte røgede sild, så hun kunne lave Sol over Gudhjem med æggeblomme og purløg til min morfar, som var lidt af en patriark. På et tidspunkt var jeg gammel nok til at sidde ved siden af ham ved bordet og få min egen Sol over Gudhjem. Det blev en fast tradition.

Jeg var deres første barnebarn, så jeg fik ekstra meget opmærksomhed. Jeg husker det som om, at jeg altid var ved min morfars side. Han legede ofte, at han var en elefant, og så sad jeg på hans ryg og bestemte, hvor vi gik hen. Min mor var 19 år, da hun fik mig med den her eksotiske mand fra Israel, men på mange måder har jeg haft en traditionel dansk barndom. Mine bedsteforældre var virkelig danske. Min morfar havde 11 søskende, og de lignede alle hinanden.

Foto: Kavian Borhani

Vi var en tæt familie som brugte mange timer sammen, spiste smørrebrød og holdt hyggelige langbordsmiddage. Jeg følte mig tryg, men var også bevidst om ikke at stikke for meget ud med min israelske side. Israel forbinder jeg med et eventyr. Vi besøgte min fars familie et par gange om året, og der var altid gang i den med et ekstremt højt lydniveau, og alle havde et stort temperament. Her var maden også samlingspunktet. Langborde med skøn mad fra Mellemøsten. Alle om bordet var lidt crazy, og samtalerne fløj afsted. 

Når jeg tænker tilbage, så havde luften i Danmark en lidt kølig blå tone, en rolig farve, mens himlen var lyserød i Israel, og jorden lidt rød på grund af ler.

Foto: Kavian Borhani

I mit barndomshjem i København spiste vi en blanding af min fars retter fra Mellemøsten og det, som alle andre danske børnefamilier spiste. Der var også frikadeller på bordet. Jeg tror, at mine forældre inkorporerede det danske, så min far kunne blive mere integreret. Men det gjorde, at vi var et mix af alt og ingenting. Hverken danske eller israelske. 

Jeg havde en stærk følelse af at være rodløs. I mit hjem dansede vi til spanske og israelske toner – vi lyttede hverken til Shu-bi-dua eller Gasolin. Jeg var et stort spørgsmålstegn, når jeg forsøgte at synge med på de seje numre med mine veninder. Jeg var den mørkeste på skolen, hvilket jeg forsøgte at rette op på ved at få en million lyse striber i håret hos frisøren. Mit navn var svært at udtale. Jeg fattede ikke, hvorfor mine forældre havde givet mig et navn, der kun gav mig problemer. Mit største ønske var at hedde Mette.

”I Mellemøsten var jeg for modig og tog for mange beslutninger – for europæisk – og i Danmark var mit navn specielt, og jeg lignede ikke de andre”

Shakshouka

Min far var graciøs, flabet, egoistisk og havde et kæmpe temperament. En meget speciel far at vokse op med. Han lavede shakshouka til morgenmad. Eller græsk yoghurt med za’atar-krydderi og nødder. Morgenerne har altid spillet en væsentlig rolle i vores familie. Det var der, min far fik lov til at udfolde sig i køkkenet. Det betød meget for ham. Jeg havde en far, som var taget på jordomrejse og mødt den her danske skønhed, og så var det bare passion, indtil ilden lige pludselig var væk. Jeg husker mest af alt en far, som længtes efter at komme hjem til Israel.

Foto: Kavian Borhani

Shakshouka.

En opvækst som ‘mixed child’ kan være en gave, men også det modsatte. Rodløst. I Mellemøsten var jeg for modig og tog for mange beslutninger – for europæisk – og i Danmark var mit navn specielt, og jeg lignede ikke de andre. Det betyder, at du bliver født med en helt naturlig ensomhed. 

I dag kan jeg se, at rodløsheden var en gave at få med, fordi jeg som barn havde meget nemt ved at skabe mine egne universer. Jeg lavede hele tiden noget kreativt, sad for mig selv og tegnede, syede tøj eller skabte håndlavede dukkehuse med min morfar. I dag udtrykker jeg mig bare gennem smykker. Der kom helt sikkert noget godt ud af den ensomhed.

I familien i Israel er smykker gået i arv i generationer. Og smykkernes fortællinger og betydninger har altid fyldt meget i samtalerne. Derfor lå det lige til højrebenet, at jeg kunne gå i den retning. Men jeg tror egentlig, at jeg kunne have gået andre veje, så længe det handlede om at arbejde med en form: tegne en bil, klippe hår, være gartner. 

Det har altid været fuldt accepteret, at man gik sine egne veje. At forfølge sine drømme.

Det var til gengæld et helvede at blive uddannet guldsmed. Jeg græd dagligt. Jeg var helt klart den dårligste på holdet, for jeg hørte ikke efter og ville ikke lave symmetri eller polere smykkerne. Det eneste, jeg ventede på, var frihed og komme ud og lave alt det, jeg havde i hovedet. Men det har også været vigtigt at komme helt ned i håndværket. Blive beskidt, hamre og slå metallet ihjel for så at bygge det op igen. Forfra, forfra, forfra. 

Jeg havde en virkelig streng chef, da jeg var i lære. Hvis jeg sad med benene over kors, sparkede han dem ned. Normalt spillede jeg lidt smart, hvis jeg ikke kunne finde ud af noget, men hos ham var det bare forfra. Han var en ældre mand, og i starten tænkte jeg: ’What the fuck!’. Men han gav mig respekten for håndværket og lærte mig at arbejde struktureret. Vi endte med at opbygge et meget stærkt venskab. Han har helt klart gjort mig til den guldsmed, jeg er i dag.

Nu laver jeg ikke det skæve og upolerede, fordi jeg ikke kan finde ud af det andet, men fordi det er det rigtige for mig. Det er min kunst. Jeg har altid været en drømmer. Jeg vil sige så meget og vise så meget, og det kan ikke lade sig gøre, hvis jeg skal lave noget rigtig godt. Jeg kan jo ikke være alle steder. Og jeg skal også lære at komme i mål. Det er noget, jeg altid har dealet med, også selv om min læremester gav mig noget af det realistiske krydderi. Jeg ved ikke, hvor det stammer fra, men jeg bliver altid melankolsk, når jeg færdiggør noget.

Østers

Foto: Kavian Borhani

Som 19-20-årig var jeg inviteret til en ekstravagant maskefest. Der var østers i bjerge og røde roser overalt. Intet andet. Jeg var helt blæst bagover. Wow! Jeg syntes, at østers smagte forfærdeligt. Men hele oplevelsen satte sig i mig, og i dag kan jeg leve af dem. Mine børn elsker også østers. Det er blevet en passion. Jeg bruger dem også i mine smykker. 

Østers skal nydes helt enkelt, kun med citron til. Jeg kan godt lide at lægge dem oven på, hvad der nu er i haven. Det skal være smukt og enkelt, men ikke romantisk. Det er en fin balance. Hvis de ligger i et østersfad med is og med roser ovenpå, bliver det for ’corny’. 

“Østers skal nydes helt enkelt, kun med citron til. Jeg kan godt lide at lægge dem oven på, hvad der nu er i haven. ”

Jeg er meget inspireret af livet under havets overflade. Jeg er ikke romantiker, så jeg bruger det, jeg ser. Jeg kan tage et klippestykke med hjem fra Sinai-halvøen, et søpindsvin fra Mallorca eller en konkylie fra stranden i Tel Aviv, som jeg faktisk har brugt i næsten alle mine smykker. Jeg kan godt lide, når noget oldgammelt bliver sat sammen med det spritnye. Guld er selvfølgelig ikke nyt, men når det kommer ud fra mig, så skinner det virkelig guld i guld. Når jeg laver aftrykket af konkylien, så er det ikke kun mig, som sidder og hamrer, så får smykket et ekstra lag af en mytisk historiefortælling. 

Jeg er meget fascineret af det abstrakte. Rå tekstur. At jeg ikke giver kunden hele historien på forhånd. Jeg er ikke så dygtig en guldsmed, at jeg kan lave en ring, som du kan se, fortæller et H.C. Andersen-eventyr. Jeg bliver kun i følelsen, og lige inden du kan genkende noget, stopper jeg.

Tabbouleh, thrina og bourekas

Foto: Kavian Borhani

Tabbouleh.

Der har altid været mange småretter på bordet i min familie, så jeg er ikke hende, som går i køkkenet og laver en enkelt ret. Jeg er meget passioneret, når jeg laver mad. Men det skal også være enkelt. En fisk, som er grillet. Jeg kan godt lide, at den bare ligger der, og ikke er for pyntet, og så er der forskellige salater og dyppelser ved siden af. 

Tabbouleh og thrina, som er en anden form for hummus lavet på primært tahini, skal altid være på bordet. Og så skifter vi lidt ud i salaterne, og nogle gange får vi også bourekas, som min mor lærte at lave af min far.

Jeg gør mig meget umage, når jeg laver mad. Ligesom i arbejdet med smykker. Jeg vil vildt gerne være røvdygtig til alt, hvad jeg laver, så jeg kaster mig ofte ud i nogle projekter, hvor jeg på ingen måde kan bunde. Både i køkkenet og i værkstedet. Det er bare en lille smule sjovere, når du stresser og sveder lidt. Den monotone lykke tiltaler mig ikke. 

Jeg kan godt lide de perioder, hvor jeg laver noget, som er uden for min komfortzone. Så er jeg en blærerøv og danser rundt og har det hjernedødt sjovt. Men så er der også de dage, hvor jeg ligger i fosterstilling og ikke ved, hvad jeg skal tage mig til. Det er én og samme mønt. Jeg tror ikke, at du kan skabe noget interessant, hvis du ikke mærker yderpunkterne af dit følelsesregister.

”Jeg vil vildt gerne være røvdygtig til alt, hvad jeg laver, så jeg kaster mig ofte ud i nogle projekter, hvor jeg på ingen måde kan bunde”

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Mad og drikke

Sommelieren guider: Her køber du den bedste naturvin med hjem i København

Dette interview er en del af interviewserien ’15 år med…’ i ELLEs jubilæumsnummer fra oktober måned. I anledning af, at ELLE fylder 15 har vi taget en snak med dem, der har bidraget til ELLE igennem årene. Her bringer vi interviewet med modeekspert Lotte Tegner Freddie, men du kan blandt andet også møde Peter Falktoft og Esben Bjerre, Signe Vilstrup og Signe Lindkvist i magasinet, der er på gaden nu. 

Hvordan så dit liv ud i 2008, da dansk ELLE blev ‘født’? 
“Jeg var moderedaktør på Børsen, hvor jeg tilbage i 2002 havde fået frie hænder til at skabe et – for avisen – nyt og succesfuldt stofområde, der blev taget godt imod af både læsere og annoncører. En stor del af jobbet var og er at rapportere fra de danske og internationale modeuger. Pege på og fortolke tidens stil-tendenser Og det er jo bare fantastisk at have hele verden som arbejdsplads. 

Største modeoplevelser de sidste 15 år? 
“Karl Lagerfeldts Chanel-shows i Grand Palais i Paris. Alle har været så fremragende og imponerende iscenesat, for blot at nævne hans ’supermarket chic’-univers (2014, red.), terrariet med gigantiske origamiblomster (2015, red.) og stranden ved havet (2019, red). Jeg må også fremhæve H&Ms shows, i særdeleshed det i Central Park i New York (2005, red.), hvor gæsterne passerede et 16 meter langt gardin af orkideer. Et brag af et show og cocktailparty. 

Foto: Kavian Borhani

Tøj, du har gået med i de sidste 15 år. 
“Alle mine frakker fra Ivan Grundahl, særligt dem med leopardprint. Ja, alt hvad han har designet. Jeg skal til Istanbul og optage en ny sæson af DR-serien ’Verdensdamerne’. Og min hvide nederdel med seks lag flæser skal med i kufferten. Det er et mareridt at stryge den, men den er så smuk, og så har den lommer. Det skal nederdele og kjoler have. Ivan Grundahls design er evigt. For evigt moderne. Og kvaliteten er i top. Jeg har også en 40 år gammel velourfrakke med store roser og fake ræve-krave fra H&M. Ren Emanuel Ungaro-stil, fra dengang Ungaro var Ungaro. Jeg bliver altid stoppet på gaden i Paris, når jeg har den eller leopardfrakken på. Selv de franske ekspedienter i byens dyre butikker, som er vant til godt design, er betagede af de frakker. Jeg kan fortsætte … for jeg er også lykkelig for min minkpels fra Copenhagen Fur. Den er i den smukkeste bourgogne-farve, og alle bemærker den.”

Vigtigste bøger, du har læst? 
“’Den tomme plads’ af J.K Rowling er med ironi og humor en velskreven, barsk beskrivelse af hykleri og hemmeligheder i engelsk landsbyidyl. ’Folkets Skønhed af Merete Pryds Helle er en grum skildring af fattigt husmandsliv i 1930’ernes Danmark og ’Indtil vanvid, indtil døden’ af Kirsten Thorup fortæller i dagbogsform om München under krigen i 1942. Det er alle bøger, man bliver klogere af.”

Bedste kunst, du har set? 
“Det nye Dior-museum i Paris er det mest fantastiske, smukke syn, man kan forestille sig. Det er en hyldest til Monsieur Dior, til huset, til Paris, til couturen, til kunsten, kreativiteten, historien, skønheden og les petitites mains – syerskerne, der har udført og muliggjort de tanker og ideer, som Christian Dior og hans seks efterfølgende chefdesignere har kreeret og beriget moden med. Jeg skrev for nylig om museet i ELLE og er også glad for at holde foredrag om det. I forbindelse med den kommende sæson af ’Verdensdamerne’ har jeg på kunstmuseet Ateneum i Helsinki set en skøn udstilling med den finske kunstmaler Albert Edelfelt (1854-1905, red.). Særligt oliemaleriet ’La Response’ af en kvinde, der sidder ved sit bord og skriver et brev, er bedårende. Jeg må også fremhæve Scottish National Gallery i Edinburgh. For i samlingen er et helt særligt portræt-maleri. Det er af Sir Henry Raeburn (1756-1823, red.), og har titlen ’Mrs Robert Scott Moncrieff’. For dengang blev kvinden kun nævnt med mandens navn. Maleriet er pragtfuldt! Hendes hud er lysende hvid som alabast.” 

“I mit arbejde som moderedaktør på Berlingske og Børsen har magasin-abonnementer på ELLE, Voque og Harper’s Bazaar været vigtige arbejdsredskaber.”

Musik, du ikke er blevet træt af? 
“Jeg bliver aldrig træt af Bruce Springsteens og Michael Jacksons musik. Rock i det hele taget. Men rap er ikke noget for mig. Det er dødssygt med musik uden melodi. Jeg vil have ordentlig musik, jeg kan danse til.” 

Mennesker, der har betydet mest for dig? 
“Mine børn og børnebørn. Mine venner og mine kolleger.”

En drøm, du har udlevet? 
“Ja – og endda en, jeg har haft i mange år. Mange ved ikke hvor vigtige bierne er. Uden dem er det ikke muligt at avle, høste eller producere fødevarer på globalt plan. Og bierne er desværre truede. Derfor har jeg nu lanceret min ’Love Shirt’ – hvor 33 kroner og 33 ører går til Danmarks Biavlerforening. En drøm, jeg ikke havde drømt om, var da jeg i 2021 blev hædret med Ridder af den franske orden Légion d’honneur på den franske ambassade. Det blev begrundet med min årelange indsat for fransk kultur og mode. Jeg har jo skrevet en guide og bunker af artikler fra og om Paris.”

“En drøm, jeg ikke havde drømt om, var da jeg i 2021 blev hædret med Ridder af den franske orden Légion d’honneur på den franske ambassade.”

Største sorg? 
“Sorgen over de venner, jeg har mistet. Og georginerne i min have, som bliver spist af snegle.”

Sætningen, du ville ønske, du havde sagt mest de sidste 15 år? 
“Nu har jeg bestilt en gartner, rengøringshjælp og nye vinduer.”

Sætningen du ville ønske, du havde sagt mindst de sidste 15 år? 
“Det har jeg ikke råd til.”

Hvilket råd ville du give til dit 15-årige selv? 
“Lær fransk og engelsk. Rejs ud og bo i et andet land. 

Hvor vil du drømme dig hen om 15 år? 
“Det må du nok spørge om. I min vidunderlige have og dejlige hus, hvor jeg har boet i mange år.”

Hvornår møder du ELLE første gang? 
“Det er mange år siden. I mit arbejde som moderedaktør på Berlingske og Børsen har magasin-abonnementer på ELLE, Voque og Harper’s Bazaar været vigtige arbejdsredskaber.”

Kom med dit allerbedste råd til ELLE … 
“ELLE skulle hver måned lave en super-duper kunstnerisk og kreativ modeserie med ultra smart tøj, der ikke koster så meget. Jeg synes, at tøjet er afsindigt dyrt i modeserierne, hvem har råd til at købe det?”

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Karriere

Rejse- og livsstilbrandet Way ”Vi drømmer ikke om hele tiden at have nye varer på hylderne”