Denne artikel er første gang bragt i ELLEs juninummer 2021
Mia Therese Wagner er 43 år, uddannet jurist og kendt fra ”Løvens hule” på DR1. Indtil sidste år var hun administrerende direktør i familiekoncernen Freeway, der bl.a. omfatter dating.dk og avisen.dk, et job, hun forlod i efteråret 2020, hvor hun også flyttede fra sin hjemby Viborg til Vedbæk i Nordsjælland med sine to teenagedøtre. Og næsten samtidig stiftede hun sammen med sin tidligere kollega, Anne Stampe Olesen, Nordic Female Founders, en virksomhed, der arbejder for at gøre det lettere at blive og være kvindelig iværksætter.
Mine to døtre mobber mig lidt med, at jeg var over 40, før jeg rigtigt flyttede hjemmefra. Vi har boet on/off i kollektiv med mine forældre i Viborg, i mit gamle barndomshjem, og det har været godt for os, ikke mindst for mine døtre. Vi flyttede derud, da jeg for nogle år siden blev alenemor, og det gjorde, at det hele kunne lade sig gøre: Morfar lavede aftensmad og bagte boller lørdag formiddag, og vi skabte i det hele taget nogle virkelig gode ydre rammer for vores liv. Jeg er vildt taknemmelig for det og var så heldig, at det kunne lade sig gøre, for det er svært at være enlig mor og drive karriere. Det har været fantastisk at have nogen, der kunne bakke mig op. Det har betydet alverden for mig. Men alt det er vi nu flyttet væk fra.
Læs også: Mød Katrine fra Løvens hule, der fremstiller badetøj af plast fra havet
Sidste sommer var en periode med mange opbrud. Kloge mennesker siger, at man kun skal have udfordringer på én front ad gangen, men jeg tog det hele på én gang – karriere, hjem, kærlighed, familierelationer. Ikke at der var noget dårligt i at forlade mit job i den virksomhed, min familie ejer, men enhver forandring på jobbet er jo en udfordring, også selv om det var imod noget, jeg virkelig ønskede mig. Så jeg har været lidt stille rent privat og ikke så social, for mit fokus har været på at få pigerne godt i gang i Vedbæk og så på at starte min nye virksomhed, Nordic Female Founders, sammen med Anne Stampe Olesen, som jeg også arbejdede sammen med før i Freeway. Det er heldigvis gået godt, og det har været meget livsbekræftende.
Mine forældre er oprindeligt fra Hellerup, og jeg har læst jura i København, så hvis der er nogle kulturforskelle mellem landsdelene, har jeg altid levet med dem. Og lige så meget, jeg holder af Viborg, lige så meget havde jeg en følelse af at komme hjem, da jeg flyttede til Vedbæk.
Overvejelserne om at flytte har været en del af en personlig udvikling, men også med henblik på karriere og i forhold til mine egne og til pigernes muligheder. Men vi har hele tiden vidst, at vi skulle rykke på et eller andet tidspunkt. Da det gik i stykker med Anders, som jeg boede sammen med for nogle år siden, var der også lidt mindre, der bandt os til Viborg. Og jeg vidste, jeg ville drive min egen virksomhed, så det var god timing. Planeterne stod ligesom på linje, og det gav mening.
Der har været en lang indre dialog, som også har handlet om at tage ansvar for mine børns skæbne, som man jo gør, når man flytter dem fra den ene ende af landet til den anden. Det rører ved noget essentielt, ved rollen som mor, og jeg er efterhånden nået frem til, at det er umuligt at være den perfekte mor. Det er en prøvelse i sig selv. Og børn gør det, vi gør, og ikke det, vi siger. Jeg vil gerne være det forbillede for mine døtre, at de selv skal tage stilling til, hvad deres succes er. De behøver ikke at blive direktør eller iværksætter som mig, men de må gerne se, at jeg følger min drøm, så vil de også følge deres.
Læs også: Yaqub: “Jeg føler mig queer, intetkønnet, maskulin og feminin”
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at mit liv nu er mere tilbagelænet, end da jeg var koncerndirektør for mange driftsvirksomheder, men jeg har vanvittig meget at lave, fordi Anne og jeg er ved at skabe noget helt nyt. Det kom som en reaktion på, at der ikke er ligestilling for kvinder som selvstændige erhvervsdrivende, også selv om vi tror, der er. Tallene viser noget andet. 98 % af investeringerne i virksomheder går til mænd. Det er jo vanvittigt! Andelen af kvinder, der stifter virksomheder, er ikke i vækst. Nogen må gøre noget. Og jeg er ret meget vant til at være nogen …
”Jeg vil med,” sagde Anne uden at tøve, da hun som den gode veninde, hun også er, havde gennemskuet, at jeg skulle noget andet end at være koncerndirektør. Jeg kunne jo ikke sige noget om mine overvejelser, for vi arbejdede jo sammen, og det er faktisk et klassisk leder-dilemma: at man ikke har nogen at dele tingene med. Det var et breaking point. Hvad det var, vi skulle, vidste vi ikke, men vi vidste, at vi ville noget med investeringer og iværksættere, vi vidste, at vi er feminister, og at vi ser en uretfærdighed – og at vi er gode til at eksekvere. På en gåtur i skoven i Vedbæk stod det klart: Vi skal hjælpe kvinder i at investere i kvinder. Altså mænd er også velkomne, men spillepladen er feminin.
Om aftenen går jeg online med et glas vin eller en kop te sammen med nogle af de godt 450 kvinder, der allerede er i vores netværk, og så deler vi. Sænker skuldrene og snakker om det, der optager os. Hvad er din oplevelse? Er jeg klar til at ansætte? Hvor finder jeg en investor? Som selvstændig har man ikke så mange veninder, der helt forstår, hvad vi laver, så disse møder over Teams er vigtige. Og jeg glæder mig over, at deltagerne selv fortsætter, også når Anne og jeg er videre til nogle af de andre ting, der optager vores tid.
Læs også: 20 spørgsmål til Zindy Laursen
