Modeassistent, Author at ELLE

“Mine produkter er et modsvar til syntetiske og naturlige ingredienser. Branchen er gået fra syntetisk til clean og naturlig hudpleje. Nu er turen kommet til biotech-hudpleje”

Blåbog

Nina Wiberg Rosenquist, stifter af og CEO i Bioli, 41 år. Født og opvokset i Hareskov. Har en kandidat i virksomhedskommunikation og erhvervsøkonomi fra CBS. Har tidligere været Global Digital Marketing & Communications Lead i Novozymes. Stiftede Bioli i 2021. Bor i København K med sin mand, Malte, og deres to børn Norma på 11 år og Alvar på 8 år

I 2021 sagde Nina Wiberg Rosenquist sit gode job hos Novozymes op for at satse alt på sin idé: at udvikle hudplejeprodukter baseret på enzymteknologi, der både er effektiv og mild samt god for miljøet. Beslutningerne omkring Bioli er ikke truffet på baggrund af følelser og mavefornemmelser, men evidensbaseret forskning. Og med det håber Rosenquist at kunne inspirere en gigantisk industri til at følge i hendes fodspor

Jeg havde fået to børn og var godt gang i karrieren hos Novozymes, da jeg begyndte at opleve udfordringer med min hud. Måske skyldtes det hormonelle forandringer eller bare livets pres. Jeg har aldrig interesseret mig for hudpleje og makeup, og eftersom der findes 3.000 forskelligehudsygdomme, blev det en længere rejse at finde ud af, hvad jeg reagerede på. Jeg opsøgte forskellige hudlæger for at forstå mere, og gennem mit job hos Novozymes lærte jeg samtidig om enzymer og erfarede, hvordan biotech er fremtiden i mange brancher. Jeg tænkte, at det måske var vejen at gå med hudpleje – at skabe en serie baseret på enzymteknologi, der både var effektiv og mild. Ikke enten det ene eller det andet, som jeg ellers oplevede.

Der var to klare områder, hvor jeg mente, at jeg kunne gøre en forskel med Bioli. Først og fremmest på ingredienssiden. Lovgivningen indenfor hudpleje er ikke særlig stram, hvilket er paradoksalt, da huden er vores største organ. Efter min mening er naturlig hudpleje fuldstændig misforstået. Naturlige ingredienser, inklusive økologiske, kan forårsage allergiske reaktioner, da planteekstrakter indeholder aktive stoffer, som nogle reagerer på – og så kan de variere i sammensætning, så der ikke er det samme i hver creme. Jeg negligerer ikke, at de kan have en positiveffekt, men risikoen for det modsatte er til stede. Og så konkurrerer de med fødevarekilder, optager land og er ressourcekrævende at producere– for eksempel olier som solsikke- og jojobaolie. Økologisk dyrkning kræver endnu flere ressourcer. De mest anvendte hero-ingredienser såsom A- vitamin og C- samt frugtsyren AHA er også ret skrappe og duer slet ikke, hvis man har udfordret hud, og så kommer de ofte fra petrokemikalier, hvilket der ikke er fokus på.

“Op mod 70 procent af verdens befolkning har sensitiv hud, og 25 procentlider af en inflammatorisk hudlidelse. Lige nu bruger man steroidcremer, som er skrappe og har alvorlige bivirkninger, eller en tilfældig moisturizer, der kun beroliger huden uden reel effekt”

Mine produkter er et modsvar til både skrappe, syntetiske og naturlige ingredienser. Branchen er gået fra syntetisk hudpleje til clean beauty og naturlig hudpleje. Nu er turen kommet til biotech-hudpleje. Håber jeg. Biotech-hudpleje består af laboratoriefremstillede ingredienser, der produceres via bioteknologiske processer for eksempel gennem bakterier, svampe eller gær. På den måde kan man skabe målrettede og effektive, men samtidig milde ingredienser, som også er mere bæredygtige. Jeg har været i gang i tre år, og den første creme i vores biotech-produktserie på seks hverdagsprodukter er netop blevet lanceret. De næste kommer snart. Vi kombinerer enzymer med de bedste biotech-ingredienser, vi kan finde – og bruger selvfølgelig ingen parfume.

Det første produkt, en dagcreme, gennemgik ni forskellige versioner, før vi nåede i mål. Alle beslutninger er truffet med udgangspunkt i vores overordnede formål: et bæredygtigt, mildt og effektivt produkt. I en af de første versioner brugte vi planteolier og Carbomer, der er et af de mest anvendte fortyknings- og stabiliseringsmidler, fordi vores formulatør sagde, at det ville gøre cremen blød. Men vores forskere fra DTU, som vi samarbejder med, afviste det hurtigt: Planteolier har en høj miljøpåvirkning, og der er risici for allergi, som jeg nævnte tidligere.

Og Carbomer er syntetisk, så den kræver meget energi at producere, er ikke bionedbrydelig og kan udlede mikroplast. Derfor insisterede vi på at bruge biotech-baserede ingredienser med blødgørende egenskaber i stedet. Vi arbejder med livscyklusanalyser og har sammenlignet vores enzymer med C-vitamin og frugtsyrerne AHA og BHA. Resultaterne viste, at enzymer reducerede vand-, energi- og CO2-forbruget med op til 80 procent i forhold til C-vitamin og op til 90 procent i forhold til AHA og BHA. Der har været meget få følelser involveret i vores beslutninger. Det meste er evidensbaseret.

“Jeg har interviewet 70 mænd og kvinder med udfordret hud, og mange lider af social fobi i en sådan grad, at det hæmmer deres hverdag. Det gør mig ondt. Jeg vil gerne hjælpe mennesker og samtidig tage hensyn til miljøet”

Den anden del, jeg gerne vil gøre op med, er emballagen. Vores emballage er fremstillet af fermenterede mikroorganismer, og er nu den eneste i verden, der er 100 procent bionedbrydelig, hvilket forgår helt naturligt ved hjemmekompostering. Det er også et overset aspekt. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er samme fokus på bæredygtig emballage som i føde- og drikkevarer-industrien. Jeg forstår dog godt, hvorfor brands vælger plast og glas – det er langt billigere. Vores emballage er markant dyrere, og vores fortjeneste bliver ikke stor, da forskning, biotech-ingredienser og bionedbrydelig emballage koster meget mere. Men jeg tror på, at det er en investering, der betaler sig på sigt – og at vi er på forkant med fremtidens udvikling.

Målet på længere sigt er at udvikle hudpleje til behandling af inflammatoriske hudlidelser som psoriasis, akne, eksem og rosacea, og vi har et stort forskningsspor kørende ved siden af at udvikle hudplejeserien. Op mod 70 procent af verdens befolkning har sensitiv hud, og 25 procentlider af en inflammatorisk hudlidelse. Lige nu bruger man steroidcremer, som er skrappe og har alvorlige bivirkninger, eller en tilfældig moisturizer, der kun beroliger huden uden reel effekt. Jeg har interviewet 70 mænd og kvinder med udfordret hud, og mange lider af social fobi i en sådan grad, at det hæmmer deres hverdag. Det gør mig ondt. Jeg vil gerne hjælpe mennesker og samtidig tage hensyn til miljøet. Det handler ikke kun om profit – jeg vil være med til at ændre retningen for hudplejebranchen, så flere starter i laboratoriet med data fremfor at begynde med smarte marketingkoncepter. Jeg har ikke lavet Bioli for blot at sælge endnu mere hudpleje, men i et forsøg på at inspirere flere til at komme med i den retning.

Vi har først lige lanceret vores første produkt, så jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvem vores produkter appellerer til. Jeg vil gerne sælge til apoteker, så man får vejledning fra de dygtige farmaceuter, eller hudplejeforretninger med vidende personale. Men spørgsmålet er, om de er med på den nye kategori: biotech-hudpleje? Det burde være noget, vi så alle vegne, men det er det bare ikke endnu. Vi skal have nogle med, som kan se værdien og det innovative – det langsigtede perspektiv – og være med til at uddanne forbrugerne samtidig. Det er og bliver et tungt løft, men det er nødvendigt.

Læs ogå

Karriere

To The Moon, Honey-stifterne: “Vi tror på, at Honey kan minde kvinderne om, at de nogle gange skal låse døren til badeværelset og tage en stund for sig selv”

Amanda Lilholt & Loui Trøstrup: “Jeg var normkritisk i forhold til den måde, vi har børn på i vores samfund. Jeg oplever, at vi får børn, og så ikke har tid til at være sammen med dem”

Blå bog

Amanda Lilholt, 35 år, møbeldesigner. Født i Århus og opvokset på Samsø og i Silkeborg. Uddannet møbeldesigner fra Kunstakademiets Designskole.

Loui Trøstrup, 39 år, sexolog og samtaleterapeut. Født og opvokset i Korsør. Uddannet sexolog. Bor på Frederiksberg og Langeland sammen med Amanda Lilholt og parrets fælles søn, Sui, som de hjemmepasser.

“Jeg kunne godt mærke den store interesse fra Amandas side, og måske også fra mig selv, så da der kom flere og flere følelser ind i det, stak jeg af. “

Loui Trøstrup

Amanda Lilholt: Jeg hørte om Loui første gang på Roskilde Festival, hvor hun sad i en lejr sammen med min gode veninde. Jeg var lige taget hjem, fordi jeg blev syg, så min veninde sendte et billede. Hun ser fandme dejlig ud, tænkte jeg. Min veninde gav mig hendes nummer, og vi fik sat en date op efter festivalen, og så datede vi i to måneder, indtil Loui dumpede mig. Det gjorde ondt, for jeg var vild med hende.

Loui Trøstrup: Jeg var ikke klar til at til at slå mig ned med nogen, så jeg fulgte min sædvanlige strategi med at undvige relationer, der blev for tætte. Jeg kunne godt mærke den store interesse fra Amandas side, og måske også fra mig selv, så da der kom flere og flere følelser ind i det, stak jeg af.

Amanda: Syv år senere stødte vi ind i hinanden på Værnedamsvej. Loui havde den samme parfume på, som da vi datede – og vupti, så var jeg tilbage i min forelskelse. Hele min krop sitrede. Problemet var, at jeg havde en kæreste, en svensker, som var flyttet fra Stockholm til København for min skyld. Loui og jeg begyndte at skrive sammen, men jeg var nødt til at finde ud af, hvad der skulle ske med min kæreste – eller, det vidste jeg jo godt, men det tog alligevel lidt tid. Jeg ville gerne afslutte det på en ordentlig måde.

“Jeg blev hurtigt forelsket i hende, men samtidigt var det også et krav fra min side, at hendes forhold skulle være afsluttet, før vi indledte noget sammen.”

Loui Trøstrup

Loui: Det var faktisk en ret lang og svær proces. I de syv år, der var gået, havde jeg arbejdet med mig selv i forhold til at kunne lukke andre mennesker ind. Nu var jeg anderledes åben for Amanda og blev hurtigt forelsket i hende, men samtidigt var det også et krav fra min side, at hendes forhold skulle være afsluttet, før vi indledte noget sammen.

Amanda: Kort tid efter skulle jeg fejre min 30-års fødselsdag på Samsø med min tvillingebror og far – vi skulle bo på campingplads og være til festival. Min kæreste var blevet hjemme, fordi vi var ved at gå fra hinanden. Da vi kørte ind på campingpladsen, var Loui det første menneske, jeg så. Hun sad og læste og drak hvidvin. Jeg anede ikke, at hun ville være der. Jeg er fra Samsø, men hvorfor var hun der pludselig? Den næste morgen bankede hun på vores dør og stod med en kop kaffe og et flag i hånden. Da vi havde snakket den morgen, kunne jeg godt se, at min kæreste skulle køres hjem over Sundet hurtigst muligt.

Loui: Du kunne ikke stå for min campingkaffe … Derefter begyndte vi at date.

Amanda: Et par uger senere sad vi i Frederiksberg Have, og jeg havde det så vildt inden i. Jeg var virkelig forelsket, og jeg kunne mærke, at hun havde det på samme måde. Det var en stor forløsning – nu var vi det samme sted.

“Jeg havde to muligheder: Den ene var at gå fra Loui for at få drømmen om et barn opfyldt med en anden, og det føltes helt forkert.“

Amanda Lilholt

Loui: Jeg tror, at det var vores fælles værdier, der skabte den her forbindelse. Jeg kunne se en fremtid med Amanda, fordi vi matchede på et dybere plan, vores fundament var så ens. Jeg tror ikke, at nogen af os nogensinde var vågnet til en alarm – vi vågnede begge af os selv og strukturerede vores egen arbejdsdag. Vi havde begge bygget vores egen forretning op, og vi havde det samme syn på arbejdet: der skulle også være plads til bare at være menneske og nyde livet.

Amanda: Noget, vi ikke var så ens omkring, var, at jeg ønskede at få et barn, og det gjorde Loui ikke. Det var et meget stort ønske for mig.

Loui: Jo længere tid vi var sammen, des mere blev det til en potentiel deal breaker. Jeg skulle revurdere min holdning. Det var ikke en drøm, jeg ønskede at tage fra Amanda, men jeg var normkritisk i forhold til den måde, vi har børn på i vores samfund. Jeg oplever, at vi får børn, og så ikke har tid til at være sammen med dem, men i stedet afleverer dem i institution den største del af deres vågne tid. Det vidste jeg, at jeg ikke ville kunne acceptere, hvis jeg blev mor.

Amanda: Jeg havde to muligheder: Den ene var at gå fra Loui for at få drømmen om et barn opfyldt med en anden, og det føltes helt forkert. Hvis jeg skulle have børn, skulle det være med Loui. Jeg besluttede mig ret tidligt for at blive i relationen og så blive ved med at bringe emnet op og være nysgerrig på, om hun kunne rykke sig. Jeg håbede, hun ville ændre mening.

Loui: Min kærlighed til Amanda voksede, og derfor voksede min åbenhed overfor at få et barn også. Til sidst blev vi enige om at blive forældre. Jeg ville gerne give hende det, hun ønskede sig allermest.

Amanda: Jeg har altid haft en forestilling om, at jeg gerne ville være gravid og give mine gener videre, men da vi kom til snakken om, hvem der skulle være gravid, kunne jeg mærke, at jeg ikke havde et fysisk behov for at bære barnet. Det var befriende at få lov til at erkende, at mit ønske om at være mor ikke var forbundet med at skulle være gravid og føde et barn.

Loui: Det havde jeg til gengæld lyst til. På sådan en helt urkvinde-agtig måde. Jeg har født Sui lige her i stuen, men han kalder Amanda for mor, fordi det var hendes store ønske at blive mor. Mig kalder han for mama.

“Vi vil gerne undgå at skubbe livet foran os. Livet er her nu. Hvorfor skulle vi udholde noget i tre år, for måske at få det godt bagefter?“

Loui Trøstrup

Amanda: Jeg tror, at Loui elsker min blidhed og tålmodighed. Mit lyse sind. Min måde at kunne vende noget hårdt til noget blødt. Jeg vil bare gerne have, at hun har det godt.

Loui: Amanda elsker mig for at være stabil og loyal. Hun ved, at jeg altid har hendes ryg uanset, hvad der sker. I virkeligheden er vi ret forskellige, og jeg tror, at vi begge elsker den modsætning. Vi bidrager med noget forskelligt til vores liv. Jeg elsker, at hun gider lege med biler med Sui i tre timer. Jeg ville blive sindssyg, hvis jeg skulle gøre det. Og Amanda elsker mig for at sørge for, at der bliver lavet god mad, og at Sui har sko og bukser i den rigtige størrelse.

Amanda: I virkeligheden tror jeg, at hun elsker mig for at være alt det, hun ikke selv er. Jeg har aldrig mødt en, der forstår mig på et så dybt plan, som hun gør. Hun forstår, hvad jeg er sat i verden for. Det er en stor forløsning, at man føler, at alle ens facetter bliver rummet og forstået.

Loui: Vi forsøger ikke at tage afsæt i vores egen forståelsesramme, men derimod i den viden, vi har om hinandens situation. Alligevel kan vi jo godt slå os på vores forskelligheder. Jeg kan godt være meget konkret og ligetil, og Amanda er mere følsom. Hun kan blive ramt af mine ord. Det er noget af det, vi har haft flest konflikter om. Vi gør os ekstremt umage for at sørge for, at vi begge har det godt. Vi er gode til at fange, når den ene er lidt presset og så tage over, i stedet for at ende i en diskussion om, hvem der har det hårdest. Det er også de små ting: Når hun serverer en kop kaffe til mig på sengen, så jeg kan ligge lidt længere, mens hun står op med Sui.

Amanda: Til gengæld sørger Loui for at bestille tid hos lægen og klare alle de praktiske ting, som hun ved, stresser mig. Vi er gode til at fordele vores ressourcer på vores barn og vores hverdag, så den kan blive så gnidningsfri som muligt.

Loui: Vi skal ikke ud ad døren på et bestemt tidspunkt, fordi Sui ikke går i institution. Vi har haft ham hjemme i to et halvt år nu, og det går godt, så måske venter vi, til han skal i skole. De første tre år af et barns liv er de vigtigste. Det er her, hjernen udvikler sig mest. Vi synes, det giver mest mening, at han er sammen med sine forældre i de år. Vi arbejder på skift, og så ligger vi en del arbejdstimer om aftenen, når Sui sover. Vi har nedskaleret på vores forbrug, pension og rejsebudget, så vi kan arbejde mindre. Og så slipper vi for at brokke os over, at vi ikke har en god work-life-balance og diskutere, hvem der skal tage sygedagene. Vi vil gerne undgå at skubbe livet foran os. Livet er her nu. Hvorfor skulle vi udholde noget i tre år, for måske at få det godt bagefter?

Amanda: Sui har ikke sovet hos andre endnu, det har vi ikke haft et behov for, og vi tager ikke til fester sammen, til gengæld dyrker vi tosomheden i hverdagen. Vi har tit frokostdates, når Sui sover lur. Så bestiller vi et bord og får en god frokost eller sætter os et sted med et glas vin. Vi er er rigtig meget sammen, så vi har ikke behov for at sige: Nu skal Sui passes, så vi kan tage på date.

Loui: Til en fødselsdag ville vi alligevel orientere os imod vores venner. Vi har jo også behov for at gå ud og være os selv en gang i mellem. Jeg synes, vi har fundet den helt rigtige balance for os.

Amanda: Vi tager også væk sammen. Nu har vi lige købt et hus på Langeland, hvor vi måske skal tilbringe halvdelen af året, når vi ikke er i byen. Det har været vores store drøm i flere år. Vi er så lykkelige for, at vi endelig har fundet det rigtige hus. Vi savner naturen i hverdagen, og vil gerne give Sui en have og plads til at have familie og venner på besøg. Skabe mere kvalitetstid sammen med dem, vi elsker.

Læs ogå

Kærlighed

Yasmin Kazemi & Bo Bech: “Jeg var vildt forelsket. Allerede efter et halvt års tid fortalte jeg ham, at jeg havde fjernet min spiral”

Læs ogå

Kærlighed

Flora Rontini & Simon Laumann: “En dag spurgte han, om vi skulle drikke et glas vin, men det sagde jeg pænt nej tak til (..). En uge senere sendte han et billede”

Yasmin Kazemi & Bo Bech: “Jeg var vildt forelsket. Allerede efter et halvt års tid fortalte jeg ham, at jeg havde fjernet min spiral”

Blå bog

Yasmin Kazemi, 33 år, selvstændig psykoterapeut. Født i Odense og opvokset i Spanien, Malaysia, Brasilien og Kokkedal i Danmark. Uddannet psykoterapeut.
Bo Bech, 53 år, kok, indehaver af Restaurant Bobe. Født og opvokset på Amager, København. Udannet kok. Har tidligere ejet restauranterne Paustian og Geist. I dag indehaver af Restaurant Bobe på Gråbrødretorv 11 i København. Parret bor på Vesterbro sammen med deres fælles datter, Saffron.

“Han mente, om vi skulle komme ud af lejligheden, og jeg mente, at vi skulle dét her. Os to“

Yasmin Kazemi

Yasmin Kazemi: Den 23. januar 2021 landede der en besked fra Bo i min DM (indbakken på Instagram, red.). En gentlemanbesked, der spurgte om jeg havde lyst til at drikke et glas bobler hjemme hos ham, da alt var lukket ned på grund af corona.

Bo Bech: Jeg havde lige lukket min tidligere restaurant, og jeg var kørt træt af mit mønster for, hvordan jeg troede, jeg skulle finde kærligheden. Jeg havde behov for at træde væk fra de vandhuller og gøre noget nyt. Jeg faldt over et foto af Yasmin, fordi hun hang ud med nogle af mine venner. Og så gjorde jeg det, jeg efterfølgende har fundet ud af, hedder at “deep like” (at ‘synes godt om’ billeder længere nede på ens Instagram-profil end de allernyeste, red.). Jeg fik det gengældt, så jeg måtte godt være modig.

Yasmin: Indtil da havde jeg ikke turde give mig helt hen til kærligheden, men nu var jeg klar på at gøre tingene anderledes. De samtaler, vi havde den første aften … Shit man, tænkte jeg: Der sidder en like-minded person over for mig. Det var forfriskende, at Bo var så modig og turde sige sine holdninger højt. Samtidigt fornemmede jeg en dyb selvreflektion. Det var meget tiltagende. Det sitrede i min krop. Vi drak champagne, snakkede og dansede hele natten. Den næste morgen, da Bo sad og tog sko på, sagde han: ”Skal vi?” “Ja, det skal vi,” svarede jeg. Han mente, om vi skulle komme ud af lejligheden, og jeg mente, at vi skulle dét her. Os to. Det fandt Bo først ud af i sidste uge, da vi fortalte vores venner om vores første date.

Bo: For mig er det voldsomme ved at blive forelsket, at man skal give slip. Hvis du stadig er i kontrol, så leger du bare. Altså, jeg var smaskforelsket i Yasmin lige med det samme, og jeg var tiltrukket af både hendes ydre og hendes person. Men jeg havde en skelsættende oplevelse lidt senere i forløbet på en rejse i Mexico. Vi var ude og vandre med nogle venner, da vi gik ned gennem landskabet og rundt om et bjerg, tænkte jeg, at der ikke var nogen grund til at fortælle, at jeg har højdeskræk. Hvad jeg ikke vidste var, at vi pludselig vendte om og stod ved en bjergkant. Jeg begik den fejl at stoppe op og kigge efter Yasmin. Jeg gik helt kold af skræk. Der kom Yasmin og gav mig et dask i numsen og sagde: “Kig på min røv. Kom, så går vi.” Normalt ville jeg være meget kontrolleret og tale om strategien, men jeg greb bare fat i hendes buksekant og kiggede på hende, mens vi gik. Da vi kom op på toppen og lå i et saltbadekar og kiggede ud over bjergene, tænkte jeg: Jeg vil giftes og leve med Yasmin resten af mit liv. Jeg ventede ikke længere på noget andet. Der er ikke noget, der er bedre. Jeg er hjemme.

“Han fortalte mig, at han var forelsket, at han elskede mig, og at han havde gjort plads i sit skab til mig. Der begyndte jeg automatisk at hæve paraderne, som jeg kendte så godt fra tidligere.“

Yasmin Kazemi

Yasmin: Bo var meget modig i de første måneder. Han fortalte mig, at han var forelsket, at han elskede mig, og at han havde gjort plads i sit skab til mig. Der begyndte jeg automatisk at hæve paraderne, som jeg kendte så godt fra tidligere. Vi var stadig sammen hele tiden, men det lå i baghovedet. Jeg har altså min egen lejlighed, jeg kan ikke bare hoppe i med begge ben.

Bo: Jeg skulle ikke fortælle hende, at her er et skab, nu kan du flytte ind. I stedet ryddede jeg bare skabet, og stille og roligt blev det jo fyldt op. Indtil hun flyttede ind.

Yasmin: Jeg var også vildt forelsket. Allerede efter et halvt års tid fortalte jeg ham, at jeg havde fjernet min spiral. ”Vi skal gøre det hele sammen.” Da jeg havde sagt højt, at han var min kæreste, gik jeg all in. Dedikationen var stor. Det ville jeg kun gøre med den mand, jeg skal giftes med.

Bo: Det blev en stående joke, at hvis jeg satte mig ned for at binde snørebånd, så stillede hun sig foran mig og sagde ja. På en typisk Yasmin-charmerende-måde. På et tidspunkt viste hun mig også de forlovelsesringe, hun drømte om. Nogle med mange diamanter, nogle med endnu flere diamanter og nogle med umuligt mange diamanter, og så kunne jeg selv vælge, hvor mange der skulle være. Der gik alligevel en del måneder før jeg bestilte ringen og fik den hjem. Da jeg skulle til Maldiverne for at lave mad, rejste Yasmin med. En dag, da hun lå ved poolen og læste, tænkte jeg: Det er nu! Jeg tog en panamahat på og smed ringæsken op på panden. Jeg gik i poolen og svømmede en enkelt bane, inden jeg gik over til hende, tog hatten af og friede til hende.

Yasmin: Jeg råbte ja! En sidenote er, at Bo var helt nøgen, da han kom op af vandet. Og det sødeste var, at han efter et par timer, spurgte mig, om jeg ville have hans efternavn. Ja, det ville jeg også.

Jeg tror, at Bo elsker mig på grund af min stædighed. Jeg tilføjer lidt spice i hans liv. Bo er så nysgerrig på livet, og jeg har givet ham en ny dimension. Det er det, han elsker mig for.

“Når vi rager os uklar, er det som et vulkanudbrud. For det meste varer det max 24 timer. På de dårlige dage, kan vi godt gå i seng med det. Ingen af os er gode til at give efter.”

Bo Bech

Bo: For det første er jeg hamrende tiltrukket af Yasmin. Og så elsker jeg hende på grund af den måde, hun møder verden på. Den livsenergi, hun har. Hvis jeg skal bruge nogle Yasmin-ord, så tror jeg, at hun elsker mig, fordi jeg er autentisk. Jeg lever efter, at det er nemmere at huske på sandheden frem for løgnen. Jeg pakker ikke tingene ind. Jeg tror godt, at hun kan lide, at I don’t give a shit. Og at jeg ikke klistrer, men samtidigt godt kan klistre. Jeg har den helt rigtige formel, som jeg ikke en gang selv kender koden på. Jeg ved lige præcis, hvornår jeg skal være for meget, og hvornår jeg skal give plads.

Yasmin: Jeg har drømt om at finde en mand som Bo, der har så meget integritet og så smukke holdninger. Jeg føler mig virkelig heldig.

Bo: Når vi rager os uklar, er det som et vulkanudbrud. For det meste varer det max 24 timer. På de dårlige dage, kan vi godt gå i seng med det. Ingen af os er gode til at give efter. Vi er begge stædige og kæmper for vores holdninger. Jeg husker vores første store skænderi. Vi var begge tipsy. Vi havde været ude at spise og på vej hjem kørte den af sporet på en forkert måde. Vi skiltes som uvenner. Som i: lad os droppe det. Jeg var simpelthen så ulykkelig, da jeg gik hjem. Det hele skete så hurtigt. Men til mit store held, havde Yasmin glemt sine nøgler hjemme hos mig, så hun kom løbende tilbage. Vi blev venner igen, og den næste morgen tænkte jeg ved mig selv: Du kan ikke leve dit liv på den her måde, hvor du bryder med folk første gang, fejlen sker. Så er det altid bare et spørgsmål om tid. Hvem i alverden, tror du, at du er? Du kan heller ikke selv efterleve det.

Yasmin: Jeg tror på, at man bliver nødt til at slå sig på hinanden for at slibe diamanten. Og det er da klart, at vi slår os på hinanden. Jeg har selvindsigt nok til at se, at jeg er meget utålmodig. Når jeg synes, jeg kan se et mønster, vil jeg gerne fikse det med det samme.

Bo: Vi arbejder stadig på, hvordan vi kan danse en sundere dans, når udbruddet sker.

Yasmin: Men det har været smukt at opleve, at alle de ting, jeg har været bange for eller usikker på, har løst sig selv. Hvis man er tålmodig, kan kærligheden forme forholdet i den rigtige retning. Det gælder om at være i nuet og have tiltro til, at kærligheden vil udvikle sig. Jeg har det liv, jeg drømte om. Nu har vi endda fået det barn, jeg så gerne ville have. Jeg havde en smuk graviditet og en dejlig fødsel. Jeg er så lykkelig!

Bo: Nu er det slet ikke til debat, om vi skal være sammen. Nu handler det bare om, hvordan vi hurtigst muligt kan løse de udfordringer, vi bliver mødt af. Efter vi har fået Saffron, er det en ny virkelighed, vi skal få til at fungere. Vi er lidt amatører igen. Men jeg er så taknemmelig for den måde Yasmin håndterer Saffron på. Den er nærmest guddommelig, den lethed, hun har. Det er enormt elegant, når hun lige ligger Saffron ved brystet.

Yasmin: Det er det, jeg elsker ved Bo. Han er så observant. Forleden dag sagde han til mig: Det er meget spændende, når Saffron græder, så tager du hende lige op og kigger på hendes ansigt og taler til hende, og så sætter du hende ned til brystet igen. Det er virkelig smart. Sikken gave, at Bo er så opmærksom på detaljer. Det er smukt, at han italesætter de her små øjeblikke, som man ikke må taget for givet.

Læs ogå

Kærlighed

Flora Rontini & Simon Laumann: “En dag spurgte han, om vi skulle drikke et glas vin, men det sagde jeg pænt nej tak til (..). En uge senere sendte han et billede”

Amanda Collin: “I midt 20’erne fik jeg det rigtig skidt (..), uden at jeg kunne finde ud af, hvad det skyldtes. Men jeg havde altid haft et helle i skuespillet. Her følte mig enormt fri”

Blå bog

Amanda Collin. Født i 1986. Hun vandt både en Bodil og en Robert for sin hovedrolle i ‘En frygtelig kvinde’. Siden har hun bl.a. medvirket i spillefilmen ‘Bastarden’, sci-fi-serien ‘Raised by Wolves’ og TV-serien ‘House of the Dragon’, en spin-off-serie på ‘Game of Thrones’, hvor hun spiller lady Jeyne Arryn. Hun står desuden bag Yes Ma’am Productions med skuespillerkollegaen Marie Tourell Søderberg, hvor de skriver på en film sammen og desuden sælger menstruationscyklusstickers. Hun bor i Valby med sin mand og deres to børn.

“DA JEG VAR i midten af 20’erne, fik jeg det rigtig skidt. Jeg blev ved med virkelig ikke at være glad, uden at jeg kunne finde ud af, hvad det skyldtes. Jeg kunne bare konstatere, at jeg var fuld af negative tanker. Jeg havde altid haft et helle i skuespillet. Her havde jeg det sjovt og følte mig enormt fri, så det var ikke dét, men hvad var det så? Jeg har altid været meget søgende med den slags, og det endte med, at jeg begyndte at meditere hver dag for at tømme hovedet. Det fik mig til at dykke dybere ind i meditationens verden, og det kom til at ændre mit liv. Det første skridt, som var ret mindblowing, var at finde ud af, at man jo ikke er sine tanker. Tanker er selvskabte, også alle de dårlige. Det har helt klart været med til at gøre mig til et gladere menneske, at jeg er selektiv med, hvad jeg lukker ind i mit system. Jeg er heller ikke på nogen sociale medier, og jeg læser ikke nyheder. Jeg holder mig til så vidt muligt kun at få rare ting ind i mit system, for det er mit liv, så hvorfor skulle jeg bruge tid på noget, der ikke gør mig glad? I dag synes jeg, at jeg er det bedste sted, jeg nogensinde har været. Jeg er også helt klart blevet mindre søgende end tidligere, og det kommer med meditationen, for det er først, når man fatter, at der ikke er noget at søge efter, at man kan stoppe op og kigge sig omkring: “Wow, everything’s already here.” Det er der jo mange, der har prøvet at sige igennem tiden. I mange tusinder år. Lige så længe skriften har eksisteret, har folk skrevet om, at paradis på jord er at være til stede i nuet, og der er så mange tolkninger af, hvordan det ser ud, men for mig handler det om, at hvert moment er perfekt i sig selv.

DET VAR SÅ kæmpestor en drøm for mig at blive skuespiller, at jeg ikke engang turde sige den højt. Den voksede mig over hovedet, og derfor var det først som 23-årig, at jeg gjorde noget ved det, da jeg søgte ind på en skuespillerskole i New York. Jeg turde ikke søge ind på Teaterskolen herhjemme, for det var jo det, jeg skulle, så hvad, hvis jeg blev afvist? Hjemme fra New York igen fik jeg et job på en salatbar. Jeg kunne ikke rigtig få hul igennem til branchen, og hen over et par år blev jeg mere og mere rastløs og depressiv. Til sidst besluttede jeg mig for at starte et andet sted og rent faktisk få det godt i livet og så hvile i, at der sker det med mit arbejde, som der skal ske. Dét at turde give slip er forbundet med enormt meget angst, men jeg tror stadig ikke, at det kan måle sig med den angst, som mange mennesker går rundt med hver eneste dag – for ikke at være god nok, for ikke at tjene nok penge, for ikke at blive elsket. Man snakker om den mest angstfyldte ungdomsgeneration nogensinde, og jeg tror, det handler om, at man ikke lærer at tackle usikkerheden inde i sig selv. I stedet kommer man til at fodre den. Det var jeg helt klart selv underlagt engang. Hvis jeg havde haft en sø indeni, havde den været fyldt med alger og grums på bunden, og der havde hele tiden været bølger og uro. Men efter at jeg begyndte at meditere, blev min sø rolig. Inden jeg gik til casting på ‘En frygtelig kvinde’, sad jeg i en park og tænkte: “Nu kommer jeg op og går ind ad døren, og så kan de godt lide mig, og så får vi en god oplevelse sammen.” Tidligere var jeg opslugt af lortetanker som “Jeg er totalt kikset”, “Det kommer aldrig til at gå” og “Jeg får aldrig nogensinde den karriere, jeg drømmer om”. Men hvis man fokuserer på, at det eneste, det handler om, er at få en god oplevelse nu og her, så kan man slippe alt det andet. Og jeg fik rollen.

“Folk siger altid: “Jeg kan ikke meditere, for jeg kan slet ikke samle tankerne.” Men det er jo netop, fordi du skal lære det. Det svarer til at gå i træningscenteret én gang og forvente, at du taber ti kilo, og så bagefter konstatere: “Der skete ingenting. Det virker ikke for mig.””

DET LYDER MÅSKE banalt, men for mig er godt skuespil den totale tilstedeværelse. Man kan altid se på folk, om de er til stede i nuet, med deres omgivelser og med den person, de står over for, eller om der er tanker, der forstyrrer øjeblikket. Det kan være for meget forberedelse – eller for lidt – eller andre usikkerheder, der fylder. Jeg tror allerede, at jeg fra barn mærkede en tilstedeværelse i de skuespillere, jeg så på skærmen, som gjorde, at jeg tænkte: “Der skal jeg hen!” Det var noget, som min sjæl skulle udforske. På en måde var jeg nødt til at lære at spille skuespil for at forstå, hvordan det føles at være 100 procent til stede i nuet, men det har også været en kæmpegave at lære, at det ikke kun er i skuespil, at man kan finde den følelse. Den samme følelse kan opstå, når man vågner om morgenen og kigger ud ad vinduet og ser en sky på himlen. Selve nøglen for mig er ikke at knytte mig til idéen om mig selv som skuespiller. Man skal forsøge at give slip på hele den der attachment, for ens identitet bliver også hurtigt et fængsel. Det hjælper meditationen mig med, når jeg prioriterer den. Folk siger altid: “Jeg kan ikke meditere, for jeg kan slet ikke samle tankerne.” Men det er jo netop, fordi du skal lære det. Det svarer til at gå i træningscenteret én gang og forvente, at du taber ti kilo, og så bagefter konstatere: “Der skete ingenting. Det virker ikke for mig.”

“For nylig hørte jeg en sætning af terapeuten dr. Shefali: “Mange mennesker lever ikke et liv, de lever efter en opskrift” (“You don’t live a life, you live a pattern”). Det kan jeg virkelig godt genkende fra mig selv for nogle år siden”

DA JEG SPILLEDE hovedrollen som Mother i ‘Raised by Wolves’, husker jeg tydeligt fornemmelsen af, at jo mere knyttet jeg blev til min karakter, og jo mere ros jeg fik, jo større et ansvar følte jeg også for at skulle levere noget bestemt. Sådan tror jeg, at rigtig mange har det. Jo flere år du har været i et bestemt firma, eller jo flere år du har været i en familie, jo mere bliver du på en måde den rolle og de forventninger, der knytter sig til den. Men i virkeligheden har jeg lært rigtig meget af bare at opgive ansvaret og sige til mig selv: “Nu går jeg ind og er dårlig.” På de store produktioner får man ofte ikke særlig meget at vide om den langsigtede karakterudvikling, hvilket vil sige, at man skal ind og levere, mens man er totalt ude af kontrol, og samtidig i en setting, der bliver betragtet som meget prestigefyldt. I gamle dage kunne den slags vække en enorm angst i mig. Jeg tænkte “Nu har de booket mig til det her, og hvis jeg ikke kan komme ind og vise dem, at jeg er megagod, så bliver de vildt skuffede, og måske hyrer de en anden” og så videre derudad med alle de værste scenarier i verden. Med ‘House of the Dragon’ tænkte jeg i stedet: “Jeg ved ikke en skid, men giv mig noget tøj på, og så tager vi den derfra.” Man kan jo alligevel aldrig performe ud over det, man har fået med sig, så det må handle om at turde hvile i, at man er elsket som den person, man er. Jeg har slukket idéen om succes. Hvad skal jeg overhovedet bruge det til? Det kan være, jeg bliver kørt over af en bus i morgen. Når man øver sig i det her, frigiver man så utrolig meget space inde i sig selv til at blive overrasket og have det fedt over, hvad der foregår lige foran næsen på en. Man får en hel masse free brain space i gave. For nylig hørte jeg en sætning af terapeuten dr. Shefali: “Mange mennesker lever ikke et liv, de lever efter en opskrift” (“You don’t live a life, you live a pattern”). Det kan jeg virkelig godt genkende fra mig selv for nogle år siden. Men jeg er rigtig glad for, at jeg nu har lært at leve mit liv.

MIN KARAKTER LADY Jeyne Arryn i ‘House of the Dragon’ er en rigtig boss lady, men samtidig er hendes energi ret rolig. Hun regerer over en borg, hvor der ikke har været krig i 400 år, så der må være et eller andet, hun gør rigtigt. Hun er spids, men ikke aggressiv. Jeg synes, at det er enormt sjovt og spændende at kunne leve et liv som Amanda og så pludselig få lady Jane ind fra siden og få mulighed for at udforske den energi, hun rummer. Jeg er altid nysgerrig på roller, som jeg kan mærke, skal lære mig noget – om enten et tema, en følelse eller en energi. Jeg var enormt taknemmelig for ‘at bo’ i Ann Barbara i ‘Bastarden’. Hun levede i 1753, ja, men det er jo ikke ensbetydende med, at hun ikke ville elskes og finde ægte kærlighed, og at hun ikke svingede mellem at have lyst til at få børn og ikke have lyst til at få børn. Da jeg så filmen første gang, blev jeg simpelthen så rørt og ked af det på hendes vegne over, hvor mange ting hun ikke kunne gøre eller sige. Det rørte mig dybt, fordi jeg er fri til i dag at kunne elske, hvem jeg vil. Jeg er fri til at kunne røre min mand på kinden, hvis jeg synes, at han ser smuk ud. Jeg er fri til at sige “Jeg elsker dig”, når jeg har lyst, og det var hun ikke på samme måde. Så jeg fik faktisk sådan en kæmpe taknemmelighed for mit eget liv gennem hende.

“Men det er også en del af mit arbejde, at der så pludselig ikke er noget i tre måneder. De perioder er der, om man vil det eller ej, og så må man vælge, om man vil fylde dem ud med usikkerhed og sorg, eller om man vil fylde dem ud med noget andet”

I EFTERÅRET LAVEDE jeg filmen ‘The Woman in Cabin 10’ i England. Der var en masse gode skuespillere med, og vi tilbragte enormt meget tid sammen, så der var sådan en ensemble-agtig vibe. Jeg synes, at det er skidesjovt at lave film. Jeg kan ikke forklare, hvor sjovt jeg synes, det er at få tøj på og gå ind og sige replikker foran et kamera. Det er det bedste, jeg ved – især når jeg får lov til at lave det hver dag i tre måneder. Men det er også en del af mit arbejde, at der så pludselig ikke er noget i tre måneder. De perioder er der, om man vil det eller ej, og så må man vælge, om man vil fylde dem ud med usikkerhed og sorg, eller om man vil fylde dem ud med noget andet. For mig er det rigtig sundt at finde tilbage til, at der ligger rigtig meget taknemmelighed i livet, som ikke er forbundet til, hvad du laver, men er forbundet til livet selv. Vi har ét liv, og det er kort. I menneskets udviklingshistorie er vi jo bare et knips med fingrene, så jeg øver mig i at være glad hver dag og taknemmelig for det, jeg har. Det indebærer bl.a., at jeg prøver ikke at have så stram en karriereplan. Jeg prøver at lade universet guide mig.”

Læs ogå

Karriere

Sarah-Sofie Boussnina: “Min karakter havde en affære med en ældre mand, og herefter var det ikke ualmindeligt, at jeg i byen blev konfronteret med sjofle kommentarer fra stive, gamle mænd”

Tessa: “Inden da havde jeg ikke nogen. Der var ikke noget sted i samfundet, jeg hørte til. Der var ikke særlig meget, jeg følte mig god til. (..). Og så pludselig, som et lyn fra en klar himmel, dumpede det ned i hovedet på mig”

Dette er første del af interviewet med Tessa fra julinummeret 2025 af ELLE.

Tessa

Født i 1997. Vokset op forskellige steder på Vestegnen og i Nørreby på Nordfyn. Som teenager levede hun i en periode på gaden. Hendes fulde navn er Theresa Ann Fallesen, men hendes forældre kaldte hende altid for Tessa. I 2019 blev hun en del af produceren Jesper ‘Livid’ Helles talentudviklingsforløb Urban Grrls og fik samme år en pladekontrakt med Universal Music. Hun debuterede med singlen ‘Snakker for meget’. I 2023 udkom hendes debutalbum ‘Tessas Hævn’, hvor hun bl.a. rapper om seksuelle overgreb, hun blev udsat for som teenager. Hun har også medvirket i en dokumentarserie af samme navn. Hun har i årenes løb vundet en lang række musikpriser. I 2025 fik hun skuespildebut som den unge, utilpassede Sille, der kommer i aktivering som SOSU-medarbejder, i TV-serien ‘Løgnen’.

“Ligesom alle andre er jeg vokset op i jantelovsdammark, hvor det ikke er særlig velanset at være et farverigt og udadreagerende kid, som synes, man selv er herresej”

JEG HAR ALTID HAFT en kæmpe performance-trang og var et megaoptræderbarn. Jeg drømte om at blive skuespiller. Danmark er fyldt med dygtige skuespillerinder, som jeg kunne spejle mig i og idealisere. Selvfølgelig ville jeg også gerne have drømt om at blive rapper, men det vidste jeg slet ikke, man måtte. Der var ikke så mange kvinder at se op til der. Der var selvfølgelig Natasja, men hun var jo død, og de få andre, der kom frem, blev altid høvlet ned. Mine veninder og jeg lavede danseshows og hang plakater op på skolen, hvor der stod “Kom ned i SFO’en klokken tre, og se os danse”. På efterskolen valgte jeg teaterlinjen. Jeg har altid været en performer, men samtidig har der været en stemme inde i mig, der har sagt, at det ikke var realistisk for mig. I stedet tænkte jeg: “Det ville nok være bedst, hvis du bare tog dig en uddannelse.” Det virkede langt mere realistisk, end at jeg skulle kunne blive en stjerne.

Det var heller ikke, fordi jeg fik specielt god respons for mine performances som barn. Ligesom alle andre er jeg vokset op i Jantelovsdanmark, hvor det ikke er særlig velanset at være et farverigt og udadreagerende kid, som synes, man selv er herresej. Jeg var i forvejen ikke superpopulær, så der var ikke altid lige søde kommentarer fra de andre. Det var først, da jeg som teenager kom tilbage til Hundige efter at have boet nogle år på Nordfyn med min mor, at jeg tog sådan en ‘fuck det hele’- tilgang på mig. Nu kunne alle de andre rende mig, og det kunne godt være, at de ikke syntes, at jeg kunne finde ud af noget, men inde i mig selv tænkte jeg: “Of course I motherfucking can, bitch!”’

FOR ET PAR ÅR siden gav jeg et interview, hvor jeg nævnte, at jeg altid havde troet, at jeg skulle være skuespiller. Herfra gik der ikke længe, før jeg blev kontaktet af Karina Dam, der er manuskriptforfatter på ‘Løgnen’. Hun havde skrevet serien flere år forinden og havde hele tiden haft mig i tankerne, da hun skrev Sille-rollen. Det var på det tidspunkt, hvor jeg lige var kommet frem, så hun anede ikke, om jeg kunne spille skuespil, eller om jeg overhovedet var interesseret. Men da hun læste interviewet, ringede hun og spurgte, om jeg ville komme til casting.

Det foregik ude på Vestegnen, og der var både professionelle skuespillere til casting og en masse piger, som de havde streetcastet til rollen. Jeg var selv igennem tre castings samt kemimøder med Iben (Hjejle, red.) og Zaki (Nobel Mehabil, red.). Det var vigtigt, at de følte, at der var en god kemi.

“Det har været fedt at få modbevist den her med, at ‘kvinder er kvinder værst”

Produktionsselskabet gjorde meget ud af at fortælle mig, at de havde drømt om at have mig i rollen, men at jeg aldrig havde fået den, hvis ikke jeg var den bedste. Det betød meget for mig, at det ikke handlede om nepotisme. Det var også et krav, at jeg fik undervisning, så jeg blev rustet til det hele. Inden den første casting blev jeg undervist en måneds tid, og det gik overraskende godt. Det var lige meget, hvad underviseren forklarede, så forstod jeg det bare. Nogle gange spurgte hun: “Forstår du det egentlig, eller siger du bare ja?” Men jeg var helt med. I hele processen havde jeg det sådan: “I’m smart as hell!”

Vi lavede bl.a. en scene, som senere blev klippet ud af serien, hvor min karakter sidder på en trappeopgang og ryger en smøg. Vi øvede scenen i et sterilt rum, men i mit hoved forestillede jeg mig, at man sidder der, og så er der måske nogen, der går ud ad en dør, eller en kat, der render forbi, og så får man lige kigget til siden. Det lagde casteren straks mærke til. Jeg havde bare en følelse af, at vi forstod hinanden. Der er faktisk ikke nogen på holdet, jeg ikke er kommet godt ud af det med. Det har været en kvindelig instruktør, kvindelig manuskriptforfatter, kvindelige kamerafolk, kvindelige hovedroller. Det har været fedt at få modbevist den her med, at ‘kvinder er kvinder værst’, fordi hold kæft, hvor har det været gnidningsfrit hele vejen igennem. Hvis der har været ugler i mosen, har jeg ikke mærket noget til det.

IBEN HJEJLE TOG mig seriøst helt fra starten af, og det sætter jeg kæmpestor pris på. Når vi sad og diskuterede scener, lyttede hun altid til, hvad jeg sagde, på lige vilkår med alle andre. Samtidig var der ikke noget people pleaser i hende. Det var ikke sådan noget med, at nu er det første gang for Tessa, og nu skal vi også skrue forventningerne ned. Nej, hun holdt mig op til en standard. Det er for mig at vise respekt.

Hun er det niceste menneske i hele verden og så fucking sjov. Det var tit, når jeg kom hjem efter en lang arbejdsdag, at jeg havde ondt i kinderne, fordi hun havde fået mig til at grine hele tiden. Samtidig er hun sygt hjertevarm og deler rigtig meget ud fra hendes liv, og hvad hun har oplevet igennem en lang karriere. Hun er 100 procent en rollemodel for mig, for man kan mærke, at der er no judgement i hende. Hun ser en som et menneske.

Zaki kunne også virkelig få mig til at grine i løbet af optagelserne. Vi skulle lige ind på hinanden i starten. Jeg vidste, at vi havde en kyssescene, og jeg tænkte: “Åh nej.” Den slags har jeg jo ikke prøvet før. Men han gjorde det meget komfortabelt og spurgte undervejs: “Er du okay?”

“Der er jo den der klassiske “Don’t meet your idols”. Heldigvis var vores kemi amazing. Hun er the realest bitch, og vi kan snakke lige ud af posen til hinanden”

Det allervildeste for mig personligt var at skulle spille over for Stephanie Léon. Jeg har altid været den største Stephanie Léon-fan. Hun er min generations baddest bitch, og jeg så altid de ting, hun var med i – ‘Bagland’, ‘Råzone’. Da jeg fik at vide, at hun skulle spille min mor i serien, faldt jeg ned af stolen. Jeg græd, for det er jo virkelig et full circle moment for mig.

Hun har på en måde altid repræsenteret de der underdog girls, der lever på kanten derude, og hun har gjort det på en meget real og ukarikeret måde. Hun har vist de nuancerede sider af hårde piger fra gaden, og jeg har altid betragtet hende som en slags storesøster på skærmen. For selvom hun har været hård, har hun haft en retfærdighedsrytter i sig i alle de roller, hun har spillet, og det har betydet meget for sådan en som mig i løbet af min opvækst.

Jeg havde allerede haft lidt kontakt med hende gennem Instagram, men aldrig mødt hende, og jeg var helt nervøs for det, for tænk, hvis hun ikke kunne lide mig. Der er jo den der klassiske “Don’t meet your idols”. Heldigvis var vores kemi amazing. Hun er the realest bitch, og vi kan snakke lige ud af posen til hinanden. Det var lige nøjagtig, hvad jeg håbede på. Jeg føler, at jeg har kendt hende hele mit liv, og det har jeg jo på en måde også.

“Det vigtigste i hele verden er at blive set af nogen. Det var først, da jeg mødte Jesper, at jeg begyndte at føle mig klog og dygtig”

DA JEG FØRSTE gang hørte om Sille-rollen, kunne jeg mærke, at det ville være det helt rigtige for mig. Selvom jeg ikke længere er en underdog, har det betydet noget for mig at få lov til at repræsentere the underdog – ligesom Stephanie altid har gjort.

Jeg er samtidig stor MeToo-fortaler, og serien handler bl.a. om magtmisbrug. Jeg synes, det er en vigtig historie at fortælle. Jeg gider ikke lave ligegyldigheder. Der er heller ikke nogen bars i mine sange, der er ligegyldige. Der er ikke noget, der bare kan pilles ud. Sådan skal det være med alt, hvad jeg laver. Jeg gider ikke lave noget, som er så ligegyldigt, at man glemmer halvdelen af det bagefter.

Jeg har kunnet mærke helt ind i mine knogler, at Karina Dam har skrevet rollen med mig siddende på skulderen. Men det har også været vigtigt for mig at gøre Sille til en anden end mig. Sille er sin egen person med sine egne reaktionsmønstre, så når vi lavede scener, som kunne relatere sig til mit liv, var det vigtigt for mig at være berørt over, hvad der foregik i scenen, og ikke over, hvad der er foregået i mit eget liv.

Tidligt i processen havde jeg en skuespillercoach på, som var med til at lave ‘Silles playliste’ ud fra præmissen “Hvad kan Sille lide at høre?”. Jeg gik heller ikke med tøj, som jeg synes, er fedt. Det er Sille, der synes, det er fedt. Det betød meget for mig, at det ikke blev blandet for meget sammen, for Sille og Tessa er to forskellige personer.

“Mens optagelserne stod på, skete der en masse turbulente ting i mit eget privatliv, som gjorde, at det kunne være hårdt at stå tidligt op om morgenen og tage sine egne problemer af og Silles problemer på i de næste 12 timer”

Mens optagelserne stod på, skete der en masse turbulente ting i mit eget privatliv, som gjorde, at det kunne være hårdt at stå tidligt op om morgenen og tage sine egne problemer af og Silles problemer på i de næste 12 timer for så at komme sent hjem og læse om Silles nye problemer til i morgen og ikke rigtig have tid til at deale med det, som jeg egentlig burde deale med. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, en fucking storm, og jeg står altid på scenen, uanset om jeg har migræne eller whatever, så jeg kunne godt håndtere det, men andre mennesker havde måske sat foden ned. Det gjorde mit hold så heldigvis også for mig til sidst. De hev tre uger ud af shootingen, hvor jeg lige kunne trække vejret og tage Tessa-problemerne på igen og håndtere mit eget liv, før jeg kunne vende tilbage som Sille. Det havde jeg brug for.

Selvom Sille og jeg minder om hinanden, er der også store forskelle på vores personligheder. Ikke mindst i vores syn på livet. Hun ønsker sig gode relationer og er en del mere motiveret til livet, end jeg var i mange år. Hun har lyst til at have et rigtigt arbejde, fordi hun kan se, at hun gør en forskel – hun finder en dybere mening i det ud over bare at tjene penge. Sådan var jeg slet ikke. Jeg var en rigtig gadeplanstype, der kun var interesseret i at lave penge.

Bortset fra de år i mit teenageliv, hvor jeg boede på gaden, har jeg altid arbejdet og tjent mine egne penge, men det er aldrig noget, jeg har værdsat. Det var også umuligt for mig at forestille mig at skulle leve resten af mit liv på den måde og være lykkelig og alt det der. Det kom først med musikken og med mit møde med Jesper (‘Livid’ Helles, red.). For inden da havde jeg ikke nogen. Der var ikke noget sted i samfundet, jeg hørte til. Der var ikke særlig meget, jeg følte mig god til. Der var ikke engang noget, jeg kunne lide at lave, og de eneste jobs, jeg kunne forestille mig, at jeg kunne finde ud af, gjorde mig deprimeret. Og så pludselig, som et lyn fra en klar himmel, dumpede en musikkarriere ned i hovedet på mig: “Værsgo!”

Læs anden del af interviewet med Tessa fra julinummeret 2025 af ELLE her.

Læs ogå

Identitet

Medina: “Det kostede mig i sidste ende. Jeg var så presset, at jeg var nødt til at foretage seriøse ændringer i mit liv for at få det bedre”

Lad dig drømme væk til sydlige himmelstrøg og aftensol i modeserien “Bare tæer og blåt hav”

Foto Angelina Namoun-Bergenwall / @lundlund
Styling Caitlin Moriarty
Model Fanta / @See Model
Hår- & makeup Emilie Green
Stylingassistenter Ece Carr & Harry Langford
Fotoassistent Gwendolyn Keasberry
Produktion La Bamba
Casting Director Alexandre Junior Cyprien
Retouch Linjepunkt

Læs ogå

Modeugen

10 trends, vi spottede til Københavns S/S26-modeuge, som du allerede kan bruge nu

Founder af Københavns nye skønhedsbutik: “Denne parfume er den bedst sælgende”

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Wenche Bohman Hughes

61 år. Uddannet makeupartist og grundlægger af nicheskønhedsuniverset Cow Parfymeri. Bor i Stockholm med sin mand Christian, som hun har en voksen søn med. I juni slog de dørene op for Cow Parfymeri i København på Antonigade 7, 1106 København K.

HVAD ER COW PARFYMERI FOR ET STED?

Cow er et meget personligt butikskoncept med et kurateret sortiment. Her findes intet tilfældigt, og vi går ikke på kompromis med noget. Vi fører kun det, vi selv elsker, stoler på og kan stå bag; mærker, der drives af passion, viden, forskning, æstetik og funktion. Vi er et sammentømret team af dygtige makeupartister og dufteksperter, der er her for at hjælpe kunden med at finde det, der er rigtigt for dem. Hos os skal man kunne bruge tid blandt verdens bedste skønhedsmærker, lade op og få tips og idéer.

HVORNÅR STARTEDE DU COW PARFYMERI OG HVORFOR?

Vi kom tilbage til Sverige i slutningen af 90’erne efter næsten 10 år i London, og her blev det umuligt for mig som makeupartist at finde produkter, som jeg kunne lide at arbejde med. I London føltes alt nyt og interessant, mens Stockholm føltes som Sibirien. Der var ingenting. Min mand Christian og jeg besluttede os for, at hvis vi fik mulighed for at sælge mine favoritmærker, så skulle vi starte en butik. Vi havde en liste over mærker, vi ville have, og uden dem ville vi ikke gøre det. Det var dem eller intet. Det tog nogle måneder med snakke og overtalelse, men i 1999 åbnede vi så dørene til vores første butik i Stockholm. Siden da kom Göteborg til, og nu har vi så åbnet i København på Antonigade.

HVAD STÅR COW FOR?

Vores nøgleord; creativity, originality og wisdom – men også for Christian og Wenche.

HVILKE BRANDS ER SÆRLIGT POPULÆRE HOS JER OG HVORFOR?

Med min makeup-baggrund er det ikke så mærkeligt, at Westman Atelier og Victoria Beckham er i toppen. To fantastiske mærker, hvor innovation og kvalitet kombineres med en utrolig farvesikkerhed.

DE BEDSTSÆLGENDE PARFUMER ER:

FRÉDÈRIC MALLE. Her får verdens bedste parfumerere helt frie hænder til at skabe noget unikt. Uden krav om budget eller tidsramme. Det er parfume, som man lavede det fra begyndelsen – en kunstart, ligesom musik og maleri.

D’ORSAY. Poetisk, smukke dufte om kærlighedens forskellige stadier og udtryk, fortolket af superstjerner som Dominique Ropion og Julien Rasquiet. Mange kunder finder deres signaturduft her.

PANTOMIME. Et hollandsk duft hus med sit helt eget udtryk. Kølige og velkomponerede dufte af den svenske parfumer Fredrik Dalman.

HVORDAN SER DIN EGEN MORGENSKØNHEDSRUTINE UD?

Før jeg hopper under bruseren, laver jeg en hurtig massage med ‘Renaissance Cleansing Gel’ fra Oskia og lader den sidde som en maske, som jeg skyller af til sidst i badet. Den dufter fantastisk af rose og kamille og efterlader huden frisk og fugtet. Jeg er grundlæggende ret doven, men samtidig har jeg høje krav til de produkter, jeg bruger. Derfor elsker jeg velformulerede “multitaskers” og bruger helst så få produkter som muligt. Afhængig af dagsform og årstid vælger jeg derefter en fugtighedscreme eller et serum. ‘The Cream’ fra Augustinus Bader er en favorit, og jeg bruger den ofte også som øjencreme. Hvis det er varmt, og huden har det nogenlunde, vælger jeg en lettere tekstur f.eks. ‘Skin Activator’ fra Westman Atelier. Den kommer også frem, hvis jeg har rejst meget, og huden er stresset eller “rødmosset”. Den beroliger med det samme, fugter og beskytter. I forhold til makeuppen afhænger det af, hvad jeg føler for, men jeg lægger altid en form for let foundation eller skin tint. I mit arbejde tester jeg utrolig mange produkter, så det gør også, at min makeup-rutine bliver meget varieret, men uanset hvilken base, jeg bruger på dagen, er det altid tynde lag og sparsomt med produkt. Favoritterne er ‘Vital Skincare Complexion Drops’ fra Westman Atelier og ‘Seamless Skin Enhancing Tint’ fra Lisa Eldridge. Begge har lette teksturer, der er nemme at bygge op. Westman Ateliers ‘Sun Tone Bronzing Drops’, der er bronzer i flydende form, er genial og giver mig en let, solbrun tone uden shimmer eller tekstur. Den bruger jeg som en forlængelse af min base. Der, hvor jeg har brug for ekstra dækning, bruger jeg en concealer, og så sætter jeg det med transparent pudder. Igen – utrolig sparsomt med produkt og med en lille, fluffy pensel. Jeg lægger den disciplineret og kun der, hvor jeg har brug for det. Jeg bruger ikke så meget tid på processen, men også her har jeg høje krav til de ting, jeg bruger, og fordi jeg ikke er en, der laver touch-ups i løbet af dagen, skal de blive siddende. Victoria Beckhams ‘Satin Kajal Eye Liners’ er de bedste, jeg nogensinde har brugt. Superbløde, nemme at ‘blende’ og vandfaste. Og så er der læbestift. Jeg elsker en rød mund og har en solid samling læbestifter. Jeg elsker La Bouche Rouge-læbestifter, der har de fineste etuier i genbrugt læder med et refill-system.

HVORDAN SER DIN AFTENSKØNHEDSRUTINE UD?

Min aftenrutine er et ritual, der hjælper mig med at lande i mig selv igen efter en dag med fokus udad. Makeuppen vasker jeg af med et cleansing balm f.eks. ‘Erase’ fra Pestle&Mortar eller en cleanser fra Victoria Beckham. De har en skøn formular, der gør det nemt at massere stress og spændinger væk fra ansigtet. Jeg bruger altid en frottévaskeklud, som jeg lægger i varmt vand og over ansigtet, inden jeg fjerner makeuppen. Efter det vasker jeg huden med ‘Lactic Acid Gel Cleanser’ – også fra Victoria Beckham. Så er jeg klar til 10 minutter med min LED-maskine. Jeg bruger den fire til fem gange om ugen, og det har gjort en stor forskel for min hud. Den er stærkere, sundere og holder på fugten meget bedre. Hver anden aften bruger jeg en form for retinol, som jeg lægger på efter min LED-maskine. Versos ‘Night Cream’ er en fast favorit. Hver anden nat bruger jeg deruover lige nu ‘Midnight Elixir’ fra Oskia med EGF (vækstfaktorer, red.), peptider og en velformuleret vitamin-cocktail, som min hud ser ud til at have det rigtig godt med. Huden har både brug for fugt og olie, så når serummet har absorberet i et stykke tid, plejer jeg at bruge et par dråber af en let olie af en slags.

HUDPLEJE ELLER MAKEUP?

Uden den rette hudpleje bliver makeupen ikke god, men jeg elsker makeup og vil ikke leve uden.

HVOR SPRINGER DU OVER?

Jeg er ikke til en alt for intensiv hudplejerutine i mange trin. Og jeg er elendig til at tage mig af mine negle. I mit arbejde vasker man hænderne hele tiden, så det er svært at holde neglene pæne.

HVAD HOPPER DU ALDRIG OVER?

Rensning! Jeg er aldrig nogensinde gået i seng med makeup på.

HVAD GØR DU MED DIT HÅR?

Mit hår er langt og glat, og jeg er ikke så vild med at gøre så meget ved det. Men en ting, jeg gør hver aften, er at rense det med ‘French Laundry’ fra Septième. Det er et fantastisk produkt, der fjerner snavs og produkter fra håret uden vand. Det bliver rent, blødt og fugtet. Man er så opmærksom på at vaske og pleje huden, så jeg synes, det er mærkeligt at lægge sig på puden med beskidt hår. Det produkt er en gamechanger!

HVAD HAR DU MEST AF?

Pensler. Jeg har gennem hele min karriere samlet på makeuppensler – især håndlavede, japanske af slagsen. Min penselsamling er enorm!

HVAD ER DIT SENESTE KØB TIL DIT BEAUTYSKAB?

Jeg var i London for nylig og købte en masse sjove ting, som jeg nu tester. Blandt de mest lovende lige nu er ‘Pinpoint concealer pencils’ fra Lisa Eldridge, ‘Jet Lag Eye Patches’ fra Summer Fridays og Wayne Goss’ flotte, sorte makeuppensler. HVAD ER DET MEST PRISVENLIGE PRODUKT, DU BRUGER? Frotté-vaskekludene. Jeg fjerner altid makeup med dem.

HVAD ER DET DYRESTE PRODUKT, DU BRUGER?

Augustinus Baders ‘The Cream’ er virkelig dyr men så god.

HVAD HAR DU ALTID MED DIG I TASKEN?

Læbestift og concealer. Man kan redde de fleste beauty-kriser med de to produkter.

HVAD HAR DU ALTID MED PÅ JOBBET?

Det er på mit job, at alle mine ting er, så alt!

FÅR DU NOGEN BEHANDLINGER?

Jeg får en thai-massage en gang om måneden, og det er utroligt, hvad det gør for huden, når spændingerne i skuldre og hals slipper.

TAGER DU KOSTTILSKUD/VITAMINER MM.?

Jeg tager MSM ‘The Beauty Mineral’, der styrker hud og negle.

HAR DU ET BEAUTYHACK?

En LED-maske. Hvis man ikke har prøvet det, så skal man! Den inflammationshæmmer, balancerer huden, fremmer heling, reducerer rødme og jævner hudtonen. Derudover sværger jeg til ansigtsmassage, som blødgør spændinger i ansigtet, sætter gang i blodcirkulationen og fjerner hævelser. Det er et simpelt ritual, man kan gøre selv foran fjernsynet. Og til sidst vil jeg sige: Du kan se frisk ud på to sekunder med en lys, beige blyant på indersiden af den nederste vippekant. Jeg bliver nemt lidt rød omkring øjnene og bruger ‘Instant Waterline Brightening Pencil’ fra Victoria Beckham hver dag.

19 højhælede sandaler, du kan bruge til hverdag og til fest

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Læs ogå

Shopping

17 delikate silkefund, der kan få dig med på sæsonens elegante trend

#BookTook: “Hvis du laver en video, hvor du græder, mens du fortæller, hvor fantastisk bogen er, kan det gå fuldstændig viralt”

Siden jul har det været Miranda Julys ‘På alle fire’, sidste sommer var det Linea Maja Ernsts ‘Kun til navlen’, før pandemien var det ‘Et lille liv’ af Hanya Yanagihara, i coronaårene var det Ottessa Moshfeghs ‘My Year of Rest and Relaxation’, og hver gang Sally Rooney udgiver en ny roman, er det den – altså dén bog, der er på alles læber, på alles bogreoler og i alle feeds, uanset om man orienterer sig i magasiner og aviser eller på sociale medier.

Visse bøger opnår en kultstatus og et allestedsnærvær, der er i en liga for sig selv. Og hypen gælder ikke kun debutanter, litterære sommerhits eller one-hit wonders. Forfatterskaber som Joan Didions, Eve Babitzs, Deborah Levys og Rachel Cusks har alle fået sådan en renæssance, at deres forlag genudgiver alt, de kan opstøve fra bagkataloget, i nye, smukt designede udgaver. Ofte kan forlagene nemlig ikke helt forudse, hvornår en bog vil stikke af. Men når hypen opstår, er de blevet gode til at puste til ilden:

“Vi har ikke en krystalkugle, der kan forudsige, hvilke titler der har det potentiale, for så ville vi naturligvis ikke udgive andet. Vi kan have en formodning, men vi ved ikke på forhånd, om vi står med årets bog eller ej. Nogle gange har vi købt og oversat en bog, vi troede på, der så bliver taget lidt lunkent imod, og andre gange stikker en titel overraskende meget af. Men når først toget kører, så er vi på forlaget gode til at hælde benzin på motoren,” fortæller Camilla Høy, der er forlagschef for skønlitteratur hos Politikens Forlag.

‘Et lille liv’ og ‘På alle fire’, Dolly Aldertons ‘Alt hvad jeg ved om kærlighed’ samt Zadie Smiths og Chimamanda Ngozi Adichies værker. Og lige nu oplever forlaget, at hypen omkring den svenske debutant Lisa Ridzéns ‘Tranerne flyver mod syd’ er begyndt at sprede sig som ringe i vandet på en måde, forlaget genkender fra tidligere uventede bestsellere, fortæller Camilla Høy:

“Der er et fænomen, hvor en bog rammer noget i tiden meget klart, og hvor der opstår en særlig hype af læseglæde først på tværs af forlaget og så blandt alle dem, vi anbefaler bogen til. Der kan vi mærke, at den er der, og at bogen vil komme ud at flyve. Og så trykker vi ekstra på speederen.”

Tilfælde, tidsånd og veludførte kampagner

Jagten på den nye, store bog indsættes, før den udkommer på originalsproget. De danske forlagsredaktører er derfor jævnligt i kontakt med udenlandske forlag og agenturer, der kan tippe dem om lovende nye værker.

“Det er en kombination af at holde gang i netværket, tage på bogmesser og så orientere sig i tidens trends på vores eget marked. Det gælder både med nonfiktions- og selvhjælpsbøger og på det skønlitterære område, hvor vi også ser stærke trends og tendenser. Eksempelvis har vi de sidste år set, at ny feministisk litteratur og litteratur med fokus på minoriteter har klaret sig godt,” fortæller Karen Bender, der er kommerciel direktør hos forlaget Gyldendal.

Politikens Forlag sender også sine redaktører på bogmesser. Det handler ikke længere så meget om at købe manuskripter, som det gjorde tidligere, men mere om at mærke, hvad der rører sig, og holde kontakten til agenturer og forlag varm. Derudover benytter forlaget sig af litterære scouts, der overvåger branchen og tipper forlaget om lovende titler, og af erfarne læsere, der får manuskripter til gennemlæsning og skriver rapporter om dem. Det er nemlig slet ikke nok at orientere sig i de etablerede mediers dækning af ny litteratur:

“Man skal virkelig have fingeren på pulsen. Man kan ikke nøjes med at læse om nye bøger i The New York Times. Ud over at vi selv har erfarne redaktører, der sidder og holder øje, bruger vi scouts, som tipper ind om, hvad der rører sig. Vi kan eksempelvis få et tip om, at en vis bog lige er blevet solgt til et forlag i Tyskland, der har samme profil som os, eller om, at en bog rykker og pludselig er blevet solgt til 15 lande,” fortæller Camilla Høy.

Bogklubber frem for billboards

Når et forlag har antaget et dansk manuskript eller indkøbt et udenlandsk, skal det først igennem redigeringsprocessen. Derefter skal det forbi salgs-, marketing- og presseafdelingen, og så bliver det sendt ud i verden. Det handler om lige dele tidsånd, timing, tilfælde og veludførte marketingkampagner, når visse bøger stikker af fra feltet. Men det starter og slutter med den litterære kvalitet, fortæller Karen Bender.

“Vi kan ikke altid være sikre på, at en bog, der klarer sig godt i udlandet, også klarer sig godt i Danmark. Men selvfølgelig har vi en formodning og forhåbning om det, hvis vi får den udbredt på den rigtige måde til den rigtige målgruppe.”

I gamle dage – altså før sociale medier – kunne en marketingkampagne eksempelvis bestå af annoncer i aviser, i magasiner og på togstationer. I dag er strategien en anden. Det handler nemlig først om at få bogen ud at leve via personlige anbefalinger og derefter om at skubbe til den voksende interesse.

“Vi prøver altid at begynde med at få en bog ud til læserne, eksempelvis boghandlere, bibliotekarer, influencere, bloggere, læsere og kulturjournalister. Når så den er derude, og folk er begyndt at anbefale, begynder vi at annoncere. Det er ikke nok med et billboard på Lyngbyvej,” siger Camilla Høy.

“I dag gør man meget det her med at sende bøger til de rigtige booktokere og bookstagrammere, og så hyrer de ofte folk, der er TikTok-kyndige, til at styre dele af deres marketingkampagner”

Sofie Swienty Andresen

Den bogklubagtige tilgang er afgørende for, om en bog når ud til et bredere publikum. Og den er i høj grad drevet af de sociale medier. TikToks #BookTok har mere end 53 mio. posts og mere end 300 mia. visninger, mens Instagrams #bookstagram har mere end 116 mio. visninger. Sofie Swienty Andresen driver marketingbureauet TEN-4, der er specialiseret i sociale medier som TikTok og Instagram, og hun fortæller, at medierne og deres algoritmer har ændret på, hvordan man som forfatter eller forlag kan få sit produkt ud til brugerne:

“Med TikToks indtog for ca. syv år siden blev der introduceret en anbefalingsalgoritme. Det betyder, at det er indholdet i din video, og ikke hvor stor din platform eller following er, der definerer, hvor langt du kommer til at nå ud. Hvis du laver en video, hvor du græder, mens du fortæller, hvor fantastisk ‘A Little Life’ er, kan det gå fuldstændig viralt. Det skaber naturligvis en stor nysgerrighed, og det har gjort det her booktalk-community kæmpestort,” fortæller Sofie Swienty Andresen.

BookTok-fællesskabet opstod organisk under coronapandemien, og til at starte med var der udelukkende tale om autentiske anbefalinger. I takt med at det voksede sig større, fik bogbranchen og forlagene imidlertid øjnene op for det. I dag er der eksempelvis “som set på TikTok”-kategorier i flere boghandlere, og mediet er blevet et af de vigtigste steder for nogle forfattere at få opmærksomhed:

“Forlagene er i den grad blevet opmærksomme på det her, og hvilken magt det har. Det kom bag på rigtig mange, hvor stor hype der pludselig opstod om bøger på baggrund af sociale medier. I dag gør man meget det her med at sende bøger til de rigtige booktokere og bookstagrammere, og så hyrer de ofte folk, der er TikTok-kyndige, til at styre dele af deres marketingkampagner,” fortæller Sofie Swienty Andresen.

“For ti år siden var det lidt en identitetsmarkør, og sociale medier flød over med indhold som “hot guys reading on trains” og den slags. Det gør vi ikke så meget ud af, for vi vil helst ikke sælge bogen som en ren modemarkør, men hellere sælge oplevelsen og stemningen af at sidde fordybet i noget analogt”

Camilla Høy

Cool girls books: Bogen som statussymbol

Mens det litterære indhold på TikTok især er drevet af følelsesladede anbefalinger, så er Instagram fuld af profiler og posts, der dyrker bøgernes æstetik. Profiler som @coolgirlsreadingbooks fremviser billeder af kvinder, der læser bøger. Der er mange gengangere, og de er som regel skrevet af kvindelige forfattere, og The New York Times har bragt artikler om, hvordan bogstylister udstyrer berømtheder med bøger på samme måde som tøjstylister giver dem tøj at tage på.

“På Instagram er det meget den æstetiske side, og man viser bogen frem på samme måde, som man fremviser sit outfit, for den er en del af det. What I’m reading er blevet en trend på samme måde som what I’m wearing,” fortæller Sofie Swienty Andresen.

Ligesom mange af influencerne har Politikens Forlag også billeder af folk, der sidder i solen og læser bøger omringet af marmorborde, parisiske fletstole, blomsterbuketter og solstråler. For forlaget handler det om at sælge bogen som oplevelse snarere end statussymbol eller identitetsmarkør, og man forholder sig kritisk over for trenden med, at det er hot at læse:

“For ti år siden var det lidt en identitetsmarkør, og sociale medier flød over med indhold som “hot guys reading on trains” og den slags. Det gør vi ikke så meget ud af, for vi vil helst ikke sælge bogen som en ren modemarkør, men hellere sælge oplevelsen og stemningen af at sidde fordybet i noget analogt. Når det er sagt, prøver vi selvfølgelig at lave unikke forsider, så man ikke er i tvivl om, hvilken bog det er, når man ser den ude i det offentlige rum eller på sociale medier. Det er jo gratis marketing,” fortæller Camilla Høy.

Man kan ikke skabe en trend

I dag er BookTok et af de allerstørste fællesskaber på TikTok. Faktisk har fællesskabet vokset sig så stort, at firmaet bag TikTok har valgt at starte sit eget forlag, 8th Note Press, som tilbyder sine forfattere lave lønninger og masser af marketingservices. I dele af det litterære etablissement har det skabt bekymring for, om bogbranchen vil tage en drejning i retning af bøger, der ikke er skrevet af forfattere med noget på hjerte, men snarere er bestillingsarbejde bestemt af algoritmerne. Ikke helt uden grund, siger Sofie Swienty Andresen:

“Man kan da helt klart forestille sig, at man som forlag eller boghandel fremover kommer til at følge mere med i algoritmerne og bruge flere AI-værktøjer til at finde ud af, hvad det er, der er mest efterspørgsel efter, og hvad man skal planlægge at udgive eller stille forrest i butiksvinduet. Vi har jo allerede set, hvordan eksempelvis Amazon laver film eller TV-serier baseret på bøger, der har trendet.”

Selvom forlagene følger meget med i, hvilke emner der trender, er der en grænse for, hvor trendstyrede de er. Læserne kan nemlig lugte det langt væk, hvis en bog er et resultat af et forlags ønske om at sælge bøger snarere end af en forfatters ønske om at skrive den:

“Læserne kan mærke, hvis det bliver for fortænkt. De er naturligt skeptiske over for det ekstremt kommercielle, hvor læseoplevelsen forsvinder, og det er tydeligt, at det er drevet af kommercielle interesser og ikke en kvalitetsoplevelse. Vi sælger ikke supermarkedsprodukter til mors dag,” fortæller Camilla Høy.

“Man kan ikke skabe trenden i medierne. Der er skrevet vildt meget om menopause på det sidste, men det er ikke derfor, at Miranda Julys seneste roman i sidste ende sælger godt og bliver hypet”

Camilla Høy

Og selvom forlagene prøver at være forudseende, så kan de ikke styre eller for alvor forudse, hvad læserne vil interessere sig for. Det er en kombination af tidsånd, timing, tilfælde og litterær kvalitet, når en bog for alvor får luft under vingerne:

“Man kan ikke skabe trenden i medierne. Der er skrevet vildt meget om menopause på det sidste, men det er ikke derfor, at Miranda Julys seneste roman i sidste ende sælger godt og bliver hypet. Det er, fordi det er en stor læseoplevelse,” fortæller Camilla Høy fra Politikens Forlag.

Det nikker Karen Bender fra Gyldendal genkendende til.

“Der er mange veje til succes for en bog – den kan tale ind i vores tid, handle om et højaktuelt emne, ramme en bred målgruppe eller være skrevet af en kendt forfatter – men det starter altid med, at bogen skal have et meget højt litterært niveau. Selvfølgelig kan man hype andre bøger, men det bider aldrig rigtig på. Det handler altid om kvalitet, når en bog kommer ud i verden på den måde.”

Læs ogå

Identitet

“Efter kort tids sygdom endte vores liv sammen på hospice. Med årtiers forskel var vi de yngste patienter indlagt”

Alma-butikschefen: “Vi er ikke interesserede i at erstatte mennesker med scan selv-kasser, for os er den menneskelige kontakt en vigtig del af oplevelsen”

KAMILLA THIRSTRUP HANSEN

34 År, butikschef i Alma madmarked. Har en HG-uddannelse og leder-kurser gennem Irma og 365. Har arbejdet i Irma i næsten 15 år. Bor i Herlev sammen med sin mand og deres to børn på 5 og 7 år.

Som 17-årig droppede jeg ud af gymnasiet og begyndte i stedet at arbejde i Irma. Jeg kunne ikke finde ud af at sidde stille – jeg var ung og rodløs. Jeg forsøgte at finde mig selv, og finde ud af hvad jeg skulle med livet. Jeg lavede en aftale med butikschefen om, at hvis jeg tog en HG på to år, kunne jeg blive elev i butikken bagefter. Det gjorde jeg så – tog min elevuddannelse gennem Irma. Irma gik meget op i at eleverne skulle lære butikkens DNA at kende, men også at vi kom hinanden ved og fik opbygget nogle tætte relationer. Havde man brug for hjælp, kunne man skrive til de andre elever, og senere i ens Irma-karriere kan et internt netværk være til stor gavn. Jeg ses stadig med flere af dem, jeg blev elev sammen med i 2014.

Lige fra begyndelsen tændte købmandskabet mig. At yde god en service og sørge for, at kunderne gik glade ud af butikken. Jeg har altid været optaget af, hvordan man kan sælge flere varer. For eksempel ved at ændre på prisen eller placeringen af varen eller lave smagsprøver på den. Jeg elsker at hive en vare frem, som ikke rigtig sælger og så se, hvad jeg kan gøre for at der pludselig kommer gang i salget.

“Mindsettet er, at det ikke bare er en kunde. For mig handler god service om at kunne aflæse kunderne. Det afhænger både af deres personlighed, humør og den situation, de befinder sig i, når de besøger butikken”

Igennem de sidste 10 år har jeg arbejdet i en række forskellige Irma-butikker. Fra Nørrebro til Vedbæk og videre til Ordrup – som souschef. Jeg stod til at blive butikschefaspirant i Ordrup, da det blev meldt ud, at Irma ville lukke. Jeg tog skeen i egen hånd og skiftede til 365 i Farum, som var den butik, jeg havde været elev i (da den var en Irma, red.) – jeg havde altid gerne ville tilbage til den butik. Men da Tommy (Steffensen, der også er butikschef i Alma og tidligere leder i Irma i Ordrup, red.) ringede og spurgte, om jeg ville med til Alma, takkede jeg ja med det samme. Jeg var ved at være godt træt af discount. God service tager tid, og i discountbutikker er der ikke hænder nok til, at de ansatte kan give kunderne en personlig service. Det var ikke rart at skulle gå på kompromis med mig selv og mine værdier. Jeg måtte knokle 60-70 timer om ugen for i det mindste at kunne præsentere en pæn butik med varer på hylderne.

I mine år hos Irma lærte jeg at møde kunderne, som var de mine private gæster: Jeg byder dem velkommen, tilbyder dem noget at drikke eller smagsprøver og indleder en høflig samtale med dem. Mindsettet er, at det ikke bare er en kunde. For mig handler god service om at kunne aflæse kunderne. Det afhænger både af deres personlighed, humør og den situation, de befinder sig i, når de besøger butikken. Har de travlt, er det vigtigste for dem, at vi har varerne, de efterspørger, og at de kommer hurtigt igennem kassen. Andre kunder har god tid, og vi fornemmer, at de gerne vil opnå viden om varerne. Så kan vi finde på at åbne to forskellige varer, så kunden kan smage forskellen. Bagefter ryger de ud i frokoststuen, så personalet også kan smage og lære produkterne at kende.

Jeg siger altid hej til kunderne. Når du har øjenkontakt med folk, kan du hurtigt aflure om et smil er nok, eller om de har lyst til at indgå i en samtale. At byde folk velkommen er sådan, vi viser, at vi har set dem. Vi skal selvfølgelig også respektere, hvis de ønsker ro til at gå rundt alene. Vi vil gerne skabe en energi af, at tiden står stille herinde. Det skal ikke være et stressende sted at være. Som det kan være i så mange andre supermarkeder.

“Desuden er det en skam, at der er så mange dygtige mennesker, der bliver erstattet af teknologi og robotter”

Det er vigtigt at vise overskud. For eksempel at følge kunden hele vejen hen til en vare. Måske også fortælle dem, at vi har de her varianter, og de adskiller sig sådan og sådan. Men man bør være troværdig, og ikke fortælle dem noget, man ikke er sikker på, er sandt. Jeg drikker ikke kaffe, så når folk spørger mig om kaffe, fortæller jeg dem, om mit forhold til kaffe, og de beskrivelser, jeg har læst om produkterne. Jeg siger til de unge medarbejdere, at de aldrig må love noget, de ikke ved noget om – for eksempel at en efterspurgt vare kommer i morgen. Hvis den vare så ikke kommer dagen efter, giver det en dårlig oplevelse for kunden.

Vi har to dygtige indkøbere hos Alma, som ofte er i butikken, så de kan dele deres viden om varerne med os butiksansatte. Men ellers lærer vi af hinanden. Vi har inddelt medarbejderne, så de har hver sit ansvarsområde. Der er tre, som sammen har ansvaret for hver afdeling. Sådan sikrer vi, at der altid er en på arbejde, som har fingeren på pulsen i afdelingen – der ved noget om varerne og kan hjælpe kunderne med deres spørgsmål. På den måde bliver det lidt ligesom at handle i en grønthandler, en slagter, en vinhandel eller en ostebutik. Kunderne bliver mødt at passionerede ansatte, der glædeligt deler ud af deres viden. Det gør også en forskel for mig, jeg opløftes af at arbejde sammen med lidenskabelige mennesker.

Alma er vi ikke interesseret i at erstatte mennesker med scan selv-kasser, for os er den menneskelige kontakt en vigtig del af oplevelsen, vi kan give kunderne. Desuden er det en skam, at der er så mange dygtige mennesker, der bliver erstattet af teknologi og robotter. I 365 fik jeg mange klager via appen om, at scan selv-kasserne ikke fungerede, men der var sjældent nogle, som kontaktede os i butikken, de afgav klagen bagefter. Og så kunne jeg jo ikke gøre noget ved det. Havde de henvendt sig til os, kunne vi have hjulpet dem og måske alligevel givet dem en god oplevelse. De fleste mennesker er sociale væsner, og vi vokser ved at have kontakt med andre mennesker. Jeg tror på, at det kan ændre på en dårlig dag, at man kan komme herned og blive set og hørt.

Vi vil gerne skabe en familiær og lokal stemning i butikken. Hvis en kunde har købt vin til en konfirmation, skal vi forsøge at huske, at spørge ind til, hvordan konfirmationen gik, næste gang kunden kommer. Måske har de noget vin i overskud, som vi kan hjælpe dem af med. At huske de små detaljer og deres vaner; en vare, de er glade for, som er kommet hjem. Vi kan selvfølgelig ikke huske alle kunder, men så snart man har lært en at kende, så kan man lægge den lidt i baggrunden, og så er der plads til at lære nogle nye at kende. Vi hjælper også hinanden med at huske på detaljer om de forskellige kunder. Og lysten til at yde en lidt ekstra god service vokser bare, når man ser ens kollegaer gøre det.

Læs ogå

Karriere

Restaurant Calma-tjeneren: “Selvom jeg næsten ikke kendte til andet end restaurationsverdenen, tænkte jeg, at jeg skulle gå andre veje”

Kristine Slott Olsen

KRISTINE SLOTT OLSEN, 37 ÅR, restaurantchef og medejer af Restaurant Calma. Udlært tjener på Restaurant Herman ved Thomas Herman i Tivoli. Har tidligere arbejdet på Sletten, STUDIO og FormelB. Åbnede Restaurant Calma på Jægersborggade på Nørrebro i 2024 sammen med tre andre partnere. Bor på Østerbro sammen med sin mand og deres treårige datter.

Jeg er nærmest vokset op på en restaurant. Mine bedsteforældre havde en kro i Odsherred, som min mor sidenhen overtog. Der tilbragte jeg en stor del af min barndom – og senere arbejdede jeg der også. Min faster var tjener, og jeg var ofte med hende på arbejde. Jeg så hende folde servietter og oplevede hendes måde at tilgå gæsterne på. Selvom jeg næsten ikke kendte til andet end restaurationsverdenen, tænkte jeg, at jeg skulle gå andre veje. Jeg gik i gymnasiet og studerede arkitektur og design på Aalborg Universitet. Men når jeg sad med skoleopgaverne om aftenen, og telefonen ringede, fordi de manglede en til aftenservice, var jeg aldrig i tvivl om, hvad der var sjovest. Det var i hvert fald ikke opgaven, der blev lavet. Efter en rum tid valgte jeg så at søge ind på tjeneruddannelsen.

“En tjener skal vide lige så meget om maden som en kok, vi behøver bare ikke at kunne lave det. Jeg kender hele menuen, alle ingredienserne, og måden hver ret er lavet på”

Kristine Slott Olsen

Det var nærheden og kontakten til andre mennesker, som tiltrak mig ved at være tjener. At man kan gøre forskellen for deres aften. Jeg var elev på Restaurant Herman i Tivoli, som var en Michelin-restaurant, og de typiske gæster var ret velhavende. En aften kom et heltalmindeligt dansk par, som havde sparet op i to år for at spise der. Kvindens øjne var våde, da hun takkede mig og fortalte, at det havde været det hele værd. Jeg bliver stadig rørt i dag, når jeg tænker på den glæde, hun udstrålede. Forestil dig, at kunne indfri forhåbningerne hos nogle mennesker, der har glædet sig i to år. Det er ret fedt.

Jeg synes, at tjeneruddannelsen er stærkt undervurderet, og desværre er den uddøende. Jeg lærte om alt fra økonomien i en restaurant og basisviden om mad og vin til sociologi og forståelse for menneskerspsyke.

Endnu en vigtig del af tjenerhåndværket, som jeg har taget til mig, er at tilberede retter nede ved bordet; røre en tatar, filetere en fisk eller skære an til en ostetallerken. Sådan får gæsten også medbestemmelse, og jeg opnår en endnu tættere kontakt med både gæst og det, de får serveret. En tjener skal vide lige så meget om maden som en kok, vi behøver bare ikke at kunne lave det. Jeg kender hele menuen, alle ingredienserne, og måden hver ret er lavet på. Det skal alle mine tjenere vide. Hvis ikke de gør det på stående fod, kan de altid spørge. Al viden skal være frit tilgængelig hos både mig og ude i køkkenet. Det er enormt vigtigt, at der er et godt og varmt samarbejde mellem køkken og gulv, ellers vil det påvirke den service, vi giver gæsten.

Læs ogå

Karriere

Iram Altaf: “Jeg føler mig velsignet af at være fra Pakistan. Jeg tror på, at mine rødder er med til at gøre, at jeg skiller mig ud fra andre saloner”

Iram Altaf

IRAM ALTAF, 35 ÅR, ejer af beautysalonen Lavish Beauty Bar. Født og opvokset i Lahore, Pakistan. Har taget adskillige kurser inden for skønhed i både Pakistan og England. Har tidligere arbejdet hos Beauty Avenue på Frederiksberg. Bor i Vanløse med sin mand og deres to børn på 11 og 6.

Da jeg var otte år, lærte mine ældre søstre og kusiner mig sytrådsmetoden, som er en populær hårfjerningsteknik i Pakistan, hvor jeg voksede op. Jeg havde set, hvordan de gjorde det på hinanden, og jeg var nysgerrig på at lære det. De viste mig det, men da ingen turde at få ordnet øjenbryn af en otteårig, fik jeg kun lov til at fjerne hår fra mine søstres arme. Men det var sådan jeg lærte det. I hver sommerferie i min gymnasietid – og også sommeren efter dimissionen – lærte jeg at bruge sytråd professionelt på en beauty-skole i Lahore (den næststørste by i Pakistan, red.) Makeup og skønhedsbehandlinger blev min overskyggende interesse.

Da jeg som 21-årig blev gift og flyttede til London, hvor min mand boede, fik jeg først job hos en bager, men da ejeren af skønhedssalonen ved siden af spurgte, om jeg kunne behandle med sytråd, kom jeg straks til jobsamtale hos hende. Jeg fik jobbet og arbejdede hele tiden. Arbejdet i bageren var fint, men jeg var bare en person, der puttede brød i ovnen, i skønhedssalonen lærte jeg kunderne at kende. At møde nye mennesker var det, der tiltrak mig allermest ved arbejdet i salonen. Desuden kunne jeg se, hvordan min behandlinger ændrede dem. Ikke blot deres udseende, men også deres humør. Jeg elskede virkelig, at jeg kunne gøre en reel forskel for dem.

“Der er flere af mine klienter, som har spurgt mig, hvordan jeg kan give den samme service hver gang. Det er enkelt nok: Fordi jeg elsker mit job”

Iram Altaf

I 2016 flyttede vi til Danmark, og jeg fik job hos Beauty Avenue på Frederiksberg. Her videreførte jeg sytråds-metoden, som blev mit speciale. Teknikken er oldgammel og stammer fra Mellemøsten og Asien. Man fjerner hår ved roden med en sytråd på en præcis og naturlig måde, og der opstår langt færre komplikationer med huden end, når man bliver vokset. Desuden holder øjenbrynene sin form i længere tid, fordi hårene er fjernet ved roden. Det er ikke særlig udbredt i Danmark.

Hos Beauty Avenue arbejdede jeg ofte fra kl. 9 om morgenen til 19 om aftenen, og jeg var altid helt booket. Da salonen lukkede i 2022 (er sidenhen genåbnet, red.), stod jeg uden et arbejde. Jeg følte mig fortabt i en rum tid, indtil jeg fire måneder senere fandt et lokale på Vodroffsvej og besluttede at åbne min egen salon. Det var med usikkerhed i maven, at jeg renoverede det nedslidte lokale – en ting var, at jeg havde masser af klienter hos Beauty Avenue, men gad de komme her i mit eget, lille og ydmyge lokale?

Det gjorde de heldigvis, og nu er jeg fuldt booket med venteliste, takket være mange loyale klienter, som fulgte med mig. Skønhedsbehandlinger handler om kundeservice. Især når man arbejder med andre menneskers ansigter, så går det hele ud på at gøre kunden tilfreds. Du skal først og fremmest kunne dit håndværk, det er klart. Og så skal du gøre dig umage. Jeg har aldrig en behandling, hvor jeg læner mig tilbage, og kører den lidt på rutinen. Nej. Heller ikke, hvis klienten har gået hos mig i otte år. Jeg behandler alle klienter, som var det, deres første gang. Deres oplevelse er altafgørende.

For mig at se er det ikke svært at starte en forretning. Du åbner bare. Men du holder ikke længe, hvis du ikke kan leve op til folks forventninger. Man skal være konsistent. Der er flere af mine klienter, som har spurgt mig, hvordan jeg kan give den samme service hver gang. Det er enkelt nok: Fordi jeg elsker mit job.

“Men god service handler også om forbindelser mellem mennesker. Relationer får os mennesker til at vokse”

Iram Altaf

For mig, og sådan set også for mange af mine klienter, er det ikke bare en behandling af deres øjenbryn. Det er meget mere. Det er også et øjeblik, de ser frem til. Hvor de kan slappe af og blive forkælet. Jeg begynder alle behandlinger med mit åbningsritual, hvor vi tager tre dybe vejrtrækninger. Når jeg har ordnet deres øjenbryn, giver jeg dem håndmassage. Det er de små ekstra ting, som de husker, og som gør oplevelsen unik.

For at kunne give god service, skal du være en god lytter. Nogle af mine førstegangsklienter kan godt være ret nervøse, når de kommer. De er bekymrede, og fortæller om dårlige oplevelser, de har haft med andre behandlere. Der er det min opgave at berolige dem og få dem til at slappe af. Det hjælper åbningsritualet med. Men også at jeg løber hele behandlingen igennem, lytter til alle deres bekymringer og kommer med mine forslag til, hvad jeg synes, vi skal gøre. Jeg sætter altid ekstra tid af til nye klienter. It’s all about communication.

Uanset om en klient kommer for anden eller 50. gang, så spørger jeg altid ind til, hvordan de synes, det gik sidste gang. Jeg er bare et menneske, og jeg kan lave fejl. Måske har jeg blandet farven forkert i forhold til deres hudtone eller på anden vis ikke levet op til deres forventninger. Jeg vil gerne vide det, så jeg kan forbedre mig. Jeg vil også gerne høre deres ros, hvis de er tilfredse. Det gør mig stolt og glad. En af mine stamkunder er en kvinde i slutningen af 60’erne, og hun fortæller mig hver gang, at mine hænder er magiske. Hun har prøvet de bedste og mest eksklusive spaer i Europa, men kommer hos mig hver fjerde uge. Det er det, der driver mig til at blive ved med at forbedre mig og give en endnu bedre service.

Jeg føler mig velsignet af at være fra Pakistan. Jeg tror på, at mine rødder er med til at gøre, at jeg skiller mig ud fra andre saloner. Jeg bruger selvfølgelig min pakistanske teknik, og jeg kan mærke på flere af mine klienter, at de sætter pris på autenticiteten i det. Men god service handler også om forbindelser mellem mennesker. Relationer får os mennesker til at vokse. Jeg er meget glad for alle de spørgsmål, jeg får fra mine klienter, om min baggrund og vores kultur. På samme måde spørger jeg dem ind til den danske kultur, som jeg stadig ikke forstår 100 procent. Der er masser diversitet i København og folk er generelt nysgerrig efter at lære om det, de ikke kender til. Det er en stor gave for mig. At skabe en god kemi mellem dig og dine klienter, giver loyale kunder. Det er den kode, du skal knække, hvis du skal opnå succes med din forretning.

Læs ogå

Skønhed

Blåbog

To The Moon, Honey-stifterne: “Vi tror på, at Honey kan minde kvinderne om, at de nogle gange skal låse døren til badeværelset og tage en stund for sig selv”

Blå bog

Yasmin Kazemi & Bo Bech: “Jeg var vildt forelsket. Allerede efter et halvt års tid fortalte jeg ham, at jeg havde fjernet min spiral”

Flora Rontini & Simon Laumann: “En dag spurgte han, om vi skulle drikke et glas vin, men det sagde jeg pænt nej tak til (..). En uge senere sendte han et billede”

Blå bog

Flora Rontini & Simon Laumann: “En dag spurgte han, om vi skulle drikke et glas vin, men det sagde jeg pænt nej tak til (..). En uge senere sendte han et billede”

Blå bog

Sarah-Sofie Boussnina: “Min karakter havde en affære med en ældre mand, og herefter var det ikke ualmindeligt, at jeg i byen blev konfronteret med sjofle kommentarer fra stive, gamle mænd”

Tessa

Medina: “Det kostede mig i sidste ende. Jeg var så presset, at jeg var nødt til at foretage seriøse ændringer i mit liv for at få det bedre”

10 trends, vi spottede til Københavns S/S26-modeuge, som du allerede kan bruge nu

Wenche Bohman Hughes

17 delikate silkefund, der kan få dig med på sæsonens elegante trend

Tilfælde, tidsånd og veludførte kampagner

Bogklubber frem for billboards

Cool girls books: Bogen som statussymbol

Man kan ikke skabe en trend

“Efter kort tids sygdom endte vores liv sammen på hospice. Med årtiers forskel var vi de yngste patienter indlagt”

KAMILLA THIRSTRUP HANSEN

Restaurant Calma-tjeneren: “Selvom jeg næsten ikke kendte til andet end restaurationsverdenen, tænkte jeg, at jeg skulle gå andre veje”

Kristine Slott Olsen

Iram Altaf: “Jeg føler mig velsignet af at være fra Pakistan. Jeg tror på, at mine rødder er med til at gøre, at jeg skiller mig ud fra andre saloner”

Iram Altaf

Jeg får ofte ros for mine øjenbryn – her er brynproduktet, jeg sværger til