Modeassistent, Author at ELLE

Fulvia Kryger fra The Glow Inst.: “Kærester, ægtefæller – ja selv børn – kommer ind og ud af vores liv men vores veninder er vores konstante livsvidner og støtte. Det er absolut også min oplevelse. Vi passer på hinanden uden forventninger”

Blå Bog

Fulvia Masotti Kryger, 46 år. Født i Rio de Janeiro. BA negot og cand.merc. Grundlægger af universet The Glow Inst., som forener forretningsudvikling, filosofi, personlig udvikling, innovation, kultur og kunst. Bor i Hillerød sammen med sin mand, Esben og parrets to børn, Laura og Viggo på hhv. 17 og 9 år.

DEN FØRSTE KULTUROPLEVELSE, jeg kan huske, var Steven Spielbergs ‘ET’ i biografen med mine forældre i Rio i 1983. Jeg var knap 4 år, og filmoplevelsen er et af mine tidligste barndomsminder. Jeg mærkede alle mulige nye følelser i løbet af de 120 minutter og kom forandret ud af den kæmpestore biografsal. Min mor voksede op med at tage i biografen hver søndag, så hun gjorde det samme med mig, så snart jeg var stor nok til det. En gave, jeg virkelig sætter pris på. Tænk, at man kan introducere sit barn for en parallel verden, som man så nemt kan gå ind og ud af.

HVIS JEG IKKE LAVEDE DET, jeg laver i dag, ville jeg nok være historiker.

EN GADGET, JEG IKKE KAN LEVE UDEN, er min lille B&O-højtaler. Jeg elsker musik og lytter til mange, mange albums hver uge, så lyden skal bare være god. Der er så mange smukke nuancer og detaljer i musik. Dem vil jeg ikke gå glip af pga. dårlig lyd.

I DEN SIDSTE SMS, JEG SENDTE, stod der: “Har lige parkeret. Er hos dig om 10 min”. Beskeden var til min veninde, som jeg elsker og forsøger at mødes med, så ofte jeg kan, selvom vi bor i forskellige byer, har børn og egne virksomheder og forpligtelser. Men min erfaring er, at man nærmest skal skubbe livet og hverdagen til side ved at sætte en kile ind for at pleje de venskaber, som vi har allerkærest. Og det forsøger jeg at være meget bevidst om. For vi får aldrig tid til at ses, hvis vi venter på en periode, hvor vi ikke har travlt. Ingen af os, der lever i 2026, har som udgangspunkt nok tid. Vi bliver nødt til bøje tiden en smule for at skrue op for at se vores venner lidt oftere.

NÅR JEG HAR BRUG FOR RÅD, så taler jeg mine veninder. Men da min mor og mormor levede, var det dem, jeg spurgte til råds. Jo længere man lever, desto tydeligere er det, hvor monumentale venskaber er i vores liv. Relationerne og rådene fra venner er også mindre ‘biased’ end den udveksling, vi har med vores mødre, tror jeg. Vores nære venner ser os som mere modne mennesker. Vores mødre vil altid se os som børn og ønske at beskytte os, selv når vi er store og voksne. Forleden så jeg et interview med Isabel Allende (chilensk forfatter, red.), hvor hun beskrev, at hun i en alder 83 år oplever kvinder som uovervindelige, når de holder sammen og støtter hinanden gennem livet. At kærester, ægtefæller – ja selv børn – kommer ind og ud af vores liv men at vores veninder er vores konstante livsvidner og støtte. Det er absolut også min oplevelse. Vi passer på hinanden uden forventninger. Sammen kan vi ældes, modnes og gå gennem livets store og små kapitler.

MIT FORBILLEDE ER alle de mennesker, der tør at skabe kunst. Jeg beundrer deres ufortyndede nærvær, skaber lyst og mod.

KÆRLIGHED FOR MIG ER lysten til at hjælpe, støtte og passe på hinanden.

EN EGENSKAB, JEG SÆTTER STOR PRIS PÅ, er når mennesker har modet til at være sig selv. Det kræver en stor generøsitet at være præcis den, man er, når man er sammen med andre. Man kan altid mærke, når man er sammen med mennesker, der tør at være sig selv, selv når de føler sig usikre, triste eller sårbare. Sikke en gave det er at opleve et menneske, der ikke er bange for sit eget hjerte.

MIN LIVRET LIGE NU er bønnesuppe med Pinto-bønner lavet fra bunden. Man skal starte dagen før, da bønner skal være i blød i mindst 12 timer, men det er ventetiden værd.

I MIT KØLESKAB ER DER ALTID Dijon-sennep, honning og skalotteløg, så jeg kan lave fransk vinaigrette. Jeg kan finde på at bruge vinaigrette som tilbehør til alle salte retter. Jeg elsker kombinationen af smage.

MIN YNDLINGSRESTAURANT ER Il Cucciolo i Anacapri, som er den mere stille del af Capri. Restauranten er familiedrevet, ligger langt væk fra alt og har primært italienske gæster. Vi sørger altid for at besøge den, når vi er på Capri. Deres dentice alla griglia og caprese, som er en salat fra Capri, er uforglemmelige. Vi har været på Capri flere gange med venner og børn, og når vi sidder på den restaurant og spiller UNO med børnene, mens solen langsomt går ned til duften og synet af hav og cypress-træer, føles det, som om man befinder sig i en levende drøm.

JEG VIL GERNE SPISE PÅ Alchemist. Jeg elsker at se videoer og billeder fra gæster, der oplever restauranten for første gang. Deres begejstring og fascination er så spontan, ægte og boblende. Den oplevelse vil jeg også gerne have en dag.

SKØNHEDSPRODUKTER, JEG BRUGER IGEN OG IGEN, er Austin Austins body cream fra Norfolk i England. Særligt om vinteren er body creams vigtige for mig. Jeg nyder at tage varme bade hver dag, så jeg bruger altid en body cream bagefter. Teksturen, duften og blødheden er bare den rareste, omsluttende sanse-cocktail.

PÅ MIN MATERIELLE ØNSKELISTE ER Olga Bonnes ‘rocky ring’. Jeg er så betaget af, hvordan hun inkorporerer elementer fra kunst, filosofi og kultur i sine smykker. Hendes værker har så mange interessante lag af betydninger.

MIN PERSONLIG STIL ER enkel og klassisk. Jeg er ofte tiltrukket af uld, cashmere og bomuld i klassiske nuancer som brunt, blåt og hvidt. Jeg er meget inspireret af min mormors stil. Hun var kendt for sin klassiske stil og elskede gode blazere og smukke skjorter. Jeg tænker altid på hende, når jeg køber tøj. Jeg tænker altid: ‘Mormor, det her look ville du have elsket’.

MIT BEDSTE KØB NOGENSINDE var en læderblazer, som jeg fandt i en lillebitte genbrugsbutik i Rødekro i 1996. Jeg var 17 år og husker mødet med blazeren, som om det var i går. Det var ligesom at finde en forsvunden kærlighed. Jeg brugte den i al slags vejr gennem 10 år. Til sidst kunne den ikke mere. Nu fortryder jeg, at jeg ikke snakkede med en skrædder om mulighederne for reparation. Jeg ville gerne have givet den videre til min 17-årige, vintage-elskende datter. Men for nyligt købte jeg en uldblazer fra Loro Piana, som jeg er ved at udvikle en tilsvarende forelskelse i. Måske er der noget udødeligt ved blazere. Særligt blazere af uld og læder.

I MIN TASKE ER DER ALTID ekstra kontaktlinser, et par læbestifter, parfume og kuglepenne.

DEN BEDSTE DUFT I VERDEN er duften af ny bog.

DEN SENESTE TING, JEG HAR KØBT, som jeg elsker, er seks zinkografier af Dan Sterup Hansen.

FAVORITRUMMET I MIT HJEM er vores have og de store, gamle træer.

BYEN, JEG IKKE KAN VENTE PÅ AT KOMME TILBAGE TIL, er Rio de Janeiro. Jeg er født i Rio og flyttede først til Danmark, da jeg var 12, så byen har en særlig betydning for mig. Det er barndomsnostalgi blandet med natur, kultur, gastronomi, mennesker, lyde og dufte. Måske kalibrerer vores sanser med de indtryk, vi får de første 10 år af vores liv, så vi for evigt er draget af de indtryk, vi får i vores barndom. Jeg blev født i et lille hus i Tijuca-skoven i Rio, som er verdens største, urbane regnskov og UNESCO-verdensarv. Et sted, der findes mellem Atlanter havet og himlen. En kæmpestor regnskov 500 m over havet i midten af en millionby. Energien er stærk. Vandfaldene i Tijuca-skoven er høje og vandet koldt og friskt. Tukanerne bygger reder. Man kan høre naturen trække vejret. Man kan høre vand, selv når det ikke regner. Luften er altid koldere og friskere end nede i byen. Overalt i det store, beskyttede område er der minder fra kolonitiden. Smukke, gamle palæer og anlagte haver fra 1800-tallet, søjler og små broer. Alt halvopslugt af skoven. Det er ren magisk realisme. Et af mine yndlingssteder i hele verden. Min barndoms bedste minder havde Tijuca-skoven som kulisse, og alligevel var millionbyen altid bare 20 minutter væk i bil. Man skulle bare lige køre ned, så var man i Ipanema, og var Copacabana lige i nærheden.

HVIS MIT HUS BRÆNDTE, ville jeg tage mine gamle fotoalbummer med.

DEN BEDSTE SOUVENIR JEG HAR, er en svensk keramikvase med tulipanmotiv.

DEN BEDSTE GAVE, JEG FOR NYLIGT HAR GIVET, er et årskort til Mungo Park til min datter.

DEN BOG, JEG HAR LÆST, SOM HAR GJORT STØRST INDTRYK PÅ MIG, er Audre Lordes ‘Your Silence Will Not Protect You’. Især ét essay, ‘The Uses of the Erotic: The Erotic as Power’ fra 1978, som er i bogen, har fuldstændig ændret min måde at se verden på. Lorde beskriver “det erotiske” som en dyb, indre ressource og kilde til styrke og skaber kraft. Det er en kraft, der er langt smukkere og mere omfattende end det seksuelle. Det, der virkelig har gjort indtryk på mig, er Lordes pointe om, at når vi én gang har oplevet denne side af os selv, denne intense følelse af indre tilfredsstillelse og autenticitet, bliver den en permanent målestok for alt. Vi begynder at leve indefra og ud og tager et dybt ansvar for os selv. Vi stopper med at nøjes og begynder at stille krav til alle aspekter af vores liv; vores arbejde, vores relationer. Vi opdager, at de ting kan matche den intense glæde, vi ved, vi er i stand til at føle. Jeg ville anbefale essayet til alle.

MIN YNDLINGSFILM ER Sally Potters filmatisering af Virginia Woolfs Orlando (fra 1928) med Tilda Swinton fra 1992. Hovedpersonen, Orlando, lever gennem tre århundreder og er inspireret af Woolfs store kærlighed: Vita Sacksville West. Woolf beskriver, hvordan tiden flyder anderledes gennem Orlando: “nogle uger tilføjede århundreder til hans alder. Andre mindre end sekunder”. Jeg elsker, hvor genkendelig den beskrivelse er. For sådan er vores liv jo også. Historien begynder i midten af det 16. århundrede, Elizabethan-tiden, i England, hvor hovedpersonen, Orlando, fødes som en ung adelsmand. I filmen ser man, hvordan han har selvvalgte isolationsperioder, hvor han kan tænke over poesi, eksistens og sandhed. Han renoverer sit slot, holder fester og forelsker sig. Igen og igen. En dag vågner han som kvinde og begynder at reflektere over køn, og hvordan hun nu bliver behandlet anderledes pga. sit køn. Samtidig begynder hun at tænke over den øgede sensibilitet og forståelse, som hun nu oplever verden med. Jeg elsker, hvordan filmen og bogen illustrerer, hvordan vores identitet er en mosaik af alle de identiteter og livsfaser, vi oplever. Og at vi måske føler os allermest som os selv, når alle vores livsfaser og versioner kan få lov til at smelte sammen.

EN KUNSTNER, JEG VILLE ØNSKE HANG PÅ MIN VÆG, er Ditte Johanne. Jeg er så fascineret af hendes værker.

EN KUNSTNER, SOM JEG ALLEREDE HAR ET VÆRK AF, som jeg elsker, er Kristine Hellesøe. Jeg har flere værker af Kristine, og de har givet mig så meget glæde. Det er en fornøjelse at kigge på hendes malerier, papirklip og tryk. Vi bliver ved med at opdage nye detaljer – år efter år.

PÅ REPEAT HØRER JEG ‘Calling You’ med Jevette Steele fra sound tracket til Bagdag Café fra 1987. Sangen blev Oscar-nomineret i 1989, og jeg havde glemt alt om den indtil for nyligt, hvor jeg lyttede til den i Anne Dorthe Michaelsens program To vers og et omkvæd. Jeg tror, at det var første gang i over 30 år, jeg hørte sangen, men jeg mærkede forbindelsen og nostalgien med det samme. Så nu lytter jeg til den på repeat.

HVIS JEG KUNNE LAVE EN FORANDRING I VERDEN, så ville det være bedre adgang til uddannelse og sundhed.

JEG GRINER ALTID AF de søde ting, min store, fluffy skovkat finder på. Den måde han ligger på maven for at blive nusset, når han banker på vinduet for at komme ind, når han giver os ‘the side eye’.

JEG GRÆDER ALTID OVER Portisheads album fra 1994, ‘Dummy’.

OVER DET NÆSTE ÅR VIL JEG forsat kaste min kærlighed over The Glow Inst. og vores lægeklinik Lua Health, som jeg er co-founder af sammen med lægerne Kristine Bissenbakker og Christina Figgé-Morrison. Vi launcher i februar.

Læs ogå

Bolig

Julie Fagerholt: “Jeg trænede virkelig meget, spiste virkelig sundt og drak nærmest ikke alkohol, men på Lanserhof fandt jeg ud af, at jeg havde gjort noget helt forkert”

Cecilie Ingdal om sin behandling: “Gennem det seneste år har han (og jeg) sammen fået mig lidt mere ud af mit hoved og meget mere ned i min krop”

Jeg har – i det små – pippet om det på siderne i ELLE tidligere, men nu gør jeg det altså i det større. Pipper over min ømme lænd, som jeg har døjet med de sidste par år – og nu endelig er ved at slippe fri af.

Jeg startede med at forstyrre lægen, da jeg for små to år siden næsten ikke kunne sove af bare ømhed. Det førte til, at jeg blev røntgenfotograferet med resultatet: ’alderssvarende slid’ (tak). Herefter var det, som om systemet stoppede. Men det gjorde lændesmerterne ikke. Så jeg opsøgte både en kiropraktor og en fysioterapeut, hvor først nævnte fik løsnet mit bækken, hvilket føltes rart i momentet, men ikke ændrede på min lænds tilstand i længden, mens sidstnævnte bad mig stoppe med at gå til min yndlingsmotionsform: Reformer. Piv. Derefter svævede jeg ærligt lidt rundt i limboland. Passede mine tider hos min kiropraktor og øvelserne fra fysioterapeuten, men slap aldrig af med ømhed og de halvvågne nætter på grund af den. Og så har jeg ikke en gang nævnt alle de mere eller mindre dokumenterede præparater, som jeg indtog i håbet om smertelindring – og søvn. Lige indtil en bekendt foreslog at jeg skulle gå til Jesper. Jeg var ærligt talt desperat, så jeg var til fals for alt, der rimede det mindste på noget, der kunne hjælpe. Det er nu lidt over et år siden, jeg startede mine sessioner hos Jesper Feilberg fra Kropsnær Kropsterapi, som er uddannet Body-SDS-behandler og som på mange måder har ændret mit liv.

For gennem det seneste år har han (og jeg) sammen fået mig lidt mere ud af mit hoved og meget mere ned i min krop. For jeg havde faktisk glemt den – altså bortset fra lænden – i min travlhed med alt det, som jeg gerne vil være som mor, chef, veninde, virksomhedspartner, kollega, familiemenneske etc. krydret med min dårligt udviklede evne til at sige nej, min hang til orden (nogle ville kalde det hysteri overrod) og min lyst til konstant at kaste mig over nye projekter. Jeg glemte at trække vejret, men det har jeg lært nu; lært hvad opmærksomhed på vejrtrækning kan gøre for mit velbefindende, men jeg har også –og især – lært, hvordan (uhensigtsmæssige) gamle vaner og mønstre lagrer sig i min krop – ikke mindst min lænd (der så hænger sammen med nakke, skulder og baller). Så gennem samtaleterapi om det, der fylder og har fyldt i mig, dybdegående massage med særlige teknikker, akupressur, der lindrer de forskellige områder, og de for nævnte åndedrætsteknikker har Jesper hjulpet mig med at styrke forbindelsen mellem krop og sind. Hjulpet mig med at bruge min krop som kompas ift., hvad jeg skal gøre mere af, hvad skal jeg holde op med, hvordan jeg undgår at sige ja til for meget, inkl. et hvert projekt, der lander på mit bord, hvordan jeg svarer nej uden at få dårlig samvittighed etc. I perioder har jeg frekventeret Jesper næsten ugentligt, fordi jeg virkelig skulle lære at navigere i ovenstående, men er nu landet et sted, hvor vi ses efter behov. Lænden er min markør for, om jeg husker, det jeg har lært – eller om jeg lige skal have en reminder fra Jesper igen. Og reformeren? Den er tilbage. Faktisk som en uundværlig del af min krops ve og vel.

En time hos Kropsnær Kropsterapi på Thorvaldsensvej 3b, 1871 Frederiksberg koster 950 kr. Se mere på kropsnaer.dk.

Læs ogå

Skønhed

Cecilie Ingdal om sin behandling hos Beauty Akademiet: “Mathilde Gøhler, som senere samme aften sad overfor mig, spurgte, hvordan jeg har fået så glødende og smuk en hud”

Gun-Britt Zeller: “Kort efter jeg var blevet selvstændig, fik jeg konstateret kræft i underlivet. Jeg var kun 27 år (..), og jeg havde så travlt med salonen, at jeg i dag har svært ved at huske særlig meget fra den tid”

Blå bog

Gun-Britt Håkansson Zeller. Født i 1950 i Sverige. Tilbragte det meste af opvæksten i Nordjylland. I 1966 vandt hun danmarksmesterskabet i konkurrencefrisering. Året efter blev hun udlært frisør hos Tagensen i Aalborg. I flere år var hun tilknyttet Helmersen i København, før hun i 1976 åbnede salonen Gun-Britt i Indre By. Hun bor til daglig i København med sin mand, Torben Zeller, der er skuespiller.

KAPITEL 1: FARS PIGE

Jeg havde en skrap mor, men en meget sød far. Min mor syntes, han var et pjok, hvad hun ofte gav udtryk for, men i virkeligheden var han bare en blød mand. Han var altid velklædt, og ligesom mig gik han op i mode. Jeg fik tit lov til at rede hans hår og sætte det på sjove måder. De var meget forskellige, mine forældre, og det var svært at forstå, hvad de havde fundet i hinanden, men når alt kom til alt, var det nok også mest nogle tilfældige omstændigheder, der havde bragt dem sammen. Min mor var kun 17 år gammel, da hun flygtede til Sverige under anden verdenskrig. Hun var ikke jøde, men hendes forældre boede langs med jernbanen i Nordjylland, hvor mange af nazisterne flyttede ind i de nærliggende huse, fordi det var praktisk i forhold til transport. Min mor har aldrig selv villet fortælle om hele den tid, men hun var en smuk nordjysk pige, og med tyskere allevegne tror jeg simpelthen, hendes forældre har tænkt, at det bedste var, at hun kom væk. I Sverige mødte hun min far, der var ti år ældre. Han har nok repræsenteret en form for tryghed. Han var samtidig en meget flot mand. Han lignede en rigtig hollywoodstjerne i sine brede bukser. Kort efter at de havde mødtes, blev hun gravid med mig, men det blev aldrig noget idyllisk familieliv. Min mor var meget hård og styrede det hele, og hun kunne være både korporlig og ondskabsfuld. Fra jeg var helt lille, var jeg bange for hende. Da jeg var tre-fire år, fik hun tuberkulose og måtte indlægges på hospitalet i flere måneder. Det var faktisk den bedste periode i min barndom, for så var jeg bare sammen med min far. Jeg husker det som en lille oase midt i alt det andet. Vi boede på en lille klippeø ud for Karlskrona, og vi sejlede tit ud i vores lille båd og fiskede langs klipperne.

“Når jeg hører andre fortælle om deres barndom, har de så mange gode historier, og det har jeg ikke”

Efter at min mor kom hjem fra hospitalet, gik der ikke længe, så kom der en lillebror til. Jeg tror, det var deres forsøg på at give ægteskabet en sidste chance, men der gik ikke engang et år, så blev de skilt, og sammen med min mor flyttede vi til Danmark. Jeg ville gerne være blevet i Sverige. Jeg ville gerne være blevet hos min far, men tiden var en anden, og mændene havde ikke så mange rettigheder i skilsmissesager. Jeg var syv år, da vi forlod Sverige, og der gik fem år, før jeg næste gang kom på besøg hos ham i en sommerferie. Det var meget lang tid at vente, men også her var glæden kort, for da jeg skulle hjem til ham næste gang, havde han og min mor taget fejl af datoen. Da jeg ankom til Københavns Banegård, hvor han skulle hente mig, var han ingen steder at se. Jeg ventede hele dagen, men måtte til sidst tage hele den lange tur tilbage. Min mor var rasende og sagde, at der kunne jeg se, hvordan min far var. Så var det slut med at besøge ham mere. Næste gang jeg så ham, var jeg 24 år, og herefter gik der igen en hel del år. Jeg så ham først igen, da jeg var 40 år og skulle giftes. Han kom til Danmark og fulgte mig op ad kirkegulvet. Vores forhold blev aldrig, som det havde været engang. Vi havde været utrolig tætte, da jeg var lille, men som tiden gik, blev vi som fremmede for hinanden. Jeg har nogle gange spekuleret over, hvordan mit liv kunne have taget sig ud, hvis tingene var gået bare en lille smule anderledes. Efter hans død fandt jeg en masse breve, som han havde sendt frem og tilbage til min mor og til myndighederne hen over flere år, fordi han forsøgte at få mig over til sig i Sverige igen. Men det lykkedes aldrig, og det var ikke noget, jeg anede noget som helst om som barn. Når jeg hører andre fortælle om deres barndom, har de så mange gode historier, og det har jeg ikke, men jeg har i det mindste minderne fra de måneder i Sverige, hvor det bare var min far og mig – og de betyder stadig meget for mig.

KAPITEL 2: MOSTER THY OG MOSTER SKAGEN

I Danmark flyttede vi til landsbyen Mou i Nordjylland. Eller rettere sagt, det gjorde min mor, for jeg blev parkeret hos en moster i Thy, mens min mor tog sig af min lillebror og forsøgte at skaffe sig et arbejde og bygge en sund økonomi. Sådan gik der halvandet år. Det er vildt at tænke på i dag, for jeg kæmpede jo med tabet af min far, og samtidig skulle jeg lide tabet ved bare at blive afleveret hos en eller anden moster, som jeg dårligt nok kendte. Hun var en meget streng kvinde. Der var mange husregler, og hvis man brød nogen af dem, fik man øjeblikkeligt stuearrest. Så var det bare “Værsgo, ind på værelset”. I mellemtiden mødte min mor en ny mand, som hun flyttede ind hos. Han havde en bagerbutik lige ved siden af det hotel, hvor hun havde fået arbejde. Sammen kom de først til at styre en benzintank, og senere overtog de et lille håndkøbsapotek. De drømte hele tiden om noget større, og det lykkedes dem også til sidst at få en kro ved Mariagerfjord, og så blev jeg endelig hentet hjem igen. I det halvandet år, hvor vi boede hos mosteren i Thy, fik vi kun lov til at komme på besøg hos min mor hver anden weekend. Det var mærkeligt at have en mor, som man kun kom på besøg hos, men det var heller ikke, fordi jeg savnede hende, for hendes selskab var som regel forbundet med nedsættende bemærkninger og øretæver. Så var det et langt større lyspunkt, når jeg et par gange om året fik lov til at komme på besøg hos vores anden moster oppe i Skagen. Hun var yndlingsmosteren. Hun havde aldrig selv fået nogen børn, så hun var helt vild med mig og min bror og forkælede os altid. Hun var tillidskvinde på rejefabrikken i Skagen, så hun lærte mig, hvordan man pillede fjordrejer. Jeg elskede, når meldingen omsider kom, at nu var det tid til at besøge hende igen.

KAPITEL 3: SELVSTÆNDIGHED

Jeg var 13 år, da jeg flyttede hjemmefra. Det var en beslutning, jeg selv tog. Jeg ville gerne være frisør og fandt en læreplads inde i Aalborg. Jeg var for ung til at komme på frisørskole, men ejeren af salonen sagde: “Se på hendes hænder, ikke på hendes dåbsattest.” Og så kom jeg ind. Jeg skulle have et sted at bo og fandt et kollegium inde i byen. De andre var også unge, men ikke helt så unge som mig. De var måske 17-18 år og læste til civilingeniør og sådan noget, men jeg følte altid, de passede på mig. Det kostede 100 kr. om måneden at bo på det lille værelse, der nærmest kun bestod af en seng, men jeg tjente kun 20 kr. om ugen som elev, så man kan nok hurtigt regne ud, at det var svært at få enderne til at mødes. Men så skaffede jeg mig også et job som barnepige om aftenen, og jeg begyndte at klippe de andre på kollegiet for lidt håndører, og sådan kom jeg mig igennem tilværelsen. Jeg plejer at sige, at jeg er typen, der bliver yngre med alderen, men jeg blev så også voksen meget tidligt, fordi jeg skulle tage vare på mig selv allerede som 13-årig. Men selvom jeg ikke havde nogen tætte personer i mit liv til at passe på mig, havde jeg ikke en følelse af at være alene. Jeg har altid været heldig at møde mange mennesker på min vej, som har troet på mig, og som er blevet en del af mig – ligesom med en familie. I Aalborg, hvor jeg var elev, var de andre helt fantastiske over for mig. Jeg sagde aldrig nej, jeg blev altid som den sidste, og det lønnede sig, for så havde de andre heller ikke noget imod at hjælpe mig, hvis der var noget, jeg havde brug for. Det har nok betydet mere for mig end for så mange andre, men når man er vokset op i et hjem som mit uden omsorg, må man ud at finde den et andet sted. For omsorg og relationer er vigtige. Det siger jeg også til de unge i salonen i dag.

“Jeg havde i det hele taget ikke specielt meget selvtillid, jeg var et meget usikkert barn på mange måder og følte mig helt forkert, så derfor betød det også utroligt meget for mig at finde noget, som jeg var god til”

Min mor var bestemt ikke interesseret i, at jeg blev frisør. Hun mente, at det var et dumt lavstatusjob, og det var hun ikke den eneste, der tænkte, dengang. Der var helt generelt en lidt nedladende attitude over for frisørfaget i samfundet, men for mig var det et fag, der rummede et kæmpestort, uforløst potentiale. Mens jeg var elev hos Tagensen i Aalborg, begyndte jeg at gå til konkurrencefrisering om aftenen. Det var ikke, fordi jeg var specielt vild med det, for det var jo sådan noget lidt opstyltet noget, men jeg tænkte, at det var en mulighed for at lære at arbejde på tid og lære at være på. Jeg vandt flere gange aalborgmesterskabet, og som 16-årig vandt jeg også danmarksmesterskabet. Dommerne gik rundt imellem os og bedømte os, mens vi klippede og stylede modellerne, og så røg folk løbende fra. Til sidst var der kun mig tilbage. Det var vigtigt for mig at vise, at der var noget, jeg var god til. Hvis man møder modgang, kan man enten blive slået ud på det, eller man kan blive ekstra viljestærk. Jeg har altid haft en drivkraft efter at vise dem. For jeg havde jo ikke fået særlig meget bekræftelse der hjemme, og jeg var heller ikke særlig god i skolen. Jeg kom fra Sverige, kunne ikke tale dansk og var ordblind, og når man ikke taler sproget og ikke kan stave, så bliver det hele lidt svært. Det var et stort handicap. Jeg havde i det hele taget ikke specielt meget selvtillid, jeg var et meget usikkert barn på mange måder og følte mig helt forkert, så derfor betød det også utrolig meget for mig at finde noget, som jeg var god til.

KAPITEL 4: VILDE TIDER, STORE DRØMME

I 1970 tog jeg toget til København og begyndte at traske ned ad Strøget. Jeg var 20 år gammel og havde besluttet mig for, at jeg ville finde et sted, der så stort ud, og så ville jeg gå ind og spørge, om de kunne bruge mig. I London havde frisøren og hårdesigneren Vidal Sassoon gang i en sand frisørrevolution på det her tidspunkt. Han ville give kvinder friheden ved at klippe dem, i stedet for at de skulle sidde ved en frisør hver uge og få curlet håret, som alle gjorde dengang. Det var virkelig stort for mig at opdage ham. Han blev en kæmpe inspiration for mig og er det stadigvæk. Jeg træner på hans skole i London to til tre gange om året, og hans folk kommer i min salon og underviser mine ansatte hvert år. Det var i det hele taget en interessant tid, for kvindefrigørelsen var i gang, og det var Vidal Sassoon og hele frisørrevolutionen også en del af. Der skete en hel masse ting, og derfor kunne jeg ikke bare blive i Aalborg, hvor jeg havde en følelse af at sidde fast.

“Jeg ville steder hen, hvor jeg kunne blive udfordret og blive endnu dygtigere”

Jeg ville steder hen, hvor jeg kunne blive udfordret og blive endnu dygtigere. På Strøget stødte jeg på Helmersen, der var en kæmpestor salon. Indenfor sad tre receptionister og tog imod kunder, og der var 50 frisører, der arbejdede der. Jeg gik bare hen til receptionen og sagde, at jeg gerne ville tale med chefen. Så sagde den fine dame bag disken: “Jamen har du en aftale? Du bliver nødt til at lave en aftale først. Man kan ikke bare komme ind fra gaden og tale med chefen.” “Jamen jeg er jo kommet hele vejen fra Jylland,” beklagede jeg mig, og så sagde hun: “Lige et øjeblik.” Hun forsvandt og vendte tilbage to minutter efter: “Chefen vil gerne tale med dig.” Det var sådan, jeg lærte, at det var god branding at komme fra Jylland. I branchen var der en opfattelse af, at de der jydepiger var særlig gode, og det sagde Helmersen også til mig, da jeg kom ind til ham: “Det er kun, fordi du kommer fra Jylland, at jeg har tid til et møde.” Han spildte ikke tiden: “Kan du klippe med saks?” Det kunne jeg ikke, for dengang skar man håret de fleste steder, men jeg havde set Sassoon klippe med saks til et stort opvisningsshow i Bella Center, så jeg sagde bare: “Ja ja, det kan jeg godt.” Men Helmersen ville lave en prøve med det samme. Han hev en kunde ind, og så var det ellers bare at prøve sig frem, som jeg mente, at Sassoon havde gjort det. Det lykkedes, og jeg fik jobbet.

KAPITEL 5: LOS ANGELES-DRØMME

Hos Helmersen gik alle frisørerne under franske navne. Han ville også have, at jeg skulle hedde noget andet end Gun-Britt, men det ville jeg ikke være med til. Det viste sig at være en god beslutning, for når kunderne ringede og var blevet klippet af mig en gang, sagde de altid: “Jeg kan ikke huske, hvad hun hedder, men hun har et meget specielt navn.” “Nåh, er det Gun-Britt?” Efter at have været hos Helmersen i seks år følte jeg mig i 1976 klar til at åbne min egen frisørsalon. Til åbningsreceptionen var der stuvende fuldt. Jeg havde ikke anet, hvor stort et kundegrundlag jeg havde fået bygget op, så det var en meget stor overraskelse, at jeg allerede havde formået at ramme så mange. I langt det meste af tiden har jeg elsket at være selvstændig.

“Selvom det langtfra altid er gået som smurt til at starte med, har jeg en særlig evne til at komme op på hesten igen og komme videre”

Jeg har altid været god til at kaste mig ud i nye udfordringer, f.eks. at begynde at lave produkter (GB by Gun-Britt, red.), og selvom det langtfra altid er gået som smurt til at starte med, har jeg en særlig evne til at komme op på hesten igen og komme videre. Selvfølgelig har det også været hårdt til tider. Jeg har i perioder ligget om natten og tænkt: “Klarer jeg mon det her?” I slutningen af 1980’erne havde jeg en periode, hvor jeg overvejede helt at droppe forretningen og i stedet rejse til Los Angeles for at være en fri fugl. På det tidspunkt havde jeg efterhånden fået opbygget mig et vist omdømme og blev jævnligt hyret til at lave shows rundtomkring. Jeg var i Tyskland, Spanien og Italien, men også i eksempelvis Mexico City, hvor jeg optrådte foran 1.000 frisører på et luksuriøst resort lidt uden for byen. I Los Angeles blev jeg tilknyttet et stort brand, som i en periode hyrede mig til at flyve derover én gang om måneden for tre dages arbejde og så hjem igen. Det var helt fantastisk at blive hentet med privatchauffør og kørt hen til sit hotel, men så ventede det hårde arbejde også. På Long Beach blev der afholdt sådan nogle kæmpemæssige frisørshows i store arenaer med plads til 5.000 publikummere. Alle de vigtige navne var der altid, også bl.a. Sassoon. Første gang jeg stod ude bag ved scenetæppet, var jeg lige ved at løbe min vej, for det var simpelthen så stort og vildt. Heldigvis stod der en skøn, høj fyr ved siden af mig, der spurgte mig: “Hvad tænker du på lige nu?” “Jeg tænker på at stikke af,” måtte jeg indrømme. “Nej nej,” sagde han, “nu går du med mig ind.” De første fire-fem minutter på scenen var jeg rystende nervøs, men langsomt glemte jeg nerverne, og så forsvandt jeg ind i den der helt særlige klippeverden. Et sted, hvor du glemmer alt omkring dig og kun er i nuet. Et helt forunderligt sted. I zonen, kunne man sige.

KAPITEL 6: DET LANGE LØB

Kort efter at jeg var blevet selvstændig, fik jeg konstateret kræft i underlivet. Jeg var kun 27 år, og det var en ung alder at få en alvorlig sygdom i, men samtidig havde jeg så travlt med salonen, at jeg i dag har svært ved at huske særlig meget fra den tid. Forretningen var så afhængig af min omsætning, så det blev bare ‘op på hesten igen’, og lige så snart jeg overhovedet kunne blive udskrevet fra hospitalet, var jeg tilbage på arbejdet.

“Lægerne meddelte mig, at jeg aldrig ville kunne få børn, og selvom det var en ubehagelig besked, endte jeg med at acceptere det. Så måtte det være sådan. Alligevel blev jeg pludselig gravid og fik min søn, Jeppe, på en kvart æggestok”

Lægerne meddelte mig, at jeg aldrig ville kunne få børn, og selvom det var en ubehagelig besked, endte jeg med at acceptere det. Så måtte det være sådan. Alligevel blev jeg pludselig gravid og fik min søn, Jeppe, på en kvart æggestok. To år senere røg jeg på hospitalet og fik fjernet resten. På det her tidspunkt var jeg 34 år, og det ramte mig faktisk hårdere end noget af det andet, for denne gang var det definitivt, at jeg ikke kunne få flere børn, og nu havde jeg jo prøvet, hvor stort det var at blive mor. Til et middagsselskab nogle år senere mødte jeg Torben (Zeller, red.). Jeg var slet ikke klar på kærlighed, men et par dage senere ringede han og inviterede mig med ud for at løbe. Vi havde fundet ud af i løbet af aftenen, at det var en fælles interesse, vi havde. Jeg havde ikke tænkt mig, at vi skulle være andet end løbepartnere, men vi var begge to ved at træne op til et maraton, og der er jo det med at løbe lange ture, at man også har rigtig god tid til at tale sammen og lære hinanden at kende. Til sidst blev vi alligevel kærester. Den primære grund til, at mit og Torbens ægteskab har overlevet i så mange år, er, at vi begge to har den samme frihedstrang. Mange møder en, som ikke har det på samme måde, og så bliver man bundet lidt op på hinanden, men vi har altid givet hinanden en masse plads. Vores professionelle liv har fyldt meget for os begge to. Jeg har været meget kategorisk, når det kommer til mit arbejde, fordi det har betydet meget for mig, men det samme har Torben været i sit arbejde som skuespiller. Der var mange år, hvor vi aldrig havde aftener sammen, fordi han spillede teater hver aften. Til gengæld vidste vi, at vi hver især lavede noget, der gjorde os glade.

KAPITEL 7: AFSKEDEN MED MOR

Sidste gang jeg så min mor, var som 35-årig. Jeg var selv blevet mor og havde været igennem et langt kræftforløb, men hun var stadig ikke i stand til at udvise hverken interesse eller omsorg for mig. Her fra gad jeg ikke forsøge mere. I de næste 25 år så jeg hende slet ikke, indtil jeg fik beskeden om, at hun var gået bort. Jeg havde egentlig altid tænkt, at jeg ikke ville dukke op til hendes begravelse, men efter lange overvejelser gjorde jeg det alligevel. Det blev min måde at lukke det hele på. I alle årene havde det jo spøgt i baghovedet med den der mor, og det var på en mærkelig måde rart at se, at nu var hun altså død. Nu kunne der ikke ske mere. Sammen med mine halvsøskende gik jeg i tiden efter begravelsen og ryddede ud i hendes ting. Her fandt jeg en hel masse gamle avisklip, hun havde gemt med mig.

“Det var tydeligt, at hun havde fulgt med i min karriere og mit liv på afstand.”

Det var tydeligt, at hun havde fulgt med i min karriere og mit liv på afstand. Det var en meget speciel erkendelse – at hun simpelthen havde fulgt med på afstand i alle de år, hvor vi slet ikke så hinanden. Der er mange, der igennem tiden har antydet, om vi dog ikke bare kunne have forliget os. Men det ville hun jo heller ikke. Hun kontaktede heller aldrig mig. Og jeg havde det godt med, at hun ikke kunne ødelægge noget i mit liv. Om hun ville det eller ej, så er hun det menneske, der har sat de mest skadelige aftryk på mig. Hun har givet mig nogle varige mén, som jeg stadig kæmper med i dag, og som har gjort, at jeg i store dele af mit liv ikke har været særlig sikker på mig selv. Nu om dage tænker jeg kun sjældent på hende. Men det sker en gang imellem, at jeg siger noget, hvor tvivlen på mig selv træder frem, og så siger Torben altid: “Hov, det var vist din mor, der snakkede der. Nu er hun på nakken af dig igen.”

KAPITEL 8: COOL KØBENHAVN

Jeg egner mig bedst til at vågne hver morgen og vide, at jeg skal på arbejde og få noget fra hånden. Jeg har ikke lyst til at sætte mig ned og sige: “Nå, nu er jeg også blevet gammel, så nu skal jeg lave ingenting.” Jeg er stadigvæk drevet af at blive endnu dygtigere. Der er mange, der siger: “Jamen du har jo allerede bevist, hvad du kan.” Ja, det kan godt være, men jeg er drevet af noget andet – prøve nyt, sætte ting sammen på nye måder. Det er mit drivmiddel, og det stopper jeg aldrig med. For et års tid siden flyttede jeg ind til København. Jeg har boet i Hellerup i mange år, men jeg trængte til at komme ind til byen. Det har været skønt. Hver morgen går jeg ned til havnen, hvor jeg træner i PWR.8 Studio, og så går jeg ind til salonen. Det er mange år siden, jeg har fået brugt byen så meget, som jeg gør nu. Der er bare et særligt liv i København. Jeg sætter mig tit på en café og bare kigger på folk, og jeg må sige, at danskerne er altså smarte. Jeg var i Paris for nylig, og de er bestemt også smarte, men vi er mindst lige så cool herhjemme, og vi er bestemt smartere end i London, hvor jeg også lige har været. De unge i København er fantasifulde på en helt særlig måde, når det kommer til at sætte tingene sammen. Jeg bliver konstant vildt inspireret. Næste år fejrer jeg 50-årsjubilæum i min salon, og det er jo helt vildt at tænke på, at der er gået så mange år, men jeg har det samtidig sådan, at jeg ikke føler mig færdig.

“Jeg har ikke lyst til at gå på pension. Der er så meget at lære endnu”

Jeg har ikke lyst til at gå på pension. Der er så meget at lære endnu. Man spørger jo heller ikke en billedhugger eller en maler, om de skal på pension. Hvis man først lukker op for det her fag, så kan det så utrolig meget. Det forsøger jeg også hele tiden at vise til de unge i salonen. Jeg er meget optaget af ungdommen. Jeg er optaget af, at de hele tiden bliver dygtigere, og at de ikke keder sig, og det kræver, at de ikke bare bliver sat til at stå og vaske hår, men får lov til at komme igennem et forløb, der er spændende og udfordrende. Jeg har altid selv haft mentorer i mit liv, som har hjulpet mig med at udvikle mig, og nu er det vigtigt for mig, at jeg ikke er karrig med at give min egen viden og erfaring videre, men husker på, at det var det samme, jeg selv havde brug for dengang. I min første tid som selvstændig forstod jeg aldrig, hvorfor andre ikke havde lyst til at arbejde døgnet rundt, som jeg selv gjorde. Jeg måtte lære, at mennesker er forskellige, og at der er mange forskellige måder at være ambitiøs på. Men én ting, som ikke har ændret sig siden dengang for 50 år siden, er, at jeg ikke vil slække på kvaliteten i min salon. Hvis man er her, så skal det være, fordi man gør sig umage. Hvis man hellere vil stå og hygge i hjørnet og være en helt almindelig hverdagsfrisør, så lad være med at komme herind, for her vil vi være de bedste og de dygtigste og have de største ambitioner. Sådan har jeg altid haft det.

Læs ogå

Identitet

Irina Olsen: “Vi ved i dag, at folk, der taler grimt, projicerer deres egne usikkerheder over på andre, og derfor tænker jeg også meget hurtigt, at det handler om personen selv”

Sådan får du farver ind i din vinter-garderobe

Foto: Rami Hanna @HA/NA Productions
Styling: Hanna MW @HA/NA Productions
Projekt manager: Hedda Ejelöv @HA/NA Productions
Model: Alba Moreira @Blow Models
Hår og makeup: Heidi Garcia Andersson
Stylingassistent: Eveline Kotakidou @HA/NA Productions

Læs ogå

Mode

Mød den danske model, som har gået Louis Vuitton, og som spås en stor karriere

Viral TikTok-trend: “Folk hældte det på flasker, frøs dem, og spiste så meget af den frossen, at det fik diætister, tandlæger og læger til at advare mod konsekvenserne”

I 2021 bredte en trend sig som en steppebrand på TikTok; folk hældte honning på flasker, frøs dem, og spiste så meget af den frosne honning, at det fik diætister, tandlæger og læger til at advare mod konsekvenserne ved at spise for meget honning.

Året efter spredte et andet rygte sig. Grundet sine anti-bakterielle kvaliteter skulle honning virke godt mod acne, og hundredvis af videoer og before and after-posts viste, hvordan man kan bruge rå honning som ansigtsmaske.

“Det startede faktisk allerede omkring 2017, hvor vi så, at biavl blev en trend i Skandinavien, på baggrund af, at vi talte om klimakrisen, og mange gerne ville gøre noget. Og så begyndte folk midt i livet med en have at avle honning”

Julia Lahme

Siden da virker trenden kun til at være taget til, på sociale medier, i skønhedsindustrien og i medicinalforskningen. På sociale medier rapporterer folk om, hvordan de bruger honning til at behandle alt fra ømme halse, små sår og skrantende immunsystemer. I skønhedsindustrien boomer det med hårolier, fugtighedscremer og ansigtsmasker og andre produkter med honning som hovedingrediens. På apotekerne stiger efterspørgslen efter honning relaterede produkter som propolis, halspastiller og plastre. Og i sundhedsvæsenet bruges der tonsvis af rå honning til at behandle sår, mens forskere er ved at undersøge, om honning også kan bruges til at bekæmpe diabetes.

“Honning og bier er rigtig mange steder lige nu. Det startede faktisk allerede omkring 2017, hvor vi så, at biavl blev en trend i Skandinavien, på baggrund af, at vi talte om klimakrisen, og mange gerne ville gøre noget. Og så begyndte folk midt i livet med en have at avle honning,” fortæller etnologien Julia Lahme.

Der gik ikke lang tid før, at honning begyndte at optræde mere hyppigt, når nye produkter skulle markedsføres, og pludselig varder honning i alt fra madvarer til hudcremer og apotekervarer. Honning og bier er nye buzzword, og ifølge Lahme er trenden kun lige begyndt.

“Det kommer kun til at fylde mere fremover, for vi jagter natur-tætte produkter.”

Honning: Naturens helende superkraft

Honning er et naturprodukt fremstillet af bier fra blomsternektar og indeholder spormængder af vitaminer, mineraler, aminosyrer, enzymer og polyfenoler, som bidrager til antioxidativ aktivitet.
Honning har en veldokumenteret antibakteriel effekt, og det har fået forskere og læger til at fokusere på, hvordan honning kan bruges som sårheling. Kliniske studier viser, at medicinsk honning kan fremme heling af sår – herunder forbrændinger, kroniske sår og diabetiske fodsår – og i nogle tilfælde virker honning hurtigere end traditionelle forbindinger. Det skyldes blandt andet, at honning indeholder antioxidanter. Den antiinflammatoriske virkning hjælper bl.a. med at formindske smerte og hævelse i forbrændinger og i sår, og så viser forskning, at visse typer honning kan slå bakterier, der eller er modstandsdygtige over for antibiotika, ihjel. Nyere metaanalyser og kontrollerede kliniske forsøg tyder på, at regelmæssigt forbrug af honning kan have gavnlige virkninger på faste blodsukkerniveauer, kolesterolprofiler, triglycerider og leversundhed.
Honning kan også virke som hostestillende middel ved øvre luftvejsinfektioner, især hos børn — sammenlignet med placebo eller ingen behandling viser det bedre effekt på søvnkvalitet og hyppighed af hoste. Man kan anvende Propolis-sprays, -dråber eller -tabletter som immun-booster. Og honning kan støtte behandlingen af gastrointestinal irritation, gastroenteritis og mundslimhindelidelser, eksempelvis i forbindelse med kemoterapi eller stråling.
Men det kan også blive for meget af det gode: Honning er sukkerholdig, og overdreven indtagelse kan bidrage til blodsukkerproblemer, vægtøgning og dårlige tænder. Og børn under 12 måneder bør slet ikke få honning, da der er risiko for spædbarnsbotulisme, en potentielt livstruende sygdom.

Fra billig sirup til manuka-honning

Som et hurtigt kig på sortimentet hos enhver honning-forhandler med respekt for sig selv vil afsløre, så er der forskel på honning. For én ting er den honning, vi køber i plastikbøtter i supermarkederne til at søde vores te og bagværk. Noget helt andet er den Manuka-honning, der sælges for dyre domme. Hos Matas kan man eksempelvis få 250 gram for 550 kroner fra brandet Manuka Health. Hos mere specialiserede forhandlere kan Manuka-honning koste flere tusinde kroner for et glas.

“Der er honning, og så er der Manuka-honning. Det kan nærmest ikke sammenlignes,” fortæller Tabitha O’Connor. Hun er biavler på New Zealands North Island, men det betyder ikke, at hun producerer de eftertragtede Manuka-dråber.

Honningen kan nemlig kun dyrkes i øde skovområder i visse dele af New Zealand og Australien, hvor Manuka-busken vokser. Her sætter professionelle biavlere bikuber ud, som oftest må hejses ned fra helikoptere, fordi terrænet er tæt på ufremkommeligt, og efter bierne har bestøvet blomsterne fra Manuka-busken bliver de transporteret tilbage til gårdene.

“Egenskaberne ved Manuka-honning rækker ud over de almindelige gavnlige effekter, der kendes fra honning generelt”

Michelle Arrouas

Det, der adskiller Manuka-honning fra andre honningtyper, er dens unikke sammensætning, og især indholdet af det antibakterielle stof methylglykol (MGO), som dannes fra nektaren. Det er den kemiske profil, som gør manuka-honning til en af de mest undersøgte honningtyper i medicinsk sammenhæng og mest efterspurgte honningtyper blandt kvalitetsbevidste forbrugere. Egenskaberne ved Manuka-honning rækker ud over de almindelige gavnlige effekter, der kendes fra honning generelt. Den har veldokumenterede antibakterielle og antiinflammatoriske egenskaber og anvendes ofte i medicinske produkter til behandling af sår, forbrændinger og hudinfektioner.

Honningen er mørkebrun og endnu mere tyktflydende og klistret end den honning, de fleste kender fra supermarkederne, og så har den en særpræget, harpiks agtig smag.

“Den smager ikke ret godt, men den virker. Min familie rejser altid med en lille bøtte Manuka-honning i vores førstehjælpskasse, og når børnene får et sår eller en hudafskrabning, smører vi lidt honning på såret, inden vi sætter et plaster på. Man kan også tage en ske med Manuka-honning, hvis man føler, at man er ved at blive syg. Men man skal være opmærksom på, præcis hvad man køber, og tjekke, at det er the real deal,” siger Tabitha O’Connor.

Kvaliteten og styrken af Manuka-honning angives ofte med en såkaldt UMF®-værdi (Unique Manuka Factor), som måler koncentrationen af bioaktive stoffer i honningen. Desto højere UMF-værdien, desto højere pris. Og fordi produktionen er geografisk begrænset til områder, hvor Manuka-busken vokser, og den globale efterspørgslen er høj og bliver ved med at vokse, er Manuka-honning et af de mest eksklusive og kostbare natur produkter på markedet.

Booster immunsystemet (og måske udødeligheden)

Amalie Reedtz-Thott er uddannet sygeplejerske, stifter af kosttilskudslinjen Nurture Vitaviva, og læser nu til biopat. Siden en venindes mor introducerede hende til Manuka-honning, da hun var helt ung, har den været fast inventar i hjemmet: “Det første, jeg mærkede, var lindring under en forkølelse – et klart bevis for mig på, at det virkede. Senere har jeg også oplevet, hvordan mine børn reagerer positivt, og hvordan deres immunforsvar styrkes. Det gør, at honning i dag er noget hele familien bruger,” fortæller Amalie Reedtz-Thott, der er mor til to. Amalie og hendes familie bruger honningen til alt fra ansigtsmasker og som behandling af rifter og som indvortes immunbooster. Manuka-honningen køber hun fra det new zealandske mærke Activist.

“Han er en af mange danskere, der er begyndt at bruge bi-relaterede produkter til at booste sundheden, skønheden og velværen”

Michelle Arrouas

“Manuka-honning føles for mig helt særligt, fordi den er så potent. Jeg bruger honning næsten dagligt og tilpasser styrken efter behov. De mildere varianter kommer jeg i min morgenmad eller te, mens jeg tager de stærkere rent med ske – især i perioder, hvor kroppen har brug for ekstra støtte. På den måde er honning blevet en naturlig del af min daglige rytme,” fortæller Amalie Reedtz-Thott.

Hun er glad for at bruge honning, fordi det er et naturligt produkt uden bivirkninger, som kan bruges på mange forskellige måder– rent fra skeen eller som Activitsts Mānuka Immune Gummies, som kombinerer honning med andre planteingredienser og dermed både booster ens immunsystem og hudens vitalitet.

Nikolaj Astrup Madsen sværger også til honning. Han er langdistanceløber, selvstændig forretningsmand og far til to små børn. I årevis oplevede han, at han igen og igen måtte slække på ambitionerne for løbeturene, sociale arrangementer og familielivet, når han blev ramt af endnu en omgang snue.

Det fik ham til at søge efter produkter, der kunne hjælpe ham med at booste immunsystemet, og efter flere fejlslagne forsøg med andre midler begyndte han at bruge propolis. Propolis er et stof, som honningbier laver ud af harpiks, og som de bruger til at forstærke bikuberne ved at tætne revner og sprækker. Vi mennesker kan bruge stoffet til at forstærke immunsystemet, og der kommer flere og flere propolis-produkter – primært halssprays, men også dråber og piller – i handlen, som lover at gøre netop det.

“Jeg synes, at det virker. Man ved jo aldrig helt, om det bare er fordi, man gerne vil tro på det, men jeg kan mærke en forskel, efter jeg er begyndt at bruge det,” fortæller Nikolaj Astrup Madsen.

Han er en af mange danskere, der er begyndt at bruge bi-relaterede produkter til at booste sundheden, skønheden og velværen. Udover honning tæller de bi-relaterede produkter ingredienser som netop det nævnte propolis, pollen, bigift og voks, og de bliver brugt til alt fra at lindre ømme halse med sugetabletter til at booste immunsystemet med propolis-spray og afhjælpe hudeksem- og acne med cremer.

Det er imidlertid ikke kun på apotekerne, at honning er ved at gøre sit indtog. De sidste 10-15 år har flere og flere forskere undersøgt, hvordan honning kan bruges i sundhedsvæsenet. Studier har dokumenteret, at honning virker virkelig godt til sårheling. Både på Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet er honning en fast del af behandlingen af de betændte sår, uanset om der er tale om mindre sår efter et cykelstyrt eller diabetiske fodsår.

Lisbeth Vorbeck, sårsygeplejerske på Bispebjerg Hospital, fortæller, at de bruger medicinsk honning til behandlingen af sår, enten på tube – der har det lidt samme konsistens som den, man smører på madder – eller i varianter, hvor honninger er smurt ud på et net, man kan ligge på et sår.

“Grundene til, at vi er glade for at bruge honning, er, at det har en bakteriedræbende effekt, at det skaber et fugtigt miljø som er optimalt når inficerede sår skal hele, og så mindsker det også lugten, hvis man har sår, der lugter,” fortæller hun.

“Det er nok lidt oppe i tidsånden, at folk godt kan lide ting, der virker mere naturlige. Det lyder lidt mindre giftigt med honning end et grundstof som sølv. Der er lidt summen af bierne over det”

Lisbeth Vorbeck

Forskning fra et britisk universitet viser, at honning slår op til 85 procent af bakterierne i et betændt sår ihjel – og særligt de bakterier, der er resistente overfor traditionelle antibiotika-behandlinger. Udover honning bruger de på Bispebjerg Hospital sølv og jod til at behandle inficerede sår, og det er også gavnligt, at de kan skifte mellem de tre produkter. Lisbeth Vorbeck fortæller, at et Ph.d-studie viste, at honning virker lige så godt som sølv, og så er der mange patienter, det foretrækker det:

“Det er nok lidt oppe i tidsånden, at folk godt kan lide ting, der virker mere naturlige. Det lyder lidt mindre giftigt med honning end et grundstof som sølv. Der er lidt summen af bierne over det,” fortæller hun.

Hun advarer dog mod at bruge den honning, man har stående derhjemme, til at behandle sår, for det er afgørende, at honningen er medicinsk. De medicinske honning-produkter kan man købe hos apoteker og grossister, og den garanterer, at honningen er varme behandlet, så eventuelle svampesporer er slået ihjel.

Også på Mændenes Hjem på Vesterbro har sygeplejersker brugt bandager med honning for at hele mændenes sår med gode resultater, og nu forskes der flere steder i verden i, om honning kan bruges til at behandle eller lindre alt fra mavesår og sklerose til gigt og diabetes.

Indtager beauty-industrien

Også i helsekosten bugner hylderne med bi- og honningrelaterede produkter. De tæller ikke bare glas med rå honning og madvarer med honning som smagsgiver, men også læbepomader, tandpasta, sugetabletter, helende fodcremer, foundations og mavebånd, der lover en smallere talje og fladere mave.

Som mange af produkterne er hurtige til at påpege i deres markedsføring, så har menneskeheden brugt biprodukter i århundreder. Både i Bibelen og Koranen er der eksempler på, hvordan bi-produkter kan virke helende. I oldtidens Egypten blev pollen kaldt for “liv givende støv” og Kleopatras skønhed efter sigende havde en del at gøre med hendes bade i mælk infuseret med honning. Og i den græske mytologi blev bier betragtet som hellige og honning som gudernes mad. Den søde nektar sikrede både udødelighed og guddommelig status, og derfor blev baby Zeus fodret med honning.

Efter at honning i årtier har været en hjørnesten i helsekostbutikker er den nu ved at indtage den mere mainstream beauty-industri, ledt an af blandt andet græske brands:

“Det er tydeligt at se, at mange brands er ved at udvikle alle mulige produkter baseret på honning, for der kommer flere og flere af dem. Og det findes jo allerede i især græske skønhedsprodukter, eksempelvis hos et eftertragtet mærke som Korres, hvor der er en lang tradition for honningprodukter. Det har altid været der, vi har bare ikke opdaget det i Nordeuropa, men nu er det for alvor på vej ind på markedet,” fortæller Julia Lahme.

Honningprodukterne kommer både fra skønhedsindustriens store spillere – både Guerlain, Kiehl’s, Nuxe og Sisley har flere honningprodukter – og mindre brands som Gisou, der har skabt et navn for sig selv ved udelukkende at fokusere på honningprodukter, og så fra små biavlere, der sælger bi-produkter. Det gælder eksempelvis Kristin Olischer, der i 2016 begyndte at avle bier på sin gård i Sydsjælland og nu sælger naturlige, håndlavede hudplejeprodukter under navnet Honningperler.

“Vi ser en tendens til, at folk selv helbreder. Vi rydder op i vores fødevarer, vi rydder op i vores alkoholforbrug, vi rydder op i hele vores måde at leve på, sådan at alt, hvad vi gør, og alt, hvad vi indtager, er noget, der får os til at føle os sundere. Og der er et natur produkt som honning en hovedingrediens. Naturtæthed er blevet et statusprodukt”

Julia Lahme

Olischer fortæller, at der er øget efterspørgsel efter naturlige produkter, og at hun blandt andet har en del kunder, der har psoriasis eller eksem og bruger bi-produkterne – hun bruger blandt andet bivoks, pollen og honning til at berolige deres hud. Men i takt med, at der er kommet mere buzz om honning, er forbrugerne også begyndt at blive mere kritiske:

“Folk er blevet meget opmærksomme på, hvad der rent faktisk er i produkterne, og de er blevet meget selektive og gode til at spørge ind til, hvor rene og autentiske produkterne er. Der kommer jo flere og flere produkter, der kalder sig noget med natur, så man kan godt mærke, at folk er blevet mere kritiske. Det er positivt, synes jeg,” siger Kristin Olischer.

Naturtræthed er et stausprodukt

Det er ikke tilfældigt, at det er netop nu, vi kaster vores kærlighed efter honning. I en tid med klima og biodiversitetskrise, sårbare økosystemer og truede og uddøende bier er biprodukter nemlig ved at blive en mangelvare, og det er med til at få dem til at fremstå mere eksklusive.

“Alt, vi interesserer os for, bliver påvirket af en form for mangel. Hvis der er noget, der er ved at forsvinde, så begynder vi at interessere os mere for det. Bien er blevet et symbol på naturlighed og pressede økosystemer, og vi er blevet meget opmærksomme på dem de sidste 7-8 år,” fortæller Julia Lahme.

“Lige nu virker det som om, at der bare skal gå et rygte om, at et naturligt produkt har en sundhedsfremmende effekt, før at vi køber det. Vi vil så gerne tro på det, og nogle gange er det sandt”

Julia Lahme

Hun fortæller, at den interesse afsmitter på salget, fordi mange af os har et ønske om at gøre noget konkret for at støtte bierne og den natur, de er blevet et symbol på, også hvis det er ved at købe en ansigtscreme. Samtidig spiller naturprodukter en stor rolle inden for en anden trend, nemlig helse- og wellness-trenden og vores individualiserede forsøg på at optimere vores sundhed og skønhed.

“Vi ser en tendens til, at folk selv helbreder. Vi rydder op i vores fødevarer, vi rydder op i vores alkoholforbrug, vi rydder op i hele vores måde at leve på, sådan at alt, hvad vi gør, og alt, hvad vi indtager, er noget, der får os til at føle os sundere. Og der er et natur produkt som honning en hovedingrediens. Naturtæthed er blevet et statusprodukt,” siger Julia Lahme.

“Det viste sig også, da inflationen ramte Danmark. Normalt får inflation priserne på sommerhuse og fritidshuse, der som regel ligger i mere naturtætte omgivelser end vi bor i, til at falde. Men denne gang steg priserne i stedet for. “Det er et tydeligt tegn på, at vi sætter naturligheden meget højt for tiden,” siger Julia Lahme.

Hun forventer, at vi de kommende år kommer til at se samme tendens med andre naturprodukter som eksempelvis salt, aromaterapeutiske olier, sjældne krydderurter og skandinaviske bær, vi endnu ikke kender navnene på. Retro-brands som Weleda, der emmer af natur og vores forældres helsekost-besøg, kommer til at få kæmpe comebacks. Vi kommer også til at se endnu mere vinterbadning og andre former for wellness i naturen.

Og så kommer vi til at hoppe med på andre sundhedstrends, der spreder sig på de sociale medier, så længe de tager afsæt i noget naturligt, siger Julia Lahme:

“Lige nu virker det som om, at der bare skal gå et rygte om, at et naturligt produkt har en sundhedsfremmende effekt, før at vi køber det. Vi vil så gerne tro på det, og nogle gange er det sandt. Alt handler om naturtæthed lige nu.”

Læs ogå

Skønhed

Amalie Reedtz-Thott om svampeekstrakter, manuka-honning og et (gratis) skønhedstip: “Jeg elsker at lave en facial med isterninger og bruger dem som en gua sha”

Anja Camilla Alajdi: “Sundhed er at kunne trække vejret uden at føle mig fortravlet og prioritere at kunne træne og lave god, ren mad. Jeg er i gang med en gennemgribende helbredsstatusundersøgelse, og det er spændende, hvor meget man rent faktisk selv kan gøre”

Blå bog

Anja Camilla Alajdi, 53 år. Stylist og designer, arbejder bl.a. som stylist for dronning Mary og værterne på ‘Vild med dans’. Bor i København med sin mand. Har to børn, Karla på 27 og Otto på 22, samt bonusbørnene Luella på 19 og Roberta på 17. Følg hende på @anjacamillaalajdi

DEN FØRSTE KULTUROPLEVELSE, JEG KAN HUSKE, VAR, da jeg flyttede til København som 19-årig og boede i St. Kongensgade. Jeg fejrede det ved at gå alene i Det Kgl. Teater. Jeg købte billet til en ballet, jeg husker virkelig ikke hvilken, men med siddeplads i galleriet. Jeg så ikke så meget af forestillingen, men jeg husker, jeg så på alt andet omkring mig: publikum, salen, udsmykninger. Jeg følte, jeg var med i en film, og mærkede en stemning af noget særligt. Det var min første, men heldigvis langt fra sidste gang i Det Kgl. Teater.

HVIS JEG IKKE LAVEDE DET, JEG LAVER I DAG, VILLE JEG finde på en dims eller en pille, der kunne hjælpe verden i balance, en pille mod magtsyge og begærlighed. Jeg ville nok også dykke ned i næste niveau af min kreativitet og udforske andre veje, man kunne gå med den.

EN GADGET, JEG IKKE KAN LEVE UDEN, er min telefon. Den ville jeg have svært ved at undvære. Den bliver brugt til al kommunikation, inspiration, noter, kontakter og nyhedsopdatering. Jeg bruger den meget, men jeg er meget selektiv med, hvad jeg downloader, og hvad jeg accepterer på min telefon. Jeg bilder mig ind, at jeg stadig kan forbeholde mig retten til at både tænke og formulere mig selv, og accepterer, at man ikke behøver at vide eller have svar på alt. Jeg svarer alle interviews, citater og forespørgsler selv, og der kan forekomme et ord, der mangler, og stavefejl, men det er jo menneskeligt.

I DEN SIDSTE SMS, JEG SENDTE, STOD DER noget, jeg ikke kan afsløre, og den var til en, jeg ikke kan sige navnet på, for jeg er ved at planlægge en surprise.

DEN BEDSTE GAVE, JEG FOR NYLIG HAR FÅET, var blomster af min mand. Det nyder jeg, og jeg har dem længe. Først står de, som jeg får dem, og så efterhånden som nogle af blomsterne bliver trætte, så tager jeg de døde væk, klipper de blivende kortere og fordeler dem i en ny vase. Så kan der over tid komme to-tre forskellige buketter ud af det.

NÅR JEG HAR BRUG FOR RÅD, taler jeg med min mand. Det er givende, fordi det ofte er i en dialog, så man på den måde selv bliver en del af f.eks. en beslutning, men et godt råd kan jo også være modsat det, man selv har tænkt.

NÅR JEG HAR BRUG FOR INSPIRATION, slår jeg antennerne ud. Når man ikke er for fordomsfuld, så kan man blive inspireret af selv hverdagen, mødet med mennesker og også mennesker, som ikke kun er dem, man ellers omgås. Og af steder, dufte, smage, minder og historier. Jeg bliver mest inspireret af ikke-konkrete ting, men stemninger, omgivelser og vibes. Hvis man deler og giver uden at forvente at få noget igen, så kan magiske.

MIT FORBILLEDE ER alle, der hviler i sig selv og ikke går så meget op i, hvad andre tænker, dog uden at være hensynsløse.

SUNDHED FOR MIG ER at kunne trække vejret uden at føle mig fortravlet og prioritere at kunne træne og lave god, ren mad. Jeg vil hellere forebygge end helbrede. Jeg er i gang med en gennemgribende helbredsstatusundersøgelse, og det er spændende, hvor meget man rent faktisk selv kan gøre. Og så meget mere god tid med nær familie og venner. At tage aktion på de ting, man kan gøre noget positivt ved, og lade det ligge, som man alligevel ikke kan gøre noget ved, dét er sundhed for mig.

KÆRLIGHED FOR MIG ER accept, respekt, loyalitet, ærlighed og venskab.

EN EGENSKAB, JEG SÆTTER STOR PRIS PÅ, ER tydelighed. Det er godt at kunne mærke, høre og forstå, hvad der sker omkring en. At navigere i det modsatte er noget rod. Så man skal ikke forveksle tydelighed med at være hård og streng. Mere ærlighed er en vejviser.

MIN LIVRET LIGE NU ER en kartoffelmad, med mayonnaise, kalkun-bacon og helt vildt meget purløg, næsten det hele af en lille potte.

I MIT KØLESKAB ER DER ALTID sødmælk til kaffen. Jeg putter ikke særlig meget mælk i. Som jeg siger: “Bare en hurtig mælk i kaffen”. Det er bare at vippe kartonen et sekund ned i koppen – så har jeg bildt mig ind, at mine tænder ikke tager farve af kaffe. Jeg har ret lysetænder, og det vil jeg gerne holde fast i.

Min yndlings restaurant kommer an på hvor og hvordan. Ude i den store verden venter der lange lister af steder, jeg gerne vil prøve. Hvis man har set ‘Chef’s Table’ på Netflix, så kan man bare starte fra en ende af. Men hvis jeg blot skulle nævne én, så er en sikker vinder Søllerød Kro, som er en klassisk gedigen madoplevelse. Det er en restaurant med en michelinstjerne, så det er ikke noget, der sker så ofte, men der er noget ved stedet, der appellerer til mig. Det skal bare være sådan, uden at det er en tidslomme.

JEG VIL GERNE SPISE PÅ Restaurant Mirazur i Menton i Frankrig. Det er mad fra absolut øverste hylde, uden at det er skum og dyre, sjældne råvarer, men mad lavet med stor kærlighed og respekt for, hvor råvarerne kommer fra. Der er en kæmpe dedikation til kokkehåndværket. Det kan altid imponere mig, nok også fordi jeg ikke selv er særlig kyndig i et køkken.

SKØNHEDSPRODUKTET, JEG BRUGER IGEN OG IGEN, ER mit ‘skræddersyede’ hårekstrakt fra Hårklinikken. Den ting, jeg altid har fået flest komplimenter for, er mit hår, og det har nok også gjort, at jeg gerne vil passe ekstra godt på det. Selvom jeg har meget af det, var jeg begyndt at miste en del og blive tynd i tindingerne. Jeg er virkelig glad for, at jeg har opdaget, hvad det kunne gøre, for jeg har fået tætte tindinger igen, så det vil jeg altid bruge igen og igen. Generelt er jeg vild med skønhedsprodukter, og jeg er heldig, at jeg ofte har mulighed for at prøve en masse. Jeg elsker også Vintner’s Daughters ‘Active Botanical Serum’, som kan bruges på tværs af al anden hudpleje. Jeg bruger den periodevist, når jeg kan mærke, min hud higer lidt.

PÅ MIN MATERIELLE ØNSKELISTE STÅR EN ny og lidt større træterrasse omkring vores hus på landet. Terrassen er uden tvivl ‘spottet’ i og omkring vores hus på landet. Der tilbringes meget tid der, og den kalder på en opdatering og en udvidelse.

MIN PERSONLIGE STIL ER INDBEGREBET AF mit signaturlook: skjorter, jeans, loafers og en blazer. De items har jeg i alle afskygninger.

MIT BEDSTE TØJKØB NOGENSINDE ER EN sort blazer købt i genbrug på Fyn til 45 kr. Mange tror, det er en YSL. Den har så god pasform og er tidløs.

I MIN TASKE ER DER ALTID ingenting. Jeg har fine tasker, men jeg bruger dem ikke så ofte. Jeg har min telefon i den ene hånd og nøgler i den anden. Det er egentlig, hvad jeg har med mig.

DEN BEDSTE DUFT I VERDEN ER parfumen ‘Safran Secret’ fra Maison Crivelli, og en altid tilbagevendende er ‘Marrakech Intense’ fra Aesop.

DEN SENESTE TING, JEG HAR KØBT, SOM JEG ELSKER, ER et par nougatfarvede Margiela Tabi-ballerinaer. Jeg bruger normalt ikke ballerinaer, men både farven og tvistet med Tabiens ‘split toe’ giver dem lige en anden dimension.

BYEN, JEG IKKE KAN VENTE PÅ AT KOMME TILBAGE TIL, ER Lissabon. Den by er smuk, gammel, upoleret, slidt og på sin egen måde storslået. Man er i gang med at tage hånd om det ødelæggende forfald, for det er jo ikke godt. Så der er også initiativ, energi og noget, der spirer, i byen.

FAVORITRUMMET I MIT HJEM ER karnappen i spisestuen med udsigt til Københavns Minimanhattan. I huset på landet er det soveværelset, hvor man vågner til en udsigt over den skønneste fredede natur medet rigt dyreliv.

HVIS MIT HJEM BRÆNDTE, VILLE JEG REDDE min kærlighedsbog fra min mand, der indeholder citater fra vores tidlige SMS-korrespondancer med de fineste illustrationer til, et omfavnende par i keramik, som min datter har lavet, og et par skærebrætter, min søn har lavet, hvor han med en brænder har skrevet MOR.

DEN BEDSTE SOUVENIR, JEG HAR BRAGT HJEM, ER lækre glaserede keramikskåle fra Mallorca. De kan bruges til alt, f.eks. gode salater, og kan også komme i ovnen.

DEN BEDSTE BOG, JEG HAR LÆST, ER skrevet af Helle Helle. Det er enkelt, ærligt og alligevel tankevækkende. Hun er minimalist i historiefortælling ind til benet, I like.

EN KUNSTNER, JEG VILLE ØNSKE HANG PÅ MIN VÆG, ER Mark Rothko. Et af hans farvefeltsmalerier, der i al deres enkelhed er de smukkeste, vildeste og mest spændende farvesammensætninger. Man ville ikke være i stand til at vælge, hvis man havde frit valg.

EN KUNSTNER, JEG ALLEREDE HAR ET VÆRK AF, OG SOM JEG ELSKER, ER Malene Birger. Jeg kan lide hendes univers, som jo ikke er spækket med farver, men de værker kan være med til at samle noget af det, vi har, som har masser af farver. Og så er hun min gode veninde og har foræret mig personlige gaver, som jo giver den personlige dimension.

JEG HØRER Tracy Chapmans album fra 1988, som hedder ‘Tracy Chapman’, på repeat. Det har alle de store, legendariske sange. Det er virkelig et af mine yndlingsalbum, selvom det altså snart er 40år gammelt. Teksterne er desværre meget relevante, så nogle gange sker der ikke så meget på små 40 år. Og på samme tid føles det, som om der er en verden til forskel. Så kan man tænke over hvorfor…

HVIS JEG KUNNE LAVE EN FORANDRING I VERDEN, ville det ikke være nok, men der skal uden tvivl skrues gevaldigt ned for det kæmpe forbrug af ting, vi mennesker har. Vi skal bare eje og opleve. Der findes børn i Danmark, der flere gange om året har været på den anden side af jordkloden, men aldrig har været på Fyn. Det er jo ikke børnenes skyld, men vi voksne skal vise vejen for både vores børn og miljøet. Der er ting, vi skal indse, og det er, at naturen og miljøet ikke holder til denne måde, vi er i gang med at arrangere os på. Der blev tændt for en knap der.

DET GØR MIG GLAD, når jeg oplever retfærdighed og ærlighed.

DET GØR MIG VRED, når jeg modsat mærker uretfærdighed og løgne. Altså vred, så man både kan se og høre det.

JEG GRINER INDIMELLEM med mig selv, men der, hvor jeg får de sjoveste grineflip, er blandt mine børn og min mand. Vi er helt på samme frekvens, hvad humor angår.

I LØBET AF DET NÆSTE ÅR VIL JEG leve mere efter overbevisninger og god mavefornemmelse og gå efter nye, spændende projekter. Og naturligvis bruge mere god tid med familie og gode venner. Sundhed over hele linjen for alle på matriklen.

Læs ogå

Bolig

Julie Fagerholt: “Jeg trænede virkelig meget, spiste virkelig sundt og drak nærmest ikke alkohol, men på Lanserhof fandt jeg ud af, at jeg havde gjort noget helt forkert”

Nikoline Le Schmidt: “Jeg synes, at serummet fra dette brand gør det fantastisk til prisen. Det koster 85 kroner”

Blå bog

Nikoline Le Schmidt, 29 år. Hår- og makeupartist. Bor i Gentofte med sin mand, Søren Le Schmidt, samt parrets tvillinge-drenge, Marlon og Mio, på 4 år

Hvordan ser din daglige skønhedsrutine ud?

Den skifter lidt afhængig af årstiden og hvilken tilstand, min hud er i, men i øjeblikket starter jeg altid med EAU Thermale-ansigtsmist fra La Roche Posay og ’Prebiotic Face Mist’ fra Honey, derefter Vintners Daugter’s serum eller ’EGF Day Serum’ fra Bioeffekt. Så øjencreme fra Lesse og læbepomade fra Mantle.

Hvad bruger du til dit hverdags makeup-look?

’Sunglow’ fra Saie er et fantastisk produkt både sommer og vinter – om sommeren kan den fungere som den perfekte base uden andet, og om vinteren giver den virkelig den dejligste glød, man godt kan mangle. Derefter bruger jeg ’Luminous Silk Concealer’ fra Armani, ’Contour stick’ fra Westman Atelier i farven Biscout, blush i farven Tan Line fra Rhode, browgel fra Miild, lipliner i farven Iconic Nude fra Charlotte Tilbury, læbepomade fra Mantle og ’That Dewy Look’-setting spray fra Caia.

Hvordan ser din aftenrutine ud?

Hvis jeg har haft mascara på eller andet på øjnene, fjerner jeg det med Tromborgs ’Herbal Cleansing Water’. Jeg elsker at bruge en balm til at rense min hud, her bruger jeg ’Pro-Collagen Cleansing Balm’ fra Elemis om vinteren og ’Three Suns Balm’ fra Reome om sommeren. Af serum bruger jeg ’BHA 2%’ fra Paulas Choice eller et fra Vinter’s Daugher, Sonsie eller Bioefect. Jeg elsker i øvrigt at sove med Sonsies ’Multi Moisture Mask’ eller ’Beauty Sleep Mask’ fra Amazing Space.

Hvad er det vigtigste produkt for dig?

Det er svært at vælge. Om sommeren er det vigtigste jo nok solcreme. Her bruger jeg La Roche-Posays ’Anthelios UVMune 400 Invisible Fluid SPF50’. Om vinteren er det Vinters Daughter’s ’Active Serum’, selvom solcreme er vigtigt hele året rundt.

Hudpleje eller makeup?

Hudpleje! Hvis din hud er sund, ser din makeup bare bedre ud. Og oftest vil du heller ikke have brug for lige så meget makeup. Men i dag kan man heldigvis få meget hudpleje som enten er tintet, og derudover er flere og flere makeup brands begyndt at putte mere hudpleje ind i deres produkter, hvilket er fantastisk. Jeg elsker virkelig at pleje min hud og krop. Om det så er at stå op og gå rundt med hårmaske på i flere timer eller gå i vores sauna og vildmarksbad og slutte af med forskellige scrubs og give hele kroppen en gang gua sha.

Hvor springer du over?

Hvis jeg har været ude til sent, kan jeg sagtens finde på at gå i seng med min makeup. Desværre. Men så gør jeg meget for at tage revanche dagen efter med flere steps og meget mere nærende pleje.

Hvor springer du aldrig over?

Min morgenrutine. Jeg synes, min hud føles stram, og jeg kan ikke rigtig vågne, før jeg lige har kigget mig selv i spejlet og puttet noget i hovedet.

Hvad gør du med dit hår?

Jeg har de seneste fire måneder brugt Hårklinikken. Jeg var nysgerrig på, hvilken tilstand mit hår var i, og om man evt. kunne forbedre det. Mit hår har ændret sig meget de sidste fire år – mens jeg var gravid og derefter ammede – så det har været meget tykt, hvorefter jeg tabte en masse hår. Nu føler jeg, at jeg er på rette vej. Man skal virkelig ’comitte’ sig til produkterne, så derfor har jeg skruet ned for meget andet. Men når jeg har brug for ekstra styling, elsker jeg ’Thick Dry Finishing Spray’ fra Orbie. Før det brugte jeg produkter fra Blid, som jeg også var utrolig glad for, jeg har aldrig fået så mange komplimenter, som efter jeg begyndte at bruge det. Resten af min hårrutine er ret simpel: Enten lader jeg det lufttørre, og ellers blæser jeg det tørt og giver det et buk med en rundbørste eller med min Dyson ’Air Wrap’.

Hvad har du mest af?

Jeg har mest makeup, grundet mit arbejde. Der er efterhånden et kæmpe lager, men der er ikke så langt imellem min hudpleje og makeup længere. Der er virkelig sket meget de sidste år inden for beauty på den front. Men hvis det er i mit private beauty skab, vil fordelingen ligge på 70% hudpleje og 30% makeup.

Hvad er din nyeste tilføjelse?

Jeg elsker at gå på opdagelse hos I Love Beauty, der er de virkelig dygtige til at finde brands, der virkelig gør det godt. Jeg bliver altid klogere på beauty, når jeg går derned. Sidst jeg var der, kom jeg hjem med Raw Manuka Honey-ansigtsmaske. Jeg synes, det er fantastisk, når man kan bruge produkterne på flere måder. Den maske er også spiselig og booster immunforsvaret.

Hvad er det mest prisvenlige produkt, du bruger?

Jeg synes, The Ordinary ’Hyloronic Serum’ gør det fantastisk til prisen. Det koster 85 kroner.

Hvad er det dyreste produkt, du bruger?

Det må nok være mine produkter fra Vinter’s Daughter.

Får du nogle behandlinger?

Hver ottende uge går jeg hos Sidsel fra Glace i Indre By, hvor jeg får lavet lash lift og brow lamination. Negle får jeg også fast lavet hos Maya hos Revitalize DNA på Frederiksberg, for det er super vigtigt for mig altid at have pæne hænder med mit arbejde. Jeg får lavet to forskellige hårbehandlinger – jeg synes, der er en tendens til at folk får lavet behandlinger i deres ansigt, men glemmer deres hår. Jeg elsker at få lavet en ’Micro Mist Intense’-behandling hos Atelier a Place efter sommeren, så jeg kan få fyldt håret op med en masse fugt. Om vinteren elsker jeg at få ’Intense Scalp Treatment’, da den virkelig arbejder i dybden med ens hovedbund og sørger for, at man har et godt miljø i hovedbunden. Flere og flere går med hue i vinterhalvåret og kan også komme til at tage en hue på det fugtige hår, når man har travlt om morgenen og skal afsted. Det kan desværre bare give en svampe tilstand i hovedbunden. Derfor er det så vigtigt både at tage sig af sine længder og spidser, men også sin hovedbund. Det er desværre alt for lang tid siden, jeg har været til en ansigtsbehandling, men har været utrolig glad for at gå hos Intuisions og hos Care by Dalquest, der tilbyder en mere holistisk tilgang, hvor jeg kan mærke jeg også får mere ro på nervesystemet. Jeg drømmer også om en ansigtsbehandling hos Arakai. Deres univers og behandlinger ser helt fantastisk ud.

Hvad har du altid med i tasken?

Browgel fra Miild og læbepomade fra Mantle eller Sonsie.

Hvad har du altid med på job?

En facemist. Det er rart lige at kunne få noget ekstra fugt i løbet af dagen og føle man bliver frisket op. Der skifter jeg i mellem Bioeffect, Caia, Honey og Rhode.

Tager du tilskud eller vitaminer?

Ja, jeg startede i sensommer med at lave fermenteret hvidløg i honning. Hvis man tager et skud af det om dagen, skulle det hjælpe med fordøjelsen og styrke immunforsvaret. Og så tager jeg Lanserhofs ’Mitochondria Complex’.

Har du et beauty-hack?

Alle ved det, men vand og søvn er bare essentielt. Hvis du er i underskud på de ting, kan det hurtigt ses på huden. Et mere konkret beauty tip er, hvis du er begyndt at få flere linjer omkring øjnene, kan det være svært, hvor man skal lægge sin concealer, men hvis du rynker øjnene sammen og påfører concealeren med duppe bevægelser, vil du kunne se, hvor der ikke kommer concealer på. Det er der i linjerne, produktet hurtigt vil gå ind og sætte sig. Derfor er et godt trick at fjerne concealeren med en vatpind dér, så der kun er et meget tyndt lag. Hvorefter du let kan putte en setting powder på, men gerne en der ikke tørrer for meget ud.

Læs ogå

Skønhed

Mathilde Gøhler: “Jeg lærer mine to piger, at når de kigger sig i spejlet, så smiler man lige til sig selv”

Blonder, faux fur og lingeridetaljer: Sådan giver du dine looks på de grå vinterdage liv

Foto: Lana Ohrimenko
Styling: Søren Kolborg
Set designer: Valentina Luppino
Casting director: Caroline Clante
Hår: Kasper Andersen
Makeup: Natalia Syrik
Model: Hanna Felding
Fotoassistent: Valdemar Braunstein
Stylingassistent: Robin Mae
Production manager: Jonas Persson
Producers: Ida Mortensen & Maca Abente Gaydou
Tak til The Lab CPH og Angela Djekic.

Læs ogå

Mode

Fra Balenciagas ’City’ til Louis Vuittons ‘On the go’: Disse 7 tasker, du måske allerede ejer en af fra din ungdom, er tilbage

Irina Olsen: “Vi ved i dag, at folk, der taler grimt, projicerer deres egne usikkerheder over på andre, og derfor tænker jeg også meget hurtigt, at det handler om personen selv”

Blå bog

Irina. Født 1987. Boede i Ukraine i de første 10 år af sit liv, før familien flyttede til Danmark. I barndommen var hun elitekunstskøjteløber. Hun blev kendt i den danske offentlighed, da hun medvirkede i realityprogrammet ”Fristet” i 2011. Siden da har hun deltaget i en lang række reality- og TV-programmer heriblandt ”En diva vender hjem”, ”Beauty Bosserne”, ”The Olsens” og senest i første sæson af ”Spillet”. Hun er influencer, iværksætter, forfatter og foredragsholder og har mere end 260.000 følgere på sociale medier, hvor hun deler ud af sit liv på autentisk vis. Senest har hun udgivet podcasten ‘Selv glad’, der inden længe kommer i et liveformat. Hun bor i Nivå med sine to børn.

1. SKØJTEPRINSESSE

“JEG VAR KUN fire år, da jeg startede med at dyrke skøjteløb. Sporten var utrolig populær i Ukraine. Vi havde olympiske mestre og verdensmestre, og i den klub, jeg gik i, mødte jeg store legender hver eneste dag. Når man er omgivet af den slags mennesker, lærer man, at alt er muligt, så længe to fundamentale ting er på plads: Man skal tro på sig selv, og man skal træne benhårdt.

I skøjtesporten kan det nogle gange tage flere år at træne sig op til et bestemt element. Jeg kan stadig huske, da jeg skulle lære at lave triple loop. Når jeg ankom til dagens anden træning for at øve springet, havde jeg allerede været til morgentræning kl. 5, jeg var altid øm fra træningen dagen forinden, og jeg var som regel sulten, fordi jeg var nødt til at være nøje kalkulerende med, hvor meget mad jeg indtog, for at holde vægten nede. Alligevel var det bare at gå i gang. I løbet af sådan et træningspas prøver man måske 100 gange. Og alle 100 gange falder man. Sådan fortsætter det dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned, nogle gange år efter år. Man ved, at det er en betingelse, at man måske aldrig nogensinde kommer til at lande det spring, men man bliver ved med at tro på sig selv.

“Jeg har haft fjæset nede i mudderet rigtig mange gange i mit liv, hvor alt har fejlet, og jeg har stadig dage, hvor jeg tvivler på, om jeg egentlig har styr på noget som helst”

Lige pludselig en dag mærker man følelsen af, at den er ved at være der. Man lander næsten, som man skal, men falder alligevel. Så lander man igen næsten, som man skal, men falder igen lige akkurat. Men inderst inde ved man, at lige om lidt, så er den der. Det er som en intuition, man næsten kan gribe fat om. Dét er en fed følelse. Det er faktisk en federe følelse, end når man endelig lander springet, for der er ikke tid til at hvile på laurbærrene. Så er det tid til at lære næste element. Så er det forfra igen med alle de fald, al den smerte, alle de blå mærker, der uundgåeligt følger.

Det er sådan, jeg er skolet, og det er stadig sådan, jeg tænker i dag. Jeg ved, at man er nødt til at blive ved, når man har sat sig et mål, og så kan det godt være, det føles urealistisk, og at andre synes, at man burde skrue ned for både charmen og forventningerne, men jeg ved, at hvis man er tålmodig og altid yder sit bedste, så sker det en dag.

Dengang i Ukraine var mit mål at blive olympisk mester i skøjteløb. I dag er det andre ambitioner, jeg har for mig selv, der handler om at sætte forretningsmæssige mål og forfølge mine store passioner. Jeg har haft fjæset nede i mudderet rigtig mange gange i mit liv, hvor alt har fejlet, og jeg har stadig dage, hvor jeg tvivler på, om jeg egentlig har styr på noget som helst. Men hver gang vender jeg tilbage til de værdier, jeg voksede op med i skøjtesporten. Jeg siger til mig selv: ‘Det kan godt være, alt er forfærdeligt lige nu, Irina, men tro på dig selv, og hold hovedet højt.’

Som skøjteløber lærer man ligefrem at gøre det helt fysisk. I de 16 år, hvor jeg rejste rigtig meget rundt til konkurrencer, optrådte jeg altid alene på isen. Det var mig alene i den her kæmpestore skøjtehal foran alle de mennesker, men jeg lærte altid at træde frem med hagen løftet.”

2. ENSOMHED

“ET AF MINE største talenter er evnen til at starte forfra. Nogle gange har det været selvvalgt, andre gange noget, jeg har været tvunget til. Den sværeste gang, hvor jeg måtte genopfinde mig selv, var da jeg lagde skøjteløberlivet på hylden. Uundgåeligt meldte der sig tanker i mit hoved: ‘Hvem er jeg så nu? Hvad kan jeg finde ud af? Hvad har jeg lyst til? Er jeg overhovedet nogen, når jeg ikke længere er skøjteprinsesse?’

I de år blev jeg meget tiltrukket af gothkulturen. Jeg elskede musikken, ikke mindst My Chemical Romance og hele den vibe, de repræsenterede, men jeg skrev også digte og lavede tegninger med afsæt i gothgenren, og jeg gik helt klædt i sort, med sort hår, sort eyeliner, sort læbestift. Jeg var en del af forskellige udenlandske fora, der dyrkede stilen, for der var ikke så mange herhjemme, der gik op i det. Bare sådan noget som at gå med sorte negle – det var overhovedet ikke trendy på det tidspunkt.

“Når man tager en person, som ikke har lavet andet end at dyrke sport hele sit liv, som ikke ved noget om noget, og den person så pludselig skal klare sig uden netværk, uden penge, uden forældre, så kan man måske godt forestille sig, at det ikke har været kønt”

Under hele min skolegang havde jeg altid gået i træningstøj. Det var der nogle helt praktiske årsager til, for jeg havde altid en ny træning, der ventede lige om hjørnet. Men efter at jeg havde lagt skøjteløbet bag mig, skulle jeg for første gang til at forholde mig til, hvordan jeg gerne ville udtrykke mig, og her valgte jeg en stil, som gjorde, at jeg kom til at skille mig lidt ud, for at sige det mildt. Det var meget sjældent, at jeg mødte nogen på gaden, der så ud som mig. Det var i gymnasieårene, hvor jeg i forvejen var lidt af en outsider, så jeg fik mange blikke fra folk, der helt tydeligt tænkte: ‘Hvorfor kan du ikke bare have normalt tøj på som alle os andre?’ Jeg tror også, det er derfor, jeg stadig i dag har så stærkt et behov for at have frihed til at udtrykke mig og være den, jeg er.

Dengang var hele gothkulturen og det miljø, jeg var en del af online, med til at få mig igennem en periode, hvor jeg gik noget svært igennem, og som endte med, at jeg løb hjemmefra. Der var nogle usunde dynamikker i min familie, som jeg måtte væk fra, så som 18-årig stak jeg af og tog på krisecenter. Herfra måtte jeg forsøge at starte forfra helt alene.

Jeg traf rigtig mange mærkelige beslutninger, for jeg havde ikke nogen til at rådgive mig. Når man tager en person, som ikke har lavet andet end at dyrke sport hele sit liv, som ikke ved noget om noget, og den person så pludselig skal klare sig uden netværk, uden penge, uden forældre, så kan man måske godt forestille sig, at det ikke har været kønt. Jeg var fuldstændig on my own i forhold til at lære alting om livet. Bare sådan noget som at lære at aflæse mennesker. Hvem omgås man? Hvem omgås man ikke? Hvad er de røde flag? Jeg skulle også finde ud af, hvem jeg overhovedet var, og hvad jeg ville bruge mit liv på. Det var en langsommelig proces, hvor jeg lidt efter lidt fandt ud af, hvad min interesse var, hvad min passion var, hvem jeg selv var.

“Efterhånden er jeg startet forfra så mange gange, at jeg ikke længere er bange for det. For jeg skal nok finde min vej frem”

Der har været flere tidspunkter i mit liv, hvor jeg ikke har kunnet finde svar, og hvor det har føltes, som om jeg hele tiden har taget det forkerte valg, men intet overgår tiden i slutningen af mine teenageår, da jeg stod helt alene og måtte starte forfra. Efterhånden er jeg startet forfra så mange gange, at jeg ikke længere er bange for det. For jeg skal nok finde min vej frem. Selvfølgelig har jeg dage, ligesom alle andre, hvor jeg har lyst til at give op. Men jeg tillader altid kun mig selv at have det sådan i én dag. Én dag til at slikke sårene og være selvmedlidende. Så starter vi forfra igen i morgen. Der er ingen tid at spilde, når man har besluttet sig for at opnå noget her i livet.”

3. RAMPELYSET

“I STARTEN AF 20’erne medvirkede jeg i realityprogrammet ‘Fristet’. Jeg var stadig ved at finde min rette hylde i tilværelsen og havde lidt tilfældigt sendt et par ansøgninger afsted til forskellige realityprogrammer, fordi jeg tænkte, at det måske kunne være meget sjovt at prøve. Det blev lidt af en oplevelse. Pludselig måtte jeg høre på, hvad alle og enhver syntes om mig og mit udseende.

Jeg tror, det var heldigt for mig, at jeg i løbet af min opvækst havde været vant til at stå helt alene ude på isen. Som skøjteprinsesse må man også lægge ører til mange grimme kommentarer fra folk. Der har været masser af gange, hvor jeg på vej ud på isen har overhørt voksne mennesker sige: ‘Se lige, hvor grim en kjole hun har på.’ Det eneste, man kan gøre, er at lægge det fra sig og koncentrere sig om det mål, man har sat.

Det har været med til at gøre, at jeg er meget tykhudet. Det lyder måske som en arbejdsskade, men vi ved jo i dag, at folk, der taler grimt, projicerer deres egne usikkerheder over på andre, og derfor tænker jeg også meget hurtigt, at det handler om personen selv.

“Frygten for negative kommentarer er ikke værd at opgive sine drømme for”

Jeg prøver også at være efter mig selv, hvis jeg begynder at få dømmende tanker om andre. Vi er jo bare mennesker, så det er svært at undgå, at de tanker opstår, men jeg prøver at minde mig selv om, at jeg heller ikke ville bryde mig om, hvis andre tænkte den slags om mig. Når de dømmende tanker dukker op i mit hoved, spørger jeg mig selv: ‘Har du nogen relation til det menneske? Påvirker det dit liv, hvad personen gør? Nej. Fint, let it go.’ Hvis man virkelig føler for at leve sit autentiske liv, skal man også tillade andre at gøre det, der er det rigtige for dem.

Når jeg nogle gange kigger på billeder af mig selv fra tidligere, kan jeg ikke lade være med at tænke: ‘Oh my goodness, hvad i alverden havde jeg gang i?’ I perioder har jeg eksperimenteret rigtig meget med min stil og eksempelvis gået med rigtig meget makeup. Det var der også mange andre, der havde holdninger til, men jeg er simpelthen så glad for, at jeg holdt fast i, at det var sådan, jeg havde brug for at gå klædt på det tidspunkt. Jeg ville aldrig være blevet den, jeg er, hvis jeg var blevet ved med at tone mig selv ned, og jeg er rigtig glad for at være lige præcis mig.

Uanset om det gælder din stil, dit arbejde eller en bestemt drøm, du har, så betaler det sig aldrig at opgive det på grund af andre folks kommentarer. Man skal ikke være bange for at være den, man er, men paradoksalt nok er det ofte det unikke ved en, som man ender med at tone ned, fordi man er bange for ikke at blive accepteret af fællesskabet. Men tro mig, jeg har hørt alle de kommentarer, man kan høre derude, og to uger efter har alle glemt det igen. Vores verden ruller så hurtigt afsted. Frygten for negative kommentarer er ikke værd at opgive sine drømme for.”

4. HJEMLØS

“I SPORTENS VERDEN gælder der en simpel naturlov: Hvis du træner hårdt, kan du bedre præstere til konkurrencerne, og så har du en bedre chance for at vinde. Sådan gælder det ikke nødvendigvis i alle andre aspekter af tilværelsen. Når det kommer til beauty, business og iværksætteri, handler det også om held, om netværk og om timing, og det har jeg ikke altid været særlig god til.

Da jeg var i starten af 20’erne og skulle forsøge at bygge mit brand op, havde jeg ingen forstand på forretning. Der var tidspunkter, mens mit ansigt var i TV, i ugebladene og på sociale medier, hvor det hele var ved at krakelere for mig. Mange af de kolleger, jeg havde på det tidspunkt, havde en vild livsstil, hvor de smed omkring sig med penge, men mange af dem kom også fra velstående familier, hvor de ikke behøvede at frygte, at de lige pludselig løb tør for dem. Sådan var det ikke for mig. Jeg havde måske penge til rugbrød, men ikke til leverpostej, og jeg har flere gange måttet sælge alt, hvad jeg ejer, for at holde mig oven vande. Hvis jeg havde sagt det højt dengang, ville folk ikke have troet på mig, for man har nogle forventninger om, at hende fra TV garanteret har alt. Men når man får 10.000 kr. fra et eller andet TV-program, og det er den eneste indtægt, man har, så er de penge hurtigt væk igen.

“På et tidspunkt blev det så grelt, at jeg ikke havde noget sted at sove. Selvom jeg kendte mange mennesker, havde jeg ikke nogen, der stod mig nær. En sen aften befandt jeg mig på Østerport Station og havde ikke nogen steder at tage hen. Jeg vidste vitterligt ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg begyndte at se mig om efter en bænk, hvor jeg kunne få nogle timers søvn”

På et tidspunkt blev det så grelt, at jeg ikke havde noget sted at sove. Selvom jeg kendte mange mennesker, havde jeg ikke nogen, der stod mig nær. En sen aften befandt jeg mig på Østerport Station og havde ikke nogen steder at tage hen. Jeg vidste vitterligt ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg begyndte at se mig om efter en bænk, hvor jeg kunne få nogle timers søvn. Samtidig var jeg klog nok til at vide, at jeg som ung kvinde ikke bare kunne lægge mig hvor som helst. Jeg traskede lidt omkring, før jeg tilfældigvis så en mindre flok hjemløse, der lå gemt og afskærmet fra regnen. Så gik jeg forsigtigt hen og blev mødt af blikke, der sagde, at det var okay, at jeg lagde mig ved siden af dem.

Mens jeg lå krøllet sammen på jorden, mindedes jeg en træner, jeg havde haft i Ukraine. Han havde tidligere haft en masse olympiske mestre i folden. Han var en lidt atypisk østeuropæisk træner, for det var ikke udelukkende tough love, og vi havde et meget tæt forhold, for han forstod mig rent psykologisk. En dag sagde han til mig: ‘Irina, der er mange, der arbejder hårdt. Der er mange, der er talentfulde. Der er mange, der kan en hel masse ting. Men når vi snakker sport, og det gælder også livet, så er der rigtig mange, der ikke kan finde ud af at presse sig det sidste stykke, når det først bliver rigtig hårdt.’

“Der er mange, der arbejder hårdt og er talentfulde, men det er ikke alle, der kan presse sig selv, når det virkelig bliver svært”

Han gik meget op i at lære mig, at life is tough, men at det hele handler om, hvad du gør i de situationer, hvor det virkelig spidser til. Jeg sagde til mig selv: ‘Fint, det er den situation, du står i nu. Lige nu kan du ikke gøre noget, men i morgen bliver du nødt til at tænke i løsninger. Du bliver nødt til at prøve at finde et arbejde. Du bliver nødt til at prøve at få styr på dig selv. Du bliver nødt til at prøve at få styr på dit liv.’

Det paradoksale var, at jeg allerede havde en af Danmarks største blogs på det tidspunkt. Jeg havde bare ikke lært mig selv, hvordan jeg skulle tjene penge på det. Næste morgen bed jeg stoltheden i mig og tog hjem til mine forældre igen. Herfra begyndte jeg lige så langsomt at bygge min forretning op til at blive bæredygtig. Det var learning by doing: Hvad fungerer, og hvad fungerer ikke? Det startede med meget, meget små beløb, og det var faktisk først, da jeg fødte min datter, at jeg begyndte at tjene penge nok til at kunne betale min husleje.

“Jeg elsker the downs of life, for de har gjort mig stærkere og mere rustet”

Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg elsker the downs of life. Selvfølgelig ikke når jeg står lige midt i dem, men følelsen, når man begynder at komme sig over nedturen, er en af de fedeste, der findes. Jeg har det altid, som om systemet er blevet opgraderet. Der er mange af de ting, jeg har gået igennem, der kunne have knækket mig, men i dag føler jeg, at alt, hvad jeg har været igennem, har gjort mig stærkere og mere rustet. Jeg ville ikke have, at noget af det havde været anderledes.”

5. LIVSBESLUTNINGER

“FOR NOGLE ÅR siden brød jeg forlovelsen til min daværende kæreste og faren til mit barn, fordi han havde et alkoholmisbrug. Jeg er ikke god til at træffe store beslutninger. Så længe jeg kan se et spinkelt håb, så længe der stadig er et eller andet at hægte troen op på, så holder jeg ved. Jeg kan virkelig gå linen ud, så det bliver decideret skadeligt for mig selv, men når der til sidst ikke er andre udveje end den definitive, så er jeg til gengæld også færdig. Jeg stoler fuldt ud på min mavefornemmelse, når den fortæller mig, at nu er det tid til at stoppe.

Det er specielt at træffe så store, livsændrende beslutninger, når man ved, at man samtidig har offentlighedens bevågenhed. Men jeg synes også, jeg har lært at abstrahere fra det, når jeg har brug for at abstrahere fra det. Jeg forstår jo fuldt ud, hvorfor der er en interesse for mit liv, for det er mig selv, der i så mange år har delt ud, så selvfølgelig vil folk også gerne høre det, når der sker store, livsomvæltende og ikke altid særlig positive forandringer.

Og ja, så er der en masse meninger fra alle mulige, men det har jeg accepteret som en del af pakken ved at være et offentligt menneske. Hvis jeg boede i USA, ville jeg ikke kunne gå uden for en dør med mine børn, så jeg hæfter mig ved, at jeg trods alt lever i Danmark, hvor jeg kan leve mit liv rimelig privat og selv vælge, om jeg vil ud med noget eller ej. Hvis jeg har en dårlig dag, hvor jeg har brug for at holde kortene tæt ind til kroppen, er det måske ikke der, jeg skal dukke op på den røde løber.

Det er selvfølgelig ikke sjovt, hvis der florerer historier om ens privatliv, som kan føles pinlige, eller hvor det kan være svært at vide, hvilke ord man skal sætte på det, men der er faktisk også noget terapeutisk i at prøve at bearbejde det ved at dele det. For man finder altid ud af, hvor mange andre mennesker der står i præcis den samme situation, som man selv står i. Jeg synes, der er noget utrolig rart over den fællesskabsfølelse, man mærker, når man deler ud af sine kriser.”

6. IRINA 2.0

“FOR TIDEN STÅR jeg i en svær situation, hvor meget falder fra, og hvor der virkelig er blevet rykket ved den stabilitet, jeg følte, jeg havde. Af forskellige årsager har jeg været nødt til at forlade min eksmand og dermed hele det liv, vi havde sammen, og det gør, at jeg i højere grad end nogensinde før bliver nødt til at stille mig selv spørgsmålet ‘Hvordan skal resten af dit liv se ud herfra?’.

Der har været nogle år, hvor jeg har været lidt for meget i overlevelsesmode og glemt at pleje mig selv, fordi jeg bare har rendt rundt i hamsterhjulet og tænkt: ‘Jeg skal også nå dét og dét og dét.’ Jeg har haft en tendens til at sætte mig selv i anden række, for jeg er typen, der rigtig gerne vil redde folk, jeg holder af, og det tog mig alt for lang tid at indse, at jeg ikke kan redde alle.

Det har snart været meget lang tid nu, hvor jeg virkelig har presset mig selv utrolig hårdt, og det er fint, for det er jeg vant til fra sporten, men jeg kan også mærke, at jeg har brug for en periode nu, hvor jeg stopper op og finder ud af: ‘Hvem er Irina 2.0?’ Jeg har brug for at bringe mig selv frem i første række igen. Jeg har brug for at lave de ting, jeg selv godt kan lide at lave. Jeg har brug for at være out there, at være mere social og have gang i en masse fede projekter.

“Nu er det tid til Irina 2.0, og det bliver endnu bedre end Irina 1.0”

Jeg havde glemt, hvad jeg kan, og hvor stærk jeg er, men jeg har akkumuleret noget styrke igennem mit liv, som jeg nu har brug for at hive frem for at trække en streg i sandet og starte på en frisk. Første halvdel af mit liv er slut, og her gjorde jeg nogle ting, som jeg ikke kan gentage. Nu er det tid til Irina 2.0, og det bliver endnu bedre end Irina 1.0.

Selvfølgelig kan man ikke svæve på en lyserød sky hver dag, men man kan finde hen et sted, hvor livet føles godt, og det gjorde det ikke til sidst i mit tidligere forhold. Jeg kunne ikke genkende mig selv. Jeg var pludselig ligeglad med alting. Jeg havde ikke lyst til noget. Når jeg kiggede mig i spejlet, var gnisten i mine øjne væk. Det er et uhyggeligt sted at være. Til sidst måtte jeg ruske i mig selv og sige: ‘Hvis du bliver ved med at sidde fast i noget, som gør dig ulykkelig, som slukker gnisten i dig, hvad regner du så med, der venter forude?’

Bare i den korte tid, der er gået, siden jeg tog beslutningen, har jeg følt, at jeg har fået en helt ny smag for livet. Jeg går igennem København og nyder en god kop kaffe, jeg popper ind forbi et event og mødes med mennesker, jeg holder af. Jeg føler mig også sindssygt kreativ. Jeg føler virkelig, at jeg blomstrer igen.

Det bekræfter mig i, at det er det rigtige valg, jeg har taget. Den tid, vi har på jorden, er så dyrebar. Jeg plejer at sige, at ingen dag må spildes. Selvfølgelig skal vi også huske at slappe af, men jeg har også brug for at mærke, at jeg hele tiden rykker mig. Det er også derfor, jeg har brug for at sætte mig selv i første række for en stund. Ikke for at være egoistisk, for det er det sidste, jeg er, men for at give mig selv lov til at leve livet til maks. og være den bedste version af mig selv. Jeg ved, at jeg er på rette vej. Jeg kan nærmest lugte, at jeg er på vej ind i et magisk kapitel af mit liv, som forhåbentlig kan vare ved, lige til jeg bliver 125 år.”

7. SELVGLAD

“DA JEG KOM til Danmark og skulle lære sproget, kunne jeg ikke forstå, hvorfor selvglad var så negativt ladet et ord. Hvad skulle der dog være galt i at være glad for sig selv?

Senere, da jeg begyndte at lave TV, var det et ord, der gik igen i folks beskrivelser af mig. Der var mange, der sagde: ‘Hende Irina virker lidt selvglad.’ Jeg vidste godt, at jeg ikke var alles kop te, men når man laver reality, skal man pludselig forholde sig til alle mulige menneskers holdninger. Her gik selvglad ofte igen.

“Hver gang, folk omtalte mig som ‘selvglad’, begyndte jeg i stedet at vende det på hovedet og høre det som deres måde at sige: ‘Hvor er det sejt, at hun tør at være fuldstændig sig selv”

Det fik mig til at tænke meget over selve ordet. Nogle gange, når man fremstår ret selvsikker og ikke skammer sig over det, tror jeg godt, det kan overvælde folk. Det her med, at man egentlig bare tør hvile i at være sig selv. Så hver gang folk omtalte mig som ‘selvglad’, begyndte jeg i stedet at vende det på hovedet og høre det som deres måde at sige ‘Hvor er det sejt, at hun tør være fuldstændig sig selv’ på.

Da jeg startede min podcast og skulle finde ud af, hvilket navn den skulle bære, fik jeg lyst til at tage ordet og splitte det i to: selv glad. Det virkede som et godt udgangspunkt for en podcast, fordi det åbner for rigtig mange interessante snakke: ‘Hvordan bliver vi glade for, hvem vi er?’

På en måde opsummerede ‘selv glad’ også hele min karriere. Jeg har altid været optaget af at dele med andre, hvordan jeg finder styrke i mig selv, og hvordan jeg finder selvtillid og glæde, selv når tingene er svære at rejse sig fra.

For tiden er jeg ved at udvide hele ‘Selv glad’-universet, så det også skal indebære talkshows og alle mulige andre ting. Det hele skal kredse om at være glad for sig selv, præcis som man er, uden at frygte at blive dømt af andre. Det går jeg selv meget op i. Jeg spørger mig selv på daglig basis: ‘Er du glad for den, du er? Er du selv glad?’ Det er måske det allervigtigste spørgsmål at kunne svare ja til.”

8. ROLLEMODEL

“JEG ER STOLT af at være nomineret til ELLE Awards (Irina er nomineret i kategorien ‘Årets Stemme’ ved ELLE Awards 2025, red.), men jeg er faktisk ikke interesseret i at være en rollemodel. Der er noget ved selve ordet ‘rollemodel’, som giver mig associationer til perfekthedskulturen – som om man forventer, at en rollemodel tager alle de rigtige beslutninger lige efter bogen. For sådan er jeg ikke.

Men hvis jeg kan dele ud af mit liv, og det kan være med til at gøre, at folk finder trøst eller inspiration, så gør det mig selvfølgelig stolt, men jeg prøver ikke at leve op til at være en rollemodel, for jeg har brug for at lave fejl, og jeg ved, at jeg kommer til at lave mange flere fremadrettet. Jeg kommer aldrig til at være perfekt. Jeg kommer til at være præcis den, jeg er, uanset hvad alle andre måtte synes om det.

“Det vigtigste for mig er at skabe et liv, hvor mine børn ikke skal stå så alene, som jeg gjorde”

Det eneste, der virkelig betyder noget for mig, er at skabe noget, som gør, at mine børn ikke skal igennem de samme ting, som jeg gik igennem. Jeg håber, jeg kan give dem en base, som jeg ikke selv havde, ikke kun økonomisk, men også ved at lede dem i den rigtige retning, så de lige så langsomt kan lære at træffe gode beslutninger for sig selv.

Selvfølgelig ved jeg godt, at jeg ikke kan beskytte dem mod alt, men jeg vil gøre mit bedste for at guide dem væk fra de helt kritiske situationer, jeg selv har stået i. For selvom det har været med til at gøre mig tykhudet, var det også virkelig hårdt som et ungt menneske at stå så alene, og det ønsker jeg ikke for nogen andre. Slet ikke mine børn.

Jeg prøver også at give dem frihed til at mærke efter, hvem de er, allerede fra en tidlig alder. Selvfølgelig skal de have en struktur omkring sig, men de skal have lov til at gøre det, de har lyst til, se det, de har lyst til, og gå i det, de har lyst til – så længe de ikke fryser. Jeg elsker, når min datter går i min garderobe og sammensætter alt muligt, som er helt skørt og mærkeligt. Jeg giver hende også lov til at have mærkelige outfits på i skolen, for hun skal vide, at det er i orden at udfolde sig. Det giver mig faktisk en form for stolthed, at hun allerede tør fyre den af som lige præcis det lille, dejlige menneske, hun er.”

Læs ogå

Karriere

Tessa: “Hvis nogen skulle få lov til at opleve medgang efter at have fået kastet så meget lort i nakken først, så er det fandeme mig”

Kom med indenfor i den parisiske bolig med et strejf af 1930’erne og 1970’erne

I 10 år har Julia Rouzaud opsnuset trends og inspireret design- og interiørinteresserede via Goodmoods, hendes onlinemedie, der kombinerer inspiration, kuratering og kunstnerisk ledelse. Med en passioneret baggrund, hvor både hendes bedstemor var antikvitetshandler og hendes mor indretningsarkitekt, har hun altid dyrket sansen for iscenesættelse og æstetik. Nu tager hun et skridt videre med lanceringen af Julia Rouzaud Studio, som er dedikeret til udviklingen af både private og offentlige rum – fra indretningsarkitektur og dekoration til kunst kuratering. ”Det er en naturlig forlængelse af det arbejde, jeg allerede lavede for brands gennem Goodmoods,” forklarer hun. ”Nu leger jeg kulissepige. Lige nu arbejder jeg på en vingård i Californien og på forvandlingen af et palæ i Reims.” Man ved, at hendes ordrebog snart er fyldt…

TRENDSÆTTER

Trendsætter Julia Rouzaud tager også selv fat og designer møbler. I hjemmet ses hendes orange lakerede træsofa. På væggen hængeret maleri af René Roche og et par væglamper fra serien Disc and A Sense of Detail. Grafiske linjer præger indgangen mellem tæppet, der hænger som et gobelin fra Les Editions de Tapis, sofabordet ”45”, der er blevet til en bænk lavet af Carvalho-fineret lamelplade signeret af Cara Davide fra Vero International, og gulvlampen Angel Wing fra 1954 af Alvar Aalto hos Artek. Til højre står et specialfremstillet skab med bikageformet panel og kontordør dekoreret med pynt fra Schumacher.

Julia Rouzaud bor selv i en bygning fra 1930’erne, hvilket inspirerede hende til en indretning, der var i tråd med den oprindelige arkitektur. ”Stedet havde været frosset fast i sin tid. Alt skulle gentænkes, fra rumcirkulationen til plantegningen, men jeg ville bevare stedets ånd,” forklarer hun. Hun renoverede således med lige dele respekt for det originale og moderne mod: lister ved bygningens indgang er genfortolket i stuen, trævinduer klone tidentisk, køkken designet som et servicekontor fra 1930’erne medet brudt flisegulv, anigree-træværk for at skabe specialopbevaring same møbler fra Swedish Grace-perioden.

SWEDISH GRACE ELEGANCE

I den art deco-inspirerende stue fik Julia Rouzaud travertinpejsen lavet efter mål hos Toscana & Tradition med udskårne spejle i 1930’er stil som baggrund. Den er omgivet af bogreoler, hvori en vase af Eltore Sottsass, skandinavisk keramik og geometriske litografier af den italienske maler Alberto Magnelli står. I midten et maleri af René Roche. I forgrunden åbner de marmorerede og ombetrukkede sorte lænestole rummet op til to sofaer, der også er ombetrukket, og en gammel opiumseng omdannet til et sofabord. På toppen står Albarello-potten fra Cosein-corso og en colombiansk kurv lavet af Werregue-palmefibre. Til venstre, oven på et svensk møbler fra 1930’erne, fire gouacher af Géraldine Roussel. Modsat står et billede fundet på et loppemarked og en væglampe af Johanna de Clisson hos Hiromi. Tæppet er fra Nordic Knots.

FORTSATTE MED IDEERNE

Over rammen på skydedørene, der åbner ud til spisestuen, har Julia Rouzaud genskabt den liste, der pryder indgangen til bygningen. Omkring det special lakerede bord blev de lakerede træstole af Kazuhide Takahama ombetrukket med Tutsi-fløjl af David Kaihoi for Schumacher. Over skænken fra 1950’erne og på væggen med paneler af hør og silke, nærmere bestemt Dedarstof, er der dyretapeter fra Les Editions de Tapis og et sæt bambuslampetter, Uchiva, fra 1970’erne af Ingo Maurer. Messing ophænget er Carmela fra Danke Galerie.

VED OPRINDELSEN

For at fordybe sig i et univers fra 1930’erne valgte Julia Rouzaud et cremefarvet Cubex-køkken, en sandblæst træbordplade, en bordeauxrød vægfarve og et brudt flisegulv a la terrazzo.

TILBAGE TIL VINDUET

Skrivebordet i træ og metal fra Note Design Studio, der er placeret på et uldtæppe fra Nordic Knots er bevidst placeret i et hjørne af stuen. På det står 70’er-Flu-lampen af Giuliana Gramigna. De nye trævinduer er dekoreret med persienner og gardiner.

VARIATIONER AF TRAVERTIN

Spejl- og træpanelerne afspejler elegancen i badeværelset, hvor travertin er i fokus – både i gulvets layout, badekarrets beklædning og den specialfremstillede bordplade. Alt fra Tuscan & Tradition og baseret på træfinermøbler. Tre lamper fuldender den raffinerede indretning med, fra venstre mod højre, væglampen Frame OW af Violaine d’Harcourt, et ophæng af Gino Sarfatti fra Flos og væglampen Nuvol Double af Mauricio Obarrio fra Contain. Hvad angår farver, fordybede Julia Rouzaud sig i fotografierne af Yves Saint Laurent og Pierre Bergés bolig fra i 70’erne på Rue de Babylone og tilegnede sig den gennemgående palette af beige, træ og creme.

FLØJLSPOTE

For at forstørre soveværelset falder den samme lyse maling fra loftet ned på væggene. Rummet, der emmer af karamelfarver, er en oase af blødhed med sit raffia-tapet fra CMO, der matcher de beige nuancer på den specialfremstillede seng dekoreret med fløjl, gardinerne fra Schumacher og tæppet fra Les Editions de Tapis. Kun det fuchsia-farvede sengetæppe fra Pierre Frey bryder skalaen. Til venstre står en skandinavisk stol sammen med lænestolen Paimio, designet i 1930’erne af Alvar Aalto.

Læs ogå

Bolig

Kom med indenfor hos tandlæge og influencer Ilirida Krasniqi: “Favoritrummet i min lejlighed er min altan om sommeren og mit snedkerlavede køkken om vinteren”

Kom med indenfor, når Sarah Rohde viser sin villa i Hellerup

De var egentlig glade for at bo på Christianshavn i en gammel toplanslejlighed med skæve vægge og masser af sjæl. Ovenover boede Sarahs bror med sin familie, og hunden Bella løb frit fra køkkenet og ud i gården – et hundeliv, der hører til sjældenhederne i byens lejligheder. “Vi elskede at bo der, men i takt med at Ella blev større, begyndte vi at mangle plads og mere opbevaring til alle børnetingene. Vi overvejede længe at blive i byen – men det var svært at finde noget, der både passede til vores behov og var hundevenligt. Til sidst gav det mere mening for os med hus og have – og en stor kælder til alt vores grej,” fortæller Sarah.

For et lille år siden rykkede de ud af byen og ind i et hjem med plads til større armbevægelser. De faldt for huset ved første blik – de tre stuer en suite, radiatorskjulerne og de indbyggede reoler: “Generelt det, at huset stadig havde så mange originale detaljer bevaret. Efter ti år i en lejlighed med små rum på to etager var ønsket om store, sammenhængende rum stort – vi kunne straks forestille os middage, legeaftaler og plads til både børn og voksne,” siger Sarah.

Også afstanden til byen var et stort plus, da huset ikke ligger længere væk end en cykeltur til Sarahs arbejde på Østerbro. “Samtidig bor bedsteforældrene lige i nærheden – farmor rundt om hjørnet og mormor og morfar ti minutter væk – hvilket gør det let og hyggeligt. Og så nyder vi, at Hellerup Havn ligger tæt på,” siger hun.

Indvendigt stod huset overordnet set fint, men haven var et vildnis. Fra vejen kunne man næsten ikke se huset, og baghaven var groet til med højt græs og buske, fortæller Sarah. “Mikkel har brugt utallige timer på at få styr på det, og har blandt andet selv plantet forhavens taks, som vi hentede fra landet – men desværre ser det ikke ud til, at alle har overlevet, så til vinter venter nok endnu et busk-projekt. ”

Køkkenet fik også en make-over med maling og nye greb, men på sigt har Sarah og Mikkel planer om et nyt, der samtidig skaber sammenhæng til husets to badeværelser. “Det har været vigtigt for os først at flytte ind og mærke huset, før vi går i gang med den videre renovering. Når vi på sigt renoverer køkken og badeværelser, vil det ske med respekt for husets stil, så det ikke bliver for moderne eller skærer sig på arkitekturen,” siger Sarah.

Netop arkitekturen har også på sin vis dikteret nogle af de indretningsmæssige valg. Sarah beskriver deres fælles stil som “mini-malistisk og klassisk med enkelte designklassikere – krydret med møbler med et mere kunstnerisk udtryk,” og både hun og Mikkel har en forkærlighed for stole. 280 Zig Zag-stolen købte de hos 3Falke som det første til huset, selvom der manglede alt fra lamper til haveredskaber. Wassily-lænestolen og Tube Chair fra A. Petersen er andre stole-favoritter.

“Det er vigtigt for os at have et hjem, der bliver brugt og har god energi, og at børn kan lege frit. Selvom det kan virke skørt at have en lys vintage Florence Knoll-sofa med en hund, en fireårig og en baby på vej, vil vi hellere leve med en plet eller to end at gå på kompromis. Møblerne skal ikke stå som museums genstande, men bruges og slides– derfor køber vi ofte vintage, hvor patina allerede er en del af charmen. Vores Togo-sofa havde allerede den helt rigtige slitage, og vores gamle FLOS Arco-lampe giver et lys, som den nye version ikke helt kan.”

Netop det kuraterede og håndplukkede definerer indretningen, og det er ikke tilfældigt, hvad der kommer inden for hjemmets fire vægge. Det er Mikkel, der er ‘head of indretning’, og han har stærke holdninger til for eksempel de farver, Sarah nok ville snige flere ind af, hvis hun kunne.

Dog er de enige om, at mængden af møbler skal holdes på et vist niveau, og at farveholdningen alt andet lige skal føles afbalanceret. “Vi ønskede et luftigt og roligt hjem uden for mange ting. Mit arbejdsliv er krævende, så jeg har brug for et hjem, hvor der er plads til ro. På Christianshavn var vores soveværelse også opbevaringsrum – her er det helt clean og kun indrettet til søvn. Vi holder os mest til dæmpede nuancer, men bryder det med enkelte, stærke elementer – som vores grønne Togo-sofa eller en Klara Lilja-sommerfugl.

Balance er vigtigt, og for os må det aldrig tippe over i farvelade,” siger Sarah. Farverne i huset kommer primært fra kunsten, der komplementerer de ofte skulpturelle og ikoniske møbler, og et nyt maleri af Nicklas Hemming Johansen er netop kommet op at hænge i spisestuen. “Med mere vægplads i huset end i vores hjem på Christianshavn, er kunsten blevet en ny epoke for os. Men vi er stadig kun i den spæde begyndelse, da der er mange, andre lidt mere kedelige udgifter ved et gammelt hus, der kræver vores investering.”

Den bedste beslutning, familien har taget, er at flytte ind og give sig tid til at mærke huset – stemninger, lysindfald, den måde, de bevæger sig gennem rummene på – før store aftaler om renovering bliver lavet. Til gengæld kræver det ikke de store forandringer at skabe de bedste stunder som familie: “Vi føler os hjemme, når vi har hentet brød eller bagt, og vi alle –også hunden Bella – sidder ved køkkenbordet med kaffe, bagværk og Weekendavisen. Det er dér, vi slapper helt af.”

Læs ogå

Bolig

Kom med indenfor i Ulrikke Toft Simonsens moderne patriciervilla

Kom med indenfor, når ELLEs commercial director, Rasmus Sandberg Sloth, viser sin bolig ved Marmorkirken frem

Blå bog

Rasmus Sandberg Sloth. Commercial director på dansk ELLE. Uddannet i international business på CBS og har i en længere årrække boet og arbejdet i Melbourne i Australien. Hjemmet er en ejerlejlighed på 90 m2 i Frederiksstaden tæt på Marmorkirken i Indre København.

Oven på godt og vel otte år i Melbourne i Australien – og en skilsmisse fra den mand, han boede der sammen med – vendte commercial director på dansk ELLE Rasmus Sandberg Sloth i 2021 tilbage til København. Byen, han som helt ung havde studeret i, skulle nu igen være hjem, og Rasmus skulle finde sine egne ben oven på et afsluttet ægteskab. “Jeg føler, jeg forlod København som ung og kom tilbage som en voksen mand. Da jeg boede her første gang, troede jeg, at det hele var ét København – også ydre Nørrebro og CBS, hvor jeg studerede – men da jeg vendte hjem igen, så jeg byen med helt nye og mere nuancerede øjne,” fortæller han.

I første omgang slog han sig ned i en lejlighed i Sluseholmen i Københavns Sydhavnskvarter, fordi livet derude – roen, omringet af vand, både og med mulighed for at bade – mindede ham om det hjem, han i mange år havde kendt i Australien. “Jeg følte mig dejlig isoleret derude – også fordi det var under corona,” siger han, men efter to år kriblede det atter i ham for at finde en ny base.

Han så første gang lejligheden i Frederiksstaden i 2023 og faldt ironisk nok for den, da han var på vej ud. “Jeg blev virkelig tændt på lejligheden, da jeg på vej ud fra fremvisningen nærmest vadede direkte ind i Marmorkirken. Wow, tænk, at man kan få lov til at bo lige her,” tænkte han og underskrev købskontrakten.

Det er netop placeringen, der betyder noget helt særligt for Rasmus Sandberg Sloth, der holder af at bo midt i historien og bogstavelig talt at gå aftenture igennem den. “Jeg nyder at kunne stå nærmest helt alene ved rytterstatuen af Frederik 5. på Amalienborg Slotsplads med garderne en hverdagsaften. Det føles nærmest lidt ulovligt og som noget, man ikke burde gøre,” fortæller han og fortsætter: “Om morgenen kan jeg godt lide at gå en tur ned i Kongens Have og sige hej til Caroline Amalie, der står nede i rosenhaven. Det er min form for Pokémon Go at gå en tur igennem kongerækken i byen,” siger Rasmus Sandberg Sloth, der er opvokset på Fyn.

Lejligheden var i god stand, da han overtog den, og med få, relativt nemme greb har han opgraderet den. Alle vægge, karme, paneler og lofter er blevet malet i File Under Pops ‘Castle Made of Sand’, Dinesen-gulvene, der allerede lå der, er blevet slebet og behandlet, og i soveværelset valgte Rasmus lyse gardiner i hør fra Durup. Han kan godt lide, at basen er stabil og rolig, og derefter at fylde på med mere spraglet kunst, tekstiler og objekter i forskellige materialer.

Rasmus Sandberg Sloth køber med maven. I sin tidligere lejlighed boede han en hel vinter uden lys, fordi han ikke kunne finde de rette lamper. “Når jeg ser noget, jeg kan lide, kan jeg mærke det med det samme. Det gør sig især gældende, når det kommer til kunst. Jeg køber ikke med henblik på, at noget skal hænge et særligt sted eller have en særlig farve. Jeg køber, når jeg falder for noget, uanset hvad det er, og så tager jeg den derfra. Det er også det gode ved, at det er en rigtig egoist lejlighed,” siger han.

Læs ogå

Bolig

Blå Bog

Julie Fagerholt: “Jeg trænede virkelig meget, spiste virkelig sundt og drak nærmest ikke alkohol, men på Lanserhof fandt jeg ud af, at jeg havde gjort noget helt forkert”

Cecilie Ingdal om sin behandling hos Beauty Akademiet: “Mathilde Gøhler, som senere samme aften sad overfor mig, spurgte, hvordan jeg har fået så glødende og smuk en hud”

Blå bog

KAPITEL 1: FARS PIGE

KAPITEL 2: MOSTER THY OG MOSTER SKAGEN

KAPITEL 3: SELVSTÆNDIGHED

KAPITEL 4: VILDE TIDER, STORE DRØMME

KAPITEL 5: LOS ANGELES-DRØMME

KAPITEL 6: DET LANGE LØB

KAPITEL 7: AFSKEDEN MED MOR

KAPITEL 8: COOL KØBENHAVN

Irina Olsen: “Vi ved i dag, at folk, der taler grimt, projicerer deres egne usikkerheder over på andre, og derfor tænker jeg også meget hurtigt, at det handler om personen selv”

Mød den danske model, som har gået Louis Vuitton, og som spås en stor karriere

Honning: Naturens helende superkraft

Fra billig sirup til manuka-honning

Booster immunsystemet (og måske udødeligheden)

Indtager beauty-industrien

Naturtræthed er et stausprodukt

Amalie Reedtz-Thott om svampeekstrakter, manuka-honning og et (gratis) skønhedstip: “Jeg elsker at lave en facial med isterninger og bruger dem som en gua sha”

Blå bog

Julie Fagerholt: “Jeg trænede virkelig meget, spiste virkelig sundt og drak nærmest ikke alkohol, men på Lanserhof fandt jeg ud af, at jeg havde gjort noget helt forkert”

Blå bog

Mathilde Gøhler: “Jeg lærer mine to piger, at når de kigger sig i spejlet, så smiler man lige til sig selv”

Fra Balenciagas ’City’ til Louis Vuittons ‘On the go’: Disse 7 tasker, du måske allerede ejer en af fra din ungdom, er tilbage

Blå bog

1. SKØJTEPRINSESSE

2. ENSOMHED

3. RAMPELYSET

4. HJEMLØS

5. LIVSBESLUTNINGER

6. IRINA 2.0

7. SELVGLAD

8. ROLLEMODEL

Tessa: “Hvis nogen skulle få lov til at opleve medgang efter at have fået kastet så meget lort i nakken først, så er det fandeme mig”

TRENDSÆTTER

SWEDISH GRACE ELEGANCE

FORTSATTE MED IDEERNE

VED OPRINDELSEN

TILBAGE TIL VINDUET

VARIATIONER AF TRAVERTIN

FLØJLSPOTE

Kom med indenfor hos tandlæge og influencer Ilirida Krasniqi: “Favoritrummet i min lejlighed er min altan om sommeren og mit snedkerlavede køkken om vinteren”

Kom med indenfor i Ulrikke Toft Simonsens moderne patriciervilla

Blå bog

Kom med indenfor i arkitekterne Alexander Ottenstein og Mathias Mentzes hjem på Christianshavn