Jeg hedder Carl Lagoni, og jeg har startet Lagoni & Co. Jeg har altid haft en forkærlighed for mad, kaffe og for at skabe steder, hvor folk har lyst til at hænge ud. Det kommer nok af, at jeg stort set er vokset op på min fars cafe i Helsingør. Han har været min læremester, og der lærte jeg alt det grundlæggende om service, håndværk og hvordan, man får et sted til at føles levende. Siden da har jeg arbejdet med lidt af hvert – både i service, køkkenet og med kreative projekter – og jeg har altid været typen, der sætter ting i gang og bygger noget op fra bunden. Jeg har længe vidst, at jeg gerne ville lave min egen version af en cafe, bare på min måde og i mit eget univers. Det er sådan jeg bedst fungerer.
Hvad er det for et sted?
Lagoni og Co. er selvfølgelig et bagel – og kaffested, men det er ligeså meget et kreativt rum. Det er et sted hvor folk kommer for at spise men også for at arbejde, hænge ud og få ideer. Der opstår en speciel energi, når vi har så mange kunder, der bruger stedet forskelligt. Vi laver åbne bagels, god kaffe og ellers bare hvad vi lige får lyst til at prøve af – cafeen fungere som et lille “værksted”. Vi udvikler nye projekter, optager, planlægger events og bygger ting videre på stedet hele tiden. Som noget nyt har vi åbnet en lille vintage butik bagerst i cafeen, som min kæreste, Caroline, styrer sammen med vores ansatte, men mest af alt veninder Anna og Dana. Det giver cafeen endnu et kreativt lag – som om rummet blev lidt større, og samtidig giver det folk endnu flere grunde til at komme forbi.
Hvad drømte du om da i åbnede?
Jeg drømte om et sted, hvor tingene ikke er så opdelt. Et sted, hvor man kan komme for at spise men også blive hængende og få ideer, møde mennesker og føle sig hjemme. Jeg har altid været forvirret over det med, at alt skal deles op i forskellige kasser. Derfor har visionen været, at jeg gerne vil lave et rum, hvor arbejde, fritid og venner/kærester/familie flyder mere sammen. Den tanke har trukket cafeen i retning af events, fællesspisninger og kreative projekter, som helt naturligt voksede ud af stedet.
Hvad er så blevet realiseret med stedet?
Vi har fået skabt et sted, hvor mad, mennesker og kreativitet lever side om side – og det er nok det vigtigste for mig. Der sker ting her hele tiden, og det føles som om, universet vokser for hver uge. Vi har blandt andet startet Cafe Jam, hvor vi inviteret danske kunstnere ned og optager et youtube-format. Det projekt laver jeg sammen med Anders og Valdemar, som jeg har arbejdet kreativt med i mange år. Musik, Stemning og cafeen smeltet sammen – det er lige os.
Hvad serverer i?
Vi servere hjemmebagte, åbne bagels med forskellige toppings, en virkelig god græsk yoghurt, hjemmebagte boller, lidt kager og kaffe, der faktisk smager af noget. menuen er ikke bare min – mine ansatte er virkelig gode til at bidrage med nye ideer og smage til, og mange af tingene bliver lige talt igennem med min mor, som jeg vil sige er rigtig god i køkkenet. bollerne er endda hendes opskrift, så der er lidt hjemmebag og familie i det hele.
Bagels lever jo på en hype for tiden. Hvorfor det?
Bagels har været kæmpe i New York og L.A. i årevis, og jeg tror bare, tiden var moden til, at Danmark også fik øjnene op. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at vi selv har været med til at starte “hypen” herhjemme. Hypen er fortjent. Vores bagels smager godt, og så er de jo, hvad jeg vil kalde, “instagram-venlige”.
Hvad er den mest populære bagel?
Helt klart laks. Den ryger afsted hver dag. Den er bygget ret simpelt: cream cheese, koldrøget laks, cornichoner, kapers, dild, olivenolie fra Cibocca, salt og peber.
Hvilken spiser du selv?
Jeg ender sgu næsten altid med en laksebagel. Den går aldrig galt.
Kan du nævne 3 steder i Danmark, du selv nyder at komme?
Osteria 16 i Ravnsborggade: Et af mine absolut yndlingssteder. God mad, god vin og bare grundlæggende rar atmosfære.
Gæsten i Allinge: Jeg kommer der hvert år i forbindelse med folkemødet. Det er en helt speciel stemning på Bornholm generelt.
Kanal cafeen ved Frederikshoms kanal: Det er et sted, vi er kommet med familien gennem mange år og ja, der er ikke meget, der kan hamle op med et højtbelagt stykke smørebrød.
Mit job som redaktionschef på ELLE kommer ganske vist med en lang række sjove oplevelser: Interviews og møder med interessante, dygtige mennesker, større og mindre fotoskydninger hos både brands og private med god smag og en gang imellem udenlandsrejser og modeuger.
Men … uden hverken at skuffe eller afsløre alt for meget, kan jeg også godt afsløre, at der er en del skrivebordsarbejde involveret. Jeg vil skyde på, at jeg modtager (og besvarer) rundt regnet 2.000 mails om måneden, og (desværre) er jeg også, hvad der minder om afhængig af min iPhone.
Den slags sætter sig. Ikke bare i fingrene i form af smarte og lynhurtige tastaturgenveje – heller ikke bare i hovedet a la hurtige og sommetider standardformuleringer. Men i nakken. I kæberne. I skuldrene.
Det må der gøres noget ved, tænkte jeg, og således spadserede jeg med ømme skuldre, men store forventninger fra redaktionen nær Gammel Strand til Hovedvagtsgade – også kendt som bagindgangen til Hotel d’Angleterre.
Her fik jeg hurtigt slået (den lækre) forstyr ikke-tilstand på min telefon, mens jeg blev guidet ind i spaen, Amazing Space. Allerede ved synet af afslappede gæster i hvide d’Angleterre-kåber med en kop te i hånden må jeg indrømme, at mine myoser føltes mindre, og det skulle kun blive bedre.
Foto: Rami Hanna
Kort efter fandt jeg mig selv liggende på en lun briks med diverse tæpper viklet forvirrende, men fortryllende mange gange rundt om min krop. Min deep touch-massør bad mig vælge: detox (eucalyptus og junniper berrys), sun rise (energigivende med orange, lime og ingefær) eller sun set (afstressende med rose, geranium og lavendel). Her var tale om olier. Jeg overgav mig totalt og valgte sidstnævnte.
De næste 55 minutter masserede hun mig med fokus på at forløse kroppens dybereliggende myoser og spændinger. Jeg startede med at ligge på maven, hvor nakke og skuldre blev løsnet op på klassisk vis, men da jeg vendte mig, oplevede jeg noget helt nyt. Aldrig før har jeg fået så dejlig en rygmassage, mens jeg lå på ryggen. Det er svært for en tastaturgenvejsekspert som mig egentlig at beskrive, hvad der foregik, men min massør forklarede mig bagefter, hvordan hun, mens jeg lå på ryggen, kunne bruge tyngdekraften og mine egne bevægelser til at manipulere musklerne og massagen. Hun sluttede med kæberne, som særligt i stressede perioder kan blive enormt ømme for mig (i skrive stund nærmer vi os jul, så jeg behøver næppe at uddybe yderligere …)
Jeg var sendt til et nærmest meditativt stadie, og måtte fremstamme ”nej,” da adspurgt, om jeg var okay efter endt behandling. ”Men kun fordi, det er slut,” hviskede jeg.
Portugal, Spanien, Grækenland, Italien, og Schweiz. Nok typisk nogle af de lande, dine tanker første strejfer, når du skal planlægge din ferie i Europa. Men hvis du vil prøve noget nyt og tænke lidt ud af boksen, er Albanen faktisk en af de mere undervurderede destinationer i Europa. Vi guider til Alabanien her.
Byferie i Albanien: Mærk historiens vingesus i hovedstaden Tirana
Start din tur på Skanderbegpladsen (albansk: Sheshi Skënderbej) – byens åbne, solbeskinnede torv. Her kan du gå rundt uden at støde på en eneste dansk turist. Gå få skridt, og træd ind i Bunk’Art 2, et intenst og tankevækkende museum indrettet i en atombunker fra 80’erne under Enver Hoxhas (1908-1985) regime. Udstillingerne fortæller historien om det kommunistiske regime og det hemmelige politi. De kolde betonmure er dækket af fotografier, som giver en næsten filmisk oplevelse af tiden, hvor landet var nærmest lukket for omverdenen. Når du træder ud i sollyset igen, mærker du kontrasten til den nu levende, farverige by.
Tirana
Gastronomi i Albanien: Tastingmenu til det halve af priserne i Danmark
Når historietimen er slut, sæt kursen mod Tiranas anden store attraktion: mad til små penge. Ti minutters gang fra pladsen ligger den byzantinske Justinian-fæstning (albansk: Kalaja e Tiranës). De gamle mure gemmer på caféer og restauranter, der summer af stemning. Om aftenen gløder små lyspærer og indhyller gæsterne i en romantisk baggårdsstemning. Hos Ceren Ismet Shehu serverer de albansk mad med friske, lokale råvarer som en fast menu. Smag klassikere som friskbagt fli (en form for pandekager i lag) cremet fergese og mørt lam for 2300 albanske lek, svarende til cirka 173 danske kroner. Så mange småretter for under 200 kr. føles næsten som at spise gratis sammenlignet med danske priser. Prøv at spørge kokken, hvordan hver ret traditionelt tilberedes. Du får små historier med i købet, som giver maden endnu mere sjæl.
Mærk den lokale charme og fang solnedgangen fra første række i Durrës
Efter smagen af Tirana triller du vestpå mod kysten. 30-40 minutters kørsel vest for ligger Durrës, en af Albaniens smukkeste kystbyer. Start ved hovedstationen, og bevæg dig mod Vollga-promenaden. På vejen passerer du summende pladser og caféer, og så åbner Adriaterhavet sig for dig. Et tip: kom et par timer før solnedgang, så kan du nå at spise friskfanget fisk og se lyset ændre sig. Slå dig ned på de rå trappetrin for enden af promenaden. Se himlen skifte fra flammende orange til sart rosa, mens solen går ned over vandet. Nyd forestillingen fra første parket – måske i selskab med en af de mange nysgerrige gadehunde, der stille snuser omkring i Durrës og tilføjer lokal charme.
Durrës
Flyd i de turkisblå bælger i Vlorë
Drømmer du om beach clubs og havvind i håret? Kør til kystbyen Vlorë, hvor turkisblåt vand skyller ind over brede strande. Der er plads til at sprede sig. Et oplagt sted at starte dagen er Maritim Resort Marina Bay. Lej en liggestol ved den private strand, dyp tæerne i tre forskellige pools, og mærk solen på huden. Ren afslapning. Men ja, dele er stenstrand, så kom for liggestolene og luksusfølelsen. Når sulten melder sig, søg skygge under oliventræerne hos Bato’s. Nap en hjemmerøget pølse eller saftig burger, og nyd det vilde møde mellem strand, klipper, grønne buske og skov. Vidste du, at over en tredjedel af Albanien er dækket af skov? Naturen her er lige så vild som det krystalklare hav.
Vlorë
Kulturelle inputs: Få sved på panden med en endagstur til Berat – byen med de tusinde vinduer
Berat er kendt for sine hvide huse med utallige vinduer, der kravler nedad bjergskråningen mod Osumfloden. Byen er på UNESCOs verdensarvsliste – og med god grund. Den osmanniske arkitektur er et syn, man ikke glemmer. Begynd på toppen ved Berat-slottet (albansk: Kalaja e Beratit), der rejser sig på en spektakulær bakke. Inde i fæstningen slentrer du gennem snørklede gader fra 1200-tallet. Stik hovedet ind i små kirker, og pluk en rød bjergblomst. Nyd udsigten over Osumfloden, de arkitektoniske huse og de omkringliggende bjerge. Offentlig transport er begrænset, så tag en taxa, som er billig sammenlignet med Danmark, men forbered dig på, at færdselsreglerne for max fart i Albanien er … fleksible. På vej ned: nyd en espresso i skyggen, og sug det hele til dig. Afslut dagen på Antigonis udendørsterrasse. Bestil et glas vin, lidt oliven og deres signaturret lam i fad –ß og sæt flueben ved synet af vaskeægte verdensarv.
Josefine Wium, 31 år. Medejer og daglig leder hos Bette Café samt medejer af børnebrandet Barne kammer. Bor på Frederiksberg med sin datter, Lola, på 7 år.
Idéen til Bette udsprang af, at jeg havde startet Barnekammer sammen med min barndomsveninde, mens jeg var gravid med min datter i 2018. I forberedelserne til moderskabet slog det mig, at jeg skulle have vådservietter liggende i min lejlighed i evigheder – og de er jo forfærdelige at se på. Så idéen til vores første produkt blev et håndsyet cover til vådservietter. Folk tog godt imod det, det var en lille virksomhed, der voksede stille og roligt – og vi udvidede med suttekæder, bukser og andre ting, lavet af restmaterialer og syet i København. Jeg blev kontaktet af søskendeparret og investorerne Malene og Kasper. De var i første omgang interesseret i at investere i Barnekammer. Det blev ikke til noget, men i januar 2021 fik jeg et opkald fra dem igen: De havde købt et lokale på Nørrebro, der skulle totalrenoveres, og havde en idé, som ikke var færdigudviklet – så de manglede en til at gøre det og skabe stedet. Og det skulle være mig. Vi kom hurtigt på sporet af den overordnede idé med lokalet: Vi ville skabe et fællesskab for forældre på barsel og give dem et sted, hvor de både kan føle sig hjemme og blive æstetisk inspireret. Malene og Kasper var interesseret i det, jeg kunne med Barnekammer, og de lod mig i høj grad skabe identiteten og det æstetiske miljø. Jeg skulle kuratere alt fra interiør og produkter i caféen til råvarer og små gaver, kunderne kunne købe med hjem. Det var også min opgave at have styr på, hvad der rørte sig i målgruppen. Kort fortalt blev min opgave at oversætte forældreskabet i København til en café.
“Det eneste, jeg fandt ro i, var at være mor til Lola”
Til at starte med var jeg ikke selv klar over, hvad jeg kunne bidrage med. Jeg var lige fyldt 27 og havde arbejdet i servicefaget i mange år — også helt op til min graviditet, hvor jeg var med til at åbne en restaurant i Tivoli. Jeg havde kørt fuld drøn så længe, at jeg tror, der skulle ske noget, der kunne få mig ned i tempo. Jeg havde altid ønsket mig at blive mor i en ung alder, og det var den brik, der endelig faldt på plads. Jeg elskede at være mor. Da Malene og Kasper kontaktede mig, var min datters far og jeg lige gået fra hinanden, og jeg stod et famlende sted i livet, hvor jeg var i tvivl om, hvor jeg skulle hen. Jeg var usikker i den periode – også på, hvad jeg kunne rent fagligt. Det eneste, jeg fandt ro i, var at være mor til Lola. Det vidste jeg, at jeg var god til. Så det blev i høj grad mit afsæt til skabelsen af Bette.
“Det vigtigste for mig blev at skabe et rum, hvor andre kunne føle sig hjemme”
Det vigtigste for mig blev at skabe et rum, hvor andre kunne føle sig hjemme. Et sted med fællesskab i stedet for ensomhed — hvor man kan slappe af, uanset om man har en god eller dårlig nat. Et frirum for både voksne og børn, hvor de kan være sammen og midlertidigt lægge alle hverdagens bekymringer til side. Det skrøbelige i forældreskabet skulle forenes med en klassisk caféoplevelse. Med lige så god kaffe og lige så godt bagværk, bare i omgivelser der også rummer en baby på armen. For det kan være stressende at træde ind på en almindelig kaffebar, når man har et lille barn med. Samtidig skulle det også adskille sig fra kulturhuse og biblioteker, som kan noget andet, men de giver ikke den samme sanselige oplevelse i mad, drikke og stemning. For mig har det været helt centralt, at når forældrene er glade og stimulerede, så er de også de bedste forældre for deres børn. Og jeg tror på, at det kan ske gennem sanserne – gennem mad, godt håndværk, farver og lækkert interiør.
Gennem årene har vi oplevet, hvordan forældre, som ikke kender hinanden på forhånd, ender med at falde i snak. De bliver inspireret af hinanden, kan man mærke, og samtalerne rækker ud over bleskift, babymos og dårlig søvn. Det er det fedeste. At jeg kan være med til at skabe sådan en oplevelse for andre forældre gør mig næsten helt rørt. At være ramme for det og løfte noget, der også kan være ensomt i forældreskabet.
Foto: KAVIAN BORHANI
Bette lærte at kravle. Det gik godt, og vi fik travlt, men det var også hårdt. Min datter var hos mig det meste af tiden, så det blev noget med at aflevere hende i børnehave, åbne caféen, hente igen, cykle tilbage og lukke caféen. Sådan kørte det i ring. Det var sjovt og fedt, jeg elskede at se, hvor hurtigt det udviklede sig, og hvor mange mennesker der havde savnet sådan et sted. Det gav mig enormt meget, selvom jeg sov alt for lidt. Efter noget tid blev vores lokale for småt, jeg havde ikke plads til at udvikle konceptet. Jeg kunne ikke lave udendørs arrangementer og loppemarkeder, for jeg havde ingen mulighed for at rykke gæsterne udenfor. Vi gik i dialog med Carlsberg Byen og kunne se et stort potentiale i området. Der var flyttet mange børnefamilier dertil, og vi kunne få et lokale ud til en bilfri plads, hvor der ovenikøbet lå en legeplads. Det ville gøre os stærkere.
“Pludselig følte jeg ikke, at jeg kunne give hende den samme kærlighed som før”
Da vi åbnede herude, kørte Nørrebro videre, som det plejede, men jeg havde simpelthen ikke nok timer i døgnet. Jeg havde også et barn, som skulle have min opmærksomhed. Og pludselig følte jeg ikke, at jeg kunne give hende den samme kærlighed som før. Det blev en øjenåbner for mig: Jeg kan ikke sove fire timer om natten og arbejde hele tiden og samtidigt være en god mor for Lola. Jeg havde skabt et sted, som gav plads til andre familier, og lige der kunne jeg ikke finde plads til min egen lille familie. Jeg tabte mig selv i det. Sammen med Malene og Kasper besluttede jeg, at Bette på Nørrebro skulle lukke. Det var svært at sige farvel til, hvad der føltes som et andet barn, men nu kunne Bette gå, og det var tid til at komme videre.
“Det hele fulgte også min datters udvikling. Hun har været min største inspiration”
Her i Carlsberg Byen har vi flere muligheder: mere plads til børn og forældre, arrangementer og en målgruppe med børn i alle aldre. Det hele fulgte også min datters udvikling. Hun har været min største inspiration. Jeg observerer, hvad hun synes er spændende, hvad hun spiser og leger med – og bruger det i caféen. Nu har vi danseundervisning om eftermiddagen til de større børn, langbordsmiddage og fællesspisning og loppemarkeder i weekenden.
Da jeg selv blev mor, havde jeg ingen mødregruppe, og jeg var den første i min vennekreds til at få børn, og jeg oplevede, hvordan flere i min vennegruppe faldt fra, fordi de bare var at andet sted i livet. Jeg blev nok lidt ensom, uden egentlig at vide at jeg søgte andre i samme situation, fordi jeg var så optaget af min tosomhed med Lola. Jeg oplevede, at man ikke bliver inviteret til aftensmad så ofte, når man har små børn, og deraf udsprang ideen til at skabe fællesspisning på Bette. Mange vil gerne gøre det derhjemme, men med en travl hverdag med et lille overskud er det svært. Hos os kan man bare åbne døren, sætte sig ned, få mad, lade børnene lege og catche op som voksne. Det er noget af det unikke ved Bette – at fællesskabet kan mødes i caféen.
Jeg har også tænkt meget over, hvad jeg giver videre til Lola. Med hvilke øjne skal hun se verden? Hun har selvfølgelig været påvirket af min måde at arbejde på. Hun har ofte været med. Det har til tider været svært – det var måske ikke på caféen, vi skulle tilbringe en lørdag formiddag, og jeg har da haft dårlig samvittighed. Men jeg håber, at Lola tager noget positivt med. At hun lærer at blive en stærk og selvstændig kvinde. Det var også hyggeligt, når hun hjalp mig med at rydde op om aftenen. Vi har haft så meget tid sammen, men det er ikke meningen, at hun skal være med mor på arbejde hver aften. Den balance er jeg blevet meget mere opmærksom på. Og nu har jeg et barn, der snart er otte, og som godt kan sige fra. Hvis hun ikke vil, så vil hun ikke. Min datter lærer også mig at sige nej – noget, jeg altid har været dårlig til.
Marie Grew, stifter og CEO i Moonboon, 43 år. Født og opvokset i Roskilde. Grundlagde sin første virksomhed, da hun var i 20’erne og solgte sit castingbureau for tre år siden. Bor ved Amager Strand sammen med sin mand, Adam, og sine 2 drenge på 3 og 7 år.
Da jeg var på barsel med vores første søn, arbejdede jeg samtidigt, da jeg drev mit eget castingbureau. Min søn sov dårligt – især om dagen, og jeg brugte enormt lang tid på at få ham til at falde i søvn. Når han endelig sov, var det kun i kort tid. Jeg følte, at jeg konstant var på. Jeg sov jo også selv dårligt. Jeg blev usikker som førstegangsforældre, begyndte at skændes med min mand og fik simpelthen mindre overskud. Det hele virkede mere uoverskueligt og hårdt. En dag foreslog en af mine veninder mig at prøve en slyngevugge. Jeg lånte en, lagde min søn i den, og han sov med det samme. Det føltes som ren magi. Men jeg opdagede hurtigt, at det kun virkede, når jeg vuggede den, så sad jeg der i tre, fire, nogle gange fem timer om dagen og vuggede, og jeg var ved at blive helt skør af det.
En fra min mødregruppe nævnte, at hun havde set en motor til slyngevuggen til salg på Reshopper, men den var for længst solgt. Der var helt vildt mange, der havde skrevet på annoncen, men motoren var slet ikke til at få fat i Europa. Der tænkte jeg: Der må være et marked for det her. Så jeg lavede en markedsundersøgelse for at finde ud af, hvor mange der brugte slyngevugge, og hvor mange der ville være interesseret i en motor. Det viste sig, at 79% af dem, jeg spurgte, gerne ville have en motor. På det tidspunkt brugte omkring halvdelen af forældrene en slyngevugge – så der var et ret stort potentiale.
“Jeg havde selv et kæmpestort behov, så jeg var klar på at gå i gang”
Jeg havde selv et kæmpestort behov, så jeg var klar på at gå i gang. Jeg ville lave den motor. Jeg havde ingen idé om, hvordan man starter sådan et projekt, så jeg undersøgte patenter, tekniske krav og alt det praktiske bag. Kunne det overhovedet lade sig gøre? Jeg fandt et ingeniørhus i Danmark, som stadig er vores samarbejdspartner i dag. De udviklede motoren sammen med mig, og samtidig fik jeg lavet hjemmesider klar til salg i Danmark, Sverige og Tyskland. Jeg vidste, det var vigtigt, at motoren skulle kunne bruges til andre slyngevugger, så man ikke behøvede at købe min vugge for at få en motor. Ellers ville forretningen være for snæver til en opstart. Det tog lang tid at udvikle, det er et langt mere komplekst produkt, end man lige skulle tro. Så der blev testet igen og igen og sendt adskillige prototyper frem og tilbage.
Da vi endelig fik den første produktion til salg, gik det stærkt. Jeg kan stadig huske, at jeg var i sommerhus med nogle veninder, da den første ordre tikkede ind: bling. Det var en vild følelse. Især fordi jeg slet ikke var gået i gang med at lave marketing på det tidspunkt, men der gik ikke længe, og så var der udsolgt.
“Det hele udsprang jo af, at jeg selv havde en udfordring. Her følte jeg pludselig, at jeg kunne gøre en reel forskel”
Jeg kommer ikke fra ingeniørverdenen – eller design for den sags skyld – så jeg skulle virkelig lære det meste fra bunden. Men jeg var målrettet og optimistisk. Det hele udsprang jo af, at jeg selv havde en udfordring. Her følte jeg pludselig, at jeg kunne gøre en reel forskel. Kunder skrev, at produktet nærmest havde reddet deres liv og parforhold. Med en slyngevugge med motor fik de pludselig hænderne fri, nærmest en babysitter, der sørgede for at barnet sov og blev i søvnen. Det kan godt være, det er i en kort periode, at et barn skal bruge en slyngevugge, men det er et meget vigtigt tidspunkt i ens liv, hvor lidt ekstra søvn til barnet kan gøre en afgørende forskel for både barn og forældre.
Foto: KAVIAN BORHANI
Efter det første batch blev udsolgt, lagde jeg en ordre på 1000 mere. Men så ramte corona og alting gik i slå. Til sidst endte plasten, der udgør formen på motoren med at sidde fast i Doha lufthavn, hvor de stod ude i solen i syv dage, så de smeltede og blev deforme. Jeg havde nu 400 kunder på ventelisten, og da vi endelig fik det hele hjem, samlet alle motorerne og sendt dem ud til kunderne, begyndte telefonen at ringe … Det viste sig, at der var en fejl i produktionen, så de larmede helt vildt. Folk beskrev det som lyden af et savværk. Ikke så heldigt, når man har stået på en venteliste i tre-fire måneder for et produkt, der skal få ens barn til at sove.
Så går folk jo på Trustpilot: “Den larmer, lad være med at købe den.” Jeg skulle have alle produkterne retur, få dem repareret og sende dem ud igen. Jeg brugte hele min sommer på at tale med kunder og sige: “ Jeg gør det godt igen.” Det var op ad bakke — men det lykkedes. Det var en hård start, men sådan er det at være iværksætter.
“Vi gik fra syv millioner i omsætning det første år til 45 millioner det næste”
Vi gik fra syv millioner i omsætning det første år til 45 millioner det næste. Det gik virkelig stærkt. Allerede efter tre år, sov hver anden baby i Danmark i en Moonboon-slyngevugge. Godt nok var en del af disse købt på secondhandmarkedet, som i virkeligheden er vores største konkurrent. Vi udviklede også tyngdedyner og mange andre søvnrelaterede produkter. Nu, hvor jeg blev mere bevidst om, hvor stor en forskel det gør at have et barn, der sover godt, ville jeg fokusere på at lave virkelig gode produkter inden for hele søvnkategorien. Og når man selv er forældre til små børn, kommer ideerne nærmest af sig selv. Der er masser af udfordringer, som man kan finde en løsning på.
Da jeg fik barn nummer to og skulle købe nye babyalarmer, fandt jeg ud af, at man i det meste af verden kun bruger babyalarmer med kamera, mens vi i Skandinavien holder fast i babyalarmer uden. Jeg købte en håndfuld babyalarmer med kamera for at teste markedet, og jeg syntes ærlig talt ikke, at nogen af dem var intuitive. Jeg skulle ringe til kundeservice for at få dem til at virke. Og så mindede designet mig om en Nokia 3210. Det syntes jeg, kunne gøres meget bedre. Derfor udviklede en AI-babyalarm med kamera, som vi kalder ”Intelligent Baby Monitor”. Onboardingen tager under 60 sekunder – det skulle være så nemt, at en femårig kunne gøre det. Den har cry detection, som kan skelne dit barns gråd fra andre lyde, Du kan justere sensitiviteten, så du selv bestemmer, hvor meget du stoler på den. Hvis du vil, får du kun besked, når barnet faktisk har brug for dig. De fleste forældre kender den konstante skrattende lyd fra babyalarmen, når de endelig ligger på sofaen og ser Netflix, og med denne alarm får nervesystemet ro. De kan rent faktisk genvinde noget energi, når barnet sover.
“Det er ret sjovt, for når jeg taler med den lidt ældre generation, siger de tit: “Ej, det må være så nemt at være forælder i dag med alle de redskaber, I har til rådighed.” Og ja, det havde man ikke dengang. Men til gengæld har man i dag internet, sociale medier og tusind stemmer, der hele tiden fortæller, hvordan man bør gøre tingene”
Samtidig indsamler den søvndata: Hvor meget barnet sover, hvor ofte, hvornår det typisk vågner, og om det bevæger sig meget. På den baggrund kan den også forudsige, hvornår barnet sandsynligvis har brug for sin næste lur, og hvornår det vågner igen. For mange forældre er det guld værd, især når man er på barsel og nemt kan miste tidsfornemmelsen. I udviklingen af babymonitoren har vi også brugt den videnskab, der viser, at babyer har fem grundlyde, som kan oversættes til fem behov: sult, bøvs, træthed, luft i maven og utilpashed. Efter lidt tid har monitoren lært din babys lyde at kende, så den kan give ret præcis information om barnets behov. Ellers er det jo det rene gætværk, når man er nybagt forældre. Vi lancerer alarmen i begyndelsen af de nye år, og jeg har store forventninger til, at vi igen revolutionerer markedet med noget helt nyt.
Det er ret sjovt, for når jeg taler med den lidt ældre generation, siger de tit: “Ej, det må være så nemt at være forælder i dag med alle de redskaber, I har til rådighed.” Og ja, det havde man ikke dengang. Men til gengæld har man i dag internet, sociale medier og tusind stemmer, der hele tiden fortæller, hvordan man bør gøre tingene. Det skaber et helt andet fokus på at gøre alting rigtigt og godt. Jeg tror, mange forældre – særligt dem, der føler sig lidt fastlåste – bliver usikre på, om de gør det rigtigt. Udover vores produkter har vi skabt et helt app-univers med artikler, guides og viden om søvn. Internettet giver forældre et væld af meninger, og det gør mange endnu mere i tvivl. Vi vil gerne være et trygt sted at gå hen. Et sted, hvor man ved, at man får kvalificeret rådgivning. Det er derfor, det betyder så meget for mig at hjælpe forældre med at få lidt mere overskud og føle, at de gør det godt. For når vi har bare en smule luft, kan vi også bedre være de forældre, vi gerne vil være.
Louise Husted Bomhoff, stifter af Studio Mini, 46 år. Født i Nivå og opvokset i Haderslev og Frankfurt i Tyskland. Uddannet Cand. merc. Int. Business fra CBS. Har tidligere arbejdet som konsulent og været med til at drive Danish Design Store. Bor i Charlottenlund med sin mand, Thomas, og deres tre børn.
I 2010 blev min mand udstationeret til USA, og vi bosatte os i en lille sydstatsby i Norh Carolina, som var helt fantastisk på sin egen måde. Det var der, jeg mødte Sten, en dansker, der drev webshoppen Danish Design Store. Han havde brug for hjælp, og jeg gik med i projektet, velvidende at jeg stort set ingen løn fik, men til gengæld en mindre udbetaling, hvis virksomheden en dag blev solgt. Men vigtigere var indsigten i en verden, jeg aldrig havde arbejdet med før. Dansk design buldrede frem omkring 2010, og vi fik nye mærker ind, lavede gode aftaler og havde momentum.
“Jeg havde aldrig forestillet mig, at det var den vej, jeg skulle gå”
Det var mit første møde med e-commerce – jeg havde aldrig forestillet mig, at det var den vej, jeg skulle gå, i Danmark arbejdede jeg som konsulent i Implement. Alligevel følte jeg mig på rette hylde. Jeg har altid holdt af at finde smukke ting og været kræsen med, hvad jeg omgav mig med. Som barn elskede jeg at gå i mine forældres garage og gå på opdagelse i deres ting. Mine forældre var ikke usædvanligt designinteresserede, de kunne lide klassisk dansk design, som så mange andre i deres generation, og vores hjem lignede ikke det hjem, jeg selv har skabt som voksen. Men alligevel tror jeg, at de har påvirket mig ret meget. De var glade for farver, og min mor ompolstrede sofaer og afsyrede møbler. Så håndværket og sansen for gode materialer, har jeg nok taget med mig, selvom vi ikke delte smag.
Jeg blev gravid med vores første barn, og min mand fik et nyt job i Danmark, så efter tre år skulle vi hjem igen, og lige inden vi flyttede, blev Danish Design Store solgt. Det gav mig så en lille udbetaling – ikke mange penge, men nok til, at det senere blev startkapitalen for min egen virksomhed.
Da vi kom hjem, endte vi med at en leje bjælkehytte nord for København, hvor vi stadig bor i dag. Vores søn var knap to, og jeg var gravid igen. Vi skulle indrette et hus helt fra bunden, der var især tomt på børneværelserne. Fordi jeg både havde arbejdet med møbler og selv var blevet mor, vidste jeg, hvor mange fantastiske børnemøbler, der fandtes rundt omkring i verden. Derfor blev jeg overrasket over, hvor begrænset udvalget i Danmark var. Man kunne gå i Ikea – og det var stort set dét. Det virkede besynderligt, når man tænker på, hvilken designarv og -kultur, vi har i Danmark. Hvis man ville have noget særligt, som for eksempel en håndlavet tremmeseng fra Kalon Studios, måtte man selv finde en udenlandsk webshop og håbe, den sendte til Danmark.
“Jeg mistede min mor fra den ene dag til den anden”
Kort efter vores hjemkomst, skete noget, der rystede hele mit liv: Jeg mistede min mor fra den ene dag til den anden. Jeg havde en baby og et lille barn, og jeg røg ud i en dyb sorg, som varede i et års tid. Tilsidst begyndte jeg at meditere, og det hjalp mig – jeg fik ikke bare ro på systemet, det gav mig et særligt klarsyn. Nærmest et kald, ikke sådan religiøst, men en stærk fornemmelse af, hvad jeg skulle bruge min tid på. Helt klassisk efter sådan et tab, blev min nye tilgang til livet, at jeg ville have det sjovt, mens jeg er her. I meditationerne blev det også klart for mig, at jeg savnede noget i markedet, som jeg kunne bygge bro mellem. Der manglede nemlig en forbindelse mellem de udenlandske børnebrands og de danske kunder, og samtidig en bro fra danske
kvalitetsmærker til kunder i udlandet. Midt i kaos, sorg og små børn besluttede jeg, at det var det, jeg skulle: give forældre adgang til særligt udvalgte ting, som var smukke, funktionelle og holdbare. Et kurateret univers, hvor man nemt kunne vælge kvalitet.
Det blev startskuddet til Studio Mini. I det første halvandet år byggede jeg siden op, lavede en mockup, kontaktede producenter og fik forhandlerrettigheder. Jeg begyndte kun med børnemøbler: tremmesenge, højstole, køjesenge. Men de ting køber de fleste kun én gang og genbruger dem til barn nummer to og tre. Derfor gav det mening at udvide med lamper, plakater, legetøj og senere tøj – elementer, der både er mere tilgængelige og lettere at købe spontant. Mit mål var at gøre det nemmere for forældre. Når man står og skal have et barn – uanset om det er første eller tredje gang – er der ufattelig mange valg at træffe. Jeg ønskede, at Studio Mini skulle være et sted, hvor udvalget var håndplukket, og hvor man kunne mærke kvaliteten. Færre valg, bedre varer. Og et sted, hvor man kunne finde noget, der var lidt særligt. Håndlavede ting, godt håndværk og smukke materialer.
Foto: KAVIAN BORHANI
Min kernemålgruppe blev og er designinteresserede forældre, der tør farver og gerne vil skabe et børneværelse, der passer ind i resten af hjemmet. Børnenes ting og legetøj kan godt være både funktionelle og smukke, så det ikke overtager hele hjemmet. Ikke at alt behøver at blive stilrent og beige, spanden i sandkassen må gerne være rød eller gul. For mig handler det om en balance – det skal jo også tale til børnene, men samtidigt også passe til hjemmet.
“Det har altid været vigtigt for mig, at virksomheden kunne udvikle sig i et tempo, hvor jeg kunne være til stede i min familie”
Virksomheden er vokset langsomt. Jeg startede med at poste på Instagram og samlede følgere én efter én, og stille og rolig steg salget. Det var en langsom proces, men jeg kunne følge med, og jeg kunne samtidig være mor. Det har altid været vigtigt for mig, at virksomheden kunne udvikle sig i et tempo, hvor jeg kunne være til stede i min familie. Fleksibiliteten har formet både min måde at arbejde på og mine forventninger til samarbejdspartnere. Børn kan ikke vente, og sådan er det. Derfor har jeg aldrig ønsket, at Studio Mini skulle eksplodere fra dag ét. Bagsiden af fleksibilitet er selvfølgelig, at jeg aldrig helt har fri. Jeg arbejder også i ferier og weekender, og børnene har været med på arbejde mange gange. Men det viser dem også, hvad det vil sige at drive sin egen virksomhed – at det kræver, man tager ansvar og er arbejdsom. Kvaliteter, jeg ikke har noget i mod at give videre til dem.
For lidt over to år siden, begyndte det hele at tage mere fart, efter vi lancerede vores børneværelsesunivers, som stylist Trine Frølich udviklede idéen til. Hun foreslog, at vi skulle lave rene home stories med børneværelser: inspirerende universer uden børn på billederne, hvor man kunne zoome ind og se detaljer, farver, opsætninger og produkter. Trine har arbejdet med indretningsmagasiner og undrede sig over, hvorfor børneværelserne altid blev udeladt der. Vi ryddede selvfølgelig værelserne op, men ellers lod vi dem stå mere eller mindre, som de var. De skulle være forskellige: drenge-, pige-, baby- og deleværelser. Det skulle inspirere, og selvom de fleste af produkterne ikke kunne købes i Studio Mini, kunne man jo så finde en anden skammel eller børnelampe hos mig. Det skabte en helt ny måde at inspirere på, og responsen var næsten overvældende: nyhedsbreve fik svar som aldrig før, engagementet steg markant, og det stod klart, at folk virkelig ønskede hjælp til at indrette børneværelser.
“Mine børn er vigtige inspirationskilder”
Mine børn er vigtige inspirationskilder. Mange af de produkter, jeg har taget ind i butikken gennem årene, er udsprunget af mine egne børns behov. Nye former for belysning, større senge og andre funktionelle løsninger. Sidste år lancerede vi vores første produkter under eget brand: en klassisk sweater i god kvalitet, både til drenge og piger, fordi jeg manglede den til mine egne børn. Til en pris, der gav mening. Senere har vi tilføjet bukser, som børn selv kan tage af og på. Efterhånden, som mine børn er blevet større, bevæger jeg mig også længere væk fra babyuniverset. Nu har vi har netop åbnet en fysisk butik i Charlottenlund. Jeg er ikke i tvivl om, at kombinationen af online og retail giver mening, fordi mange gerne vil røre ved varerne og se dem i virkeligheden. Det er mit fokus nu. Sammen med at udvikle flere produkter under eget brand. Det er også det, som er med til at differentiere os fra andre lignende webshops. Og så er det kreative arbejde – at designe og arbejde med farver, former og materialer – en stor del af min motivation. Jeg vil ikke kun drifte, men også skabe. Det binder hele fortællingen om Studio
Mini sammen: En virksomhed, der udspringer af min egen rejse som mor, min kærlighed til design og ønsket om at gøre det nemmere for andre forældre at vælge noget smukt og holdbart til deres børn.
Tina Søgaard. Grundlægger af Ecooking fra 2015. Har i dag solgt 70% af virksomheden, som hun fortsat arbejder i. Mor til to døtre.
Jeg har altid vidst, at jeg er født med en speciel næse. Da jeg var otte-ni år, boede jeg i en lille by langt ude på Djursland, og en af mine yndlingsbeskæftigelser var at tage den timelange bustur ind til Randers og gå i Matas, hvor ekspedienterne kendte mig. De gav mig en lille stak af små duftprøver, som jeg tog med hjem, og så sad jeg på mit værelse og duftede til prøverne og tog noter.
Som lige knap 17-årig var jeg i Frankrig med skolen. Vi var blandt andet til champagnesmagning, som man nok ikke ville få lov til som en del af en skoleudflugt i dag, og så besøgte vi en parfumeur, hvor vi skulle lave en dufttest og lave en parfume. Han fortalte, at der er 98 grunddufte, og at en dygtig, utrænet næse ville kunne dufte omkring 10. Til testen skulle man dufte til 98 små, nummererede flasker og så notere nummeret på et ark med duftnavnene ud for den duft, man troede, der var tale om. Da vi var færdige, samlede parfumeuren arkene ind og gennemgik dem. Den, der havde næstflest korrekte svar, havde syv rigtige. Jeg havde 92. Parfumeuren trak mig til side og spurgte, om jeg ikke ville lave en duft sammen med ham.
“Jeg blev lukket ind i et univers af laboratorier, der mindede om noget fra Harry Potter – med damp og røg og blæst og en masse gamle, franskmænd”
Parfumen, jeg lavede den dag, blev solgt til et stort fransk modehus, som jeg ikke må nævne navnet på. Efterfølgende lavede jeg endnu en duft for dem. Jeg blev tilbudt at komme til Frankrig og arbejde som parfumeur, og jeg var dernede med mine forældre for at overveje det. Jeg blev lukket ind i et univers af laboratorier, der mindede om noget fra Harry Potter – med damp og røg og blæst og en masse gamle, franskmænd. Dengang var det kun ældre mænd, der arbejdede som parfume-magere, og for at beskytte ens næse var der en masse ting, man ikke måtte; man måtte ikke spise chokolade, spicy mad eller madvarer med gennemtrængende smage som ost og pølser, man måtte ikke ryge, og man måtte ikke drikke kaffe eller vin. Jeg ville det gerne, og jeg tog hjem og begyndte at lære fransk, men i sidste ende kunne jeg ikke tage beslutningen om at tage afsted. Jeg var 18 år gammel, spillede divisionshåndbold, havde en masse veninder og havde lige fået en kæreste. Jeg blev hjemme og uddannede mig til typograf i stedet.
Foto: SIMON MELHUS
KARRIERESKIFT EFTER HUKOMMELSESTAB
Da jeg var 28 år gammel, blev jeg påkørt af en lastbil. Jeg boede i Kolding med min mand og vores to børn og arbejdede som reklamegave sælger for en virksomhed i Aarhus. Ulykken var voldsom. Jeg mistede hukommelsen, og jeg havde halvandet år, hvor jeg ikke kunne arbejde. Da jeg fyldte 30, var jeg egentligt berettiget til en førtidspension, men det ville jeg ikke. Jeg synes ikke, at mine døtre skulle se mig ligge på en eller anden sofa resten af mit liv.
“Jeg glemmer alt om tid og sted, når jeg står i laboratoriet, og jeg glemmer, at jeg har ondt. Jeg føler, at jeg er kommet hjem”
Ved et tilfælde kom jeg i arbejdsprøve i en virksomhed, som arbejder med skønhedsprodukter. Til at starte med arbejdede jeg to timer om dagen. Der var en ældre mand tilknyttet virksomheden, som lærte mig at huske via meditation og billeder. Jeg husker stadig ikke særligt godt, og jeg har kroniske smerter, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var god til det, og at jeg kunne lide det. Når jeg står nede i laboratoriet, kan jeg, ved at smage og dufte til et eksisterende produkt, finde frem til, hvilke råvarer der er i og genskabe og forbedre produktet. Jeg er på samme niveau som dem, der har taget en uddannelse i det, selvom jeg aldrig har fået træning. Jeg vidste jo godt, at jeg rigtig godt kunne lide det her skønheds- og duftunivers, men jeg vidste ikke, at man faktisk også kunne arbejde med det i Danmark og ikke kun i Frankrig. Jeg glemmer alt om tid og sted, når jeg står i laboratoriet, og jeg glemmer, at jeg har ondt. Jeg føler, at jeg er kommet hjem.
Jeg læste mange udenlandske magasiner, og jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan man i USA var begyndt at sætte kendte menneskers navne og ansigter på parfumer. Jeg spurgte ægteparret, der havde virksomheden, om det ikke kunne være en idé at begynde at gøre det samme i Danmark, men det var de ikke interesserede i. Til gengæld kunne jeg købe den del af virksomheden fri og starte min egen virksomhed. Og så gik det bare stærkt. Jeg lavede parfumer for alle mulige kendte danskere eksempelvis mange frisører og tøjbrands. Min eksmand kom med i virksomheden. Den blev ved med at vokse, for alle kendte i Danmark ville have deres egen parfume.
Foto: SIMON MELHUS
SKILSMISSE FØRTE TIL KØKKEN-EKSPERIMENTER
Min eksmand og jeg var rigtig gode til at drive virksomhed sammen men rigtig dårlige til at være gift. Men det var ikke mig, der ville skilles, så da han sagde det, mistede jeg fodfæstet fuldkommen. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg var helt nede under gulvbrædderne. Hvis ikke jeg havde haft mine to piger, som jeg skulle have op om morgenen og køre til sport og lave lektier med, var jeg bare forsvundet under en dyne. Jeg var vred og ked af det. Jeg følte, jeg havde svigtet mine børn, og jeg tænkte, at jeg aldrig igen ville få en kæreste.
“Jeg stod i køkkenet om aftenen og miksede råvarerne sammen. Min hud kom forholdsvis hurtigt tilbage til sig selv, efter jeg begyndte at bruge mine egne produkter, og folk begyndte at spørge mig, hvad jeg havde gjort”
Jeg tabte 15-17 kilo på en god måneds tid. Jeg spiste ikke, det eneste jeg gjorde var at arbejde og passe på mine børn. Min hud havde virkelig brug for hjælp. En dag tog jeg nogle råvarer med hjem fra laboratoriet, så jeg kunne begynde at lave mine egne produkter, for jeg syntes ikke, jeg kunne finde nogle produkter, der gjorde lige præcis det for mig, som jeg gerne ville have her og nu. Jeg stod i køkkenet om aftenen og miksede råvarerne sammen. Min hud kom forholdsvis hurtigt tilbage til sig selv, efter jeg begyndte at bruge mine egne produkter, og folk begyndte at spørge mig, hvad jeg havde gjort. Jeg fortalte om mine cremer, og så begyndte mine veninder at komme hjem til mig om aftenen med syltetøjsglas, tupperware og den slags. Jeg kunne stadig ikke holde ud at være alene med mig selv efter skilsmissen, så det passede mig godt at stå i køkkenet og lave cremer til folk. Andre begyndte også at henvende sig med specifikke problemer, f.eks. forældre til børn med akne eller kvinder med mænd, der havde fået skægpest eller skel.
Efter nogle år begyndte mine veninder at spørge, om jeg ikke kunne putte produkterne i noget pæn emballage, så de ikke bare fik en grim bøtte, og en kvinde med en butik i Henne Strand, som havde hørt om mine cremer gennem en fælles bekendt, spurgte mig, om hun måtte købe 25 eksemplarer af de syv forskellige produkter, jeg havde på det tidspunkt. Jeg fik nogle dygtige grafikere fra Esbjerg til at lave emballagen, og de foreslog navnet Ecooking, fordi det er økologisk og fremstillet i mit køkken. Det kan man da ikke kalde en hudpleje-virksomhed, tænkte jeg, men jeg tænkte også, at det jo var ligegyldigt, for det var kun til den her ene butik. Jeg smækkede emballagerne på og sendte produkterne af sted. Forholdsvis hurtigt blev de solgt, og så skulle jeg lave flere. Navnet sad fast.
Foto: SIMON MELHUS
SUCCESS IS THE BEST REVENGE
Efter skilsmissen arbejdede jeg som ansat. Jeg drømte om at starte min egen virksomhed igen for at sælge mine hudplejeprodukter, men til at starte med var det mest for at lave private labels-parfumer for kendte. Ugen efter, jeg startede min egen virksomhed, fik min datter konstateret børnegigt. Det udviklede sig ret hurtigt, hun fløj ind og ud af alle mulige sygehuse. Det var hårdt – logistisk og økonomisk. Mine forældre flyttede til Kolding for at hjælpe mig med det praktiske, og jeg knoklede løs, selvom ordrerne var små.
“Success is the best revenge”
Jeg fik at vide, at der blev sagt i krogene, at det kun var min mand, der kunne drive virksomhed, at jeg kun kunne finde ud af den del, der foregik i laboratoriet, og at jeg aldrig ville lykkedes med at drive min egen forretning. Jeg blev så arrig. Jeg fandt sådan en gammel tavle på størrelse med en dør, og med kridt skrev jeg mit uofficielle motto: ‘Success is the best revenge’.
Til en middag sad jeg ved et tilfælde ved siden af sangeren Christophers manager. Jeg fortalte ham om min baggrund, og sammen udviklede vi en parfume. Matas ville have den eksklusivt, og de lagde en ordre på otte til ni millioner kroner. Indtil da havde mine ordrer ligget på 8-9.000 kroner. Men selv med en millionordre i hånden kunne jeg ikke få finansiering til det. Jeg fik afslag i syv banker. Jeg efterlyste en mentor og kom i kontakt med iværksætteren Morten Wagner. Han troede på mig, og med ham som investor lykkedes det også at få Vækstfonden og en bank med. Jeg skulle kautionere helt op i himlen, og raten var tocifret, men det lykkedes. Jeg lavede en aftale med Morten om, at jeg ville købe ham ud, så snart jeg kunne. Jeg ville gøre det selv, jeg
havde haft nok mænd inde over mit liv.
“Virkningen var det vigtigste, bæredygtigheden og naturligheden var det næstvigtigste”
Min virksomhed havde to ben; private labels-parfumer og så min lille hudplejebiks. Jeg begyndte at henvende mig til butikker for at høre, om de ville sælge mine hudplejeprodukter, men det ville de ikke – i al fald ikke til at starte med. De var for anderledes. I stedet for et kendt ansigt havde jeg ingredienslisten på forsiden. Produkterne havde ikke lange, snørklede navne; jeg kaldte renseskum for renseskum, og min dagcreme hed simpelthen bare dagcreme. Og der var ikke nogen æsker, hvilket var meget nyt dengang. Jeg ville have det hele så simpelt, transparent og bæredygtigt som muligt. Virkningen var det vigtigste, bæredygtigheden og naturligheden var det næstvigtigste. Og prisniveauet var sådan, at de fleste kunne være med. Jeg følte, at jeg kunne stå 100% inde for produkterne.
Fra min tid som typograf og multimediedesigner vidste jeg, at man skal eksponeres for et produkt tre gange, før man kan huske navnet og for alvor bliver nysgerrig. Så jeg arbejdede bare på at få Ecooking ud til så mange mennesker som muligt. Jeg henvendte mig til hoteller, hvor der kom i kommission, jeg gav prøver og hele produkter væk til højre og venstre. Man kunne finde det i omklædningsrum i håndboldhaller, på caféer og på toilettet til Smukfest, og jeg fik arrangeret, at man fik produktet med, når man købte en ny bil eller et køkken. Og så begyndte jeg at holde arrangementer på kontoret for små grupper af mennesker – måske 20 ad gangen – hvor jeg fortalte om min historie, og hvor folk kunne prøve produkterne. Jeg brugte ingen penge på annoncer eller reklamer men rigtigt mange på at give produkterne væk. Jeg vidste, de ville tale for sig selv.
“Ordet begyndte at sprede sig fra mund til mund som ringe i vandet”
Det virkede, selvom der var mange, der tvivlede på min tilgang. Men ordet begyndte at sprede sig fra mund til mund som ringe i vandet. Til at starte med arbejdede jeg hjemmefra, men til et arrangement mødte jeg en af to fætre, der er i spidsen for C. L. Seifert, som laver studenterhuer. Deres kontor ligger også i Kolding, og han sagde til mig, at jeg skulle være et sted med liv omkring mig. Jeg kom op og sad på deres kontor, og jeg brugte også deres lager. Jeg var virkelig heldig.
Ecooking voksede stille og roligt, jeg fik flere medarbejdere, og vi fik større og større ordrer. Til sidst fyldte vi mere end C. L. Seifert. Vi investerede i vores eget kontor, og jeg tog min tavle med. Det gik godt, vi håndterede store ordrer og tjente mange penge. En dag kom min bestyrelsesmand forbi mit kontor. Han kiggede lidt på tavlen, som virkede lidt out of place. “Er det ikke på tide at få den der væk?” spurgte han, og jeg måtte jo give ham ret. På det tidspunkt havde jeg nået mit mål – og mere til.
Foto: SIMON MELHUS
SALG I MILLIONKLASSEN EFTER KRÆFTSYGDOM
Jeg har et modermærke på ryggen, som sidder sådan, at jeg ikke selv kan se det. En dag, hvor jeg stod med en bluse over hovedet, sagde min mor, at hun syntes, det var blevet større og mørkere. Jeg fik ikke gjort noget ved det, men efter noget tid kom jeg hos lægen i forbindelse med noget helt andet. Jeg spurgte hende, om hun forresten ikke også lige kan kigge på modermærket og hev op i jakken og skjorten. Hun blev helt stille, tog telefonen, ringede til en hudlæge, der lå ved siden af, og sagde en hel masse på latin, som jeg ikke forstod. Da hun lagde på, sagde hun, at jeg skulle gå over til hudlægen med det samme. Der vidste jeg jo godt, at den var gal.
Jeg blev opereret halvandet døgn efter. Jeg skulle have endnu en operation, for modermærket sad sådan, at kræften kunne have spredt sig ind under begge arme til lymferne, til brysterne, til maven og til organerne. De tog lymfer ud fire steder. I 14 dage gik jeg rundt og ventede på svar. Jeg valgte ikke at dele det med nogen hverken i min virksomhed eller min familie, for jeg ville ikke gøre dem nervøse, hvis der nu ikke var noget. Det har jeg fået virkelig meget skæld ud for sidenhen.
“Hvis jeg ikke kunne være der, så kunne jeg i hvert fald sikre mine børn, og jeg kunne sikre, at mine ansatte fortsat havde et arbejde”
Mens jeg ventede på svaret fra operationen, tænkte jeg en masse tanker. Jeg ville gerne sikre mine børn. Og jeg havde jo set mine ansatte i øjnene og lovet dem, at de havde et arbejde. Dem kunne jeg jo ikke svigte. I årene op til operationen var der begyndt at komme nogle tilbud ind på virksomheden, som viste, at der var en del, der tænkte, at virksomheden var ret mange penge værd. Jeg havde flere gange spurgt mine døtre, om de kunne være interesserede i at drive virksomheden videre, men de havde andre ambitioner. Jeg valgte at sælge 70 % af virksomheden. Hvis jeg ikke kunne være der, så kunne jeg i hvert fald sikre mine børn, og jeg kunne sikre, at mine ansatte fortsat havde et arbejde.
Da jeg fik svar tilbage fra operationen, viste det sig, at kræften ikke havde spredt sig. Jeg skulle hverken have strålebehandling eller nogen anden behandling, jeg skulle bare holdes rigtigt godt øje med. Jeg var heldig. Igen var jeg virkelig heldig.
Foto: SIMON MELHUS
ARBEJDER AF LYST
Selvfølgelig er det lidt noget andet nu, hvor jeg ikke selv ejer hele virksomheden, men jeg føler stadig et meget stort ansvar. Da Rusland invaderede Ukraine, var Rusland lige blevet et meget stort marked for os. Det hele lukkede ned, men en af de nye, britiske ejere ringede fra London og sagde, at han havde fundet en alternativ vej ind i Rusland. Jeg sagde til ham, at hvis han valgte at gøre det, var det hans kald, men så ville det blive uden mig – så ville jeg gå fra virksomheden. Vi har ukrainske og syriske ansatte, som jeg skal kunne se i øjnene. Han trak i land og sagde, at vi aldrig behøvede at snakke om det igen.
Jeg har fået en økonomisk frihed, jeg ikke havde før. I princippet behøver jeg aldrig at arbejde igen. Men pengene står på en konto, jeg aldrig kigger på. Min løn går ind på en anden konto, og det er den, jeg bruger. Men selvfølgelig ved jeg, at den anden konto er der. Jeg har sagt til mine døtre, at jeg gerne vil hjælpe dem med uddannelse, bolig eller noget sygdomsmæssigt, hvor penge kan gøre en forskel, men at de skal tjene deres egne penge. Det eneste, jeg rigtigt har brugt penge på, er at rejse ud i verden med min familie.
Jeg har stadig min daglige gang i virksomheden, men jeg har ikke længere tusinde kasketter på, som jeg plejede – jeg havde jo faktisk dem alle sammen på ret længe. Der er ikke noget i virksomheden, jeg ikke har lavet på et tidspunkt. I dag har jeg ansvaret for brandets DNA, og jeg er inde over alle nye produkter. Jeg står ikke i laboratoriet på samme måde som tidligere, men jeg definerer grundrecepten og står for godkendelsen. Og så holder jeg rigtig mange events for vores kunder, som er gode til at komme og sige til mig, hvilke produkter de ønsker sig, og hvilke produkter der skal ændres.
“Jeg vil have svært ved at stoppe med at arbejde. Det er min identitet”
Jeg vil have svært ved at stoppe med at arbejde. Det er min identitet. Jeg kan virkelig godt lide det, jeg laver, og jeg synes også selv, at jeg er god til det. Jeg sidder også i nogle bestyrelser, og så er jeg mentor for en del unge mennesker. Jeg kan især rigtig godt lide at være det for pigerne, for de trænger lidt mere til et skub, end drengene gør. Jeg lider stadig af hovedpiner som følge af biluheldet, da jeg var 28, og jeg husker stadig ved hjælp af de her billeder, jeg lærte af den ældre mand i virksomheden, jeg kom i arbejdsprøve i. Jeg har lært at leve med det. Hvis jeg havde sat mig ned efter ulykken eller efter skilsmissen, var der ikke kommet nogen og havde reddet mig. Men jeg havde børn, så det var ikke en mulighed at give op. Jeg har altid haft det drive. Hvis der er en ting, der ikke lykkedes, må man jo komme i gang med at gøre noget andet.
Fremadrettet bliver min rolle i virksomheden endnu mindre, for der er nogle andre ting, jeg gerne vil have mere tid til. Familie – selvfølgelig – men også arbejde. Jeg kunne godt tænke mig at lave mindst én duft i eget navn, inden jeg bliver pensioneret.
Inden morgenmad og kaffe drikker jeg et stort glas vand med citron og lidt salt, mens jeg tjekker nattens søvnstats fra min Oura-ring. Jeg har brugt Oura on and off de sidste fire år, og i øjeblikket er jeg ret fokuseret på at forbedre min søvn, daglige aktivitet og HRV (Heart Rate Variability, red.)
Foto: Sidsel Alling
Som det første hver morgen drikker Anaïs et stort glas vand med citron og lidt salt, mens hun tjekker nattens søvn-stats fra sin Oura-ring. I øjeblikket er hun ret fokuseret på at forbedre sin søvn.
HVORDAN SER DIN AFTENSKØNHEDSRUTINE UD?
Min aftenrutine starter allerede, når jeg gør mine børn klar til at sove. Jeg fjerner makeup og vasker ansigtet med en varm klud og renser derefter med Honeys cleanser. Et par gange om ugen bruger jeg deres ‘Exfoliating Hydra Mask’, som sidder i 10 minutter, perfekt timet med børnenes tandbørstning og nattøj. Jeg bruger også ‘Manuka Honey Mask’ fra Activist, som er en fugtgivende og nærende maske, som jeg skal holde mig selv fra ikke at spise direkte fra ansigtet. Og så er jeg også for nyligt begyndt at bruge produkter fra Monastery, deres ‘Gold Botanical Oil Serum’ er ret vidunderligt, den trænger hurtigt ind i huden og fedter ikke, og så dufter den så dejligt af de naturlige olier, den består af.
Lige inden jeg går i seng, ligger jeg på min infrarøde PEMF-måtte fra HigherDose. Den får mig fuldstændig ned i gear og i en næsten dvaleagtig ro. Her skriver jeg ofte lidt i dagbog og drikker en kop urtete. Til sidst tager jeg magnesium fra Puori, og så sover jeg som en drøm. I de kolde måneder har min mand og jeg ofte en lille saunadate om aftenen i vores infrarøde sauna. Det er den roligste måde at slutte dagen på med æteriske olier som lavendel og en følelse af at lande helt i kroppen, og samtidig sveder man affaldsstoffer og toksiner ud af kroppen.
Foto: Sidsel Alling
Lige inden Anaïs går i seng, ligger hun på sin infrarøde pemf-måtte fra higherdose. Den får hende fuldstændig ned i gear og i en næsten dvaleagtig ro.
Foto: Sidsel Alling
I de kolde måneder har Anaïs og hendes mand ofte en saunadate om aftenen i deres infrarøde sauna 'Clearlight Sanctuary 2' fra Clearlight med dertilhørende æteriske olier.
HVAD ER DET VIGTIGSTE PRODUKT FOR DIG?
CP2 fra Puori, som både er et protein- og kollagenpulver. Protein hjælper med at opbygge og vedligeholde ens muskelmasse, som vi allesammen ved falder, jo ældre vi bliver. Jeg synes, det kan være svært at få nok protein i løbet af dagen, så jeg tilføjer dagligt CP2 i feks. en smoothie eller i græsk yoghurt for at få mere protein. Og så er den virkelig lækker med bourbon vanilje og er helt cremet.
HUDPLEJE ELLER MAKEUP?
Hudpleje. Min makeup er meget simpel og kurateret og skal gerne gå hurtigt
Foto: Sidsel Alling
Anaïs’ makeupppung består primært af produkter fra Westman Atelier, Saie og Miild.
HVOR SPRINGER DU OVER?
Jeg bryder mig ikke om at tage kolde bade eller at bade i havet, medmindre det er sommer, og vandet er over 25 grader. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og koldt vand, men det kolde vand rammer mig som et iskoldt chok, og det er bare ikke mig. Selvom jeg kender til de sundhedsfordele såsom styrkelse af immunforsvar og forbedring af blodcirkulation. Jeg kommer dog nok ikke udenom at skulle i gang… på et tidspunkt.
HVOR SPRINGER DU ALDRIG OVER?
Jeg fjerner altid makeup og børster tænder, inden jeg skal sove, og kunne ikke finde på at springe det over. Heller ikke på en lang flyvetur.
Foto: Sidsel Alling
HVAD GØR DU MED DIT HÅR?
Jeg bliver klippet hos dygtige Helle Lou, som forstår mit hår og klipper det med forskydninger, der giver bevægelse uden at tage fylde. Jeg går oftest med håret nede og har altid brugt hårspænder fra franske Alexandre de Paris, der sidder godt fast i håret, men jeg er også blevet ret glad for Lié Studio, som også er begyndt at lave hårspænder. De er smukke og enkle og holder godt.
Lidt pink til læberne. Her er favoritten lip gloss fra Saie.
HVAD ER DET MEST PRISVENLIGE PRODUKT, DU BRUGER?
Det må være min morgendrik med citron og en knivspids salt. Det er en prisvenlig lille rutine, som hjælper mig med at genoprette væskebalancen efter en god nattesøvn.
Jeg kan rigtig godt lide at besøge One Thirty Labs, som er et Longevity Studie i Palægade. Der får jeg både Cryo Full Body, Cryo-maske og LED-lysterapi. Jeg har for nyligt været igennem et forløb med MMS sculpt og pelvic floor, som er en ret vild metode til at styrke ens bækken – specielt efter tre fødsler. MMS står for magnetisk muskelstimulering, og det er en metode, der bruger magnetiske bølger til at få musklerne til at trække sig sammen på et niveau, der er meget effektivt. De har mange skønne, naturlige og effektive behandlinger.
Foto: Sidsel Alling
Tilskud som vitaminer, kollagen, kreatin, protein og honning er en stor del af Anaïs’ morgenrutine. Her er et udsnit af produkterne, som familien bruger, fra Puori og Activist.
TAGER DU TILSKUD/VITAMINER?
Ja, jeg tager B vitamin 1-2 gange om ugen, og hver morgen tager jeg D-vitamin, multivitamin, fiskeolie og SB3 (pre- og probiotika) fra Puori. Derudover laver jeg en drik med vand, C-vitamin, kollagen og kreatin. Jeg tilføjer også proteinpulver i mine smoothies, og jeg slutter hver dag af med fire magnesium tabletter, alt sammen fra Puori. Puori er tredjepartstestet af uafhængige laboratorier, og hvert enkelt produktparti testes for mere end 200 uønskede stoffer, herunder tungmetaller og pesticider.
HVAD ER DIT BEDSTE BEAUTY HACK?
Lækre, rene hudplejeprodukter, makeup og kosttilskud er virkelig dejligt, og noget som jeg flittigt bruger, men jeg tror helt oprigtigt på, at skønhed starter indefra som det første. Mit bedste beauty hack er derfor at prioritere det, der ikke kan stå på en ingrediensliste: søvn, daglig bevægelse, masser af frisk luft, uforarbejdet mad og gode råvarer. Når de ting er på plads, kan man virkelig se det, det skinner igennem i huden, energien og i ens udstråling.
Maise Lützhøft, 27 år. CEO og co-founder Liniere Lingerie. Bor på Frederiksberg. Nicoline Dagard, 35 år. Har en kandidat i Beklædningsdesign ved Kolding Designskole. Creative director og co-founder Liniere Lingerie. Bor i Kvistgaard.
HVAD HAR I HVER ISÆR LAVET FØR?
NICOLINE: Jeg har en kandidat i Beklædningsdesign fra Kolding Designskole. Efter et praktikophold hos brandet Eckhaus Latta i New York og hos Marques’Almeida i London takkede jeg ja til et arbejde hos Marques’Almeida. Jeg endte med at blive i London i fire år og designede både herre- og kvindetøj. I slutningen af 2020 flyttede jeg tilbage til København med min engelske kæreste og fik job hos (det nu lukke de danske modebrand, red.) Saks Potts.
MAISE: Efter gymnasiet svor jeg, at jeg aldrig vil uddanne mig selv yderligere på klassisk vis, da det aldrig har været noget for mig. I stedet brugte jeg et par år hos Samsøe & Samsøe og Saks Potts, hvor jeg beskæftigede mig med at fra kundeservice til salg og e-commerce.
HVORDAN MØDTE I HINANDEN?
NICOLINE: I januar 2021 var jeg lige startet hos Saks Potts. Jeg stod ude foran kontoret på Bredgade, da der kom en skikkelse gående ned ad gaden, som vinkede ivrigt og havde det største smil på læberne. Dét var Maise. Der var stadig restriktioner på, hvor mange mennesker der måtte være på kontoret ad gangen pga. corona, og jeg kan huske, at jeg sjældent havde mødt nogen, der var så begejstret for at være tilbage på kontoret. Det skete tit, at jeg sad med hovedet begravet i opgaver inde i designafdelingen, og at Maise, der sad i en anden afdeling, kom vimsende forbi for lige at høre, om vi havde noget spændende at snakke om.
MAISE: Jeg faldt pladask for Nicolines finurlige væsen og ikke mindst rolige temperament – en stor kontrast til mit dramatiske temperament, hvor jeg let kører mig selv op. Hun er altid rolig og beholder det større overblik, men samtidig er hun med på den værste og rummer en skjult fandenivoldskhed. Hun er ikke bange for at tage chancer og har et endnu større behov for at skabe, end jeg har. Jeg har altid vidst, at hun ville være den bedste partner.
Nicoline Dalgaard (tv.) og Maise Lützhøft (th.)
HVAD ER IDÉEN BAG LINIERE LINGERIE?
NICOLINE: Drømmen er at skabe et undertøjsmærke, kun dedikeret til lingerie, der udfordrer den gængse opfattelse af, hvad lingerie kan være, og som inspirerer kvinder til at gå op i den beklædning, der er tættest på huden, men som ikke nødvendigvis kan ses af andre. Vi vil gerne bringe noget nyt til bordet ved at kombinere gamle teknikker og traditioner med legende og overraskende designs – alt sammen med ønsket om at gøre lingerie sjovere.
MAISE: Jeg kan huske et særligt sjovt minde, hvor lysten til at starte Liniere så småt tog fat. Vi havde været på KiKat Club (techoklub i Berlin, red.) og danset hele natten i undertøj og oplevet, hvordan folk udtrykte sig selv og deres seksualitet på så mange forskellige, smukke måder. Jeg sagde til Nicoline lidt for sjov: “Skat, det er det vi skal – vi må gøre noget ved undertøjssituationen derhjemme.” Vi grinede, men et par måneder senere var vi begge enige om, at det var en ret god idé.
“Skulle man prøve at fange essensen af Liniere-kvinden, så er hun alsidig, hun har mange facetter og er i konstant udvikling. Hun besidder kontraster og en lyst til at overraske, samtidig med at hun altid er tro mod sig selv. Hun er sprudlende og god til at passe på sig selv – og ikke mindst til at forkæle sig selv med undertøj. Hun kan godt lide, at det er hendes egen lille hemmelighed, hvad hun har på indenunder, og det er først og fremmest for hendes egen skyld, ikke andres”
22
Secret Garden panty, 450 kr. Secret Garden balcony bra, 975 kr.
MAISE: Det kom egentlig meget naturligt, da vi vidste, at man ikke ved særlig meget, inden man går i gang, og at man derfor lige så godt kan kaste sig ud i det. Vi er ret gode til at tage beslutninger og stole på hinandens dømmekraft, så vi dvæler sjældent for meget ved noget og fokuserer på at have det sjovt.
NICOLINE: Helt konkret havde vi brug for en fælles referenceramme for at kunne snakke om, hvilket undertøj vi havde lyst til at skabe. Da vi stadig var i gang med at konkretisere brandets DNA, bookede vi en tur til Paris for at snuse rundt på den eneste undertøjsmesse i Europa, Salon International de la Lingerie. Det gav os mulighed for at lave et tværsnit af industrien, se hvilken type undertøj andre brands præsenterede samt kigge på og røre ved tekstiler og blonder. Vi rundede selvfølgelig aftenerne af med at snakke fremtidsdrømme over stærke drinks.
HVOR PRODUCERER I?
MAISE: Vi vidste fra start, at vi ville have en producent i Europa, og at vi så vidt muligt kun ville bruge materialer med oprindelse i Europa. Efter at have endevendt vores eksisterende netværk i branchen for kontakter og tips faldt valget på en lille producent lidt uden for Porto i Portugal. Vi valgte netop den producent for at sikre, at vi kunne følge produktionsprocessen tæt og personligt holde opsyn med, at både kvalitet og arbejdsvilkår konsekvent bliver overholdt. Det skønne team på vores portugisiske fabrik består af mange dygtige kvinder med årtiers erfaring inden for lingerie. Særligt de to utrolige kvinder, der leder vores produktionsteam, har arbejdet der i over 25 år og er tætte veninder og forretningspartnere ligesom os. Det tiltalte os meget!
23
’Soft Kiss’-sættet er lavet af en særlig blonde, Nicoline havde set for år tilbage på en sourcing-tur, mens hun arbejdede for et andet brand. Den var dyr, så den blev henlagt, men da muligheden for at bruge den i Liniere Lingerie-regi opstod, var hun ikke til at styre. I dag er det fortsat hendes yndlingssæt.
Soft Kiss thong, 450 kr. Soft Kiss soft bra, 975 kr. Soft Kiss balcony bra, 1.075 kr.
NICOLINE: Mit yndlingssæt er stadig det første ’Soft Kiss’-sæt, vi lavede. Jeg havde set blonden i Frankrig under en af mine sourcing-ture for Saks Potts, men eftersom det er fra en haute couture blonde-producent, var det rent økonomisk helt uforsvarligt at bruge til RTW (ready to wear, red.). Den blev derfor gemt af vejen i en skuffe i lang tid, men jeg skal love jer for, at det gik stærkt med at få hevet den frem igen, da muligheden opstod i Liniere Lingerie-regi. Jeg tror nærmest, jeg kom løbende hen til Maise med blonden svingende over hovedet, og jeg fik sat den lige i midten af hele vores moodboard, så den ikke blev glemt. Desværre koster blonden en del, så Maise forsøgte virkelig at få mig på bedre tanker – det er hende, der sidder med det tunge økonomiske arbejde, og hun er ret så ofte nødt til at løfte en pegefinger mod mit begejstrede ansigt. Vi forsøgte virkelig at finde en lignende blonde, der kunne det samme, men der er kun dén blonde, og da jeg efterhånden havde fået navngivet den “champagne-blonden”, sagde Maise endelig ja, og vi gik i gang med at designe sættet. Vi måtte skåle i champagne, da produktionen kom
hjem første gang.
MAISE: Mit yndlingssæt må være ’Kirsten’-sættet, opkaldt og inspireret af Kirsten Dunst i Sofia Coppolas film ’The Virgin Suicides’. Det repræsenterer kontrasten mellem noget uskyldigt, rebelsk og romantisk. Sættet er lavet i en sart ’milky pink’ silke og pyntet med en old-school blonde med et let skinnende og kitch touch. Det vækker en følelse af nostalgi i mig og drager paralleller til de tendenser, man så i undertøj i 60’erne. Derudover tog det et ondt år at udvikle ’Kirsten Soft Bra’, da det var svært at finde den rette balance mellem silke og blonde i skålen og samtidig skabe den støtte, som vi ønskede, og som kan være særligt svært at opnå i en soft bra. Derfor blev det også den style, der tog længst tid og kostede mest at udvikle med hele otte forskellige prøver, før den endelig sad, som den skulle.
24
Maises yndlingssæt er ’Kirstin’-sættet, der er inspireret af Kirsten Dunsts karakter i filmen ’The Virgin Suicides’. Det var det sæt, der tog længst tid at udvikle, da det teknisk er svært at få nok støtte i en skål lavet af silke og blonde. Det blev til ikke færre end otte prøver, før den sad, som den skulle.
DER ER MANGE BRANDS, MEN FÅ SOM JERES, DER ER SÅ NICHET INDEN FOR UNDERTØJ. HVORFOR VALGTE I DET?
NICOLINE: Vi undrede os over, hvorfor æstetikken i undertøjsbranchen var stagneret. Jo mere vi snakkede om det, jo mere fik vi lyst til at skabe et undertøjsbrand, der kunne levere smukt undertøj med en fornyet æstetik, og som man kunne få lyst til at tage på en kedelig mandag. Det fantastiske ved lingerie er på mange måder også, at det er din helt egen hemmelighed, hvad du har på under din strikkede trøje.
MAISE: Jeg undrede mig også over, hvorfor konkurrencen indenfor dedikerede undertøjsmærker er så begrænset, især i Danmark. Sammenlignet med andre dele af tøjbranchen findes der relativt få undertøjsmærker, og det gør markedet særligt interessant fra et forretningsperspektiv. Vi kan også mærke, at det giver os en særlig mulighed for at skille os ud og blive husket; Når man er mere alene om det, man laver, får det, man skaber, lettere plads til at blive set og værdsat.
ER DET TANKEN AT UDVIDE MED ANDRE KATEGORIER, ELLER VIL I HOLDE JER TIL UNDERTØJ?
NICOLINE: Vi er et dedikeret undertøjsbrand og ser en stor styrke i at blive eksperter i én produktgruppe. Undertøj er enormt teknisk, og eftersom vi forsøger at skubbe grænserne for, hvilke materialer man kan bruge til lingerie, så forbliver vores mission at lave smukt og velsiddende undertøj til alle de fantastiske kvinder derude, som gerne vil opgradere undertøjsskuffen en smule.
MAISE: Men det kunne være ret skønt og sjovt at lave badetøj på et tidspunkt, og vi leger lidt med tanken om at introducere det om et par år, når vi har rodfæstet os mere.
LINIERE LINGERIE ER FØDT I KØBENHAVN. HVORDAN VILLE DEN PERFEKTE FRIDAG FOR JER TO SAMMEN I BYEN SE UD?
MAISE: Vi er to fattige luksusdyr, der notorisk elsker de samme ting: Vi ville vågne op på Hotel Sanders og sumpe længe i sengen efterfulgt af en sen morgenmad – vel og mærke stadig i sengen. Herefter ville vi få lavet vores negle. Det er med tiden blevet en tradition, at vi får lavet negle, hver gang vi er ude at rejse eller rigtig skal forkæle os selv.
NICOLINE: Vi lever begge to lidt efter Jørgen Leths udsagn “Led mig dog for fanden ind i fristelse” og håber altid på at havne i en uplanlagt og fantastisk situation. Man kunne f.eks. snuppe en frokost udenfor på Salon i Bredgade, så kan Maises hund, Kelly, også være med, og bagefter ville vi gå en tur på Kastellet. Til sidst ville vi ende tilbage på Hotel Sanders med en Pisco Sour og en Negroni. Så sover man ligesom bedre.
Til at begynde med troede Miriam Poulsen, at der var tale om endnu en pause. Pauserne fra diverse datingapps havde hun taget mange af, siden hun blev single, for der var begyndt at tegne sig et mønster for hendes datingliv. Den 39-årige influencer havde perioder, hvor hun datede aktivt, og perioder, hvor hun holdt pauser fra apps, stævnemøder og drømmen om den eneste ene.
Med tiden var pauserne imidlertid begyndt at fylde mere end de aktive datingperioder, og Miriam Poulsen bed mærke i, at pauserne havde det med at blive længere og længere. For hver runde i dating manegen havde hun brug for lidt mere tid til at komme sig.
“Jeg begyndte at spørge mig selv, om jeg egentlig datede for min egen skyld, eller om jeg gjorde det for at leve op til andres forventninger, og fandt frem til, at det nok mest var sidstnævnte”
Til at starte med var der ikke noget usædvanligt ved den pauseperiode, Miriam Poulsen p.t. befinder sig i. Men da hun begyndte at tænke, at det var ved at være på tide at vende tilbage til datingmarkedet, kunne hun mærke, at hun ikke havde lyst. Pausen har nu varet så længe – små to år – at Miriam Poulsen er begyndt at overveje, om det i virkeligheden er et varigt farvel. Hun har i hvert fald ikke planer om at vende tilbage til datingapps og det væld af følelser, de kan føre med sig, lige foreløbig:
“Da der var gået de par måneder, der plejer at gå, før jeg igen er klar til at date, kunne jeg mærke, at jeg overhovedet ikke havde lyst. Jeg begyndte at spørge mig selv, om jeg egentlig datede for min egen skyld, eller om jeg gjorde det for at leve op til andres forventninger, og fandt frem til, at det nok mest var sidstnævnte,” fortæller Miriam Poulsen, der bor i København. Hun valgte at gøre op med de forventninger og forlænge pausen på ubestemt tid: “Det gik op for mig, at der jo ikke er nogen, der tvinger mig til at date. Så jeg holdt op.”
Foto: KAROLINA WILCZYNSKA
PROTESTBEVÆGELSE STARTET AF KOMIKER
Uden helt at vide det skrev Miriam Poulsen sig ind i en voksende tendens, hvor flere kvinder vælger at blive boysober. Tendensen gik viralt på sociale medier, efter at den amerikanske komiker Hope Woodard sidste år skabte et månedligt comedyshow af samme navn. Hver måned var hun vært for et comedyarrangement på en klub i Brooklyn i New York, hvor hun gennemhullede det moderne datingmarked og fortalte om sin beslutning om at afholde sig fra alle romantiske og seksuelle relationer i et år.
Hun ville gøre op med sit eget behov for romantisk bekræftelse og den letkøbte, kortvarige og falske følelse af selvværd, som hun fik fra at date, indgå i svært definerbare situationships og have tilfældig sex med fremmede, som hun fortalte internationale medier. Begrebet stak nemlig af på sociale medier, og Hope Woodard fik disciple, der svor, at de ligesom hende ville afstå fra alle former for romantiske relationer i kortere eller længere perioder, og internettet begyndte at svømme over med beretninger fra kvinder, der fortalte om deres erfaringer som boysober.
“I ‘Datingordbogen’ beskrives boysober som (..) En bevidst beslutning om at tage en pause fra dating og sex for at genfinde sin egen værdi uden bekræftelse fra mænd”
Derfor var Laura Adria Kamariza Hermansen, bedre kendt som kvinden bag det populære univers Seriedateren, heller ikke i tvivl om, at begrebet skulle med i ‘Datingordbogen’, som udkom dette år på Byens Forlag. I ‘Datingordbogen’ beskrives boysober som “en situation, hvor en person vælger at undgå seksuelle møder og relationer med mænd i en periode, enten for at fokusere på sig selv, få klarhed over sine følelser eller bryde et mønster af uopfyldende relationer”, og “en bevidst beslutning om at tage en pause fra dating og sex for at genfinde sin egen værdi uden bekræftelse fra mænd”.
Laura Adria Kamariza Hermansen stødte først på begrebet for et lille års tid siden, og siden da har hun set det vokse sig større: “Det er ikke en ny tendens, men den har fået et navn, og det gør den måske mere genkendelig. Når kvinder vælger at blive boysober, er det ofte, fordi de er udmattede efter på datingmarkedet at have oplevet ikke at være blevet mødt eller set på en værdig og autentisk måde, og fordi de er frustrerede over relationer, der fiser ud, efter at de har haft sex.”
Foto: KAROLINA WILCZYNSKA
DATING FATIGUE OG FRIVILLIGT CØLIBAT
Også sexologer, parterapeuter, sociologer og antropologer er i stigende grad bekendte med tendensen. Sexologen og parterapeuten Sara Skaarup møder i sin praksis flere og flere kvinder, der vælger at gå i frivilligt cølibat eller sætte sig selv i datingkarantæne for at få en tiltrængt pause fra det forråede datingmarked og deres dating fatigue:
“De fleste, der har prøvet at date i længere tid, har mærket den her udmattelse på egen krop. Der er mange, der føler, at de på datingmarkedet er et produkt i en brug og smid væk-kultur. Mange føler sig fuldstændig vildledte, når de har engageret sig i et nyt menneske, åbnet for sig selv og været sårbare og så pludselig er blevet ghostet. Det kan godt blive en underskudsforretning at date, hvis man gør det i længere tid,” fortæller Sara Skaarup.
“For mine kvindelige forskningsdeltagere sker skuffelserne, enten efter at de har haft sex første gang, eller efter tre til seks ugers dating”
Antropologen Malthe Rye Thomsen forsker i vores datingkultur, og hvordan teknologien påvirker den, og i sin forskning er han stødt på samme tendens. Han har identificeret en såkaldt datingcyklus, som starter med engagement og begejstring, når man downloader en app og vælter sig i likes, beskeder og opmærksomhed. Den første fases begejstring falmer dog hurtigt, og den bliver erstattet med en fase med gentagne skuffelser, aflysninger og erfaringer med at blive slettet og ghostet. Det fører til en tredje fase, der som regel byder på en datingpause på alt mellem et par uger og et par måneder:
“Alle mine forskningsdeltagere tager datingpauser. Vores behov for pauser fra datingapps er et signal om, at vi har en datingkultur, hvor der er en grundstemning af udmattelse, mistro til andre og tvivl på, om vi nogensinde vil lykkes med at få den relation, vi ønsker,” fortæller Malthe Rye Thomsen.
Foto: KAROLINA WILCZYNSKA
KVINDER GATEKEEPER SEX, MÆND GATEKEEPER FORHOLD
Malthe Rye Thomsen fortæller, at der er stor forskel på, hvornår hans mandlige og kvindelige forskningsdeltagere rammer de forskellige faser. Mens begge parter er frustrerede over den ghosting, de oplever, så bliver de nemlig mødt af den øredøvende stilhed på forskellige tidspunkter i processen: “For mænd sker skuffelserne ofte i skrivefasen inden den første date – de oplever, at de bliver slettet som matches, at daten bliver aflyst, eller bare at kvinden holder op med at svare inden daten. For mændene sker det 20-30 gange årligt,” fortæller han.
Kvinderne, derimod, har som regel ikke problemer med at få likes, holde en samtale kørende eller arrangere en date – men til gengæld har deres matches det med at forsvinde efter ét eller flere stævne møder:
“For mine kvindelige forskningsdeltagere sker skuffelserne, enten efter at de har haft sex første gang, eller efter tre til seks ugers dating, hvor de føler, at de er blevet love bombed, og hvor fyren har vist en udpræget interesse for dem. Man kalder det future faking. Pludselig forsvinder fyren, og kvinden sidder tilbage med en dårlig følelse,” siger Malthe Rye Thomsen.
“Kvinder er gatekeepers for intimitet og sex, mens mænd er gatekeepers for kærlighed og parforhold”
Det fører til en ond cirkel, hvor mændene swiper til højre på flere og flere kvinder for at højne chancen for, at en date faktisk kommer til at finde sted. Kvinderne, derimod, bliver mere og mere selektive inden en date, fordi de er overvældede over de mange matches og beskeder og prøver at sortere de mænd fra, der vil ghoste dem, efter at de har haft sex. Og på den måde har onlinedating været med til at forstærke nogle kedelige kønsmønstre:
“Tilbage i tiderne troede man, at datingapps ville bløde op for vores normer for køn, kærlighed og dating, men man indså ret hurtigt, at der skete det stik modsatte. De algoritmer, logikker og teknologier, datingapps bruger, forstærker faktisk de klassiske normer for køn og kærlighed. Det har været medvirkende til, at man kan sige, at kvinder er gatekeepers for intimitet og sex, mens mænd er gatekeepers for kærlighed og parforhold,” siger Malthe Rye Thomsen.
Foto: KAROLINA WILCZYNSKA
FRA SEKSUEL TØRLÆGNING TIL SENSUELT GENNEMBRUD
I bogen ‘The Dry Season’ beskriver den prisvindende amerikanske memoirist Melissa Febos, hvordan hun efter et altødelæggende parforhold og en efterfølgende tumultarisk periode på datingmarkedet vælger at trække stikket. Hun beskriver sig selv som grænsende til sex- og kærlighedsafhængig og har brugt en stor del af sit liv på at udforske og udleve sin seksualitet – både som professionel dominatrix i New York, i sine hudløst ærlige memoirer og i privaten, hvor hun er hoppet fra forhold til forhold, siden hun var teenager, ofte uden helt at få afsluttet det foregående forhold først.
“En måned inde i cølibatet havde jeg en følelse af at have mere tid end nogensinde”
For at få en pause fra det følelsesmæssige kaos, romantiske relationer har det med at føre til, og for at forstå, hvorfor hun handler, som hun gør, vælger hun derfor at gå i frivilligt cølibat. Noget af det første, hun bider mærke i, er, hvor meget tid hun pludselig har på hånden:
“Tid havde altid føltes som en mangelvare, men det begyndte at gå op for mig, at jeg simpelthen havde sløset den væk på romantik. En måned inde i cølibatet havde jeg en følelse af at have mere tid end nogensinde. I løbet af den første måned havde jeg afleveret alle mine planlagte freelanceopgaver, snakket i telefon med alle, jeg elskede, klippet halvdelen af mit hår af, købt seks par sko, doneret tre skraldeposer med tøj, organiseret min lejlighed og løbet 72 kilometer,” skriver Melissa Febos.
Det næste, hun opdager, er, at hun har brugt flirt, sex og dating – og de mennesker, hun har dyrket aktiviteterne med – som en slags rus, og at mange omkring hende gør det samme. De tror, de begærer eller forelsker sig i en person, men i virkeligheden er det, de søger mod, rusen; når den er tilfredsstillet, går de på jagt efter næste bytte, næste rus.
Da hun indleder sit cølibat, frygter Febos, at det vil føles som at vandre i ørkenen eller at være tørlagt, og at hun vil komme til at lide af savn. I stedet overraskes hun over, hvor rig, frugtbar og sensuel hendes verden og hverdag er, når hun ikke spilder sin tid på at jagte den romantiske rus, men i stedet investerer den i sine venskaber, hobbyer og professionelle passioner.
“Folk vælger ofte at gå i cølibat for at tage kontrollen tilbage”
GENEROBRER TIDEN, MAGTEN OG SINDSROEN
Det er et drømmescenarie for mange kvinder, for langt de fleste bevæger sig ind i cølibatet med en intention om at generobre de tids-og følelsesmæssige ressourcer, de har brugt på romantiske relationer, og bruge dem på noget andet, fortæller Laura Adria Kamariza Hermansen.
“Folk vælger ofte at gå i cølibat for at tage kontrollen tilbage. De vil skabe ro, tage ejerskab over deres tid og følelser og måske genoprette nogle af de grænser, de føler, de har fået overskredet på datingmarkedet. De vil beskytte deres mentale trivsel og investere den tid, de vinder, i andre dele af deres liv.”
En del vælger at investere tiden i selvpleje, sundhed og velvære, andre i karriere og hobbyer, og så er der mange, der bruger tiden på at finde kærlighed og mening i venskaber og andre ikkeromantiske relationer, fortæller hun.
Sådan var det også for Miriam Poulsen. Det gik nemlig hurtigt op for hende, at hun brugte meget mere tid og energi på at date, end hun var klar over: “For mig var det ikke en lille ting at date. Jeg brugte enormt meget tid på det. Og tiden gik både på helt konkrete ting som at swipe, at skrive med en mand, at forberede mig på en date og selve daten, men også på at overtænke alt muligt, spekulere på, hvad relationen kunne blive til, og på at være følelsesmæssigt påvirket, hvis det ikke gik, som jeg ønskede,” fortæller Miriam Poulsen.
“Det føltes som at tage magten tilbage over min tid og over min mentale trivsel, da jeg stoppede med at date”
Det begyndte hurtigt at føles som et hack ikke at date. For nok førte datingapps til swipen, likes og beskeder, der på kort bane boostede humøret, men de ledte også til skuffelser, der påvirkede hende mentalt. “Det føltes som at tage magten tilbage over min tid og over min mentale trivsel, da jeg stoppede med at date. Og den tid kan jeg jo nu frit vælge at bruge på mit arbejde, på hobbyer og på de venskaber, der jo kræver ligeså meget tid som romantiske relationer, men som mange af os har en tendens til at forsømme i en travl hverdag,” fortæller Miriam Poulsen.
Foto: KAROLINA WILCZYNSKA
“Kvinder har ikke længere brug for en mand for at sikre sig selv økonomisk eller socialt”
FEMINISTISK PROTESTBEVÆGELSE ELLER UDTRYK FOR AFMAGT?
Det kan måske lyde som en feministisk revolution, hvis kvinder vender datingmarkedet ryggen, tager magten tilbage og fokuserer på sig selv i stedet for drømmen om den eneste ene og ønsket om at stifte familie. Spørger man Seriedaterens Laura Adria Kamariza Hermansen, er der imidlertid snarere tale om, at kvinderne høster frugten af den feministiske bevægelse, der banede vej for, at det overhovedet er muligt for kvinder at leve værdige liv uden mænd:
“Jeg tror, at grunden til, at vi i stigende grad ser kvinder vælge dating fra, er, at de er mere selvstændige i dag end nogensinde før. Kvinder har ikke længere brug for en mand for at sikre sig selv økonomisk eller socialt, og vi kan få dækket vores følelsesmæssige behov hos venner og familie og endda få børn alene, hvis det skal være. Ønsket om at få en kæreste er drevet af lyst og ikke behov, og derfor er det også oplagt at vende datingmarkedet ryggen, hvis det er en dårlig oplevelse at date,” siger Laura Adria Kamariza Hermansen.
Malthe Rye Thomsen fortæller, at det fra et antropologisk eller sociologisk perspektiv godt kan ses som en feministisk mikrobevægelse:
“Hvis kvinder nægter at deltage i datingmarkedet, kan det sagtens forstås som en praksis, der udfordrer det, vi kalder de klassiske kønnede scripts for dating. Man kan godt se det som en feministisk tendens, men der er ikke tale om en organiseret bølge. Det handler mere om, at kvinder vælger at prioritere deres egne mål og relationer. Det kan ses som en mikromodstand mod forventningerne om, at den romantiske relation med en mand skal være i centrum for kvindens liv,” fortæller antropologen.
“Et forhold kan i stigende grad ses som en restriktion, der begrænser ens frihed og selvstændighed og måske endda gør én kærestekedelig”
Det er Laura Adria Kamariza Hermansen enig i. Hun mener også, det er derfor, at britisk Vogues for nylig udgivne artikel om, hvordan det er “pinligt at have en kæreste og et større fleks at være single”, fik så meget opmærksomhed, som den gjorde:
“Der er en udmattelse over de klassiske romantiske narrativer, og hvor definerende de har været for mange kvinders liv. Et forhold kan i stigende grad ses som en restriktion, der begrænser ens frihed og selvstændighed og måske endda gør én kærestekedelig. Der er større status i at kunne leve et godt liv alene. At være single er blevet symbol på styrke, selvstændighed, og at man lever et autentisk liv.”
NÅR DET TAGER MERE, END DET GIVER, AT DATE
Miriam Poulsen ville gerne være enig, og på sin vis er hun det også. Hun har det nemlig bedre end længe, efter at hun har vendt dating markedet ryggen. Hun føler sig hverken ensom, retningsløs eller ked af det over ikke at have en kæreste; tværtimod er hendes mentale trivsel skudt i vejret, efter at hun opgav jagten på en.
Omverdenen, derimod, har det stadig med at se hende som en kattedame, der burde gøre mere for at finde den kæreste, mange er overbeviste om ville forbedre hendes liv.
“Jeg bliver stadig altid spurgt om, hvordan det går med at finde en kæreste, og ikke om, hvorvidt jeg overhovedet er interesseret i en. Og selvfølgelig hjælper det ikke, at jeg har en kat, men det er altså ret frustrerende at blive sat i bås som en trist kattedame, når jeg egentlig er glad og tilfreds i mit liv,” siger hun.
“At date tog mere fra mig, end det gav. Det har givet mig en helt anden sindsro at sætte dating på pause. Jeg sætter ikke mig selv og mine følelser på spil, jeg går ikke og venter på svar fra en fyr, jeg bruger ikke tid på at overtænke hans svar eller mangel på samme, og jeg investerer den tid, jeg har vundet, i relationer med veninder, jeg ved, varer ved. Jeg kan ikke umiddelbart se nogen grund til at vende tilbage til datingmarkedet.”
