Martin Gjesing, 43 år. Medstifter af og CEO i Moon.
Født og opvokset i Skjern.
Gik på handelsgymnasiet, mens han arbejdede for den lokale Tøjeksperten i Ringkøbing.
Var med til at åbne Energie og Miss Sixty i København.
Blev som 22-årig ansat som direktør for Acne Studios i Danmark, hvor han sidenhen arbejdede i 10 år – til sidst som kommerciel direktør.
Stiftede Moon sammen med Frederik Bjerregaard i 2013.
Moon har arbejdet med brands som Sophie Bille Brahe, Nike, Diemme, H&M, Ganni, Hay, New Balance, Kvadrat x Raf Simons og Cecilie Bahnsen.
Når vi laver et modeshow for et større brand som for eksempel Ganni eller Cecilie Bahnsen, har vi typisk udformet en pdf på omkring 150 sider, der gennemgår alt fra udførelsen af selve showet til alt, hvad der kommer før og efter. Hvis showet ligger i september, går vi nok i gang med arbejdet i februar. Vi har nedfældet kollektionens idé og historie, vores koncept, beskrivelser af set design, invitationerne, lyset, modellerne og castet omkring produktionen. Alt står i det dokument. Det lykkes ikke hver gang, men vi tror på, at hvis vi er 100 procent forberedte, kan vi lave noget, der bliver 110 procent godt. Vi er ambitiøse. Vi gider ikke have forberedt os 80 procent, for så vil der opstå udfordringer, vi ikke har tænkt på, og så ender resultatet på 70 procent. Det bryder vi os ikke om.
Vi er kontrolfreaks. Når vi møder ind på showdagen, skal alle involverede vide præcis, hvad de skal levere. Til et modeshow brænder du mange penge af på meget kort tid – og det er fantastisk at få lov til, men vi kan bedst lide at gøre det, hvis vi har styr på alt. Der er meget, der kan gå galt. Noget forsinker showet, en model kan ikke alligevel, en forvirring omkring en eller anden detalje. Men når forarbejdet er så godt som muligt, kan vi hamre til den, når vi står midt i det.
“Vi lader os ikke kun inspirere af modebranchen, men også af kunst, fotografi, musik, design og litteratur. På vores kontor er der bøger over alt”
Da vi lavede Cecilie Bahnsens A/W24-show i Paris, tog vores koncept, som vi udtænkte sammen med Cecilie, afsæt i et kæmpestort æble. ’The Bite’ blev titlen på hendes kollektion. For Cecilie repræsenterede æblet begær, kærlighed, styrke og skønhed, men også en almindelighed, som hun også er tiltrukket af – mødet mellem luksus og hverdag. Vores opgave blev at skabe al kommunikation omkring kollektion fra modeshow og pop-up butikskoncepter til grafisk materiale og printudgivelser. Selve showets set design var bygget op omkring dette enorme tekstile æble, som stod midt på catwalken. Fra alle sider kunne man se de her bid i æblet. Alle gæster til showet modtog en Rubriks terning, som var prydet af utallige fotos af æbler, der var bidt i, skudt af fotografen Casper Sejersen. Caspers arbejde foldede sig også ud i en avis, som udkom i Dover Street Market-butikkerne rundt i verden, da de modtog kollektionen. Dover Street har en historik med at være glade for print, så vi vidste, at vores avis kunne få en plads hos dem og være med til at give kollektionen et liv længe efter selve showet løb af stablen.
Et modeshow er jo kun for modebranchen, så vi er meget optaget af, at vores materiale også lever seks måneder efter et show. For at skabe en rød tråd, men også en stærk genkendelseskraft, tager vi ofte udgangspunkt i et simpelt koncept og budskab. I dette tilfælde; det bidte æble. Det handler om at lave noget, som er så let at afkode, at det kan gå igen på alt fra invitation, gave til show-gæster, set design, et pop-up butikskoncept, fysisk og digitalt materiale. Vi forenkler budskabet, og så overdriver vi udrulningen af det.
Foto: Elizabeth Heltoft
Vi synes, det er fedt at lave alle typer af shows. Det er sjovt at lave de velproducerede med store budgetter, som da vi lavede Gannis første show i Paris i efteråret. Men det er lige så sjovt at lave dem på budget, især fordi vi skal løbe dobbelt så stærkt. Det kan vi godt lide. Vi elsker at arbejde. Kun en time efter Gannis show lavede vi også et show for vores venner, der driver brandet Ester Manas, som er et fantastisk size-inclusive brand, der også var på den officielle showkalender i Paris. De er megadygtige, men de havde ingen ressourcer til at lave et show den her sæson, så vi tilbød at producere det gratis for dem.
Jeg holder meget af at lave shows sammen med Sunflower. Det er altid sjovt. De har kontor i samme bygning i København K som os, så vi plejer bare at mødes i trappeopgangen: Hvad skal vi lave til det næste show? Når vi mødes igen, har vi nogle idéer med. Sidste gang foreslog vi dem at booke Adam CCsquele til at spille trommer sammen med sin bror. Under showet i Paris spillede de så 20 minutters hardcore tromme-battle mod hinanden. I København har vi haft August Rosenbaum til at spille klaver under et show. Musik er en fælles passion for os og Sunflower. Det er en stor del af mange af vores showkoncepter, og noget vi arbejder ekstremt meget med; både med sangere, musikere og DJs – så vi sammen kan finde den helt rigtige lyd til at skabe den følelse, dynamik og oplevelse omkring kollektionen og brandet, som vi ønsker at ramme.
“Det er utrolig inspirerende at falde over en gammel Helmut Lang-reklame, som viser sig at være vildt progressiv og moderne”
Et andet element, som er vigtigt for os, er at inddrage kultur. Vi lader os ikke kun inspirere af modebranchen, men også af kunst, fotografi, musik, design og litteratur. På vores kontor er der bøger over alt. Fra kunstbøger om Louise Bourgeois og fotobøger af Juergen Teller og Takashi Homma til et fuldt sæt af det danske designmagasin Mobilia fra 1974 til 1984. Hver fredag bestiller jeg nye bøger, inden jeg tager hjem fra kontoret. Vi bruger dem især i researchprocessen. Til at få idéer. Du finder bare mere interessante ting i bøger end på Instagram, hvor algoritmen har lært, hvad du kan lide. Det er lidt ligesom flow-tv, man ved ikke, hvad der kommer. Pludselig falder man over noget, som er vildt fedt, og som vi kan bruge til noget. Det kunne være at læse i de første udgaver af Purple Magazine fra slutningen af 90’erne. Det er utrolig inspirerende at falde over en gammel Helmut Lang-reklame, som viser sig at være vildt progressiv og moderne.
“Hvis man er håbløs romantiker, som jeg er, så er det jo fedt at få folk til at forelske sig i et brand”
Vi er optaget af, at vores projekter er autentiske og har en kulturel relevans, og at de brands, som vi er med til at opbygge, også rummer kultur på den måde. Nogle brands kan måske klare sig uden, fordi deres historie og kultur er så stærk, men de fleste har brug for at blive mere spændende hele vejen rundt. Og det er derfor, vi blandt andet inkorporerer musik til shows, skaber set designs med dygtige designere og laver særlige fotoprojekter med internationale topfotografer. Nogle gange handler det også bare om at smide forskellige fede referencer ned i skålen og mikse det hele sammen. Og ikke at være bange for at blande noget, der på papiret virker forkert. Det er med til at skabe et brand.
Jeg elsker den romantiske del af modebranchen. Hvis man er håbløs romantiker, som jeg er, så er det jo fedt at få folk til at forelske sig i et brand. Det er det, modebranchen kan. Genintroducere et brand, som alle troede var glemt. Eller skabe noget nyt, som taler direkte til folks følelser og hjerte. Nogle gange skal der ikke mere til end et enkelt modeshow. Det er de brands, som er dygtigst til den del, som lykkes allerbedst.
Elina Grothén, 35 år. Chefredaktør på ELLE Sverige.
Født og opvokset i Helsingborg.
Studerede kommunikation og opinion på Göteborgs Universitet, før hun begyndte at arbejde i modebranchen.
Har arbejdet for magasiner, brands og butikker som ELLE, Styleby, Cover Magazine, Acne Studios og H&M.
Bor i Stockholm.
Jeg har interesseret mig for mode, siden jeg var helt lille, men det tog et stykke tid, før jeg indså, at det faktisk var en reel interesse. Da jeg var yngre, var sport, og især svømning, det vigtigste i mit liv, og dengang handlede mode mere om funktion end passion. Jeg har nu altid holdt af at skabe, tænke kreativt og finde løsninger. Og hvis der er en branche, hvor man skal være løsningsorienteret, så er det modebranchen. Den er i evig forandring, og det er vigtigt både at udvikle sig, følge med og ikke at tabe farten. Det synes jeg, er utroligt sjovt.
“Jeg forstod især vigtigheden af at fremhæve kvinder, som ikke nødvendigvis er de mest kendte, men som skiller sig ud med en personlig stil og et unikt udtryk, der kan inspirere andre”
Da jeg studerede kommunikation på Göteborg Universitet i Sverige, fik jeg en mail fra det danske (nu lukkede, red.) magasin Covers daværende moderedaktør, Emilie Johansson, da hun søgte en modeassistent og havde fået mit CV gennem Acne Studios, hvor jeg arbejdede ved siden af mit studie. Jeg sagde straks ja til jobbet hos Cover, og det blev starten på min rejse ind i magasinbranchen. Jeg arbejdede hos dem i et år, mens jeg studerede, så det indebar en del rejser mellem København og Göteborg. Men det var virkelig det hele værd – jeg fik både mit første indblik i branchen samt værdifuld erfaring. Jeg forstod især vigtigheden af at fremhæve kvinder, som ikke nødvendigvis er de mest kendte, men som skiller sig ud med en personlig stil og et unikt udtryk, der kan inspirere andre.
I virkeligheden startede min karriere i modebranchen allerede, da jeg som 15-årig optrådte på tre magasinforsider i både Sverige og Danmark. Jeg indså hurtigt, at modelarbejde ikke var min ting. Jeg ville hellere være den, der skabte indholdet bag kameraet, frem for at stå foran det. Alligevel føltes det allerede dengang som om, det altid har været meningen, at jeg skulle ende i modebranchen på den ene eller anden måde.
“Jeg stræber efter at skabe mere end bare modeproduktioner – jeg vil bygge et trygt og inspirerende miljø, hvor kvinder kan udvikle sig og udtrykke sig frit”
For mig handler modeformidling om at præsentere forskellige personligheder, stilarter og kulturer samtidig med at inspirere til kreativitet og selvudfoldelse. I ELLE Sverige fremhæver vi kvinder, der påvirker verden på forskellige måder og udfolder vigtige samtaler om feminisme, mangfoldighed og inklusion. I 2024 portrætterede vi kvinder i forskellige aldre, som delte deres perspektiver på disse vigtige emner, herunder sangerne Zara Larsson og Mapei, forfatterne FaysaIdle og Gunilla Thorgren og skuespilleren Ayan Ahmed.
Min drivkraft ligger i min passion for mangfoldighed, inklusion og at styrke kvinder. Jeg stræber efter at skabe mere end bare modeproduktioner – jeg vil bygge et trygt og inspirerende miljø, hvor kvinder kan udvikle sig og udtrykke sig frit. Mit mål er at bidrage til positiv forandring – både i branchen og for de mennesker jeg når ud til.
Når jeg deltager i et show under en modeuge, tager jeg det hele ind; fra valg af location og musik til modeller, gæster og stemningen. Jeg kigger selvfølgelig også på selve kollektionen; farverne, materialerne og formerne på tøjet. Jeg holder øje med eventuelle overordnede trends, som vi skal formidle videre til vores læsere.
Mine dage under en modeuge er normalt tætpakket fra tidlig morgen til sen aften flere dage i træk. En dag i Paris eller København består som regel af en blanding af shows, re-sees, hvor man genoplever designernes kollektioner tæt på efter selve showet, og middage. Planlægning af modeuger kræver både tid og fokus – at sammensætte dagens program og koordinere transporten mellem det hele kræver, at man holder tungen lige i munden. Jeg har lært, at den mest effektive måde at spare tid på er at gruppere aktiviteter geografisk, blive ved med at bevæge sig og holde sig til planen. Indtil videre har jeg selv planlagt modeugerne, men jeg overvejer at hente lidt ekstra hjælp ind i fremtiden.
“Sådan et show var Alessandro Micheles sidste for Gucci i 2022 i Milano. Ingen vidste, at det ville blive hans sidste for modehuset”
For mig er mit arbejde under en modeuge fyldt med højdepunkter, fordi jeg får lov til at være i samme rum som de mennesker, jeg bliver inspireret af til daglig, og at se de kollektioner, der virkelig vækker følelser. Sådan et show var Alessandro Micheles sidste for Gucci i 2022 i Milano. Ingen vidste, at det ville blive hans sidste for modehuset. Det begyndte som en almindelig visning, men så udviklede det sig til noget helt unikt med en række tvillingepar, der gik hånd i hånd ned ad catwalken og bar det helt samme tøj. Showet hed ’Gucci Twinsburg’. Stemningen var magisk. Det var både smukt og skrøbeligt, og jeg tror i hver faldt, at der blev fældet et par tårer.
Der er de outfits, som du gemmer i dine gemte på Instagram, tager screenshots af til din kamerarulle på mobilen eller pinner på Pinterest – og så er der de outfits, som går så viralt, at du ikke engang behøver gemme dem, fordi de dukker op på samtlige medier igen og igen.
Det er ikke bare én eller to gange, at Zoë Kravitz’ outfit er dukket op i vores feed – faktisk har vi ikke længere tal på det. Man kan vist roligt sige, at Kravitz har leveret et af sommerens chiceste looks.
Forleden blev Kravitz fanget af streetstyle-fotografernes linse, da hun trådte ud i New Yorks gader iført et par hæle, en endnu ikke lanceret version af Saint Laurents The Baby Icare Hobo-taske, en rød logopræget T-shirt og – hold fast – et par sportsshorts. Og pludselig har vi kastet sneakersne tilbage i skabet for at finde vores fine sommerhæle frem.
Med kombinationen af elegante hæle og sporty shorts må Kravitz’ look siges at repræsentere essensen af et sporty-chic look. For mens hælene og tasken lægger op til et mere formelt look, tilfører shortsene et mere afslappet udtryk til looket – perfekt til en drink efter arbejde eller endda – måske med et par shorts i en anelse længere udgave – til en dag på kontoret.
Desuden har Kravitz’ look fået ekstra opmærksomhed fra modekendere, som netop har spottet, at tasken, hun bærer, faktisk endnu ikke er lanceret. Tasken fik dermed sin live-debut i hånden på skuepillerinden (som desuden er Saint Laurent-ambassadør) – præcis som Saint Laurent helt pludseligt sidste år lod deres Y-bag debuttere i hænderne på Bella Hadid.
Men for nu ikke helt at glemme Hailey Bieber: Hun gjorde faktisk Kravitz kunsten efter blot få dage senere, da hun postede et billede af sig selv på sin Instagram. Hvis din opmærksomhed ikke er helt opslugt af Biebers kilometerlange stænger på billedet, vil du bemærke, at modellen er iklædt noget, der kunne ligne et fodbold-spillersæt – naturligvis stylet med stort set samme type hæle som Kravitz; nemlig et par fine sommerhæle.
Bornholm er i de seneste år blevet en ultrapopulær feriedestination for både danske og udenlandske turister – og der er masser af gode grunde til det. For hvis varmen i sydlandske destinationer som Rom, Hydra, Marseille, Kreta, Ibiza,Mallorca eller måske det sydlige Tyrol eller Portugal kan stige dig lidt til hovedet, kan du altid regne med, at det danske vejr byder på masser af overraskelser – inklusive solskin.
Københavner-eksil, solskinsøen, klippeøen – eller bare Bornholm – er først og fremmest kendt for sine røgerier, hvor du får de lækreste retter med alle former for fisk. Og i modsætning til de overfyldte københavnske restauranter, er der nærmest altid en plads at få på ét af øens mange røgerier. Skal den ikke gå helt i fisk, findes der både ikoniske spisesteder, hvor lokale bornholmere og turister spiser side om side, samt et væld af små sommer-pop-ups, der kræser for øens besøgende i løbet af sommeren.
Med sin charmerende sommerstemning huser øen ligeledes en lang række skønne hoteller – heriblandt flere ikoniske overnatningssteder, hvor gæster vender tilbage til år efter år, og hvor den afslappede stemning samt personlige og åbne betjening giver en hjemlig oplevelse.
Herunder guider vi til, hvor du spiser og bor godt – steder, der uden tvivl er en anbefaling værd, hvis turen går til klippeøen i Østersøen.
Guide til Bornholm
Her skal du bo på Bornholm
Grønbechs Hotel, Allinge
Et af Bornholms ikoniske overnatningssteder er boutique-hotellet Grønbechs Hotel, som du finder midt i hjertet af den nordbornholmske by Allinge – blot et stenkast fra kultur-epicenteret Gæstgiveren, som altid er garant for gode koncerter og stemning. Hotellet ligger trukket lidt væk fra hovedgaden (vi snakker 10 skridt), så hverken biler eller festglade feriegæster holder dig vågen. Ikke desto mindre ligger hotellet i første parket med udsigt ud over den lille, fine Allinge Havn fra nogle af værelserne, og derfor befinder du dig lige dét, hvor alting sker, og hvor afstanden til samtlige seværdigheder og spisesteder i Allinge ligger lige for dine fødder.
På Grønbechs møder du den rareste betjening, der tager dig god tid til både at tjekker op på, hvordan din dag har været samt hellere end gerne giver dig et par personlige tips og favoritter på øen med. Det er nemt at fornemme, at flere af gæsterne, der bor på hotellet – som i øvrigt tæller lige fra de helt små til seniorerne – er gengangere fra forrige somre, blandt andet fordi tiltalen mellem personalet og gæsterne er utrolig familiær, og det får dig hurtigt til at føle dig meget velkommen. Med de glade dage, den uformelle tone og den dejlige, intime stemning, som hotellet byder på, kan du også nemt få en følelse af, at du og resten af hotellers gæster er en lille familie.
Hotellet, der har eksisteret siden slut 1800-taller, har gennemgået en renovering de seneste tre år, og det er tydeligt, at der er lagt en kærlig hånd i alle dele af stedet – lige fra de 23 fine og hyggelige værelser til den lækre morgenmad (med hjemmebagte boller) og den skønne udendørs oase og bar på hotellets bagside – hvor chancerne for at nyde en aftendrink til tonerne af Gæstgiverens koncert for aftenen er gode. Hotellet huser ligeledes en flot og indbydende restaurant, der tager udgangspunkt i klippeøens særlige charme, og hvor såvel hotelgæster som forbipasserende er velkomne til at nyde lækkert smørrebrød til frokost og en aftenmenu, der byde på retter for såvel fiskeelskere som de, der har brug for en pause fra havets fristelser.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor flere gæster vender tilbage til Grønbechs Hotel år efter år.
Adresse: Vinkelstræde 2-4, 3770 Allinge-Sandvig Læs mere her.
Foto: Grønbechs Hotel
Foto: Grønbechs Hotel
Foto: Grønbechs Hotel
Foto: Grønbechs Hotel
Foto: Grønbechs Hotel
Foto: Grønbechs Hotel
Stammershalle Badehotel, Gudhjem
På den nordlige kyststrækning af Bornholm mellem Allinge og Gudhjem ligger – midt i det barske landskab og blot 30 meter fra havet – det smukke og fredfyldte Stammershalle Badehotel. Herfra har du et betagende kig ud over klippekysten, og på en klar dag kan du endda skimte Christiansø i horisonten. Badehotellet har ligget her siden 1911 og har gennem årene budt både stamgæster og nye besøgende velkommen med en helt særlig badehotelstemning, der straks får skuldrene til at sænke sig. Indretningen emmer af klassisk badehotel med blåstribede tapeter, fine detaljer og en rolig atmosfære – og personalet møder dig med en varme og nærvær, der får dig til at føle, at du har været gæst her i årevis, selvom du lige er ankommet.
Hotellet består af selve hovedhuset (den karakteristiske gule bygning), men har på grund af sin popularitet udvidet med en fløj af hotellejligheder, der trods sit moderne ydre, er indrettet i præcis samme klassiske stil med badekar, gamle renæssance-lignende møbler, havudsigt og badehotelcharme. Hvis du får muligheden for at opleve stedet selv, så husk af hoppe i badekåben og gå ned til havet, hvor hotellets badetrappe leder dig direkte ned i det krystalklare vand, omgivet af klipper. Har du brug for at få lidt sved på panden, før du dypper dig i det kolde hav, kan du tage et spil padel på hotellet egen bane.
I hovedbygningen finder du blandt andet en hyggelig pejsetue, en grøn have til en drink efter din badetur, og ikke mindst restauranten, som du bør booke bord på, hvad end du overnatter på hotellet eller blot befinder dig på øen. Restauranten er kendt for sin kompromisløse tilgang til råvarer og det vil ikke overraske, hvis der dukker et stykke lækkert fisk op i en af stedets gourmetmenuer (som du selvfølgelig også kan vælge fra). Hvad, der også er værd at nævne, er den imponerende vinkælder, der vil være sød musik i enhver vinentutiasts ører, og som præsenteres af blandt andre sommelieren Pontus, der med smil og kyndig erfaring fra blandt andet Noma guider til det bedste vinmatch.
Ps. selvom havregrynene derhjemme måske ikke vækker dit indre morgenmadsmenneske, må du endelige ikke springe over morgenmaden på Stammershalle. Den fuldener dit ophold til punkt og prikke.
Adresse: Søndre Strandvej 128, 3760 Gudhjem Læs mere her.
Foto: Stammershalle Badehotel
Foto: Stammershalle Badehotel
Foto: Stammershalle Badehotel
Foto: Stammershalle Badehotel
Foto: Stammershalle Badehotel
Foto: Stammershalle Badehotel
Her skal du spise på Bornholm
Hasle Røgeri, Hasle
Kort efter Rønne finder du byen Hasle, som – for de, der ikke kan vente med at sætte tænderne i den første hånddelle – er det perfekte første pitstop, når man kommer fra færgen. Netop de lune fiskefrikadeller, som stedet serverer, er med deres bløde tekstur og sprøde stegeskorpe blandt de bedre på øen – særligt i selskab med en kold øl og en god klat remoulade.
Med sine klassiske røgeriskorstene er spisestedet ikke til at tage fejl af, og Hasle Røgeri er samtidig et af de mindre turistede af slagsen. Alt i alt et fremragende første møde med de bornholmske røgerier.
Selvom der er hård konkurrence om, hvem der har byens bedste udsigt, er Restaurant Sommer – med fuld vue over havnen – et af de stærkere bud. Det er tydeligt, at stedet tiltrækker både førstegangsturister, gengangere og lokale, og med de mange forskellige deleretter er der også god grund til at komme igen for at prøve noget nyt.
Adresse: Havnegade 19, 3770 Allinge-Sandvig Læs mere her.
Foto: Restaurant Sommer
Restaurant Sommer
Ølstauan, Allinge
På Allinges hovedgade finder du – modsat mange andre hovedgader rundt om i Danmark – masser af hyggelige spise- og drikkesteder, heriblandt ølbaren Ølstauan, som er et af de steder, hvor du finder et solidt udvalg af bornholmske øl. Faktisk har de hele 12 haner med udelukkende bornholmske bryg fra tre forskellige bryggerier – og nå ja, så lige en Guinness til de trængende.
Lækre øl og sød betjening går hånd i hånd, når lokale og forbipasserende lokkes indenfor i den hyggelige ølstue, hvor der er en øl for enhver smag.
Adresse: Havnegade 15, 3770 Allinge-Sandvig Læs mere her.
Allinge Røgeri, Allinge
Røgeriet i Allinge ligger en smule væk fra byens mere moderne spisesteder – og netop dét giver et hyggeligt og afslappet præg. Udsigten fra bordene udenfor bag huset er særligt dejlige med et fantastisk frit kig over klipper og hav.
Valget faldt her på en fish’n’chips, med en god og ikke alt for tyk friturepanering, samt fiskefrikadeller med en dejlig, sprød skorpe og saftigt indre.
Adresse: Sverigesvej 5, 3770 Allinge-Sandvig Læs mere her.
Foto: Allinge Røgeri
Foto: Allinge Røgeri
Banken, Allinge
Har du brug for en pause fra havnemiljøets travle gader og spisesteder i Allinge, er Banken det oplagte sted til en kaffepause – og selv den mest ihærdige turist kan få brug for en rolig stund. Indendøre finder du et udvalg af fin brugskunst og bøger, og udendøre har du mulighed for at slænge dig i både sol og skygge (i hvert fald om morgenen). Selvom der ikke er havkig, holder blikket mod Allinge Kirke 100%, og det er tydeligt at se, at Banken er et fast kaffested for mange langtidsbesøgende – forståeligt, for kaffen er virkelig god. Vi fik en morgenplatte inkl. valgfri kaffe til blot 95 kroner.
Adresse: Kirkegade 2, 3770 Allinge-Sandvig Læs mere her.
Hammerhavs Kiosken, Sandvig
Hvis du tænker, at du hellere må medbringe en god madpakke, når du begiver dig helt ud til Hammerhavn, så kan du godt tro om. Hammerhavns Kiosken er kendt for sine lækre sandwich, så der er ingen grund til panik, hvis du glemmer madpakken. Der er ingen slinger i valsen og ingen sultne maver efter en sandwich herfra – men du må forberede dig på lidt kø på solrige dage – for du er næppe den eneste, der har forlagt madpakken derhjemme.
Tør du begive dig ud i nogle af de skarpe bornholmske oste, kan sandwhichen med Sankt Clemens-skimmelost varmt anbefales, og ellers er laksesandwichen bestemt heller ikke et dårligt valg.
Ps. Hvis du – som vi – synes, at Opalsøen er lidt for crowded, kan det anbefales at ligge sig ved Hammerhavn strand, hvor du nemt kan finde et lille spot i sandet og dyppe dig i det klare havvand.
Adresse: Sænevej 15, 3770 Allinge-Sandvig Læs mere her.
Kalas is, Sandvig
Der er ingen tvivl om, at hele Bornholm har forstået, at Kalas laver øens bedste is – du skal i hvert fald væbne dig med tålmodighed, hvis du beslutter dig for at lægge vejen forbi til en godnatis efter aftensmad (eller i prime time efter frokost). Når det er sagt, er der bestemt noget om snakken.
Personligt gik jeg blandt andet med et ret “basic” valg i form af deres vaniljeis, men jeg har sjældent fået en is, der smagte af så ren vanilje, og hvor vaniljekornene var så tydelige. Efter min smag fik den den næsten optisk hvide is i den blå folde-ud-kasse fra supermarkedet til at blegne.
Adresse: Strandpromenaden 14, 3770 Allinge-Sandvig Læs mere her.
Foto: Kalas, Sandvig
Kalas, Sandvig
Jakobs Pizza, Sandvig
Det lille pop up-pizzeria er ikke til at få øje på, hvis du ikke lige ved, at det ligger der – men det er bestemt til at dufte. Stedet er godt gemt væk, og det er ikke skiltningen, Jakob har brugt meget af sin tid på – nej, hans fokus er på pizzaerne.
Det blev hurtigt klart, hvorfor stedet reklamerer så lidt, da vi først trådte ind i baghaven på Pension Sandbogaard, som er det sted, Jakob langer pizzaer over disken fra. Han står selv med hænderne i dejen og laver de hjemmelavede pizzaer, som bages i en lille stenovn, der også er sat op på terrassen i haven.
Derfor må du også væbne dig med lidt tålmodighed, hvis du ikke har bestilt din pizza på forhånd, for ventetiden kan godt være op til en times tid. Men er du på ferie, kan sådan en ventetid nemt fordrives med et glas vin og et par af deres antipasti, mens du nyder den blomstrende have – og det er det værd.
Personalet er søde, snaksagelige og hjælpsomme – og hvis du ikke bliver en smule forelsket i stedet, vil jeg vove at påstå, at du lyver.
Da vi var forbi, var det blot en uge siden, de havde åbnet – og med ventetiden på pizzaerne (som faktisk var kortere end forventet) tyder alt på, at stedet er blevet rigtig godt modtaget. Jakobs Pizza har åbent i uge 30 og 31 (ikke i uge 29) – og forhåbentlig igen til næste år.
Adresse: Landemærket 3, 3770 Allinge-Sandvig Læs mere her.
Foto: Jakobs Pizza
Foto: Jakobs Pizza
Omegn Osteria, Sandvig
København er for alvor kommet til Sandvig hos Omegn Osteria – men kun på den gode måde. Stedet drives af tre unge mænd fra hovedstaden, hvoraf den ene har lært at lave god, hjemmelavet pasta, som de over sommeren forkæler Sandvig og omegn med.
Har du brug for lidt fiske-detox fra øens skønne røgerier, kan du med fordel sikre dig et bord (husk at booke!) i den hyggelige gårdhave, hvor du får serveret udsøgt pasta. Betjeningen er mindst lige så omsorgsfuld, som pastaen er vellavet, og der er ingen fine fornemmelser at spore – tværtimod. Afslappet atmosfære og en uformel stemning er nemlig nøgleord hos Omegn Osteria.
Stedet åbnede i starten af juni og kører sommersæsonen ud (til og med august).
Adresse: Strandgade 42, 3770 Allinge-Sandvig Læs mere her.
Foto: Omegn Osteria
Foto: Omegn Osteria
Foto: Omegn Osteria
Sandkaas Strandbar, Allinge
På kyststrækningen mellem Allinge og Gudhjem fører en lille stikvej dig ned til den hyggeligste, lille oase. Her er både sandstrand, klart badevand, mulighed for saunagus og yoga og ikke mindst Sandkaas Strandbar, hvor det søde personale tilbyder et lækkert udvalg af blandt andet boller med ost, morgenplatte, kager, kaffe, sandwich og lækre smoothies.
Ud over lidt muntre skrig fra saunagus-folket, der kaster sig i bølgen blå, er stedet dejlig roligt og ikke alt for befærdet, hvilket gør det ideélt til en stille morgen med lidt ro til hovedet en forfriskning midt i naturen.
Adresse: Gilbertstræde 10, 3770 Allinge-Sandvig Læs mere her.
Sandkaas Stranbar
Brødre Bageri, Tejn
Du cykler eller kører næppe forbi Nordre Strandvej 57 i den lille by Tejn (mellem Allinge og Gudhjem) uden at lægge mærke til det lille, blå hus der ligger lige ud til hovedvejen. Har du været nysgerrig nok, har du måske opdaget, at det er her, Brødre Bageri holder til – og hvis ikke, er det på tide, at du gør hold og sætter tænderne i stedets lækre bagværk.
Alt fra brød til kager ser fantastisk ud, og da jeg ikke kunne retfærdiggøre at bestille én af hver i hele butikken, kan jeg kun rapportere om stedets spandauer – som forhåbentlig repræsenterer bageriets kvalitet meget godt.
Det skal også nævnes, at Brødre fungerer som pizzeria om aftenen, og da jeg desværre heller ikke nåede forbi dér, har jeg stadig en tur dertil til gode – og det er helt klar på listen til næste gang.
Adresse: Nordre Strandvej 57, 3770 Tejn Læs mer her.
Brødre Bageri, Tejn
Svaneke Brød, Svaneke
Er du kommet lidt for langt væk fra København og begynder at savne en surdejsbolle med ost, er Svaneke Brød stedet, du skal lægge vejen forbi. Butikken minder på mange måder om bagerierne i hovedstaden – både i udtryk og udvalg – men det kan jo også være rart nok, hvis abstinenserne efter din daglige BMO-ration melder sig – eller hvis du har brug for et lille afbræk fra fiskefrikadeller og røgeriduft.
Et andet rigtig godt og hyggeligt røgeri finder du lidt længere sydpå i Svaneke. Som hos mange andre røgerier tilbydes både den store fiskebuffet samt forskellige retter, du kan bestille enkeltvis – men fordi konceptet i Svaneke går ud på, at du kan mikse og matche frit fra fiskedisken, gik det ærlig talt en smule over gevind for os.
Når det er sagt, var alt fra deres “Solstråle” (version af sol over Gudhjem) til fiskefrikadeller og laks fabelagtigt. Og med beliggenheden helt ud til klipper og hav er det et sted, du nemt kan sidde længe (hvilket kan være praktisk, hvis du, som os, tager munden lidt for fuld).
Gudhjem er en dejlig by, men den kan også være meget intens, hvis du rammer en solrig dag, hvor mere eller mindre alle Bornholms turister har valgt at tage dertil. Bevæger du dig dog blot en anelse ud fra centrum, finder du det perfekte sted til et lille afbræk, hvor stemningen er langt mere rolig. Her ligger den lille café Norresan – lige midt på stranden. Udvalget er småt men velkurateret, og så er der ikke gået på kompromis med kvaliteten (de har blandt andet et lille udvalg af Kalas-is).
Noget, vi hurtigt opdagede, var, at man mange steder på Bornholm støder på en lidt anden form for rejer end de, vi typisk møder. Røgede rejer er nemlig en ting på øen – og er du bare en smule fiskeglad, skal du ikke tøve med at prøve delikatessen. Rejerne skal stadig pilles og har en lidt mørkere farve end de “klassiske” pil-selv-rejer, og den røgede smag giver et overraskende lækkert twist til din franskbrødsmad.
Vi smagte dem i Gudhjem, hvor maden bestemt var upåklagelig, men hvor du også virkelig skal væbne dig med tålmodighed, for du er næppe den eneste turist, der har fået den idé.
Adresse: Ejnar Mikkelsensvej 9, 3760 Gudhjem Læs mere her.
Danske modeller har gennem årtier været særdeles eftertragtede. I kampagner for prestigefyldte brands, på catwalken for de allerstørste modehuse – og naturligvis på forsider af modemagainer verden over. Alle fra Helena Christensen og Freja Beha til Nadja Bender, Josephine Skriver og Caroline Bille Brahe (tidligere Brasch, red.) har da også prydet dansk ELLE gennem årene – op til flere gange. Caroline og Josephine battler om rekorden med henholdsvis 4 og 5 hver.
Freja Beha skudt af Hasse Nielsen, januar 2009
Josephine Skriver skudt af Henrik Bülow, oktober 2010
Mathilde Henning skudt af Marco van Rijt, oktober 2018
Helena Christensen skudt af Henrik Bülow, november 2018
Caroline og datteren Sonya Bille Brahe, skudt af Josephine Löchen, september 2019
Warsan skudt af Dennis Stenild, august 2020
Nadja Bender skudt af Marco van Rijt, september 2020
Kunstforsiderne
Kunst har altid været en del af ELLE, og i takt med at interessen for kunst er steget hos vores læsere, har kunst naturligt fået endnu mere spalteplads. Og da vi i januar 2021 sendte vores første udgave med et værk på forsiden – skabt af danske Emilie Helmstedt – blev magasinet revet væk. Det samme gjorde de plakater, som vi fik lavet af forsiden og solgte til fordel for Danner. Vi har siden dedikeret en årlig forside til en kvindelig dansk kunstner inklusiv et begrænset plakattryk, hvor hele omsætningen er gået til Danners utrættelige arbejde. Mie Olise, Cecilia Fiona og Evren Tekinoktay fulgte i Helmstedts fodspor, mens kunstneren anno 2025 afsløres senere på året …
Værk af Emilie Helmstedt, januar 2021
Værk af Mie Olise, januar 2022
Værk af Cecilia Fiona, januar 2023
Værk af Evren Tekinoktay, januar 2024
Love Is Not A Crime
… et budskab ingen vist kan være uenige i. Så da Sune Palner, der står bag initiativet, kontaktede ELLE og spurgte, om vi sammen med hans nonprofitorganisation og Amnesty International ville være med til at støtte op om arbejdet med at støtte LGBTIAQ+-organisationer verden – i deres arbejde for lige vilkår for kærlighed uanset hvem den er imellem – var vi ikke i tvivl. I Pride-måneden har vi således de sidste tre år sat fokus på kærlighed mellem seksuelle minoriteter og sammen med danske modebrands som Mads Nørgaard og Rotate samlet penge ind til Love Is Not a Crime-arbejdet.
Love Is Not A Crime, skudt af Marco van Rijt, august 2021
Memphy skudt af Jacqueline Landvik, august 2022
Madelyn & Margo skudt af Marco van Rijt, august 2023
Knopskud
ELLE startede som et modemagasin på print tilbage i 2008, men fik ret hurtigt vokseværk. I 2012 kom interiørmagasinet ELLE Decoration til, i 2013 hyldede vi for første gang modebranchen ved vores årlige awardshow ELLE Awards (vi gør det igen 7. november i år …), ELLE Collection hed vores halvårlige catwalkmagasin (i dag ELLE Trendrapport, som er en fast del af ELLE to gange årligt), herremagasinet i avisformat Dossier lancerede vi i 2016 – og sideløbende har vi arrangeret et hav af events og andre sociale komsammener og podcasten Klædt På med Mads Emil Møller som vært. For ELLE handler i bund og grund om fællesskab. Et (æstetisk) interessefælleskab, hvor mode, skønhed, den gode fortælling, kultur, interiør og strømninger går op i en højere enhed.
ELLEs podcast Klædt på med Mads Emil, januar 2023
Fra venstre: CEO for Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark, vinder ELLE-prisen ved ELLE Awards 2024. Her med ELLEs chefredaktør, redaktionschef og creative director, Cecilie Ingdal, Nikita Hoffmann Andersen og Josephine Aarkrogh.
Personlighederne
De personlige interviews og de stærke (og ofte rørende) fortællinger er en vigtig del af rygraden i ELLE. Sammen med de store modeserieproduktioner, er det her, vi lægger en stor del af energien. Og vi føler os særligt heldige, hver gang vi får ja fra en kilde til at stille op og fortælle i ELLE. Det kræver en særlig tillid mellem mediet, journalisten, fotografen og kilden, der skal fortælle sin historie, åbne sit hjem, dele anekdoter om alt fra utroskab, brud og livets største kriser, men også lykkelige budskaber som babyfødsler, karrierer, der kører og kærlighed, der holder. Også på forsiderne er det med tiden blevet oftere og oftere at disse personligheder finder vej.
Cathrine Saks & Barbara Potts skudt af Josephine Löchen, august 2019
Kvinder fra den danske modebranche skudt af Rasmus Weng, april 2020
Elsa Hosk skudt af Rami Hanna, april 2022
Foto: Anna Ingrisch
Anna Ingrisch skudt af Lasse Bak Mejlvang, juli 2022
Nagin Ravand skudt af Kavian Borhani, juni 2023
Naima Yasin skudt af Kavian Borhani, april 2024
Helle Throning-Schmidt skudt af Lana Ohrimenko, juni 2024
Medina, Malo Chapsa og deres børn skudt af Lana Ohrimenko, august 2024
Influenterne
De var ikke-eksisterende, da ELLE i 2008 blev lanceret i Danmark – det samme var iPaden i øvrigt, og iPhonen var kun lige lanceret året forinden. Men først kom bloggerne og med Instagram i 2010 kom influenterne. Og de blev hurtigt de nye forsidemodeller – også på ELLE, hvor alle fra danske Pernille Teisbæk, Emili Sindlev og Mathilde Gøhler til internationale Jeanne Damas og Charriere har prydet coveret.
Emili Sindlev skudt af Josephine Löchen, oktober 2019
Pernille Teisbæk skudt af Marco van Rijt, februar 2020
Jeanne Damas skudt af Nina Koltchitskaia, juli 2020
Veneda Carter skudt af Frederik Lentz Andersen, juni 2021
Camille Charriere skudt af Kavian Borhani, september 2022
Tina Seidenfaden Busck. 50 år. Står bag The Apartment og indretter for både private og professionelle. Bor i Taarbæk i et over 150 år gammelt hus med sin mand, Mathias, og parrets tre børn, Beate, Christiane & Harald. Følg på @theapartmentdk.
Foto: Kavian Borhani
Den første kulturoplevelse, jeg kan huske, var at være på museum med min far på Centre Pompidou i Paris. Jeg har været omkring 10 år, og vi lavede en leg, hvor jeg skulle gætte, hvem der havde malet de forskellige malerier.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg arbejde endnu mere intenst med kunst, hvilket jeg også gjorde, før jeg startede The Apartment, da jeg arbejdede hos Andersen’s Contemporary og auktionshuset Sotheby’s i både London og København.
Foto: Kavian Borhani
En gadget jeg ikke kan leve uden, er et vækkeur. Ellers ville jeg aldrig komme op om morgenen. Derudover er jeg ikke nogen tech-person og har heller ikke noget fjernsyn. Hvis vi skal se en film herhjemme, gør vi det på en laptop.
Den sidste sms jeg sendte, var til min datter i går aftes, hvor vi aftalte, hvornår og hvordan hun kom hjem. Min ældste datter, Beate, går i 2.g på gymnasium i Hellerup, den mellemste, Christiane er på kostskole i England, og min yngste, Harald, går i folkeskole her i Taarbæk.
Den bedste gave, jeg har fået fra nylig, var langrendsski, som jeg fik af min mand i julegave. De skal bruges på den næste skitur – enten nordpå til Norge eller sydpå til alperne.
Foto: Kavian Borhani
Når jeg har brug for råd, ringer jeg til min veninde Pernille, som bor i Italien og generelt bare er et informeret menneske og god til at give råd, fordi hun ikke er bleg for at sige sin uforbeholdne mening. Ellers spørger jeg oraklet Desiree, som er min gode gamle veninde, der ved alt.
Når jeg har brug for inspiration, ser jeg udstillinger og kombinerer det gerne med en rejse. Den seneste udstilling, jeg har set, som inspirerede mig, var udstillingen Bloomsbury-gruppen på Nivågaard.
Mit forbillede er min far. Han var god til kunst og havde en virkelig sans for farver og en dygtig forretningsmand.
Sundhed for mig er at holde mig i form, gå i vandet hele året og spille mere tennis.
Kærlighed for mig er, når jeg er sammen med min familie.
Foto: Kavian Borhani
En egenskab, jeg sætter stor pris på, er når folk gør sig umage, loyalitet og lange venskaber.
Min livret lige nu er puntarelle-salat, som den min veninde Signe laver.
I mit køleskab er der altid citron og parmesan.
Min yndlingsrestaurant er SK12 i Store Kongensgade 12 hos Røde Claus. Man skal ikke være smørforskrækket, når man går derind, og det smager virkelig godt. Jeg er også glad for at komme på Locale 21 i Ny Østergade, og her i Taarbæk elsker jeg Sommer Canteen, som Jesper Gøtz har startet.
Foto: Kavian Borhani
Tina Seidenfaden Buscks bedste tøjkøb nogensinde er denne vintage-YSL-jakke, hun fandt i Paris.
Foto: Kavian Borhani
Skønhedsproduktet jeg bruger igen og igen, er alle de produkter, kosmetolog Elina Lei anbefaler mig.
På min materielle ønskeliste står liggestole til haven fra Sika Design betrukket med mine egne tekstiler.
Min personlige stil er eklektisk og farverig. Jeg køber ikke så meget tøj, som jeg gjorde engang, særligt ikke efter Holly Golightly er lukket, så mine ting er gamle, og jeg bruger dem igen og igen. Af nyere køb er jeg dog glad for Malene Mallings La Bagatelle. Og den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er den smukkeste grønne bluse fra netop La Bagatelle.
Mit bedste tøjkøb nogensinde er en vintage YSL-jakke, som jeg fandt i Paris.
I min taske er der altid kreditkort. Jeg bruger ikke Applepay.
Foto: Kavian Borhani
Den bedste duft i verden er Hermés-parfumen Merveilles, som jeg har brugt i årevis.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er Tanger i Marokko, som jeg elsker, fordi det er et sjovt mix af Afrika og Europa. Der er fantastiske huse med skønne indretninger – ikke mindst Villa Mabrouka, som er Yves Saint Laurent og Pierre Bargés gamle hus, der nu er istandsat af Jasper Conrad og lavet om til et minihotel med 12 værelser.
Favoritrummet i mit hjem, er køkkenet og mit vaskerum. Køkkenet så helt anderledes ud, da vi overtog huset, men vi levede med det i nogle år, indtil vi var klar til en større istandsættelse. Det er min mand, der har tegnet det. Vi væltede vægge, så rummet blev meget større. Vi fik bl.a. bygget et viktualierum i tråd med husets originale design, bygget komfuret sammen med Rasmus-smed med antikke klinker fra Holland bagved. Køkkenmøblet har min mand designet inspireret af engelske og svenske landkøkkener, og det blev bygget af en snedker fra Dansbo Entreprise, som vi brugte til den samlede ombygning af huset. Grebene har jeg fundet hos van Cronenburg i Belgien. Køkkenmøblet er malet med maling fra File Under Pop. Amaturet er fra Toni, og jeg elsker, at der er indbygget cooker, uden man kan se det. Vaskerummet elsker jeg også, og der bruger jeg, som mor til tre, meget tid.
Foto: Kavian Borhani
Tina Seidenfaden Buscks favoritrum i hjemmet er køkkenet. Hendes mand har designet komfuret og køkkenmøblet, mens Tina har fundet farver fra File under Pop, de antikke hollandske klinker og greb fra van Cronenburg i Belgien. Viktualierummet blev bygget ifm. istandsættelsen af køkkenet, men det var vigtigt for Tina, at det skulle se ud som noget, der altid havde været i huset i Taarbæk, som er over 150 år gammelt.
Foto: Kavian Borhani
Viktualierummet
Hvis mit hjem brændte, ville jeg redde, det store værk af den italienske kunstner Isabella Ducrot, der hænger over sofaen i stuen.
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er den britiske maler Peter Doig, fordi han bare er så fantastisk i alt hvad han laver. Nu er han desværre blevet så dyr at et værk af ham er udenfor økonomisk rækkevidde.
En kunstner, jeg allerede har et værk af, er Milano-baserede Nathalie du Pasquier, og jeg elsker det, fordi jeg er vild med hendes sammensætning af farver.
Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er hvidløgsranker fra madmarked i Arles i Provence.
Foto: Kavian Borhani
Hvis Tina Seidenfaden Buscks hjem stod i flammer, ville hun redde det store værk af den italienske kunstner Isabella Ducrot, der hænger i midten over sofaen i stuen.
Den bedste bog, jeg har læst, er Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie. Jeg læser generelt meget og har en stor bogreol bygget af Salem Charabi i soveværelset.
På repeat hører jeg Lost med Frank Ocean.
Min yndlingsfilm er Lost in Translation med Scarlett Johansson og Bill Murray.
Det gør mig glad, når mine piger Christiane på 15 og Beate på 17 begynder at værdsætte alle de museer og udstillinger, de er blevet slæbt rundt på, siden de var meget små. Harald på 12 er der ikke helt endnu … Det gør mig også glad, når det er forår, og alt springer ud, og når vi samler skønne venner til god mad i vores køkken.
Foto: Kavian Borhani
Yndlingsbogen Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie. Under den ligger Bloomsbury Portraits, der minder om udstillingen Bloomsbury-gruppen på Nivågaard, der er den seneste udstilling, Tina Seidenfaden Busck har set, som inspirerede hende.
Min yndlingsfarve er blå. Særligt en lys turkis af slagsen.
Jeg griner af mig selv, fordi jeg tror på, man kommer langt med selvironi.
I løbet af de næste år vil jeg bruge mere tid på kunst i bred forstand. Tage på kunstmesser rundt omkring – Zona Maco i Mexico i februar står højt på listen. Jeg vil gerne se endnu flere udstillinger – som jeg gjorde, før jeg fik børn. Og så vil jeg koncentrere mig mere om indretningsopgaver – ikke mindst de opgaver, som kan kombineres med at finde og udvælge kunst som en del af opgaven. Jeg synes, det rigtigt sjovt at komme ind i private hjem og bruge nogle timer sammen med dem, der bor der, hvor de så kan plukker min hjerne for det efterhånden store kartotek af viden, jeg har opbygget over årene. Ofte kan nogle timers idésparring generere imponerende ændringer i et hjem.
Under 3 days of design her i juni, laver jeg to store projekter – en pop-up i The Apartment på Christianshavn for det ikoniske svenske design brand Svenskt Tenn, og så lancerer jeg sammen med St. Leo et nyt farvekort, som blive præsenteret med en kunstudstilling, som jeg har kurateret i St. Leos nye vidunderlig bygning og showroom i Nordhavn.
Maya Tekeli er journalist og skriver bl.a. for The New York Times og ELLE, ligesom hun er vært på DR-radioprogrammet Virkelig.
I forbindelse med en ret fokuseret træningsplan, der gerne skal sikre, at jeg som menneske bliver stærkere og i stand til at tilpasse mig vedvarende fysiske udfordringer i meget varierede miljøer, er jeg begyndt at blive langt mere opmærksom på, hvordan jeg spiser. Ikke bare hvad jeg spiser, men hvordan. Hvorfor. Hvornår. Og hvad det betyder. Det glæder mig. Ikke på den måde, hvor man tager billeder af sin chiagrød i modlys, men på den måde, hvor man opdager, at kroppen faktisk samarbejder, hvis man giver den noget, der minder om hensyn.
Det er lidt den samme glæde, som mange midaldrende mænd i mediebranchen udstråler i deres sundhedspodcasts – en sen erkendelse af, at kroppen er noget, man kan få i tale, hvis man stiller de rigtige spørgsmål. Det er viden og videnskab i hverdagsformat. Men hvor de ofte har været på først den ene og så den anden kur, er jeg kommet den anden vej rundt. Jeg har aldrig identificeret mig med madkulturen, ikke set det som noget, jeg kunne bruge til at finde mig selv. Mad har for mig været logistik, ikke identitet. Brændstof, ikke bekendelse.
Men sådan hænger det jo ikke sammen længere. Jeg er 30, en del af den talende klasse og bosat i København.
“Der er noget i storbyens madkultur, der kræver social kondition. En evne til at kende de rigtige steder, nævne de rigtige fermenteringer, dele de rigtige retter”
I min alder – og i min samtid – synes man enten, at mad er samlende og inspirerende, eller også at det er komplet absurd, at så meget af vores sociale energi kanaliseres ud gennem noget, vi egentlig bare burde spise.
Der er dem, for hvem det at spise sammen er det mest intime, man kan foretage sig med andre mennesker. Jeg forstår det godt. Det handler ikke kun om mad. Det handler om kontakt. Om at dele noget fysisk og sanseligt. Om, at nogen rækker dig skålen med noget, der har simret, og siger “Den her er faktisk min farmors”. Der er noget hjemligt og trygt i gentagelsen, i ritualet, i det langsomme. Det giver mening.
Men så er der resten. Alt det, hvor “Skal vi ikke tage noget mad?” er en eufemisme for “Jeg vil gerne ses, men jeg kan ikke overskue noget dybere end en delt pizza og lidt lavmælt klappen sammen af en regning”. Hvor samtalen er en garniture til en pastaret, man kunne have lavet derhjemme – og hvor billedet af maden er vigtigere end selve mæthedsfornemmelsen.
Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg bliver træt af køen. Træt af menukortet. Træt af at skulle spille med på præmissen. Og måske vigtigst: Jeg bliver ensom af det. Ensom på den særlige måde, hvor man sidder over for nogen, men alligevel føler sig observeret mere end set.
Der er noget i storbyens madkultur, der kræver social kondition. En evne til at kende de rigtige steder, nævne de rigtige fermenteringer, dele de rigtige retter. Og måske har jeg haft en mærkelig barndom – det må jeg tage med min psykolog – men jeg har det bedst, hvis jeg har spist, inden vi mødes. Så kan jeg være nærværende. Så skal jeg ikke forholde mig til den sidste kartoffel.
Til gengæld er jeg begyndt at finde ro i madlavning. Alene. Ikke for at servere noget, men for at forstå noget. Jeg ser videoer på YouTube af mennesker, der folder dumplings som små, stivnede blomster eller laver bouillon med den tålmodighed, der kun findes hos folk, der er blevet ældre med sig selv. Det er ikke performativt. Det er ikke social kapital. Det er teknik og nørderi. Og det er overraskende trøstende.
“Og netop det – at spise mad, uden at nogen kigger – er det mest radikale, man kan gøre i en tid, hvor selv vores appetit skal kunne likes”
Der er ikke nogen, der skal smage og fortælle mig, at der mangler salt, eller noget andet karikeret. Ingen, der skal smalltalke. Fællesskabet findes, men det er asynkront og uden krav. Det handler ikke om social kapital, men om teknik, kemi og måske lidt nørdet eskapisme.
Det er ikke mad som præstation, men som eksperiment og opdagelse.
Det er måske ikke tilfældigt, at det først er nu, hvor jeg tænker mere bevidst over min krops funktioner – styrke, restitution, tilpasning – at mad begynder at give mening for mig som noget, der har konsekvenser.
Som brændstof, som struktur, som en form for intern samtale mellem kroppen og bevidstheden. Det føles langt mere intimt end nogen restaurantmiddag, fordi det handler om en relation til mig selv. Og netop det – at spise mad, uden at nogen kigger – er det mest radikale, man kan gøre i en tid, hvor selv vores appetit skal kunne likes.
Så jeg begyndte at spise mere i fred. Og i den fred opdagede jeg også noget andet: hvor vildt det er, hvor meget mad fylder online. Jeg havde troet, det handlede om, at vi allesammen bliver sultne. Men algoritmen fortalte mig noget andet. Jeg faldt en aften over en mukbang-video: en kvinde med glat hud og store øjne, der i stilhed spiste, hvad der lignede et helt menukort. Der var smørstegt hummer, spicy nudler, dobbelte cheeseburgere, kyllingelår og en sodavand, der klukkede som et postkort fra USA. Hun sagde ingenting. Hun smilede ikke. Hun åd. Systematisk. Som en maskine med stor nydelse og nul forklaring. Jeg kunne ikke kigge væk.
“I stedet for at sidde mutters alene tændte man for en livestream og spiste med nogen. Det var ikke porno, men det var næsten porno – bare for sult og menneskelig kontakt”
Hun åd som en maskine
Men som det sker med alt på nettet, blev mukbang gradvist skubbet ud i ekstremer. De seneste år er mange videoer ikke længere digitale måltidsfællesskaber – de er en slags spektakulære ritualer i selvudslettelse. Det handler ikke om at spise. Det handler om at overspise. Mere fedt, flere kalorier, mere absurd mad. Donuts stablet som tårne, hele blæksprutter stegt i olie, hotdogs på halvanden meter. Det er ikke nydelse. Det er et show.
Det, der slog mig – ud over mængden af smør og ost – var, hvor kompromisløst det var. Kvinden sagde ingenting. Hun åd som en maskine. Og jeg sad der og kunne ikke lade være med at tænke på, hvor befriende det virkede: at se nogen spise uden skam. Ingen undskyldninger, ingen selvbevidste kommentarer om “cheat day” eller “Jeg har ikke spist hele dagen”. Bare appetit uden forklaring.
Jeg ved godt, at mukbangs oprindeligt opstod i Sydkorea som et digitalt fællesskab. Et modsvar til ensomheden blandt unge i byer, der arbejdede lange dage og spiste alene i små lejligheder. I stedet for at sidde mutters alene tændte man for en livestream og spiste med nogen. Det var ikke porno, men det var næsten porno – bare for sult og menneskelig kontakt. Man kunne chatte med dem, sende emojis, følge deres rutiner. Det var mad som social lim.
Hvis jeg i det øjeblik havde været mere modtagelig over for introspektion, havde jeg måske lært noget vigtigt om mig selv: at jeg ikke bryder mig om måltidet i storbyen, fordi det er noget, andre skal være vidne til og aflæse mig igennem. Men i stedet for at blive klogere på min egen psyke blev jeg optaget af, hvad det siger om os som kultur.
For måske ser vi ikke de videoer, fordi vi selv har lyst til at spise sådan – men fordi de tilbyder os en slags utopi. Eller dystopi. Et sted, hvor man kan hengive sig fuldstændigt uden konsekvens. Hvor man kan fylde sig uden mavepine, vægtøgning, skam eller grøn juice næste morgen. En verden uden kontrol, uden moral, uden kalorietælling.
Og netop derfor er det så tillokkende. For i vores liv er maden altid koblet til noget andet: kroppen, blikket, rummet, spejlet.
Mukbangs er kun én yderlighed i et større landskab. For de fleste af os handler mad på nettet ikke om ekstrem overflod, men om kurateret kontrol. “What I Eat in a Day”-videoer er over det hele. Især unge kvinder filmer deres måltider fra morgen til aften – ikke fordi de er særlig spektakulære, men netop fordi de ikke er det. De signalerer overskud og selvdisciplin. Et glas vand med citron. En skål havre med chiafrø. En salat med edamame og avocado. Det hele er lyst og lystbetonet og serveret med en lydløs baggrund af stilhed og struktur.
Psykologen Gia Marson har i ‘Psychology Today’ beskrevet, hvordan disse videoer ikke bare skaber inspiration, men også kan forstærke skam og kropsusikkerhed – især hos unge piger. Det handler ikke længere kun om sundhed, men om at opnå en bestemt form for livsstil, der er visuel, rolig og meget ofte uopnåelig.
Måltidet bliver en stille triumf: ikke bare over sulten, men over rod, træthed, cravings – og måske også over sig selv. Det er ikke mad som nydelse, men mad som strategi. Og der er en særlig æstetik forbundet med det: Den er grøn, struktureret, let. Den dufter af havtorn og sellerijuice og ser ud som noget, der burde være pakket i glas og stå i et køleskab, der aldrig bliver beskidt.
Men det er også en æstetik, der udgrænser. For hvad sker der med ens appetit, når man hele tiden ser måltider, der er sammensat efter kameraets vinkel snarere end kroppens behov? Når maden ikke er en reaktion på lyst, men på lysindfald? I mit tilfælde begynder man at skamme sig over sin kylling, ris og halvslatne avocado. Ikke fordi det ikke er sundt, men fordi det ikke er smukt.
“Det handler ikke længere bare om, hvad man har lyst til at spise, men om, hvad ens måltider siger om én. Om man prioriterer sin tarmflora. Om man faster. Om man går op i antiinflammatorisk kost. Om man er typen, der laver sine egne granolabarer og hælder adaptogener i sin kakao”
“Jeg ved godt, det her ikke er mad”-mad
I den anden ende af spektret finder vi ‘girl dinner’. Du ved, de der små sammenkastede måltider bestående af lidt ost, et æble, nogle mandler, måske en skive skinke – postet med en ironisk distance, der siger: “Jeg ved godt, det her ikke er mad”-mad. Formatet startede som en joke. Et oprør mod det velkomponerede og varme aftensmåltid. Men det blev hurtigt endnu en æstetik. Det rodede blev stiliseret. Det tilfældige fik et navn og et publikum.
For selv girl dinner er et signal. Et lille vink om, at man ved, hvad der forventes – og at man bevidst vælger noget andet, men stadig inden for de sociale rammer. Man er stadig med i samtalen. Bare på sin egen måde.
Fælles for alle de her madformater er, at maden i stigende grad bliver en forlængelse af kroppen, stilen og personligheden. Det handler ikke længere bare om, hvad man har lyst til at spise, men om, hvad ens måltider siger om én. Om man prioriterer sin tarmflora. Om man faster. Om man går op i antiinflammatorisk kost. Om man er typen, der laver sine egne granolabarer og hælder adaptogener i sin kakao.
Det bliver en form for identitetsarbejde i realtid. Og det er ikke nødvendigvis usundt – men det er ekstremt tidskrævende. Det kræver overskud, viden og evnen til konstant at performe et forhold til sin egen appetit.
I den højest kuraterede ende af spektret står Nara Smith. Hun er model, mor og TikTok-stjerne med millioner af følgere, der ser med, når hun tilbereder måltider til sin familie helt fra bunden. Det er ikke avanceret mad i klassisk forstand – det er rugbrød med kærlighed og barndomsminder. Hun ælter, folder, koger og pynter i et silkeblødt tempo, hvor intet brænder på, og hvor køkkenet aldrig roder. Det er som ASMR for dem, der tror på hjemlighed som løsning på alting.
Der er noget dybt tiltalende ved hendes univers. Der er ingen moral, ingen skyld, ingen kalorietælling – kun omsorg og nærvær. Men også her bliver enkelheden en iscenesættelse. For det, hun præsenterer som “bare mad”, er i virkeligheden en fortælling om balance, ro og overskud. Hun laver ikke bare mad – hun fremstiller et ideal: den harmoniske kvinde, der har styr på det hele, fordi hun har hænderne i noget, der virker.
“Når vi ikke kan købe en lejlighed, kan vi i det mindste købe økologisk tahin”
Mænd som startups
På den måde kan man, hvis man strækker sig, sige, at hun har noget tilfælles med den mere maskuline ende af spektret, hvor mad og sundhed smelter sammen i longevity-bølgen – folk, der virkelig ikke har lyst til at dø.
Her handler det ikke om hjemmelavede rugbrødsmadder, men om fasteprotokoller, infrarøde saunaer, ketose og biohacking. Mænd, der dokumenterer deres morgenrutiner og kostplaner, som var de startups, og som spiser, ikke for at leve, men for ikke at dø.
Det er stadig mad. Bare uden nydelse. Kun optimering.
Fælles for både Nara og longevity-evangelisterne er ønsket om at spise sig ud af kaos – ikke bare i kroppen, men i livet. Der er ikke nødvendigvis noget galt i det. Jeg kan godt forstå længslen efter systemer og ritualer, især når alt omkring én er flydende. Men det, der skulle være selvomsorg, bliver hurtigt endnu en præstation. En måde at vise, at man har forstået det hele, på. At man har fundet roen. At man er i balance – ikke bare fysisk, men moralsk.
Og midt i det står jeg og forsøger at finde en kartoffel i supermarkedet. Ikke en ny. Ikke en særlig. Bare en helt almindelig. Jeg skal bruge den til at lave kartoffelmos. Ikke en særlig sund en. Bare en god en. Og alligevel står jeg og får sved på panden, fordi jeg føler, jeg burde kunne svare på, hvilken tahin der er bedst – og om den er fra Beirut eller Berlin.
Det er her, min frustration over storbyens madkultur virkelig får fat. Ikke bare fordi alt skal være dyrt, delt og dekoreret, men fordi der hele tiden ligger en forventning om, at maden skal betyde noget. At den skal være bæredygtig, lokal, spontan, men planlagt og allerhelst ledsaget af nogen, der har stået i kø med dig for at få den. Det er ikke måltidet, jeg ikke kan holde ud – det er forventningen om, at det skal være en oplevelse.
Det er ikke nyt, det ved jeg godt. Mennesker har altid brugt mad til at skabe fællesskab, forskel og fortælling. Det har været forskel på rig og fattig, mænd og kvinder, centrum og periferi. Brød var revolution. Mad er klasse og historie. Det er derfor, vi har julefrokoster og ramadan og høstfester og bryllupskager. Måltidet har altid været det sted, hvor samfundet blev forhandlet og gentænkt.
Det er måske ikke så mærkeligt, at maden har overtaget rollen som en slags stille selvbiografi i en tid, hvor alt andet føles ustabilt. I et økonomisk klima præget af ulighed, boligkriser og usikkerhed på arbejdsmarkedet – især blandt unge og freelancere – er det nemmere at kontrollere sin morgenmad end sin fremtid. Når vi ikke kan købe en lejlighed, kan vi i det mindste købe økologisk tahin.
Når vi ikke kan finde en vej ind i systemet, kan vi i det mindste finde mening i antiinflammatorisk madlavning. Maden bliver ikke bare noget, vi konsumerer – den bliver noget, vi kuraterer for at vise, at vi stadig har handlekraft. I den forstand er det ikke narcissisme. Det er overlevelsesstrategi i miniature. En måde at fortælle sig selv – og andre – at man stadig er i gang med at finde ud af det hele.
“Det er ikke for at sige, at vi skal holde op med at spise godt – men måske burde vi stoppe med at opføre os, som om det er en form for etisk dannelsesprojekt at få bord på Et Sted Med Småretter”
Gastroanomi
Det er selvfølgelig også et privilegie at kunne diskutere, hvilken surdej der smager mest af liv, mens verden omkring os brænder, smelter, rystes eller censureres. Det er svært ikke at se en vis absurditet i, at vi i København står i kø i timevis for at få serveret håndskåret pasta på en tallerken, der ligner noget fra et keramikværksted i Kyoto – mens millioner af mennesker rundtom i verden lever i madusikkerhed. At vi diskuterer, om æggene er fra glade høns, mens FN advarer om fødevarekriser, og mens klimaforandringer gør selv kartoflen til en truet størrelse i visse egne af verden.
Det er ikke for at sige, at vi skal holde op med at spise godt – men måske burde vi stoppe med at opføre os, som om det er en form for etisk dannelsesprojekt at få bord på Et Sted Med Småretter. Der er noget næsten komisk ved, hvor seriøst vi tager vores køkkener. Som om vi kan spise os til moralsk overlegenhed.
Det er selvfølgelig ikke for at underkende dem, der virkelig kan noget med mad. Tværtimod. Jeg har en dyb fascination af mennesker, der med præcision og intuition kan få råvarer til at opføre sig bedre, end de burde. Dem, der kan karamellisere løg til perfektion, fermentere noget, man troede var gået galt, eller fremkalde en hel barndom i én bid. Dygtige kokke er kunstnere, håndværkere og formidlere på én gang – og det er ikke deres skyld, at vi andre har gjort det til en del af vores identitet at efterligne deres arbejde hjemme i lejligheden, mens vi filmer det i 4:5-format og tilføjer underteksten “Vintermad 🌿”.
Måske handler det snarere om, hvad vi som publikum lægger ned i maden – og ikke mindst hvad vi forventer at få ud af den. For det er, som kulturhistorikeren Charlotte Biltekoff har skrevet i bogen ‘Eating Right in America’, ikke selve maden, der bliver moralsk, men diskursen omkring den. Vi tillægger måltidet mening, fordi vi længes efter orden, efter identitet, efter noget, der føles som os – og fordi det er langt nemmere at redigere sin frokost end sin karakter.
Sociologen Claude Fischler har kaldt det ‘gastroanomi’ – fraværet af faste normer omkring, hvad man bør spise – og han mener, at netop det efterlader os sultne på andet end næring, nemlig på tilhørsforhold, betydning og fælles ritualer. I stedet for én fælles madkultur har vi nu tusind små stammer, hvor man enten faster, fermenterer, forbryder sig eller forfiner.
Og når alt bliver muligt, bliver det også lettere at føle sig forkert. Derfor søger vi forklaringer og fællesskaber i det, vi kan kontrollere – også selvom det bare er en tallerken med noget, der smager godt.
“For jeg tror, vi har brug for at løsne os lidt fra den måde, vi tænker mad på i øjeblikket – især i en by som København, hvor hvert måltid er blevet en semiotisk øvelse i tilhørsforhold, æstetik og etik. Hvor det ikke handler om, hvad du har lyst til at spise, men om, hvad det signalerer. Det er udmattende”
Du er ikke, hvad du spiser
Jeg anerkender, at jeg har lyst til at provokere, når jeg siger, at jeg har spist, inden vi mødes, eller når jeg ikke vil stå i kø til den nyeste trøffelpasta. Der er noget befriende i ikke at spille med. Men der er også noget alvorligere på spil.
For jeg tror, vi har brug for at løsne os lidt fra den måde, vi tænker mad på i øjeblikket – især i en by som København, hvor hvert måltid er blevet en semiotisk øvelse i tilhørsforhold, æstetik og etik. Hvor det ikke handler om, hvad du har lyst til at spise, men om, hvad det signalerer. Det er udmattende. Og det er måske også lidt fattigt, hvis vores identitet for alvor skal afhænge af, hvorvidt vi spiser fermenteret kål eller croissanter fra den rigtige bager.
Vi lever trods alt i en tid, hvor alting skal betyde noget. Men måske behøver mad ikke at gøre det. Måske er det okay bare at spise. Ikke som statement. Ikke som strategi. Men som en nødvendighed med potentiale for nydelse.
For man er simpelthen ikke, hvad man spiser. Hverken nænsom som håndlavet pasta, sund som sellerijuice eller tålmodig som et surdejsbrød.
Kasper Garnell. 42 år. Medejer og Global Vice President of Brand & Communications i Joe & the Juice. Startede i Joe & the Juice i sommeren 2007, da der var 4 butikker. I dag er der 416, og indenfor de næste tre år er ambitionen at ramme 800.
Den amerikanske kapitalfond General Atlantic ejer i dag aktiemajoriteten i virksomheden, som blev grundlagt af danske Kasper Basse i 2002.
Hvordan kom du til Joe & the Juice?
Jeg kom ind i Joe & the Juice i 2007, fordi jeg kendte Kaspar Basse (som i 2002 grundlagde Joe & the Juice, red.), fordi vi trænede sammen nede i Adelgade. Jeg har altid gået op i kost og ernæring, så vi talte frem og tilbage, og Kaspar foreslog, at en af mine venner og jeg kunne hjælpe med ekspansionen af Joe & the Juice via franchise, så mens jeg læste på CBS, købte vi rettighederne til at åbne fem Joe & the Juice-butikker i Danmark. Det var ret mange, når der på det tidspunkt kun var seks i alt, men siden Kaspar åbnede den første, har han sagt, at Joe & the Juice skulle være det næste Starbucks, og han har altid haft store globale ambitioner for virksomheden. Jeg husker de år som nogle af de hårdeste, men sjoveste i mit liv.
”Mange ansatte i Joe & the Juice er startet i butikkerne. Det vil sige, vi ved, hvad det vil sige med en travl dag bag baren, hvor juicemaskinen går i stykker, og alt er kaos. Det giver en forståelse for virksomheden, som jeg tror, er rigtig vigtig – selv når man rykker hen bag skærmene”
Hvordan foregik udviklingen helt i begyndelsen?
Der gik ikke ret længe, før nogle investorer så potentiale, men de ville kun investere, hvis Joe & the Juice var ejet af det samme hovedselskab, så vi solgte vores franchise-butikker tilbage til hovedselskabet og blev nogle af de første medejere. I de år levede og åndede vi for kulturen og brandet 24/7. Det var ikke et arbejde, men en livsstil. Vi blev en familie som alle voksede op sammen igennem vores 20’er og 30’er, mens vi prøvede at navigere, i den vækstrejse vi var på. I 2011 rykkede jeg til Stockholm, fordi jeg virkelig troede på projektet i Sverige, og åbnede de første 15 butikker deroppe. I Joe & the Juice har vi altid haft en det-gør-vi-bare-mentalitet, og så må vi løse problemerne hen ad vejen. Men deroppe lærte jeg virkelig meget om, hvad man skal og ikke skal gøre, når man åbner nye markeder. I 2015 blev det tid til at åbne i USA, så jeg flyttede til New York og begyndte at bygge vores første marketingsafdeling op derovre. Når jeg siger marketingsafdeling, så mener jeg to mennesker. Dengang var Instagram noget, vi prioriterede, hvis en af os lige havde tid til at poste et billede, for alle var operationelle på det tidspunkt. Men jeg syntes, at brand- og marketingsaspektet var sindssygt spændende, og det var også det, jeg havde læst på CBS, så jeg nød at kunne dykke mere ned i det og virkelig fordybe mig. Sidenhen har branding og marketing fået en mere strategisk rolle i Joe & The Juice, så alle aktiviteter i denne sammenhæng er med til at styrke vores identitet. I min rolle som Global Vice President er det mit job at definere denne identitet. Det indebærer en del rejsedage, især mellem København, London og New York.
Foto: Mia Linnea Johansson
Hvad var strategien dengang?
Alt drejede sig om oplevelsen i butikken – og det var vi de bedste til. Når vi åbnede et nyt marked, så fungerede det bare. Vi behøvede ikke noget stort brand- eller marketingsaperat. Vi har altid lagt vægt på at skabe loyale kunder i butikkerne, og af samme grund har vi aldrig lagt butikkerne ned ad små sidegader og brugt mange marketingskroner på, at folk skulle opdage os. Tværtimod ligger vi altid på de mest trafikerede steder i byen, for når mange mennesker går forbi, må nogle af dem gå ind i vores butik – og hvis de så får en god oplevelse herinde, kommer de nok tilbage.
Der er nok ikke så mange danskere, der ikke kender Joe & the Juice, men hvis du alligevel stødte på en, hvordan ville du så beskrive brandet?
Vi kombinerer en sund livsstil med imødekommende, personlig og energisk stemning. Vi gør det cool at leve sundt. Og så er der jo et ret stort spænd på menuen; fra søde, lidt dessert-agtige shakes til de grønneste grøntsagsjuices. Stemningen i butikkerne bærer det hele, og så er det et plus, at vi sælger sunde produkter. Vi har aldrig haft et kundehåndteringsprogram til vores ‘juciere’, som er vores ansatte i butikkerne. Vi sørger for, at de lærer at lave juice, kaffe og sandwiches, og at de kan betjene vores kassesystem, men derfra siger vi til dem, at de skal behandle vores gæster, som var de gæster i deres eget hjem. Det er ambitionen, og når det fungerer, skaber det en helt unik oplevelse. Det er ikke let at være juicer hos Joe & the Juice, for intet er lavet på forhånd, så alt skal laves på bestilling. Når der er travlt og mange på arbejde, så er der bare en vis energi bag baren, som smitter af i hele butikken.
Hvorfor er musikken så høj?
Der er flere ting i det. Det praktiske element er, at den høje musik overdøver blenderne. Derudover prøver vi at skabe det bedste arbejdsmiljø for vores ansatte. Hvis de har det sjovt og skaber en god energi, smitter det af på de folk, der kommer ind i butikkerne. Men jeg kan da også mærke, at jeg er blevet ældre og må bide den høje musik i mig nogle gange, men de har det jo pissesjovt bag baren. Når det så er sagt, skal vi også være bedre til at vurdere tid og sted. Der skal jo ikke banke techno ud af højtalerne, når folk kommer ind og henter deres morgenkaffe. Vi arbejder pt på en løsning, hvor vi kan styre lydniveau centralt, så det kan tilpasses stemningen i løbet af dagen.
Hvilke trends taler Joe & the Juice ind i?
Det ændrer sig jo hele tiden, men vi har fire grundsøjler, som er sundhed, underholdning, convenience (bekvemmelighed, red.) og bæredygtighed. Især efter corona har vi set et skifte ift. convenience. Vores app, som man kan bestille igennem, eksploderede under corona, og siden da har folk virkelig vænnet sig til at bestille via den. Før corona stod takeaway globalt for mindre end 10% af vores omsætning, hvor det i dag er mere end 30%.
Hvordan har blikket på sundhed ændret sig?
Da vi startede i 2002, var det sundeste, du kunne komme i nærheden af, jo en smoothie med banan og jordbær. I dag skal du kun have grøntsager, og så er det protein, der er populært, og så går alle op i ’gut health’ og probiotics (mave-/tarmsundhed, red.), så det er vigtigt hele tiden at være på forkant. Kollagen er jo kæmpestort lige nu. Folk kommer kollagen i alt, og det tror jeg, er en trend, der kommer til at holde ved. Vi bruger både protein- og kollagenpulver fra danske Puori, fordi det er et af de bedste produkter, du kan komme i nærheden af. Vi kommer desuden ud med en probiotics-shake her til sommer. Det trender også helt vildt. Vores produktudviklingsteam har lige været på en stor sundsmesse i L.A., og gut health er bare eksploderet. Vi ser også en stigning i funktionelle svampe som f.eks. ashwagandha. Vi har indtil nu forsøgt at have den samme menu i hele verden, men der er lande, hvor det ikke er lovligt at sælge produkter med funktionelle svampe, medmindre du er et apotek, så der er nogle lovgivningsmæssige udfordringer der, og det betyder også, at vi kommer til at lave nogle undtagelser og have nogle produkter, der kun er tilgængelige i nogle lande. Vores blå spirulina-shake er f.eks. også ulovlig i Sverige.
Vi har nogle økologiske produkter, men langt fra mange. Vi har lavet nogle spørgeskemaundersøgelser ift., hvad folk går op i, og økologi har ikke scoret specielt højt, men vi lytter selvfølgelig, og hvis det er noget, kunderne i højere grad begynder at efterspørge, så kigger vi ind i det.
TikTok-brugere verden over har haft meget svært ved at undgå Joe & the Juice de seneste par år. Hvordan skete det, at brandet blev så trendy på den platform, og hvad har det betydet?
Det har betydet sindssygt meget for os! Jeg ved godt, hvad der skete, men det er alligevel svært at beskrive. Vi har haft tunsandwichen ’Tunacado’ på menuen de sidste 12 år, men lige pludselig var der en amerikansk kvinde ved navn Danielle Zaslavskaya, der lavede en video. Hun har et caviar-brand, så hun laver videoer, hvor hun køber forskellige fastfood-produkter og spiser dem med sin caviar på. Det gjorde hun så med en Tunacado, og den video eksploderede bare! I dag har Tiktok videoer med hashtagget ”Tunacado” mere end 150 millioner visninger. Det fangede folk, og så skulle alle smage den her Tunacado. Samtidig var vi gode til at engagere os i hypen på TikTok og lave videoer, der responderede på alt det indhold, der pludselig kom fra brugere over hele verden, som spiste Tunacados. På seks måneder øgede vi vores salg af tunacado i USA med 150%.
Hvad er strategien med TikTok?
Vores TikTok Manager er Raania Myah på 22 år, som virkelig har taget ejerskab på platformen, og hun gør det fænomenalt. Vi – eller hun – prøver ikke at sælge folk noget, vi viser bare vores kultur via vores ansatte og formår at ramme de tendenser, der på det givne tidspunkt er på TikTok, som jo er en helt anden platform end f.eks. Instagram. Raania læste på universitet samtidigt med, at hun arbejdede bag baren på Joe & the Juice i London. På eget initiativ kontaktede hun mig, og spurgte om hun måtte begynde at lave Tiktoks til vores officielle profil. Jeg kunne hurtigt se, at hun havde en unik forståelse for hvordan man bygger en autentisk kommunikationsstrategi op omkring vores kultur og relevante trends, uden at miste essensen af brandet. Da hun var færdig med sine studier, tilbød jeg hende rollen som Brand Manager og ansvaret for vores strategi på sociale medier. Det takkede hun ja til, og er nu rykket til New York, hvor hun har sit eget lille team under sig. Jeg er virkelig stolt af den måde, vi identificerer vores interne talenter og giver dem muligheden for at vokse karrieremæssigt.
Foto: Mia Linnea Johansson
Hvad er I allerbedst til?
At skabe en kultur. Vi har et miljø, hvor vores ansatte kan vokse både personligt og karrieremæssigt. Hvis du forpligter dig til Joe & the Juice og drømmer om en karriere her, så hjælper vi også vores ansatte med de rette kurser på diverse uddannelsessteder, ligesom vi er ved at udvikle et reelt internt karriereprogram.
Hvad er I dårligst til?
Den er svær … Men historisk set har vi nok nogle gange taget munden for fuld. Især ift. vores ekspansion. Vi havde rigtig meget succes i starten, og uanset hvad vi gjorde, blev det til guld. Men da vi så begyndte at ekspandere i USA samtidig med Europa samtidig med nogle overvejelser om franchise længere sydpå, måtte vi erkende, at vi ikke havde ressourcerne til alle de ting, vi var ved at søsætte, og at vi ikke var hurtige nok til at ansatte de rigtige mennesker. Det var meget svært at se i 2020, men corona kom på en måde som en velsignelse i forklædning, for det tvang os til at stoppe op og revurdere, hvad vi havde gang i, og hvad vi gerne ville. Det handlede også om at indse, at selv om det er sindssygt vigtigt for os at have mennesker med Joe & the Juice-DNA, som har været her i mange år, så er det også vigtigt at tage nye og dygtige folk ind udefra, som har erfaring fra andre virksomheder og prøvet noget lignende før. Det miks af talenter, har vi i dag.
Den allerførste butik lå jo inde i interiørbutikken Rue Verte i Ny Østergade 11, men den blev vi desværre nødt til at lukke. Vi drømte om at lave et særligt koncept, som kan stå på egne ben, så House 11, der er en hyldest til stedet hvor eventyret startede. Det er en Joe & the Juice, men med mere. Det bliver en stor konceptbutik med bordservering og kniv og gaffel, hvor vi dels kan teste nye produkter af, inden de kommer ud i alle de andre butikker, og dels får et meget større menukort med items, der er unikke for den lokation. I alle vores House 11’s – for vi kommer til at åbne flere rundt om i verden – skal der være noget unikt, og i København bliver det, at der er fitnesscenter i kælderen for vores ansatte og venner af huset. Vores HQ ligger lige rundt om hjørnet, så der bliver et godt energisk rend af Joe & the Juice-ansatte.
House 11
House 11, der er Joe & the Juices nyeste konceptbutik, hvor der bl.a. vil være et langt større menukort, end vi kender fra de 416 andre butikker, samt husets eget gym i kælderen, åbnede den 22. maj på Ny Østergade 13.
Hvad bestiller du selv?
Jeg drikker en Joe’s Identity plus kollagen og avocado. Det er den grønneste juice, vi har, og så tilføjer jeg kollagen for at holde min hud nogenlunde pæn og avocado for lidt sundt fedt i min juice. Jeg drikker også vores gurkemeje- og ingefærshots hver dag.
Hvorfor er I begyndt at lave en masse forskellige samarbejder?
Alle samarbejder jo med alle nu til dags. Det er sjovt og relevant og noget af det, der gør, at man bliver ved med at have nyhedsværdi. Vi er så heldige, at der er en masse artister, atleter og kendte mennesker, der godt kan lide vores brand, så vi har mulighed for at bygge en autentisk kampagne og historie op omkring et produkt, som vi udvikler sammen. F.eks. lavede vi sidste år et samarbejde med Paris Hilton, der udviklede sin egen juice. Det samarbejde blev en realitet, fordi jeg er gode venner med hendes mand og deri gemmen hørte at hun flere gange om ugen, får en kalkunsandwich og en Pick me up-juice leveret til deres hus i L.A.
Hvad bliver det næste?
Denne sommer har vi sammen med Hansen Is udviklet en ispind version af vores velkendte Power Shake. Den er lavet af frisk mælk fra danske køer og er 100% økologisk. Fremadrettet vil vi lave flere af disse lokale partnerskaber rundt omkring i verden. Det giver noget lokal forankring, som er enormt vigtigt når man ekspanderer globalt.
Hvem er drømmesamarbejdspartneren?
Matthew McConaughey har lavet sin egen version af vores Tunacado og gik viralt med sin video af det, så det ville da være sjovt at lave noget sammen med ham. Derudover drømmer jeg om et F1-hold! Vi har snakket med flere af de prominente F1-profiler, men at lave noget med et helt hold, eller endda have vores eget hold ligesom Red Bull, er noget af det største, jeg kan forestille mig. En Joe-pink F1-bil er på min bucket list!
Der findes nogle mennesker, som – til trods for at du aldrig har mødt dem – fanger din opmærksomhed med deres energi, når de træder ind i et rum. Sådan var mit første møde med Sofie Jørgensen, indehaver af skønhedsklinikken Dewy, som jeg havde udvekslet et hurtigt branche-kindkys med til det event, som vi tilfældigvis var havnet til begge to. Derfor var jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at der var noget godt i vente, da min skønhedsansvarlige chefredaktør, Cecilie Ingdal, spurgte, om jeg ville teste en af Sofies behandlinger.
Foto: Sissel Abel
Normalt er min 30-årige hud (7-9-13) ret taknemlig, men særligt den forgående vinter havde kulden i den grad ramt mig som karma, og jeg havde derfor forsøgt at holde en ret stringent kur, når det kom til, hvad jeg proppede i mit ansigt. Derfor var det heller ikke helt uden bekymring, at jeg tog min post-vinter, dehydrerede hud med røde og knastørre områder på det nederste af kinden med til facial. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, for når man er uddannet kosmetolog og har arbejdet med skønhed som både behandler og redaktør i over 25 år, har man ret godt styr på selv den tørreste hud. Derfor vendte Sofie også skuden 180 grader, da hun så og hørte om mine hudproblemer og udskiftede den ellers tiltænkte Beauty boost & balance-behandling med hendes Glow, lift & moist-behandling. Og oplevelsen skulle vise sig at være mere end bare moisturizing for mit ansigt.
Til duften af den der lækre, spa-agtige aroma og en playliste, jeg senere måtte få navnet på, lagde jeg mig til rette i det lyse, højloftede lokale, hvor min behandling skulle finde sted, hvorefter jeg blev pakket godt ind og svøbt i en dejlig, tung dyne og lukkede øjnene – præcis som når min mor pakkede mig ind, når jeg skulle sove som barn. Før behandlingen snakkede vi om Amazing Space-produkterne, som hun har nøje udvalgt til klinikken, som hun, trods min omtalte skærpede nysgerrighed udi at prøve nye produkter (disse havde jeg ikke prøvet, men hørt godt om), fik forklaret mig godt og grundigt om.
Foto: Sissel Abel
Da jeg trådte ind i rummet, havde jeg godt set noget, der kunne ligne en dampmaskine, og det var præcis, hvad det var – så før vi gik til frugtsyre-peelingmaske, rens, serum, (en genial) læbebalm mv. blev min hud godt gennemdampet, så alle porer for alvor kunne åbne sig, og derefter fulgte en både nakke-, arm- og skuldermassage samt ansigtsmassage med gua sha og lymfedrænage i ansigtet. Da jeg kom lidt til bevidsthed fra min saglige trance, var da jeg kunne mærke et par varme sten, som blev placeret forskellige steder på mit ansigt og ført ned ad nakke, skuldre og arme – en følelse, der nærmest kan beskrives som smørklatter, der smelter på en havregrød. “Sig til, hvis det er for varmt,” sagde hun, og selvom jeg begyndelsesvist ikke helt var klar over, hvad det var, der var så rart og lunende, så gav jeg bar et “alt er super”-nik. For folk, der har prøvet lavasten før, er det måske ikke så ground breaking, men min krop var på en måde paralyseret af det behag, den blev udsat for.
“Det føltes, som om min krop var blevet ét med briksen og de mange, bløde lag, jeg var svøbt i”
Efter de afsluttende cremer og sera var vi nået til vejs ende. Det føltes, som om min krop var blevet ét med briksen og de mange, bløde lag, jeg var svøbt i, men med alt andet end jag fik jeg et glas smoothie og vand serveret, mens jeg forsigtigt mærkede min kinder, der føltes og så ud som to rødglødende, spændstige æbler, høstet i deres bedste sæson, og beundrede min genfundne glød, som havde jeg siddet ude i solen på den første forårssolskinsdag. Selv her et par uger (og stride mængder rødvin, pommes frites og simregryderetter fra fem dage i Paris) senere kan jeg stadig ikke lade være med at ae mine kinder hist og her, der endnu føles som bløde cashmere, og som stadig (siger jeg med krydsede fingre) ikke har budt de røde, tørre plamager (u)velkommen tilbage.
Behandlingen ’Glow, lift & moist facial’ kan fås hos Dewy på Kirsteinsgade 2, 2100 København Ø. Kan bookes som 70, 90 og 120 minutter. Priser fra 1.195 kr. Book her.
Karen Marie Groth. 45 år. Grundlægger af universet @beautyhero__ og formidler viden om huden som organ. Netop nu aktuel med podcasten Derma Derma skabt i samarbejde med Insitut for Immunologi og Mikrobiologi, KU & LEO Foundation Skin Immonology Research Center. Uddannet antropolog. Bor på Nørrebro i København med sin mand og to døtre. Følg hende på Instagram @karenmariegroth_ og @dermaderma_.
Karen Marie Groth har været beautynørd og arbejdet i branchen i mange år, hvilket hendes beautyskab afslører.
HVORDAN SER DIN DAGLIGE SKØNHEDSRUTINE UD?
Om morgenen kommer jeg bare vand på en klud og kører rundt i mit ansigt. Så bruger jeg en facemist, enten ’Serozinc Mist’ fra La Roche Posay eller ’Eau Themale’ fra Avene. Dernæst bruger jeg en gang imellem et serum, gerne ’Hyalu B5 Serum’ fra La Roche Posay eller ’Ectoin Hydro Barrier Serum’ fra The Inkey List. Og så dagcreme, hvilken skifter lidt afhængig af hvad min hud fra brug for, men jeg elsker dagcreme med ceramider, der styrker hudens barriere og optimerer fugtniveauet. Jeg skifter mellem The Ordinarys ’Natural Moisturizing Factors – Phytoceramides’, Avenes ’Cicalfate +’ og Locobases ’Eczema Cream’. Og så er vi nået til solcreme, som jeg tager meget alvorligt. Jeg er glad for ’The SPF 50’ fra Mantle og ’Sun Ceutic 50 +’ fra Dermaceutic.
Jeg kan godt lide at lægge en smule makeup, selv om jeg absolut ikke er ekspert til det. Her bruger jeg for det meste ’Face & Body, N1 A71’-foundation fra Mac, ’Rosy Glow, 001 Pink’-blush fra Dior, så bukker jeg mine vipper og lægger ’Exagger – Eyes, Volume Mascara’ fra Charlotte Tilbury og til sidst noget på læberne, som er min store last. Jeg bruger meget ofte ’Squalene Lip Balm’ fra The Ordinary, ’Peptide Lip Tint, Jelly Bean’ fra Hailey Biebers brand Rhode, som jo er supergodt brandet, og ’Matte Creme Lipstick’ fra Queen Mudia. Jeg renser kun min hud om aftenen, og selv om jeg har tendens til rødme, er jeg glad for udvalgte cleansing balms eller olierens. F.eks. ’Enzyme Cleansing Gel’ fra Mario Badescu eller ’Activated Charcoal Cleansing Oil’ fra I Am. Når jeg bruger oliebaseret hudpleje, er det nøje udvalgt. I Am er vanvittigt, jeg ved ikke, hvad i alverden, de har kommet den, men den giver ingen bumser eller rødme. Når min hud er i udbrud, er mit bedste råd at skrue helt ned for rutinen og kun bruge få produkter. Så her bruger jeg ’Cleanser, Purifying Milky Face Wash’ fra danske Honey og et par gange om ugen og så sover jeg med ’The Miracle Mask’ fra Mantle, der bl.a. er formuleret med Panthenol, der beroliger huden og binder fugt.
HUDPLEJE ELLER MAKEUP?
Helt klart hudpleje. Den er nem. Jeg er ikke særlig god til at lægge makeup. Jeg ved godt, hvad jeg kan lide,og har fået nogle gode tricks påvejen, men det er jo et håndværk at være god til at lægge makeup, og der er det altid hudplejen, der har interesseret mig.
HVAD GØR DU FOR AT SE FRISK UD?
Søvn er det vigtigste. Der ér jo ikke noget, som vi ikke har hørt før, men det virker. Jeg sover 7 timer hver nat. Nogle gange kan få meget søvn også give mig hovedpine, og jeg havde slem hormonel migræne i relation til min cyklus, efter jeg fødte min anden datter. Jeg har lige fået en And Now You Sleep-hovedpude, og jeg er virkelig overrasket over, hvor god den er, og hvor meget den har hjulpet på min hovedpine. Derudover sover jeg med kinesiotape. Jeg påfører tape, der hvor jeg har tendens til rynker, det virker afslappende på muskulaturen i ansigtet, men det er ikke en mirakelkur, men hvis du holder ved så gør det en forskel. Og så er jeg glad for en mini-gua sha og konkyliessugekop fra Obsido Skin, de ligger altid klar på mit natbord.
Hver nat taper Karen Marie sit ansigt op for at modvirke rynker. Hun er desuden glad for den lille mini-gua sha og konkyliesugekoppen, som hun bruger I sit ansigt
HVOR SPRINGER DU OVER?
Hår interesserer mig desværre ikke så meget, så det bruger jeg ikke meget tid på. Jeg gad godt, at jeg var sådan en, der kunne sætte det hurtigt, og så så det fantastisk ud, men sådan forholder det sig ikke. Jeg gik af samme grund meget med hårbøjle i en periode, men du ved, det bliver også lidt trivielt. Pludselig ligner man jo lidt sin mors moster fra Hellerup … Jeg bliver klippet hos Gun-Britt, og det er jeg glad for, og så bruger jeg ’Biomimetic Hairscience, Leave – in Molecular Repair Hair Mask’ fra K18.
Jeg ville aldrig, aldrig, aldrig gå i seng med makeup på. Jeg ville heller aldrig glemme at vaske mine hænder, inden jeg skulle røre mit ansigt. Af samme grund har jeg et håndklæde til ansigtet og et til kroppen.
HVAD HAR DU MEST AF?
Læbeprodukter. Det er nærmest blevet en besættelse for mig, og jeg bruger alt fra Bobbi Brown til Nuxe og REM Beauty. Men hvis jeg skulle vælge én læbestift, ville det nok være en fra YSL – dem med logo rundt om stiften. De er så gode!
Karen Marie sværger til læbeprodukter og kalder selv samlingen for en ”mental case”. Her et udsnit.
HVAD ER DET MEST PRISVENLIGE PRODUKT, DU BRUGER?
Matas og Niveas ’Micellar Water’. De er gode til at fjerne makeup med. Hvis jeg ikke har makeup på om sommeren, kan jeg godt finde på bare at rense min hud med det, men når jeg har makeup på, renser jeg yderligere.
HVAD ER DET DYRESTE PRODUKT, DU BRUGER?
La Mers ’The Intensive Revitalizing Mask’. Den er vanvittigt god.
HVAD HAR DU ALTID MED I TASKEN?
Fem forskellige læbeprodukter.
FÅR DU NOGLE BEHANDLINGER?
Jeg går hos Sofie Jørgensen fra Dewy på Østerbro og får hendes ’Customize Classic Facial’ cirka hver anden måned. Jeg er ellers ret forsigtig, jeg har engang fået en voldsom allergisk reaktion ovenpå en (lavendel) behandling, så jeg er blevet påpasselig med at overgøre min hudpleje generelt, men Sofies hænder er magiske!
TAGER DU TILSKUD/VITAMINER MM.?
Jeg har taget et shot Møllers Tran fiskeolie m. citrus omega 3, siden jeg var barn. Jeg elsker det, men det tror jeg, jeg er alene om. Jeg er også glad for magnesium, det hjælper mig til at slappe af og hjælper på min hovedpine, som jeg døjer med, og så tager jeg folsyre og B12- samt D-vitamin fra Solaray og liposomal C-vitamin-shot fra Danois i et glas vand om aftenen. Jeg drikker også vand med aktivt kul og har generelt filtreret mit vand, siden jeg boede i New York for mange år siden.
HAR DU ET BEAUTYHACK?
’Blemish Repairing Powder’ fra Mario Badescu er genialt. Det er et af de produkter, jeg har brugt længst, og jeg elsker det stadig. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle gøre uden. Det er en pudder, der overnight fremskynder helingsprocessen af urenheder og reducerer rødme i huden. Det forkorter urenhedens levetid bedre end noget andet, jeg har prøvet. Så snart jeg er ved at løbe tør, går jeg i panik.
HVAD ER DEN ULTIMATIVE VIDEN OM HUD, DU GERNE VIL FORMIDLE?
Hvis man kan få alle, men også unge mennesker til at huske, at huden er et levende organ, der arbejder for os 24/7, så ville jeg være glad. For så tager man nogle bedre valg. Hver gang du putter noget på din hud, skal du vide, hvorfor du gør det. Huden har som udgangspunkt ikke brug for så meget for at fungere. Og de veninder, jeg har, som aldrig rigtig har brugt noget, de har så heller ikke haft hudproblemer, er sjovt nok dem med pænest hud i dag.
Hvis du af og til tænker, “ej, hvor jeg mangler et par nye sneakers”, alt imens du bagerst i skabet har en hel hær af både mere og mindre brugte sneakers, kan vi røbe, at du ikke er ene om det. Men, som det sker med trends; de kommer og går, og derfor er det også godt, at du gemte dine sneakers fra 00’erne. Hvorfor?
Det er der flere gode grunde til.
Som de fleste andre ting fra de ikoniske 00’ere, er også tidens sneakers en af de ting, som kom til verden for at blive – og det gælder bestemt også New Balances spritnye 204L-model, som trækker stærke referencer til det trendsættende årti.
Én af de personligheder, som virkelig har overbevist os om dette, er sangerinde og producer Rosalía (yes, hende, der var sammen med Jeremy Allen White). Hun har netop indgået et samarbejde med sneaker-brandet New Balance, som hun skal være global ambassadør for, og selvom brandet er kendt for sin portfolio af atletiske ambassadører, forstår vi bestemt godt New Balances satsning på sangerinden, som skal tilføre et nyt aspekt i form af stoytelling og en livsstils-styling af produkterne.
Første aktivitet i sangerindens ambassadørskab er en spritny kampagne, som præsenteres på netop samme tid som New Balances nye lifestyle sneaker-model, New Balance 204L, og derfor er det selvfølgelig netop disse sko, som Rosalía træder ind i sit første ambassadør-projekt (og kampagne) i.
De nye sneakers forener et retro og sporty look, som særligt New Balancer er mestre i, i en sko i fuld ruskind og med tech-referencer til 00’erne. Kampagnen får – ligesom ambassadørskabet – debut i dag, hvor kampagnen ruller ud.
Står du alligevel og mangler lige ét mere par sneakers, lancerer den nye model i efteråret 2025 på New Balances hjemmeside.
