Det er hverken første eller sidste gang i modehistorien, at et særligt item eller en hel stilart, der ellers har været gemt væk i en årrække, pludselig bliver interessant igen.
Under AW24-modeugen i Paris dette forår så vi f.eks. et glædeligt gensyn med boho-trenden, som lige nu føres an af Chloé (med den nye kreative direktør Chemena Kamali ved roret) og selvfølgelig boho-brandet nr. 1: Isabel Marant.
Men frynser og western-referencer er ikke de eneste, der gør comeback disse dage.
Der er nemlig også en særlig designertaske, du måske svang over skulderen for 10-15 år siden, der står til et comeback.
Det franske modehus Balenciaga, der blev grundlagt i 1919 af den spanske designer Cristóbal Balenciaga, er nemlig netop nu aktuel med en ny kampagne, der sætter fokus på den ikonske ‘City bag’ og sportes af ingen ringere end topmodellen Kate Moss og danske Mona Tougaard.
Tasken, der var særdeles populær i begyndelsen og midten af 10’erne findes i flæng på re-sale-markedet hos f.eks. The Vintage Bar eller Vestiaire Collective, men du kan også shoppe den hos brandet selv fra ca. 15.000 kroner.
'City-bag', Balenciaga hos The Vintage Bar, 5.350 kr.
For otte år siden flyttede Laura Lawaetz og Caspar Høgh fra deres københavner-lejlighed i indre by med bjælker og skæve lofter. Egentlig var planen en større lejlighed i byen med højt til loftet, stuk og gerne en tagterrasse. Men som bekendt er det svært at planlægge fremtiden, og da parret kørte nordpå, til Skovshoved, og åbnede entrédøren til det lille, stråtækte, lavloftede, skovserhus med kig til Øresund, ændrede fremtidsdrømmene sig.
”På mange måder var det jo ikke særlig fornuftigt. Her var ikke meget plads, men vi forelskede os i alt, hvad huset og området bød på. Her var så hyggeligt; tæt på havet, ro og fuglesang,” siger Laura Lawaetz, hvis liv på det tidspunkt kørte med 120 kilometer i timen.
Foto: Marie Louise Munkegaard
Køkken-ø i Grigio Billiemi-marmor. ”Det var vigtigt for os at skabe et køkkenrum, hvor børnene kan sidde på en barstol og tegne, mens vi laver mad, og vores gæster kan drikke et glas vin. Vi valgte marmor, fordi det er et naturmateriale, der passer godt til huset, men også bryder den lidt sommerhusagtige stil.”
Der kom underskrifter på matriklen, og i årene efter kom børnene, Lucca og Willum. Og dermed også den første ansøgning til kommunen; en tilbygning med kælder, spisestue og på første sal et ekstra værelse.
”Vi var ikke i tvivl. Vi havde lyst til at blive boende her. Men pladsen var ikke længere til det.”
En ansøgning blev til to. Afvist. Det var først efter den tredje, at byggetilladelsen blev godkendt. Og så begyndte udfordringerne at stå i kø.
Her bor
35 år stifter af børnetøjsbrandet Lalaby, som hun designer samme med sin moster Grith Gerner. Hun bor med sin kæreste Caspar og deres to børn Lucca (7) og Willum (5) et klassisk stråtækt skovserhus fra 1800-tallet i Skovshoved, som de købte i 2015. I dag har parret tilbygget og totalistandsat huset. Lalaby.dk
”Det er et gigantisk projekt at åbne sådan et gammelt hus. En håndværker opfordrede os til at opgive det og finde noget andet at bo i. Det viste sig, at der ikke var noget fundament under huset, kun sand under gulvene, råd i bjælker og elinstallationerne. I de år gik vi fra ’kun’ at skulle lave en tilbygning til en totalistandsættelse af hele huset.”
Men i dag, hvor projektet er fuldført, fortryder parret ikke et sekund. Under de nedsænkede lofter dukkede de smukke fritlagte bjælker op, og netop fordi, at det har taget så mange år – fra første ansøgning – har der været tid til at tænke hver en kvadratmeter igennem.
Foto: Marie Louise Munkesgaard
”Det er stadigvæk et lille hus og sådan en ombygning som den her, har jo ikke været helt billig, så vi har fremtidssikret alle detaljer. I dag har vi et hus, børnene kan blive teenagere i – ja, kan vokse ud af, og det føles så godt.” Tilbygningen og istandsættelsen tog halvandet år, og i den periode boede familien hos Lauras og Caspars forældre: ”Det var lige efter corona, hvor vi ikke havde set så meget til hinanden, så det var faktisk superhyggeligt,” fortæller Laura, der brugte tiden på at beslutte sig for, hvordan huset skulle indrettes på ny.
Foto: Marie Louise Munkegaard
Loftslamperne Faust Light er fra Møller & Rothe, der har hjulpet med at lave husets belysningsplan. ”Belysning er så vigtigt, og det var guld værd at få deres professionelle hjælp til både elplan og lamper,” siger Laura.
Foto: Marie Louise Munkegaard
”Jeg havde fokus på at bruge naturmaterialer, der passer til husets stil, men som – f.eks. med marmor og bruneret messing – giver det en moderne twist. Vi skriftede alle de nedslidte trægulve ud med nye, og jeg forhastede mig ikke med at købe nye møbler. Det har været vigtigt at bevare husets sjæl,” siger Laura Lawaetz, der fik hjælp fra Jessica Vedel fra J. Vedel Studio. Sammen lavede de moodboards, der sikrede sammenhæng i farver, materialevalg og masser af indbyggede skabe.
”Processen har lært os, hvor vigtigt et hjem er. Og hvor taknemmelig jeg er for, at både Caspar og jeg, var så fast besluttede på, at lykkes med det her gigantiske byggeprojekt.”
Nu er der plads til store venne- og familiemiddage og flere håndfulde legekammerater. Og selv om man som sagt ikke kan spå om fremtiden, så tager Laura chancen: ”Hvis det står til mig, så kommer Caspar og jeg til at bo her resten af vores liv.”
Foto: Marie Louise Munkegaard
Bænken er ligesom køkkenet skabt i samarbejde med Jessica Vedel fra J. Vedel Studio, og den bløde hynde er fra Rabens Saloner. ”Jeg har altid drømt om sådan en bænk, hvor børnene kan sidde med deres legekammerater, og at der er plads til en masse legetøj og krea-ting i bænken. Jeg forbinder en bænk med noget uformelt, det er så dejligt at smække benene op her”.
Foto: Marie Louise Munkegaard
Ikea-sofa med hørbetræk som børnene ”må hoppe og drikke varm kakao i”. Puder fra Aiayu og Skall Studio. Sofabordet er fra Rosmosegaard og gulvtæppe fra Layered.
”Processen har lært os, hvor vigtigt et hjem er. Og hvor taknemmelig jeg er for, at både Caspar og jeg, var så fast besluttede på, at lykkes med det her gigantiske byggeprojekt.”
Nu er der plads til store venne- og familiemiddage og flere håndfulde legekammerater. Og selv om man som sagt ikke kan spå om fremtiden, så tager Laura chancen: ”Hvis det står til mig, så kommer Caspar og jeg til at bo her resten af vores liv.”
Foto: Marie Louise Munkegaard
I det nye gæstetoilet, er marmorvasken i Calacatta Gold er designet i samarbejde med J. Vedel Studio. Sæbe fra Frama og håndklæder fra Aiayu. Armaturer i hele huset er i børstet messing natur fra Vola. Vasen er et loppefund.
Foto: Marie Louise Munkegaard
Soveværelset er en del af den nye tilbygning på første sal. Her er plads til en seng og ikke meget mere, men skrå-vinduet med det lille kig ud over Øresund giver et godt lys i det lille soveværelse. Pyjamas fra Lalaby, sengetøj og puder fra Aiayu og sengelamper fra Artemide.
I Agios Nikolaos på græske Kretas østkyst ligger det 60 år gamle Minos Beach art hotel.
Foto: PR
Med det blotte øje ligner det måske et ”almindeligt” femstjernet luksushotel med sine 121 værelser, bungalows og 28 suites med private såvel som delte pools, tre restauranter, hvor den ene er tættere på bølgeskvulp end den anden, spa-faciliteter og udendørs yogamuligheder, men går du på opdagelse på ejendommen, vil du hurtigt opdage, at her er noget anderledes.
Foto: PR
Eliseo Mattiacci, Totem (1988)
Fordelt udover hotellet, der er den oplagte rejsedestination for kunstelskere, huser nemlig mere end 70 forskellige værker fra græske såvel som internationale kunstnere: traditionelle værker, der hænger på væggene – bl.a. et enormt i hotellets lobby – men også skulpturer og performative installationer pryder ejendommen.
Foto: PR
default
En anden god grund til at besøge Agios Nikolaos er den fascinerede og skræmmende ø Spinalonga, der ligger bare 30 minutter fra kunstmekkaet. Spinalonga officielle navn er i dag Kalydon, men fortiden er ikke til at forglemme af den grund.
Foto: PR
Lynda Benglis, Drawing (1988).
Øen blev fra 1903 til 1957 benyttet som koloni for spedalske, og mere end 700 mennesker blev i løbet af de godt og vel 55 år fragtet til øen, hvor de skabte deres eget lille samfund. Besøg øen og hør de vilde skæbner med en guidet tur.
“Sidste år fejrede vi 60-års jubilæum i Ole Lynggaard Copenhagen, og det var mit mål at have en færdig kollektion, så vi kunne være tre generationer – min morfar, min mor og mig – der præsenterede pieces til den dertilhørende udstilling ‘Diamantjubilæum’ på Øregård Museum. Nu bliver smykkerne så officielt lanceret i april. De har været undervejs i flere år, og det føles meget stort pludselig at træde ind i familieforetagendet på den måde og vise noget frem, som jeg har arbejdet på så længe.”
“Det er et univers bestående af to kollektioner. ‘Young Fish’ med bl.a. en lillefingerring af en fisk med store øjne, et krabbeklosvedhæng og en stor blækspruttering, der fylder tre fingre, og ‘Under the Sea’, der er smykker med lidt mere klassisk udtryk, men som også tager afsæt i havet: vandets evige bevægelighed, og de former man ser i sandet og på havets bund.”
Foto: Tue Blichfeldt
“Jeg holder meget af at gå en lang tur uden min telefon og sætte mig et eller andet sted undervejs, måske på en træstub, og se på naturen gå sin rolige gang. Ligesom at tegningen er min escape, er naturen det også,” siger Sofia Lynggaard Normann.
“Jeg glæder mig naturligvis til at præsentere for resten af verden, hvad jeg har lagt tanker og kræfter i, men jeg er også nervøs. Mest af alt for ikke at blive forstået. Det er kollektioner, som er blevet meget personlig for mig, med en del subtile budskaber om at fordybe sig og finde tid til ro og refleksion. Jeg er håndværksmæssigt gået all-in, fordi jeg ønsker, at folk bruger tid på at studere universet. Det er måske lidt meget at bede om, at man beundrer det som et kunstværk, men jeg håber i det mindste, at folk vil finde ro til at fordybe sig i noget, der har krævet hårdt arbejde.”
Sofia Lynggaard Normann
Født 1996. Bor i dag i København. Barnebarn til Ole Lynggaard og datter til Charlotte Lynggaard. Har bl.a. taget forløb på National Art School i Australien og HRD Antwerp i Belgien samt Central St. Martins og Shillington i London. Til april lanceres hendes første smykkekollektioner ‘Young Fish’ og ‘Under the Sea’.
“For jeg oplever, at mange er hurtige til at spørge: ‘What’s next?’ Jeg synes, det er symptomatisk for tiden, og det kan godt overrumple mig lidt, for jeg har brugt så meget tid på kollektionerne, det er kæmpestort for mig endelig at sende dem ud, men bliver der overhovedet tid til at fordybe sig i dem og forstå tankerne bag? Eller er folk allerede på vej videre?”
Inspiration i havbunden
“For syv år siden tog jeg mit dykkercertifikat i Australien, og lige siden har jeg elsket det. Jeg finder det utroligt meditativt at dykke under vandet og bare være 100 procent til stede i de former, fisk og detaljer, man ser. Den måde, man er observant på, kan jeg ikke sammenligne med noget som helst andet. Man hører kun sit eget åndedræt.”
“Jeg har altid holdt meget af vand, jeg er opvokset ved vandet, og som barn elskede jeg at dykke ned og hente ting på havbunden. Vand er meget meditativt, men også fascinerende med dets evige kraft og bevægelighed. Det har altid været en stor inspiration for mig, så det var mindblowing at tage dykkercertifikat og pludselig se hele den verden, der åbenbarer sig under overfladen. ”
“Når man kommer fra Danmark, er man mest vant til at se vandet oppefra, hvilket også er medicin for sjælen på mange måder, men det var helt utroligt at se naturen i øjenhøjde. Havets farver, korallerne. Sjove kæmpefisk med store hundeagtige øjne, der kigger på en, så man nærmest får en relation, mens øjeblikket står på.”
“Det foregik ved Great Barrier Reef, og jeg har siden rejst med dykningen i fokus. For nylig var jeg i Fransk Polynesien langt ude i Stillehavet med min kæreste. Han dykker ikke, men snorkler i overfladen, så han kunne holde øje med mig 28 meter længere nede. Jeg dykkede bl.a. et sted, der hedder The Wall of Sharks, som er en decideret motorvej for hajer og noget af det vildeste, man kan opleve som dykker.”
Foto: Tue Blichfeldt
“Lige siden jeg tog mit dykkercertifikat, har jeg tegnet fisk. Til at begynde med var det humoristiske fisk med en legende streg, men siden er det gået over til mere organiske former, jeg har set under vandet, som jeg har tegnet videre på. Det kan være en tegning, der slet ikke er tænkt som et design, som jeg leger med, og pludselig ser jeg et lille udsnit og tænker: ‘Det er en sjov form!’ Så tegner jeg videre, og så får den måske et ansigt.”
”Det har været vigtigt for mig at finde mit eget univers, hvor jeg ikke gik direkte i fodsporene på min mor eller morfar”
“Jeg har nok altid vidst, at mine kollektioner skulle tage afsæt i naturen. Det er i husets ånd: Min mor har været meget inspireret af skoven og af blomster og blade, og min morfar har af forskellige dyr som elefanter og slanger. Mit univers tager afsæt i min fascination for vand. Det har været vigtigt for mig at finde mit eget univers, hvor jeg ikke gik direkte i fodsporene på min mor eller morfar. Det var en vej, jeg selv skulle gå, uden de fjernede bumpene på vejen for mig, og derfor gik der også rigtig lang tid, før jeg begyndte at indvie dem i, hvad jeg egentlig bryggede med på sidelinjen.”
Man skal gøre sig umage
“Jeg har altid følt stor stolthed over at vokse op i et familieforetagende som Ole Lynggaard Copenhagen. Min mor har været god til at inddrage os – og især mig – fra vi var helt små. Jeg har også selv været nysgerrig og for eksempel stået på sidelinjen, når hun har lavet malerier til vores ‘flagship stores’ hjemme i køkkenet og elsket at høre hende fortælle.”
“Hver gang der har været større begivenheder, har alle børnene været med, og det har været fantastisk at være en del af. Flere af mine venner har i tidens løb spurgt, om jeg ikke skulle blive en del af familiefirmaet en dag, men jeg har altid sagt, at jeg ville gå min egen vej først. Jeg har heller aldrig oplevet nogen forventning om det. Min mor har altid sagt, at jeg skulle tage mig tid og mærke efter, om det føltes rigtigt – og den tilgang har løst rigtig meget for mig.”
“Der har til gengæld altid været en nysgerrighed på min kreativitet, særligt mine tegninger. Jeg var et kæmpe naturbarn og elskede den fantasi, der knytter sig til skoven, og mange af mine børnetegninger var træer med ansigter. Senere blev det mere bevægelser i naturen eller bestemte situationer. Måske sad jeg på en bænk i en park og så en dame komme gående med sine fem hunde. Det startede et malerisk billede i hovedet. Jeg har nemlig også altid haft en svaghed for mere sketchbook-agtige illustrationer: sjove tegneseriesituationer, hvor en mand jokker i en lort, og hvor tegningen fortæller en lille historie.”
Foto: Tue Blichfeldt
“Som barn vil man typisk gerne have ros fra de voksne. Og så mere ros, og så lidt mere ros. Men den gik ikke nødvendigvis hjemme hos os. Hvis jeg havde været lidt for hurtig med en tegning, kunne særligt min morfar være ærlig og sige: ‘Den skal du vist tilbage for at tegne lidt mere på’. Ikke på nogen hård måde, men han mente kun, at det var værd at rose, når det var noget, man havde gjort sig umage med. Det gjorde han så også altid, og når det var hans fødselsdag, var det eneste, han altid ønskede sig, en tegning fra mig.”
Hvad hjertet brænder for
“Efter gymnasiet rejste jeg til Australien for at bo hos en lokal familie i et år. Jeg havde altid haft en drøm om at bosætte mig og føle mig lokalt forankret et helt andet sted. Mens jeg var der, gik jeg på National Art School i Sydney, hvor jeg tog en masse forskellige kurser for at dygtiggøre mig, for før det havde jeg aldrig uddannet mig inden for tegning, selv om det havde været en passion for mig længe.”
“Nogle år senere var jeg i Antwerpen i Belgien. Det er verdens diamantmekka, og jeg var begyndt at finde ædelsten og diamanter interessante. Jeg startede på HRD, som er skolen for diamanter, hvor man kan tage den bedste ‘diamond grading’-uddannelse. Det er meget professionelt, og man dykker ned i et hav af diamanter, som man lærer at rate og grade. Jeg fik undervejs nogle vilde diamanter og ædelsten i hånden, som gav mig inspiration til smykker, jeg selv vil lave en dag.”
”Hvis jeg havde været lidt for hurtig med en tegning, kunne særligt min morfar være ærlig ogsige: ‘Den skal du vist tilbage for at tegne lidt mere på’”
“Langt om længe startede jeg så på NEXT i Emdrup, Danmarks største tekniske skole, hvor både min morfar og min mor havde påbegyndt deres egne guldsmedeuddannelser. Der gik ikke længe, så kunne jeg mærke, at det slet ikke var mig. Det var pludselig en helt anden måde at udtrykke sig på end gennem små skitser og tegninger, som jeg altid havde gjort. Jeg følte mig begrænset af det hårde materiale og blev ved med at tænke i, hvordan jeg skulle nå endemålet, hvilket havde den konsekvens, at mine vilde tanker og drømme forsvandt.”
“Jeg havde svært ved at forstå det: ‘Det kan jo ikke være rigtigt, det her. Jeg elsker at designe, jeg elsker at formgive, jeg elsker at kreere, men alligevel føler jeg mig hele tiden begrænset.’ Det var vildt frustrerende, og samtidig påvirkede det også min kreativitet, når jeg sad derhjemme. Jeg følte, at jeg havde mistet min magi. Intet blev, som jeg ønskede mig, og til sidst måtte jeg erkende, at jeg blev nødt til at følge min egen vej, hvis jeg skulle udvikle mig indenfor faget. Selv om det var en virkelig svær beslutning, endte jeg med efter et år at droppe ud.”
“I stedet rejste jeg til London og læste grafisk design, som var der, hvor min passion virkelig lå, og da jeg kom hjem derfra, kunne jeg mærke mig selv igen. Jeg havde fået nye redskaber i min værktøjskasse og ny energi, og min sketchbook med kreationer blev hurtigt fyldt op igen. Jeg blomstrede i mine tegninger, og samtidig fandt jeg min egen måde at gå til håndværket på ved at arbejde i voks. Det er meget mere formgivningsmæssigt end det hårde materiale, jeg kunne se hurtige resultater, så mine idéer ikke nåede at dø, før tingene blev skabt.”
“Det har været fantastisk for mig at opdage, at man kan skabe noget på sin egen måde, og jeg har kun mødt opbakning fra familiens side, der har kunnet se, hvordan jeg har en anderledes måde at tænke design på og en ny energi, som jeg tror, de beundrer. Det bliver ofte set som en dårlig ting, når unge i min generation er hurtige til at droppe ud og skifte uddannelse, men for mig er det positivt, at man kan vælge om, for man skal gå efter det, som ens hjerte brænder for, og hvor man kan mærke sig selv.”
Foto: Tue Blichfeldt
“Man kan ikke udvikle sig, hvis man først skal bruge kræfter på at forsøge at forelske sig i noget, som man simpelthen bare ikke er forelsket i. Det var et ‘turning point’ for mig at nå til den konklusion. I dag er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg har udviklet mig 10 gange så meget, fordi jeg rent faktisk har lavet noget, jeg virkelig har brændt for og følt mig god til.”
En lille fiskeven
“For flere år siden, på en sommerferie, sad jeg og så på billeder af fisk, som jeg havde taget under vand. Jeg tegnede lidt ud fra dem, bare sådan noget fritegning, da jeg pludselig havde tegnet en lille fisk med kæmpeøjne og en stor mund. Det slog mig, hvor sjovt det kunne være, hvis man kunne lave sådan en lille fiskeven, der kunne sidde på ens finger og kigge op på en med store øjne.”
“Jeg tegnede videre og prøvede at give fisken en masse detaljer, men tænkte ikke videre over, hvad den skulle bruges til. Der gik over et år, før jeg tilfældigvis fandt den i bogen igen. På det tidspunkt var det slet ikke i tankerne, at jeg skulle ind i familievirksomheden. Jeg ville gerne designe, men tænkte i forskellige retninger: tøjdesign, scenografi, smykkedesign.”
“Gradvist begyndte mine tegninger alligevel at ligne smykker, som man ville kunne se på folk ude i verden, og jeg blev selv mere og mere nysgerrig på det. Jeg var hjemvendt fra London med en ny energi, jeg følte mig stærk og besluttede mig for i første omgang blot at lege lidt. Jeg satte mig i værkstedet og brugte tid sammen med guldsmedene og forsøgte mig med at formgive i voks for at dygtiggøre mig indenfor det.”
“Da fisken var begyndt at komme mere og mere til udtryk, spurgte jeg min mor, om det var okay, at jeg arbejdede videre med den og måske ligefrem prøvede at færdiggøre den. Jeg delte mine tanker med hende – jeg vidste allerede, at den skulle hedde ‘Young Fish’ – og jeg tror, hun kunne mærke min energi og mit drive. Hun var i hvert fald med på den, og det betød meget for mig, at jeg fik lov til mere dedikeret at arbejde videre med den og prøve at udvikle den.”
Foto: Tue Blichfeldt
“Fra første tegning i sketchbogen til nu er der gået lidt over fem år. Der har været forskellige faser: Så har jeg brugt en lang periode med at fange samme udtryk med voksen som med stregen, så har jeg fået nye idéer til forandringer og forbedringer, som tang og en fiskesnøre rundt om ringskinnen, og så skulle der besluttes sten, og jeg landede til sidst på akvamarin, fordi den har skæret fra vandet i sig.”
“Til sidst var det min lille drøm, at den skulle have en perle, der kunne bevæge sig, i munden – igen for at skabe den der bevægelighed. Det var en detalje, der tog lang tid at udvikle sammen med guldsmedene. Men nu er det endelig blevet til det her lille smykke, som sidder på min lillefinger og kigger op på mig hver dag med sine store øjne og perlen i munden. Man må jo ikke sige sådan noget, men jeg synes faktisk, den er blevet endnu bedre, end jeg havde drømt om.”
Topkarakter fra morfar
“I de tre år, hvor jeg har været fuldtid i firmaet, har jeg fundet både mig selv, mit univers og min egen vej inden for design. Det er gået op for mig, at Ole Lynggaard Copenhagen er det helt rette sted for mig. Vi er et ret særligt hus, fordi vi vægter håndværket så højt, og man får lov til at bruge rigtig mange timer på at arbejde noget til dørs. Jeg får lov til at fordybe mig.”
“Når man hedder Lynggaard og går ind i familieforetagendet, er der til gengæld rigtig mange øjne på en. For er hun der kun pga. sit navn? Det er vigtigt for mig at bevise mit værd, også overfor de ansatte, hvor nogle af dem har været her, næsten helt tilbage fra da morfar startede i 1963. Jeg har heldigvis haft en fantastisk støtte i min mor, som siger, at det vigtigste er, at jeg holder fast i mig selv og ikke lader mig påvirke.”
“Til udstillingen på Øregård Museum, der åbnede i november 2023, fik jeg endelig mulighed for at vise min morfar, hvad jeg havde lagt så meget arbejde i. Det var et kæmpestort øjeblik. Virksomheden er jo hans livsværk, han har skabt helt fantastiske ting, og nu er jeg officielt gået i samme retning. Han betragtede nøje kollektionerne, tog mig så om skulderen og sagde stolt: “Det her er en 12’er.” Det føltes som at opnå noget helt særligt at høre det fra ham, for jeg har set op til ham hele mit liv. Jeg kan blive helt rørt af bare at tænke på det.”
På kort tid gik Hanna Marzouki Widlund fra at arbejde som visuel merchandiser i en tøjbutik til at være en velanset modestylist med opgaver over hele verden. At mikse og matche og bruge kontraster i materialemøder og visuel historiefortælling, er hendes typiske arbejdsmetode, og den samme tilgang brugte hun og hendes forlovede Jimmy Kamhieh Loutfi, da de indrettede deres treværelses lejlighed i Atlas-området i Vasastan i Stockholm. Jimmy Kamhieh Loutfi arbejder som smykkedesigner og er stifter af mærket Louis Abel og kan, ligesom Hanna, godt lide det personlige og kunstneriske, når det kommer til boligindretning.
Grunden til, at de for to år siden endte i netop denne lejlighed, er, at området er så roligt, selv om det ligger centralt i Stockholm med kun få minutters gang til Sankt Eriksplan.
”Vi flyttede hertil fra den lille by Borås og på denne grønne blinde vej, kan vi mærke roen, vi var vant til, samtidig med at vi kan bruge storbyens liv, når vi har lyst,” siger Hanna Marzouki Widlund.
Foto: Fanny Rädvik
I stuen står en Italiensk sofa, der er købt hos Artilleriet. Sidemøblet fra Usm er et elsket køb, der vil være hos parret i lang tid. Bordlampe, Snoopy fra Flos og gulvlampe, Akari fra Vitra.
Hanna Marzouki Widlund
31 år. Arbejder som stylist for en række internationale modebrands og magasiner, bl.a. dansk ELLE. Bor i en treværelses lejlighed i Atlas-området i Vasastan i Stockholm sammen med sin forlovede, Jimmy Kamhieh Loutfi, der arbejder som smykkedesigner og er stifter af mærket Louis Abel.
Foto: Fanny Rädvik
Køkkenet blev flyttet for at skabe en mere moderne planløsning. Ved at blande pink-malede køkkenlåger i Shaker-stil med en ovn i rustfri stål har parret opnået den blanding af italiensk og landligt,
Det er ikke kun Stockholms byliv, som parret tager del i, de er konstant i bevægelse – især Hanna Marzouki Widlund. Hvilket er belejligt, da parret finder en stor del af inspirationen til deres arbejde og indretning, når de besøger nye steder. Lejligheden er som en bog, der fortæller deres fælles historie, og opsummerer de rejser og eventyr, de har oplevet i løbet af deres tretten år sammen.
For eksempel har de forelsket sig i Joan Mirós kunst på deres mange rejser til Frankrig og Spanien. Både Mirós kunst og hans måde at kombinere farver og former på en legende måde afspejler sig flere steder i parrets hjem. Man kan blandt andet se det i rytmen, som skabes af variationen af møbler; nogle store og omfangsrige, andre smukke og elegante. Det ænses også i de billedskønne hvirvlende mønstre, der kan findes overalt i lejligheden.
Foto: Fanny Rädvik
På en tur til Italien fandt Hanna Marzouki Widlund en sukkeremballage i pink, rød og lyseblå, en farvekombination, hun faldt pladask for. Den findes nu i mødet mellem den røde spisestue og det lyserøde køkken
Foto: Fanny Rädvik
Spisestuen er indrettet med møbler i mørkerød. Loftslampen er fra Artilleriet og gulvlampen fra Svenskt Tenn. Spisebordet er fra Gustaf Westman.
Foto: Fanny Rädvik
Det er ikke kun kunst og design, de er blevet inspireret af, når de rejser; Marzouki Widlund nævner blandt andet en sukkerpakke, hun fandt i Italien, som en stor inspirationskilde.
”Den var gammelrosa med lyseblå tekst, og jeg synes, det er en utroligfin kombination. Sammen med en mørk rød er de nu mine yndlingsfarver.”
Det bliver tydeligt, når man besøger den charmerende lejlighed og for eksempel træder ind i det lyserøde køkken, og ser det blåmalede loft i stuen.
Foto: Fanny Rädvik
Lænestolen af Pierre Jeanneret var et drømmekøb, og nu står den i den hyggelige stue under en plakat af favoritten Joan Miró.
Foto: Fanny Rädvik
De bølgende former på lysestage, vase og karaffel står som fine kontraster til det afklædte design af opbevaringsmøblerne fra Usm Halle.
Foto: Fanny Rädvik
Den lyseblå farve i soveværelset hjælper parret med at sove godt. De har selv lavet sengegavlen. Den lille skammel er fra Zara Home.
”Jeg kan godt lide at blande. Alt skal ikke være i samme stil eller farveskala. Hos os kombinerer vi vintage med nyt, farve og form med en rolig grundbase og klassiske designmøbler med tilbehør, der fylder.”
Hanna Marzouki Widlund og Jimmy Kamhieh Loutfi håber, at deres gæster vil føle, at det er tydeligt, hvem de er kommet hjem til. At hjemmet er personligt, og ligesom deres tøj fortæller noget om, hvem de er.
”Jeg elsker både klassisk stil, landligt og moderne italiensk design – og gerne i kombination! Det kan du se i vores køkken, hvor de rustikke køkkenfronter med håndmalede knopper står ved siden af et rustfrit komfur og en naturstensbordplade. Køkkenet opsummerer virkelig min indretningsstil”, siger Hanna Marzouki Widlund.
Det er tydeligt, at det er to nysgerrige æstetikere, der ikke er blevet ramt af nogen indretningsafsky som har skabt deres drømmebolig her. Boligen føles familiær og imødekommende, men samtidig personlig og unik.
Hvad laver en intimkoordinator? “En intimkoordinator skaber en professionel proces for intimt indhold til film og tv. Både ved at koreografere det fysiske indhold, men også både fysisk og psykisk at øve indholdet med skuespillere, så de ikke overskrider deres egne grænser. I den indledende fase øver skuespillerne scenerne med instruktøren. Det hjælper skuespillerne til at få en forståelse for den fysiske storytelling og samtidig også, hvor deres egne grænser går for at lave intimt indhold. Og det er mit arbejde at løfte den aftale ind til en fysisk koreografi som sætter klare, trygge rammer, så alle kan slappe af og fokusere på at udfolde sig både kreativt og professionelt for at skabe de smukkeste scener.”
Foto: Nic Dawkes
Ita O'Brien.
Hvordan ser du, at intime scener på film og tv har udviklet sig de seneste fem år? “Vi er blevet langt bedre til at fokusere på det intime indhold helt fra starten af en produktion. Og det i sig selv er en helt ny udvikling. Tidligere plejede det at være sådan, at instruktøren sagde; ’hov, der er en sexscene, sådan her vil jeg have det, i går bare ind foran kameraet og går i gang’. Det har jo desværre ført til, at mange skuespillere er kommet til skade både fysisk og psykisk, og vi ved heldigvis bedre i dag. Med #Metoo og Time’s up-bevægelsen kom der virkelig momentum for at tage det her alvorligt.
“Jeg håber, at vi bevæger os væk fra de glamourøse, glorificerede sexscener”
Og det er virkeligt glædeligt, fordi det nu er en kreativ proces, hvor jeg i samråd med skuespillerne og instruktøren kan sikre, at ingens grænser bliver overtrådt. Jeg plejer at sige til skuespillerne, at dit ‘ja’ er dit ‘ja’, dit ‘nej’ er dit nej og dit ’måske’ er også et nej. At lave intime scener er en proces og skuespillere kan opleve, at noget, som de oprindeligt har sagt ja til, faktisk ikke fungerer for dem. Og det er klart noget nyt for skuespillere at lytte til sig selv og kommunikere deres behov til mig. Men det er en gave til en produktion, der også inviterer instruktøren og produceren til at forstå skuespillernes grænser og samtykke.”
Foto: BritBox Nordic
Ita O'Brien er aktuel som intimitetskoordinator på filmen 'Men up' (premiere 14. februar på BritBox). Den handler om en gruppe Walisere, der begiver sig ud i testforsøg med Viagra i 1994.
I dag har nærmest alle film og tv-produktioner verden over intimkoordinatorer – er det en direkte konsekvens af #Metoo-bevægelsen?
“Jeg har udviklet mit arbejde med at koordinere intimt indhold helt tilbage fra 2014. I 2015 startede jeg med at undervise, men først i 2017 begyndte jeg at arbejde med filmindustrien og dele min viden. Der arbejdede jeg med en gruppe agenter, der var sådan; ”Endelig, det her, har vi ventet på!” Men det var først i oktober 2017, da #Metoo for alvor rullede, at filmindustrien virkelig fik øjnene op alle de ting, de havde vendt det blinde øje til. Det ændrede virkelig hele atmosfæren og skabte en helt anden lydhørhed.”
Ita O'Brien
Startede som en af branchens første intimkoordinatorer i 2017, hvor hun introducerede ‘The Intimimacy On Set Guidelines’ til film-, teater- og tv-produktioner.
Har arbejdet med b.la. HBO, Netflix og BBC på produktioner som ‘Sex Education, ‘Normal People’ og ‘I May Destroy You’
Aktuel på filmen ‘Men Up’ på BritBox, der kan ses fra d. 14. februar
Uddannet i teater og scenekunst fra Bristol Old Vic Theatre School og med en master i bevægelsesstudier fra Royal Central School og Speach and Drama
(f. 1964) i England
‘Sex Education’ var et nybrud i forhold til at vise sexscener med queerpersoner. Hvad tænker du særligt over, når du skal koreografere det indhold?
“Det er akkurat ligesom med skuespillere, at hvis der er indhold i et manuskript, man ikke selv har kendskab til, så laver man grundig research. Queerpersoner skal være i stand til at forstå hver en lille detalje i koreografien og føle at de bliver respekteret og spejlet, som de er. Jeg er ikke selv en queer person, så derfor sørger jeg altid for at lave min research ved at tale med folk fra queermiljøet og læse relevant litteratur.”
Foto: Sam Taylor/Netflix
'Sex Education'
Du har arbejdet på en lang række produktioner som ‘Sex Education’ og ‘Normal People’, der har yngre, og måske mere uerfarne, skuespillere med. Hvordan tager du højde for det i dit arbejde?
“Med yngre skuespillere, der er dugfriske fra skuespillerskolen, støtter det dem virkelig at følge ’The Intimacy Guidelines’ (Intimitetsretningslinjer, som er udarbejdet af Ita O’Brien selv red.). Det giver dem en klar struktur, der guider dem gennem de intime scener, og som tillader, at vi undervejs i processen løbende tjekker ind med skuespillerne for at høre, hvordan de har det. Dagen, hvor scenen skal filmes, er jo ofte toppen af isbjerget. Og forud er gået et stort arbejde, hvor vi (intimkoordinatorer red.) løbende har koordineret og afstemt krav hos alle dele af produktionen i alt fra skuespillere, instruktør til kostumeafdelingen og sørget for, at alt stemmer overens, og især skuespillernes krav bliver mødt.”
Foto: Ho/PA Images/Ritzau Scanpix
'Normal People'.
Du har også arbejdet på serien ’I May Destroy You’, der handler om voldtægt. Hvad er fokus, når man koordinerer intimindhold, der er uden samtykke?
“Som regel plejer jeg ikke at spørge ind til skuespilleres baggrunde på settet, men når vi har at gøre med udfordrende intimt indhold, som for eksempel overgreb, er der større sandsynlighed for, at det kan trigge tidligere oplevelser. Derfor gør jeg altid meget ud af at skabe et trygt rum for skuespillerne, hvor de kan fortælle mig, hvordan de ønsker scenen, hvor deres grænser går og om der er særlige ting, vi skal være opmærksomme på.”
“Jeg har ofte set, at skuespillere, der skal spille overgrebsmanden, kan have større psykiske udfordringer efter.”
“Den indledende læsning af manuskriptet med skuespillere og instruktør er særlig vigtigt her, fordi den blotlægger, hvilke følelser, magtdynamikker og psykiske faktorer, der i spil. Derfra kan jeg lave den bedst mulige koreografi, som skal være meget klart struktureret og gennemøvet, så vi hurtigt og effektivt kan filme de mere sårbare scener. Derudover er det vigtigt at tage sig af ikke bare offeret for overgrebet, men i høj grad også personen, der begår overgrebet. Jeg har ofte set, at skuespillere, der skal spille overgrebsmanden, kan have større psykiske udfordringer efter. Derfor er efterspillet mindst lige så vigtigt, hvor man giver god tid til, at skuespilleren træder ud af rollen efter og giver dem et kram og et highfive.”
Hvordan ser du fremtiden for intime scener på film og tv-serier?
“Jeg arbejder løbende med en parterapeut for at blive endnu klogere på, hvordan vi kan vise de fysiske scener. Lære om anatomien f.eks. ved fysisk ophidselse, dysfunktionen, der kan være i et sexliv, eller den fysiske rejse en transperson går igennem. Jo flere detaljer, jo mere realistisk storytelling kan jeg lave. Jeg håber, at vi bevæger os væk fra de glamourøse, glorificerede sexscener. Og hen til det, man måske kan kalde ’tirsdagssex’, altså realistiske sexscener, hvor nogle måske prutter eller har morgenånde og bliver bedt om at børste tænder. Og få seeren til at føle sig set, forstå dem selv lidt bedre og måske også udforske og berige deres eget intime liv.”
Der er er en grund til at The Ludlow Hotel bliver ved med at være en favorit; udsigten over byen, de guddommeligt pæne badeværelser og den perfekte placering på Lower East Side gør, at vi igen og igen booker denne perle af et hotel.
The Ludlow Hotel, 180 Ludlow St
NYC Bagels
Foto: privat
Intet New York uden en klassisk bagel, og nogle af de bedste får du på NYC-institutionen Russ & Daughters. Deres specialitet er røget laks, så det eneste rigtige er selvfølgelig at vælge laks og cream cheese. Velbekomme!
Russ & Daughters, 179 E Houston St
Magasinmekka
Foto: privat
Printmagasiner længe leve, og Casa Magazines er en af de få specialbutikker, der har alt, hvad du kan drømme om indenfor kunst-, mode-, interiør- og kulturmagasiner. Overvægten hjem er det hele værd.
Casa Magazines, 22 8th Ave
En ægte diner
Foto: privat
Det bliver ikke mere amerikansk, men her på en ultralækker måde. Empire Diner har det helt rigtige retro-/art deco ydre, og serverer lige så sublime retter indendørs. Gå all in på morgenmaden, der serveres indtil kl. 16.00 hver dag.
Empire Diner, 210 10th Ave
Scandi-mode i Soho
Foto: privat
Du husker måske, at Toteme i sin tid havde rødder i New York, da Elin Kling plus familie skiftede Stockholm-livet ud med downtown NYC. Det har de ikke længere, men heldigvis kan Soho stadig glæde sig over den ekstremt smukke flagship-butik der kan gøre enhver skandinav stolt.
Toteme, 49 Mercer St
Kunst eller mode?
Foto: Privat
Det er svært at kende forskel i The Rows butik på Upper East Side, for kunstværkerne på væggene er virkelig et museum værdigt og er en blanding af Olsen-søstrenes private samling og værker, de låner. Tøjet taler vist for sig selv, men der er altid en god grund til at lægge vejen forbi, om det er for at savle over en ny, smuk kollektion eller ny kunst på væggene.
The Row, 17 E 71st St
Walkin’ 9-5
Foto: privat
Kan du lide sneakers (selvfølgelig kan du det), må du ikke snyde dig selv for mekkaet, der er Kith. Der er sko så langt øjet rækker, og det bedste af det hele er, at du kan tage dem i brug med det samme, når du skal vandre skridt efter skridt i NYC.
Kith, 337 Lafayette St
Åndehul
Foto: privat
Du kender måske Washington Square Park fra TikTok, for det er her, mange af de populære NYC-profiler, der stopper folk på gaden, optager deres content. Uanset hvad er det et genialt ‘people watching’-spot. Især fordi New York University ligger klos op ad.
Washington Square Park, Washington Square
Home away from home
Foto: privat
Siden 2022 har Lower East Side fået et touch af underspillet luksus i form af Nine Orchard. Værelserne er indrettet som var det din egen (ret lækre) New Yorker-lejlighed, minibaren har den hippe nabocafé Dimes stået for, og alle værelser har et højttalersystem, hvor fire speciallavede radiostationer sørger for stemningen. Skal du ikke sove, men blot spise eller drikke er in-house The Swan Room og Corner Bar bestemt også et besøg værd.
Nine Orchard Hotel, 9 Orchard St
Lower East Side Must
Foto: privat
New Yorker-designeren Maryam Nassir Zadehs egen butik på Lower East Side er et must, når du er på de kanter. Tænk vintage-inspirerede styles med et moderne twist – resultatet er gode basics med fine detaljer, og især skoene er værd at komme efter.
Maryam Nassir Zadeh, 123 Norfolk St
Khaite cool
Foto: privat
Cate Holstein, der står bag Khaite, er meget vel den mest spændende amerikanske designer lige nu, og hendes flagship-butik i Soho er et must. Interiøret, stemningen, servicen og ja, tøjet og skoene – det hele er til at savle over.
Khaite, 165 Mercer St
Pasta paradiso
Foto: privat
Altro Paradiso er moderne italiensk når det er bedst. Frisklavet pasta, velsmagende polpo, sprøde arancini – menuen er simpel og skifter ofte. Kokken Ignacio Mattos står også bag restaurant Estela (man kan kalde den Altro Paradisos mere avancerede storesøster), der også er et besøg værd.
Er du (også) lidt for grundig med mascaraen og får ramt ikke bare vipper men også øjenlåg, så har Vilde Feste, der er Nordic Senior Makeupartist hos Mac, et par tricks, der er værd at afprøve.
Først og fremmest forklarer hun, hvad du gør, når farven fra mascaraen har ramt huden: ”Det er utrolig svært at undgå, og det sker for alle – også for makeupartister. Vent altid et minut eller to til mascaraen er tørret ind, og brug en engangsmascarabørste til at skrabe farven af med. Når mascaraen er tørret ind, undgår du at tvære farven ud.”
Derudover handler det ifølge Vilde Feste også om valg af mascara, og derfor er der særligt én ting, du kan tænke over, når det er tid til at købe en ny mascara: ”Generelt er en lille mascarabørste er altid nemmere at styre, så det kan du også have i tankerne, næste gang du skal købe en ny mascara.”
Det, vi spiser, siger noget om, hvem vi er. For maden rummer fortællinger om vores kulturelle ophav, valg af livsbaner og -partnere, største øjeblikke og de bedste fester. I ELLEs septemberudgave fortæller Skuespiller Clara Rosager, digter Caspar Eric, manuskriptforfatter Mona Omar og guldsmed Orit Elhanati fortæller om de retter, som har formet deres liv. Her er det forfatter og digter Casper Eric, der fortæller om sit livs retter. Læs med, når han fortæller om, hvordan alt fra durumruller til avocado med rejer har været med til at forme hans livsbane.
Durumrulle
Da jeg flyttede hjemmefra var det til en lejlighed i Istedgade. De bedste dage var, når min (daværende, red.) kæreste, Frida, og jeg simultant ringede og meldte os syge på vores arbejde. Altså, vi pjækkede. Vi gik ned og hentede mad fra Star Midnight Kebab-Grill, som lå lige på den anden side af gaden. Hun bestilte burger, og jeg fik en durumrulle, og så lå vi bare i sengen hele dagen og så skodfilm. Det føltes som om, vi stjal noget tid, fordi vi skabte en hyggelig scene på et tidspunkt, hvor vi ikke burde gøre det.
At spise mad i sengen med en kæreste er noget, jeg tænker meget på. Jeg kan aldrig date en, som ikke gider ligge med en pepperoni pizza eller durum og slumme med en dårlig film på en fedtet computerskærm. Det kommer aldrig til at ske, og hvis det gør, er det fordi, jeg lyver for mig selv. At have et stort behov for at bruge sengen som et rum, har ikke bare noget at gøre med, at jeg har boet i kollektiver og i meget små lejligheder — det hænger selvfølgelig også sammen med mit handicap (Cerebral Parese, red.). Det er praktisk for mig at elske at ligge ned, og det sparer mig en masse energi.
Foto: Kavian Borhani
Durum er noget af det, jeg har spist mest i mit liv. Uanset hvor kulinarisk nogen forsøger at gøre den, så er en durum altid bare en durum. På en måde så findes alle durumruller inde i den samme durumrulle, lidt ligesom jul.
Jeg tror meget på, at det handler om at finde et sted, hvor man bare kan bobbe ned, bestille den med det hele og føle sig hjemme. Durumrullen har noget enormt folkeligt over sig. Det er stilladsarbejderen, forretningsmanden og unge, som kommer hjem fra byen, der spiser durum. Den er blevet en indgroet del af dansk madkultur.
Durumrullen har fandme udkonkurreret den franske hotdog. Durum er en effektiv og demokratisk ret, og selvom jeg holder meget af smukke ting, så kan jeg allerbedst lide mad, som bidrager til hygge. At komme hjem fra byen klokken fem om morgenen og sætte sig på Enghaveplads med to gode venner med durums og colaer i hånden. Blive lidt klar i hovedet, mens solen begynder at stå op, og det støvregner lidt. Alle kan genkende den situation. Efter at have stået og danset til techno i to timer, er det bare os igen. Det er en vigtig del af byturens ritual. At ende lige der på bænken, så kan vi sige ordentligt farvel. Jeg elsker det, mand.
”Durumrullen har fandeme udkonkurreret den franske hotdog”
Det var også i Istedgade-lejligheden, jeg begyndte at skrive digte. Om natten når jeg ikke kunne sove. Ikke fordi, jeg tænkte, at de skulle læses af andre, jeg skrev bare nogle linjer under hinanden. Det eneste, jeg havde læst, var Strunge i gymnasiet.
En nat, hvor vi overnattede hjemme hos Fridas mor, Line Knutzon, sad jeg og skrev, da Line kom ud i køkkenet for at hente noget vand. Hun spurgte, hvad jeg lavede. Jeg havde det som om, at hun havde fanget mig i at tage narko. Næste morgen spurgte hun, om jeg skrev mange digte. ”Ja, men de er lidt pinlige,” svarede jeg. Hun læste nogle af dem og sagde: ”Ja, de er ikke så gode, men nogle af dem kan noget.” Dem, hun syntes var gode, var dem, jeg havde lavet på fem minutter.
Hun fortalte mig, at hvis jeg ville noget med kunst, så skulle jeg tage på højskole. Det var også hende, som sagde til mig, at man kan være kunstner. At det er et reelt arbejde.
Caspar Eric
Digter Caspar Eric debuterede i 2014 med ‘7/11’ og er nu aktuel med sin syvende (handicap) digtsamling ‘Nye Balancer’.
I juni modtog han Prins Henrik Prisen 2023 på 300.000 kr. for sine digte, der konfronterer tabubelagte emner.
Caspar Eric er selv født med cerebral parese.
Cacio e Pepe
Da jeg var yngre, havde jeg ikke en rød reje. Jeg havde taget lån i banken for at kunne komme på højskole. Jeg arbejdede i et køkken, mens jeg læste litteraturvidenskab og boede i et kollektiv på Amager. For at få det hele til at løbe rundt måtte jeg stjæle i Fakta, så jeg kunne få noget at spise. J
eg spiste meget pasta, især Cacio e Pepe, fordi det eneste, du behøver at stjæle for at lave den, er smør, en parmesan – hvis du laver den billige udgave, behøver du ikke peccorinoen – og en pose pasta. Altså peber, har du nok, ellers kan du låne af naboen. Og så kan du lave noget, som ser ball’er ud. Det er ikke fordi, jeg synes, at man skal stjæle. Jeg havde bare ikke noget valg, og så vidste jeg, hvordan man gjorde.
Cacio e Pepe er svært at lave rigtigt. Det kræver, at du øver dig og fejler mange gange. Du må ikke stresse. Du skal forberede tingene og gøre det i den rigtige rækkefølge. Der er både noget matematisk og poetisk over det. Jeg kan godt lide at lave mad, som enten skal simre i lang tid, så jeg kan rende rundt i køkkenet og lytte til podcast, eller noget som skal laves hurtigt og med præcision. Det tempofyldte har jeg altid elsket, men det var også noget, jeg lærte af at stå i køkken. Okay, nu går vi i sportsmode. Der skal action på, og så laver jeg den her ret og serverer den. Flot op på tallerkenen og tørre den af.
Foto: Kavian Borhani
Min økonomi fra de år sidder stadig i mig i dag. Når jeg sætter et dankort i en automat, er jeg altid bange for, at den sluger mit kort. Lige nu står der 20.000 kroner på min konto, men jeg er stadig angst for, at der kommet nogen og siger, at jeg i virkeligheden skylder en million i skat. Og at det slet ikke er rigtigt, at jeg har udgivet syv bøger.
Jeg gik ikke til tandlægen i 12 år, selv om jeg havde totalt ondt i munden, fordi jeg var bange for at tandlægen ville shame mig og sige: ”Hvorfor har du ikke været her før? Du kan ikke finde ud af at være et menneske”. I stedet bed jeg smerten i mig og spiste pasta hver dag, indtil jeg ikke kunne holde ud at spise det længere.
Jeg prøver at vise andre mennesker, der også lever med et handicap, at de gerne må drømme om mere, og de må også gerne være vrede over, hvor historisk dårligt vi behandler mennesker med handicap i Danmark.
Mange handicappede ved ikke, hvordan de har det, for de ikke har et sprog for det eller har lært at lukke ned for de følelser. Jeg blev virkelig glad, da jeg sidste år modtog en stor handicappris for min aktivisme og litteratur om mit liv med cerebral parese. Min daværende kæreste sagde: ”Nu går du kraftedeme til tandlægen.” Pengene var ikke længere en undskyldning. Og jeg havde sgu kun tre huller. Jeg græd og græd af lettelse, da jeg gik ud derfra. Og nu er jeg begyndt at kunne holde ud at lave pasta igen. Som en gammel ven, jeg har sluttet fred med.
Foto: Kavian Borhani
Avocado med rejer
I de fleste af mine barndomsår boede vi i et hus i Valby på Ålholm Plads, som mine forældre var heldige at købe på det rigtige tidspunkt. Det er ikke fordi, vi er rige, men vi har både været på campingferier, og vi havde to biler. Min mor er apoteker, og min far er it-programmør.
Jeg kommer ikke fra et hjem med klaver, og mine forældre var ikke superkulinariske, men de var gode til at gøre mad til noget hyggeligt ved særlige lejligheder. Til forret fik vi altid avocado med rejer, citron og salt og peber. Det var min yndlingsret som barn. Til hovedret fik vi ofte fondue. Ikke raclette eller ostefondue. Bare olie ned i en gryde, og kød og grøntsager, der var skåret i stykker, og som blev sat på pinde.
Foto: Kavian Borhani
Til dessert fik vi chokolademousse. Den stod i køleskabet og ventede, for den var blevet lavet aftenen før. Jeg kan huske følelsen af at åbne køleskabet og se, at den stod derinde, som var jeg kommet til at se en julegave. Jeg vidste bare, at det ville blive en fucking sindssyg dag. Det er de tre retter, som jeg forbinder med hyggelige stunder i familien. Og den fyldte avocado var ligesom symbolet på at: Nu er det nu.
Mine forældre endte med at blive skilt over to omgange. Men det er vigtigt for mig, at de rent faktisk elskede hinanden, og det minder de retter mig om. Jeg har altid været bange for at blive forladt og bange for at alt, hvad jeg har, bliver taget fra mig. Det hænger selvfølgelig også sammen med at have et handicap, hvor jeg ved, at det på et tidspunkt går ned ad bakke, og jeg for eksempel ender i kørestol. Det gør, at jeg skal huske at sætte pris på de gode stunder. Og huske at samles med dem, jeg holder af, omkring et bord.
”Jeg holder af poesi, som er poppet og demokratisk, men det betyder ikke, at den er mindre dyb”
Tiramisu
Til min konfirmation fik vi tiramisu til dessert, og jeg brød mig hverken om tiramisuen eller om at blive konfirmeret. For et halvt års tid siden skulle jeg have nogle venner til middag, og jeg købte en stor tiramisu til dessert nede hos Leos Pizza, fordi jeg vidste, at de andre elsker den, og fordi jeg ikke havde tid til at lave noget selv.
Mine venner var godt oppe og køre over tiramisuen, så jeg tænkte: ”Okay, fuck it, jeg giver den en chance.”. Jeg var på månen over den. Det er den bedste dessert, jeg har fået i 10 år, og nu står der næsten altid en tiramisu i min køler. Idiotisk at bilde mig selv ind, at jeg ikke kunne lide tiramisu, fordi jeg havde smagt det én gang.
Foto: Kavian Borhani
Igennem mit liv har jeg også oplevet kunst, som jeg har tænkt, ikke var noget for mig, fordi jeg troede, at jeg ikke fattede en skid. I dag tør jeg godt sige, hvis der er noget, jeg ikke kan lide. Nogle gange skal man selvfølgelig øve sig for at kunne forstå noget, men andre gange har man bare læst et kedeligt digt om naturen. Det er måske indlysende for mange, men det var det virkelig ikke for mig. Hverken når det kom til kunst eller mad.
Jeg har altid været tiltrukket af folk, der kom fra kreative hjem. Folk, som er gode til at snakke om kunst og mene noget om det, er ofte nogle, som har fået hjælp til at stole på deres mening. Og som har øvet sig og lært, at de ikke er pinlige. Vi andre har en usikkerhed. Og det er den, som er forskellen, langt mere end vores oplevelse.
Jeg synes, at det er iøjefaldende, at vi er så meget bedre til at tale om mad. Alle ved sgu efterhånden et og andet om vin eller tør at sige, at tiramisuen er lidt for våd. Jeg har altid ønsket at lave en slags kunst, hvor flere følte, at de måtte mene noget om den, uanset hvilke hjem de kommer fra.
Foto: Kavian Borhani
Omelet
Når jeg har god tid om morgenen, laver jeg omelet. Da jeg fik nyt køkken i min gamle lejlighed, viste håndværkeren mig en video med Jacques Pepin, som er en ældre fransk kok. I videoen står han og snakker skønt fransk-engelsk: ”We have the country style omelet and we have the traditional French omelet, and one is not better than the other. They are just different. Different techniques and different styles.”
Siden har jeg skam-set hans videoer og øvet mig i at lave de to versioner. Jeg kan godt lide mad, som ser enkelt ud, men som er svært at lave rigtig godt. Sådan har jeg det også med min poesi. Jeg holder af poesi, som er poppet og demokratisk, men det betyder ikke, at den er mindre dyb, eller at den ikke kræver tid og øvelse at mestre.
Det tager lang tid at finde ud af, hvordan du skriver noget, som både er præcist og helt ærligt. Dét er det samme med omeletten. Og så skal du ikke være bange for, at det ikke lyder fint eller sejt, når du præsenterer din omelet eller Cacio e Pepe og fortæller, at det kun er smør og ost. Livets bedste ting er seriøst bare smør og ost mixet på den rigtige måde.
Hvordan og hvornår mødte dig og Søren hinanden?
“Vi mødte hinanden til en middag med nogle fælles bekendte tilbage i 2017. Vi var umiddelbart hinandens totale modsætninger. Søren var kendt for altid at feste på klubben, og jeg var kendt som en fitnesstosse. Men vi fandt hurtigt ud af, at vi i virkeligheden slet ikke var så forskellige, og at vi delte mange af de samme værdier og livssyn. Jeg havde da også selv mine fordomme og tænkte umiddelbart, at jeg skulle finde noget helt andet. Men Søren var meget målrettet og vedholdende. Han inviterede mig ud på date, hvor han bookede tre forskellige restauranter til vores første date. And the rest is history.
Han friede den 25. december 2020 på en mark ved vores sommerhus på Sjællands Odde. Der var kun os to. Og det var meget low key og helt perfekt. Ringen havde han selv designet med sin ven, der er guldsmed. Det er også ham, der har lavet vores vielsesringe.”
Foto: Madeleine Carstensen
Foto: Madeleine Carstensen
Hvor var din kjole fra, og havde du gjort dig nogle særlige tanker om den?
“Min kjole er lavet af brudekjoledesigner Rikke Hubert. Jeg har aldrig haft de store bryllupsdrømme, og det var derfor meget vigtigt for mig, at kjolen var simpel og afspejlede mig, så jeg ikke følte mig klædt ud i en andens prinsessedrøm.
Jeg elsker Rikkes smukke kjoler og designs, så jeg havde hele tiden tænkt, at det var hende, der skulle lave den, hvis den skulle syes fra bunden. Vi mødtes og tegnede på den sammen, og så lavede hun en prøve, som vi rettede en del i og sammen fandt frem til de smukke grafiske snit, som jeg synes gav kjolen en masse ekstra detaljer og det fineste snit. Jeg blev meget overrasket over, at jeg endte med at føle mig så godt tilpas i en ”rigtig” brudekjole.”
Foto: Madeleine Carstensen
Sara Jin Smidt og Søren Frack Foglmann med datteren Dagny
Foto: Madeleine Carstensen
Det var Tableau, der stod for blomsterne, mens det blå element var en taske fra Phanta
Hvor blev vielse og fest holdt henne?
“Vi blev viet i Dragsholm Slotskirke, hvor Søren har arbejdet som tjener, da han var yngre, da han er opvokset ikke så langt derfra. Derfor endte vi også med at blive viet af den præst, der konfirmerede ham i sin tid. Vi havde mange idéer til festen. Vi holdte festen i en gammel kornlade på Vognserup Gods tæt på Dragsholm. Det var det fineste sted, hvor der både var den smukke lade med træbjælker og det skønneste område udenfor med en lille sø foran laden. Og så var både kirke og fest relativt tæt på vores sommerhus på Sjællands Odde, som har en stor betydning for os.”
Hvad var vigtigt for jer i forbindelse med festen?
“Det var virkelig vigtigt for os, at det blev en sjov og afslappet fest – både for os selv, men også for vores venner. Det skulle gerne være simpelt, men lækkert. Vi var 106 i alt. Vi havde kun den allernærmeste familie med, ellers var det vores venner. Vi elsker begge bryllupper og har igennem vores seks år sammen været til over 20 bryllupper, og det er altid de bedste fester. Det er som om, at alle er lidt gladere, lidt mere festlige og gør sig lidt mere umage til et bryllup.
Foto: Madeleine Carstensen
Bordene var dækket med service fra Tableisme og pluk selv-blomster
Foto: Madeleine Carstensen
Med den gode vejrudsigt in mente blev hele middagen rykket udendørs
Vi havde allieret os med verdens dygtigste eventkoordinator, Frederikke Rubow, som vi har kendt i mange år, og som har afviklet alle slags fester og bryllupper. Hun var virkelig sej og tænkte over alle de ekstra små detaljer, som vi ikke nødvendigvis selv var opmærksomme på.
Vi blev viet allerede klokken 11, og så var der en kort reception med lidt salte snacks ude foran laden i skyggen for træerne. Vi ville gerne relativt hurtigt til bords, så vi holdt brylluppet som et sent frokostbryllup, hvor vi satte os til bords allerede klokken 15.
Foto: Madeleine Carstensen
Da vejrudsigten spåede 29 grader og fuld sol på dagen, ringede Frederikke os op ugen op til brylluppet og spurgte, om vi ikke skulle flytte det hele udenfor. Så det endte med, at hun satte de to langborde op uden for laden foran den lille sø med en masse parasoller. Og det var fuldstændig magisk at sidde udenfor hele dagen.
Selve menuen bestod af fisk og grønt. Bryllupskagen fra Apotek 57 blev serveret som dessert, og så kunne vi danse brudevals inde i laden, hvor der var lavet dansegulv. Så startede festen allerede klokken 22, så der var ikke det der stress med, at vi skulle nå brudevalsen inden midnat.”
Foto: Madeleine Carstensen
Hele menuen var lavet af Copenhagen Dockside
Foto: Madeleine Carstensen
Gik alt efter planen på dagen?
“Det var, for vores vedkommende, den perfekte dag. Inden brylluppet var vi begge meget spændt på, om vi nu kunne være til stede og nyde dagen, som alle blev ved med at sige til os, at vi skulle. Men da dagen kom, var jeg faktisk overraskende rolig og fattet. Jeg tænkte, at det måske ændrede sig til vielsen, men selv om jeg blev meget rørt og bevæget, var det samtidig meget afslappet, og både Søren og jeg endte med virkelig at kunne læne os tilbage og nyde dagen, talerne, maden, vinen og festen.
Det skyldes også i høj grad, at vi havde allieret os med en masse virkelig tjekkede mennesker. Frederikke Rubow styrede hele afviklingen af brylluppet, så hun stod for at modtage alting op til brylluppet og var på location hele fredagen og sætte op. Vi var slet ikke derude, før vi selv ankom til festen, og da vi kørte hjem lørdag nat, stod hun og hendes personale for at pakke alt sammen. Det gjorde en kæmpe forskel.”
Foto: Madeleine Carstensen
Foto: Madeleine Carstensen
Bannere med brudeparrets navne på var en af de gennemførte detaljer på dagen
Er der et særligt øjeblik fra dagen, som står ekstra tydeligt for dig?
“Der er flere øjeblikke, som var helt specielle. Timerne op til vielsen sammen med min mor, vores datter Dagny og mine nærmeste veninder var helt specielt. Til vielsen i kirken havde vi vores datter på et år med, som jeg er så glad for, at vi havde med til den del af dagen. Og så sang vores gode ven Christoffer Berg også Kim Larsens ‘Papirsklip’ i kirken, som var meget smukt og intimt. Til selve frokosten var jeg meget rørt over, hvor umage alle havde gjort sig. Toastmasterne havde forberedt sig i ugevis, og der blev holdt de mest rørende og sjove taler. Og så var Sørens tale noget helt specielt.”
Hvad er dit bedste til andre kommende brude, som du selv gerne ville have vidst?
“Mit bedste råd er at alliere sig med dygtige mennesker, som du stoler på, så du kan uddelegere og nyde dagen. Og hvis I kan, så tag på bryllupsrejse dagen efter. Jeg synes selv, at det var lidt fjollet, men Søren insisterede, så dagen efter brylluppet vågnede vi op på Dragsholm Slot, spiste morgenmad med vores venner, kørte hjem og hentede Dagny og tog direkte i lufthavnen, hvor vi fløj til Nice og tjekkede ind på Ferme Le Pavillon. Det var den bedste beslutning. At lande på det helt fantastiske sted og så have en lille uge til at bare at være væk fra vasketøj og hverdag, hvor vi kunne lade det hele synke ind, var helt rigtigt set af Søren og et tip, som jeg klart vil give videre.”
Artiklen blev første gang udgivet i september 2023.
Hun havde mødt ham én gang og havde ikke kunnet stå for hans livlige, krøllede hår. Da de så mødte hinanden for bare anden gang en sen aften i 2013 på den københavnske natklub Simons, fik han også øjnene op for hende, og så greb hun muligheden for at byde ham på en øl.
Nu, 10 år senere, har stylist og influent Marie Heyman og Filip Lüttichau, der er Investment Manager, endelig bundet en stor sløjfe på deres forhold og sagt ja til hinanden ved et bryllup, der lørdag den 9. september 2023 omdannede Søholt Gods på Lolland til en lille bid af et personligt eventyr.
Her havde parret inviteret 180 venner og familiemedlemmer til frokostbryllup og fest for ikke bare at fejre kærligheden til hinanden, men i lige så høj grad for at give deres nærmeste den allerbedste fest, der med brudens egne ord blev “klassisk og weird”.
For det var det, parrets visioner for dagen i særdeleshed var – et miks af det traditionelle tilført masser af personlighed. Fra stedet og maden til ringen og kjolen, så var det de personlige detaljer, der gennemsyrede enhver faktor ved det store bryllup.
Foto: Ditlev Rosing
Foto: Ditlev Rosing
Det startede på sin vis allerede den 25. december 2022, da Marie skulle bruge juledagene med Filip og hans familie på Søholt Gods, hvor Maries svigerfamilie bor.
Her inviterede den kommende gom Marie på en spadsertur i godsets have, og allerede ved ankomsten kunne hun godt mærke, at der var noget anderledes over hendes kæreste. Da de nåede ned til Maries favoritspot i haven – en hemmelig, lille del af grunden omgivet af store rhododendronbuske – hang der fra træet et indrammet billede af haven med påskriften ‘Bølges Have’, som markerede, at Filip officielt havde døbt haven efter Maries kælenavn ‘Bølge’, som hun er kendt som blandt venner og familien. Da hun vendte sig om, sad Filip på knæ og friede til hende.
Samme kælenavn gør sig også gældende for forlovelsesringen, der er tegnet og lavet af brudens søster, smykkedesigner Adelaide Minch Heyman, og forestiller en diamantbesat bølge med en større, central diamant og et lille, diskret hjerte i venstre side.
Også brudekjolen er skabt med hjælp fra brudens familie, hendes mor Charlotte Minch, der er tidligere designer og i dag indretningsdesigner. For Marie var det nemlig ikke vigtigt, at der var et designernavn i nakken på kjolen, men at den derimod var “så meget hende” som muligt.
Foto: Ditlev Rosing
Foto: Ditlev Rosing
“Jeg er nok meget klassisk i min stil, men jeg kan også godt lide at skille mig ud. Så jeg er ret vild med, når det klassiske møder det lidt mere flippede og fjollede, så det bliver mere ‘Bølge’. Men også at jeg kan kigge på den om 50 år og stadig synes, at den er smuk,” fortæller Marie Heyman om sin brudekjole, som hun og hendes mor tegnede på bare fem minutter.
Til at bringe kjoledrømmen til livs havde bruden allieret sig med skrædder og underviser ved Kunstakademiets Designskole, Ane Rønne, der sikrede, at den opfyldte alle Maries drømme. Heriblandt at kjolen trak opmærksomheden op mod brudens hals, hvor et helt særligt smykke hang – en halskæde i et bredt velourbånd, som sidst blev båret ved brudens mors bryllup og som fremover skal bæres af familiens kvinder på deres bryllupsdag. Halskæden har været ejet af Grevinde Danner, der var gift med kong Frederik 7. frem til i 1863, og blev erhvervet af Maries far ved en auktion.
Foto: Ditlev Rosing
Foto: Ditlev Rosing
Det personlige islæt var også altafgørende for selve middagen og festen, som både brudens og brudgommens familier har været tæt med inde over. For selv om bryllupper af mange anses for at skulle være den bedste dag for brudeparret, var Marie og Filip opsatte på at skabe den bedste fest for deres venner.
“Det vigtigste for os var at give vores venner en fed fest. Og at vi selvfølgelig også selv fik en fed dag. Men også at det blev så personligt som overhovedet muligt. Det er ret skønt, at det er en af mine bedste venner, der lavede blomsterne, at min mor var meget inde over hele brylluppet, og at det blev holdt hjemme hos min kærestes familie, som er et sted, der betyder meget for os.”
For at komme i mål med netop det, var det bryllupsplanlægger og indehaver af Vivere Weddings, Rigmor Nikander, der stod for afviklingen og planlægningen af den store dag. Her var telte opsat i godsets store barokhave omgivet af gamle æbletræer og pyntet med blomsterdekorationer lavet af brudens bedste ven, Jeppe Grosmann, der for en stund havde byttet sit virke som PR-manager for Saks Potts ud med blomster og flora.
For at få endnu mere af parrets kærlighed til omgivelserne ind i selve brylluppet, var der på menuen blandt andet en tarte tatin lavet på æblerne og blommerne fra godset, mens også alle krydderurterne fra haven blev brugt i retterne.
Foto: Ditlev Rosing
Foto: Ditlev Rosing
Nok lagde rammerne – sammen med dresscoden kjole og hvidt bestemt af brudgommen – op til et formelt bryllup. Men netop derfor var det afgørende for parret at skabe en afslappet atmosfære, som de begge vægter højt. Og det lykkedes.
“Det var en fantastisk fest. Det var vildt fantastisk med alle de taler og den kærlighed, man fik. Da vi var færdige med at spise, blev alle ført ud i barokhaven, hvor der et band spillede musik med latinamerikanske elementer, et stort lysshow med lanterner og alle dansede. Da man stod der, var det fuldstændig som at være i udlandet. Det var så fedt,” fortæller Marie Heyman, da vi fanger stylisten på sin bryllupsrejse på vej til Italien.
Og der var særligt én ting, som Marie Heyman blev overrasket på dagen, som hun ikke havde kunnet forberede sig på.
Foto: Ditlev Rosing
“Det overraskede mig, hvor fattet jeg var. Kirken var jeg nervøs for inden – jeg troede, jeg ville græde vildt meget og være nervøs. Men der følte jeg mig virkelig fattet. Der var jeg i total kontrol over mig selv og det eneste, jeg fokuserede på, var at se Filip ved alteret. Jeg lukkede alt andet ude. Jeg så ikke nogle af gæsterne. Det skete bare af sig selv, at jeg kom ind i min egen zone.”
Derfor er netop det, at kunne slippe kontrollen et af de råd, som Marie Heyman vil give videre til kommende brude.
“I starten tænkte jeg meget over, om alle havde det godt. Der ville jeg gerne have kunne slappe mere af, men det tog mig nogle timer. Men de havde det jo godt. Så læg lidt af kontrollen fra dig. Men det hjalp også med et glas champagne.”
Drama og komedie er to genrer med stærke karakteristika, og tilsammen kan de give helt fantastiske resultater. Det har vi set utallige eksempler på de senere år, hvor serier som ‘Succession’, ‘The Bear’ og ‘The White Lotus’ har gået deres sejrsgang.
Her er vores bud på 10 serier, der blander de to genrer til topkarakter.
I HBO’s monster-hitserie ‘Succession’ ligger komedien som et underspillet og subtilt træk under overfladen. Her følger vi Roy-familien, der, efter at familiens patriark, Logan, har annonceret sin tilbagetrækning fra verdens største medievirksomhed, kæmper om, hvem der skal overtage tronen.
Skarp dialog leveret med utrolig overbevisning af den spektakulære rolleliste giver en stor følelse af realisme, til tider næsten hyperrealisme. Eksplicit sprogbrug og sarkasme flyver om ørerne og resulterer ofte i et smil på læben eller momentane udbrud af latter.
Læg dertil den satiriske fremlægning af medieverden i USA og den fremragende behandling af de centrale temaer om magt, grådighed og vaklende moral. Man ender med en utrolig stærk serie, som man ikke kan lægge fra sig, når man først er gået i gang.
Phoebe Waller-Bridges ubestridte mesterværk ‘Fleabag’ rammer lige i hjertekulen og giver en god om gang latter med på vejen.
Den unge dame Fleabag har alt imod sig. Hendes veninde og forretningspartner har begået selvmord, forretningen er på randen af konkurs, og hendes kæreste har igen slået op med hende.
Et overflødighedshorn af vittig og tør britisk humor, der bindes op på Fleabags uendelige mængder af selvmedlidenhed danner en morsom ramme om en fortælling om sorg og skyld.
Det hele komplementeres selvfølgelig af Fleabags ikoniske kommentarer direkte til publikum i sjove bemærkninger.
Multitalentet Donald Glover har skabt serien om tre unge fyre, der prøver at arbejde sig op og bryde igennem på den urbane musikscene i Atlanta.
‘Atlanta’ skyer dog ikke de mindre morsomme elementer i de omgivelser, som serien er sat i. Racisme, bandevold og fattigdom er overalt at finde. Forfatterne formår dog at fremhæve det komiske i hverdagen for dette miljø, og serien blander komik og drama på fremragende vis ved hjælp af rappe replikker og de absurde situationer, som karaktererne kan befinde sig i pga. deres plads i verden.
‘Atlanta’ flotter sig også med en imponerende rå billedside, der perfekt fuldender stemningen og de hårde temaer, som serien bearbejder.
Når man først tænder for det blus, der er ‘The Bear’, går der ikke lang tid, før serien når kogepunktet.
Du skal i hvert fald være klar på at blive revet rundt, når stjernekokken Carmy prøver at få vendt skuden på den fallerede restaurant, han har arvet fra sin bror, som har begået selvmord.
Hvor første sæson er hårdkogt drama med små komiske elementer drysset hen over afsnittene, læner anden sæson sig i langt højere grad op ad det komiske. Her giver det endelig mening, at serien bliver omtalt som en dramedy, og så er det en af de bedste af slagsen.
Lejemorderen Barry, der får en åbenbaring og vil forlade sit erhverv i håbet om at blive skuespiller, er en af de bedste mørke komedier i nyere tid.
Kontrasten mellem konsekvensfyldt vold og tør komik skaber utrolig morsomme og absurde øjeblikke, der alle understøttes i dramatisk henseende af Barrys kontinuerlige søgen efter en form for frelse.
Karakterdynamikkerne giver anledning til masser af latter, der bæres på skuldrene af en perfekt rolleliste. I modsætning til ‘The Bear’, læner ‘Barry’ sig mere over i det dramatiske, efterhånden som serien skrider frem.
Hvad skal en husmor gøre i slutningen af 1950’erne, når hendes liv ramler sammen? Tale om det som standup-komiker naturligvis.
Det er præcis, hvad Midge Maisel gør på en utrolig rejse efter frigørelse og transformation for at blive en mere selvsikker kvinde, der måske endda nogle gange bliver for selvsikker. Det er en karakter med mange fejl og personlige problemer, og en serie, der er rig på drama. Foruden de åbenlyse standup-elementer og mange excentriske karakterer har serien en vittig dialog, der kører med 100 kilometer i timen.
Vi kan ikke nævne ‘The Marvelous Mrs. Maisel’ uden også at give et shout-out til ‘Gilmore Girls’, der ligeledes er skabt af Amy Sherman-Palladino, og er en fantastisk speedsnakkende dramedy i sin helt egen ret.
‘The Marvelous Mrs. Maisel’ kan ses på Prime Video.
7. BEEF
Foto: Netflix
'Beef'.
Nogle gange har man en af de dage, hvor alt går galt, og der ikke er noget bedre end et lille udbrud af raseri eller smålighed.
Det er tilfældet for Danny Cho og Amy Lau, der krydser hinandens veje i en lille hverdagssvipser, som langsomt begynder at konsumere hele deres eksistens. Det er trods alt lettere at være rasende end ikke at have kontrol over sit eget liv.
Serien viser mesterligt, at folk uanset deres umiddelbare succes kan have problemer i livet. Græsset er ikke altid grønnere på den anden side. Det giver både anledning til herlig satire og utroligt morsomme udvekslinger, efterhånden som deres fejde eskalerer.
Mike Whites satire over den rige overklasse er lige så hårdtslående, som den er underfundig.
I begge sæsoner af den populære serie følger vi en gruppe gæster, der ankommer til et luksuriøst hotel med en masse problemer, som selv en femstjernet oplevelse ikke kan kurere.
De velhavende karakterers selvoptagethed og selvretfærdighed danner et tveægget sværd, der på den ene side er lattervækkende, og på den anden side gør karaktererne mere menneskelige.
Derudover kommenterer serien på klasseforskelle, race og generationskløfter – nogle gange med et glimt i øjet, mens det andre gange er dødsens alvor.
Byen, der aldrig sover, har aldrig været mere levende, end når man følger de fire veninder Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda igennem livets op- og nedture.
Seriens repræsentation af kvindelige venskaber og seksualitet var nyskabende, da serien fik premiere i 1998, og de fire veninders dynamik er stadig noget, serier nu til dags har svært ved at indkapsle så godt som ‘Sex & the City’ gjorde for 25 år siden.
Det er noget, som giver grobund for alt det, man kender fra hverdagen, både de følelsesladede og de latterfremkaldende øjeblikke, som serien skaber en perfekt balance imellem.
Ricky Gervais viser sig igen som et powerhouse af en komiker med noget på hjerte, når han indtager rollen som Tony, der har mistet sin kone og sin livsglæde sammen med hende.
Seriens fokus på sorg er hjerteskærende i al sin enkelhed og brutalitet, og ‘After Life’ fremstiller en karakter, man inderligt ønsker det bedste for (til trods for, at han også kan være et stort røvhul). Det taler til noget, de fleste kan relatere til: At man kan falde ned i et sort hul, når man har mistet et menneske, der stod en nært.
Tonys pessimisme og bitterhed blandet med Ricky Gervais’ tørre humor og sarkasme er en fontæne af sort komik, der fylder hvert afsnit, og giver anledning til flere akavede øjeblikke og en masse observationshumor.
