Er du endnu ikke overbevist om, at et par elegante strømpebukser faktisk kan opgradere dit look, så se med her.
Kan du nærmest også høre dig selv sige: “Men man kan ikke have strømpebukser på under denne kjole”? Vi kender det.
For selvom vi drømmer om at hoppe i en fin kjole med bare ben under, når vi skal afsted til december måneds festligheder, er det hverken smart eller særlig praktisk at bevæge sig ud, som var det en sommeraften.
Måske ender du ofte med at købe et par billige strømpebukser i supermarkedet på vej til fest, som blot holder den ene aften (hvis endda aftenen ud), og som efterfølgende ender lige i skraldespanden, fordi der nærmest opstår huller bare du kigger på den. Det kender vi også. Men heldigvis findes der langt bedre bud, som ikke blot holder mere end én aften og giver et lille ekstra lag på dine ben, men som faktisk også samtidig kan agere supersmart detalje til dit look.
En af de løsninger, som vi selv kommer til at ty til, er det netop lancerede kollektionssamarbejde med navnet ‘For the girls’ mellem den London-baserede skribent og content creator Camille Charrière og strømpebuksemærket Swedish Stockings, der er kendt for sine kvalitetsstrømpebukser i elegante farver og dekorative mønstre – og som netop vil imødekomme strømpebuksers (ofte) korte levetid.
Samarbejdet har resulteret i en mindre kollektion á fire forskellige modeller i henholdsvis sort, rød, hvid og zebra-stribet.
Generelt har efterårs- og vinterkollektionerne fra de internationale modehuse også budt på en lang række forskellige bud på strømpebukser – lige fra stenbesatte til leopardprintede og blokfarvede udgaver.
Fælles for de fleste looks er, at strømpebukserne tilfører et yderligere elegant udtryk. Der god inspiration at hente til, hvordan du både kan være praktisk og samtidig tilfreds (måske endda elske det), når du skal tilsætte et par fine strømpebukser til din julefrokostkjole eller -nederdel i en række af de smarteste looks, tilsat strømpebukser, fra vinterens kollektioner.