Et af mine klareste barndomsminder er at tage til Frankrig med mine forældre og yngre søskende for at se Tour de France. Det var et projekt: Vi pakkede madpakker og stod og ventede og ventede – og så kørte de hurtigt forbi. Der kommer en karavane med merch forbi inden selve touren, så mine søskende og jeg gik amok og greb alt, vi kunne, og lagde det hele frem, når vi kom hjem: nøgleringe, slikpinde og andet spons. Det var virkelig en happening. Jeg mindes også, hvordan mine forældre altid skulle se det i fjernsynet, selv om vi børn bare gerne ville på stranden, men som voksen, er jeg blevet lige som dem og ser touren i fjernsynet.

Da jeg studerende kommunikation og performance design på Roskilde Universitet, havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle være. Jeg har gået på Rudolf Steiner-skole, så jeg har altid været meget kreativ, men uddannelsen i performance design tiltrak mig, fordi det var ‘krea’, men uden at jeg skulle lave kunst. Jeg startede i praktik hos Ganni efter min bachelor. Det var meningen, jeg skulle have en pause inden kandidaten, men jeg kom aldrig væk igen. Nu har jeg været der i tre og et halvt år.

Jeg er ikke særlig gadgetagtig, men jeg har en Miffi-nøglering i mit nøglebund, som jeg har købt i Japan. Den gik i stykker og mistede sit ene øre, men af mine kollegaer var i Japan i år og fandt en ny til mig. Jeg bad hende om det hjemmefra, så jeg opdagede, at jeg ikke kunne leve uden den.

I den sidste sms, jeg sendte stod der ”håber det går godt” og så et hjerte. Den var til min mor, der er i Norge med sit arbejde. Hun har ikke svaret, så jeg tror, hun har travlt. Jeg er ret tæt med begge mine forældre og mine søskende.

Den bedste gave jeg for nylig har givet er teaterbilletter i London til min tante Barbara, som min lillebror og jeg har givet hende sammen.

Jeg får inspiration, når cykler på gaden og ser nogen eller noget. F.eks. nogen, der har noget nice på. Det sker ofte på Nørrebrogade. Jeg cykler hele gaden igennem fra Nørrebro St. til Nørreport og omvendt hver dag, og der er mange forskellige skønne typer.

Min livret er surdejsboller med smør og ost. Meget gerne med sesam på. Sidste weekend købte jeg en masse hos Skruens (bageri i Nordvest, red.) og spiste det morgen, middag og aften. Ellers er det dumplings. Der er tre skønhedsprodukter, jeg bruger igen og igen. Honey-serum fra To The Moon. Den elsker jeg! Skin Food fra Weleda, og det skal være den fede, ikke light. Og solcremen fra La Roche Posay – hver dag hele året rundt. Det er meget vigtigt. Min veninde har lige været til en behandling, hvor behandleren sagde til hende, at det at bruge solcreme var ligesom at børste tænder. Det syntes jeg gav god mening.

Maja Liens tre yndlings-beautyprodukter er Honey-serum fra To The Moon, Skin Food fra Weleda og solcreme fra La Roche Posay, som hun bruger 365 dage om året.

På min ønskeliste står der en sort, medium Telfar-taske.

Min personlige stil er farverig, men også afslappet. Jeg kan godt lide at mikse print, farver og materialer, man måske ikke umiddelbart ville sætte sammen. Nogle gange er min stil nok også lidt bedstemoragtig, men det skifter meget fra dag til dag.

I min taske er der er der altid min yndlingslæbepomade Homeoplasmine-salve, som jeg køber på apoteket hver gang jeg er i Paris. Og så computer, Airpods og ofte slik. Jeg elsker alt Haribo-slik. På kontoret har vi en regel om, at man skal have slik med hjem, når man rejser. Hvis nogen ser en sjælden Haribo-pose, køber de den også altid med til mig. Mit yndlingsslik er dragibus fra Haribo. Da vi åbnede Ganni-butikken i Paris arbejde vi sammen med Eva Hurtigkarl (Gannis faste kok, red.) og en fransk kok, som jeg fortalte om min kærlighed til dragibus. En måned senere kom der en pakke til mig, Hun havde sendt en hel kasse fuld med dragibus. Det var den bedste gave ever, for man kan ikke få dem i Danmark.

Den bedste duft i verden var mine forældres nu afdøde hund Ottos pels. Hans nuttede, varme pels, når han var træt. Han var en italiensk trøffelhund og blev 12 år.

En egenskab, jeg sætter stor pris på er tid. At man respekterer hinandens tid, men også at man sætter tid af til at være sammen med dem, man elsker.

Den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker er min 66North x Ganni-dunjakke. Den er kort og sort og gul. Den kommer jeg til at bruge rigtig, rigtig meget.

Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til er Tokyo. Jeg var der i 2019, og det var virkelig fantastisk. Man kan shoppe så mange nuttede ting, og så er der sindssygt god mad. Jeg sparer op til en tur dertil med min veninde Emma.

Jeg drømmer om at flytte til Paris, og måske kan det lade sig gøre en dag. Jeg vil også gerne finde en sød, sjov fyr, som kan snakke fransk.

Favoritrummet i min lejlighed er stuen. Her er så hyggeligt, og det er her, jeg hænger ud med mine venner eller ser serier og læser alene om aftenen. Jeg købte lejligheden i oktober 2022 og flyttede ind i januar 2023. Mine forældre og jeg totalrenoverede lejligheden, så jeg er så glad for den nu.

Den bedste souvenir, jeg har bragt med mig hjem er min plastik-ramenskål fra Japan. Jeg elsker alt, der er nuttet og i plastik. Ligesom alle mine ‘Sonny Angel’-figurer.

Den bedste souvenir, Maja Lien har bragt med sig hjem er denne plastik-ramenskål fra Japan, der snyder øjet for de fleste.

Den bedste bog jeg har læst er ‘Love me tender’ af Constance Debré. Den var meget rørende og satte mange tanker i gang hos mig. Den handler om en kvinde, der springer ud som lesbisk, og så ser hendes eksmand og faren til hendes barn sig sur på hende. Den handler om systemet, og hvordan han manipulerer hende. Den foregår i Paris, og jeg læste den i Paris.

Homeoplasmine-salven køber Maja på apoteket hver gang hun er i Paris. ‘Love me tender’ af Constance Debré er hendes yndlingsbog

I mit køleskab er der altid smør, mælk og vin. Mælken er øko og på ko. Jeg ville så gerne lære at drikke havre, fordi jeg godt kan lide idéen om det, men jeg kan simpelthen ikke lide smagen. Det er for sødt.

En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Simon Sebastian. Helst et kæmpe værk til min stue. Jeg har to Emma Kohlmann-værker, hende elsker jeg. Jeg mødte hende på gaden i Paris, sidst jeg var der, og der endte vi med at tage ud at spise sammen. Jeg har også en del værker, mine venner har lavet. Min veninde Ninas fotobachelorprojekt hænger i stuen. Min veninde Dagmar har lavet et værk, der hænger over mit køleskab, og hendes far har lavet et tryk, der hænger ved mit spisebord. Min veninde Celeste har lavet de tre keramikting, der står i min vindueskarm. Jeg er meget stolt af mine venner.

Maja har kreative venner, der har lavet en masse af den kunst, der omgiver hende i hjemmet i Københavns Nordvestkvarter. Bl.a. disse tre keramikværker, som veninden Celeste har lavet.

På repeat hører jeg Kate Bushs ‘Wuthering Heights’. Den er god, når man cykler.

Filmen jeg kan se igen og igen er ‘Love Actually’. Også om sommeren.

Min favoritfarve er rød. Og det har det været i mange år. Det er længe siden, jeg farvede mit hår helt rødt, men jeg tror, jeg er ved at være klar til at lade det vokse ud til min naturlige, men også røde farve nu.

Samlingen af Mumikopper står i vitrineskabet i køkkenet, som hun har fået af sine forældre. Skabet er fra 1901, og Majas forældre overtog det ifm. en ny lejlighed i 1999.

Et projekt jeg arbejder på nu, er at lære fransk. Jeg går på aftenskole hver tirsdag, og så er jeg på Duolingo. Jeg har gjort det til at vane at gå ind på appen som det første om morgenen, inden jeg vågner. I dag er jeg på dag 291. Jeg tager det meget seriøst. Det er også derfor, det ville være handy med den franske kæreste … På min 1-års franske Duolingo-dag vil jeg holde en fransk fest herhjemme, hvor alle, der kommer skal tage en fransk ting med.

I år vil jeg … Flytte til Paris.

Hvad vidste du om forældreskabet, inden du blev mor?

“Stort set ingenting. Fra jeg besluttede mig for, at det ikke var en katastrofe, at jeg eventuelt engang i fremtiden blev gravid, til jeg stod med en positiv test i hånden, gik der få måneder. Jeg var den første i min vennekreds, og jeg havde haft mange flere drømme om at blive krigskorrespondent og skiinstruktør end at blive mor. Dagen efter min positive test fulgte seks måneders intens kvalme, hvor jeg ikke havde tid til at tænke eller forberede mig. Derfor anede jeg ikke, hvad jeg gik ind til.”

Hvad overraskede dig mest ved at blive forælder?

“Hvor magisk det føltes, at der kom en lille pige ud af mig med et helt fint og færdigt ansigt, sirligt optegnede læber, store, nysgerrigt stirrende øjne og kulsort hår. At det lille væsen greb fat i min brystvorte og suttede på den, indtil hun fik mad, da hun blev lagt på min mave. At mærke en helt ny og omsiggribende kærlighed, der fik mig til at tro på noget, der er større end os selv. Det overraskede mig i løbet af de næste uger, hvor meget omsorg, der var inde i mig, og hvordan hele verden med ét var forandret.”

Når man får babyer, bliver alting sat på spidsen i nogle år, og derfor tror jeg, at det vigtigste, man skal kunne sammen, er at se mildt på den andens fejl, tale pænt til hinanden og især grine sammen

Hvad var det voldsomste ved at blive forældre?

“Man bliver nulstillet og genstartet som menneske, når man får et barn. Man er aldrig mere nummer et i sit eget liv. Faktisk skal jeg gøre mig umage for at mærke mine egne behov her 13 år efter nulstillingen.”

Hvilke gode oplevelser havde I som ny familie?

“Min eksmand og jeg ville begge gerne vise vores børn verden. De har lært at spise ude og flyve langt fra de var helt små. De kan gå 12 kilometer i en storby på en dag uden at brokke sig, og de er nysgerrige og sjove at rejse med. Sidste år strandede vi i en lufthavn i tre-fire timer en sen, kold aften, og de brokkede sig ikke én gang. De fandt bare noget at fordrive tiden med – dansede, hyggede, legede. For dem er alt det, der går galt, en del af turen. Jeg var ret stolt over dem – og undlod næsten selv at brokke mig, når nu de var så gode at rejse med.”

Foto: Kavian Borhiani

Christina Zemanova med sine døtre Andrea, 13år, og Barbara, 10 år.

Hvilke udfordringer havde I som partnere, da I fik børn?

“Når man får babyer, bliver alting sat på spidsen i nogle år, og derfor tror jeg, at det vigtigste, man skal kunne sammen, er at se mildt på den andens fejl, tale pænt til hinanden og især grine sammen. Min eksmand Aske og jeg var et godt hold. Han tog de fleste af nætterne, fordi han alligevel vågnede, når børnene græd eller var sultne, mens jeg kan sove fra det meste. Til gengæld tog jeg over, når han var for træt, og jeg havde børnene meget alene, når han var på arbejde i udlandet.”

Det var ikke børn, men tiden, der ændrede vores forhold. Langsomt blev vi mere venner end kærester

Hvordan ændrede dit og Askes forhold sig efter, at I fik børn?

“Det var ikke børn, men tiden, der ændrede vores forhold. Langsomt blev vi mere venner end kærester. Vi var gode til at håndtere livet og børnene sammen, og vi rejste også på ture til Paris, hvor vi havde boet sammen og stadig havde en lejlighed, men vi måtte erkende, at vi var bedre til at løse alt det praktiske i familielivet end at være kærester. Det var svært at bevare den romantiske kærlighed – og den ville vi begge gerne have i vores liv. Vi er stadig rigtig gode venner i dag, og vi taler sammen nærmest hver dag – også om andet end børn. Om journalistik, politik, bøger og alt mulig andet. Når jeg er meget i tvivl om noget og har brug for at vende det, er det ham, jeg ringer til.”

Jeg havde det selv meget svært ved de forventninger, der lå til at være pige i min barndom. Drengene måtte larme, men pigerne skulle være artige.

Hvilke tanker gjorde du dig om, hvordan jeres skilsmisse ville komme til at påvirke børnene?

“Vores skilsmisse er lykkelig på den måde, at vi stadig er enige om stort set alt. Vi har samme opdragelsessyn, samme værdier og vi hjælper hinanden på samme måde, som da vi var et par. Så for vores familie er det værste ved skilsmissen, at børnene skal have to hjem og flytte frem og tilbage mellem deres far og mig. At de altid savner en af os, og at vi intet kan gøre for at fjerne det savn, fordi det er et grundvilkår. Omvendt er savn for alle mennesker en del af livet og at lære at håndtere det vil gøre meget for deres robusthed både nu og i fremtiden.”

Hvilken verden håber du, at dine piger kan vokse op i?

“En mindre kønsstereotyp verden. Jeg havde det selv meget svært ved de forventninger, der lå til at være pige i min barndom. Drengene måtte larme, men pigerne skulle være artige. Så jeg insisterede på at være en dreng i tre år, indtil jeg var 11, og reagerede kun på et drengenavn, som jeg fandt på. I dag lider vores børn under de samme stereotyper, hvilket jeg især opdagede, da min datter på dengang seks år en dag fortalte, at en dreng fra klassen havde slået og drillet hende. Jeg hørte mig selv svare: ”Det er sikkert bare, fordi han godt kan lide dig”. Det var så dumt sagt. Der ligger alle mulige usynlige strukturer og nedarvede holdninger i vores måde at tale om venskaber, kærlighed, skole, arbejde og familie på, og de ord, vi bruger, skaber virkeligheden. De ord har konsekvenser. Jeg gav min datter, der ledte efter min opbakning, en latterlig gammeldags kliché – til trods for mine egne kampe med det samme som lille pige. Både drenge- og pigeforældre er nødt til at tænke over det fælles ansvar, vi har, og jeg gør mig umage for at være kritisk og se på verden med deres nysgerrige og fordomsfrie blik.”

Hvordan har du ændret dig i takt med at pigerne voksede op?

“Jeg har sikkert ændret mig på tusind måder. Men den mest markante er min sårbarhed. Jeg er blevet meget blødere indeni, som om moderskabet med tiden har opløst noget af det hårde. Jeg har altid set mig selv som kynisk, og jeg har aldrig troet på stor kærlighed. Men det gør jeg nu. Jeg ville ønske, jeg havde lært det noget før, men for mig skulle det åbenbart tage mere tid – jeg skulle blive mor, før jeg fandt ind til den side af mig selv.”